Krøniken om Hr. Villum/15

Den lille By stod paa Ende.

For Mage til Stads var der da aldrig seet.

En hel Brig fuld af Grever og Baroner og Comtesser og Naadigfruer, — dertilmed Lakeier, udstafferede med Liberier af alle Regnbuens Farver, og Kammerpiger, nette og trippende som Linerler — og endelig etpar ærværdige Hushovmestre med langt Skjæg og trekantede Hatter — altsammen paa en eneste Brig!

Slig snakkedes der i den lille By!

Og midt i dette spraglede Selskab var der et eneste Ansigt, hele Byen kjendte: det var Emerentze v. Egekrantz, som kom for at feire sit Bryllup i sin Faders Hus.

Hun havde skrevet og bedt om at maatte blive viet i Kjøbenhavn eller hvorsomhelst i Danmark; saa slap man den rædsomme Reise.

Men Obersten mistænkte hende strax for at have andre Grunde til at undgaa Byen, og da blev han stædig. Da vaagnede hans tossede Forfængelighed, som han med megen Pathos kaldte sit point d’honneur.

Ei, ei! Det kunde let komme til at se ud som en Flugt! Den unge Laban Hr. Westerhuus kunde ligefrem triumfere, naar det sagdes, at Frøken v. Egekrantz ikke turde holde sit Bryllup i sin Faders By af Frygt for at træffe den charmante Seigneur og paany bedaares af hans galante Væsen.

Obersten gik alene hjemme i sine Stuer og pralede høilydt for sig selv den udslagne Dag.

Nei, min Pige! Sligt skal der ikke siges en Egekrantz paa! Vi er ikke vante til, at der hviskes om os og smiles af os! Vi er vante til at handle med aabne Pander og ranke Nakker.

Oja — Oberstens point d’honneur boblede formelig i ham, og de Breve, han skrev til Emerentze, var umaadelig stolte og stædige.

— Saa blev det naturligvis, som han vilde. —

For Emerentze føiede sig tilsidst i alt. Det nyttede jo ikke alligevel.

Det var uundgaaeligt.

Hvorfor da kjæmpe —?

Nei, hun var ikke Emerentze fra før i Tiden, — Emerentze med den overmodige Latter og de muntre brune Øine, som søgte nysgjerrigt fra Mand til Mand.

Nu søgte ikke hendes Øine mere; hendes Sind var saa tomt og saa ubeskrivelig træt. Undertiden kunde der blaffe op i hende en nervøs Livlighed; — da snakkede hun og lo meget og tankeløst, indtil hun pludselig vaagnede op og hørte efter. Gud, hvad er det jeg snakker om, og hvad er det jeg ler for?

— Og da blev hun saa rent stille igjen. —

Ikke for det; — hun følte sig ikke egentlig ulykkelig heller; — den Mand, hun skulde gifte sig med, var en god Mand. Han var en kjær gammel Kamerat, var han; og hun var saa sikker paa hans Finhed og Hensynsfuldhed. Hun følte ikke engang nogen Skræk ved Tanken paa, at det var ham, som skulde eie hende nu og siden alle de mange lange Aar; — nei, han bød hende egentlig sletikke imod; — aa! han kunde have været meget værre!

Men der var ingen Fest over hendes Tanker paa ham, intet af det, som engang havde taget Tag om hendes Strube, saa hun svimlede sansesløs gjennem mange blaa og salige Havdyb.

— Det var der ikke over Baron Nicolaj. —

Men ulykkelig var hun ikke; — hun var bare blevet saa skræmt. Et Øieblik i sit Liv havde hun staaet paa Randen af Afgrunden og stirret ned i de blaa, salige Havdyb; — det var dét, som havde skræmt hende. —

— Nu længtede hun bare efter at gjemme sig bort i de store Sale paa Brunkeby; — hvor hun skulde hvile ud! Og hvor hun vilde føle sig tryg og langt borte fra alt farligt — i en stille, god Mands Varetægt — — —

— — Da Lieutenant Villum vendte tilbage til Byen et Par Dage før Bryllupet, bandede Capitainen sin allerlængste Ed, som var saameget saltere, fordi den var saa aldeles indvendig.

