Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret/III

L. M. B. Aubert

Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret

1872 (s. 26-48).

Dansk Panteret.

Ogsaa i dansk Ret er Kontraktspant (væth) i Løsøre det ældste; men det er dog først omtalt i Provinciallovene, hvoraf neppe nogen er ældre end 1200^[1].

Dets Udvikling fra de første Spirer kjender man derfor endnu mindre i Danmark end i Tydskland. Men ligesom Provinciallovene jo væsentlig ere en Samling af tildels meget gamle Retssætninger, saaledes kan det visselig antages, at ogsaa det danske Løsørepants Spirer ere urgamle og at de have havt den fælles germaniske Art. Thi i sin første kjendte Skikkelse har Pantsættelsen det samme iøinefaldende Slægtskab med Eiendomsretten. Den indeholder i sig den samme suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, idet, naar Betaling ikke finder Sted til fastsat Tid, Eiendomsretten uden særlig Aftale og uden Hensyn til Værdien skal gaa over til Panthaveren (væth bliver forvæth), som naturligvis hele Tiden har Besiddelsen^[2].

Allerede i ældre Tid var det imidlertid inden enkelte Retsomraader Regel, at Panthaveren eller, efter Skaanske Lov, Thinget, naar Forfaldstid var kommen, endnu maatte forelægge Skyldneren en Frist til Løsning, efter hvis Udløb han først blev Eier^[3]. Dette blev vistnok Udgangspunktet for en Omdannelse af Retsforholdet, saaat Panthaveren tilsidst overalt først blev Eier efter en særlig Forfølgning. Man kjender ikke nærmere denne Udvikling, der falder sammen med en forandret Opfattelse af Panteretten i sin Helhed^[4]. Men da Thingbøgerne begyndte i Midten af 16 Aarhundrede, var Forandringen i Kjøbstæderne allerede gaaet fuldstændig for sig, og Tilstanden var nu bleven væsentlig den samme som efter Kristian V’s Regler om Haandpant, medens paa Landet det gamle Forhold varede meget længere, sommesteds vistnok ligetil Lovbogen^[5]. Navnlig i Kjøbstæderne var Forholdet nu nemlig dette, at Panthaveren først blev Eier efter foregaaende 3 Ganges Opbydelse til Løsning samt Vurdering, saaledes at han maatte lægge det Overskydende fra sig^[6]. Omvendt, saafremt Pantet ei dækkede Gjælden, blev det i Løbet af 17 Aarhundrede Regel, først ved Haandskrift, dernæst ogsaa ved mundtlig Gjeld, at Pantsætteren kunde sagsøges til Betaling deraf, og saaledes var det altsaa efterhaanden kommet til en virkelig personlig Forpligtelse i nyere Forstand^[7]. Kristian V’s Lov indeholder derfor her neppe noget Nyt i Hovedsagen – men vel i Enkelthederne, navnlig ved Opbydelsens Bortfalden og en simplere Vurdering – uden maaske, forsaavidt 5. 7. 17 fastsætter, at der strax kan tages almindelig Namsdom for Pantegjælden. Ja, den har endog beholdt 5. 7. 1, hvis Regel om Tab af Fordringen ved Pantets hændelige Undergang aldeles ikke passede med den nye Opfattelse af Panteforholdet, der stillede den personlige Forpligtelse ganske anderledes frem end i den ældre Tid, da den juridisk talt neppe kunde siges at være til^[8].

Løsørepantet var altsaa kun Haandpant, et Ord som forresten ikke findes før det 17 Aarhundrede^[9]. Allerede før Lovbogen var det dog blevet erkjendt, at Skib kunde gives til Underpant, og man havde forsøgt at udstrække dette ogsaa til andet Løsøre, men dette erkjendtes ikke for lovligt^[10].

Medens det danske Løsørepant er det tydske meget ligt, er der ved fast Gods den væsentlige Forskjel, at der i Danmark – foruden det langt senere Underpant – forekommer tildels samtidig tvende Panteformer, hvoraf kun den yngste svarer til den tydske „ältere Satzung“. Her kommer den danske Panterets nære Slægtskab med den norske frem. Ligesom i Norge var nemlig den ældste danske Panteform ved fast Gods aldeles lig Løsørepantet: Pantsættelse paa ganske kort Tid for at sikre Gjældens Tilbagebetaling, idet Pantet, hvis denne udebliver, udenvidere bliver Kreditors Eiendom^[11], hvorfor ogsaa danske Retshistorikere efter Diplomernes Anvisning kalde denne Form Pantsættelse per modum forvæth, i Modsætning til det yngre Brugspant, som de kalde par modum grøthagiald. Denne Væthsætning, som vi for Kortheds Skyld ville kalde hin ældste Form, forekommer i Skaanske Lov og Andreas Sunessøns Paraphrase heraf, samt i Slesvigs Stadsret, som derom allerede har virkelige Retsregler. Derimod findes den neppe i Jydske Lov eller i den ældste sjællandske Retssamling, ligesom den heller ikke før Slutningen af 13 Aarhundrede forekommer i Diplomerne, og Prof. Matzen synes derfor (S. 153–60) at have den Mening, at Pantsættelse af Jord i den tidligere Middelalder, selv i denne Form, var ukjendt i hele Danmark og i nogle Retsomraader først opkom henimod 1300. Jeg maa derimod udtale den Tro, at Væthsætning ogsaa af Jord er meget ældre i Danmark. Allerede dens nære Sammenhæng med Eiendomsretten tyder paa en meget gammel Oprindelse. Men især taler herfor den store Lighed med den norske Gulathingslags Vedsætning, der omfatter baade Jord og Løsøre. Det Sandsynligste forekommer mig at være, at hos de nordiske Folk har allerede fra urgammel Tid Eiendomsoverdragelse af Jord eller Løsøre, som har været betinget af en Forpligtelses Ikke-Opfylden, været opfattet som en Sikkerhedsret under Navn af veð eller væth. At dette har været Tilfældet ved Løsøre, kan nu neppe være tvivlsomt. Men at den aldeles tilsvarende Væthsætning ved fast Gods skulde være en Efterdannelse af Løsørepantet og det i en forholdsvis sen Tid, synes lidet rimeligt. Dette Slags Pantsættelse synes netop ved Jord at maatte være gammel; herfor taler den Omstændighed, at denne Vethsætning er en uddøende Institution og da vilde det være besynderligt, om den skulde være opkommet 12–1300 for at forsvinde fordetmeste inden Middelalderens Slutning. At den ikke forekommer i flere Love, har lidet at betyde ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den netop findes i de ældste danske Love fra omkring Aar 1200, og som før nævnt er jo disse Samlinger af tildels meget gamle Retsregler. At de yngre Love ikke nævne den, kan efter Lovenes Art være en ren Tilfældighed, og jeg tror ikke, der bør lægges mere Vægt herpaa, end paa den Omstændighed, at egentligt Kontraktspant neppe forekommer i Frostathingsloven, medens det udførlig omhandles i den meget ældre Gulathingslag. Heller ikke det, at Diplomerne saalænge tie derom, synes at fortjene videre Opmærksomhed, især da dette er Tilfældet ogsaa i det skaanske Retsomraade, hvor dog Loven nævner denne Væthsætning meget tidligere. Sagen er vel, at de private verdslige Diplomer før 1300 neppe ere synderlig talrigere i Danmark end i Norge, og det er ikke rimeligt, at geistlige Stiftelser satte sine Penge ud paa saa korte Frister.

Væthsætningen af Jord foregik nemlig som nævnt med ganske kort Løsningsfrist, som oftest vel endog mindre end et Aar^[12]. Besiddelsen gik vel i Almindelighed over til Panthaveren, men ingenlunde altid, da Fristen ofte kun var en liden Del af et Aar; isaafald har efter danske Ret Panthaveren ingen tinglig Ret kunnet have^[13]. Hvor Besiddelsen var hos Panthaveren, har han ogsaa havt Brugen; men omend Pantsættelsen da ofte har været nær beslægtet med Brugspantet, viste dog Forskjellen sig deri, at hvis Betaling skete til rette Tid, tilfaldt Frugterne som oftest Pantsætteren, ligesom Panthaverens Raadighed i det Hele var langt mindre^[14]. – Pantstiftelsen blev for Bevisets Skyld ligesom den almindelige Eiendomsoverdragelse som oftest indgaaet eller stadfæstet mundtlig paa Thinge og kaldes væthskøting, ja ofte simpelthen Skjødning^[15], uagtet man ikke uden i enkelt Tilfælde kan opdager at de ved Skjødning brugelige symbolske Handlinger her have været anvendte^[16]. Skjønt Eiendomsretten egentlig uden videre gik over, efterat Skyldneren ved Forfaldstid var forgjæves krævet, var det for Bevisets Skyld almindeligt, men ikke nødvendigt, at Pantet nu formelig skjødedes til Eiendom og herved bortfaldt efterhaanden den første væthskøting^[17]. I den senere Middelalder bortfaldt ogsaa den paafølgende Skjødning til Eiendom, og det blev nu almindeligt at tage Eiendomsdom, som oprindeligt ogsaa kun toges for Bevisets Skyld og tildels sattes i Forbindelse med den danske „Forfølgning til Laas“^[18], men tilsidst blev en nødvendig Betingelse for Eiendomsrettens Overgang til Panthaveren. Og paa denne Retsbrug er Frd. 1623 om Eiendomsdom (tildels Kilde til L. 5. 7. 11) bygget^[19].

Pantsættelse per modum forvæth var meget hyppig i det 14 Aarhundrede. Senere blev den mere og mere fortrængt af Brugspantet. I den sidste Del af Middelalderen forekom den sjelden; men man har dog Exempler derpaa lige indtil Frd. 1623, som udtrykkelig forbød enhver Pantsættelse, gaaende ud paa, at Pantet skulde blive Eiendom uden Taxt^[20].

