Krøniken om Hr. Villum/3

Hvordan var det saa egentlig gaaet til, dette gaadefulde og forfærdelige? Dette som Generationer siden grublede over uden at finde Forklaring? Dette, som knugede den ættestolte Vesterhusbonde helt under og tilsidst lagde hele hans Livs Værk øde? — —

En Vaaraften — saa fortalte Sagnet — en lys vidunderlig Vaaraften — stille og fin og mild — med lys Røg henover Grøemarken og Sølvslør mellem de unge Kviste — slig en Kvæld kom der kjørende en Karosse opover Veien til Vesterhus. Der sad to unge Mennesker i Vognen, en Mand og en Kvinde, og Kjørekaren, som agede bagpaa, havde længe forundret sig over de to; for ikke vexlede de et Ord, saa lang Dagen var. Men da Kvælden kom med slig lys og vidunderlig Fred og Lykke over Jorden, da satte pludselig den unge Kvinde sig til at græde. Hun støttede Hovedet i Hænderne og bare græd. Det var, som om selve denne Vaarens unge Forventning over Alverden var det, hun mindst af alt kunde bære.

Hun hulkede længe og saa høit, at det kunde høres vidt udover. Folk de mødte, stansede op og hilste Herren, som sad i Vognen; men hun vørede ingenting. Hun hulkede, saa det hørtes langt udover i Vaarkvælden.

Og Folk forundrede sig saare; slig var ingen kommen kjørende ind i Bygden før. Hvad var det for en Sorg, som var saa tung, at den ikke kunde bæres tyst for Verden ialfald, tænkte disse Folk. —

— Slig Uhygge stod der af denne Kvindehulken i den lyse Kvæld, at Folk senere ikke glemte den. Selv efter at hin ulykkelige Kvinde forlængst var Stedet til Hvile, huskedes denne saare Graad. Og naar der senere kom slig en lin og stille Kvæld om Vaaren, saa kaldtes det altid „Salig Fruens Velkomst“. — —

Men, siger ogsaa Sagnet, Manden, som sad ved Siden, han tiede ganske stille. Han lod hende bare græde. Han søgte ikke at trøste hende med milde Ord eller ved at tage hendes stakkels Haand mellem begge sine. Han stirrede ret frem for sig; hans Ansigt var graat og forgræmmet; undertiden slikkede han sig om de smale tørre Læber. Og der flakkede op i hans Øine en dunkel og rasende Glød.

Men taus sad han, ret op og ned i Vognen, og lod hende græde og sagde intet. Da de kom til Vesterhus, stod Gubben barhodet i det store rødmalte Bislag. Han var en gjæstfri Mand; naar der kom Veifarende til hans Gaard, pleiede han altid at staa der for at ønske Velkommen tilgaards, — det var gammel Sæd her paa Vesterhus, og naar han var hjemme, turde ingen vise sig for at tage imod de Reisende, forinden Gubben selv havde hilset dem velkommen.

Derfor stod han ogsaa nu paa Stenpallen foran det røde Bislag, men da han fik se, hvem den Reisende var, som ikvæld kom tilgaards, skreg han i, den gamle, og tog sig for med Næven i Bislagstolpen.

Lieutenant Villum gik lige hen til sin Fader og sagde nogle uhørlige Ord til ham. Saa gik Fader og Søn ind i Huset, og ingen saa dem nu paa over en Time. —

I hele denne Tid sad den unge Dame i Karossen. Nu græd hun ikke længer. Hun sad i Vognhjørnet som forstenet. Hun havde slaaet et tæt Slør foran sit Ansigt, forat ikke de mange nysgjerrige Øine, som gloede paa hende fra mange Vinduer, skulde faa granske hendes Træk eller Miner. —

Langt om længe kom der et gammelt Fruentimmer og bad Damen gaa ind. Ganske mekanisk adlød hun. De fulgtes ad henimod en Sidebygning. Damen gik med Besvær henad det stensatte Tun. Engang vendte hun sig, trak Sløret fra Ansigtet og saa sig om — betragtede de mange underlige brunbarkede Huse — de fleste var næsten sorte af Ælde. Paa Tagene groede høit Græs; etsteds stod der et helt Bjerketræ og viftede nysprunget paa en Laavemøne; i Bjerken sad der en Stær og trillede sin blanke Tone ud i Kvælden.

Da bøiede den fremmede Dame sit Hoved og trak atter Sløret foran sit Ansigt.