Havde han nu ikke netop gaaet og glædet sig over, at Bryllupet skulde være over og Briggen reist sin Vei og alting iorden, naar Villum vendte tilbage —

Men se nu!

Nu stod man rigtig forbandet midt opi det! Gid Fanden havde det hele! — —

Ikke for det: Lieutenant Villum var sandelig saa rolig. Han havde forandret sig meget paa den lange Reise i Fjeldene. Det strenge Liv med sine Savn og Strabadser havde gjort ham mager og sund; — Capitainen var fornøiet med ham, overmaade fornøiet med ham.

Men han kunde alligevel ladet være med at komme netop nu. —

— En Aften, v. Knarren og Villum sad alene i Stuen, spurgte Villum fort og pludselig: „Har Du set hende, siden hun kom hid tilbage?“

Capitainen var ingen Ven af vanskelige Spørgsmaal, som kom pludselig; — desuden havde Villum ikke saa meget som nævnt hende i disse Dage, saa Capitainen blev lidt forfjamset.

„Seet hende?“ brummede han ærgerlig.

„Ikke meget, kan jeg forsikre Dig. Man ser hende idetheletaget ikke. Hun sætter aldrig sin Fod udenfor Huset. — Men, det forstaar sig — jeg har jo gjort Herskabet min Opvartning. Det var Dagen efter at de var arriveret. Jo, det gjorde jeg rigtignok —“

„Talte Du med hende?“

„Ikke et Muk,“ svarede Capitainen barskt. „Jeg aabnede saagu ikke mit Næb fra jeg traadte ind i Stuen, til jeg gik derfra. Og hun talede ikke til mig heller. Og deri gjorde hun vel. For jeg var ikke i venligt Lune. Jeg saa visselig ud som en ladet Kanon med Lunten antændt; — Vorherre bevare dem alle, hvis jeg var gaaet af — Men jeg holdt mig itømme, — huha! hvor det var besværligt! Og da jeg havde bukket mig rechts und links nogle Gange, marscherede jeg ogsaa ud, saa det klirrede i tvende Lysekroner paa selvsamme Tid. Det hørte jeg skinbarligt.“

„Hvordan saa hun ud —?“

„Ret ilde. Hun var intet for Øiet mere. Hun var mig for bleg og for radmager. Og Du ved, jeg har aldrig kunnet fordrage de magre —.“

Henrykt over at finde et nyt Emne begyndte Capitainen at lægge ud, hvordan Fruentimmer burde se ud for at tækkes ham. —

— Det var den eneste Gang, der blev talt om Emerentze.

*

Bryllupsdagen oprandt.

En bleg Aprilmorgen med en forfrossen Sol bag drivende Havskodde. Stundom gled Solen helt indunder Skydækket, og nogle haarde Snekorn kom farende; — men en Stund efter seilede Solen hastigt frem igjen, ynkelig forfrossen som før.

„Jeg vilde give to Rigsdaler til, at denne forbandede Dag var vel tilende,“ sagde Capitainen til sig selv, da han rystede Dynerne af sig; han havde længe gruet for at møde Villum denne Morgen.

Men da han kom ind til Frokosten, sad selvsamme Villum allerede ved Bordet og spiste med god Appetit, som om ingenting var paafærde, og hilsede Godmorgen saa muntert som nogensinde.

Capitainen spilede sine runde Øine op af Forundring, — dette havde han dog ikke ventet! — Men da han stod borte ved Skjænken og tog sin Morgensnaps — den livsalige Genever med Bitter — brølede han tilbage et Singot saa fornøiet og høilydt, at selv Jomfru Pepperlee synes at have fornemmet noget i sit Kjøkken; thi hun kom øieblikkelig ilende med Grøden. —

*

Det siger sig selv at Oberstens Gjæster var udsøgte med den største Delikatesse.