Den anden i Middelalderen almindelige og ulige vigtigere Pantsættelse ved fast Gods var da brugeligt Pant eller som M. kalder det Pant per modum grøthagiald. Hensigten var her ikke nærmest at skaffe Sikkerhed for Tilbagebetaling, men at gjøre Kapitaler frugtbringende. Panthaveren hverken var eller i Almindelighed blev Eier af Pantet. Heri laa Forskjellen fra den egentlige Væthsætning. Der er ogsaa en væsentlig historisk Forskjel imellem dem; Brugspantet er meget yngre – ikke før Midten af 13 Aarhundrede – og har udviklet sig af den resolutivt betingede Eiendomsoverdragelse. Jeg tror, at dette ogsaa i Danmark kan siges med stor Sikkerhed. Vistnok synes Prof. Matzen at mene noget Andet (S. 367–375), men jeg er virkelig lidt i Tvivl om hans egentlige Mening; thi om han end siger, at Brugspantet først efterhaanden blev et Salg til Gjenkjøb og at dette „ikke er noget hvorfra men hvortil Udviklingen har ført“, saa forekommer det mig dog, at hele hans Bevisførelse kun gaar ud paa, at Brugspantet ligefra den første Tid, det i Formen optræder som Pant, ogsaa i Virkeligheden kun er Pantsættelse og ikke Eiendomsstiftelse – saaledes som de ældre danske Retshistorikere urigtigen have ment – og at det først var meget senere, efterhaanden som Panthaverens Raadighed over Godset udvidedes, at man sammenstillede ham med en Eier og i Diplomerne forvexlede Pant med gjenkaldeligt Salg. Hermed er det imidlertid ingenlunde vist, at der jo, før Brugspantet fremtræder, har været en Tid, da Salg med Gjenløsningsret har været almindeligt og at Brugspantet heraf har udviklet sig. Hr. M. indrømmer selv, at Brugspantet først forekommer i Midten af 13 Aarhundrede og da endnu meget sparsomt. Men det er lidet sandsynligt, at der ikke tidligere skulde være en Maade, hvorpaa man kunde reise lang Kredit paa fast Gods, og at ikke denne Maade ogsaa i Danmark som andetsteds skulde være Salg til Gjenkjøb. Jeg behøver imidlertid ikke blot at paaberaabe Sandsynlighedsgrunde hentede fra Sagens Natur og beslægtede Folks Ret. Hr. Matzens egne Undersøgelser paa et andet Sted (S. 155) vise, at ialfald kort før Brugspantets Fremtræden er Salg til Gjenkjøb brugt i Tilfælde, hvor man siden brugte Pantsættelse, og selve Diplomets Udtryk („quasi vendendo tradidi“) tale for, at man her allerede er i en Overgangstid, hvor Salg er en Form for Pant. At der netop i de ældste Diplomer sondres mellem begge Retsstiftelser^[21], beviser heller Intet; thi dels har der naturligvis til enhver Tid været Salg til Gjenkjøb, som Intet har havt med Gjeldsforhold at gjøre, og dels har man ogsaa fra Norge, hvor aldeles sikkert Brugspantet for en stor Del er udviklet af hint Salg, mange samtidige Diplomer, hvor det samme Retsforhold indklædes snart i Form af Salg til Gjenløsning, snart i Form af Pant til Brugelighed. Jeg maa derfor være enig med Stemann i, at det danske Brugspant er udviklet af Salg til Gjenkjøb^[22].

Hermed er det dog ikke min Mening, at det danske Brugspant alene er fremkommet ved en naturlig Overgang fra gjenkaldeligt Salg. Jeg mener, at dette i den ældre Tid anvendtes i lignende Tilfælde, hvor senere Brugspantet forekom, omend dette paa Grund af Kapitalforøgelsen blev langt hyppigere, og at det i det Store taget efterhaanden dels naturligen udviklede sig til Brugspant dels blev fortrængt deraf^[23]. Men ved Siden heraf kan ogsaa andre Omstændigheder have hjulpet til Brugspantets Fremkomst. Navnlig maa jeg udtale den Tanke, at fremmed Indflydelse allerede her har gjort sig gjældende. Prof. Matzen siger selv, at „Klostres og Kirkers Ophobning af store Kapitaler turde have havt en væsentlig Indflydelse paa denne Pantsætnings Fremkomst og Udvikling“ (S. 367 Note 3). Naar nu disse geistlige Stiftelser netop var de, som først bragte det ligefremme Brugspant i Anvendelse^[24], ligger det nær at tænke, at de have ogsaa her taget Forbilledet fra lignende fremmede Indretninger, med hvis økonomiske Drift deres Styrelse naturligvis var vel kjendt, og her maa det erindres, at netop i 13 Aarhundrede blev Brugspantet meget almindeligt i Mellemeuropa, navnlig i Tydskland. Denne Mening vinder Styrke derved, at de geistlige Pantebreve^[25] meget almindelig brugte netop de samme Kneb for at undgaa det kanoniske Aagerforbud, som vi allerede kjende fra Tydskland, nemlig at skjænke Frugterne som Sjælegave til Klostret e. desl.^[26].

Det er vel ogsaa muligt, at Pantsættelse per modum forvæth, naar den stiftedes paa længere Tid end sædvanligt, saaat Panthaveren havde en virkelig Brugsret, i Danmark ligesom i Norge kan have bidraget til at bane Veien for Brugspantet. I Almindelighed var dog dette væsentlig forskjelligt fra Væthsætningen. Det var nemlig ved Brugspant egentlig fremmed for Retsforholdets Væsen, at Panthaveren skulde blive Eier, om Pantesummen ei i rette Tid betaltes. I Almindelighed var der i den ældre Tid ikke engang fastsat nogen Løsningstid. Vistnok ser man noget senere end Brugspantets Opkomst, nemlig fra det 14 Aarhundrede, at der ogsaa ved dette Slags Pant stundum er sat en kort Forfaldstid, men Meningen er dermed kun, at Panthaveren først skal nyde Frugterne, saafremt Tiden oversiddes^[27]. Ved det almindelige Brugspant var Laanet i ældre Tid oftest uopsigeligt fra Panthaverens Side, medens Eieren naarsomhelst kunde indløse det, medmindre en vis Tid, inden hvilken Løsning ikke maatte finde Sted, var fastsat, hvilken Aftale i senere Tid blev stedste hyppigere^[28]. Og det var ogsaa meget sjeldent, at man ved det egentlige Brugspant fastsatte Kommissarialclausulen^[29]. Panthaverens Ret indskrænkede sig altsaa ved denne Panteform i den ældre Tid kun til Brugen eller – da Godset maaske i Regelen var bortleiet – til Oppebørsel af Leiesummen. Det almindelige Forhold var, at Frugterne helt tilfaldt Panthaveren, idet Aftaler om, at de helt eller delvis skulde afskrives paa Kapitalen, vare sjeldne, navnlig i senere Tid^[30]. Efterhaanden blev imidlertid Panthaverens Raadighed over Godset stedse større, saaat fra Aar 1400 af denne Grund Panthaverens Ret ofte i Breve forvexles med Eiendom, og „Salg til Gjenkjøb“ sees brugt som Navn for Retsforholdet iflæng med Pant^[31]. Panthaveren kunde nu pantsætte og sælge sin Ret, og da Pantsættelsen og lignende Forføielser kunde ske ganske privat ved aabent Brev, havde Panthaveren faaet en letvindt Adgang til at gjøre sin Ret i Penge, endnu førend han kunde ligefrem søge Fyldestgjørelse i selve Pantet^[32].

Fra Middelalderens Slutning^[33] indtraadte imidlertid efterhaanden en endnu mærkeligere Udvidelse af Brugspanthaverens Ret nemlig saaledes, at, selv hvor der ikke var sat nogen Betalingstermin, Eieren blev ikke blot berettiget, men ogsaa forpligtet til Løsning, og at, hvis ei Løsning skete til forelaa Tid, kunde Panthaveren faa Dom til Eiendom over Pantet efter Vurdering, idet Overskudet tilfaldt Eieren; derimod kan det ikke sees, at denne blev søgt personlig for det Manglende^[34].

Denne Forandring, som svarer noget til den, der foregik ved Løsørepantet, begyndte i Kjøbstæderne^[35] tildels allerede i det 15 Aarhundredes Slutning, men blev paa Landet først gjennemført efter 1600, dog inden Frd. af 1632 udkom^[36]. Fremgangsmaaden ved denne tvungne Fyldestgjørelse, som forresten udviklede sig meget forskjelligt, var ogsaa temmelig lig den tilsvarende ved Løsørepantet. Pantet blev først opbudt til Løsning paa 3 Thinge, derpaa vurderedes det ved nogle af Thinget opnævnte Mænd (endog Omvurdering 2 Gange sees at have fundet Sted i Tilfælde af Misnøie), derpaa synes da af Thinget en vilkaarlig Tid, dog neppe over et halvt Aar, at være sat til endelig Løsning, i Forbindelse med Eiendomsdom, om Løsning ei skulde finde Sted. Det maa imidlertid fastholdes, at ligesom i enkelte Kjøbstæder^[37] den gamle Retstilstand vedvarede, saaledes havde der ingenlunde før Frd. 1632 dannet sig faste Regler for den nye Fremgangsmaade, men Enkelthederne synes her ofte for Tilfældet at være ordnede efter Rettens frie Skjøn.

