Krigen med Rusland
Det er ikke stort mere end halvandet Aarhundrede siden det russiske Rige først fremstod som en af Europas Stormagter. Rusland havde rigtignok længe før dette Tidspunkt været et stort Rige, men det havde kun sjelden og i ringe Grad havt nogen Indflydelse paa det øvrige Europas Skjebne.
Men i 1689 fremstod der en Hersker, Peter den Første, under hvis virksomme Herredømme Rusland ligesom medeet begyndte at optræde med Kraft og Myndighed i det europæiske Statssamfund. Efterverdenen har kaldt ham den Store, og dette Navn kan han nok fortjene, forsaavidt som han var den Første, som skjønnede, hvad der især stod i Vejen for Udviklingen af Ruslands Magt, og med ihærdig Kraft søgte at rydde disse Hindringer tilside. Han havde i sin første Ungdom ved Omgang med Udlændinger faaet Øjnene op for, at det nok aldrig vilde blive til Noget med hans store Riges Magt og Anseelse i Verden, saalænge Russerne ikke var stort mere end Vilde. At indføre europæisk Kultur i Rusland blev nu det første Maal for hans Stræben. Rigtignok stod det ikke synderlig vel til med hans egen Dannelse; ja han var i Grunden ligesaa raa som sine egne Undersaatter, men han var af Naturen begavet med overlegne Aandsevner og havde – hvad der jo ikke sjelden findes hos raa Mennesker – en Følelse af Civilisationens Værd, og denne Civilisation vilde han nu tugte sine Russer til at antage. Hvorledes han ogsaa ved virksommere Midler, ved Oprettelsen af Højskoler og Handelens Fremme, søgte at naa dette Maal, vedkommer os ikke her, endnu mindre, hvorledes han – ofte med den største Grumhed – tvang sine Russer til at antage en ydre Folkeskik; hvad der fornemmelig laa ham paa Hjerte, var at danne en efter europæisk Mønster indrettet Krigsmagt, hvorved han ikke alene indenlands kunde opretholde sit Voldherredømme – dette var en let Sag blandt en Nation, der ingenlunde er balstyrig – men ogsaa kunde maale sig med fremmede Magter. Han skaffede sig snart en Lejlighed dertil ved at yppe Krig med Sverrig, dengang Nordens mægtigste Stat. Den første Prøve faldt rigtignok uheldigt ud; thi Sverrigs store Krigerkonge, Karl den Tolvte, slog med sine otte tusind Svensker otti tusind Russer ved Narva; men Peters ihærdige Kraft lod sig ikke rokke derved; han havde Folk nok at lade slaa ihjel, og han havde Hjelp fra en Kant, hvorfra han mindst burde havt den: fra os selv og Danskerne. Vi var dengang slagne med Blindhed; vi anede ikke, at vi ved at hjelpe Rusland til at svække et Frændefolk bidrog til at nedbryde et Bolværk for vor egen Selvstændighed, og skaffede os et overvældigt Rige nærmere ind paa Livet. Og hertil skede nu det første Skridt. Karl den Tolvte faldt ved Fredrikshald 1718, og tre Aar senere maatte det udmattede Sverrig (ved Fredsslutningen i Nystad) afstaa til Rusland sine Besiddelser ved Østersøen syd for den finske Bugt. Saaledes lagde Peter den Store Grunden til Ruslands Sømagt. Og den Politik[1], som Peter havde grundlagt, fulgtes troligt af hans Efterfølgere; ved at vælte sig ind paa svagere Naboer og ved altid med stor Sluhed at benytte sig af Anledningen, hvor der var rørte Vande at fiske i, føjede Rusland det ene Landstrøg efter det andet til sine Besiddelser. Under Kejserinde Katharina den 2den blev det ved indre Splidagtighed svækkede Kongerige Polen ved et skjændigt Røveri, hvorved Rusland fik mere end Broderparten, deelt[2] mellem Rusland, Østerrig og Preussen; en Krig med Tyrkiet endte med at dette Rige (ved Fredsslutningen i Kutsjuk Kainardsji, 1774) maatte afstaa endeel Fæstninger og Strøg ved Kysten af det sorte Hav, og herved gjordes den første Begyndelse til Ruslands Sømagt i Syden. I Norden bragtes Peter den Stores Værk et Kjæmpeskridt videre ved Erhvervelsen af den gamle svenske Provins Finland, som Sverrig i 1809 maatte afstaa til Rusland. Derved fik det hele Østersøens Østkyst i sin Vold. Tre Aar senere maatte Tyrkiet afstaa saa store Landstrækninger, at Rusland derved kom i Besiddelse af hele det sorte Havs Nordkyst.
Saaledes seer vi i det første Tiaar af dette Aarhundrede Rusland opvoxet til et Rige, der strækker sig over næsten hele den østlige Halvdeel af Europa, fra Iishavets Kyster i Nord til Sortehavet i Syd, og i Vest fra Østersøen tvers over den nordlige Tredjedeel af Asien til det stille Hav. Dette Rige, det største paa Jorden, beboes af en Mængde forskjellige Folkestammer, hvoraf den største Deel endnu er ligesaa raa og uvidende som de var i de Dage, da det øvrige Europa neppe kjendte Rusland mere end af Navn. Af de 65 Millioner, som bebor Rusland, er henved 50 Millioner Trælle (Livegne), som ejes af sine Herremænd, og kan sælges og bankes som Kreaturer. Deres Religion er den græsk-katholske, der udmærker sig fremfor den romersk-katholske ved en endnu plumpere Overtro og Billeddyrkelse. Tsaren[3] forener i sin Person den højeste kirkelige og verdslige Myndighed; den russiske Almuesmand betragter ham som Guds egen Repræsentant, hvis Bud er hans eneste og højeste Lov. Saaledes anseer Russerne sig ogsaa for et af Gud særlig benaadet Folk, Rusland er for dem et helligt Rige; de øvrige Europæere er ikke stort bedre end Hedninger, Vantroende, som Tsarens Hærskarer er kaldede til at tugte og betvinge. Denne vilde Religiøsitet (Fanatisme) og trælsindede Underkastelse under Selvherskerens Vilje holdes oppe af Uvidenheden, thi der vaages med den største Strenghed over, at ingen Bøger, der kunde vække Folket til Eftertanke over dets Stilling og Ret som Mennesker, slipper ind i Landet eller trykkes der; ingen Rus tør rejse udenlands uden Kejserens Tilladelse, og Udlændinger, som opholder sig i Rusland, staar under den strengeste Opsigt af Politiet, der i Stilhed vogter paa deres Tale og Handling. Af hiin mørke Tro paa Ruslands guddommelige Kald kan vi ogsaa forklare os, hvorledes det gaar til, at den russiske Menigmand, som af Naturen er godslig, omgjængelig og ingenlunde krigslysten, kan blive et saa villigt Redskab for Herskerens Erobringsplaner. Denne Tro er det, som begejstrer ham til Kampen; Kejserens Vilje er ham nok, thi den er hans Samvittighed; og vi kan neppe tvivle paa, at den russiske Soldat, som med sit Helgenbillede paa Brystet drager ud for at kjæmpe mod fredelige Naboer, er forvisset om, at han gjør en Gud velbehagelig Gjerning. Derfor kalder heller aldrig Tsaren sit Folk til Kamp uden at minde det om, at det er det „hellige“ Ruslands Sag, som strides.
Vi saa ovenfor, hvorledes Rusland allerede i forrige Aarhundrede var naaet frem til to betydelige europæiske Farvande, Østersøen i Nord og det sorte Hav i Syd. Saa stort dette Fremskridt end var, er det dog kun at anse som et forberedende Skridt mod det Maal, Rusland stræber til. Thi det træffer sig saa, at begge disse Farvande er saagodtsom lukkede Have, idet Østersøen kun har Tilgang gjennem de snevre danske Sunde, og Sortehavet gjennem Strædet ved Dardanellerne og Bosporus. Saalænge disse Porte til Verdenshavet er i en fremmed Magts Vold, kan den russiske Sømagt aldrig komme til at røre sig frit. At trænge frem til de store Have, til Middelhavet i Syd og Atlanterhavet i Vest, blev altsaa det næste Maal for Ruslands Politik. Kunde det faa Øresundets Kyster i sin Vold, eller hvad der ligger nærmere, kunde det faa sin nordvestlige Grænse flyttet et Stykke længer mod Vesten, saa det istedetfor de Havne, det nu har ved Nordiishavet, og som ligger tilfrosne syv, otte Maaneder om Aaret, kunde komme i Besiddelse af de store iisfrie Fjorde paa Norges Nordkyst, da havde det et aabent Verdenshav for sig, og Havne, hvor de største Flaader kunde ligge i sikkert Ly, beskyttede af Fæstninger, saadanne som Rusland forstaar at bygge dem. Paa samme Maade kunde det ved at komme i Besiddelse af det sorte Havs Udløb lægge Grundvolden til Herredømmet over Middelhavet.
Hvilken Magt der ligger i at beherske Havet, det kan man ved nogen Eftertanke let indse. Var det paa Peter den Stores Tid af Vigtighed for Rusland at danne en stærk Sømagt, saa er det i vor Tid for et erobringssygt Rige vigtigere end nogensinde før. I de Fredsaar, som fulgte paa de voldsomme Krige, der endte i 1815, har Handel og Kunstflid gjort Fremskridt, hvortil ingen foregaaende Tidsalder har seet Magen. Aldrig før har Folkene været saa ivrigt beskjæftigede med hvert i sit Land at benytte og tilvirke de Gaver, Naturen har skjænket dem; aldrig før har Videnskaben gjort større Opdagelser, hvorved Menneskene kan tage hidtil ukjendte Naturkræfter i sin Tjeneste, og ved deres Hjelp lette og udbrede Industrien, den Kunst at gjøre Naturens Frembringelser brugbare, forædle dem. Og denne Industri har igjen fremkaldt en Samfærsel mellem Folkene, en Handelsvirksomhed, som overgaar alle forløbne Tiders. Folkene har begyndt at trænge til hverandre; og ligesom denne Følelse Mand og Mand imellem i de første Tider fremkaldte de første Borgersamfund, saaledes har Handel og Industri i vore Dage mere og mere samsluttet Verdens civiliserede Folk til et Statssamfund, hvori intet enkelt Medlem, ingen enkelt Stat, lider et Afbræk i sin fredelige Idræt, uden at det føles i de andre Stater. Og den letteste Vej, ad hvilken dette Samkvem mellem Folkene befordres, er Havet. Over Havet er det de i fredelig Veddestrid kappes om at bringe hverandre, hvad deres Kløgt og Flid har frembragt; til Havet betror de Overfloden af hvad deres Lands Natur eller Folkets Dygtighed har frembragt, for at faa i Bytte hvad de selv trænger til. Saaledes er Havet Folkenes store Alfarvej, Velstandens Ophjelper, og Fremmer af alle Fredens Kunster; og den Magt, der behersker det, kan ved at stænge sin Fiendes Havne og opkapre hans Handelsskibe tilføje ham en større Skade end ved det største Nederlag i et Slag. Derfor er det en Lykke for Verden, at den Nation, som nu er den mægtigste Sømagt, Englænderne, tillige er den mindst krigslystne, den mest handlende og dygtigste til al fredelig Dont. Men skulde det lykkes Rusland at vinde Havne ved det aabne Hav, kan vi ikke tvivle paa, at det vilde blive en farlig Medbejler for England. Rusland vilde da med sine store Hjelpekilder kunne bygge og udruste de vældigste Flaader, det vilde kunne bemande dem med Sømænd, der er Englændernes Ligemænd i Mod og Dygtighed, og dersom det da – hvad der ingenlunde er urimeligt – fik Overtaget over de øvrige Sømagter, da vilde Verden snart komme til at mærke, at Havet havde skiftet Hersker. Nu beherskes Havet af Jordens frieste Folk, af det Folk, der har udrettet mest for at lette Samkvemmet mellem Land og Land, af et Folk, der hvert Aar meer og meer udbreder europæisk Kultur til Klodens fjerneste Egne, af et Folk, der selv vilde lide det værste Knæk, om det misbrugte sit Herredømme til at afbryde denne Samfærsel. Det er et let Aag. Men da – hvis Rusland fik Overmagten – da vilde Herskeren være det ufrieste Folk i Europa, et Folk, hvis Vilje ligger i en enkelt Dødeligs Haand, et Folk, der ved enhver Lejlighed vilde bruge sin Magt til Angreb og Erobring, som med sine flydende Fæstninger vilde bringe Skræk og Forsagthed over Landene og kue enhver Udvikling af et frit Folkeliv. Saaledes er det et Livsspørgsmaal, ikke alene for Folkenes Velstand, men for deres Frihed, om Rusland kommer til at røre sig frit paa Havet; thi om det end kunde vare længe, inden det fik bruge sin Magt til at erobre Riger, vilde dog Følgerne af en saadan Overmagt strax vise sig. Man maa betænke, at et Rige ikke alene er mægtigt ved hvad det har erhvervet, men ligesaameget ved det Ry, der staar af dets Magt. Vi selv og vore nordiske Frænder vilde nok være blandt de Første, som kom til at erfare dette. Det frejdige Haab til Fremtiden, den Tro paa sin Kraft, der i Sandhed kan gjøre et lidet Folk stærkt, vilde skrante og give Plads for Tvivl og Forknythed, naar vi under al vor Id stadig maatte mindes, at vi lige udenfor vor Dør havde en grisk og vældig Nabo, som vi hvert Øjeblik kunde vente vilde bryde ind og hærje det Huus, vi holdt paa at ordne og pryde, til Glæde og Hygge for os og vore Børn.
Hvorledes Rusland i Norden har søgt at naa sit Maal ved at vælte sig ind paa vort eget Land, og hvorledes vi for det Første undgik Faren, derom har Folkevennens Læsere tidligere[4] faaet Besked. Vi skal nu se, hvorledes et endnu djervere Forsøg gjordes i Syden, og hvorledes dette Forsøg fremkaldte den blodige europæiske Krig, som jeg i det Følgende agter at skildre.
Ruslands sydlige Nabo, Tyrkiet, var engang en ligesaa frygtet Magt i Europa, som Rusland nu er; ja det er jo ikke længe siden det tyrkiske Navn hos os i Folketroen medførte Forestillingen om noget Frygteligt; maaske er der endnu en og anden afsides Dal i vort Fædreland, hvor man tænker sig „Stortyrken“ som et farligt Væsen. Men det er længe siden den tyrkiske Sultan var farlig for Europa. I de sidste tre Aarhundreder har Tyrkiets Magt i Europa stadig været i Aftagende; den ene Erobring efter den anden er bleven det berøvet; fornemmelig var det Østerrig, som i forrige Aarhundrede beklippede de tyrkiske Besiddelser i Europa. Men en farligere Spire til Undergang ligger der i Tyrkiets indre Forhold. De egentlige Tyrker, der i 1453 ved Erobringen af det græske Kejserdømmes Hovedstad (Konstantinopel) først fik fast Fod i Europa, tilhører som bekjendt den mahomedanske Tro. De er det herskende Folk, men ingenlunde det talrigste; de tæller i sine Besiddelser[5] kun lidt over 2 Millioner, medens de øvrige over 12 Millioner er Kristne, af den græsk-katholske Kirke, altsaa Russernes Troesfæller. Disse Kristne er nu just ikke af Vorherres bedste Børn; i Raahed og Uvidenhed staar de ikke meget tilbage for sine Herskere, og en Troesbekjendelse, der som deres er forvansket af den plumpeste Overtro, har heller ikke bidraget meget til at hæve dem i sædelig Henseende. Men herved maa man dog tage i Betænkning, at de Kristne i Tyrkiet gjennem Aarhundreder har været en foragtet Klasse („Hunde“ plejer Mahomedanerne kalde dem), kuet og udsuget af tyranniske Embedsmænd. Dette Tyranni var det, som fremkaldte den græske Opstand, og med Bistand af England, Frankrig og Rusland Grækenlands Uafhængighed (1829). Rigtignok har den nu regjerende Sultan, Abd-ul-Medsjid, gjort sit Bedste for at raade Bod herpaa, idet han (i 1839) befalede, at alle Undersaatter i hans Rige, uden Hensyn til sin Tro, skulde behandles lige; men at magte Religionshadet og lægge Baand paa griske Embedsmænds Rovbegjerlighed er lettere sagt end gjort. I denne Nød havde de Kristne i Tyrkiet efterhaanden vant sig til at se op til Sultanens mægtige Nabo, Ruslands Tsar, som sin Beskytter og Tilflugt i Nøden. Det havde nu Tsaren intet imod; han fik derved en ypperlig Lejlighed til, under Paaskud af at hjelpe sine lidende Troesbrødre, at vælte sig ind paa Tyrkiet. Allerede i 1774 havde Rusland (ved den ovennævnte Fredsslutning i Kutsjuk-Kainardsji) faaet et godt Tag i nogle af Tyrkiets rigeste Provinser, Moldau, Vallakiet og Servien, idet Porten[6] maatte forpligte sig til ved Bestyrelsen af disse Provinser at spørge Rusland tilraads. I 1826 fik Rusland halvvejs Herredømme over de to førstnævnte af disse Lande, eller tog dem under sin „Beskyttelse“, som det kaldte det; Porten maatte indrømme Landets Stormænd Ret til selv at vælge sine Hospodarer (Statholdere), som Porten ikke uden Ruslands Samtykke kunde afsætte; tyrkiske Soldater maatte kun ligge i enkelte Fæstninger, og Porten kunde ikke paalægge nogen Skat, uden først at spørge Rusland om Lov. Servien blev ved samme Lejlighed næsten uafhængigt.