Kun de allerhøieste Rangspersoner i Byen var inviterede til at sidde tilbords med de danske Grever og Baroner. Selv en Mand som Consul Seehuusen var udeglemt, tiltrods for at Obersten og hans Datter saa mangen Gang havde været hans Gjæster ved hans Fester paa Mon Plaisir. — Javist var det en Skandale; og Capitaine v. Knarren gav det udenvæltske Gesindel ordentlig paa Pelsen hver Formiddag, naar han indtog sin lille hemmelige Forfriskning paa Consulens Comptoir.

Capitainen selv havde man jo ikke godt kunnet undgaa; — men han havde stillet øieblikkelig hos Obersten og løiet sammen en hel Mængde forbandet Vrøvl som Grund for at han beklageligvis ikke den Aften kunde forlade sin høivigtige Tjeneste.

Obersten bad ham saamæn ikke to Gange. Han var i Virkeligheden sjæleglad over, at den høirøstede Capitaine ikke kom med i hans ædle Compagni. —

— Byens venlige hvide Kirke med det irrede Klokketaarn havde aldrig seet Mage til det Optog, som den Eftermiddag drog ind under dens lave Port. Der var Karosser med Speilglas og Vaabenskjold paa Døren, der var Heste, — baade Trespand og Firspand, hvoraf enkelte endog havde Strudsfjær paa Hovedet. Der var spraglede Portechaiser, bemalede med Hyrdescener, pyntede med Dusker og kronede med gyldne Hjelme.

Og der var en Zirlighed i Kirken; — oh, der var Pudderparykker og Silkefrakker og spinkle Kaarderi Og der var Atlask og Sminke og Skjønhedspletter og melhvid Kvindehud! Og der var dybe Komplimenter efter alle Modens Regler. Og velopdragne Haandkys og affable Smil.

Aa, det var et Bryllup efter Oberst v. Egekrantz’s Sind! Alt gik som efter en Snor! Processionen op til Alteret, Peblingernes Sang ved Orgelet og Organistens Bryllupsmarsch, som klang meget anstændigt. Saa havde det Bæst da virkelig ladet være at drikke sig fuld — for denne eneste Gangs Skyld.

Og Emerentze saa ganske tilfreds ud; hun svarede sit Ja, høilydt saa det kunde høres over hele Kirken, og hun lænede sig med et lidet lykkeligt Smil til Baronen, da de gik ud i Vognen.

Saa! Nu kunde ogsaa det fortælles i hele Byen! slig ser altsaa en salig Brud ud, naar hun samtidig er en Dame med Opdragelse, som forstaar at holde sine Følelser indenfor Sømmelighedens Grænser.

— Lieutenant Villum havde holdt sig inden Døre hele Dagen.

Hans to Venner havde gaaet og vogtet ængsteligt paa ham; tilsidst havde han mærket det og smilte til dem: „I kan være ganske rolige, Kamerater. Jeg begaar ingen Sottiser, som I ser.“

— Men da Aftenen kom, blev han aandsfraværende og rastløs. Han satte sig og reiste sig, gik ud og ind ad Dørene, og satte sig igjen tilrette. Men saa fór han atter op, — smilte undskyldende, hvis han mødte sine Venners ængstelige Blikke, men kunde ikke holde sig iro. —

Jomfru Pepperlee havde faaet udtrykkelig Ordre af Capitainen om at sætte ind alt det bedste, som fandtes i Huset — baade af Med og Drikke.

„Huha, jeg er saa tørst!“ sagde Capitainen. „Nu drikker vi os en Fisk paa; vi fortørker jo ganske, Ihr Herren! Vi bliver hule lige tilknæs! Hei Pepperlee! Lad os faa noget salt, æhæ, noget svidende salt, saa vi kan obtinere en reputerlig Tørst!“

Men Villum vilde intet nyde. — Han fortsatte sin hvileløse Flakken — ind ad Døren, ud af Døren, — nu og da hen i Vinduet, hvor han blev staaende og stirre ud i Mørket. —

— Han saa Bryllupsfaklerne tændes mellem Søilerne paa Oberstens Hus nederst i Gaden. Han hørte Militærmusiken, som bragte det nygifte Par en Serenade. Lidt efter steg der et prægtigt Fyrværkeri tilveirs nede fra Havnen; — det var den danske Adel, som hyldede Brudeparret fra sin Brig. —

— v. Knarren og Bassen Brause syntes det hele var noget forbandet noget; nu kunde de ikke længer finde paa mere at snakke om. De drak tyst af sine Bægre, og for at foretage sig noget, stillede de Schakbrikkerne op og lod, som de spillede.