Den her omhandlede Pantsætning blev ogsaa oprindelig for Bevisets Skyld indgaaet offentlig, i Almindelighed paa Thinget og herom blev efter Skrivekunstens Udbredelse som ved andre lignende Retshandler udstedt Thingsvidne. Allerede i 14 Aarhundrede indkommer ved Siden heraf, rimeligvis efter fremmed Mønster, Pantsættelse gjennem „aabent Brev“ (literæ apertæ, „Pantebrev“ i vor Forstand), idet Bevis gjennem saadant Brev nu for Pantsættelsens Gyldighed blev ligesaa nødvendigt som forhen Bevis ved Thingsvidne; fra 15 Aarhundrede forsvinder ganske den mundtlige Pantsættelse paa Thinge^[38]. Efter Midten af 16 Aarhundrede blev Indførelse i Protokoller og senere Thinglysning nødvendig, hvorom mere siden.

Brugspantet, som spillede faa stor Rolle langt ind i 17 Aarhundrede, blev i Danmark, inden Kristian V’s Lovbog udkom, ganske fortrængt af Underpant i fast Gods^[39].

De første Spirer til dette kunne føres temmelig langt tilbage. Rentekjøbet har ikke i Almindelighed i Danmark banet Veien fra Underpantet. Men dette er dog vel Tilfældet i et enkelt Retsomraade, nemlig Slesvig^[40], hvor ifølge Matzen de tydske „Grundrenten“ have været udbredte baade paa Land og i By (S. 3–5). De sammenblandedes idelig med Pant og bidrog til, at i dette Omraade Underpantet saameget tidligere blev erkjendt som tinglig Ret. I det egentlige Danmark har denne fremmede Institution strakt sig til Ribe og Ringkjøbing, ligesom Kronens Indtægter sees gjort frugtbringende paa denne Maade. Rentekjøbet har derfor vistnok ogsaa i Danmark havt nogen Indflydelse paa Underpantets Udvikling.

Vigtigere er den anden Overgang til Underpant, som vi ogsaa gjenkjende fra Tydskland, om den vistnok helst kan være ganske naturlig af sig selv opkommet i de danske Byer. Hermed sigtes til den Aftale ved Brugspantet, hvorefter Panthaveren lod Pantsætteren midlertidig i Besiddelse af Pantet. Denne Aftale kan føres saalangt tilbage som til den Tid, da Frugterne endnu delvis afskreves paa Hovedstolen. Heraf opstod nemlig i enkelte Tilfælde den Ordning, at Skyldneren beholdt Pantet mod at betale en „Afgift“, svarende til den Del af Frugterne, Panthaveren skulde oppebære som Erstatning for Kapitalens Afsavn^[41]. Allerede i 1351 har man et Exempel fra Kjøbenhavn herpaa^[42]. I Middelalderens Slutning var det saaledes blevet meget hyppigt, at Pantsætteren blev siddende som Eier. Men dette Forhold var endnu kun et precarium, paa Panthaverens gode Villie. Det var endnu ingen særskilt Institution, kun en uvæsentlig Afændring i de almindelige Vilkaar for Brugspant.

I det 16 Aarhundrede foregik der imidlertid nogle Lovreformer, som banede Adgang for ei virkeligt Underpant.

Den ene var Renteforbudets Ophævelse efter Reformationens Indførelse, hvilket skete allerede ved Reces af 1537^[43]. Herved var bortryddet den gamle Hindring mod at gjøre Kapitalen frugtbringende, naar Skyldneren vedblev Pantets Besiddelse uforandret.

Den anden var Indførelse af det nyere Thinglysnings– og Protokollationssystem. Det er forhen forklaret, at den gamle Skik at indgaa Pantsættelser paa Thinge efterhaanden var ganske bortfaldt, efterat egentlige Pantebreve vare komne i Brug. Herved var der aabnet et vidt Spillerum for alle de samme Misligheder, som det rene Privathypothek medfører, dels fordi Besiddelsesstanden ved fast Gods ofte liden Betydning har, navnlig hvor Godset var bortlejet, dels fordi Besiddelsen ofte midlertidig forblev hos Skyldneren. Disse Misligheder saavelsom lignende ved hemmelige Afhændelser, blev ogsaa i Midten af det 16 Aarhundrede levende følt i Kjøbstæderne navnlig ligeoverfor fremmede Handelsmænd. Efterat Reces af 1551 Art. 3 havde paabudt for Land og By Thingbøger for deri at indtegne de Dokumenter, som gik til Thinge – hvoriblandt forresten som rimeligt ikke Pantebreve er nævnte –, udkom i 1553 en Forordning for Kjøbstæderne, at „efterdi mangfoldige Klagemaal for os været haver, hvorledes at mange vore Undersaatter og Andre blive bedragne“ – – – „have vi samtykt, at naar Nogen vilde sælge, forpante eller i anden Maade til Laan eller Gave afhænde noget Kjøbstadgods, da skal han det afhænde til Bytinget eller paa Raadhuset for Borgermester og Raad og skal det klarligen indtegnes udi Stadsbogen, faa man kan vide sig derefter at rette“; i modsat Fald skal „den Forvaring ingen Magt have“^[44].

Denne Forordning synes imidlertid aldeles ikke at være efterlevet^[45]. Derfor udkom Frd. 22 Aug. 1580, ogsaa for de danske Kjøbstæder, omtrent af samme Indhold, at de som „afhænde eller forsætte deres Gaarde – – til Underpant, Pant eller Eiendom“, skulle gjøre dette til Bythinget og „der at gives beskrevet“^[46]. Selv denne Forordning blev først efterhaanden gjennemført i Kjøbstæderne, sommesteds ikke engang før Frd. af 1632 Denne Forordning, som snart skal omtales, indførte Thinglysning og Protokollation for det hele Rige, idet den ogsaa paabød Førelsen af „Pantebøger“ i senere Forstand, efterat særlig for Landet allerede Frd. 1622 havde for Adelens Vedkommende paabudt Pantebrevenes Læsning.

Ved disse vigtige Lovbud, der efterhaanden under det gamle Navn Thinglysning indførte en ganske ny Institution, hvis Hovedvægt laa i den følgende Protokollation og hvis Iagttagelse var nødvendig for Rettighedens Stiftelse, – var den anden væsentlige Hindring for et virkeligt Underpant ryddet af Veien, idet man havde faaet fuld Sikkerhed for Trediemand, omend Besiddelsesftanden ikke forandredes.

Under Indflydelse af disse Forandringer i den ældre Retsforfatning udviklede der sig fra 16 Aarhundrede et Underpant som en særegen Art af Pantsættelse. I Kjøbstæderne var det allerede i Midten af Aarhundredet almindeligt, at Pantsætteren beholdt Godset indtil videre, og fra 1600 var det vistnok overalt det hyppigste, at Pantet udtrykkelig overlodes Pantsætteren, saalænge han ikke udeblev med sine Renter; isaafald skulde Panthaveren have Ret til at tage det til Brugelighed, hvilket skete ved en egen Indførsel. Det var altsaa en Mellemting mellem egentligt Underpant og Brugspant og opfattes som en fra dette forskjellig Panteform allerede i Frd. 1580, hvor det nævnes med det tydske Ord „Underpant“. Men Sprogbrugen var endnu langt ud i 17 Aarhundrede saa vaklende, at man ingenlunde kan slutte, at Skyldneren er forbleven i Besiddelsen overalt, hvor Forholdet er kaldt Underpant, ligesom omvendt ogsaa dette er kaldt „brugeligt Pant“; ja, man finder endog ofte Udtrykket „brugeligt Underpant“^[47].

Uagtet det nu saaledes mangesteds allerede i 16 Aarhundrede var blevet almindeligt at lade Skyldneren i Besiddelse af Pantet, var dog længe Underpant ikke erkjendt som tinglig Ret uden maatte i nogle af de Kjøbstæder, hvori Frd. 1580 blev efterlevet^[48]. Overalt ellers havde Panthaveren, saalænge han ikke havde tiltraadt Pantet, kun en personlig Ret imod Skyldneren, ja kunde ikke engang gjøre nogen Ret i Pantet gjældende mod Arvingerne^[49]. En Undtagelse herfra gjordes dog maaske, naar der var oprettet formeligt Leiebrev med Pantsætteren^[50].

Denne Tilstand forandredes ved den vigtige oftnævnte Frd. 23 April 1632, som først egentlig kan siges at have indført Underpant som en selvstændig Institution. Denne Frd., som er gjentaget i Store Reces II. 9. 11, siger nemlig, at den, som gjennem thinglyst Pantebrev faar Pant i fast Gods paa de Vilkaar, at Pantsætteren skal beholde Godset, saalænge han betaler Renterne, og at Pengene ere uopsigelige fra Kreditors Side, – gaar foran senere, brugeligt Pant og „foran alle Kreditorer og skal først udløses“ og har altsaa her ligefrem faaet en tinglig Ret. Forordningen er sig ogsaa vel bevidst, at den her indfører eller stadfæster en ny Art af Pant, som den selv kalder „visse Underpant“, idet den tilføier: „dog skal hermed ikke være forment, at En og Hver jo paa sædvanlig og tilforn brugelig Maner maa Pant sætte og Pant annamme“ (ɔ: Brugspant).

Herved var det altsaa udtrykkelig erkjendt af Lovgiveren, at et Pant i fast Gods kunde stiftes som tinglig Ret gjennem Thinglysning, uden at det toges i Besiddelse af Panthaveren. Forordningen havde imidlertid gjort dette med den indskrænkende Betingelse, at Kapitalen skulde være uopsigelig fra Panthaverens Side. Denne Indskrænkning bortfaldt dog snart ved Sædvanen. Og da Underpant saaledes erkjendtes fuldgyldigt, uden Hensyn til „visse Konditioner“, ophørte man snart med at sætte til brugeligt Pant, der maa siges i Danmark at være en aldeles forældet Institution allerede ved Udgivelsen af Kristian V’s Lovbog, hvor man derfor kun finder faa Spor af den, hvilke fra Lovgiverens Standpunkt nærmest maa forklares ved en uagtsom Brug af de ældre Kilder^[51].

