Krøniken om Hr. Villum/10

I den Tid, som nu kom, holdt Emerentze sig meget inde; selv Rideturene, som hun altid havde sat saa stor Pris paa, blev sjeldnere og sjeldnere.

Hun vilde nødig tilstaa det for sig selv; men det var nu alligevel saa, at hun frygtede for at træffe Lieutenant Villum, ialfald naar de to var alene; derfor var det, hun saa sjelden red ud.

Et Par Gange havde det hændt, at de havde mødt hinanden i Selskaber og paa større Udflugter. Da havde hun med Behændighed undgaaet ham, — hun havde seet, hvordan han blev tausere og tausere, og mørkere og mørkere.

Men det havde bare gjort hende overgiven lystig — aa! hun koketterede tilhøire og tilvenstre og hun frydede sig, naar hun saa, hvordan hans brede Kjæver klemtes smerteligt sammen og de tykke Bryn sænkedes lavt over de fortvivlede Øine.

Ak, for en Jubel dette var! Dette at føle, at hun var en stor og sterk Mands Herskerinde! At kunne holde hans bankende Hjerte i sin Haand! At kunne gjøre det til et Vidunder af Lykke bare ved et lidet Kjærtegn, — eller til en eneste ulidelig Kval bare ved at lade sit Smil skinne mod en anden.

Ja, hun havde ham ganske i sin Magt, og hun kunde bruge sin Magt, som hun selv fandt for godt; men denne Magtfølelse virkede ingenlunde befriende for hende.

Nei, nei! Dette var isandhed en farlig Leg! For vel kunde hun naarsomhelst bøie hans Sind i Støvet — og hun følte en egen Vellyst ved at gjøre det.

Men for hver Gang hun gjorde det, blev hun selv mere bunden til ham; — for hver Gang følte hun mere og mere usvigeligt, at det Øieblik vilde komme, da hun havde egget ham udover alle Grændser, og da reiste han sig op i sin Mandsvælde og rakte sin sterke Haand ud efter hende. Og idet selvsamme Øieblik vilde hun være hans med Legeme og Sjæl.

Slig var det. Vel var hun hans egenraadige Herskerinde; — men til Gjengjæld var ikke hun Herre over sig selv.

Snart vilde det være det blinde Tilfælde, som kom til at raade over hendes Liv.

Dag for Dag samlede det sig sammen i en stor Angst: Gud! Aa Gud! Hvordan skal dette gaa?

Tilsidst maatte selv hendes Fader lægge Mærke til den store Forandring, som var foregaaet med hende; Obersten kunde aldeles ikke begribe, hvad det var som gik af hende.

Hun, som altid før havde været saa velsignet jævn til hverdags, hun var pludselig blevet adspredt og lunefuld. Kom han uforvarende ind i Stuen, kunde han finde hende siddende ved Vinduet med Hænderne i Skjødet og stirrende tankefuldt ud i Luften. Snakkede han til hende, da hændte det, at hun svarede rent borti Ørsken; hun maatte først hente sig selv tilbage igjen fra et Sted langt borte. — Og naar de saa havde passiaret sammen, hyggeligt og muntert som før, saa kunde det hænde at hun med én Gang var borte igjen. —

— Hvor mon hendes Tanker gik hen i saadanne Stunder —?

Hvor Obersten grubled!

Han havde levet et kort og flegmatisk Ægteskab med en Hustru, som aldrig havde givet ham Anledning til at gruble hverken paa det ene eller det andet; saa dette var noget ganske uvant og ubehageligt for ham. — Han havde egentlig aldrig interesseret sig for Kvinder; Emerentze var virkelig den første, som nogensinde havde faaet hans Tanker til at streife udenfor den daglige døsige Kredsgang. Han elskede og forgudede hende; han fandt i hende alt, hvad han ansaa for korrekt og fornemt. Hun var dertil saa klar i sin Hjerne og saa velsignet fri for den gudsjammerlige Maaneskins-Kvindelighed, som var paa Moden i visse Kredse, men som var ham af Hjertet modbydelig. — Hun havde kun en eneste Feil, og det var at hun ikke var kommet til Verden som Gut; — ak, hvilken Lieutenant vilde han ikke have kunnet gjøre af hende!