— Saa gik hun ind i den mørke Forstue. —

— Den Kvæld gik Vesterhusgubben tidlig tilsengs, og siden den Dag vilde han ikke mere staa op. — Lieutenanten gik alene ud i Skauen, og der blev han gaaende hele Natten. — I den Tid som nu kom, var han sjelden hjemme paa Gaarden; han for videnom paa Fjeldene, sov i Fælæger eller under aaben Himmel, liskede og skjød, hvad han behøvede til Livets Ophold, levede kortsagt som den værste Fant. Folk ligte ikke at møde ham i Fjeldet; ingen kunde vide, hvad der gik af ham — snart blev han saa svart og fæl som den værste Tater, Haar og Skjæg lod han gro; nei, han var saavidt ikke godslig at møde i Fjeldet.

Den fremmede Dame var der ingen, som vidste noget om — uden det gamle Menneske, som havde fulgt hende ind i hendes Værelse, da hun kom. Og det var ikke stort, den gamle Kone kunde fortælle. — Hver Morgen kom hun med Morgendrikke og stellede hendes Værelse i al Nødtørftighed. Senere paa Dagen bragte hun Mad to Gange; men aldrig talte de sammen. Damen sad altid ved Vinduet; hun vendte Ansigtet bort og saa ud, saalænge Konen var i Værelset. Men tittede den Gamle efter i Vinduet, naar hun gik derfra, var der ikke nogen der mere.

— Bygden spurgte og grov. Saameget fik de vide, at Lieutenanten var jaget af Kongens Tjeneste, og at Damen var med Barn. Der fortaltes vilde Historier om at det var Kongens egen Datter, Lieutenanten var kommet for nær. Andre forsikrede igjen, at det var med Kongen selv eller med en af Prinserne, Damen skulde have Barnet, og derfor var hun forvist herop, og saa havde de sendt Lieutenanten med, for at det skulde se ud, som om det var ham, der havde forsyndet sig.

Men hvilken Version man end fandt paa, saa var den lige lidet tilfredsstillende. Ingen kunde igrunden forklare, hvorfor disse Mennesker paa Vesterhus pludselig var blevne saa ulykkelige og saa liendtlige mod alt og alle.

— Sommeren gik og Høsten kom. I Slutten af Oktober fødte Damen en Gut. — Nu skulde man have troet, at dette vilde blive hende til Trøst i hendes store Sorg; men det blev langtfra saa. — Hun følte tværtimod Rædsel for dette Barn. Hun vilde ikke se det, endsige amme det. — Ingen i Bygden havde hørt tale om, at dette nogensinde før var hændt med nogen Kvinde. — Det var imod al Naturens Orden og mod Guds egen Befaling.

— Fra nu af stod der en stor Uhygge ud fra Vesterhusgaarden. Det var slut med Selskaber og Julegilder, slut med Slædefærder og Lystighed. Kom der en sjelden Gang en Fremmed tilgaards, stod ikke længer Vesterhusgubben foran Bislaget for at ønske Velkommen. Øde og mørk laa Gaarden og rugede over sine Gaader og sin dulgte Ulykke.

— Den eneste Gang, Folk havde seet Lieutenanten og hans Frue sammen, var da Barnet skulde til Daaben. Den Dag var Lieutenanten i fuld Uniform; den svarte, bustede Skaukar var vasket og klippet og stelt; igjen var han den unge elegante Officer med Uniformen som støbt over de sterke Lemmer.

Og Fruen bruste af Silke og Kniplinger; hun bar en høi hvid Paryk paa Hovedet, og paa hvert Kind havde hun en sort Skjønhedsplet. Rank og fomem skred hun nedover Gulvet i den lille Bygdekirke. Hendes Ansigt var skjønt, men stenhaardt. Hun saa ingen. Provsten selv forrettede; han bukkede dybt for hende uden at hun rørte paa sit Hoved. Og da Lieutenanten bød hende sin Arm forat føre hende ud af Kirken, gik hun uden Videre fra ham — høi og ligegyldig. —

Hun saa ud, som hun nu var isnet tværs igjennem; der var ikke saa meget som en varm Taare igjen i hendes Hjerte. —