Forordningen af 1632 hjemlede kun Underpant i fast Gods. Allerede før Lovbogen var det imidlertid i Misbrugen erkjendt, at Skib her maatte stilles i Klasse dermed, og 5. 7. 7. har derfor kun stadfæstet en ældre uskreven Retssætning^[52]. Andre større Løsøregjenstande blev det i Løbet af det 17 Aarhundrede ialfald i Kjøbstæderne temmelig almindeligt at pantsætte uden Overleverelse, hvorfor ogsaa Sprogbrugen var paa Vei til at udsondre „haandfaaet Pant“ eller „Haandpant“ som en egen Art Pant i Løsøre. Man træffer endog saadan Pantsættelse af alt eiende Løsøre, i Almindelighed dog med vedlagt Specifikation, ja, ialfald kort før Lovbogen, endog Pantsættelse mellem Kjøbmænd af al nærværende og tilkommende Formue^[53]. Men Retsbrugen, som i denne Tid ogsaa ved fast Gods overholdt Specialprincipet^[54], vilde ikke erkjende Underpant i Løsøre som gyldigt, undtagen forsaavidt som der var en langt større Frihed end nu til at medtage Løsøre som Appertinents til fast Gods^[55]. Paa Grundlag af disse Oplysninger mener Professor Matzen, at Lovens 5. 7. 7. ved de meget omtvistede Ord: „pantsættes Hus, Jord, Grund eller Skib eller Andet, som ikke i Hænde leveres men bliver i Skyldnerens Værge“, netop har villet erkjende Gyldigheden af Underpant i Løsøre. Det tør dog være, at Forf. kun mener Gyldigheden af Underpant i saadanne enkelte Løsøregjenstande, som det var blevet almindeligt at lade Pantsætteren beholde (navnlig, foruden Appertinentier i stor Udstrækning, de i det daglige Liv uundværlige Gjenstande, f. Ex. Kakelovne, Bryggerkjedler^[56]. Ordene tale vistnok adskilligt for denne sidste Opfattelse. Men det synes lidet rimeligt, at Lovbogen ved disse tvetydige Udtryk skulde have villet udtale en saa svær Sætning, som den, at Underpant i hvilketsomhelst Løsøre skulde være gyldigt, en Sætning, der stred ligemeget mod den skarpe Forskjel mellem fast Gods og Løsøre, saavel i den nationale Ret som i de Love, hvoraf den i senere Tider var bleven paavirket. At Lovbogen ikke kjender Underpant i Løsøre i nogen større Udstrækning, fremgaar vel ogsaa deraf, at den aldeles ikke har givet Regler om Fremgangsmaaden ved den tvungne Fyldestgjørelse i Løsøre, hvoraf Pantsætteren var i Besiddelse. Thi 5. 7. 8 ff., angaar i hvert Fald ikke andet Løsøre end Skib^[57]. Derimod gjøre disse Oplysninger om Tilstanden før Lovbogen i Forbindelse med dennes tvetydige Udtryk det saa meget forklarligere, at det romerske Hypothek, lige til dets „almindeligt Pant i Alt, hvad eier og eiendes vorder“ senere gjennem Sædvaneretten kunde trænge ind baade i Danmark og Norge og sætte sig saa fast, at det i Norge først blev afskaffet i 1857, og at der i Danmark først i disse Dage forhandles om at forbyde det. Forøvrigt gik dog denne Udvikling ikke saa hurtigt for sig. Endnu ifølge Hesselberg (ved Dons 1763) skulde Underpant i Løsøre ikke have synderlig Udstrækning; vistnok ser man af § 231, at almindeligt Pant var kjendt, men efter de Flestes Mening bandt det kun Skyldneren personlig, og efter § 227 var det „mestendels naar de rørlige Ting baade er af nogen Værdi og ikke uden stor Umage kan bringes fra det Sted, hvor de ere“, at de brugtes til Underpant. Og omend dette maaske ikke giver det rette Indtryk af Praxis paa den Tid, saa gaa dog et Par ældre Fynbo Landstings-Domme fra 1716–17 ganske i samme Retning^[58]. Det var vistnok først i Aarhundredets Slutning, at Underpant i Løsøre i sin fuldeste Udstrækning blev almindelig anerkjendt^[59]. –

Forordningen af 1632 og den sammen med denne i Store Reces II. 15. optagne Frd. af 1623 have ogsaa sin store Betydning derved, at de ordne Fremgangsmaaden ved den tvungne Fyldestgjørelse af Underpantet og herved give Panteretten en stor Del af sit legale Indhold uafhængig af Kontrakten, Noget, hvortil der forøvrigt var gjort stærke Skridt i Retsbrugen.

Først byder St. Rec. II. 15. 9. efter Frd. af 1623, at om „Nogen vil hænde Dom paa Pant for Eiendom, da skal han alene tage Fyldest af Pantet efter gode Mænds Sigelse og ei videre, hvorledes og Pantebrevet formelder“. Herved var for det første ganske afskaffet den gamle, nu forresten forældede Pantsættelse per modum forwæth. Dernæst var Kommissarialklausulen erklæret ugyldig baade ved Underpant og Brugspant.

Endvidere har Rec. II. 15. 11 (ɔ: Frd. 1632) ordnet selve den tvungne Fyldestgjørelse. Betingelsen for denne er, at Renten ei ordentlig betales eller at Pantet senere var stillet til Brugspant (Opsigelse, som først nævnes i 5. 7. 8., kunde som før nævnt ei finde Sted). Den første Del af Fremgangsmaaden var ganske som i Lovbogens 5. 7. 8. at tage til Brugelighed uden foregaaende Proces. De nærmere Regler for Panthaverens Stilling i Brugstiden, som indeholdes i 5. 7. 9., er derimod som skreven Ret nye i Lovbogen. Kilden, der i en eneste Artikel skildrer den hele Fremgangsmaade som en Enhed, hvor det ene Led maa gaa forud for det andet, beviser, at ogsaa efter Lovbogen maatte enhver Panthaver først tiltræde Pantet efter 5. 7. 8, før han kunde tage Taxt og Eiendomsdom. Hallagers Indvending mod denne Mening (i Obligationsretten II. 320), at Adgangen til Fyldestgjørelse derved vilde hindres ved tidligere Bortleie paa Grund af 5. 8. 16, er vistnok i sig selv rigtig, men beviser ikke Fortolkningens Urigtighed. Thi det snevre Udgangspunkt for Underpantets tinglige Ret efter Frd. 1632 var, at Panthaveren skulde overhovedet stilles saa gunstig, som om han fra først af havde faaet brugeligt Pant, hvilket blev til hans Fordel, forsaavidt han kunde omstøde Brugspant, som jo forhen havde gaaet foran alt Underpant, men ogsaa til hans Skade, idet han ikke kunde have nogen Ret, hvor han ikke vilde kunne have faaet Brugspant, og for dette var just ældre Leie til Hinder^[60].

Fremgangsmaadens følgende Del er derimod mere forskjellig fra den, vi gjenfinde i Lovbogens 5. 7. 11. Efter Frd. 1632 (Rec. II. 15. 11) skulde han, hvis han efter Tiltrædelsen vilde faa fuld Raadighed over Pantet (“afhænde eller beholde det til Eie“), først til Thinge tilbyde Eieren at løse det inden 2 Maaneder. Efter Forløbet af denne Tid opnævnes paa Thinget Taxeringsmænd, og hvis ikke 2 Maaneder efter Taxten Pantsætteren har løst Pantet, da beholder Panthaveren det til Eie mod at betale Overskudet til Pantsætteren. Eiendomsdom omtales ikke i Forordningen, og dens Nødvendighed tør vel endog efter Recessens Text (11 og 9 Artikel sammenholdte) have været tvivlsom. Med Hensyn til denne Fremgangsmaadens senere Del har Forordningen heller ikke været almindelig fulgt, hvad den maaske netop paa Grund af denne Uklarhed ved Eiendomsdommen ikke har været skikket til. Retsbrugen vedblev lige indtil Lovbogen fremdeles at være meget forskjellig ligesom ved Brugspant før 1632, men Eiendomsdom ansaaes dog altid nødvendig^[61].

Lovens 5. 7. 11. giver da ordnende Regler om den endelige Fyldestgjørelse. Den gjør det udtrykkeligt nødvendigt at tage Eiendomsdom, hvor Panthaveren vil blive mere end Bruger. Betingelsen for at faa den var vistnok, at selve Hovedstolen var forfalden, idet den Mening, at allerede efter Lovbogen Rentens Udeblivelse gjorde hele Hovedstolen forfalden uden Opsigelse, synes at modsiges af Retsbrugen lige før Lovbogen^[62]. Naar nu Panthaveren vilde og kunde tage Eiendomsdom, foregik først Vurderingen og derpaa faldt Eiendomsdom, idet Pantsætteren fik Overskudet. Denne fik ikke de særlige Frister før Eiendomsrettens Overgang, som omtales i Frd. 1632. Men til Gjengjæld indførte Lovens 5. 7. 12. en Løsningsfrist af Aar og Dag efter Dommen.

Ved Siden af denne Fremgangsmaade giver L. 5. 7 17 for alt Pant, baade i Løsøre og fast Gods, Ret til at søge Skyldneren personlig ved almindelig Namsdom og Indførsel.