Herved havde Rusland faaet mere at sige i disse Lande, end det Rige, der i Navnet var deres Hersker. Saalænge Adelsmændene i Moldau og Vallakiet kun havde Valget mellem at vælge en tyrkisksindet eller en russisksindet Statholder, kunde Tsaren være sikker paa, at de af Had til Tyrkiet vilde føje sig efter Ruslands Bud, om end deres Kjærlighed til sin kejserlige „Beskytter“ just ikke er den ømmeste. Rusland stod altsaa saa at sige allerede med den ene Fod paa tyrkisk Grund; nu gjaldt det blot eet Skridt til, og det stod i Konstantinopel og kunde beherske Middelhavet. Det var hverken meer eller mindre end dette Kjæmpeskridt, det for tre Aar siden forsøgte paa, men det gik ikke saa glat, som det havde ventet.
Ruslands daværende Kejser, Nikolaus, var vistnok En af de kraftfuldeste, mest begavede Fyrster, som har siddet paa en Throne. Udrustet med en lys Forstand, en overordentlig Viljekraft, en Arbejdsdygtighed, som understøttedes af et kjæmpestærkt Legeme, og (hvad der blandt hans Folk ikke har Lidet at betyde) en Personlighed, som uvilkaarligt indgjød Respekt, syntes han ret at være skabt til at herske over et uvidende Folk og vække dets slumrende Evner til gavnlig Virksomhed. Men han vilde det anderledes. Han kunde blevet til Velsignelse for sine Millioner: han blev deres Ulykke, da hans Ærgjærrighed optændte en Krig, som hjemsøgte hans Rige med grænseløs Elendighed, og lagde ham selv, nedbrudt paa Sjel og Legeme, i Graven.
Lige fra sin Thronbestigelse (1825) havde Kejser Nikolaus sat sig det Maal, at gjøre Rusland mægtigt og frygtet. Ved at udvikle sin Krigsmagt, og ved strengt at vogte paa, at det vestlige Europas Folkedannelse holdtes udestængt fra hans Rige, havde han i en lang Række af Aar søgt at bringe sine Erobringsplaner til Modenhed. Hans Anseelse blandt Europas Fyrster var stor, og større end nogensinde før, dengang han i Stilhed gjorde de første Skridt til Optændelsen af den Krig, som tilintetgjorde hans Herskernavns Ry. I 1848, da den franske Revolution havde sat Europa i Brand, da næsten alle de øvrige Fastlandets Stater, de Store med de Smaa, syntes at vakle paa Afgrundens Rand – da sad han rolig paa sin Throne, i uanfegtet Besiddelse af sin uhyre Magt, og Europas Fyrster saa fra sine af oprørske Undersaatter omringede Throner med Ærefrygt op til ham som det bedste Værn for deres Magt. Man kan neppe tvivle paa, at det var Følelsen af denne Overlegenhed, som gjorde ham beruset af Hovmod og drev ham til et Skridt, som en ellers saa klarsynt Mand aldrig vilde gjort, hvis ikke hans Lykke havde slaaet ham med Blindhed.
Det var i det femte Aar efter den franske Revolution, Kejser Nikolaus begyndte at forberede det Angreb paa Tyrkiet, der ledede til Krigen. Stillingen i Europa forekom ham gunstig. Af de to Stormagter, som var hans nærmeste Naboer, Østerrig og Preussen, havde han ikke Synderligt at frygte. Det førstnævnte Rige havde han i 1849 saagodtsom frelst fra Undergang, da han havde hjulpet det til at kue de tapre Ungarer, hvem Østerrig ved skammelige Rænker havde berøvet deres gamle Selvstændighed, og som derfor havde grebet til Vaaben. Foruden dette Krav paa Taknemmelighed var der ogsaa en anden Grund for Rusland til at stole paa Føjelighed fra Østerrigs Side. Østerrigs Regjering er despotisk (uindskrænket), og dette Despoti hviler ikke, som i Rusland, paa en Befolkning, der aldrig har kjendt nogen friere Tilstand, men paa Folkestammer, hvoraf Flere baade har nydt og er modne til større Frihed, og som sukker efter den Time, da de kan afryste det grumme Soldaterherredømme, hvormed Østerrig holder dem kuet. Den Time frygter Østerrig som sin Magts sidste, og derfor seer det op til Rusland som en Hjelp i Nøden; i det mægtige, enige Rusland seer den østerrigske Voldhersker det bedste Rygstød for sin Magt.
Heller ikke af Preussen kunde Rusland have synderligt at frygte. Denne Stats Regjeringsform helder ogsaa, fornemmelig ved en herskesyg Adel, stærkt til Despotismen, og dets svage, vægelsindede Konge var ikke alene ved Svogerskab knyttet til Kejser Nikolaus, men denne havde ved sin overlegne Aand vundet et saadant Herredømme over ham, at han kunde være rolig for, at Preussen i al Fald ikke turde lade det komme videre end til forsigtige Talemaader.
Der stod da tilbage de to vestlige Stormagter, England og Frankrig. Disse Riger havde gjennem Aarhundreder været Fiender under enhver europæisk Krig; kunde Tsaren ved smukke Ord og Løfter vinde Een af dem for sine ærgjærrige Planer, kom den Anden til at staa alene, han havde da Overmagten og kunde trodse det øvrige Europa. Han valgte at gjøre det første Forsøg med England; hemmeligt og forblommet, som naar Tyven søger sig en Hæler, begyndte han i Januar 1853 at udforske den engelske Gesandt[7] i St. Petersburg, Hamilton Seymour, om hans Regjerings Meninger angaaende Tyrkiets Stilling. Sjelden har vel Verden seet en ærgjærrig Politik saa tilgavns blottet, som da den engelske Regjering offentliggjorde disse Underhandlinger. De skulde maaske aldrig have seet Dagens Lys, dersom ikke Rusland havde begaaet den Uforsigtighed, at beskylde England for at nære uredelige Hensigter mod Tyrkiet, og saaledes egget det til ved at aabenbare disse Forhandlinger at vise, hvem der var den Uredelige. De har vistnok bidraget meget til at aabne Europas Øjne for Ruslands Erobringspolitik, og jeg skal derfor gjengive dem lidt omstændeligere.
Først maa jeg dog, for at man bedre kan forstaa det Følgende, nævne et Par Begivenheder, som kun har noget at betyde, fordi de gav Rusland et Paaskud til at vælte sig ind paa Tyrkiet. – Ved Tyrkiets vestlige Kyst, henimod Adriaterhavet, ligger et Fjeldstrøg, Montenegro, der danner et Slags uafhængigt Fyrstendømme, som kun svarer en ubetydelig Skat til Tyrkiet. Dette Fillerige, hvis hele Folketal beløber sig til en 100,000 Mennesker, der lever af Kvægdrift og Jagt, havde sat sig i Hovedet, at det ikke længer vilde betale Skat til Tyrkiet, men danne en fuldkommen uafhængig Stat. De gav sig i Vinteren 1852 til at plyndre paa tyrkisk Grund; Tyrkerne sendte en Armee mod dem for at faa Fred; men Rusland kunde ikke bære over sit Hjerte at se disse sine Troesbrødre lide saadan Tort og agtede nu at forlange, at Porten skulde anerkjende Montenegrinernes Uafhængighed. – Det andet Tvistpunkt gjaldt de hellige Steder, nemlig nogle Bedehuse ved den hellige Grav i Jerusalem, som Frankrig paa de romersk-katholske Kristnes Vegne havde faaet Tyrkiet til at indrømme disse, hvilket Rusland mente gjorde Indgreb i dets egne Troesbrødres Ret. Rusland holdt nu paa at afsende en Ambassadør, Fyrst Menzikoff, til Konstantinopel, for, som det hedte, at faa disse Sager grejede. Det Hele saa ud til at angaa rene Ubetydeligheder, og man anede mindst, at der stak Fordringer under, som vilde fremkalde en europæisk Krig.
Mens dette stod paa, var det Tsaren begyndte sine første hemmelige Underhandlinger med England. Den 9de Januar 1853 var Tsaren i et Aftenselskab, hvor ogsaa den engelske Gesandt var tilstede. Han tog ham hen i en Vinduesfordybning, og begyndte ganske lunt, som om det blot gjaldt Vejr og Vind, at smaasnakke med ham om de engelske Anliggender. „Den engelske Regjering og jeg,“ sagde han, „bør altid holde Fred med hinanden. Sig det til Lord John Russel.[8] Naar vi er enige, er jeg ganske ubekymret for det øvrige Vest-Europa; men med Tyrkiet er det rigtignok en anden Sag.“ Den engelske Minister mente, at det vel ikke saa saa farligt ud med Tyrkiet: „Jo,“ svarede Kejseren, „Tyrkiet er i den største Forvirring; det vil skaffe os meget Bryderi; det hele Rige gaar sin Undergang imøde; dette vil være en stor Ulykke; og det er nødvendigt, at Rusland og England er fuldkommen enige om hvad der da skal gjøres, og at intet Rige foretager Noget uden det Andets Vidende. Det er en syg Mand, vi har med at gjøre, og jeg siger Dem det rent ud, det vilde være en stor Ulykke, om han en vakker Dag undslap os, før vi havde forberedt os derpaa.“ Sir Hamilton mente nu, at det vilde være pynteligere at fare varligt med den „syge Mand;“ Kejseren brød da af med de Ord, at han nok en anden Gang vilde tale noget videre om den Sag.
Nogle Dage derefter blev den engelske Minister hentet op til Kejseren for at fortsætte den paabegyndte Samtale. Kejseren begyndte: „De veed hvilke Drømme om Forøgelse af Ruslands Magt Kejserinde Katharina behagede sig i; de er gaaede i Arv ned til vore Dage, men jeg tænker aldrig paa noget Saadant, saa stor en Magt jeg end har arvet. Mit Rige er saa stort og lykkeligt, at det aldrig kan falde mig ind at tænke paa Erobringer, tvertimod; Ruslands største, ja maaske eneste Fare ligger i, at det udvider sine Besiddelser. Det vilde sikkert være bedst for Rusland, om Tyrkiet kunde holdes oppe; thi det er længe siden Rusland behøvede at frygte Noget af det. – Men der er i dette Rige flere Millioner Kristne, hvis Tarv det er min Pligt at vogte paa; det er en byrdefuld Pligt, men den kan ikke forsømmes. Men nu er Tyrkiet i en saadan Tilstand, at den syge Mand en vakker Dag pludselig kan dø. Det vilde gjøre mig inderlig ondt, men det er nu engang saa, og vi maa forberede os paa, hvad vi skal gjøre med hans Efterladenskab. Derom vil jeg gjerne høre Deres Regjerings Mening.“ Sir Hamilton indvendte, at Tyrkiet hvis han var vel underrettet endnu kunde leve længe, og at i alle Fald hans Regjering neppe vilde gaa ind paa at behandle et venskabeligt Land som om det allerede var ophørt at være til. Men Kejseren kom bestandig tilbage til Sit, og begyndte nu ogsaa saa smaat at lade sig mærke med, hvorledes han agtede at dele med England. „Naar blot England og jeg er enige, saa kan det være os ligegyldigt, hvad Andre tænker. Men Eet siger jeg ligeud: dersom England tænker paa at sætte sig fast i Konstantinopel, vil jeg aldrig tillade det. Jeg siger ikke, at det har saadanne Hensigter, men det er dog bedst at have Saadant paa det Rene iforvejen. Jeg skal ogsaa gjerne forbinde mig til ikke at tage Konstantinopel, i al Fald ikke som Ejendom, men at jeg tog Byen som Pant, kunde dog nok hænde.“ Ved en anden Lejlighed sagde Tsaren: „Det være langt fra mig at ville gjøre Nogen uretfærdige Beskyldninger; men der skeer visse Ting i Konstantinopel og Montenegro, som er meget mistænkelige. Det skulde undre mig meget, om ikke den franske Regjering tragter efter at sætte Splid mellem os i Tyrkiet, for lettere at kunne opnaa sine Hensigter, blandt Andet for at faa Tag i Tunis. Men naar blot England og jeg er enige“ o. s. v. – „Men Deres Majestæt glemmer aldeles Østerrig,“ sagde den engelske Gesandt. „Alle Spørgsmaal om Tyrkiet angaar dette Rige paa det Nærmeste. Det venter dog vel at blive raadspurgt.“ – „Aa,“ svarede Kejseren, „naar jeg taler om Rusland, taler jeg ogsaa om Østerrig. Hvad der er bekvemt for En af os, er det ogsaa for den Anden.“ – „Donaufyrstendømmerne,“[9] sagde Tsaren i et senere Møde, „er jo i Grunden en uafhængig Stat under min Beskyttelse; og saaledes kan det fremdeles blive. Men Ægypten kunde det være af Vigtighed for England at besidde. Alt hvad jeg kan sige derom er, at hvis det tyrkiske Rige gik tilgrunde, og der blev Tale om at dele det, skulde jeg ikke have Noget imod, at I tog Ægypten i Besiddelse. Det samme gjælder Kreta. Denne Ø ligger bekvemt for Eder, og der er fra min Side Intet ivejen for, at den bliver Englands Ejendom.
Disse Samtaler forefaldt under forskjellige Sammenkomster i Januar–April 1853; Sir Hamilton indsendte nøjagtige Beretninger derom til Regjeringen i London, og denne paalagde ham at svare Kejseren, at den ikke kunde dele hans Anskuelser om Tyrkiets Stilling, og at den ikke ansaa det nødvendigt for Tiden at befatte sig videre med den Sag.
Man indseer let, hvor Kejseren vilde hen med disse hemmelige Underhandlinger. Først vilde han komme under Vejr med om England uden Videre vilde give ham frie Hænder; da han mærkede Modstræben, søgte han at skræmme det ved at ymte om, at Frankrig nok ved at udvikle sin Magt i Middelhavet (ved at tage Tunis) kunde blive det en farlig Medbejler; og da heller ikke dette hjalp, vilde han lokke det ved Udsigten til en Broderpart i Rovet: Kreta og Ægypten. Han var desuden saa forsigtig, ikke at forlange nogen formelig skriftlig Aftale; „jeg fordrer kun,“ sagde han, „en mundtlig Forsikring som mellem Gentlemænd,“ saadanne Gentlemænd som delte Polen mente han vel. – Østerrig voldte ham, som man seer, ingen Betænkeligheder, og den femte Stormagt, Preussen, maatte døje den Tort, at han ikke engang gad nævne den. –
Vi skal nu se, hvad Slags Doktor det var, han paa samme Tid afsendte for at kurere den syge Mand i Konstantinopel. Fyrst Menzikoffs Sendelse var af en fuldkommen fredelig Natur, hedte det. Han ankom til Konstantinopel den 28de Februar 1853. Han holdt sit Indtog som en Fyrste, og begyndte strax at opføre sig som om han var hjemme, som om det blot gjaldt at kaste Beboeren paa Døren, og saa indrette sig som om han var Statholder i en russisk Provins. Han aflagde et Besøg hos den tyrkiske Førsteminister (Storvesiren), men gad ikke vise ham saa megen Høflighed som at komme i Uniform. Striden om Montenegro var, mens Menzikoff var undervejs til Konstantinopel, bleven bilagt af Østerrig. Der stod altsaa kun tilbage det andet Paaskud, Tvisten om de hellige Steder, men det var ogsaa nok for Rusland. Den 16de Marts sendte Fyrst Menzikoff Porten en Skrivelse i den Anledning, hvori han forlangte, at Tyrkiet skulde give en sikker og varig Betryggelse for „Sultanens græske (d. v. s. græsk-katholske) Undersaatters Rettigheder.“ Han forlangte ogsaa, at man ikke skulde sige Noget til den engelske og franske Gesandt om disse Fordringer; thi det vilde hans Regjering betragte som lidet mindre end en Krigserklæring. Porten lod dog disse i Stilhed underrette om Skrivelsens Indhold.
Den 19de Marts indsendte Menzikoff en ny Note (Skrivelse), der i uforskammede Udtryk forlangte en bestemt Afgjørelse af Striden om de hellige Steder, og desuden, at Tyrkiets græske Undersaatter i Almindelighed og deres Helligdomme skulde beskyttes i sine nuværende Rettigheder. Herpaa svarede Porten den 5te Maj i en Note, hvori den, efter den engelske Gesandts Raad, indrømmede Ruslands Fordringer om de hellige Steder, men ikke omtalte det Øvrige. Dermed troede nu de øvrige Stormagter, at Sagen var afgjort; thi begge de Tvistpunkter, man havde anført som Grund til Menzikoffs Sendelse, var jo nu udjevnede. Den russiske Førsteminister i St. Petersburg, Grev Nesselrode, sagde ogsaa til den franske Gesandt, at Trætten med Tyrkiet var bilagt.
Men i Konstantinopel talte man et andet Sprog. Aftenen den samme Dag, som Portens Svar var bragt Menzikoff, indsendte denne en ny Note, hvori han forlangte: at det græske Troessamfund skulde beholde de Rettigheder, det havde nydt fra de ældste Tider, og at det ogsaa skulde nyde Godt af de Rettigheder, som maatte blive tilstaaede andre kristne Samfund. Dette var et stort Skridt fremad mod det Rusland egentlig tilsigtede; thi saa rimelige end disse Udtryk seer ud, viste det sig dog ved den Maade, paa hvilken Rusland senere forklarede dem, at det for Sultanen gjaldt hverken mere eller mindre, end at opgive sin Højhedsret over sex Syvendedele af sine europæiske Undersaatter. Ved „de Rettigheder de havde nydt fra de aldste Tider“ forstod nemlig Rusland ikke alene religiøse, men ogsaa borgerlige Rettigheder, som de Kristne kunde have havt, maaske endog før det tyrkiske Rige i Europa blev til; og ved andre kristne Samfund mentes ethvert lidet Samfund af østerrigske eller franske Udlændinger, som kunde have bosat sig i Tyrkiet, og af Porten være indrømmet visse Fordele. Det varede en Stund, før det øvrige Europa fik Øjnene op for den sande Mening af disse snedige Udtryk; og Stormagterne ansaa det i nogen Tid for en urimelig Gjenstridighed af Porten, at den vægrede sig for at gaa ind paa disse Fordringer, men efter nogle Maaneders Forløb, efterat Rusland havde rykket ud med sin sande Mening, maatte man dog indrømme, at Porten bedst havde skjønnet, hvorledes det var fat med dens kjære Nabos Billighed.