Men naar hun nu engang var blevet Fruentimmer, kunde hun umulig være bedre end hun var.

— Hvad Pokker var det da for en Forandring som var foregaaet med hende?

Ja, Obersten grubled. Og tilslut kom han til et Resultat, som han fandt glimrende.

Selvfølgelig længtede hun hjem til Danmark!

Hvor havde han dog havt sine Tanker henne? Selvfølgelig! — Det var da ganske ligetil at skjønne. Gik han ikke selv her og holdt paa at græmme sig ned i Graven af Kjedsomhed i dette forbandede Hul? Hvad kunde da være rimeligere, end at en ung Dame, som var vænnet til at færdes i de fornemste Kredse i Kjøbenhavn, maatte blive tungsindig af at gaa — Aar af sin Ungdom — her, hvor hun ganske maatte savne den Omgang og de Fornøielser, som efterhaanden var blevet en Fornødenhed for hende.

— Javist maatte hun bort herfra, ialfald for en Tid. Det blev forfærdeligt for ham — aa Vorherre bevares! hvordan skulde han kunne udholde en Dag — endsige flere Maaneder — naar han ikke engang havde hende at tale med om Personer, bare de to kjendte, og om Forhold, bare de to vidste om!

Det vilde rent ud blive uudholdeligt.

Men Obersten drog et dybt Suk og tog en stor Beslutning. Han forstod jo, at hun var for fin og kjærlig til selv at foreslaa at reise bort, tiltrods for at hun tæredes hen af Reiselyst. Nuvel. Saa vilde han selv bringe Offeret. Fra ham skulde Forslaget komme. Saa kunde da hun trøstig tage imod.

Ak ja! Det blev vel til syvende og sidst det bedste!

— En Dag, Obersten sad og gjennemgik nogle Regnskaber inde paa sit Kontor, hørte han Emerentzes Trin i Sideværelset. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Stansede nu og da op et Øieblik ved Vinduet. Begyndte saa igjen. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Slig holdt hun paa en Time. —

— Obersten glemte ganske sine Regnskaber, og to Gange gik hans Pibe ud, slig lyttede han efter de langsomme Trin derinde. —

Tilsidst holdt han det ikke ud mere. Han gik hen til Døren og aabnede den. Idetsamme stansede Emerentze og vendte Ansigtet mod ham. Det slog Obersten strax, at idag var Emerentze ikke vakker. Hun var graa og gusten i Ansigtet, Læberne var blege saa Munden næsten forsvandt, men Øinene var unaturlig store og slørede, som om hun havde grædt længe.

„Mit kjære Barn,“ sagde Obersten ømt og tog hende ind til sig. „Hvad gaar der dog af min kjære lille Pige?“

Emerentze gjorde sig fri fra hans Arme og svarede i en grætten Tone, at hun havde Migræne; hun havde ikke sovet godt inat, og nu kunde hun ikke sidde stille for de uafladelige Hovedsmerter.

Obersten satte sig ned, og medens hun gik bort til Vinduet og saa ud paa Gaden, blev han siddende og iagttog hende. Han var saa hjælpeløst bekymret, at hans velpleiede Raceansigt fik et ligefrem faareagtigt Udtryk.