— Vesterhusgubben var ikke tilstede ved Daaben; han havde ikke forladt sin Seng, siden den Kvæld, Sønnen vendte hjem. Der fortaltes, at hans Haar og Skjæg var blevet ganske snehvidt. Han var blevet en Olding, hans sterke Tænder faldt ud af Kjæverne. Tilslut blev han saa mager, at han bare saa ud som et lidet Kræg mellem Puderne. Men stundom om Nætterne kunde han blive urolig; han vilde saa bestemt op og slaa istykker det store Speil i Storstuen, sagde han. — Saa da maatte ofte etpar Mand til for at holde ham i Dynerne. — Men naar Morgenen kom, faldt han tilro, og efter hvert saadant Anfald blev han svagere og ligesom mindre. — Ved Nytaarstid døde han. — Da kom en hel Folkeskare fra nær og fjern for at følge Vesterhusgubben til Jorden. Han havde jo været som en Konge, og tiltrods for at der var mange, som havde hadet ham for hans Rigdom og hans Pragtsyge, saa ynkedes alle over ham nu, da de saa, at hans Hovmod havde straffet sig saa haardt. Thi alle forstod, at det var Sønnens Skjæbne, som havde græmmet Vesterhusgubben tildøde. —

— Lieutenanten fulgte sin Fader til Jorden; men hans Frue var der ingen, som saa. — Men det var jo bare som man kunde vente af hende. —

Det blev et traurigt Gravøl; vel stod der duget i mange Stuer, og der manglede hverken paa Mad eller Drikke; men der var alligevel ingen, som havde Lyst til at give sig til paa Gaarden. — Ja, det var sagtens anderledes end i gammel Tid, da der turedes paa Vesterhus baade i tre og i sex Døgn, hvad enten der var Bryllup, Barsel eller Jordefærd. — Men dengang var Vesterhus rigtignok ogsaa en anden Gaard end nu. — Da hørte Vesterhusfolket til blandt Bønderne; nu var de blevne fremmede. — Denne Villum von Westerhuus, som stoltserede omkring blandt dem i sin røde Uniform og med klirrende Sporer, han var ikke længer en af deres. Ikke for det — han hørte heller ikke til blandt Herremændene, lod det til; for de holdt sig nu mest borte fra dette Gravøl, og det uagtet det saamen ikke var lange Tider, siden de havde været Gjæster her i flokkevis — ofte Uger ad Gangen. — Nu var det bare nogle af Stodderne, som meldte sig, og de blev der ikke længer end Bønderne; Lieutenantens bistre Mine bad saamen ingen om at stanse op længer end Sømmelighed paabød.

— Derfor laa alle Vesterhusgaardens Vinduer mørke og slukkede allerede samme Aften, som Begravelsen havde fundet Sted.

— Men rundt i Bygden lyste det ud i Vinternatten fra hvert eneste Hus. — Gjæsterne, som var kommet langveis fra til Gravøllet, var taget ind hos Frænder og Kjendinger der paa Egnen, og nu snakkedes der i alle Stuer kun om den ene Ting: Hvordan skulde det nu komme til at gaa paa Vesterhus?

— Nytaarsdag drog Lieutenanten fra Bygden. Han kjørte selv i den store Karosse; men bagefter kom tre Slæder, og paa dem alle stod der tunge Kasser og Kister. Og der hviskedes om, at baade Kasserne og Kisterne var fulde af Vesterhusgubbens Penge og Kostbarheder. — Saa det var ligt sig at Lieutenanten agtede sig paa Langfart nu; skjønt han havde saavist ikke sagt nogen et Ord om hvad eller hvor.

— Hans Frue blev igjen. Hun boede i det Rum, hvor hun var blevet vist hen, dengang hun kom, og hvor hun havde født den Søn, som hun fremdeles ikke vilde se. — Han havde faaet en Amme fra en Heigaard østerpaa. Og Ammen var et muntert og frodigt Menneske; naar det var Solskin, kom hun ofte dragende paa Kjælke med Gutten. — Og da kan man nok forstaa, at hele Bygden skulde hen og se paa Barnet. — Det var en sterk Plugg af en Gut. Svart Haar havde han og svarte øine, der havde et gløgt Udtryk saa liden han end var. Han lignede paa Vesterhusfolket, det kunde hvermand se; saa nu vidste man det; men derfor blev ikke Forholdet mellem hans Forældre mindre hemmelighedsfuldt, — især nu da Far hans var reist paa Langfærd.

