Krøniken om Hr. Villum/12

Oberst v. Egekrantz stod ved Vinduet, da Emerentze og Lieutenant Villum kom tilbage fra Rideturen. —

Allerede den Ting, at Hr. v. Westerhuus idag havde været hendes Kavaler, gjorde Obersten misfornøiet og aarvaagen. Og han bemærkede snart, at Emerentzes Adfærd iaften var usædvanlig.

Ellers pleiede hun altid at lede Hesten ind i Stalden og give den Vand og Havre med egen Haand.

Iaften overlod hun alt til Oppasseren. Hun sagde ikke engang Farvel til Lieutenanten, hun ilede indad Gadedøren, bortover Gangen, opad Trappen og ind paa sit Værelse. Obersten havde ikke faaet Øie paa hendes Ansigt; men der var over hendes Skikkelse noget forunderlig ilfærdigt, som var hendes Væsen saa ganske fremmed.

— Obersten satte sig til at vente paa at hun skulde komme ned til Aftens; da fik man se Sagen nøiere an.

Men hun kom ikke. Tjenestepigen havde forlængst meldt, at Maden stod paa Bordet, og han havde tydelig hørt hende gaa op ad Trappen og melde det samme til Emerentze.

Og alligevel kom hun ikke. —

— Oberst v. Egekrantz grublede nødig Hans Tanker var ganske uøvede i den Slags; de bevægede sig besværligt som uøvede Tropper. Men saa nødig han end vilde, maatte han gruble over dette vanskelige og ubehagelige Spørgsmaal.

Emerentze havde ikke villet reise til Kjøbenhavn, skjønt han selv havde tilbudt hende det. — Hun havde ikke afbrudt Omgangen med Lieutenant v. Westerhuus, skjønt hendes Fader havde udtalt bestemte Ønsker i den Retning. — Hun var iaften kommet hjem fra en Ridetur med samme Lieutenant v. Westerhuus i en échaufferet Tilstand, havde forladt ham i en paafaldende Ilfærdighed og uden at gjøre Reverents, hvorefter hun havde begivet sig op paa sit Værelse.

Og nu havde Theen ventet paa hende i et Kvarter!

Hvad Fanden skulde alt dette betyde! Hun skulde da vel aldrig være —! Ah, hvilket forbandet Snak! Skulde hans forvænte og fornemme Datter, den vordende Baronesse v. Barnekow, skulde hun finde paa slig en caprice ridicule som at forelske sig i denne Bastard, denne Jammerlieutenant, denne nederdrægtige — denne — denne — Huf!

Nei, der maatte da være Grændser for alt ogsaa —! Aldrig kunde hans kloge, dygtige Emerentze, som han altid havde stolet saa trygt paa — aldrig kunde da hun finde paa sligt — —

— Men Mistanken var der og kunde ikke jages bort saa let; og for hver Gang Klokken slog sine skarpe sølverne Kvarterslag, kvak det tværs igjennem Obersten; hvad Fanden tænkte Pigebarnet paa? —

— Med Mistroen voxte hans Vrede; han marscherede Stuen op og Stuen ned og forsøgte at holde Orden paa alle de indisciplinære Tanker; men tilslut blev det ham ganske umuligt. Han rev Døren op, stormede ud paa Gangen og opad Trappen.

Ellers pleiede hun altid at synge, naar hun kom hjem fra sine Rideture, — aa hun sang slig, at hele Forstuen var fuld af Toner.

Han stansede i en Trappeafsats og lyttede.

Nei, ikvæld var her ganske mørkt og stille.

Kanhænde hun var falden i Søvn? Kanhænde hun havde været træt efter Rideturen og havde lagt sig paa Sengen for at hvile et Øieblik og saa var sovnet rent af. —

Ja, Gud give, at det var Forklaringen!

Men hys — hvad var det for noget —?

Lød der ikke som sagte tilbagetrængt Graad deroppe fra —?

Obersten tog den sidste Afsats i etpar Sprang — saa stod han ved hendes Dør og bankede paa og vilde gaa ind.