„Sæt Dig her hos mig, min egen Pige,“ bad Obersten. „Lad os dog tale lidt sammen. Jeg har saa ofte tænkt at tale med Dig i det sidste; jeg ser jo at Du ikke har det godt, og jeg ved, hvad der volder Dig Bekymring.“

Hun vendte sig angst. — „Hvad er det, Du ved?“

„Ak, min søde lille Emerentze! Tror Du ikke jeg forstaar? Tror Du, jeg er blevet saa gammel, at jeg ganske har forglemt, hvordan det er at være ung? — Her ser Du mig gaa hver Dag og ældes paa dette afskyelige Sted; men tror Du derfor, at det er saa længe siden ogsaa mit Blod kaldte paa den Glæde, som det er Ungdommens hellige Forret at eie! Ak, mit Barn, hvor Du kjender mig daarligt og hvor Du tror mig ilde.“

Emerentze kom langsomt nærmere, — hun stirrede paa ham i Skræk. Hun lænede sig frem som for at se nærmere paa ham, som for at udgranske hvad ialverden hans Mening var.

„Hvad er det, Du siger til mig? Hvad er det Du ved? Min Gud, jeg forstaar ikke hvad Du mener!“

„Saa saa, lille Ven,“ sagde Obersten og lo saa smaat. Sæt Dig her hos mig, saa snakker vi saa meget bedre. Se saa, ja. Nu tager jeg Din Haand, og saa skal jeg betro Dig, at jeg længe har anet, hvad det er som plager Dig saa slemt, men at jeg nu vil hjælpe min lille Pige ved selv at omtale det, der falder Dig saa svært at faa sagt, fordi Du ved, det til en vis Grad vil være Din kjære Fader en Sorg og en Skuffelse. Jeg kan kun høiagte Din Taushed, min bedste Emerentze. Jeg er stolt over den, fordi den ikkun viser mig, hvor stor din Kjærlighed til mig er, og hvor Du nødig vil skuffe mig i, hvad jeg havde haabet skulde blive til Gode baade for Dig og for mig.“

Emerentze var bleven ganske ligbleg, medens Obersten talte. Hendes Hænder begyndte at skjælve saa Obersten lukkede dem kjærligt inde mellem begge sine.

„Min Gud, hvad er det, Du ved! Hvordan har Du dog. — Hvem har — —“ Hun stammede tonløst, hun var som en eneste Angst; — men saa brast hun med et sammen i Graad ved hans Bryst og raabte: „Aa hjælp mig! Aa kjære, kjære Papa, hjælp mig!“

„Men Herre du gode Gud, min bedste Emerentze! Hvordan er det dog, Du tager paa Vei! Dette er jo, som der var hændt en stor Ulykke. Og det er der dog ikke. Hehe! Du skal nok se, Din gamle kloge Fader skal nok gjøre alt godt for hans egen lille Pige. Hører Du! Reis Dig op nu, saa taler vi fornuftigt sammen.“

„Nei, nei, Papa,“ hulked hun med Ansigtet skjult mod hans Bryst. „Lad mig faa ligge slig. Og tal til mig. Aa, Du er saa god mod mig, Papa. Tal til mig, men Du maa ikke skjænde. Lov mig Du ikke vil skjænde. Og lad mig ligge slig, mens Du taler til mig.“

„Nuvel, som Du vil, Emerentze,“ sagde Obersten, og nu begyndte han at tale til sin Datter saa mildt, saa mildt, og han strøg hende over Haaret, medens han talte.

„Dengang jeg bad Dig om at følge mig herop,“ begyndte han, „vidste jeg meget vel, at det var en stor Opofrelse af Dig at bryde med alle Dine Vaner og at forlade alle Dine kjære Venner og Bekjendte, som Du havde saa stor Hengivenhed for. Jeg vidste jo, at naar Du kom herop, vilde der i Virkeligheden ikke være noget Selskab, Du kunde slutte Dig til eller nogen Adspredelse, som kunde fornøie Dig. Og jeg bebreider Dig aldeles intet, Emerentze, thi som jeg før sagde: jeg er ikke blevet saa gammel endnu, at jeg har glemt Ungdommen. Glæde er tværtimod Ungdommens Lykke og hellige Forret; den Sentens har jeg altid hyldet og vil forsvare den til min sidste Stund.

Nei, jeg bebreider Dig sletintet, Emerentze; jeg kan tværtimod bebreide mig selv. at jeg tog imod et saadant Offer af Dig.