Da Menzikoff mærkede, at han ikke kunde komme nogen Vej ved yderligere Trusler, sendte han Sultanens Regjering en Note, hvori han protesterde mod, at Porten paa egen Haand betryggede de Kristnes religiøse Rettigheder, fordi – her slap det ud – et saadant Tilsagn vilde ophæve de andre (borgerlige) Friheder, som de græske Kristne fra de ældste Tider havde nydt. Han erklærede til Slutning, at Kejseren, hans Herre, nu ikke havde Andet tilbage end med Vaabenmagt at hævde sin „Beskyttelsesret“ over sine Troesbrødre i Tyrkiet. Dermed rejste han, den 21de Maj.
Til Svar paa disse Trusler udgav Sultanen et aabent Brev, hvori han højtideligt erklærede, at det aldrig havde været eller kunde blive hans Hensigt, at forulempe sine kristne Undersaatter i Udøvelsen af deres Gudsdyrkelse, og gav dem langt mere Betryggelse for deres Religion, end Rusland havde forlangt. Der viste sig ogsaa tydelige Tegn til, at de Kristne i Tyrkiet selv fandt, at Rusland gjorde sig for megen Ulejlighed for deres Skyld. De havde nok gjerne villet have en Støtte i Ruslands Tsar, naar det tyrkiske Herredømme faldt dem for tungt; men for at faa ham til Hersker istedetfor Sultanen vilde de dog helst være fri. De indsaa, at de igrunden havde det bedre under en Fyrste, der i al Fald viste, at han undte dem det vel, og at den Omarmelse, Rusland nu vilde lyksaliggjøre dem med, var saa om at den let kunde kvæle dem.
Efter det uheldige Udfald af Fyrst Menzikoffs Sendelse tilstillede den russiske Førsteminister Porten en Note, hvori han erklærede, at dersom ikke Tyrkiet gav efter med det Gode, vilde Rusland lade sine Tropper rykke ind i Donaufyrstendæmmerne og holde dem besatte, indtil Tyrkiet gav Kjøb. Det var ingenlunde Meningen dermed at begynde Krig mod Tyrkiet; man vilde blot holde disse Lande som Pant, indtil man fik sine Fordringer indrømmede. Porten svarede kort og godt, at dertil havde Rusland ingen Ret. – Nu kunde der ikke længer være Tale om at sætte sin Vilje igjennem ved blotte Trusler; Kejser Nikolaus udstedte da, den 26de Juni, en Kundgjørelse til sit Folk, hvori han erklærer, at han forgjeves havde forsøgt at bøje Sultanens Stivsind, at han saa sig nødsaget til at drage Sværdet for at haandhæve sin Kirkes Rettigheder, og at han i Tillid til Gud og sin retfærdige Sag med væbnet Haand vilde forsvare den sande Tro mod Hedningerne.
Nogle Dage derefter, den den Juli, gik den russiske Armee, henved 70,000 Mand stærk, over Pruth (Grænsefloden mellem Moldau og Rusland) og tog Donaufyrstendømmerne i Besiddelse.
Den franske og engelske Regjering havde imidlertid efterhaanden begyndt at indse, hvilke ærgjærrige Planer Rusland trods sine smukke Ord nærede. De sendte sine Flaader til Indløbet til Dardanellerne, med Ordre til at sejle ind i det sorte Hav, dersom Sultanen ansaa Ruslands Overgang over Pruth som en Krigserklæring. Men Tyrkiet viste det Maadehold at erklære, at det for det Første vilde lade sig nøje med en Protest, indtil det viste sig, hvad de øvrige Stormagters Mægling kunde udrette. Denne Mægling blev da tilbudt af Ruslands gode Ven, Østerrig, og der kom (1ste August) et Forslag istand, som Rusland antog, dersom Porten gjorde det samme. Men her var det Porten saa dybere i Texten end de øvrige Magter. De ovennævnte Udtryk om de Kristnes Rettigheder var optagne i Texten, og da Rusland en Maaneds Tid efter forklarede hine Udtryk som oven anført, maatte Frankrig og England erkjende, at Tyrkiet havde fuldkommen Ret til at vægre sig ved at gaa ind paa Mæglingsforslaget. Nu stod der da intet Andet tilbage for Sultanen end Krig. Han indsaa, at det gjaldt Liv eller Død for hans Rige, og selv om han ikke kunde stole paa Bistand fra andre Magter, maatte han værge sin Selvstændighed til det Yderste. Den 25de September sammenkaldte han sit Riges Stormænd, skildrede for dem, hvorledes han havde gjort Alt hvad han kunde forsvare for at føje Rusland, og opfordrede dem nu til at bistaa ham med deres Raad. Næsten Alle som Een svarede, at der intet frædeligt Middel stod tilbage, og den 1ste Oktober erklærede Tyrkiet Rusland Krig. Der sattes den russiske General Gortschakoff en Frist af 3 Uger, inden hvilken han skulde rykke ud af Donaufyrstendømmerne, og da dette ikke var skeet, begyndte den tyrkiske Armee, under Anførsel af Omer Pasja[10], Fiendtlighederne ved Donau.
En Krigserklæring fra Tyrkiet var nu just ikke Noget Rusland mente det behøvede at tage sig synderlig nær. Det havde, længe før det begyndte de saakaldte Underhandlinger i Konstantinopel, ved sit Gesandtskab der skaffet sig Underretning om Tyrkiets Tilstand, og det troede det maatte være en let Sag at omstyrte et Rige, som det ansaa for at være svækket af indre Tvedragt og Armod. Ogsaa det øvrige Europa kunde ikke tro andet, end at Tyrkiets Krigserklæring kun var skeet for et Syns Skyld. Dets Armee var faatallig, dets Grænsefæstninger i daarlig Stand og daarligt forsynede, og hvad man især maatte befrygte, var, at den kristne Befolkning, naar Armeen marsjerede mod Grænsen, skulde benytte sig deraf for at vække Borgerkrig i det Indre. Men Rusland fik snart erfare, at det havde forregnet sig. Inden nogle Maaneders Forløb havde Porten i Europa og Asien en ordnet Armee paa 250,000 Mand; dets Fæstninger var istandsatte og vel forsynede med Kanoner, og den foragtede Fiende havde tilføjet Rusland det ene Nederlag efter det andet. Den kristne Befolkning holdt sig rolig; det var saa langt fra at den ytrede nogen Lyst til at hjelpe sine russiske „Beskyttere,“ at Borgerfreden i det Indre aldrig har været bedre betrygget end netop da. Senere ud paa Vinteren søgte rigtignok Tyrkiets sydlige Naboer, Grækerne, at hjelpe Rusland ved at faa en Opstand vakt blandt sine Landsmænd paa tyrkisk Grund. Det græske Folk hører til de mest fordærvede i Europa, det har Intet tilbage af de herlige Egenskaber, som gjorde Oldtidens Grækere til Verdens Ypperste. At de hader Tyrkiet, som har kuet og mishandlet dem i 400 Aar, er ikke meer end rimeligt; men dette Had har gjort dem til Ruslands Venner, thi ved Ruslands Hjelp stoler de paa at kunne faa sin Magt udvidet, selv om det skulde ske under Ruslands Overherredømme, med Tab af deres egen Folkefrihed, som dette raa Folk, der har liden Sans for ordnet Samfundsliv, ikke sætter synderlig Priis paa. De gjorde nu et Forsøg paa at angribe Tyrkiet i Ryggen, mens det havde Brug for al sin Krigsmagt til Nordgrænsens Forsvar; Skarer af græske Soldater gjorde Tog ind i Tyrkiet, hvor de for frem som Røvere med Mord og Brand. Men den Fornøjelse varede ikke længe. Frankrig og England var komne under Vejr med, at den græske Regjering i al Hemmelighed understøttede Røverpakket, og at den havde maanedlig Betaling af Rusland for denne Haandsrækning; og den franske og engelske Gesandt læste nu den græske Regjering saa alvorligt Texten, at den maatte give Kjøb. For at man kunde være sikker paa, at den vilde holde sig i Skindet, blev der desuden sendt en Afdeling franske Soldater til Piræus, nær ved Athen. Man har sjelden seet Exempel paa, at nogen Stat, uden at erklære Krig, har behandlet en Anden med saa stor, og saa velfortjent Foragt. – Disse Begivenheder foregik i Januar–April 1854.
Medens Rusland saaledes mistede sin eneste erklærede Ven, var der foregaaet store Begivenheder i det øvrige Europa. Den russiske Kejser havde søgt at vinde en mægtigere, om end mindre paalidelig Ven i Østerrig. Han havde i Slutningen af September havt en personlig Sammenkomst med den unge østerrigske Kejser og med sin Svoger, Kongen af Preussen; rimeligviis for at give disse Fyrster et Paaskud til i det Mindste at holde sig udenfor Krigen, om den skulde bryde løs for Alvor, havde han erklæret sig villig til at slaa noget af i sine Fordringer, og Østerrig skulde da se til at faa England og Frankrig til at gaa ind paa det nye Fredstilbud, saa at Tyrkiet derved maatte blive nødt til at give efter, naar det havde alle 5 Stormagter mod sig. Men det var for seent. Tyrkiet havde erklæret Krig, eller rettere sagt, Rusland havde begyndt Krigen ved at sende sin Krigsmagt ind i Sultanens Land; Ingen kunde længer fortænke Tyrkiet i, at det, efter saalænge at have fundet sig i den haanligste Behandling, nu havde tabt Taalmodigheden og med væbnet Haand vilde forsvare sin Ret. Frankrig og England erklærede altsaa, at de ikke kunde give sit Samtykke til Østerrigs Mæglingsforslag.
Saaledes var det da endelig forbi med alle Underhandlinger; og Krigsluen blussede snart højt i Vejret ved Tyrkiets Grænser i Europa og Asien. Omer Pasja havde samlet en Styrke paa henved 12,000 Mand i den nordlige Fæstning Schumla; med denne rykkede han den 26de Oktober mod Russerne. Da han var naaet frem til Grænsefloden Donau, lod han en Deel af sine Tropper i Baade sætte over til den vallakiske Bred, ved Landsbyen Oltenitza. Her var han netop bleven færdig med sine Forskansninger, da Russerne den 4de November rykkede mod ham med omtr. 30,000 Mand. De stormede flere Gange de tyrkiske Skanser, men dreves tilbage efter en voldsom Kamp med Bajonetterne, som varede fem Timer, og kostede Russerne henved 1000 Mand Dræbte og en stor Mængde Saarede. Omer Pasja, der ikke havde Tropper nok til at turde forfølge sin Sejer og marsjere mod Bukarest (Vallakiets Hovedstad), trak sig nu, uden at Fienden vovede at angribe ham, tilbage over Donau. I de samme Dage rykkede en tyrkisk Styrke fra Grænsefæstningen Widdin over Donau og befæstede sig ved Kalafat ved Vallakiets sydvestlige Grænse; ogsaa her blev de gjentagne Gange angrebne af Russerne, men drev dem tilbage med stort Tab, og beholdt sin Stilling.
Ved denne heldige Begyndelse paa Krigen fik man nu Øjnene op for, at den syge Mand havde langt bedre Kræfter, end baade Rusland og det øvrige Europa havde troet. Var Slagene ved Oltenitza og Kalafat end ikke særdeles betydelige, saa var det dog overraskende nok, at en Armee, som ikke havde været forberedt paa Krig, saaledes med Eet kunde træde sejerrigt frem mod en overmægtig Fiende, som havde rustet sig i 8 Maaneder, og havt 3 Maaneder til i Ro og Mag at gjøre sig forsvarsfærdig i Fiendens Land. De tyrkiske Tropper viste ogsaa under hele den følgende Krig, at de endnu besad det vilde Mod, som i fordums Dage havde gjort Osmanerne til en Skræk for Kristenheden. Og i Omer Pasja havde den tyrkiske Hær i Europa faaet en General, som forstod sin Dont. Han viste paa engang den koldblodige Ro i Faren og den Djervhed til at friste Krigslykken, som en dygtig Hærfører ikke kan være foruden. Han er vistnok den dygtigste General, som er fremtraadt under denne Krig, og havde Tyrkiet havt halvt saa duelige Anførere for sin Hær i Asien, vilde det neppe være gaaet som det gik der. Men her viste sig den store Brøst i det tyrkiske Samfund: Sædernes Fordærvelse i de højere Stænder. De Embedsmænd og Generaler, som skulde drage Omsorg for Troppernes Forsyning eller anføre dem i Kampen, var for største Delen udlevede Drog, eller Bedragere, som puttede Statens Penge i sin egen Lomme, mens Soldaterne sultede eller frøs ihjel. Under saadanne Anførere kunde det lidet hjelpe at Tyrkerne her som overalt sloges med den største Tapperhed og udholdt Krigens Lidelser med et Heltemod, som ingen europæisk Hær kunde overgaaet dem i. Rigtignok var det første Sammenstød heldigt for Tyrkerne: de stormede den 15de og 16de Oktober det russiske Grænsefort St. Nikolai (ved Kysten af det sorte Hav) indtog det og tilbagedrev flere Forsøg fra Russernes Side paa at tage det tilbage. Men den 26de Nov. blev en tyrkisk Styrke, 12,000 Mand, slaaet ved den russiske Grænsefæstning Akaltzik; ved en tredje Grænsefæstning Alexandropol led en tyrkisk Armee paa 36,000 Mand den 1ste December et endnu betydeligere Nederlag, hvorved Tyrkerne mistede mindst 6000 Mand og 25 Kanoner, skjønt de ogsaa paa sin Side tilføjede Russerne betydelige Tab. Saaledes begyndte Krigen i Asien; den strenge Vinter tvang snart begge Parter til at holde inde med Fiendtlighederne; men Kulde, Vanrøgt og Slurveri tilføjede Tyrkerne ligesaa stor Skade som Fiendens Vaaben; de skal i Vintermaanederne have tabt ikke mindre end 6000 Mand ved Sygdom, og desforuden laa der i Marts Maaned 8000 Mand paa Hospitalerne. Krigens Fortsættelse var ogsaa, som vi siden skal se, en næsten uafbrudt Række af Uheld for Tyrkerne.
Medens Krigen saaledes var i fuld Gang i østen, begyndte det efterhaanden meer og meer at blive klart, hvilken Stilling de øvrige fire Stormagter vilde indtage. Preussen og Østerrig havde, som man af det Foregaaende har seet, ikke dristet sig til nogen kraftig Optræden mod Rusland, og denne Politik fortsatte de ogsaa nu. Den svage, om end i andre Henseender agtværdige Konge af Preussen teede sig under hele denne Krig paa en Maade, som lidet stemmede med hans Værdighed som Hersker over et af Europas største Riger. Han havde vist saa gjerne som Nogen seet at det ikke kom til Krig; men den Ærbødighed han nærede for sin bydende kejserlige Svoger var saa stor, at han sjelden turde lade det komme videre end til indstændige Bønner og beskedne Formaninger. Der kan ikke være Tvivl om at han meente det vel, thi han skildres af alle Upartiske som en hjertensgod, honnet Mand; men til at styre en stor Stat udfordres der andre Egenskaber, og denne Konge, en af Europas mest dannede Fyrster, der hvis han havde været en simpel Borger maaske vilde have vundet et anseet Navn i Videnskabens eller Kunstens Rige, maatte nu døje den bitreste Spot og Foragt, fordi det var faldet i hans Lod at arve en Magt som han ikke havde højt Sind nok til at gjøre gjeldende i en skjebnesvanger Stund. – Østerrig fulgte en snedigere Politik. Det kunde ogsaa trænge til al sin Statskløgt. Med Rusland turde det ikke bryde, ikke saameget for gammelt Venskabs Skyld, som fordi det altid vil trænge til at have Rusland i Baghaanden mod sine egne Undersaatter; og mod Frankrig og England kunde det af samme Grund ikke træde i Vaaben, thi der behøvedes ikke mere end at Frankrig sendte en Armee til Lombardiet for at hjelpe en af dets rigeste Provinser til Oprør,[11] og saaledes rive en af Hovedstøtterne bort under en Statsbygning, som er opført af Vold og Tyranni. Saaledes mente Østerrig, at den klogeste Politik maatte være at holde sig tilvens med begge Parter. Derfor var det ogsaa baade nu og senere i eet væk paa Færde forat mægle Fred; saa ofte der var den ringeste Udsigt dertil, tjente det som en villig Mellemmand mellem de Kjæmpende; men naar disse ikke vilde lade sig sige, naar der forlangtes at det i Gjerningen skulde slutte sig til en af Parterne, søgte det at vinde Frankrig og England med skjønne Løfter, og Rusland ved at snige sig fra dem. Først da Krigslykken øjensynligt begyndte at helde til den ene Side vovede det en bestemt Erklæring. Saaledes var Østerrigs Færd under hele den følgende Krig; men slaar ikke alle Mærker fejl, begynder det allerede at føle Følgerne af sin Falskhed: ved at ville holde Venskab med Alle har det høstet Foragt og Mistillid af Alle.
