Krøniken om Hr. Villum/7

„Hun ser ud i sit Ansigt som Kokkepigerne udi Brabant,“ havde Capitainen sagt om Frøken Emerentze, da hun havde vist sig ganske uimodtagelig for hans bastante Kurmageri.

Vistnok havde han faa Dage iforveien udtalt noget helt andet. Da havde han nemlig paastaaet, at hun grangivelig lignede et Madonnahoved, han engang havde seet udi Amsterdam, og naar Capitainen talte om hint Madonnahoved (hvilket hændte hver Gang han blev forelsket paany), blev han meget høitravende og poetisk. Kinder og Pande var som udaf Alabaster, men eiede dog en varm og let gylden Glans — men om denne Alabasterpande laa to tunge blankbrune Broncefletninger. Madonnaens Mund var stor og heftigt rød og halvaaben, som om den aandede; men Øinene var det mærkeligste af det hele; thi skjønt Øienlaagene næsten var helt tillukkede, saa havde man dog en besynderlig Fornemmelse af at hun saa paa en i Hemmelighed. Hun saa paa en gjennem Øienvipperne; men hvis hun en Dag vilde aabne begge disse store Øienlaag, da Vorherre bevare den, som rammedes af deres brune og gyldne og svimlende Straaleglans. —

— Paa en Maade havde Capitainen Ret begge Gange; for Frøken Emerentzes Udseende var ligesaa vexlende som hendes Væsen, og hendes Ansigt kunde skifte Præg ligesaa snart som hendes Humør.

Hendes Skikkelse maa vel nærmest kaldes høi og slank og af udpræget Race; men ingenlunde af den spæde blodløse og langnæsede Myndetype, som hine Tider ansaa for at være i særlig Grad aristokratisk. — Der var noget tæt og hedt over hele hendes Krop; hun gik paa Jorden, gjorde hun, hun svævede ingenlunde i Sfærerne. Hun bar sit lille kloge Hoved høit og modigt paa den frodige Hals; hun saa sig om og hun saa sig for med sine to muntre brune Øine; foreløbig havde disse Øine intet opdaget; — de var ikkun lystige eller uskikkelige eftersom Lunet bød.

Men man maatte sige til sig selv: Gud hjælpe hende den Dag da disse Øine bliver alvorlige, og vider sig ud og endelig ser. Og naar denne store heftige Mund aabner sig i Længsel og alle disse sterke hvide Tænder blottes under de blodrøde Læber. —

— Frøken Emerentze var en lidenskabelig Rytterske. Hendes kjæreste Adspredelse var at ride rundt omkring paa Stiene og Markerne i Byens Omegn. Og skjønt hendes Fader var meget streng og altid sterkt holdt paa, hvad der sømmede sig for en ung Dame af hendes Stand, kunde han dog ikke forbyde hende at tumle sig tilhest saameget hun vilde. — Herregud! han ansaa jo selv Opholdet i dette barbariske Land som en skrækkelig Forvisning; han følte det som en daglig Ulykke at maatte undvære sin kjære kjøbenhavnske Omgang og de Livsvaner, som fulgte med for den, der havde saa gode Forbindelser ved Hoffet som han.

Derfor kunde han godt forstaa, at det maatte falde hans Datter vanskeligt at finde sig tilrette heroppe; — hun var jo ung og havde ikke engang en Smule Arbeide at beskjæftige sig med. Hvorfor da ikke lade hende faa Lov til at dyrke den eneste virkelig standsmæssige Adspredelse som tilbød sig.

Det eneste, han havde imod, var at hun foretog disse Ture paa egen Haand. I Regelen lod han en af sine Oppassere ledsage hende, eller det hændte, at en af Garnisonens Lieutenanter fik Lov til at være hendes Kavaler. — Men hvis ingen af disse var forhaanden, havde hun undertiden redet alene — meget mod Oberstens Vilje. Man kunde ikke vide, hvad der kunde passere, og efterat hun sidste Pintseaften havde redet saa langt, at hun var kommet ganske paa Vildstraa og først var vendt hjem efter at det var begyndt at mørkne, havde hun maattet love ham dyrt og helligt, at hun for Fremtiden aldeles ikke skulde ride ud uden Ledsagelse.

Efterat Lieutenant Westerhuus var kommet til Byen, havde hun undertiden redet sammen med ham.

Obersten havde slet ikke ligt dette Følgeskab. Hun havde spurgt om Grunden; Lieutenant v. Westerhuus var en dygtig Ryt1er og havde erklæret sig villig til at følge hende, naar hun saa maatte behage.

Men Obersten havde svaret hende, at han intet herom kunde forklare. Hans Afstamning var ikke iorden, saa meget kunde han sige. Men forøvrigt hørte det til de Ting, man ikke kunde tale til en ung Dame om.

Obersten holdt meget paa Officersstandens Ære og Fornemhed; man skulde ingenlunde slippe ind i Korpset Personer, der ikke helt ud var værdige.

Men mere kunde han ikke sige herom.

Emerentze blev virkelig en Smule nysgjerrig; hvad ialverden kunde der være iveien med Lieutenanten? — Da han pludselig dukkede op i Byen, interesserede han hende forsaavidt som det unægtelig var et nyt Ansigt — til og med et vakkert og stolt Ansigt. — Der var afgjort Racepræg over hele hans Skikkelse; hvad kunde der da være at udsætte paa hans Afstamning — ialfald her, hvor man isandhed ikke maatte være kræsen i saa Maade.