Villum Vesterhus var han døbt som sine Fædre. Hans Amme sagde, hun holdt af ham, som skulde han have været hendes eget Barn; efterhaanden begyndte alle Folk i Bygden at synes at de ligesom ogsaa havde Godhed for Gutten. Thi han var den sidste af Vesterhusfolket, som i urgamle Tider havde hørt til der i Bygden. Og han var forladt af sine egne; derfor var det, som de alle syntes, de fik slutte sig sammen om ham og beskytte ham. — —

— — Lieutenant v. Westerhuus blev borte i etpar Aar uden at nogen hørte fra ham. Imidlertid skjøttede Gaarden sig selv. Foreløbig gik dette ikke saa galt, som man havde Grund til at vente; — Vesterhusgubbens strenge Aand hvilede endnu over hans Tjenestefolk, og desuden kunde man jo hver Dag vente, at Sønnen kunde dukke op, saa hver Mand gjorde sin Pligt — ialfald saa nogenlunde.

— Men saa kom der pludselig Bud om, at et af de største og værdifuldeste Underbrug under Vesterhus skulde sælges — strax og til hvilkensomhelst Pris. —

— Dette: at nogen af Vesterhusfolket solgte unna i Huj og Hast, dette var noget saa ganske ubegribeligt. Saalangt tilbage Sagnet gik, havde de Karene bare kjøbt; men var der først kommet Jord i deres Eie, var den ikke mere at faa tilbage, — ikke for nogen Pris. — Men nu, da der solgtes jord fra Vesterhus, nu gik det visselig nedover med Ætten. Og det var ikke at undres paa; ingen var der til at tage vare paa Gaarden; — Odelsmanden drev omkring udenvælts og forbrugte sit Gods, saa det var en Skam at vide om, og herhjemme maatte det jo gaa galt, naar der ingen var til at se efter.

— Efter dette første Salg fulgte snart et, snart et andet; jo jo, nu gik det strygende nedover! De gamle Tjenere paa Vesterhus begyndte at flytte sin Vei; de vilde ikke se paa denne Elendighed. Og de nye, som kom til, kjendte ikke Vestergubbens strenge Aand, men tog for sig af det Gods, som næsten syntes at være herreløst. —

— Der var mange, som undrede sig over, at Fruen ikke reiste bort nu, da der syntes at være saa skjellig Grund for hende til at vende tilbage did, hvorfra hun var kommen, og hvor hun hørte til.

Men hun blev, hvor hun var. Maaske ønskede hun mindst af alt at vende tilbage did, hvorfra hun var kommen, — maaske hørte hun ikke til noget Sted mere.

Undertiden saa man hende paa Veien — især i sene Sommerkvælder, naar der var faa, som færdedes ude. Hun gik altid alene og bar-hodet. Hun havde et tyndt hvidt Silkesjal svøbt om Bryst og Ryg; altid gik hun med bøiet Nakke og med Skuldrene trukket høit op, som om hun frøs. — En Tjenestepige fulgte hende; men hun maatte gaa langt bagefter sin Frue, — bare være ved Haanden om hun skulde ønske noget.

Der fortaltes, at Fruen havde været sygelig i den senere Tid. Hun saa ogsaa bøiet og visnet ud. Hun gik langsomt, Skridt for Skridt, som voldte hver Bevægelse hende stor Pine.

Provsten havde etpar Gange været hos hende for at tale Guds Ord til hende; og det kunde nok trænges; thi hver Søndag stod Vesterhusfolkets Kirkestol tom, og hun havde ikke søgt Guds Bord en eneste Gang, siden hun kom hid. Ja, hun var visselig en stor Synderinde, som kunde trænge baade Advarsel og Formaning.

Men Provsten gik altid forgjæves. Han blev nægtet Adgang hver Gang, han søgte hende. Og tilsidst gav han alt op. Og der var ingen andre i Bygden, som følte nogen Lyst eller Pligt til at søge Fruen paa Vesterhus. —

— Fem Aar efterat Lieutenanten var reist bort, dukkede han pludselig op igjen paa Gaarden.

Der blev en svare Opstandelse; fire af Tjenerne stak paa Skauen, saa fort at de glemte baade Kister og Helgedagsklær. Saa svart var deres Samvittighed. Da Lieutenanten fik høre det, lo han bare og gjorde ingenting mere ved den Sag, tiltrods for at mange mente, de utro Tjenere burde sættes efter af Lensmand; for nu vidste pludselig alle, hvor skamløst de havde beriget sig. Lieutenanten sagde bare: „I ere Kjuer tilhobe!“ og lo igjen.