Lovbogen er ogsaa deri sorskjellig fra sin Kilde, store Reces, at den ikke har udtrykkelig gjentaget Forbudet mod Kommissarialklausulen. Meget mere har man i 5. 7. 11.s Text villet finde Bevis for dens Gyldighed^[63]. Dette er dog nok en Feiltagelse, og Kommissarialklausulen er efter Lovbogen vistnok ugyldig, om denne end ikke har tilføiet med Frd. 1623 „hvorledes og Pantebrevet formelder“. Thi Eiendomsdom, som efter den hele historiske Sammenhæng visselig var saa nødvendig for Eiendomsrettens Overgang, at den ikke kunde fraskrives^[64], kunde ligesaalidt efter Lovbogen som efter Frd. 1623 faaes uden foregaaende Taxt. Nu siger vistnok 5. 7. 11: „men haver den Pantsættende forskrevet sig til en vis Taxt paa Pantet, som den Panthavende skal nyde det for til Eiendom, da bør Taxten efter samme Forskrivelse at følges“. Men hermed sigtes kun til den allerede før Lovbogen meget hyppige Overenskomst, som fastsatte en Taxt pr. Tønde Hartkorn, hvorefter Kreditor skulde tage Jordegodset i Betaling for Gjælden, hvilken Overenskomst ikke ansaaes stridende mod Frd. 1623^[65]. En videregaaende Begrændsning af Vurderingen har det neppe været Lovens Mening med disse Ord at opstille. De angaa heller ikke Hus og ere overhovedet uanvendelige i Norge, idet de kun ved Sammenblanding af danske og norske Forholde ere komne ind i norske Lov. Efter denne Sammenhæng maa derfor vistnok den historiske Fortolkning af 5. 7. 11. lede til, at den er til Hinder for Kommissarialklausulens Gyldighed. Efter Prof. Schweigaards Udtryk i hans Forelæsninger over den romerske Panteret skal paa Grund af Kommissarialklausulens store Ubillighed den Fortolkning, hvorefter dens Gyldighed ved fast Gods antages, have „Jernfasthed“. Men det vil vel heraf sees, at den Fortolkning, hvorefter 5. 7. 11. taler for dens Gyldighed, neppe kan kaldes „jernfast“.

Lovbogen havde saaledes bygget videre paa sin nærmeste Kilde, Kristian den Fjerdes Lovgivning. Den havde givet Panteretten sit legale Indhold, navnlig ved, uafhængig af udtrykkelig Vedtagelse, at give Panthaveren Ret til gjennem en bestemt Fremgangsmaade, en eiendommelig Panteproces, at søge Pantesummen fyldestgjort af Pantet, idet den ved Siden heraf aabnede Adgang til almindelig Gjeldsforfølgning. Men den havde dog ikke kunnet løsrive sig fra Panterettens historiske Oprindelse og dens nære Sammenhæng med Eiendomsretten. Panthaveren kunde kun faa Fyldestgjørelse enten som Bruger ved Frugternes Oppebørsel, eller ved at skaffe sig Eiendomsret, idet nemlig Salgsret i den blotte Egenskab af Panthaver er Lovbogen ukjendt ved fast Gods. Dette Standpunkt, som forklares derved, at den Tid, da Løsningspligt ikke engang fandtes, endnu laa temmelig nær, var i Virkeligheden for gammeldags til, at det længe kunde holdes.

Lovbogens Panteproces er derfor snart kommen i en Opløsningstilstand, som dog først sent frembragte en anden fast Ordning. Hesselberg nøier sig vistnok endnu i forrige Aarhundredes Midte med at gjengive 5. 7. 11 uden Bemærkning. Men det er sikkert, at der dengang allerede var foregaaet store Forandringer, hvorom man oplyses af det før nævnte Uddrag af Fyenbo Landstings Domme. Først synes man at have frigjort sig fra Nødvendigheden af at tiltræde Pantet efter 5. 7. 8. I Forbindelse hermed synes det at staa, at man i Stedet fik en særlig Indførsel eller Udlæg i Pantet efter foregaaende Namsdom^[66]. Og dette Udlæg i Pantet er senere blevet et nødvendigt Led i den danske Forfølgning ved Underpant, ogsaa i fast Gods, saaat der nu efter den praktisk gjældende Lære ikke som hos os kan tages Dom paa at sætte Pantet ligefrem til Auktion^[67]. Taxt og Eiendomsdom sees en Tidlang brugte efter Lovens Maade^[68]. Men det har visselig ikke her varet længe, for denne er delvis fortrængt af Auktionsvæsenet. Spirerne til denne store Forandring gjennem Retsbrugen laa, som saa ofte ellers, bagenfor Lovbogen. Ligesom denne kjender Auktion i et Tilfælde ved Haandpant (5. 7. 3), sees allerede kort før Lovbogen Auktion enkelt Gang anvendt ved Panthaverens Realisation af fast Gods^[69]. Men denne Auktion var dog kun et Slags privat Salg ved de faa monopoliserede Auktionsforvaltere, der ikke vare Retsbetjente, et Salg, som altsaa ved Pant minder noget om den romerske og tydske Fremgangsmaade. Og endnu et godt Stykke ind i forrige Aarhundrede var Auktion ingen judiciel Handling^[70]. Auktionen, som ved Pant blev stedse hyppigere, især som en af Debitor vedtagen Afgjørelse, bevarede derfor længe et Frivillighedens Præg, der ingen Virkning kunde have ligeoverfor andre Kreditorer^[71], men vel ligeoverfor Debitor selv^[72]. Rimeligvis er det først efter Midten af Aarhundredet, at Auktion efter Udlæg er bleven en Ret for Panthaveren med bindende Virkning for andre Rettighedshavere. Men, ligesom det ved almindelig Gjældsforfølgning endnu længe ved fast Gods var en stundum benyttet Net for Udlægshaveren at tage Eiendomsdom^[73], saaledes har det maaske ogsaa henimod Aarhundredets Slutning været seet, at Panthaveren enkelt Gang har taget Taxt og Eiendomsdom. Nørregaard siger 1787 (III. 348), at Lovens Fremgangsmaade efter 5. 7. 11. „iagttages just ikke nu i Praxis“, men dog i Udtryk, som om den endnu ikke var ganske forsvundet. Men Brorson siger mere bestemt (1794), at „Tidernes Forandring har indført en anden end den her bestemte Omgangsmaade“, nemlig den nuværende, Namsdom, Udlæg og Auktion^[74].

Hin Skyldnerens Vedtagelse af Auktion som gyldig Afgjørelse frembragte tidlig den bekjendte Panteklausul („Auktion uden Lovmaal og Dom“), og denne var ogsaa i Danmark paa god Vei til at erkjendes gyldig. Men heri skete der en Forstyrrelse ved den Kanc. prom. 29 Oktbr. 1803, som udtalte, at Skyldneren først skulde indkaldes til Forligelseskommissionen. Dette ledede i Danmark til den Mening, at Auktion først kunde afholdes efter Forlig eller Dom, selv hvor Panteklausulen var aftalt. Og senere er denne Klausuls Ugyldighed, endog i Umyndiges Obligationer, blevet en, paa flere nyere danske Love støttet, sikker Retssætning^[75]. Sammenhængende hermed er det, at Panthaverne i Danmark ikke staa udenfor Konkursen, da de altid maa gaa gjennem Dom og Udlæg.

---

Forinden jeg forlader den Danske Ret, skal jeg endnu søge at besvare et Spørgsmaal, som maa reise sig ved Sammenligningen mellem den danske og den romerske og tydske Panteret, nemlig om den store Lighed i Udvikling, som findes, især med den sidste, kun er tilfældig eller i det høieste grundet i Folkeslægtskabet, eller om den er fremkommen ved Indflydelse fra disse fremmede Retssystemers Side. Dette Spørgsmaal har for os en saameget større retshistorisk Interesse, som Udviklingens Resultat, Kristian den Femtes Panteret, jo ogsaa blev norsk Ret.

Professor Matzen har ogsaa i Spidsen af sin Bog opkastet Spørgsmaalet, om den danske Panterets Paavirkning af fremmed Ret. Men han kommer her S. 16 til det Resultat, at „den danske Panteret er en selvstændig national Retsdannelse“ og „at fremmed Ret hverken har havt nogen almindelig eller blivende Indflydelse derpaa“.

Jeg kan ikke være enig i denne Mening.

Tildels er denne Mening kun en Tvist om Ord. Thi Prof. Matzen har selv indrømmet (S. 14), at den kanoniske Ret ved sit Renteforbud har havt „en overordentlig hemmende Indflydelse paa Panterettens frie Udvikling“, idet den nemlig har mægtigen bidraget til, at Danmark var „mindst fire Aarhundreder om at tilbagelægge Veien fra brugeligt Pant til Underpant“. Men Hr. M. finder, at denne Virkning er „aldeles midlertidig“. Andre ville maaske finde, at dog denne Indflydelse fortjener at kaldes „blivende“, aldenstund her tales om en afsluttet historisk Udvikling.

Jeg skal imidlertid ikke opholde mig ved den ældre Tid, men vende mig til Udviklingens seneste Periode, som finder sin Afslutning i Kristian V’s Lovbog, baade fordi Undersøgelsen har en ulige større Interesse og fordi, hvis der her kan paavises en væsentlig fremmed Indflydelse, denne, hvor det gjælder „Panterettens Historie indtil Kristian V’s Lovbog“, nødvendig maa kaldes „blivende“, og der altsaa ikke blot bliver en Ordstrid.

Jeg er her kommet til den Slutning, at det vigtigste Indhold af 5. 7., nemlig selve Underpantet, i væsentlig Grad er et Resultat af fremmed Rets Indflydelse.