Da gik pludselig Villum ud af Døren.

v. Knarren og Bassen Brause saa paa hinanden. De hørte ham rumstere derude.

Hvad tog han sig for? Hvorfor kom han ikke tilbage?

v. Knarren gik hen og aabnede Døren. — „Hvor skal Du hen?“ spurgte han strengt, — Villum stod med Hat og Kappe paa. —

„Jeg gaar mig kun en kort Tur,“ svarede Villum.

v. Knarren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Arm, — „det skulde Du helst lade være, Villum,“ sagde han alvorligt.

„Hvad Snak!“ lo Villum. „Hvad skulde der vel kunne arrivere mig? Er jeg drukken? Tror Du maaske, jeg skal komme i Klammeri? Jeg vil minsandten ud og se paa det smukke bengalske Lys — ligesom hele Byen forøvrig.“

„Da gaar vi med Dig,“ sagde Capitaine v. Knarren.

— Kvelden var bitterlig sur og trøstesløs, men Vinden fra i Formiddag havde lagt sig. Maanen stod etsteds indenfor Skydækket og skinnede over hele Himlen med et underlig uvirkeligt Halvlys. I Gadens dybe Sand vassede mange Mennesker lydløst om; kun ved Bryllupshuset hørtes Stemmer og høie Raab fra den tætte Mængde, som tegnede sig i bølgende sort Uro mod Faklernes rødlige Flammer. —

— De tre Venner var iførte side, sorte Kapper; — de havde Kraverne slaaet op mod Kulden, der var ingen som kunde kjende dem i den dystre Gade. Villum gik mellem de to andre; og v. Knarren stellede det saa, at de blev staaende bag en høi Gadetrap, som pludselig sprang langt frem; — dér var de ialfald trygge.

Nu steg der lysende Raketter op fra Briggen nede paa Havnen, saa kom de rolige romerske Lys, og saa blev alt mørkt en Stund.

Men pludselig sprang der en hel Ildkaskade op fra Dækket — aah! der gik en Beundringsmumlen gjennem Menneskemassen. Det spragede og flammede i et eneste fantastisk Virvar. — En Vulkan var det af rødt og blaat og violet og det hvideste hvide. — Indtil alt som ved et Trylleslag forandredes til et Kunstfærdigt sammenslynget Navneziffer med en Adelskrone over. —

„Nu gaar vi,“ sagde Capitainen, „nu er det forbi. Kom, nu gaar vi.“

Men Navnezifferet med Adelskronen tændtes og slukkedes paany; — snart i det gyldneste gule, snart i det blodigste røde, og rundt om hvislede Raketter og dvælede romerske Lys; — Capitainen saa bare Villums Ansigt, som belystes af Skinnet fra det pragtfulde Fyrværkeri, — han saa bare dette Ansigt, som forvandledes og forstenedes lidt efter lidt.

„Villum,“ sagde Capitainen. „Hører Du?“

Men Villum hørte ikke. Han gik frem fra Skyggen bag den høie Trappe; — som en Maanesyg gik han, — det sugede ham til sig dette Navn, som stod gnistrende paa Nattehimlen.

Hvad nyttede det at de talte til ham? Hvad nyttede det, at de forsøgte at holde ham tilbage. —

Henne fra Huset lød et Raab, — først var det en enkelt Stemme, saa fængede den videre og videre udover, tilsidst stod det i et eneste Kog udover Menneskemassen:

„Brudeparret frem!“

— Der var to sterke Hænder, som greb fat i Villum. „Slip mig,“ skreg han. Og han krængede sin svære Krop fremover, vred sig løs og sprang afsted, kroget mod Jorden for at de ikke skulde faa Øie paa, hvor han blev af.