Ganske anderledes bestemt havde Frankrig og England optraadt under alle de Underhandlinger, som gik forud for Krigen i Tyrkiet. Ligefra den Dag da det blev klart at Spørgsmaalet om de hellige Steder kun var et Paaskud (uagtet den russiske Udenrigsminister ikke mindre end femten Gange havde erklæret at det var den eneste Hensigt med Menzikoffs Sendelse) havde disse Magter indseet, at det først og fremst gjaldt at de var enige. Tsaren havde ogsaa skjønnet at dette kunde blive farligt, og da de hemmelige Underhandlinger med England var glippede, havde han henvendt sig til Frankrig med lignende Tilbud. Men ogsaa her traf han paa Modbør, og de første Tegn til hvad han sikkert mindst havde drømt om: et Forbund mellem Frankrig og England, viste sig nu. Vestmagternes Forbund knyttedes fra den Stund af stedse stærkere, og skulde man sige at nogen enkelt Mand har Fortjenesten af dette Forbund, da maa vel Ludvig Napoleon først og fremst nævnes. England og Frankrig havde ligesiden de optraadte som europæiske Magter betragtet hinanden som naturlige Fiender; at Folket i England, som gjennem Aarhundreder har været opdraget til politisk Myndighed og et frit Blik paa Verdens Gang, at dette Folk alligevel indsaa, at Enighed med Frankrig nu var nødvendig mod en fælles Fiende – det kan man endda finde rimeligt; men at ogsaa Frankrig kom det imøde, det maa fornemmelig tilskrives Kejser Napoleon, og det maa vistnok kaldes en øjensynlig Forsynets Tilskikkelse, at netop han og ingen Anden styrede Frankrig i denne farlige Tid. Havde Frankrig dengang været en Republik som i 1848, havde Massernes Lidenskaber havt frit Spil, da vilde det neppe have faldet vanskeligt for Tsaren at egge et fremfusende, kamplystent Folk til Krig mod dem, som det gjennem Menneskealdre havde lært at hade. Og stort bedre var det vel ikke gaaet, om en Fyrste af Frankrigs gamle Kongeslægter havde siddet paa Thronen; det vilde i al Fald været lidet rimeligt, at en saadan Fyrste skulde kunnet løsrive sig fra en Politik som gjennem lange Tider var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt. Men Ludvig Napoleon var ikke opdragen til Hersker ved noget Hof hvor han fra Barnsbeen skulde have indsuget en nedarvet Politiks Fordomme; den Skole, hvori han havde lært sin Statskunst, var Landflygtigheden og Fangenskabet. Den største Deel af sit Liv havde han tilbragt udenfor sit Fædrelands Grænser, i England, Italien, Sveits, Amerika; her havde han lært Menneskene at kjende i de forskjelligste Forhold og vundet et Overblik over Verdens politiske Tilstande, der ikke forstyrredes af de voldsomme Partilidenskaber, som gjærede blandt hans Landsmænd; ofte forladt, ja nødlidende, anseet af Verden som en Sværmer, havde han itide lært kun at stole paa sin egen Kløgt for at naa det Maal, han havde viet sit Liv til: at komme i Besiddelse af den Throne han betragtede som sin retmæssige Fædrenearv, den som hans Farbroder, den store Kejser, havde grundlagt ved mageløse Bedrifter og Herskerkløgt. Og mod dette Maal arbejdede han med saa stor List, at hans Fiender ikke anede hvilken kløgtig Modstander de havde, førend de allerede var overlistede af hans dybt lagte, i Stilhed modnede Planer. Da han efter Revolutionen i 1848 kom til Paris, da den indesluttede, lidet talende Mand traadte frem blandt de larmende Revolutionsmænd i Folkeforsamlingen, da lo man ham ud og sagde at han gjerne kunde pakke ind, thi det Latterlige var umuligt i Frankrig. Men inden Aarets Udgang havde han sørget saa vel for at vinde Tillid hos Armeen og Almuen, der forguder den store Kejsers blotte Navn, at han (10de December 1848) med 6 Millioner Stemmer af 8 valgtes til Formand (Præsident) for den franske Republik. Tre Aar derefter havde han i al Stilhed forberedt det dristige Skridt, som aabnede ham Vejen til Kejserthronen. Natten til den 2den December 1851 blev de fornemste Folkeledere arresterede og Størstedelen af dem sendte ud af Landet; Folkeforsamlingen blev splittet med Vaabenmagt; Napoleon den Tredie var saaledes allerede i Virkeligheden Frankrigs Hersker, og Aaret efter (22de November 1852) valgtes han af 8 Millioner, næsten alle de Stemmeberettigede, til Franskmændenes Keiser. Kan vi nu end ingenlunde bifalde alle de Midler, hvorved Ludvig Napoleon naaede dette Maal, saa maa dog Enhver indrømme, at han har været en heldbringende Tugtemester for Frankrig, for dette balstyrige Folk, der ligesom en vælig Hingst meer end eengang har trængt til en kraftig Styrer, der kan holde Tøjlerne stramme, naar det viltre Dyr er paa Veje til at storme ud over alle Skranker. Een Velgjerning har han skjænket Frankrig: indvortes Ro og Orden, som det efter Februarrevolutionen havde sukket efter; og havde Landet end maattet betale denne Vinding med Tabet af sin Frihed, saa var dette Tab dog ikke for stort at regne, thi den Frihed, det havde vundet ved Revolutionen, var Lovløshedens, og det havde igrunden kun ombyttet mange Tyranner med Een. Men maa han end kaldes en Tyran, har han dog ikke brugt sin Magt til hvad der havde været en let Sag for Napoleons Brodersøn: at egge Folkets Begjerlighed efter ny Vaabenglans, at yppe Krig med Europa, for at gjenvinde Nogle af den første Napoleons Erobringer. Man frygtede for noget Saadant da han besteg Thronen; i England ymtede man endog om at han vilde gjøre Landgang der, som den første Kejser havde tænkt paa. Men han skuffede dengang som saa ofte før Verdens Forventning; den store Hærførers Arving blev Fredens Beskytter, og Frankrigs Handel og Industri fik under hans strenge Herredømme nyt Liv efter Revolutionsaarenes Forvirring. Det var saaledes ikke hans Skyld, at hans første Ord fra Kejserthronen: „Kejserdømmet er Fred,“ ikke blev til Sandhed. Der kan ingen Tvivl være om at han oprigtigt ønskede Freden; han skrev egenhændig til Kejser Nikolaus og bønfaldt ham om at give efter og underhandle paa rimelige Betingelser, og først da den overmodige Tsar viste sig døv for alle Forestillinger, da han gjennem sin Udenrigsminister lod erklære, at han fandt det under sin Værdighed at svare paa Vestmagternes Forslag, kaldte han i Forening med England Vaabnene til Hjelp.
Det første fiendtlige Skridt, Vestmagterne foretog mod Rusland, skede i de samme Dage som det første Sammenstød mellem Rusland og Tyrkiet foregik ved Donau, idet den forenede engelske Flaade den 1ste Novbr. 1853 forlod sin iagttagende Stilling ved Besikabugten, sejlede gjennem Strædet ved Dardanellerne og Bosporus, og kastede Anker i Beykosbugten, lige ved Indløbet til det sorte Hav, efterat dens Admiraler havde underrettet den russiske Admiral for Sortehavsflaaden om, at de af sine Regjeringer havde Ordre til med Vaabenmagt at modsætte sig, at han landsatte Tropper paa tyrkisk Grund eller iøvrigt foretog noget Angreb paa Tyrkiet. Dette var igrunden en Slags Krigserklæring; thi ifølge en Aftale mellem de 5 Stormagter (Londonertraktaten af 1841) skulde Dardanellerne og Bosporus være lukkede Stræder d. v. s. ingen andre Orlogsskibe end Ruslands og Tyrkiets skulde have Lov til at vise sig i det sorte Hav. Rusland havde nogen Tid iforvejen erklæret, at Vestmagterne kunde være ganske trygge for at det ikke vilde foretage noget Angreb paa Tyrkiet; dets Land- og Søstyrke havde modtaget Ordre til kun at indskrænke sig til Forsvar. Hvor ærligt denne Forsikring var meent, hvor lidet Rusland selv nu, da Vestmagterne var rykkede Krigsskuepladsen saa nær, frygtede for at de for Alvor vilde optræde fiendtligt, det fik man allerede inden Maanedens Udgang erfare. En Afdeling af den tyrkiske Flaade laa i Slutningen af November for Anker ved Sinope, en tyrkisk By paa Sydkysten af det sorte Hav. Den russiske Vice-Admiral Nakimof, som krydsede langs Kysten med endeel Krigsskibe, fik Øje paa den, lagde sine Fartøjer i Linje foran Havnen, sendte et Dampskib til Orlogshavnen Sebastopol efter Forstærkning, og da denne var kommen til, aabnede han den 30te November Ilden mod Tyrkerne; og nu begyndte en morderisk Kamp, det eneste Søslag af nogen Betydning, denne Krig har fremkaldt. Tyrkerne sloges med Fortvivlelsens Mod, men Overmagten var for stor; nogle Fartøjer sprang i Luften, andre kappede Anker og lod sig drive i Land, En af de Kommanderende antændte selv Krudtkammeret og sprængte sit Fartøj, og inden tre Timer var den hele tyrkiske Flaadeafdeling skudt sønder og sammen efter et uhyre Mandefald. Af den tyrkiske Besætning, 4000 Mand, var 3000 faldne, Admiralen fangen, de fleste af de Tiloversblevne saarede og selve Byen brændt. Tsaren sendte Admiral Nakimof en Skrivelse, hvori han bevidnede ham sin Taknemmelighed for den „glimrende Sejer.“ Der var 600 russiske Kanoner mod 400 Tyrkiske.
Et saadant Overfald, udført tvertimod de udtrykkeligste Forsikringer, og næsten lige i Vestmagternes Paasyn, var overflødigt nok til at vise at Rusland agtede ikke at sky noget Middel for at lade Tyrkiet føle sin Overmagt. Vestmagterne underrettede nu Rusland om, at de ikke længer agtede at være uvirksomme Tilskuere; der afgik Befaling til at forlade Stillingen ved Beykos; den 3die Januar 1854 sejlede de forenede Flaader ind i det sorte Hav, og der sendtes et engelsk og et fransk Dampskib ind til Sebastopol med den Besked, at England og Frankrig fra nu af agtede at føre Kommandoen i det sorte Hav, og at de russiske Krigsskibe skulde holde sig roligt i sine Havne. Det var et Par Ugers Tid derefter, at Kejser Napoleon, som ovenfor anført, personligt henvendte sig til Tsaren, han tilbød ham paany at underhandle, at de forenede Flaader skulde trække sig tilbage fra det sorte Hav, hvis Tsaren vilde lade sin Armee rykke ud af Donaufyrstendømmerne; Tsaren svarede at han nok skulde vide at forsvare sit Rige ligesaa kraftigt som i 1812 (da den første Napoleons Armeer var blevne ødelagte ved et Tog ind i Rusland); den 27de Februar afgik Englands og Frankrigs sidste Forslag til St. Petersburg, i hvilket de satte Rusland en Frist af 6 Dage til at erklære om det vilde rømme Donaufyrstendømmerne; Tsaren erklærede, at han ikke fandt det passende at svare paa Vestmagternes Forslag; den 27de og 28de Marts erklærede Vestmagterne Krig mod Rusland; den engelske Minister, Lord John Russel, udtalte i Parlamentet paa Dronningens Vegne, at hun agtede at anvende al Nationens Magt for at beskytte Sultanens Rige mod Ruslands Angreb, „og nu,“ saa endte han sin Tale under Forsamlingens jublende Bifald, „nu forsvare Gud den retfærdige Sag!“
Krigen ved Donau var imidlertid efter en kort Vinterhvile atter i fuld Gang. Allerede i de første Dage af 1854 forefaldt der et blodigt Sammenstød. Russerne havde forskanset sig ved Landsbyen Czitate lidt nordenfor Kalafat, og den 6te Januar rykkede den tyrkiske General Ismail Pasja dem imøde. Tyrkerne stormede Forskansningerne, indtog dem og drev de 10,000 Mand Russere ud. Efterat Russerne i de tre følgende Dage forgjeves havde forsøgt at tage Byen tilbage, maatte de med et Tab af 4000 Mand trække nordpaa. Men ogsaa Tyrkerne gjorde en tilbagegaaende Bevægelse, og Russerne kom mandstærke igjen og indesluttede dem i Kalafat, som Tyrkerne nu havde omgivet med stærke Befæstninger. Lignende, mindre Fægtninger, hvori Tyrkerne som oftest var sejrrige, forefaldt i Løbet af Vinteren langs Donaulinjen. Den 16de Marts forsøgte Russerne ved Hjelp af en Flydebro at gaa over Donau fra Oltenitza til Turlokai, men Broen kom i Drift; Tyrkerne angreb dem i Baade og drev dem tilbage med et Tab af 2000 Mand. Saaledes var Russerne næsten overalt de Tabende langs hele Donaulinjen. Men nu slog de ind paa en anden Vej. – En halv Snees Mile fra Havet gjør Donauen en Bøjning næsten ligemod Nord, og drejer derfra, efter at have optaget Pruth, pludselig af mod Sydøst og gaae i lige Retning ud i det sorte Hav. Den Vinkel, som herved fremkommer, danner den vestlige og nordlige Grænse af det tyrkiske Landskab Dobrudscha. Hid besluttede nu Russerne at føre Krigen. Deres tidligere Plan havde rimeligviis været, at erobre Kalafat og fra det vestlige (lille) Vallaki at trænge ned i Tyrkiet. Men efter de uheldige Træfninger langs den vestlige Deel af Donau gjorde de nu pludselig en Bevægelse mod venstre (østover) samsluttede sine Stridskræfter omkring hiin ovenbeskrevne Krumning af Donau, gik fra Vest og Nord over Floden, indtog de svagt bemandede smaa tyrkiske Grænsefæstninger, og stod i Slutningen af Marts med en Hovedafdeling af sin Hær i Dobrudscha (23de–30te Marts). Denne Forandring i Felttoget var indtraadt efter den nye russiske Overgenerals, Fyrst Paskiewitsch’s, Ankomst til Armeen.
Den første Fæstning af nogen Betydenhed, som det var nødvendigt at erobre, før de med Tryghed kunde rykke længer sydpaa, var Silistria. Hid ankom de først 14de April, 3 Uger efter Overgangen over Donau, efter flere blodige Kampe med de langsomt tilbagevigende Tyrker, Kampe, som kostede Russerne over 5000 Mand. Efterat de forgjeves havde søgt at bevæge den tyrkiske Kommandant, Mussa Pasja, til Overgivelse, begyndte de den 14de April fra den modsatte Donaubred at beskyde Fæstningen med 150 Kanoner og 17 Bombebatterier. Skydningen fortsattes til den 16de, begyndte atter den 18de, og fortsattes de to følgende Dage, og saa igjen fra 28de til ¹ste Maj. Dagen efter erobrede de de tyrkiske Batterier paa Øerne i Donau, slog i de følgende Dage en Bro derfra over til den tyrkiske Side, og førte en Troppestyrke over. Og nu begyndte en Række morderiske Kampe, hvorunder de tyrkiske Soldater herligt hævdede sit Ry for at høre blandt Verdens ypperste Forsvarskrigere. I de følgende 4 Uger forefaldt der næsten daglig blodige Bajonetfægtninger mellem Belejringshæren og den kun halvt saa mandstærke Besætning. Tre Gange stormede Russerne, een Gang var de endog komne over Voldene, men hver Gang blev de tilbageslaaede og under Tilbagetoget af Kuglerne fra de svære tyrkiske Fæstningskanoner nedskudte i hundredeviis. Den ⁊den Juni havde Russerne lagt en Mine for at sprænge en tyrkisk Skanse; men da den antændtes sprængte den en russisk Afdeling, som var opmarsjeret for at storme. En anden Gang lokkede den tyrkiske Kommandant Russerne til at storme paa et Sted, hvor han havde lagt en Mine, som ved Antændningen sprængte 3000 Russer[12] i Luften. Det hjalp ikke at Fyrst Paskiewitsch truede sine Soldater med at han vilde sætte dem paa Sultekost dersom de ikke tog Fæstningen; heller ikke at der kom Ordre fra Tsaren, at Silistria skulde tages; den vilde ikke give sig alligevel, og den 21de Juni maatte den russiske Hær, efterat den af 80,000 Mand havde mistet en Snees Tusind (Beretningerne vakler mellem 13 og 24,000) efterat flere af dens Generaler og højere Officerer var faldne[13] og Resten for største Delen syge eller saarede, opgive Silistrias Belejring og trække nordpaa, til Forbauselse for Europa, som mere end een Gang havde spaaet Fæstningens Fald. Men der var flere andre Grunde som tvang Russerne til dette Tilbagetog. Smitsot, Hunger og Tørst havde voldt ligesaa stort Mandefald blandt Russerne, som Fiendens Kugler. Dobrudscha er opfyldt med Myrer, der om Sommeren forpester Luften med sin klamme Uddunstning; paa drikkeligt Vand er der saa stor Mangel, at Russerne maatte føre det med sig fra Vallakiet, men det forslog naturligviis ikke, og Tørsten, Soldatens frygteligste Plage, lagde ligesaamange paa Sottesengen som den pestsvangre Luft. Feber, Blodgang, Skjørbug og andre Sygdomme rasede i de overfyldte Hospitaler, hvor henved Tredieparten af de Angrebne døde. Paa flere Steder maatte man lade Ligene ligge ubegravede i dyngeviis, og Stanken fra dem bidrog end mere til at forpeste Luften. Man regner at Russerne under hele Donaufelttoget ved Sygdom og Kampe har tabt ikke mindre end 50,000 Mand. – Men en endnu kraftigere Bevæggrund end Tyrkernes Tapperhed og de Tab Sygdommene voldte, maa man vistnok søge deri, at Østerrig paa denne Tid viste en Tilbøjelighed til at understøtte Vestmagterne, hvoraf man dengang ventede sig store Resultater. I Midten af April forsamledes de fire Stormagters Gesandter i Wien, og ved dette Møde forpligtede Østerrig sig til at fordre Donaufyrstendømmernes Rømning af Rusland. Den 2den Juni afgik der en østerrigsk Note til St. Petersborg, i hvilken der forlangtes, at Rusland med det Første skulde trække sine Tropper ud af Moldau og Vallakiet, og den 14de Juni afsluttede Østerrig en Traktat med Porten, hvorved det forpligtede sig til med Vaabenmagt at tvinge Rusland til at rykke ud, dersom det ikke gav sig godvillig. Paa samme Tid samledes en østerrigsk Armee paa 100,000 Mand ved Grænsen til Vallakiet. Rusland besvarede Østerrigs Fordring undvigende; men Enden blev dog, at det mod Slutningen af Juli begyndte at rykke ud af Donaufyrstendømmerne, dog, som det erklærede, ikke af politiske Grunde (d. v. s. af Hensyn til Østerrig) men for Krigsførelsens Skyld. Tyrkerne, som ligesiden Rømningen af det lille (vestlige) Vallaki havde leveret dem flere sejerrige Træfninger ved Grænsen mellem det lille og store Vallaki, rykkede nu ogsaa over Donau, slog Russerne flere Gange i Løbet af Juli, og rykkede den øde August ind i Vallakiets Hovedstad, Bukarest. Den 1ste September var der ikke længer nogen russisk Soldat i Fyrstendømmerne, og i de følgende Dage rykkede de østerrigske Tropper ind, og Tyrkerne trak sig atter tilbage. Saaledes maatte da Rusland med Skamme give det „Pant“ fra sig, som det Aaret iforvejen med saa overmodig Vold havde ranet. Men det var en tvivlsom Ven som nu havde lagt sig mellem Tyrkerne og deres Fiender, og de ulykkelige Indvaanere af Moldau og Vallakiet havde just ingen Grund til at være tilfredse med Byttet. Under hele Krigen har Østerrigerne holdt disse frugtbare Lande besat, og opført sig der som om de var deres rette Herrer. Og hvorledes deres Herredømme har været beskaffent kan man slutte deraf, at Indvaanerne betragtede Russernes Soldaterherredømme som et mildt Aag, sammenlignet med de nye Herrers. De russiske Officerer, heder det i en Beretning derfra, var i Almindelighed godslige, selskabelige Folk, som betalte hvad de fik, naar de havde Penge; men Østerrigerne er sjofle, de skammer sig ikke for at gaa paa Komedien uden at betale for sig.[14]
En tredje Grund til Russernes Tilbagetog var, at Vestmagterne nu endelig var traadte frem paa Krigsskuepladsen. I April – Juni havde Englands og Frankrigs uhyre Transportflaader havt fuldt op at bestille med at føre Tropper og Krigsfornødenheder, til østen, og medens Russerne belejrede Silistria, samledes en engelsk-fransk Armee paa 70,000 Mand paa den tyrkiske Sortehavskyst, ved Varna. Man var i nogen Tid i Uvished om hvorhen Toget egentlig skulde gaa; Krigens Gang syntes at pege mod Donaulandene, hvor Tyrkiet syntes først og fremst at trænge til Bistand; de Allierede havde ogsaa saa smaat begyndt at skyde sine Fortropper mod Vest, da Russernes Udrykning og Østerrigs Mellemkomst gjorde enhver Hjelp i denne Retning overflødig. Og nu kunde der fornuftigviis kun være tale om eet Valg, det som den offentlige Stemme i Europa for længe siden havde paapeget: at angribe Krim. Der var Hjørnestenen for Ruslands Overmagt i østen; der havde det, i Sebastopol, Hovedstationen for den Søstyrke, hvormed det beherskede det sorte Hav; der havde det umaadelige Oplag af alskens Angrebsmidler, og et sikkert, stærkt befæstet Ly for sin Flaade, fra hvilket det naar det fandt Tiden belejlig kunde føre en Hær til Konstantinopel – der maatte den afgjørende Styrkeprøve staa mellem østen og Vesten. Saaledes fik denne Krig allerede fra sin første Begyndelse et ganske eget Udseende derved at den, ulig andre Krige, næsten udelukkende rettedes mod et enkelt Punkt. Medens man i andre Krige rykker ind i og besætter store Strøg af Fiendens Land, som holdes besatte eller tabes eftersom Krigslykken vender sig i store Slag i aaben Mark, var det her en i Udstrækning ubetydelig Halvø, hvorhen Verdens mægtigste Riger sammentrængte al sin Krigsmagt til en vældig Holmgang, hvis Udfald skulde afgjøre Europas Skjebne, maaske for Menneskealdre.