Han havde forandret sig meget siden sidst, havde Lieutenanten. Svær af Krop var han blevet, og tyk og rød i Ansigtet. Og han, som før havde været saa stillefarende af sig, han brølede nu høit og lydt som en rigtig Basse og bandede som en Tysker. Og da han skulde gaa indad Bislaget og en af Tjenerne stod og maabede af Forundring og derfor ikke kom sig fort nok tilside, sparkede Lieutenanten ham i Lysken, saa Manden fik Mén deraf i lange Tider bagefter.

Udpaa Eftermiddagen gik han ind til sin Frue; — man hørte hans Stemme buldre derinde længe, — pludselig blev den til et eneste rødt Raut; man hørte Næveslag i Bordet og Knas af Træværk, som gik isønder. — Strax efter kom han tilbage fra hende, satte sig i Storstuen og lod bære ind Mad, Øl og Brændevin.

Nu aad han meget og længe og drak uhyre dertil. Efterhaanden som Rusen steg, tog han paa at snakke høit med sig selv, bande og le og slaa Ølkanden tungt i Bordet.

Under dette sendte Fruen Bud efter Hest og Vogn; — hun vilde afsted strax. Men ingen turde sæle paa uden først at have spurgt Lieutenanten om Lov, og der var heller ikke nogen, som havde Mod paa at snakke til ham, slig som han nu var.

Først da Fruen bød to Daler til den, der vilde gaa ind til ham, var der en ung Vovehals, som gløttede paa Døren ind til Lieutenanten, men holdt Haanden paa Klinken for at kunne smette ud igjen, om det skulde være fornødent. — Da han havde fremført sit Ærinde, blev Lieutenanten først blikkende stille og stirrede dumt paa Gutten. Saa slog han op en fæl Latter og bød med mange ugudelige Eder baade ham selv og Fruen og allesammen at galopere til det rygende Helvede, — og i samme Nu suste den tunge Tinkande mod Døren, saa baade Laag og Hauk røg af Kanden, og det var bare saavidt Gutten bergede sig ud i Forstuen.

— Efter dette blev Lieutenanten endnu mere høirøstet; han sang nogle gemene tyske Soldaterviser med drukken grødet Røst; — saa morede han sig en Stund med at knuse alt Stentøi, der stod paa Bordet, mod Bilæggerovnen, og da der ikke var mere Stentøi at knuse, fandt han paa at kaste med Tomflasker paa det guldindrammede Speil, som Vesterhusgubben havde indkjøbt til hin Glædesfest, da hans Søn vendte hjem fra Kjøbenhavn som nystrøgen Lieutenant.

Tilslut laa Gulvet bestrøet med Glasskaar og Splinter af Tin og Stentøi; han saa sig om efter mere, som kunde ødelægges; men saa faldt det ham pludselig ind, at nu — i denne Stund — reiste hans Frue fra Gaarden, og at han selv var den, som i Ørske havde sendt hende bort.

Men nei! gauled han, nei nei! og lagde Næven i Bordet igjen, saa Blodet sprat mellem Glasskaarene.

Han ravede afsted gjennem Stuerne, sparkede en stængt Dør op, saa den dinglede paa det øverste Hængsel, snubled ned af et Trin, tumled paa Hovedet i Gulvet, men reiste sig op igjen — blodig og endda olmere end før. —

Dræbes skulde hun, for Djævelen! Dræbes skulde hun i denne Kvæld, ud af Huset skulde hun, min Sæl! Men ikke levende skulde hun ud, haha! ikke levende, haha! saavist han var et Svin og en forbandet Hund, som ikke mere fik bære Kongens Klæder — og saavist det var hendes Skyld, at han var blevet den Hundsvot, han var. Haj! Dræbes skulde hun — —

Men da han naaede frem til Sidefløien, hvor hendes Værelse laa, da var det tomt. Han kunde se, der var ryddet i al Hast; — Læddiker og Klæder laa hulter til bulter, — i det aabne Vindu stod der tilbage en Christi-Blodsdraaber dryssende fuld af Blomster og tegnede sig skjøn og fredelig mod Kvældshimlen; — han sparkede til den med sin Støvle, saa den fløi ud af Karmen og dryssede mod Jorden — Potteskaar, Jord og Blomster hver sin Vei.

Saa gik han ud paa Gaardspladsen. Han vilde efter hende! I denne Stund vilde han efter hende. Han skreg paa Tjenerne.