Og desuden — hun havde allerede sit Liv paa det rene; det vidste hendes Fader ligesaa godt som hun selv.

Det var en gammel Aftale mellem Obersten og hans Ungdomsven Baron Alexis Barnekow til Brunkeby, at der skulde blive et Par af den unge Baron Nicolai og Emerentze. — Ideen var til Overflod forelagt for Parterne, og hverken Nicolai eller Emerentze havde havt noget at indvende mod Arrangementet. Dog var de blevne enige om, at det foreløbig ikke skulde omtales; de lange Forlovelser var ingenlunde standsmæssige, og Frøken Emerentze var kun nitten Aar og skulde blive hos sin Fader i de Par Forvisningens Aar, han maatte udholde i den latterlige norske Garnisonsby, og gjøre ham Livet nogenlunde udholdeligt i hans traurige Enkemandsensomhed. —

— Derfor gled Emerentzes glade brune Øine i ligegyldig Nysgjerrighed fra Mand til Mand — hun mente saavist ikke noget alvorligt med det. Hun søgte kun et Øiebliks Adspredelse, en Aftens behagelige Kurtise; hun vidste, at hendes Skjæbne var bestemt; hun skulde blive Baronesse Barnekow til Brunkeby og følte sig vel derved.

De Kavalerer, hun traf i den lille norske By, skulde heller ikke være farlige for hendes Hjertefred. Hun fandt dem alle tilhobe løierlige og yderst provinsielIe. — Den store tykke Capitaine v. Knarren, som strax var blevet forelsket i hende op over begge Ører og havde gjort den bastanteste og mest høirøstede Kur til hende, — han var jo ene og alene latterlig. — Hver Gang hun havde været sammen med ham og kom hjem til sin Fader, morede hun sig kostelig ved at efterligne hans martialske Manerer og hans buldrende Tale.

Tilsidst gik hun endog saa vidt, at hun ikke kunde holde Latteren tilbage, naar han var paa det allerbedste. — Men da slog ogsaa Capitainen sit Hjertes Dør ilaas med et Smeld. — I samme Nu var hun ryddet ud af hans Sjæl; thi vistnok havde han den høieste Veneration for hendes Skjønhed og hendes søde Smil; men han havde dog mare! endda høiere Veneration for Hr. Capitaine Ulrich Friederich Schousboe von Knarren!

Og naar den Mand havde sagt Farvel til en Forlibelse, var det fuldt Alvor; han vendte saavist ikke nogensinde tilbage.

Naaja — Frøken EmerentZe overstod jo det Tab; — skjønt det berøvede baade hendes Fader og hende selv mangen god Latter.

De øvrige Officerer i Garnisonen var der ikke synderlig ved; den forvænte Frøken fandt de allerfleste af dem keitede og kjedsommelige. Og udenfor Officerernes Kreds var der ingen unge Folk, som var et Blik værd.

Den eneste, som var nogenlunde acceptabel, var virkelig denne Lieutenant Westerhuus, som hendes Fader havde imod af en eller anden Grund. Det var rigtig kjedeligt; for det var en ganske net ung Mand. Hans Uniform sad upaaklagelig, han var en dygtig og dristig Rytter, og der var over hans Væsen en egen varm og mandig Ærbødighed, som gjorde at hun som Kvinde følte sig tryg i hans Nærhed. Han havde ogsaa en egen dæmpet og behagelig Klang i sin Stemme, som behagede hende; — hun syntes formelig at dette simple og bondeagtige norske Sprog klang ganske vakkert, naar han talte det.

Men mere var han heller ikke for hende; Obersten kunde være ganske tryg! Hendes Tanker søgte sandelig ikke til ham, naar han da ikke tilfældigvis var tilstede. — Denne sympatiske Uintereserethed omgav hende med et Panser af venlig Kulde; — og det var netop denne, som eggede Villum. Den gjorde hans Vilje endnu mere urokkelig.

Og saa underligt det kan høres, fandtes der — bagenom den Brutalitet, som en jernhaard Opdragelse havde givet ham — en stor Enfold og en urokkelig Tro paa den uafvendelige Skjæbne.

Og fra første Stund, han saa Frøken Emerentze v. Egekrantz hin Pintseaften ved Dyreskar, var han fast overbevist om, at hun var hans uafvendelige Skjæbne. — Ved Gud! hende skulde han vinde! Hende tørstede han efter; et helt Liv syntes ikke at være langt nok til at kunne slukke hans Tørst.

„Min gode Dreng,“ sagde Capitaine v. Knarren, da Villum betroede ham dette. „Tag det med Koldsindighed. Det samme har jeg selv sagt mangfoldige Gange; men se mig til om jeg ikke har sauveret mig indtil denne Dag. Tag det kun med Koldsindighed, min gode Dreng.“

Men det hjalp ikke, alt hvad v. Knarren prækede Der var saavist ingen Sentimentalitet i hans Sind; enhver saadan Blødagtighed havde Skjæbnen og Opdragelsen forlængst brændt bort.

Dét eneste vidste han dog med usvigelig Sikkerhed, at Emerentze v. Egekrantz for ham var Livet eller Døden.