Krigsbegivenheder i Løbet af Sommeren 1854 har kun lidet at betyde, sammenlignede med den Jettekamp, som nu forestod. De engelske og franske Orlogsflaader, de mægtigste Havet har baaret, var uden at have løsnet et Kanonskud Herrer i det sorte Hav og Østersøen. De russiske Koffardiskibe, som befandt sig paa Søen, blev tagne, og de russiske Kyster strængt blokerede, d. v. s. ingen Handelsfartøjer fik Lov til at slippe ind eller ud af nogen russisk Havn. Den russiske Flaade vovede sig ikke ud af sine Krigshavne, men paa den anden Side trøstede de Allierede sig heller ikke til at vove en Dyst med sine Skibe mod de vældige russiske Søfæstninger. Imidlertid forefaldt der dog i begge Farvande Krigsbegivenheder, som fortjener at optegnes.
Samme Dag som Vestmagternes Krigserklæring kom til Konstantinopel (8de April) blev en engelsk Fregat „Furious,“ afsendt til den russiske Handelsstad Odessa for at afhente den engelske Konsul. Den sendte en Baad iland under Parlamentærflag (Fredsflag), men ikke destomindre blev der fra de russiske Strandbatterier skudt baade paa Baaden og Skibet. Da den engelske og franske Admiral forlangte Forklaring af Guvernøren om hvorfor han trods vedtagen Krigsbrug havde fyret paa Fartøjer der viste Parlamentærflag, svarede han at „Furious,“ var gaaet for langt ind i Havnen. Den 20de April om Eftermiddagen viste der sig paa Reden en Flaade, bestaaende af 10 engelske og 9 franske Linjeskibe, og Dagen efter sendtes der en Baad med Parlamentærflag i Land med en Skrivelse til Guvernøren, undertegnet af begge Admiraler, hvori de erklærede hans Paastand for usand, og til Oprejsning forlangte, at han inden Solnedgang skulde udlevere alle russiske, engelske og franske Handelsskibe i Odessas Havn. Da man ikke fik noget Svar herpaa, begyndte den 22de tidlig om Morgenen 9 Dampskibe at beskyde Byens Havn. Bombardementet varede til Kl. 6 om Aftenen, Havneforstaden kom i Bund, Skibene blev deels opbrændte, deels borede i Sænk af de russiske Tropper. Besætningen i Odessa, der ansloges til mellem 30 og 35,000 Mand, besvarede Ilden med Kraft, fornemmelig fra et ved Havnen beliggende Batteri paa 4 Kanoner, som dog noget over Middag blev bragt til Taushed af de Allierede, hvis Bomber satte Ild paa og sprængte Krudtmagasinet. Selve Byen, den betydeligste Søhandelsstad ved det sorte Hav, var det ikke de Allieredes Hensigt at tilføje nogen Skade; imidlertid faldt der dog endeel Kugler og Bomber i Staden, og satte flere Huse i Brand. De Allierede tabte kun ganske faa Mand; men to af deres Skibe var dog saa ilde tilredte at de maatte sendes til Varna for at sættes istand. Morgenen efter forlod Flaaden Odessa.
Den vigtigste Krigsbegivenhed i Østersøen i dette Aar var Indtagelsen af Fæstningen Bomarsund, paa Ålandsøerne, faa Mile fra den svenske Kyst. Den de August var en fransk Landgangsstyrke paa henved 10,000 Mand tilligemed 2000 Mand Søsoldater landsat paa Åland, vestenfor Fæstningen, hvor de opkastede Forskansninger og den 13de August beskjød et af Fæstningens Taarne fra Kl. Eftermiddag. Efter en Times Vaabenhvile fortsattes Skydningen, som nu først besvaredes fra Taarnet, men de franske Bomber faldt med saa god Virkning at Taarnet maatte overgive sig, og Kl. 3 den følgende Morgen rykkede Franskmændene ind. Den 1øde August blev et andet Taarn beskudt af et engelsk Batteri, og inden Aften saa ilde tilredt, at det maatte overgive sig. Selve Hovedfæstningen angrebes Dagen efter af Flaaden, 19 Skibe, hvoraf 4 franske og 4 engelske Linjeskibe, og Landgangsbatterierne i Forening, og efter et heftigt Bombardement, der varede hele Dagen, lod Kommandanten, Major Bodisco, det hvide Flag hejse, og overgav sig med hele Besætningen, 1700 Mand, til de Allierede. Fæstningen var udrustet med 180 Kanoner. Tabet af Folk var paa begge Sider ubetydeligt. – Man ansaa Bomarsunds Indtagelse for at være Forløber for vigtigere Vaabenbedrifter i Østersøen; fornemmelig ventede man et Angreb paa Ruslands Hovedfæstninger, Kronstadt og Sveaborg; men det blev dog ikke til noget Videre den Gang, og de Allieredes Admiraler, fornemmelig den Engelske, Charles Napier, som i tidligere Aar havde udmærket sig som en dristig Søkriger, maatte høre meget ilde, fordi de ikke vovede at gaa løs paa de større Fæstninger. Det er ikke let at afgjøre om de selv med en saa uhyre Søstyrke, 70 Skibe med 4000 Kanoner, kunde have udrettet Noget mod de russiske Granitmure; i al Fald har Bomarsunds Fald ikke bidraget synderligt til at løse det store militære Spørgsmaal, om en Søstyrke med nogen rimelig Udsigt til Held, uden Hjelp fra Landsiden, tør give sig i Kast med saadanne Fæstninger som de russiske i Østersøen. Thi ved Bomarsund var der jo en betydelig Landstyrke, og at Fæstningens Mure just ikke var i bedste Stand, synes man at kunne slutte deraf, at 3 Kanoner i 6 Timer skjød en Aabning paa 15 Alens Vidde i dem. Omtrent ved den Tid Bomarsund erobredes begyndte Armeerne i Tyrkiet for Alvor at ruste sig til Toget mod Krim. Det vilde rimeligviis være foregaaet tidligere, dersom ikke Kolera mod Slutningen af Juli var brudt ud i Hæren og paa Flaaden. De Allierede fik saaledes ogsaa erfare hvilket Pesthie disse Egne er. „Dødens Dal“ kalder Tyrkerne et af de Dalfører, hvori Englænderne laa i Lejr. Der var andre Sygdomme som i Forening med Kolera lammede Hærens Virksomhed; Folkene var saa udmattede af Sygdomme og den lumre Luft, at den engelske Gardebrigade, 3000 af Englands bedste Tropper, da den skulde marsjere fra sin Lejrplads ind til Varna, een Miil, maatte dele det Stykke Vej i to Dagsmarsjer, og endda gik de uden Oppakning. Kolera rasede med større og mindre Voldsomhed til Slutningen af August. Om Antallet af de Døde er Beretningerne meget forskjellige; værst var den i Franskmændenes Lejr; et engelsk Blad anslaar Tallet paa deres Døde til 6000, og Englændernes til henved 2000.
En anden Ulykke, som forsinkede Toget til Krim, var en stor Ildebrand som udbrød i Varna Natten til den 10de August, og rasede med stor Voldsomhed de to følgende Dage. Der er al Grund til at tro at den var paasat af russevenlige Grækere. Branden ødelagde over en Fjerdedeel af Byen, et Par Hundrede Mennesker skal være omkomne, Armeen tabte et umaadeligt Forraad af Brød, Klæder (blandt andet 19,000 Par Sko) og Vaaben. Selve Krudtmagasinerne, hvori der var 15,000 Centner Krudt, var i Fare, men reddedes ved den franske General Canroberts og hans Soldaters Mod. Var de komne i Brand, vilde Explosionen rimeligviis have tilføjet Armeerne større Tab end det største Nederlag i noget Slag. Man regner, at Franskmændene ved denne Brand tabte for 2 Millioner, og Englænderne for over 3 Millioner Spd. – Soldaterne tog en skrækkelig Hevn over de mistænkte Grækere. Endeel Tønder med Spiritus i var gaaede istykker, og da Spiritusen strømmede ned over Gaden, gik en Græker hen og satte Ild paa den. En fransk Officeer, som blev ham var, kløvede med sin Sabel Hovedet paa ham, og Soldaterne kastede ham op i den brændende Flom. Paa forskjellige andre Steder i Byen blev Grækerne nedhuggede af de forbitrede Soldater.
Først efter en tre Ugers Forløb var efter disse Uheld Alt atter istand til Felttoget. Den 4de September laa Transportflaaden færdig i Havnene ved Varna, (hvert Dampskib havde to Transportskibe paa Slæb) og Dagen efter afsejlede en Flaade paa 300 Skibe for at føre Frankrigs og Englands Hære til den ukjendte Egn, hvor Vesteuropas største Nationer for første Gang ved hinandens Side skulde maale Kræfter med Østens Jette.
(Fortsættes).
Den 14de September om Morgenen laa de Allieredes Flaader i een uhyre Række ved Krims Vestkyst, et Par Miil søndenfor Eupatoria. Udskibningen af Tropperne begyndte ved Morgengry; Franskmændene var de Første iland, og under Raabet „leve Keiseren!“ plantedes den trefarvede Fane paa „det hellige Ruslands“ Jordbund. Inden Natten faldt paa var alt Fodfolket udskibet, 23,600 Franskmænd under Anførsel af Marsjal St. Arnaud, 27,000 Engelskmænd, kommanderede af Lord Raglan, og henved 7000 Mand Tyrker under Sulejman Passa; altsaa tilsammen 57,600 Mand. Der viste sig ingen fiendtlig Styrke ved Kysten; kun en enkelt russisk Officeer, ledsaget af et Par Kosakker[15] saaes tilhest paa en brat Bakke lige ved Stranden, hvor han i Ro og Mag (skjønt indenfor Skudvidde) betragtede Udskibningen og skrev i sin Tegnebog. Om Aftenen den 17de September var hele Armeen landsat i slagfærdig Stand. Den følgende Dag holdtes Rast, og den 19de Kl. 9 om Morgenen begyndte hele Hæren at sætte sig i Bevægelse sydover; Engelskmændene dannede den venstre Fløj, og Franskmændene (og Tyrkerne) den Højre, der holdt sig langs Kysten, medens hele Flaaden, formørkende Himlen med sine Røgskyer, tæt under Land fulgte Hærens Bevægelser, færdig til at bombardere den fiendtlige Styrke, der maatte vise sig ved Kysten. „Aldrig,“ siger et Øjenvidne, „skal jeg glemme det glimrende Syn af disse Krigermasser, som bølgede nedover de jevne Bakker eller i statelig Orden marsjerede over Sletterne, medens Solen glitrede fra en uhyre Skov af Bajonetter, under Artillerivognenes Rumlen og Kavaleriets Hestetrampen.“ Men bagenfor Hæren var Synet mindre opløftende; her saaes Rækker af syge eller udmattede Soldater, som blev baarne til Sygevognene. Det var især Englænderne som led. De havde tilbragt den første Nat efter Landgangen i en øsende Regn under aaben Himmel, liggende paa den bare Jord, medens Franskmændene allerede den første Dag havde bragt sine Telte iland. Følgerne af denne Forsømmelse viste sig snart. Mange blev liggende paa Vejen af Udmattelse, Andre plagedes i den Grad af Tørsten, at de kastede sig ned og drak det skidne Myrvand, det eneste der fandtes; Kolera udbrød med fornyet Styrke, saa at flere døde deraf paa denne første Dagmarsj. Ved Middagstid saa Hæren fra Toppen af en Høj en Landsby ibrand, og paa samme Tid hørtes de første Kanonskud fra Fortroppen. Man havde stødt paa en fiendtlig Kavaleristyrke, som understøttet af Artilleri søgte at hindre Armeens Bevægelser. Engelskmændene kjørte frem med sine Kanoner, og efter at have vexlet en Deel Skud med dem trak Russerne sig tilbage, og de forenede Armeer gjorde Holdt og slog sig til Ro for Natten.
Den 20de September Kl. 8 satte Hæren sig atter Bevægelse og naaede efter fire Timers Marsj Landsbyen og den lille Flod Alma. Her fik man endelig Øje paa Russernes Hovedstyrke, som stod ved en Landsby paa Elvens nordlige Bred, og bag stærke Forskansninger paa den anden Bred af Floden. Deres venstre Fløj strakte sig mod Vest lige til Kysten, som her danner en stejl Skrænt. Fra denne Kant begyndte Kampen, idet et engelsk Dampskib aabnede en heftig Ild mod et russisk Strandbatteri. Lidt efter rykkede Engelskmændene frem og stormede under en morderisk Ild fra Fienden over Elven; Russerne satte Ild paa en ved dette Punkt beliggende Landsby, og trak sig tilbage til Skanserne. Paa samme Tid udførte en fransk Afdeling under General Bosquet en dristig Bevægelse mod Fiendens Venstre. Mellem Søen og den Skrænt paa hvilken Russerne havde forskanset sig strækker sig en smal Fjære, langs hvilken Franskmændene listede sig, klatrede opover Skrænten, og stormede og indtog en russisk Forskansning. Samtidig hermed blev Russerne ved et voldsomt Bombardement fra tre af de Allieredes Krigsskibe drevne tilbage fra sine øvrige Stillinger ved Kysten; den franske Hovedstyrke stormede nu ret frem opover Højderne, drev Fiendens venstre Fløj tilbage, og kløvede sig med uimodstaaelig Magt Vej gjennem de forvirrede russiske Rækker. Endnu blodigere rasede Kampen paa Engelskmændenes Side. Her stormede de engelske Tropper, anførte af Lacy Evans, Pennefather, George Brown og Colin Campbell under en morderisk Ild op over Skrænterne; Kanonkuglerne pløjede vide Aabninger i de tætsluttede Rækker, men med faste Skridt og i ordnede Geleder som ved en Mønstring rykkede de uforfærdede Skarer fremad, og stormede og indtog de russiske Batterier. Dette afgjorde Slagets Skjebne. Russerne forsøgte endnu for et Øjeblik at holde Stand; men Franskmændene, som imidlertid havde sat sig fast i Forskansningerne paa Fiendens Venstre, vendte nu hans egne Kanoner mod ham, og snart var de russiske Tropper i forvirret Flugt forsvundne bag Højene i Sydøst, og de Forbundnes Hære stod sejerrige paa Valpladsen, der var bedækket med 8000 russiske og 3000 engelsk-franske Døde og Saarede. Havde Vestmagternes Tropper havt nok Kavaleri til at forfølge de Flygtende med, vilde Fiendens Tab have været endnu langt betydeligere.