Men Døren var laaset.

Han bankede paa igjen, al Besindelse forlod ham.

„Luk op! Øieblikkelig!“ kommanderede han.

„Jeg kommer strax ned, Papa,“ svarede hun derindefra, og til sit ubeskrivelig Raseri hørte han, at Stemmen var brudt af Graad.

„Luk op!“ kommanderede han igjen og ruskede i Laasen. „Øieblikkelig!“

Saa gik Døren op.

Der var næsten ganske mørkt i hendes Værelse; han kunde saavidt skimte Omridsene af hendes Skikkelse borte ved Vinduet; hun var endnu i Ridedragt — havde slet ikke sanset at skifte Dragt engang.

Han smeldte Døren i efter sig, gik lige hen til hende og greb hende brutalt i Armen.

„Hvad har den Slyngel fordristet sig til?“ spurgte han.

Spørgsmaalet kom saa pludselig, det overvældede hendes Forstand, — hun kunde aldeles ikke finde paa nogen Udflugt. Mørket gjorde, at hun ikke kunde se hans Ansigt, men hun hørte, han pustede kort og heftigt, og hans Stemme skalv af Forbitrelse og- Smerte. — „Saa — vil hun svare, og det strax? Du prøver ikke paa at lyve, siger jeg Dig — Men ved Gud, jeg skal vise hende, at hun ikke er voxet fra Riset — Naa, kan hun saa faa Ordene frem. Hvad har den Slyngel fordristet sig til, spørger jeg?“

„Hvem er det, Du mener?“ spurgte hun tonløst.

„Hvem jeg mener? Hvem anden end den Herre, Du kom ridende tildørs med iaften, og for hvis Skyld Du ligger her og flæber. Naa, kan hun svare engang.“

„Lieutenant v. Westerhuus er ingen Slyngel,“ svarede hun, og hendes Stemme blev høi og fanatisk.

„Saa, det er han ikke —“

„Og han har intet tilladt sig — ingenting mod min Vilje og mit Samtykke!“

„Hvad siger Du!“ skreg Obersten, og nu klemte hans Fingre som Skruestikke om hendes Arm. „Elsker Du maaske dette Menneske!“

„Ja,“ svarede Emerentze.

Og i samme Øieblik rev hun Sin Arm haardt til sig; — der blaffede en vild, næsten høitidelig Trods op i hende — hun rettede sig op i sin fulde Høide. — Og der stod de mod hinanden — tindrende af Had — disse to Mennesker, som i et helt Liv havde holdt sammen i Kjærlighed og Harmoni.

Slig blev de staaende i nogle lidelsesfulde Sekunder. Saa var det, som Obersten overvældedes; han gik bortover Gulvet nogle Skridt.

„Dette er forfærdeligt,“ hviskede han. „Dette er forfærdeligt.“

Emerentze blev staaende, der hun stod. Hun var lammet over det, der var skeet.

Javist var det forfærdeligt! Javist var det forfærdeligt!

Længe stod de slig i Mørket, disse to arme Mennesker Ingen af dem vidste, hvad det næste Ord mellem dem skulde blive.

Endelig begyndte Obersten at tale; men nu var hans Stemme dæmpet og fjern. Det var med Møie han fik Ordene frem.

„Emerentze,“ sagde han. „Jeg bliver nødsaget til at berette Dig noget, som jeg aldrig havde troet, jeg skulde behøve at fortælle til en ung Kvinde. Ja, Gud er mit Vidne! Jeg vilde helst, at hele denne sørgelige Historie skulde gaa iglemme, og dog maa jeg fortælle den til Dig, min egen Datter, nu iaften.“ Han stansede et Øieblik, gik lidt nærmere henimod hende og fortsatte.