Og jeg vil ogsaa sige, at jeg beundrer Dig, fordi Du aldrig har klaget, men altid har taget dette vort fælles Exil med saa megen Munterhed og Forstand. Gud velsigne Dig, hvor jeg er taknemlig og hvor mangen lykkelig Stund, Du har skaffet mig ved Dit Lune og Din Latter.

Men nu er Dine Kræfter opbrugte; det ser jeg jo grant. Nylig bad Du mig om at hjælpe Dig, og ved Gud, jeg vil! Du holder ikke længer ud at lade Livet forspildes i denne tarvelige Stad og mellem disse plumpe Mennesker. Og nu kan jeg ikke modtage flere Ofre af Dig. Jeg giver Dig fri, min Pige. Du skal med første Leilighed tilbage til Kjøbenhavn; Du skal bo hos Tante Eustasia. Du skal træffe Dine Venner igjen. Du skal glæde Dig over Din Ungdom —; min kjære Emerentze! Jeg giver Dig tilbage til Livet og til Lykken. Snart slaar vel Forløsningens Time ogsaa for mig; da skal vi mødes igjen for aldrig mere at skilles ad.“

Han havde talt saa smukt og kjærligt og stille. I Begyndelsen hulkede hun heftigt som før. — Men pludselig stansede Graaden; hun løftede Hovedet — saa reiste hun sig langsomt. Og lidt efter at Obersten havde endt sin smukke Tale, gik hun hen til Vinduet igjen. Men hun sagde intet.

Obersten blev virkelig dybt skuffet. Han havde troet, at hun skulde have sprunget jublende op og belønnet hans ædle Selvopofrelse med Kys og Henrykkelse.

Men hun stod derborte ved Vinduet og sagde ikke et eneste Ord. — Hun græd ikke mere heller. Hun støttede Hovedet mod den ene Vinduesramme; hendes Skikkelse saa dødstræt og uendelig skuffet ud.

„Men Emerentze,“ sagde Obersten og skjulte sin Ærgrelse saa godt han kunde. „Hvorfor svarer Du ikke? Her kommer jeg og foreslaar Dig noget, som jeg tror vil bringe Dig stor Glæde og Lykke; — og saa gaar Du fra mig lige nedbøiet som før og siger mig intet Ord til Tak. Jeg forstaar Dig virkelig ikke, Emerentze.“

„Ja,“ svarede Emerentze, men hendes Stemme klang ganske fjernt. „Det vilde kanske være det bedste. — Og det var smukt gjort af Dig Papa — aa det var smukt gjort af Dig Papa,“ gjentog hun og nu blev pludselig hendes Stemme ganske nærværende. „Tak fordi Du er saa god,“ sagde hun og sprang bort til ham, tog hans Haand og kyssede den heftigt. „Du maa bære over med mig, Papa. Jeg er saa ganske umulig. Jeg er ond og utaknemlig, Du maa bære over med mig, Papa.“ Hun tog hans Haand, lagde den mod sin Kind, vuggede den frem og tilbage og kyssede den igjen.

„Vred paa Dig, min Pige,“ svarede Obersten muntert. „Hvor kan Du tro, at nogen kan være vred paa saadan en som Dig. Men nu maa jeg nok afsted til mine Regnskaber igjen. Adieux, mon enfant! Tænk nu over Afreisen og gjør Dig istand, Saa Du kan være færdig paa kort Varsel.“ —

— Da Obersten satte sig ved sit Arbeide, drog han et Lettelsens Suk. Nu havde han gjort sin Pligt. Nu var det sagt. Og det var saa godt, naar en Afgjørelse var taget, saa der ingen Udvei var til at slippe unda.

— Han hengav sig til sine Summeringer med god Samvittighed og tændte sig en frisk Pibe.

Men midt i et forbandet Additionsstykke stansede han op midt i Zifrene paa den lange Protokolside og blev siddende og lytte som før.

Thi inde fra Værelset hørte han som før Emerentzes langsomme Skridt — frem og tilbage — frem og tilbage.