Saaledes endte det første Sammenstød mellem Vestmagterne og Rusland. En glimrende Sejer var vunden, en Sejer som Russerne havde anseet for utænkelig. Deres Overanfører Fyrst Menzikoff, (den samme som havde været i Konstantinopel) havde skrevet til Tsaren, at han ventede Fienden i en Stilling, som var saa stærkt befæstet ved Natur og Kunst, at han skulde kunne holde Stand mod de største Armeer i sex Uger. Han holdt den i sex Timer, og maatte da flygte i saadan Hast, at den franske General kunde nedskrive Beretningen om Slaget i hans eget Telt.
Det var et skrækkeligt Syn, de forbundne Tropper, de Fleste af dem for første Gang i sit Liv, nu havde for Øje: en Valplads efter et Slag. Ved hvert Skridt aabenbaredes Ødelæggelsens Rædsler i ny Skikkelse; hist laa en falden Kriger med Legemet sammenkrummet af den sidste Dødskamp; her et Lig, i hvis Ansigtstræk Kampraseriet havde overlevet Døden; en russisk Soldat laa paa Knæ med Geværet anlagt, truffen af den dødbringende Kugle just i det Øjeblik han havde taget Sigte; Nogle laa blidt henstrakte, med et Smiil paa Læben, som om de havde lagt sig til at sove; en russisk Soldat laa knælende med et Helgenbillede trykket mod sit Bryst, medens Ligets Ansigt straalede som af forklaret Henrykkelse. I lange Rækker af Bærestole eller Sygevogne førtes de Saarede til Stranden, for at bringes ombord paa Skibene; Stumper af Arme og Been, Heste, hvis Bug var frygteligt opreven af Kanonkugler, Sabler og Bajonetter, bedækkede med levret Blod og Haar, laa omspredte paa Marken, Tropperne havde fuldt op at bestille denne Aften og de følgende Dage med at begrave de Døde og hjelpe de Saarede.
Fyrst Menzikoff havde med sin Hær trukket sig tilbage mod Sydøst, til Bakschiserai.
I Sebastopol herskede der Skræk og Forvirring dengang de første Nyheder om Slaget ved Alma indtraf. Er det sandt hvad man fortæller, at der var rejst Folk ud fra Byen som til en Fornøjelsestur „for at se hvorledes Menzikoff kastede Hedningerne i Havet,“ saa er vel det første Budskab om Nederlaget kommet til Sebastopol med disse Lystrejsende, hvis Udflugt tog en saadan Ende med Forfærdelse. Indbyggerne i Sebastopol havde ogsaa al Grund til at vente at deres By inden faa Dage maatte være i Fiendens Vold. Thi det kan nu ansees for sikkert, at de forbundne Hære efter Almaslaget uden stor Opofrelse, endog uden Understøttelse fra Flaaden, kunde have indtaget Sebastopol ved en Overrumpling. Man var ikke forberedt paa et Angreb fra Landsiden; Fæstningens Besætning var svag, og modløs ved det Nederlag dens Vaabenbrødre havde lidt; og Menzikoffs Hær var for det Første ude af Stand til at ulejlige de Forbundne. Disse tænkte nu ogsaa paa at gaa lige løs paa Fæstningen, idet de ved et Angreb fra Land- og Søsiden vilde indtage Befæstningerne paa den nordlige Side af Sebastopolfjorden, og siden fornemmelig ved Hjelp af Flaaden tvinge Sydsiden (den egentlige By) til Overgivelse. Men nu indløb der Underretning om, at Russerne havde spærret Indløbet til Byen ved at sænke sex af sine største Krigsskibe. Havde man dengang kjendt Fæstningens sande Tilstand, vilde dette Krigspuds ikke have hjulpet Fienden; nu frelste det Fæstningen fra saagodtsom uden Sværdslag at falde i de Forbundnes Magt.
De engelsk-franske Generaler besluttede nu, siden et Angreb fra Nordsiden ansaaes for umuligt, at forandre Angrebsplanen, og den Bevægelse de nu foretog var af den Slags, at den hvis den var mislykket skulde være kaldt en Dumdristighed; nu, da den lykkedes, veed man ikke om man mest skal forbauses over deres Lykke, eller beundre deres Djervhed. – Den 23de September Kl. 8 om Morgenen satte Hæren sig i Bevægelse mod Syd, og marsjerede midt imellem Fæstningen og Menzikoffs Armee, gjennem ubekjendte Egne, tykke Skovstrækninger hvor man maatte bane sig Vej med Øxen og Kompasset i Haand, og ankom den 26de og 27de September til Balaklava, en liden Havn omgiven af bratte Fjelde, paa Krims sydlige Kyst. Denne Marsj var den sidste dristige Handling de Forbundne under hele Krigen foretog. Landgangen paa Krim, Slaget ved Alma og Marsjen til Halvøens Sydside var fulgt saaledes Slag i Slag, at man over hele Europa ventede at Sebastopols Indtagelse nu snart maatte følge paa. Selv Russerne – det fik man rigtignok først vide bagefter – fortvivlede om at Fæstningen kunde holde sig, og da de til sin Forbauselse saa at Angrebshæren, som de hver Time ventede nordenfra, var ligesom blæst bort, og atter viste sig en halv Miils Vej syd for Byen, tænkte de, at dette kun var skeet for deslettere at kunne tage Byen fra dens svageste Side. Men da der hengik tre fire Dage uden at de saa noget til Fienden, da de endelig fik Underretning om, at de Forbundne gav sig ifærd med at begynde en formelig Belejring, da fattede de Mod. Det synes at være en Særegenhed ved Russerne, at de aldrig fortvivler, saalænge der er et Glimt af Haab tilbage, og denne Sejghed var det som dengang frelste Sebastopol. De mærkede at der var en Mulighed for at holde Fæstningen saalænge til der kunde komme Undsætning, og dette var dem nok. Og nu skede den første Begyndelse til Sebastopols Forsvar, et af de heltemodigste Verden har seet. En Ingeniørofficeer, Todleben, en Tysker af Fødsel, vandt her ved sin mageløse Dygtighed et udødeligt Navn i Krigsvidenskabens Historie. Han var dengang en ubemærket Kaptejn, Søn af en fattig Høker i Riga.[16] De ansatte Ingeniører mistvivlede om at kunne omgive Byen med de fornødne Forsvarsværker i mindre Tid end to Maaneder; han gjorde det i 12 Dage, og hvor godt han gjorde det fik de Forbundne føle i et heelt Aar. „Aldrig“ siger en engelsk Skribent, der var med paa Toget, „aldrig skal jeg glemme hvilket Mismod der udbredtes i Lejren da vi havde sendt en Troppeafdeling ud for at tage Byen i Øjesyn, og den kom tilbage med den Underretning, at Byen var i fuldstændig Forsvarstand.“ Saaledes var det ogsaa. Hele den arbejdsføre Befolkning, Mænd, Kvinder og Børn arbejdede Nat og Dag, og inden Angriberne var komne nogenledes til Orden i sin nye Stilling, var Sebastopol som omskabt. Paa Kanoner, Krudt og andre Krigsfornødenheder var der ingen Mangel, de fandtes i ustyrtelig, man kan sige grænseløs Mængde i de uhyre Forraadsbygninger. Byens Svaghed, som nu blev bødet paa med saa uhyre og heltemodige Anstrengelser, bestod deri, at den – hvad de Forbundne neppe har havt nogen klar Kundskab om – kun var forsvaret ved enkeltstaaende Befæstningsværker (Forter) der især var anlagte for at forsvare den mod et Angreb fra Søsiden. Den var altsaa oprindelig ikke en egentlig Fæstning, men den blev nu i utrolig kort Tid forvandlet til en stærk Fæstning, idet den blev omgivet med en Række af uhyre Jordvolde, som besattes med de sværeste Kanoner i mængdeviis. Denne Befæstning med Jordvolde er aldrig før i saadan Udstrækning bleven anvendt i nogen Krig, og de Forbundne fik, som vi snart skal se, allerede ved det første Angreb mærke, hvilken haardnakket Modstand Fienden kunde byde ved den Kløgt og Raskhed hvormed han anvendte dette Forsvarsmiddel.
Ved Ankomsten til Balaklava skiftede den franske Armee Hærfører, idet General Canrobert overtog Kommandoen istedetfor St. Arnaud, som ligesiden Landgangen havde været dødssyg. Han havde deltaget i Slaget ved Alma, uagtet han var saa svag, at han ikke kunde sidde i Sadlen uden Understøttelse. Han døde et Par Dage efter paa Overreisen til Konstantinopel.
Ved at komme i Besiddelse af Balaklava havde de Forbundne faaet hvad man i det militære Sprog kalder en Operationsbasis, d. v. s. et sikkert Rygstød, et Punkt, til hvilket de uden at behøve at frygte for nogen Forstyrrelse af Fienden kunde føre sine Forstærkninger og Krigsfornødenheder. Dette Rygstød var Havet, som de med sine Krigsskibe havde i uhindret Besiddelse. Flaaden, som de paa den farlige Marsj til Balaklava havde skilt sig fra, kunde nu atter yde dem virksom Hjelp. I de første Dage efter Ankomsten til Balaklava blev Belejringskanonerne udskibede, og paa samme Tid ankom en Forstærkning af henved 20,000 Mand tilligemed 8000 Mand Kavaleri. Og nu begyndte de første Belejringsarbejder. Men førend jeg gaar over til at skildre det første Angreb, maa vi kaste et Blik paa den Valplads, som nu i et heelt Aar var bestemt til Skuepladsen for en saa vældig Kamp.
Den sydlige Rand af Krim, som Striden gjaldt, kan betragtes som en Halvø for sig, der i Nord begrænses af den dybe Sebastopolsfjord, i øst af en Fjeldkjede, som fra Balaklava bugter sig mod Nord til henimod Fjordens Bund. Hele Kyststrækningen dannes af stejle Fjelde, som mod Norden skyder en Række af smaa Aaser eller Fjeldknatter, der skraaner brat ned mod Fjorden. Paa denne Fjordens sydlige bratte Kyst ligger Sebastopol, paa begge Sider af en smal og lang Vig (Krigshavnen) der deler Byen i to Dele, den østlige Hoveddeel, og den vestlige, Havneforstaden (Karabelnaja).
Paa denne klippefulde Grund og i de trange Klever mellem Fjeldknatterne var det nu de Forbundne aabnede de første Løbegrave og rejste sine Batterier mod Fæstningen.[17] Den 10de Oktober havde Armeerne indtaget sin Stilling foran Fæstningen og opkastet Batterier i en Afstand af 1050 Alen. Engelskmændene indtog den højre, og Franskmændene den venstre Fløj. 136 svære Kanoner var med store Anstrengelser blevne bragte op fra Balaklava, og den 17de Oktober begyndte Skydningen fra Voldene, medens en Afdeling af Flaaden, 26 Skibe, paa samme Tid lagde sig foran Indsejlingen til Byen for at beskyde de der værende Forter. Bombardementet fortsattes med større eller mindre Styrke i en heel Uge; men allerede den første Dag var Russerne istand til at svare med 200 Kanoner, som for største Delen var sværere end de Forbundnes. Og nu blev det klart for Angriberne, med hvilket Mesterskab Russerne forstod at benytte sig af den særegne Forsvarsmaade, de havde valgt. Al den Ødelæggelse Kuglerne tilføjede deres Jordvolde var ikke større, end at de om Natten, rigtignok med store Anstrengelser, kunde udbedre den igjen, og paa alle de Punkter, hvor Angribernes Skyts var dem for mægtigt, viste der sig om Morgenen nye Forskansninger der syntes som om de var opstaaede ved Trolddom. Fyringen fra Russernes Side var ogsaa de Allieredes langt overlegen. Medens Angriberne maatte spare paa sine Forraad, øste Russerne sin Kugleregn ud, ofte til ingen Nytte, og endnu efterat hine den 24de Oktober havde stanset Skydningen af Mangel paa Kugler og Krudt, bragede hele den russiske Voldrække af en saa overhændig Ild, at man næsten skulde tro de blot skjød for at blive kvit al sin Overflod. – Folketabet paa de Forbundnes Side var tillands ubetydeligt; værre var det paa Flaaden, som fik flere hundrede Mand dræbte og endeel Skibe stærkt medtagne. Russerne havde her, i Forterne ved Indløbet til Fjorden, over 400 Kanoner. Russerne skal, fornemmelig fordi de stod tættere sammenpakkede og fordi Angriberne sigtede bedre med sine Bombemørsere, have tabt en 1500 Mand, deriblandt Fæstningens Kommandant, Admiral Kornileff; hans Efterfølger, Admiral Nakimoff, den samme som udførte Overfaldet ved Sinope, blev saaret.
Efter det uheldige Udfald af dette første Bombardement kunde der nu ikke længer tænkes paa at tage Fæstningen i en Fart, og det utaalmodige Publikum i Europa, som ved hver Telegrafefterretning der indløb havde forudsagt at Sebastopol ikke kunde holde sig Ugen ud, begyndte nu efterhaanden at skjønne, at der nok maatte være kommet noget ivejen som man ikke havde forudseet. I det Krigsraad som holdtes ovenpaa Bombardementet blev de forbundne Generaler enige om, at det for det Første vilde være til liden Nytte at forsøge en almindelig Beskydning, at man maatte have flere og sværere Kanoner, at man maatte anvende sin Hovedstyrke mod enkelte Punkter, og at man ved Hjelp af nye Løbegrave maatte komme Fienden nærmere ind paa Livet. Det maa have været med et tungt Sind Generalerne fattede den Beslutning; det var en trist Forandring, ovenpaa den raske Sejersgang fra Kysten til Balaklava at skulle begynde en Skildpaddemarsj med Hakken og Spaden, en regelmæssig Belejring, det kjedsommeligste, mest sindstyngende Arbejde en Armee kan foretage. Men dette var endnu ikke det Værste. Russerne havde allerede efter Slaget ved Alma (kanske før) sørget for at faa sendt Forstærkninger til Krim. Allerede paa den Tid da Bombardementet skede, var en Styrke paa 30,000 Mand fra Egnen ved Pruth, hvor Russerne nu ved Østerrigs Mellemkomst var betryggede mod Angreb fra Tyrkerne, ankommen i Nærheden af Sebastopol, og den var kun Fortroppen for de Tusinder og atter Tusinder, som nu fra det hele Rige væltede ind til Halvøens Forsvar. Belejringsarmeen befandt sig nu i en langtfra gunstig Stilling; ja den var igrunden ligesaameget belejret som Russerne, eller rettere sagt, ingen af Parterne var egentlig belejret; det var snarere en Kamp mellem to befæstede Lejre, som vexelviis blev angrebne og forsvarede.
Og nu var Turen kommen til de Allierede at forsvare sig. Dagen efter Bombardementets Slutning rykkede den nys ankomne Forstærkning, 30,000 Mand under General Liprandi, mod nogle tyrkiske Forskansninger i Dalføret nordøst for Balaklava, for derfra, naar disse var erobrede, at true de Allierede i Ryggen og afskjære dem fra Havet. Var dette lykkets, vilde de Allieredes Stilling været fortvivlet. Og det saa slemt nok ud; Tyrkerne gjorde kun svag Modstand, og flygtede efterat have fornaglet sine Kanoner, men saa slet, at Russerne kunde bringe dem i brugbar Stand og vende dem mod Fienden. Saasnart de Allieredes Generaler fik Underretning herom, sendte de to engelske og en fransk Afdeling ud for at stanse Russernes videre Fremrykning. Disse saaes nu i tætte Masser rykke frem fra Fjeldene; deres Artilleri besatte Højderne paa begge Sider af Dalbunden, hvor de erobrede Skanser befandt sig, medens Rytteriet, 3000 Mand stærkt, red frem for at angribe en Afdeling engelske Fodfolk (Højlændere), der under Anførsel af Sir Colin Campbell stod rede til at tage mod dem. Opstillede i to Geleder ventede Englænderne med roligt Mod til Rytteriet var kommet dem ind paa Livet, og først da de var komne dem paa et Par hundrede Alen nær, kastede første Geled sig paa Knæ, og en velrettet Geværild spredte Død og Forvirring i de russiske Rytteres Rækker. De svingede om og red i hurtig Flugt tilbage til Hovedstyrken. Dette var den første Akt i denne Dags blodige Skuespil. Et Skuespil maa det vel kaldes; thi her var ikke alene Handlende, men Tilskuere; rundt om paa Højderne stod fire Nationers Armeer og betragtede Kampen. Nu kom en ny Afdeling russiske Hestfolk ridende ned gjennem Dalen, og en Afdeling engelsk Rytteri (den saakaldte svære Brigade) red frem for at tage mod dem. Saasnart den russiske Styrke fik Øje paa Englænderne, der neppe var stort mere end en Tredjedeel af deres eget Tal, gjorde den Holdt som om den vilde spørge, om det virkelig var Meningen, at denne Haand- fuld Folk tænkte paa at maale Styrke med dem. Men de fik snart Syn for Sagen. De engelske Trompeter blæste til Angreb, Rytterne istemmer et tordnende Hurra, og i et Nu er de som forsvundne mellem den første Linje af de russiske Masser. Man hører Kampraab og Vaabenklirren, man seer Sablerne svinges over den forvirrede Vrimmel, og i næste Øjeblik er Russernes Linje gjennembrudt og kastet tilside, og de tapre Ryttere sprænger i brudte Rækker afsted mod den næste Linje. „Gud hjælpe dem! det er ude med dem!“ raabte meer end een af de forbausede Tilskuere. Den første russiske Linje samler sig atter, Engelskmændene er atter omsluttede af den overvældige Fiende – da sprænger en Afdeling Dragoner frem til deres Bistand, kløver sig Vej gjennem de russiske Rækker „som om de var af Pap“ heder det i et Øjenvidnes Skildring[18], og i mindre end fem Minuter efter det første Sammenstød var det russiske Rytteri i forvirret Flugt henover Dalen under jublende Sejersraab fra Tilskuerne, som kastede sine Huer i Luften og – klappede i Hænderne.