Men de havde forlængst gjemt sig i sine Kroge; — ingen vovede sig frem til dette rasende Menneske. Han gik ind i Stalden, og fik med megen Møie løst en Ridehest og ledet den ud paa Tunet. Men han havde glemt Sæletøiet, og medens han ravede ind efter dette, sprang Hesten afsted udover alle Veier. Idetsamme kom en Malkepige hjem fra Marken, hun anede ingenting, hun havde været ude siden tidlig om Morgenen. Han røg mod hende, trev hende om Livet, bar hende over Gaarden og ind paa Fruens forladte Værelse.

De hørte hendes Skrig i Sommernatten; men alle sad der, de sad, skjælvende af Rædsel over alt, hvad denne forfærdelige Dag havde bragt. —

— Imidlertid kjørte Fruen i Karossen og Kusken slog paa Hestene; — de rendte afgaarde som om det var Livet det gjaldt. Fruen stod op i Vognen og stirrede nedover Veien; stadig ventede hun atse ham komme sprængende efter dem.

Men ét vidste hun sikkert, at tilbage vilde hun ikke.

Før vilde hun dø.

Ja før vilde hun dø.

Nu havde hun i disse Aar, han havde været borte, levet som i en Døs; men idag var hendes uudslukkelige Had vaagnet op igjen.

— Aa, det var egentlig skjønt at føle Blodet bølge heftigt gennem Aarerne, — dette var dog Livet, selv om det var det gamle rasende Had, som atter bragte Livet til at bruse, og selv om saa denne Brus maaske iaften skulde slukkes i Stilheden og det store Mørke. —

— Nu og da syntes hun tydelig, hun hørte Hovslag; da skreg hun til Kusken, og han svang den tunge Svøbe over Hestene, saa de steilede og Skummet drev over deres Lænder i hede Strømme. —

— Først over Midnat blev hun saa rolig, at hun turde sætte sig ned paa Vognens Hynder. Og for første Gang paa lange lange Aar følte hun en stor Fred gjennem hele sit Væsen. Ikke vidste hun, hvorhen Veien nu skulde gaa, ikke vidste hun, hvad Livet nu vilde bringe hende af nye Ulykker.

Men dette var ialfald forbi.

Aldrig skulde hun mere vaagne i det forbandede Værelse og se de forhadte Ruder og de fordømte Fjelde derude. Aldrig mere skulde hendes Fod træde paa det Gulv, som var hans Eiendom, aldrig mere modtage den mindste Smule af, hvad hans var! — Aa for en Lette! For en Lette! —

Hun lænede sig tilbage i Vognen, og endelig engang vovede hun at tænke tilbage paa det, som hendes Sind i al denne Tid havde veget ræd tilbage for at dvæle ved, fordi hun syntes hun maatte blive gal, hvis hun en eneste Gang gjennemgik disse forfærdelige Minder. — —

— — Hun saa sig som ung attenaarlg Pige — Hofdame hos Prinsessen, selv født blandt de første. — Hvor havde hun ikke følt sig lykkelig — som en ung hvid Hind, der en Sommermorgen springer afsted over skjønne solbeskinnede Marker. — Hvor havde hun ikke været omsværmet af Kavalerer! Hvormange Digte paa rosenfarvet Velin var ikke smuglet ind til hende i store Buketter af unge Roser! —

— Netop i denne Tid fuld af Lykke og bedaarende Ungdom var det, hun havde mødt sit Livs Skjæbne. — Det var en fremmed Diplomat; han var ikke helt ung mere; han var gift, men der sagdes, at han ikke var lykkelig i sit Ægteskab.

— Ak ja, det var Daarskab, at hendes Elskov netop skulde falde paa denne Mand. Hvordan var det skeet? Og hvorfor skulde det netop være ham? En indesluttet, ordknap, tungsindig Skikkelse; ganske ulig den Skare letsindige, glade og glitrende Junkere, som ellers omsværmede hende.

Akja — for en Daarskab; — men hvor denne Daarskab alligevel var jublende skjøn!

Hendes Elskov luede op som en Brand i en stor Skog; snart var hendes Sjæl og Legeme som omspændt af Flammer. — Hun saa ingen Udvei; — de raste om hende paa alle Kanter, og det, som gjorde dem saa blodigt røde, var netop dette, at hun aldrig kunde blive andet for ham end hans Veninde. —

— Naar hun nu sad i Vognen og tænkte tilbage, da glødede Trodsen opi hende, og hun sagde til sig selv: Hvorfor ikke hans Elskerinde?