Hermed vil jeg ingenlunde slutte mig til de ældre Forfattere, som siden Schlegel have holdt for, at Underpant med de vigtigste Regler derom gjennem Kristian IV’s Lovgivning er indført i Danmark fra den Romerske Ret. Denne Menings Urigtighed følger allerede deraf, at den romerske Panteret endnu ikke var fuldt reciperet ialfald i Nordtydskland, da Underpantet indførtes i Danmark, og det er kun gjennem Tydskland, Romerretten ellers paa denne Tid har øvet sin Indflydelse paa den dansk-norske Ret. Og saameget sikrere bliver dette, naar man betænker den store Forskjel mellem Underpantet i Kristian V’s Lov og det romerske Hypothek, idet hint væsentlig kun er tilladt i fast Gods (og Skib) og grundet paa Offentlighed, altsaa det romerske System ganske modsat. Mere kunde det have for sig at antage Kristian V’s Panteproces ved Underpant skrevet efter romersk Forbillede. Dette var ogsaa Professor Schweigaards Mening, idet han oftere ytrede paa sine Forelæsninger over den Romerske Ret, at Cod. 8. 34: var „excerperet“ i Kristian V’s Lov 5. 7. 8. ff. Der er virkelig ogsaa en stor Lighed mellem denne Lovs Fremgangsmaade og den, som efter Romerretten in subsidium stod Panthaveren aaben, naar han forgjæves havde prøvet Salg. Sammenligne vi den dansk-norske Panteproces efter Lovbogen med den subsidiære romerske, saa finde vi, at efter begge^[76] maatte Panthaveren først komme i Besiddelse af Pantet (hvortil forøvrigt efter R.R. trængtes særskilt Domssøgsmaal, actio hypothecaria); derpaa kunde han efter begge (i Romerretten dog først, naar Salg forgjæves var prøvet) faa Taxt (i R.R. ved Rettens Skjøn) og endelig en Eiendomsdom (i R.R. almindelig ved rescriptum principis), hvorpaa Pantet stod Skyldneren til Løsning; (i R.R. 2, tidligere 1 Aar). Jeg tør imidlertid ikke antage, at Romerretten her har været Kilden. I Enkelthederne er der større Lighed med den sachsiske Panteproces, og hvis fremmed Forbillede har været brugt, hvorom mere siden, tror jeg, det maa være denne. Og efter tydske Forfatteres Mening er der ikke Grund til at tro, at denne igjen er paavirket af Romerretten. – Særlig staar her tilbage at omtale 5. 7. 14, som Ørsted (Haandb. VI. 194) og Schweigaard (Proc. II. 498) ligefrem sige har sin Kilde i den Romerske Ret. Dette høres meget sandsynligt, da Artikelen er ny i Lovbogen og den romerske jus offerendi et succedendi efter Fortolkningen havde samme Indhold som 5. 7. 14. med det Tillæg, at første Panthavers Fordring maatte være forfalden. Men nu har Prof. Matzen oplyst (S. 428–30)I at 5. 7 14. ikke egentlig kan kaldes ny, men kun er Forandring af en uskreven til en skreven Retssætning. Retsbrugen havde nemlig allerede, som det viser sig af flere Domme fra 1650–80, anerkjendt den samme Retssætning som i 5. 7. 14. er udtrykkelig udtalt, dog med samme Begrændsning som nys er sagt om den Romerske Ret. Men da denne Misbrug kun er fra den allersidste Tid og kun fra Kjøbstæderne – idet Efterpant paa Landet var saagodtsom ukjendt før Lovbogen^[77] –, er det vel en nærliggende Tanke, at den romerske Retssætning om jus offerendi etc. paa denne Tid kan være fulgt af danske Dommere. Det er derfor vel alligevel ikke urimeligt, at 5. 7. 14. indirekte kan have sin Kilde i Romerretten.

Men finder jeg det altsaa ialfald tvivlsomt, om den Romerske Ret har øvet nogen Indflydelse paa Lovbogens Pantesystem, saa anser jeg det derimod sikkert, at den – gjennem sit Herredømme i Tydskland fra 17 Aarhundrede – har øvet stor Indflydelse paa den senere Sædvanerets Uddannelse af Underpant i Løsøre i dets værste Form.

Er end saaledes Lovbogens Pantesystem neppe paavirket synderlig af den Romerske Ret, saa er det efter min Mening paavirket saameget mere af den tydske. Ikke det Romerike Hypothek, men det tydske Underpant har været Forbilledet for en vigtig Del af den danske Udvikling, hvoraf Lovbogens 5. 7. er et Resultat. Den tidligere Fremstilling maa have vakt Opmærksomheden for, at der mellem den tydske „neuere Satzung“ og det danske Underpant fra 16 og 17 Aarhundrede var en stor Lighed, navnlig naar vi sammenligne Retstilstanden i Stæderne. Begge var en tinglig Ret, som blot kunde stiftes i fast Gods og Skib. Retsstiftelsen var grundet paa Offentlighed, idet Pantsættelsen maatte indgaaes eller ialfald vedgaaes for Raadet og, om den skulde være gyldig væsentlig for Trediemands Skyld indføres i offentlige „Stadsdøger“. Paa samme Maade kunde der stiftes Efterpant med senere Prioritet. Pantsætteren vedblev, saalænge han opfyldte sine Forpligtelser, i Pantets Besiddelse. I Tilfælde af Misligholdelse var Fremgangsmaaden heller ikke synderlig forskjellig, naar vi til Sammenligning vælge den sachsiske Panteproces. Vi gjenfinde Pantets Tiltrædelse, Opbydelse paa flere Thing Eiendomsdom og Løsningsfristen Aar og Dag. Og Kommissarialklausulen var i begge Lande erklæret ugyldig.

Allerede denne Lighed er tjenlig til at vække den Tanke, at den ikke er ganske tilfældig, men ialfald tildels skyldes Efterligning. Og denne Tanke vinder i Styrke, naar man mindes Forholdet mellem Landene. Danmarks Kjøbstæder var i denne Tid under stærk Indflydelse fra de tydske. Professor Matzen indrømmer selv, (S. 7), at i de danske Kjøbstæder var der „Skarer af hanseatiske Pebersvende, som førte det tydske Retsbegreb med sig“ og et „Handelsliv, som begunstigede dets Optagelse“. Det er sikkert nok, at Tydske Retssætninger derved samtidig trængte ind paa adskillige andre Omraader. Og da er det ganske naturligt, at en saadan Indflydelse ogsaa her har fundet Sted. Netop den lybske Ret, som var saa overordentlig anseet paa fremmede Steder og som for en stor Del havde vundet ligefrem Indgang i mange østersøiske, holstenske og tildels i slesvigske Byer^[78], havde jo i det Væsentlige udviklet det ovenfor i Korthed skildrede Underpant. Dette var i Lübeck af meget ældre Datum end i Danmark. Og det var saa stemmende med Livsforholdenes Krav, at det, ligesom i Hamburg, meget længe modstod den Romerske Rets Reception. Det maa antages at have været ved fuld Kraft endnu ude i det 17 Aarhundrede, og ialfald blev Underpantet indført i Danmark, endnu før den romerske Panterets fuldstændige Reception. Og i Kjøbstæderne gik Gjennemførelsen af dette nye Institut, omend længe forberedt, dog forholdsvis saa hurtigt for sig efter Frd. 1632, at det gjør Indtryk af, at man her nød godt af en færdig fremmed Retsdannelse, især naar det betænkes, hvorlidet her skyldes Lovbudenes, i hine Dage desuden lidet kraftige, Hjælp.

Disse Sandsynlighedsgrunde for en tydsk Indflydelse bliver saameget stærkere, naar vi betragte de forskjellige Led i den Udvikling, som efterhaanden førte til det færdige Underpant. En af dettes Spirer er rimeligvis oprindelig dansk, nemlig den Afændring i Brugspantet, at Pantsætteren precario vedbliver i Besiddelsen. Men allerede den udvidede Anvendelse heraf i Kjøbstæderne i det 16 Aarhundrede, saaledes at Pantsætteren næsten altid faar en Ret til Besiddelsen indtil Misligholdelse, er sandsynligvis foregaaet under tydsk Paavirkning. Herfor taler den Omstændighed, at Frd. 1580, som før vist, adskiller dette fra Brugspant under Navn „Underpant“, (Unterpfand), og ligesom man bruger det græske Ord hypotheca som et af Beviserne for det romerske Underpants græske Oprindelse, tør vel det tydske Ords Brug i Danmark (og Norge) bevise noget Tilsvarende. Desuden var Vilkaaret for Besiddelsen nu knyttet til Rentens Betaling og tør derfor være indkommet udenfra med Renten selv. Og et yderligere Bevis for denne Mellemforms fremmede Karakter tør maaske ligge i Retsbrugens lange haardnakkede Vægring ved at anerkjende den som tinglig Ret.

Men langt sikrere er det, at de øvrige Forholde, som forberede Underpantets Indførelse, ere af tydsk Oprindelse. Det kanoniske Renteforbuds Ombytning med den protestantiske Tilladelse af en billig Rente, hvilken er ganske nødvendig for Udviklingen af Underpant, kom med Reformationen fra Tydskland. Rentekjøbet, som i Tydskland havde været en Forløber for egentligt Underpant, var derfra trængt ind i en stor Del af Halvøen og var heller ikke ukjendt i det øvrige Danmark. Men især maa det fremhæves, at det vigtigste Led i Udviklingen, Indtegningsprincipet efter Frd. 1553 og 1580, utvivlsomt er kommet fra Tydskland.