Men den blodigste Kampleg paa denne forunderlige Dag stod endnu tilbage. Kl. 10 Minuter over 11 red den „lette“ Kavaleribrigade, 600 Mand, under Anførsel af Lord Cardigan, frem gjennem Dalen. I ordnede Rækker og roligt Skridt red den lille Flok fremad, stedse fremad; foran dem stod en kampfærdig fiendtlig Armee. 600 Mand mod en Armee – Tilskuerne vilde ikke tro sine egne øjne. Men saa var det. Hvorledes det hang sammen med den Befaling, som Lord Cardigan havde modtaget, og som lød paa, at han skulde hindre Fienden fra at sætte sig fast i de erobrede Forskansninger – derom har der siden været megen Tvist; en Misforstaaelse maa der have været etsteds; thi Befalingen var vanvittig. Men den blev adlydt. Venner og Fiender stirrede i maalløs Forbauselse paa den dødsviede Skare, som i stedse hurtigere Skridt, i statelige Rækker, medens Solen glitrede fra deres Sabler og fjærvajende Hjelme, sprængte afsted lige i Dødens Omarmelse. Der var et Øjebliks Taushed, hvorunder Hestehovenes Dundren tabte sig henmod de russiske Linjer. Da væltede Krudtrøgen pludselig fra tre Sider paa een Gang, fra den fiendtlige Styrke lige foran og fra Højderne paa begge Sider af Dalen, ind mod den lille Helteflok, og tredive Kanoner og en Hagl af Geværkugler lyste op i dens Rækker; Faldne og Saarede laa omspredte paa Marken; rytterløse Heste for frem og tilbage; men de Tiloversblevne red uforsagt fremad lige ind mellem Kanonerne og nedsablede Artilleristerne. Atter en morderisk Salve fra de russiske Kanoner paa Bakkerne, og atter En, da de var paa Tilbagevejen, og i næste Øjeblik sprænger en Sværm af Kosakker fra Siden tvers over Dalen for at afskjære dem. De var nu i bogstavlig Forstand fra alle Sider omklamrede af Fiender, og de forfærdede Tilskuere opgav det sidste Haab om at se en Mand af dem igjen. Da saa de pludselig Kosakkernes Rækker vakle og aabne sig, og gjennem de tilsidevigende Fiender kom de blodstænkede Levninger af den heltemodige Skare tilbage. Efter en halv Times Kamp var der 200 tilovers af 600; af nitten Officerer i de to forreste Afdelinger var kun tre (deriblandt Lord Cardigan) ilive eller usaarede.
„Da det engelske Rytteri huggede sig igjennem Kosakkerne, blev der begaaet en Grusomhed, som man ikke skal finde Magen til i noget civiliseret Folks Krigsførsel i nyere Tid. Da Rytteriet var paa Tilbagevejen efter Indhugget paa Batterierne, blev disse igjen bemandede. Russerne saa sit eget Kavaleri i forvirret Kamp med det engelske, og til evindelig Skjændsel for det russiske Navn øste disse Niddinger en morderisk Regn af Kugler og Kartetsjer over de Kjæmpende, dræbende Ven og Fiende tillige.“
Nogle mindre Fægtninger sluttede Kampene paa denne mindeværdige Dag; de Forbundne lod Russerne beholde de erobrede Batterier og lod sig nøje med at befæste sig nærmere Balaklava, og udpaa Eftermiddagen havde begge Armeers Hovedstyrke indtaget sine tidligere Stillinger.
Dagen efter, den 26de Oktober, gjorde Fyrst Menzikoff med 8000 Mand et Udfald fra Fæstningen mod Engelskmændene, paa samme Tid som Liprandi rykkede mod Belejringsarmeens højre Fløj, men begge Angreb blev tilbagedrevne under stort Mandefald paa begge Sider.
Men det varede ikke mange Dage inden Engelskmændene paa en endnu mere storartet Maade end ved Balaklava skulde vise Verden sit uovervindelige Heltemod og – sine Konmanderendes Uduelighed. Allerede en Uges Tid efter Kampen ved Balaklava havde Russerne modtaget saa store Forstærkninger, at deres hele Styrke i og udenfor Sebastopol vel kan ansættes til 100,000 Mand. Angrebshæren var paa denne Tid neppe over 75,000, og med denne ringe Styrke skulde de Allierede ikke alene holde Fæstningen Stangen, men forsvare hele den østlige Linje fra Balaklava til henimod Bunden af Sebastopolsfjorden, over en halv Miil. En stor Deel af denne Linje var nu rigtignok ved sin naturlige Brathed let at forsvare; men der var andre Punkter, som siltrængte stærke Forsvarsværker mod den nu overmægtige Fiende. Et saadant Punkt var Højderne nær ved Ruinerne af Landsbyen Inkerman, ved Belejringshærens yderste højre Fløj. Her var der en Houg, hvorfra Russerne, hvis de kunde komme i Besiddelse af den, med sine Kanoner kunde bestryge Engelskmændenes Lejr og tvinge dem til at opgive hele sin Stilling. Der var idetmindste een engelsk Officeer (De Lacy Evans) som havde indseet, hvor farligt dette Punkt kunde blive, og henledet Vedkommendes Opmærksomhed derpaa, men til ingen Nytte; der blev ikke rejst et Batteri til dets Forsvar; man var tryg fra den Kant, og denne Tryghed blev Tusinders Død.
Det var en mørk regnfuld Morgen den 5te November, da de engelske Vagter henimod Kl. 4 hørte Kirkeklokkerne kime i Sebastopol. Dette var just ikke noget usædvanligt, og de anede ikke hvad denne Klokkeklang forkyndte: at de russiske Præster nu i den tidlige Morgenstund nedbad Himlens Bistand over Tsarens Vaaben til Ødelæggelse for „de Vantro“. Thi saaledes var det. 60–70,000 Mand stod før Daggry under Vaaben i og udenfor Fæstningen, for at foretage et pludseligt Angreb paa Belejringshæren. Ved Inkerman skulde Hovedslaget staa, medens Franskmændenes venstre Fløj ved et Udfald fra Fæstningen skulde hindres fra at komme sine Vaabenfæller til Hjelp. Det eneste Tegn til Fiendens Nærmelse var en svag Lyd som af mange Vogne, som en Skiltvagt syntes at høre; han meldte det til sin Officeer; men denne mente at det var Krigsforsyninger som leve kjørte ind til Byen. Det var det russiske Artilleri, 240 Kanoner, som-kjørte op paa Højderne. I den Plan som Russerne havde lagt for Angrebet var det bestemt, at en betydelig Styrke skulde marsjere op langs selve Inkermanvejen, da der nødvendigviis maatte findes stærke Batkerier, som, maatte tages til enhver Priis. Men til sin Forbauselse fandt Russerne ikke en Skanse, ikke en Kanon, og den russiske General raabte: „vi har dem! Sebastopol er frelst!“
Klokken var lidt over 5 da en engelsk Officeer (Brigadegeneral Codrington) var henne og saa til Forposterne og modtog Meldingen: „Alt vel!“ Han havde netop vendt sin Hest og redet et Par Skridt, idet han ytrede til en af sit Følge, at det slet ikke skulde undre ham, om Russerne vilde benytte sig af en saadan Uvejrsnat til at angribe – da en Geværsalve skraldede nede i Dalen. Russerne, 45,000 Mand, var i Fremrykning. Forposterne havde neppe faaet Øje paa dem i det disige Morgengry, før de allerede var dem lige ind paa Livet, og tvang dem til at trække sig tilbage opover Bakkerne. Snart kom hele den engelske Lejr i Bevægelse. „Og nu begyndte den blodigste Kamp, som man nogensinde har seet saalænge Krigens Forbandelse har hvilet over Jorden. Slaget ved Inkerman kan ikke beskrives. Det var en Række af frygtelige Vovestykker, blodige Kampe mellem Mand og Mand, i Klever og trange Dalstrøg, i Krat og Ur, Kampe, som intet menneskeligt Øje saa, og hvorfra Sejerherren, Rus eller Engelskmand, kun slap ud for at møde nye Fiender, indtil vor overlegne Kraft endelig vandt Sejer, og Tsarens Bataljoner veg for vort haandfaste Mod og Frankrigs ridderlige Bistand. Ingen kunde fra noget Sted faa et Overblik over endog en liden Deel af denne mindeværdige Dags Bedrifter, thi Taagen og den tætte Støvregn dækkede Udsigten i faa Alens Afstand. Kl. lidt over 7 kom Lord Raglan til med sin Stab. Det uophørlige Brag af Kanoner og Geværer forkyndte da at Kampen var paa det Højeste. Russernes Bomber faldt saa tæt og sikkert ind i de engelske Rækker, at Skraldet lignede vældige Kanonsalver, og de svære Jernstumper spredte Død og Ødelæggelse til alle Kanter; Generalerne vidste ikke hvor de skulde føre sine sine Folk hen. De vidste ikke hvor Fienden var – fra hvad Side han kom, eller hvor de skulde møde ham.“ I tre lange Timer rasede Kampen mellem 8,500 Engelskmænd og det mere end femdobbelte Antal Fiender, som hvert Øjeblik med vilde Hyl[19] stormede frem og efterat være tilbagedrevne atter væltede friske Tropper ind mod de udmattede men lige uovervindelige Forsvarere. Saalænge der har været fort Krig efter visse Regler, og ikke som mellem vilde Dyr, har man vel sjelden seet noget Slag, hvori de Kommanderendes Omblik har udrettet saa lidet, og den Enkeltes Tapperhed saa uhyre meget. Skammeligt blev den engelske Hær ved sine Føreres Tankeløshed udsat for at ødelægges af en kløgtig og overvældig Fiende; men med mageløs Tapperhed bødede den Enkelte paa denne Udygtighed, idet hver enkelt menig Mand som en uovervindelig General forsvarede de Tommer Jord, som var ham betroet.
Først Kl. 10 forkyndte de franske Halvmaaner at Engelskmændenes Forbundsfæller var rede til at hjælpe. 8000 Franskmænd rykkede frem, og nu blev Fiendens Nederlag fuldkomment. Kl. 12 var Russerne i fuldstændigt Tilbagetog, i Begyndelsen i god Orden; men da de var komne ned i Dalen og de Allierede havde faaet sine Kanoner op paa en Houg, som beherskede Dalen og Broen over Floden Tsjernaja, som de maatte over, sendte de Allieredes Kanoner Død og Ødelæggelse over de sammentrængte Masser; Soldaterne kastede Oppakning og Vaaben fra sig, fortælles der, og den russiske Hær forlod Valpladsen i forvirret Flugt.
To af Tsarens Sønner, Storfyrsterne Nikolaus og Mikal, var med i Slaget, (de var komne til Krim med den Befaling fra Tsaren, at enhver Franskmand og Engelskmand skulde være kastet i Havet inden Juul) og da Russerne mylrede over Broen, heder det i en Beretning, saaes pludselig en Rytterskare (Storfyrsterne med sit Følge) sprænge gjennem de tætte Skarer og i Huj og Hast, ridende sine Egne overende, jage afsted over Broen.
Paa samme Tid som denne blodige Kamp foregik tilhøjre, gjorde Fæstningstropperne et voldsomt Udfald mod de af Franskmændene besatte Løbegrave længst til Venstre, men blev drevne tilbage og forfulgte til lige under Voldene. Russerne angiver selv sit Tab denne Dag til 9000 Mand; men det kan trygt sættes til 15,000 Døde og Saarede, da de Allierede begrov 5000 paa Valpladsen og de Saaredes Tal altid regnes til mindst det dobbelte af de Dødes. Engelskmændenes Tab var ligesaa uhyre: de tabte 4,300 Mand, deriblandt 8 Generaler, (3 Faldne og 5 Saarede). Franskmændene tabte 1300 Mand. Først Dagen efter kunde man ved at undersøge Valpladsen faa et rigtig klart Begreb om hvilken forfærdelig Kamp her havde staaet. „Under hver Busk, paa hver Favn af den blodstænkede Jord laa en død eller døende Rus. De Steder, hvor Kampen havde været blodigst, var ikke vanskelige at finde, vi fik let Øje paa vore Gardisters velkjendte Bjørneskindshuer, vort Infanteris røde Kjoler og de franske Jægeres lyseblaa Frakker, som dækkede mangen en Krigers stivnede Lemmer. Mange af disse havde et venligt Udseende, det rolige Øje, de blidt aabnede Læber og den glatte Pande viste hvor fredeligt en Mand kan dø i et Slag, naar han gjennembores af en Riflekugle. Men de Engelskmænd og Franskmænd, som var faldne for Bajonetten – og mange var blevne myrdede af Russerne mens de laa saarede paa Marken – havde frygtelig fortrukne Ansigter. Nogle havde i sin sidste Dødskamp revet Jorden op, og holdt Græstorven klamret mellem sine Fingre op mod Himlen. Alle de Soldater, som viste saadanne Tegn paa en pinselfuld Død, var ihjelstukne med Bajonetten. Men de Saarede! I to Dage[20] havde de ligget der, hvor Kuglen eller Stikket havde strakt dem. Der var rigtignok meget faa tilbage idag; men vi havde endnu ikke udforsket alle de Hemmeligheder disse blodstænkede Klever gjemte, og det var ikke før Middag den Sidste af vore Soldater var bleven funden paa sin blodige Seng og bragt til Hospitalet. Men Russerne, som laa stønnende paa alle Kanter, var langt talrigere. Nogle af dem var lagte sammen i Dynger for at kunne bæres lettere bort. Andre laa mellem Krattet og stirrede paa os som vilde Dyr, mens de holdt paa sine Saar; Nogle bønfaldt, i et ukjendt Tungemaal, men i Tonefald, som ikke var vanskeligt at forstaa, om Vand eller Hjælp, mens de holdt sine Armstumper eller knuste Lemmer op eller pegte paa de Skar Kuglen havde rispet i deres Legemer. Mange af disse Folk saa paa os med et skummelt vredt Blik, som var frygteligt. Et vildt uslukkeligt Had gnistrede frem af deres vrede Øjne, og naar man med Medlidenhed og Smerte stirrede paa dem, kunde man nok forstaa, hvorledes disse Mennesker i sit indædte Had kunde dræbe den Saarede eller fyre paa den barmhjertige Fiende, som kom hen til dem for at række dem en Læskedrik. Det var en Betryggelse at se at deres Vaaben var knækkede og deres Patroner aabnede og omspredte paa Marken. Franske og engelske Sygebærere kavede sig op over Bakkerne for at bære sine tunge Baarer til Graven eller til Hospitalet. Vore Folk har lagt sig til en sørgelig Færdighed i at undersøge om en Mand er død eller ej. De stanser ved et Legeme; „kom hid Gutter! her ligger en Rus!“ (eller „en Franskmand“ eller „en af Vore“). En af dem bøjer sig ned, løfter paa Øjelaaget, titter ind i Øjet, trækker paa Skuldrene og siger ganske roligt: „han er død, han faar vente“ og gaar tilbage til Bærestolen; Andre letter paa hans Been, og udfinder paa denne Maade om der er Liv eller ej. Ligene bliver i Almindelighed berøvede alle sine Klæder undtagen Frakken. Alskens Fantepak fra Lejren og Balaklava, og Matroser fra Skibene rangler om paa Valpladsen og drager afsted med hvad de kan faa Fingre i. Paa visse Steder sees Afdelinger i travlt Arbejde lige under Bakkerne, ifærd med at kaste op svære Grave, tredive Fod lange, tyve Fod brede og sex Fod dybe, hvori de med stor Kunst stuver sammen en tredive firti Lig i alle optænkelige Stillinger. En Afdeling staar nu omkring Graven og passiarer mens de venter for at faa Tallet fuldt. Der bæres et Lig hen til dem og de gjetter sig til hvem det kan være. „Det er Korporal N. N. af 4de Kompagni“, siger En. „Nej det er min Sidemand, jeg kjender ham paa hans røde Haar“ og saa videre. De taler om døde Sjersanters Fejl og Fortrin. „Det var en haard Mand, han har skaffet mig Juling meer end een Gang; men nu er det forbi!“ eller „stakkels Mikal, han har staaet i Tjenesten i femten Aar, raskere Gut end han har aldrig baaret et Gevær!“ Saadanne Bemærkninger hører vi paa alle Kanter. Endelig er Graven fyldt, Ligene ligger saa tæt som de kan stuves sammen. Nogle ligger med opløftede Arme, som om de endnu holdt Geværet an- lagt; Benene rager frem over Jorden som skuffes over; Andre spriker med Arme og Been som Hallingmænd. Tomme for Tomme stiger Mulden over dem og de bliver liggende „alene med sin Ære“. Nej, ikke alene; thi hvormange hundrede Menneskehjerters Haab, Bekymringer og Kjærlig- hed har ikke fulgt med dem ned i deres navnløse Grav!“
Slaget ved Inkerman var den sidste storartede Vaabendaad Engelskmændene kom til at udføre paa Krim. Deres Armee, som ved Belejringens Begyndelse med de ankomne Forstærkninger beløb sig til 36,000 Mand, var nu indsvunden til mindre end Halvparten. Thi Sygdomme bidrog endnu mere end Fiendens Kugler til at rydde de engelske Rækker. Allerede fra Begyndelsen af November regner man, at Kolera, som havde fulgt Hæren fra Varna, havde bortrevet ligesaamange som Slaget ved Alma. Men det værste stod endnu tilbage – Vinteren. Fyrst Menzikoff skal have sagt, at han havde tre Generaler i Baghaanden, som nok skulde blive slemme for de Allierede at holde Stangen – Generalerne Januar, Februar og Marts. Og hans Spaadom blev kun altfor vel sandet. Det sorte Havs Kyster har allerede siden Oldtiden været berygtede for sit voldsomme Vejrlig, og det var ikke mere end en Uges Tid efter Slaget ved Inkerman at den krimske Vinter den 14de November meldte sig med en Orkan saa voldsom, at selv de Indfødte (Tartarerne) sagde, at de Ældste blandt dem ikke kunde mindes saadant Uvejr. Det varede ikke mange Timer før den overhændige Regn og Snefog havde forvandlet hele Lejren til en uhyre Pøl; Teltene var for største Delen nedblæste, og Klæder, Huer, Sengetepper, ja endog Borde og Stole hvirvledes afsted gjennem Luften. Paa Søen var naturligviis Ødelæggelsen værst; her strandede 48 Skibe (de fleste dog Transportfartøjer), 1000 Mennesker omkom, og det Pengetab som voldtes ved Ødelæggelsen ansættes til 8 Millioner Daler, hvoraf 5 Millioner paa Engelskmændenes Side.