For dette vilde han se!

Han borede sig ind der, hvor Menneskemassen stod tættest, — han pløiede sig Vei, stødte fra sig med Albuer og Arme, — lod dem skjælde, lod dem skrige, dem han stødte tilside og trampede ned.

For dette vilde han se.

Han vilde se, om det virkelig var hendes Ansigt, det han havde kjendt og elsket. Om det var hendes Smil, det som engang havde straalet imod ham.

Afveien her! Det var ham, som skulde frem! Afveien!

— Gjæsterne strømmede ud af Døren og ordnede sig i Grupper under de hvide Søiler. Hoho, for en broget og naragtig Forsamling! Hvor de var muntre, de hvide Tøiter og de spraglede Mandslinge! — Ah — den, som stod midt iblandt dem, ganske alene, og feiede dem tilside! Den, som stod der med disse to knyttede Næver; aa! det skulde være fort bestilt! Og der skulde ikke blive andet igjen al dem end en Haug Fiskeben og Pibestilker!

— Musiken stemte i en stadselig Bryllupsmarsch; — se der! nu ordnede Gjæsterne sig paa hver Side af Indgangsdøren. Nu løftede nogle Kavalerer Armene og raabte Vivat! Og Damerne neiede dybt, saa Skjørterne brusede udover Kavalerernes Fødder!

„Hurra!“ skreg Mængden allerede paa Forhaand. „Hurra for Brudeparret!“

Og se — der kom de.

Som i Triumf kom de fra den oplyste Gang ud i det blaffende Fakkelskin.

Villum saa bare saavidt, at Brudgommen var en snurrig, smilende liden Tyksak, guldbroderet fra øverst til nederst.

Men Emerentze!

Hvor hvid hun var i det røde Fakkelskin! Hvid var Silken og hvide var alle de Blomster, hun bar. Og forunderlig hvidt var hendes Ansigt under den høie hvide Paryk. —

Nu smilte hun til sin Brudgom og saa ham ind i Øinene.

Aa Gud — der jog en Smerte gjennem Villum, en Smerte, som ikke var til at holde ud. For han syntes, han kjendte Smilet igjen — det var det samme svimlende Lykkesmil, han engang havde seet.

Og Øinene var salige — ja, de var bristende af Salighed.

„Emerentze!“ skreg Villum — han var ganske sansesløs — „Emerentze!“

Men Skriget druknede ganske i Mængdens Jubel; — nu lagde ingen mere Mærke til, at han væltede sig frem gjennem Rækkerne. —

Der glødede en rød Glans foran hans Øine, — „Emerentze“ — skreg han.

— Der var de to sterke Næver fra før, som havde fundet ham, og som greb fat i ham i en.

For Djævelen! Afveien!

Han slog om sig iblinde; han rammede v. Knarren i Øiet, saa han slap Taget, han stødte Bassen Brause i Brystet, saa han vinglede overende.

Villum tumlede Videre, — han vidste ikke om nogenting Bag en dunkelrød Taage skimtede han Menneskene derhenne og den høie hvide Kvindeskikkelse, — nu vaklede den, — nu rømte alle de spraglede Gjæster indad Døren! Men haha! hvad hjalp det om de rømte, — for Djævelen! Nu skulde nogen dø! Om han saa skulde slaa sig Vei gjennem Dør og Vægge, nu skulde visselig nogen dø! — —

Da mørknede det med et for Villums Øine. Han sjanglede tilside — rammet af v. Knarrens vældige Næve.

Villum holdt paa at falde overende; men i det samme følte han sig støttet af to sterke Arme, og han hørte v. Knarrens strenge Kommandorøst:

„Rank op, Kamerat!“

Og Soldat, som han var, lystrede han uvilkaarlig og øieblikkelig. Halvt bedøvet marscherede han afsted didhen, hvor hans Venner førte ham.