Det nyere Thinglysnings- og Protokollations-System er, som Professor Matzen selv siger (S. 274), „et ganske nyt Retsinstitut med et ganske andet Øiemed end Pantsætning til Thinge i ældre Tid“. Og dette viser sig netop klarest i dets første Grundlag, Recessen af 1553 og Frd. af 1580. Det er først de senere Love, Frd. for Adelen af 1622, Frd. af 1632 og især Lovbogen, som, efterat den nye Institution allerede er indført, maaske for at gjøre den mere national, anvende derpaa det gamle Navn Thinglysning og holde Læsningen frem som det Væsentligste for Almenheden, medens Protokollationen holdes i Baggrunden, mere som Regel for Embedsførselen. Men hine ældste Love, især Recessen af 1553, stiller derimod det fremmede, Protokollationen, ganske anderledes frem. Den første Form for det nyere Thinglysningssystem er ogsaa i Danmark og Norge netop „Indtegning“. Recessen siger vistnok ogsaa, at Retsstiftelsen kan foregaa paa Bythinget, hvilket slutter sig til – eller for Pants Vedkommende gjenoptager – en gammel Regel. Men forøvrigt er Lovbudets Præg aldeles fremmed. Det tilføier strax, at Pantsættelsen o. s. v. ogsaa kan foregaa „paa Raadhuset for Borgermester og Raad“, hvilket er ganske Nyt, og navnlig byder det, at den skal indtegnes i Stadsbogen, hvilket er gjort til en Betingelse for Gyldigheden og nærmest paabudt for Trediemands Skyld, – et forhen ganske ukjendt Hensyn. Og denne mærkelige Retsregel springer fuldt færdig frem allerede 2 Aar efter det første Lovbud om Retsprotokollers Brug! Taler ikke dette med Bestemthed for, at ikke blot Protokollerne ere indførte udenfra, men at man med det samme har medtaget en lang, fremmed Udviklings modne Frugter?

Er der altsaa alle indre Kjendetegn for, at de første Bud om Protokollation af Retsstiftelser i fast Gods ere af fremmed Oprindelse, saa kan det med Sikkerhed sluttes, at de ere tilblevne ved Efterligning af den lybske Ret, hvor jo ganske den samme Institution længe var vel kjendt. Og herfor taler det ogsaa, at Frd. 1553 og 1580 kun ere givne for Kjøbstæderne, at de tildels ere grundede paa Klager fra fremmede Handelsmænd, at Frd. 1580, som forøvrigt mindre skarpt fremhæver Protokollation, bruger de tydske Ord „Underpant“ og „forsætte“ („versetzen“), ligesom det bestyrkes ved, hvad jeg siden skal oplyse for Norges Vedkommende.

Jeg kommer derfor til den bestemte Slutning, at vort nyere Thinglysnings- og Protokollationssystem i sin første Skikkelse er kommet fra Hansestæderne. Herved er ogsaa bevist, at det ikke har noget at gjøre med det romerske Publicitetssystem. Dette kunde man fristes til at tro ved at læse Frd. af 1622, hvor som Hovedgrund for Thinglæsningsbudet er nævnt de hyppige Antedateringer. Men denne Forordning er jo kun en Fortsættelse af en alle rede begyndt Udvikling, hvis første Led ikke lader Tvivl om en anden Oprindelse.

Og nu endelig Frd. af 1632, som maatte gribe ind i Retsbrugen for at give Underpant tinglig Ret, – ogsaa den vidner om fremmed Paavirkning. Det indrømmes ogsaa af Prof. Matzen (S. 14), at denne Forordnings indskrænkende Vilkaar (at Underpantet skal være uopsigeligt fra Panthaverens Side) muligens kan være Udtryk for den samme Tanke, som ligger i Jordrentens Uopsigelighed. Men Rentekjøbet var netop ogsaa en tydsk Institution^[79]. Og, naar dette første indskrænkende Vilkaar saa snart blev slettet af Retsbrugen trods dens tidligere Vægring for at erkjende Underpant som tinglig Ret, forklares dette maaske ogsaa af fremmed Indflydelse. Denne viser sig ogsaa samtidig i den Begrændsning, som Underpantets Gjenstand fik ved den danske Retsbrug i det 17 Aarhundrede, nemlig kun fast Gods og Skib, der er ganske den samme Begrændsning, som var eiendommelig for det tydske Underpant.

Resultatet af denne Undersøgelse bliver derfor, at det vigtigste Særkjende for den Tids danske (og norske) Underpant, nemlig Underpant kun i fast Gods og Skib, samt den dermed nøie sammenhængende Stiftelse ved Indførelse i offentlige Protokoller, – altsaa netop det, som den Dag i Dag er Grundstenen for vort Hypotheksystem – maa antages at være optaget fra den tydske Ret.

For nu til Slutning at omhandle Forholdet mellem den danske og tydske Panteproces, saa maa jeg indrømme, at jeg i hvert Fald finder det meget tvivlsomt, om den store Lighed her skyldes nogen tydsk Indflydelse. Det kunde vistnok være fristende at søge et Forbillede i den sachsiske Ret, især da denne brugtes ved den keiserlige Hofret. Men for det første er det vel meget tvivlsomt, om denne Panteproces, som var Lovbogen mest lig, da endnu existerede, og desuden var det jo vel i Almindelighed den hanseatiske Panteret, som indvirkede paa den danske, og dennes Procesmaade var temmelig forskjellig. Dernæst maa mærkes, at Frd. 1632, hvor saadan Indflydelse især skulde spores, er mere forskjellig fra den tydske Panteproces, og Kristian V’s Lovbog 5. 7. 11, hvor Ligheden er størst, har dog igjen mere Karakteren af en videre, selvstændig Udvikling af Frd. 1632. Men hvad der især maa fremhæves, er, at der i den danske Retsbrug jo havdes en Tilknytning for de fleste Led af Panteprocessen, nemlig Annammelse til Brug, Taxt, Eiendomsdom med Opbydelse. Denne Misbrug var forskjellig efter Stedet, og Frd. 1632 var væsentlig et Forsøg paa at ordne Fremgangsmaaden paa en ensartet Vis. At denne Misbrug igjen har været paavirket udenfra, er neppe sandsynligt, da der i den ældre danske Proces haves meget Tilsvarende.

Dog kan der maaske ogsaa her i enkelte Dele paavises fremmed Indflydelse. Kommissarialklausulens Ugyldighed har Frd. 1623 vistnok taget fra Tydskland, hvor den var udtrykkelig udtalt ved Rigspolitiordningen af 1577^[80], formodentlig ved Romerrettens Indflydelse. Naar samme Frd. i Forbindelse dermed gjør Eiendomsdommen til Betingelse for Eiendomsrettens Overgang til Panthaveren, medens Misbrugen forhen havde opfattet den kun som et Bevismiddel, tør vel ogsaa dette, netop i denne Sammenhæng, maaske være af tydsk Oprindelse. Ligesaa tør Løsningsfristen Aar og Dag, som er ny i Lovbogen, (5. 7. 12.) være taget fra den tydske Panteproces. Skjønt Terminen Aar og Dag i Betydningen af Aar og 6 Uger allerede findes i Provinciallovene og oftere i den senere Lovgivning^[81] og rimeligvis, omend med lidt forskjelligt Navn og Beregningsmaade, er en urgammel Termin hos de Hefte germaniske Folk^[82], – har jeg dog ikke kunnet finde den brugt tidligere nogetsteds i den danske Panteproces, ligesom i hvert Fald Løsningsfrist efter Eiendomsdommen var ubekjendt i Retsbrugen lige indtil Lovbogen.

Jeg vil ikke heller nægte Muligheden af, at Lovbogens Forfattere, idet de, nu for første Gang, gav en virkelig Ordning af Panteprocessen, kunne have havt fremmede Forbilleder for Øie, ved Siden af, at de havde mange Tilknytningspunkter i den ældre Ret.

Dette Forhold mellem Lovbogens Panteret og den tydske har Prof. Matzen aldeles ikke berørt. Det er efter min Mening det største Savn ved hans Værk, at han næsten har afvist Undersøgelsen af den senere tydske Panterets Indflydelse paa den danske. Han har indrømmet indirekte tydsk Paavirkning paa et Par Punkter, hvoraf kun et, Jordrenten, er af nogen Vigtighed for vort Emne. Men idet han i sin korte Undersøgelse (S. 2 ff.) væsentlig holder sig til ældre tydsk Ret, har han ligesaalidt her som senere i Værket reist Spørgsmaalet, om det tydske Underpant og hvad dermed staar i Forbindelse, f. Ex. Protokollationsprincipet, har i nogen Grad paavirket dansk Ret. Det skulde været saameget interessantere at se dette Spørgsmaal behandlet fra en saa kyndig dansk Hand som Hr. Professor Matzens, da det efter min Mening hænger sammen med Spørgsmaal af endnu langt større retshistorisk Betydning.

Jeg tror nemlig, at den tydske Ret, saadan som den har været udviklet, navnlig i Handelsstæderne, før den romerske Rets Reception, ogsaa ellers har havt ikke ringe Indflydelse i Danmark og Norge og bidraget meget til de store Forandringer i det 16 og 17 Aarhundrede, hvorved Overgangen skete fra Middelalderens mere rent nationale Retsforfatning til den nyere Tids mere fælles-europæiske Retsudvikling. Og dette Forhold kunde engang fortjene en nøiagtig Undersøgelse navnlig af danske Retshistorikere.