Kunde kanske hun for, at det var en gift Mand, hun var kommet til at elske? Hvor jublende vilde hun ikke have skjænket ham sin Ungdom, sin Skjønhed, sin Uskyld! Og selv om Skammen og Ulykken var kommet over hende — aa, for hans Skyld! for hans Skyld! Hvor glad havde hun ikke baaret altsammen! Hvor vilde hun ikke have elsket det Barn, som var hans Barn! Hvilken Rigdom vilde det ikke have været for hende! Og hvor lykkeligt Livet og Ensomheden vilde have været for hende, naar hun havde havt hans Barn diende ved sit Bryst!

Ak Gud! Ak Gud! Hvorfor blev hun ikke hans Elskerinde!

Og den Dag, da han forstod, hvilken uudslukkelig Lidenskab han havde tændt i hende — hvorfor tog han hende ikke da til Eie! Hun var jo hans; hun var jo bare hans; i alle sine Drømme, i alle sine Længsler, af hele sin brændende Sjæl! Ak hvorfor tog han da ikke al hendes Ungdom, som hun bød ham i Bøn og Jubel?

Men han trak sig tilbage fra hende. Strax efter reiste han langt bort.

Javist, kanhænde dette i Verdens Øine var rettelig handlet af ham. Og slig maatte han ogsaa handle slig som han var. Saa ædel og saa ridderlig, saa fin og saa tungsindig.

Men ak! hvorfor var han alligevel reist fra hende og ladet hende blive tilbage — saa fattig, saa fattig! Uden et Ord var han reist; ikke et Minde havde han givet hende at leve videre paa.

Ak, hvordan kunde han nænne at være saa ædel og at handle saa grusomt. —

Og saa —!

Kunde hun nøies med at leve videre som før, glæde sig ved de samme smaa Glæder som før — hun, som hver Dag fortæredes af den usalige Længsel og martredes af den haabløse, haabløse Sorg!

Hvor Livet var blevet hende ligegyldigt! Hvor hun selv var blevet hende ligegyldig! Hvad skulde hun nu med sin Ungdom, sin Skjønhed, sin Uskyld, nu, naar hun ikke mere havde ham at skjænke alt til? Og naar han havde forsmaaet al den Ømhed, hun havde villet skjænke ham, hvad var da altsammen værd? Hvad var hele Livet værd?

Nei, nu kunde det drive hende did, det selv lysted. —

Hendes vilde Sorg gav hende en ny og egen Skjønhed. Der kom over hende en farlig og eggende Lystighed; hendes Væsen fik en stolt og haanlig Dristighed, som tændte Mændenes Øine og gjorde deres Tanker graadige. —

— I denne Tid var det, at hun en Aften traf en ung Vildstyring af Nordmand, og hun saa med en svag Nysgjerrighed, at hun fra første Stund af gjorde Mennesket ganske forrykt. — Det morede hende paa en Maade at se, hvordan hun virkede paa dette „Naturbarn“, som hun kaldte ham. Han lagde nemlig ingen Skjul paa sin ganske naragtige Forliebelse; han gjorde sig rolig til Latter for hele Selskabet, og veg ikke fra hendes Side hele Aftenen, uagtet hun forhaanede ham lige op i hans Ansigt.

Hvad brød han sig om det?

Hun kunde slet ikke blive ham kvit; da hun kjørte hjem stod han paa Trinet udenfor hendes Vogndør i sin tynde Selskabsdragt, bare for at kunne faa Anledning til at aabne Døren for hende og knæle i Sneen for hendes Fod og kysse Kanten paa hendes Kaabe.

Han var ganske vild efter hende, — og saa —!

Ja, hvad vidste hun? Saa ligegyldig hun var med alt sit —; hun lod det ske. — Hvorfor ikke? Hvorfor ikke netop han, som hun paa Bunden af sit Hjerte foragtede som et grovt og grimt Bondedyr — hvorfor ikke netop han?

Hun fornedrede sig selv; hun skjænkede det skjønneste hun eiede til en uværdig; — men hvad saa? Hvad var det værd altsammen nu?

— Snart blev hun kjed af hans afsindige Tilbedelse; hun vilde jage ham bort, men han kom igjen. Hun krænkede ham paa alle Maader og i andres Nærvær; det gjorde ham bare vildere af Længsel og Lidenskab.

