Krandstale ved Restaurationen af Vor Frelsers Kirke i Christiania

Vort Spir er reist. Med gylden Top
det rager smukt mod Skyen op,
og nu den arbeidsvante Haand
har prydet det med Krands og Baand.
For Staden og den vide Egn
bevidner dette Glædestegn,
at hver en Mand, som tømred her,
har ogsaa havt sin GJerning kjær,
og gjort sin Del forsvarlig stærk
af Omhu for det hele Verk.
Betragt da Taarnet nu, hvor skjønt
det staaer med Pragt af Somrens Grønt,
og tænk, det bærer lige let
hvert Slag,som Stormen giver det.

Med Fryd vi hæved dette Taarn,
der var saa lavt og armt tilforn;
thi fast det er som om vor By
med SPiret her blev reist af Ny,

og fik først nu et Tegn, hvorved
det mindes om sit Samfunds Med.

I Klynger Byens Huse staae
med Glædeshal ved Kummersvraa,
med Glimmer under hævet Tag,
med Ringhed inden Dør og Fag,
med stille Skik, med travle Kaar,
med Liv, der skifter Aar for Aar.
Saa boe vi sammen i vor Stad
og spredes dog og skilles ad,
og derfor er Guds Helligdom
det Sted, vi alle samles om,
og kaldes i det samme Navn,
og holdes i en fælles Favn.
Det sande Liv i Sorg, i Fryd,
i husligt Verk, i Borgerdyd,
det sidste faste Samfundsbaand:
Alt dette eier Kirkens Aand,
Alt dette er en KRaft af Gud,
det sletter hver en Sondring ud,
og hæver Sjelens Øie blidt
fra Vandretidens tunge Skridt.

Et Herren Tempel skal da ei
i Ringhed stilles paa vor Vei,
og skjules af den travle Stad
i andre Huses Flok og Rad;

men som den Aand, hvis Navn der har,
er over Verden høi og klar,
og lader i sit Lys opgaae
Alt hvad vi her ved Aand forstaae,
saa skal og Templet for vor Sands
opsluge frit mod Himlens Glands,
og skinne for sin Menighed,
og skue paa hver Arne ned.

Saa reiser Herrens Hus sin Tind
til Vink for mangt et bøiet Sind,
og for de mange Blik, der let
vil bindes til en jordisk Plet,
saa stiger Kirken rolig, høi,
op over Stadens Færd og Støi,
og peger i det frie Rum
paa alle Tankers Hovedsum,
saa staaer den over Vang og Strand
og hilser hver en Vandringsmand,
der stunder til den nære By
og ser det Fredens Tegn i Sky,
hvorunder der er godt at boe
i Kjerlighed og Haab og Tro.

Vort Spir er reist med Lyst og Flid
i Aarets bedste Glædestid,
og lig en Væxt i Guds Natur
det steg i Skjønhed fra sin Mur.

Men derfor priser nu Enhver
den Mesters Haand, der hæved her,
som af den dyvbe Vinterblund,
det Liv, der laae i stivnet Grund.
Og naar hans Verk faaer Lov og Pris,
vor Tak vi bringe livervis
de gode, velerfarne Mænd,
der hjalp vor Flid og leded den,
saa Alting her til denne Dag
har vundet Mestrens Velbehag.

Til Ham, der kjender Støvets Hu,
vor varme Bøn vi hæve nu.
Han tage mildt fra Slægt til Slægt,
vor Kirke i sin Varetægt,
og give denne Helligdom
det Livets Liv, den vidner om!
Hvert Lysets Frø i Templets Ly
Hans Kraft beskjerme for vor By,
at den kan voxe rigt og trygt
i jordisk Flor og Herrens Frygt,
og sætte fri og aandig stærk
Fuldendelsen paa Fædres Verk!

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.