„Lidt forinden jeg blev indskrevet paa Kadetakademiet, hændte det sig, at der kom en ung Dreng heroppefra og blev indmeldt som Aspirant. Det var i og for sig et helt usædvanligt Tilfælde; thi Drengen havde ingensomhelst Forudsætninger, som skulde berettige ham til at blive Officer. — Hans Slægt var fra en af de mest afsidesliggende norske Klippedale; hans egen Fader gik klædt paa den samme vilde Maade som de besynderlige Individer, Du visselig nu og da har seet her i Byens Gader, og som stadig er fulgt af en hujende og leende Pøbelsværm.

Denne Dreng blev optaget paa Kadetakademiet. Han fik den samme Opdragelse og Uddannelse som en af vore egne, og kort at fortælle: han blev endogsaa Officer.

Men Følgen heraf blev endog værre end man kunde have ventet. Aldrig saasnart havde han faaet sine Officersepauletter, begyndte han paa alle Maader at vise, at han ingenlunde havde faaet en Officers høibaarne og ridderlige Sindelag samtidig med Epauletterne, men at han i Bund og Grund var en bondsk og raa Person.

Nu vilde Tilfældet, at der paa samme Tid fandtes en Dame af høi Byrd, som havde oplevet en meget stor Sorg. Hun var blevet skuffet i en Kjærlighedsaffære; og hun var af denne Grund sterkt nedbøiet, omend hun paa samme Tid var høist exalteret og excentrisk. Det siger sig jo selv, at alle hendes Jevnlige ynkedes meget over den stakkels unge Dame; alle forsøgte at behandle hende med dobbelt Ærbødighed og Hensynsfuldhed. Man bar over med hendes lndfald, man fandt hendes overdrevne Lystighed ikkun sorgfuld; og der var dog ingen af os, der havde kunnet tilføie et saadant stakkels Væsen noget ondt.

Til alt Uheld kom hin bondske og raa Person i hendes Vei, — til alt Uheld siger jeg — for hvor skulde vel han have lært de ridderlige Hensyn, man skylder en svag Kvinde? For ham gjaldt det blot at kunne tilfredsstille den lumpneste af alle Lidenskaber, og hans Tilfredsstillelse var naturligvis saa meget større, naar han kunde forlede en virkelig høitstaaende Dame til at deltage i hans modbydelige Last. Kom dog ihu, hvor disse lave Klasser i deres Hjerter altid hader og misunder os og hvilken Triumf det er for dem, naar nogen af vore stiger ned til dem og endog lader sig krænke og nedværdige af dem.

Ved sine djævelske Kunster forstod denne Person at benytte sig af hendes Ulykker og at overvælde hende i en Stund, da hun var afmægtig af Svaghed og Sansesløshed. — Nuvel — hun skal heller ikke tilgives; en saadan Svaghed kan aldrig undskyldes, endsige tilgives. Men hun led ogsaa sin Straf. Hun blev udstedt af sin Slægt og sit Samfund og døde tilsidst forjaget fra Landet. Ingen ved hvor eller hvordan. —

Lidet veier det herimod, at hendes Forfører blev bortvist fra Armeen; han levede sit Liv lystigt siden i Laster og Udskeielser her i dette Land, hvor man savner de Begreber, som vi andre lever vort Liv efter.

Men Din Elsker Lieutenant v. Westerhuus var Frugten af denne skjændige Forbindelse.“

Oberst v. Egekrantz tiede længe. Han ventede, at Emerentze skulde sige noget; men hun stod ganske som livløs derhenne i Mørket; — han kunde ikke engang høre hende puste — og instinktsmæssig skjønte han, at nu havde han rammet.

„Ja, mere var det ikke, jeg havde at sige Dig,“ fortsatte han rolig. „Jeg ved jo intet om hvad der er hændt mellem Dig og Din Elsker. Du har intet villet fortælle mig, og jeg spørger ikke Dig om noget — selv ikke nu. Jeg heder Dig kun om at tænke Dig nøie om. — Kanhænde Du selv nu kan kjende igjen det farlige og fordristige Blod, der bankede i hin Forførers Aarer. — Kanhænde Du kan kjende det igjen — tiltrods for al Din Elskov. —

Men hvordan alt end er, ét er sikkert: fra nu af tager jeg Sagen i min Haand! Ikke vil jeg se paa, at min elskede Datter gaar en saadan Skjæbne imøde som hin ulykkelige unge Kvinde. — Jeg er Din Fader og jeg er Kavaler, — fra nu af er Du under min Varetægt og min Beskyttelse.