Og Gang paa Gang lod hun sig overmande — og nød selv sin Fornedrelse.

— Indtil hun pludselig kom til Besindelse — —

Hun forstod, at hendes grænseløse Letsindighed havde hævnet sig, — ja ved Gud i Himlen! Hun forstod, at hun skulde have et Barn med dette Menneske!

Hendes første Indskydelse var at tage Livet af sig. Det forekom hende saa selvfølgeligt, at Døden nu var det eneste.

Men da det kom til Stykket, turde hun ikke. Til hendes Forfærdelse viste det sig Gang paa Gang, at i det afgjørende Øieblik — da mistede hun Modet.

Hun blev grebet af Rædsel; hvad ialverden skulde hun gjøre? Var der da ingen som vilde hjælpe hende — naar hun selv ikke kunde?

Hun gik i Ørske til sin Fader, — en galant Hofmand, en høi Officer, klog og indflydelsesrig — han maatte da kunne finde en Udvei — hun vidste, han havde ordnet mange Affærer stilt og diskret, naar der var nogen af Selskabet, som var kommet i Uleilighed.

— Han maatte da ogsaa kunne hjælpe sin egen Datter.

Men da han hørte, hvem Forføreren var, da var det forbi med hans Galanteri. Bondedrengen! Havde hun indladt sig med det Dyr, da skulde hun ud af hans Hus!

— Kanhænde han ikke havde ment det saa alvorligt med alle sine haarde Ord; kanhænde han ialfald vilde have foretrukket alt fremfor en saa hæslige Skandale som denne; — men før han fik tænkt sig om, havde hun taget ham paa Ordet og var rømt ud paa Landet. Saa skjælvende angst var hun blevet; hun kunde slet ikke tænke paa Redning mere. —

Hendes Flugt gjorde Faderen endnu mere forbitret; nu var der for ham bare ét at tænke paa: Hevn! Den Knægt skulde ud af Arméen; den Skam skulde han lide! Og ud af Hæren kom han — og hans Afsked var saa vanærende som den kunde blive. Det sørgede den galante Hofmand for. —

— Villum søgte hende op, der hvor hun havde gjemt sig; — hun skreg da hun saa ham, — skreg af Væmmelse og Raseri. Han bad hende saa mildt og mindeligt om, at hun vilde gifte sig med ham.

Hun overdængede ham med Skjældsord og med de infameste Fornærmelser. Hun viste ham Døren, hun jagede ham.

— Nu fik hun erfare, hvad det var at være alene. At finde alle Døre stængte, at føle sig jaget som et urent Dyr, at leve saa kummerligt som det fattigste Fruentimmer.

— Nu fik hun erfare det —

Hvad skulde hun vælge —? Ægteskabet med den Mand, hun hadede til Døden, eller Skjændselen i Ensomhed og Armod. —

Tilsidst lod hun sig vie til Villum.

Men hun svor med sig selv, at nu var hendes Tur kommet til at tage Hevn; han skulde komme til at faa føle hendes Had, saalænge hun kunde udfinde et ondt Ord; og hun havde et Væld af Ondskab i sit Hjerte.

Saa reiste de til Vesterhus.

Og i Ensomheden deroppe havde hun forhærdet sit Hjerte fra Dag til Dag. Hun havde opdraget sig selv til ogsaa at hade det Barn, som hun skulde føde — fordi det var hans Barn. Ja, hun opdrog sig selv, fordi hun var ængstelig for, at hun kanske skulde kunne mildnes i sit Sind, naar hun hørte det første spæde Skrig — —

Men hun hørte dette Skrig uden at der rørte sig i hendes Sind andet end en vild Fortvivlelse over, at det ikke var en andens Barn, hun havde bragt til Verden.

Men dette Barn, som var Kjød af hans Kjød og Blod af hans forhadte Blod — det sendte hun fra sig og vilde ikke se det siden. —

— Og nu iaften, naar hun sad i Karossen og reiste bort fra det Liv, hun havde slæbt sig igjennem i fem pinefulde Aar, nu saa hun fremfor sig med store øde Øine. —

Nu kunde de gjøre med hende, hvad de vilde. Det kom hende ikke mere ved.

Saa forfærdeligt som det havde været, kunde det ialfald ikke blive.

Hun følte sig som en fordømt Sjæl, der flygtede ud fra Helvede og afsted ud i det store Intet.