1. Matzen S. 169.
2. Matzen S. 296–9.
3. Matzen S. 295–6 jfr. 322 f.
4. Matzen S. 304–5.
5. M. S. 305.
6. M. S. 306 jfr. 322–30. Fremgangsmaaden minder adskilligt om den tydske, men har vistnok uddannet sig selvstændigt.
7. M. S. 307–14.
8. M. S. 314–15, især i Noten.
9. Matzen S. 244.
10. Matzen S. 245.
11. Matzen S. 348–49.
12. Matzen S. 348–49 i Noten.
13. Matzen S. 356–57.
14. M. S. 357–58.
15. Hos Andreas Sunessøn: Scotatio temporalis modsat Sc. perpetua.
16. Matzen S. 227–29.
17. Matzen S. 361–62 jfr. 231–32.
18. M. S. 362–65.
19. M. S. 352.
20. M. S. 351–52.
21. Matzen S. 368.
22. Jfr. Retshistorie S. 501–4. Derimod kan jeg ikke efter min hele Opfattelse være enig med ham i, at Væthsætning af Jord skulde have samme Oprindelse.
23. At der ogsaa senere fandtes Salg til Gjenkjøb og at dette stundum endog i Slutningen af Middelalderen sammenblandedes med Brugspant, behøver ingenlunde at staa i Strid hermed (Stemann S. 502).
24. Jfr. ogsaa M. S. 154–56 samt S. 13.
25. M. S. 13. Jeg maa dog bemærke, at jeg ikke kan se, hvorvidt dette ogsaa har været brugt allerede i de ældste Pantebreve; de af disse, som ere nævnte hos M., holde sig forresten den kanoniske Regel i Virkeligheden efterrettelige.
26. At Overgangen fra gjenkaldeligt Kjøb til ligefrem Brugspant tildels er skeet under fremmed Indflydelse, – herfor synes det maaske ogsaa at tale noget, at det tydske Ord „Pant“ blev brugt om dette Forhold allerede meget snart efter dets Indførelse; man finder „pant“ i Danmark allerede sidst i 13 Aarhundrede, medens det ældste Diplom, hvor dette Retsforhold forekommer, er udstedt noget efter Midten af samme Aarhundrede, – og i Mellemtiden, da det vistnok altid i de faa latinske Diplomer kaldtes „impigneratio“, var det kun lidet udbredt. Omvendt findes ikke Ordet „væth“ brugt derom; men det skal dog tilføies, at „Pant“ ogsaa fortrængte „væth“ ved anden Pantsættelse, og jeg tør ikke paastaa, at „Pant“ fra først af blev brugt alene om det egentlige Brugspant. (Jfr. M. S. 128 og S. 3). I Norge blev meget mere „Pant“ brugt allerede fra først af tildels om forskjellige Arter af Pantsættelse. I Danmark sees Ordet „væth“ at være kommen af Brug allerede tidlig i 14 Aarhundrede.
27. M. S. 376–79.
28. M. S. 365 jfr. 392–93 og 439.
29. S. 365–66, jfr. S. 350.
30. M. S. 379 ff.
31. M. S. 367–75 jfr. 386 jfr. Stemann S. 502.
32. M. S. 369.
33. M. S. 395 ff.
34. M. S. 405 Anm.
35. M. 396.
36. M. S. 401–5.
37. M. S. 400.
38. Matzen S. 229–237.
39. I det Slesvigske synes der at have varet længere; ialfald har man for Tondern en Bestemmelse af 1681, at der ved brugeligt Pant ikke maa regnes i Renter over 6 pCt. Stemann Rechtsgesch. II. 270.
40. Stemann, Gesch. des off. u. priv. Rechts des Herz. Schleswigs II. 268.
41. M. S. 380.
42. M. S. 269.
43. Matzen nævner S. 382 Anm., at han har seet Renter af Pantebrev omtalt allerede i en Dom af 1537.
44. Jfr. Rosenvinges Retshistorie 3 Oplag S. 163–64.
45. Matzen S. 274–75.
46. Da denne Frd. er lidet tilgjængelig, aftrykkes den her i det Væsentlige efter Nye Danske Mag. VI. 222–4. Efter en lignende Indledning som i Frd. 1553, om Bedrageri og Skade ved hemmelig Pantsættelse og Salg, fortsættes der: – – – „hvo somhelst efter denne Dag foraarsages til at afhænde eller forsætte deres Gaarde, Huse og Eiendomme enten til Underpant, Pant eller til Eiendom, at I da rette Eder efter samme Eders Gods til Eders Bything at afhænde, det være sig til Underpant, Pant eller Eiendom og ingen anden Steds og der at gives beskrevet. Dersom nogle af Borgerne findes efter denne Dag herimod hemmelig at underpante, pante, sælge eller skjøde noget deres Gods og det ikke sker offentlig til Thinge, som før er rørt, da skal det ingen Magt have, men aldeles være død og magtesløs og bøde deres Falsmaal derfor efter Loven og Privilegierne. Vi ville og udi lige Maade herimod strengeligen og alvorligen have befalet alle dem, som hidindtil enten have pantet eller kjøbt nogle Gaarde, Huse eller Eiendomme der udi Byen og ikke er gjort og skeet til Thinge, at I med det første giver det Eders Borgermester og Raad tilkjende, at de dem derefter forholde kunde, saafremt Eders Forsømmelse findes og Nogle fange Skade derover, at de ikke ville stande derfor til Rette, som det sig bør“.
     Til Slutning: „Sendt til alle Kjøbstæder i Danmark“.
47. M. S. 129. „Gebreuchliches Unterpfand“ stundum paa Tydsk. Jfr. Stemanns Slesvigske Retshistorie II. 269.
48. M. S. 266.
49. M. S. 246–53.
50. M. S. 273.
51. M. S. 267–68.
52. M. S. 273.
53. M. S. 151–52, 163.
54. M. S. 162–63.
55. M. S. 161–62.
56. M. S. 244–45 og Anm.
57. Nellemann, Læren om Exekution og Auktion S. 263.
58. En Dom af 1716 nægter Citantens Paastand om at nyde Prioritet i Løsøre, „endskjønt Indstævntes Obligation vel derom mentionerer, af Aarsag, samme Løsøre ei specifice er opført“. Og en Dom af 1717 kjendte, at en af Domfældte udstedt Panteforskrivning, hvorefter han pantsatte Alt det, han eier og eiendes vorder, ikke kunde betage en anden Kreditor Ret til at gjøre Exekution „allerhelst i det Løsøre og Midler, som i fornævnte Obligation ikke stykkevis og specialiter vare opførte“. Se N. F. Schlegels fortjenstfulde Udtog af Fyenbo Landstings-Domprotokoller fra 1687–1776 i Ugeskrift for Retsvæsen 1870, Domme Nr. 468 og 480 jfr. 600.
59. Nørregaard III. 334. 344. Brorson til 5te Bog II. 17–19.
60. M. S. 403.
61. M. S. 411–16.
62. Hall. Obl. II, 318, jfr. M. S. 410–11. Derimod synes en senere Fyenbo Landstings-Dom af 30 Mai 1742 at antage (Schlegel l. c. Nr. 830), at Kapitalen bliver forfalden uden Opsigelse ved Rentens Udebliven.
63. Hall. Obl. II. 328.
64. M. S. 352.
65. M. S. 353–54.
66. Schlegel l. c. Nr. 206 (1699), 593, 792 og 798.
67. Nellemann, Læren om Exekution og Auktion (1871) S. 267–69, hvoraf det dog sees, at Theoretikernes Meninger herom ere delte.
68. Schlegel l. c. Nr. 206 (1699), 261 (1702).
69. Matzen S. 417.
70. Nellemann l. c. S. 259 og 242–45.
71. Schlegel l. c. Nr. 444 (1715), 664 (1727).
72. l. c. Nr. 593 (1722), hvor Debitor tilpligtedes at betale den Del af Fordringen, som ei dækkedes ved Auktionen, jfr. Nr. 792 (1736).
73. Nellemann l. c. S. 168–69.
74. Brorson, Lovens 5te Bog II. 32.
75. Nellemann l. c. S. 264–65.
76. Efter Romerretten maa dog nu dette ansees tvivlsomt.
77. M. S. 426.
78. Stobbe, Gesch. der deutschen Rechtsquellen I 541 f. II. 293 f.
    Egentlig var det Kodices af den gamle Stadsret fra 13de Aarhundrede, som til forskjellige Tider oversendtes fra Lübecks Raad til disse Stæder og der gjordes gjældende. Men den levende Handelsforbindelse gjorde, at den Lybske Rets senere Udvikling ogsaa kom disse Stæder til Gode, hvorfor ogsaa den reviderede lybske Stadsret af 1586 vandt megen Indgang sammesteds. Navnlig maa det mærkes, at der i 15de og Begyndelsen af 16de Aarhundrede appelleredes til Lübecks berømte Overret ikke blot fra disse Byer og fra de hanseatiske Kontorer, som i Bergen, men ogsaa fra andre Steder, hvor der var mindre hanseatiske Kolonier, saasom i Skaane og Sjælland. Se Michelsen, der ehemalige Oberhof zu Lübeck und seine Rechtssprüche. (1839) især S. 19. – Den nordligste By, hvor den lybske Stadsret var bewidmet“, var Tønder (Tondern) i Slesvig, hvis Kodex siden har været opbevaret i Kjøbenhavn og er et vigtigt Grundlag for Hachs Udgave af „das alte lübische Recht“. I samme Forbindelse kan mærkes, at Flensborg, som ellers ikke havde optaget lybsk Ret saaledes i det Store, allerede 1436 efter tydsk Mønster begyndte med „Gjældsprotokoller“, hvor de paa Byens Huse heftende, og Kirker med andre Stiftelser tilhørende, Penge vare indtegnede. Stemann Slesv. Retsh. II. 272.
79. Først i det 17 Aarhundrede, henimod Institutionens Ophør, blev der indrømmet den Renteberettigede Opsigelsesret. Mascher S. 73. Det kan mærkes, at ialfald i det Slesvigske havde Rentekjøberen netop Ret til at tage Godset i Besiddelse, om Renten ei betaltes. Stemann l. c. II. 268.
80. Mascher S. 50.
81. Ostersen-Weiles Glossarium.
82. Magnus L. Landslov V. 11., Kristian IV. N. L., Arvebalk c. 11: „12 Maaneder og en Dag“; Kristian IV. N. L. VII. 59. har „Aar og Dag“, medens der i Kilden M. L. VII. 62 og F. L. XIV. 8 staar blot „12 Maaneder“. Den kaldes ogsaa baade i danske og norske Love „Dag og Jamling“. I svenske Love: „Nat og Aar“.