Tænk dig nu vel om, min elskede Datter! Og Gud velsigne Dig og lede Dig paa den Vei, som er den rette og som alene kan blive til Glæde for Dig selv og for os alle.

Godnat, mit Barn!“ — —

* * *

— Det første Morgengry kom svævende stille ind i Emerentzes Kammer. Det aabenbarede Omridsene af hendes spinkle og lyse Ungpigemøbler, — det legte med de smaablomstrede Gardiner om Vinduerne og om hendes Seng, det kyssede Guldrammerne om hendes muntre Skilderier paa Væggene og tændte røde og blaa Gnister mellem Prismerne paa den lille Krystallysekrone.

Men det fandt hende selv siddende i den store Lænestol — sammensunken, med Hænderne i Skjødet og stirrende ret frem for sig.

— Ja sandelig —! Han havde rammet godt!

Hvor denne skjændige Historie havde fyldt hendes Sind med uendelig Modbydelighed. Det Grundlag af urokkelige Formeninger, af tilvant Smag og gammel Fordom, som hele hendes Liv var bygget op paa, — det var dog noget, hun ikke pludselig kunde gaa bort fra. Og sandelig: naar hun tænkte paa det, hendes Far havde fortalt, da grøssede det gjennem hendes Instinkter. —

Hun forsøgte at sige sig selv: Hvad kom hele den Historie Villum ved? Var han ansvarlig for den Skjændighed, hans Fader havde øvet? Burde hun ikke elske ham tifold mere nu, naar hun vidste, hvor han maatte tørste efter Godhed og Ømhed — han som aldrig havde vidst, hvad det var? Og var det ikke netop hende, som eiede den Ømhedens Rigdom, der ene og alene var bestemt for ham?

Var hun da saa daarlig, at denne afskyelige Historie havde gjort hendes Hjerte koldere? —

— Der fløitede en Fugl nede i Haven; det var den samme, hun havde hørt saa ofte i disse Nætter; — det var den første, som kom; — aa hvor hun kjendte dens enslige, længselsfulde Fløit!

Og se — der stormede Solen pludselig ind ad det aabne Vindu og kastede sig i blændende Overmod ned i hendes tomme hvide Seng. —

— Aa, hvor uendelig lang denne Nat havde været! Hvor det var en Evighed siden han havde holdt hende i sine forfærdelige Arme, og hun havde hvisket til ham de afsindige Elskovsord.

Og nu. — Elskede hun ham virkelig mindre nu?

Nei, nei! Hun var bare saa dødsens træt; — hun var bare kommet op i noget hæsligt, som intet havde at gjøre med ham og med hende, — men dog noget, som hun vidste, hun ikke kunde komme udover.

— Ak, hvorfor skulde dog dette være hændt! Hvorfor havde hendes Fader været saa grusom at fortælle hende det nu — netop nu, da hendes Sind var saa betaget, saa sønderslidt og saa magtesløst.

Ja, hvorfor netop nu!

For hun elskede ham jo! „Villum!“ sagde hun pludselig høit ud i Værelset. „Det er jo ene Dig jeg elsker! Ak, det er jo ene Dig jeg elsker!“

Og hendes Pine brast ud i en lang forløsende Hulken.

— Saa klædte hun sig af og gik iseng. — Hun puttede sig helt under Dynen for ikke at se Solskinnet og høre Fuglene synge; — hun følte sig saa usigelig ussel og ensom og saa skræmt af Livet. —

— Men langt inde i hende dæmrede der dog som et træt Haab om Hvile de Ord, hendes Fader havde sagt: „Fra nu af tager jeg Sagen i min Haand.“

Ak nei, hun mente det ikke — Graaden tog hende paany — Villum, Villum.

— Indtil hun endelig sovnede, dybt og fast.