Havde Verden til denne Dag af Beundring over de engelske Soldaters Tapperhed glemt hvor mange Menneskeliv der blev spildt ved deres Anføreres Udygtighed, saa blev i de nu følgende Maaneder Forholdet omvendt; det Heltemod, hvormed de engelske Soldater uden at knurre udholdt den langt skrækkeligere Kamp mod Kulde, Sult og Smitsot, faldt kun lidet i Øjnene ved Siden af den forfærdelige Vanrøgt, som nu Uge for Uge lagdes tydeligere for Dagen. Istedetfor de endnu ikke ophørte Spaadomme om „at Sebastopol med det Første maatte falde“, kom der nu den ene Hjobspost efter den anden om at den engelske Hær nærmede sig sin Opløsning. Det blev Dag for Dag mere iøjnefaldende, at England, det rige England, med sine umaadelige Hjelpekilder af alle Slags, ved sine Styrendes Ukyndighed stod i Begreb med at tilføje sin herlige Hær et langt værre Nederlag end nogen Fiende havde formaaet. Det var klart, at hverken Regjeringen eller Generalerne paa Krim havde tænkt paa et Vinterfelttog. Den tunge, bratte Vej fra Balaklava til Lejren var forvandlet til et ufremkommeligt Søle, hvor de usle Vogne, som skulde bringe Krigsfornødenheder og Levnetsmidler op til Hæren, blev siddende eller gik istykker, saa Soldaterne selv, udasede og forfrosne som de vare, maatte slæbe dem op, mens de hvert Øjeblik sad fast i det bundløse Leer og Mudder. I Balaklava var der Overflod af Alt, men Ingen vidste, hvor det var at finde. Krudt, Kugler, Bomber, Klæder, Medicin, Mad- og Drikkevarer – Alt laa hulter til bulter paa Bryggerne i umaadelige Houger, mens Folkene sultede og frøs Arme og Been af sig i Lejren og Kolera rasede værre og værre Dag for Dag. Der er et gammelt græsk Sagn om en Konge, Tantalus, som blev fordømt til at lide den forsmædeligste Sult og Tørst, mens han stod i Vand til Hagen og de lifligste Frugter hang over hans Hoved – en saadan Tantaluskval maatte nu den engelske Armee lide; til Havnen ved Balaklava ankom hver Dag Skibe ikke alene hjemmefra, men fra Middelhavets og Lilleasiens Kyster med Ladninger af Vinterklæder, Planker til at bygge Hytter af, Kul, Levnetsmidler, ja endog Julegodter fra Forældre og Venner hjemme – og en halv Miil derfra led Armeen Savn paa Alt, paa Klæder, Huusly, Brænsel og ordentlig Føde. Uagtet den engelske Hær nu ikke var halv saa stor som den franske, vedblev Lord Raglan dog med ægte engelsk Kryhed at holde en næsten ligesaa stor Linje besat som Franskmændene. Følgen heraf var, at Soldaterne foruden sine øvrige Lidelser ogsaa maatte forrette en uhørt streng Vagttjeneste og Arbejde i Løbegravene. Og naar da de Stakler havde staaet paa den strenge Nattevagt med Høvisker om de lasede Been, i Sne og Slud, bedækkede med gjennemvaade Filler og plagede af russisk Utøi, eller naar de havde arbejdet med Hakken og Spaden i et Jordsmon, der var saa haardt, at de behøvede 4 Dage til at aabne Løbegrave, som i almindelig Jordbund graves i een Nat – saa kom de om Morgenen hjem til et ynkeligt Kvarteer, hvor der ikke fandtes en opvarmende Drik eller mere Veed til at varme sig paa, end de Rødder som de kunde grave op af Jorden. Undertiden fik de heller ikke mere end halv Kost, undertiden maatte de spise raat Flesk og drikke Kaffe, som var kogt paa ubrændte Bønner, eller nyde en Suppe, som kaldtes Erter, men som ikke var andet end lunkent Vand med nogle halvraa Erter paa Bunden. Og efter en saadan Dag maatte de mangengang om Aftenen atter ned for at staa Vagt i Løbegravene og spejde gjennem Snefoget efter en aarvaagen Fiende, som til sine Tider gjorde Udfald hver Nat, ja en og anden Gang endog listede sig lige ind paa Vagterne, som havde bukket under for det overhændige Slæb, og bortførte dem sovende til Fæstningen. Hvad Under da, at Folkene døde som Fluer. Lægerne var ogsaa saa daarligt forsynede, at næsten alle de Syge, som kom paa Hospitalerne, døde. Officererne havde det ikke stort bedre end de Menige; der klagedes en Tid over, at Flere af dem pludselig havde faaet det travlt med at søge om Lov til at rejse hjem „i vigtige Ærinder“; men i det Hele taget maa det dog indrømmes, at baade Officerer og Menige udholdt fine Savn og Lidelser med Heltemod. I et Tidsrum af Vinteren var den almindelige Elendighed og Forstyrrelse saa stor, at Soldaterne ikke længer hilste paa sine Officerer naar de gik forbi – maaske det mest slaaende Beviis paa i hvilken Opløsningstilstand Hæren befandt sig.
To Regimenter maatte nedlægge sine Faner; de talte ved Vinterens Begyndelse hvert 1000 Mand, og var i Februar indsvundne det ene til 28, det andet til 20 Mand. De eneste som levede godt var Gribbene og Ravnene, som in flokkeviis sværmede om paa Højderne og fraadsede i de Aadsler af Heste og Muulæsler, som laa og raadnede i Dyndet. Og de havde et rigeligt Maaltid; allerede ved Aarets Udgang var 3–4000 Heste døde af Sult, Vanrøgt og Stræv. Der var saa stor Mangel paa For, at man saa Heste, som af Sult gnavede hverandres Manker og Haler. Under al denne Jammer havde Lord Raglan ikke i flere Maaneder (ligefra Slaget ved Inkerman til ude i Januar) viist sig i Lejren. Han har vel kviet sig for at se paa en Elendighed, som han ikke kunde raade Bod paa. Mangfoldige af Soldaterne havde ikke skiftet Klæder i tre Maaneder; og af Forstærkningstropperne, som idelig sendtes, var nogle i Sommerklæder! De Nyankomne døde ogsaa hurtigere end de gamle Tropper, som allerede var vejrvante. Endnu skrækkeligere er de Skildringer, som gives af de Syges Tilstand i Hospitalerne i Balaklava og Skutari[21]. Et Parlamentsmedlem (Stafford), som besøgte disse i December Maaned, fortæller, at han aldrig har seet en saadan Elendighed. Naar de Syge kom til Skutari, kunde det hænde, at de ikke havde smagt Mad fra den foregaaende Aften til ud paa Eftermiddagen. De Syges og Saaredes Klæder var befængte med Luus saa tæt som Bogstaverne paa et trykt Blad, og det hændte ofte naar han vilde hjelpe de stakkels Mennesker af Klæderne for at faa dem i Seng, at de bad ham ikke komme dem nær, fordi de var saa besatte med Utøj. Den ubrændte Kaffe synes at have været det, som vakte mest Forbitrelse hos Soldaterne; „de kunde ligesaa gjerne have givet os Smaasteen“, sagde de. Han havde seet 340 Syge indskibes i Balaklava paa een Dag. De ventede paa Indskibningen under aaben Himmel; Nogle sad paa Høsække, Andre paa Steendynger, Andre, som ikke havde Kræfter til at sidde opret, laa paa bare Marken, og det under en øsende Regn; da de kom ombord havde de ikke Klæder til at skifte, og deres egne var ikke alene gjennemvaade, men gjennemtrukne af alskens Svineri. Den Mad, de fik ombord, bestod af Kjødstykker, som flød om i „graaladent Vand“, og steenhaarde Erter. Naar de kom i Land var deres Lemmer saa saare og gnurede af at ligge paa det bare Dæk under Overfarten, at det pinte dem at ligge i de grove, skidne Strilærreds Lagener. Istedetfor Puder maatte de Syge ofte hjelpe sig med at lægge sine Støvler under Hovedet.
Det er ikke let at komme efter, hvormange tusinde Mand den engelske Armee tabte i disse Vintermaaneder, da det Troppetal, som til forskjellige Tider angives, deels er afvigende, deels omfatter de Forstærkninger, som idelig ankom, saa det bliver vanskeligt at hitte Rede i hvor stor Afgangen og Tilgangen har været; imidlertid kan man med god Hjemmel[22] antage, at den engelske Hær i den værste Vintertid ikke har havt mere end 12,000 Mand kampdygtige. Der kunde nu ikke længer være Tale om at begge Armeer skulde dele ligt med Hensyn til Angrebslinjen, og Engelskmændene maatte døje den Tort, at Franskmændene overtog den venstre Fløj, som de den 5te November havde forsvaret saa tappert. Vi skal siden se, hvorledes Franskmændene herved ogsaa kom til at faa mere end Broderparten af Æren for den endelige Sejer.
Franskmændenes Vinterlejr dannede et fuldkomment Modstykke til deres Vaabenfællers. Der er intet Folk, som forstaar sig saa godt paa Alt, hvad der hører til Krigsførsel som Franskmændene; ikke alene er de af Naturen udrustede med alle de Egenskaber som danner Soldaten, af et let Sind, med megen Sans for Mandstugt, høflige og omgjængelige med sine Undermænd, nøjsomme, livlige, lystne efter Ære og Eventyr; men siden den store Napoleons Dage har ogsaa deres Krigsvæsen under alle Statsomvæltninger været saa ypperlig indrettet, at det har tjent til Mønster for alle andre Stater. Det viste sig ogsaa nu, at den franske Armee havde været ganske anderledes forberedt paa Krigen end den engelske. Allerede før Vinteren havde de fra sin Landingsplads Kamischbugten (ved Halvøens vestlige Pynt) anlagt en fast Vej til sin Lejr, og i selve Lejren formelige Gader, hvor et strengt Politi vaagede over, at ingen Ureenlighed blev liggende. De havde Værksteder for Smede, Tømmermænd og Hjulmagere, Slagterboder og Vertshuse som i en fredelig By, og Bagerovne, som hver Dag leverede ferskt Brød, medens Engelskmændene maatte spise gamle haarde Skibskavringer. Officerernes og Soldaternes Klæder var hele, ja endog nette, og det er ganske betegnende, om end overdrevet, hvad der fortælles, at „Engelskmændene spurgte bestandig efter Champagne og Kognak, Franskmændene efter Naal og Traad.“ Medens Engelskmændene var pakkede sammen 12–14 Mand i hvert Telt, havde Franskmændene kun 4 Mand i ganske rummelige Telte. Disse var egentlig kun Tage over deres Boliger; thi hvor der ikke var Hytter, boede de i Jordhuler, hvor de havde sit Ildsted i det ene Hjørne med en Skorsteen af Leer, som kom op i Dagen udenfor. Og naar det heder om disse halvunderjordiske Bopæle og om Hytterne, at der sjelden fandtes mere end en Tomme højt Søle paa Gulvet, saa maa de vel efter Stedets Lejlighed kaldes et ganske koseligt Kvarteer. At der ogsaa i den franske Lejr i Løbet af Vinteren herskede en god Deel Sygelighed, kan man nok vide; men det var for intet at regne mod hvad Engelskmændene led; foruden den bedre Pleje og Levemaade, Franskmændene havde, maa man da ogsaa tage i Betænkning, at deres Vagttjeneste og Arbejde i Løbegravene paa Grund af den langt større Folkestyrke var ulige lettere.
I Tyrkernes Lejr saa det om muligt endnu værre ud end i Engelskmændenes. Men det synes at have bidt mindre paa dem; den tyrkiske Soldat er heller ikke for vel vant og der skal meget til før han taber Taalmodigheden. Det lader heller ikke til, at deres urokkelige Ro har svigtet dem under denne haarde Prøvelse, hvis man kan tro en Beretter, der fortæller, hvorledes Tyrkerne under al denne Forvirring sad og smøgede sine Piber, med Benene overkors og Bagdelen behagelig fordybet i det bløde Søle.
Hvormeget Russerne har lidt i denne Vinter er ikke let at sige; men det kan ikke være tvivlsomt, at deres Tab har været overordentlige. Deres Vinterkvarteer (i al Fald den Armees, som stod i aaben Mark) var neppe bedre end Engelskmændenes i den værste Tid, og naar man betænker, at de skulde føre sine Forstærkningstropper og Forsyninger over de øde uvejsomme Stepper i Sydrusland og paa Krim, kan man paa Forhaand slutte sig til, hvad de har lidt. Der kom ogsaa mere end een Gang Beretninger om at russiske Troppeafdelinger var omkomne paa Marsjen gjennem Halvøen.
Det er vel mange Tider siden Englands Navn har staaet saa lavt i Verdens øjne som i denne ulykkelige Vinter. De halvvilde Folkestammer, som saa at sige stod rundt om med Blikket fæstet paa Krigens Skueplads, havde hørt at to mægtige Herskere i det fjerne Vesten havde sendt sine Hære did for at stride mod den store Tsar, som de ansaa for en uovervindelig Herre; de saa nu, hvorledes den ene af disse Hære, som var kommen over Havet paa vældigere Skibe end selv deres forunderligste Eventyr vidste at fortælle om, hvorledes den ikke mange Uger efterat den havde fæstet Fod paa Tsarens Jord sank sammen som ved en Trolddom; intet Under da at det maatte bestyrke dem i deres Tro paa, at det ikke kunde nytte nogen Magt i Verden at stride mod Ruslands Hersker, eller at i al Fald „den franske Sultan“ var den eneste, hvis Magt kunde nævnes ved Siden af hans, som i Menneskealdre havde været deres Skræk. Men ogsaa i Europa hørtes der dengang mangen en haanende Røst over Englands Navn. Folkefrihedens Fiender pegte med Spot eller hemmelig Glæde paa den engelske Armee som et slaaende Beviis paa hvad der kommer af at Alle vil styre, mens de fremhævede Frankrig med dets Enehersker som Modstykke. De saa ikke eller vilde ikke se, at den store Brøst i det engelske Krigsvæsen netop var, ikke at Folket havde for meget at sige, men at det hidtil under en lang Fred havde tænkt for lidet paa sin Krigsstyrelse, at det havde ladet den falde i Hænderne paa enkelte adelige Slægter, som snarere betragtede sine Embeder som Æresposter, der tilkom dem ifølge deres høje Rang, end som Stillinger, der kunde medføre saa stort Ansvar for Landets Ære og Velfærd. Havde disse Enkelte havt al Magten, havde de kunnet holde sine Misgreb skjult for Folkets øjne, da skulde det maaske have lykkets dem at bevare en Slags ydre Glands og Anseelse, medens Englands bedste Børn i Stilhed, eller uden at Nogen kunde sige hos hvem Skylden laa, døde af Sult og Frost i hine fjerne Egne. Men saadant kunde ikke ske i et Land, hvor Folket fra Arildsold har været vant og opdraget til selv at røgte sit Tarv; al den Elendighed, som de Styrendes Udygtighed havde fremkaldt, lagdes aabenlyst frem for Folkets og Verdens Øjne, og selve den Nedværdigelse som det stolte England derved for en Tid maatte døje, blev til Folkefrihedens Forherligelse, idet Nationen, efterat den først havde faaet Øjnene op, deels selv tog Haand i Hanke, deels ved sin fri Presse og ved at tage til Orde i store Folkemøder, tvang Regjeringen til at gribe Sagen an saaledes som Folket med sit sunde Blik skjønte at den maatte tages. Først var det naturligviis Pressen, som gjorde Anskrig, og uforbeholdent lagde for Dagen, til hvilken Afgrundsrand Englands Krigsmagt var bleven bragt, og her maa da først og fremst nævnes det mægtige, over hele Verden udbredte Blad Times[23], hvis Navn er blevet saa uadskillelig knyttet til denne Krigs Historie. Da den første Troppesending afgik fra England til Tyrkiet, sendte Bladet en af sine Medarbejdere, William Russell, med Armeen, for som Korrespondent at opholde sig ved Hæren. Det kunde vanskelig have gjort et bedre Valg; thi han viste sig ikke alene som en højt begavet Skribent, som forstod at skildre Krigsbegivenhederne saa livagtigt og omstændeligt som maaske intet Felttog før er beskrevet; men han gjorde ved sin Pen Fædrelandet større Tjeneste end mangen Kriger ved sit Sværd ved det Mod, hvormed han uden at ænse de højfornemme Herrers Forbitrelse aabenbarede alt det Slurveri, der gik i Svang, og med et mærkeligt, sjelden fejlende Skarpblik fremhævede Grundene til Ondet. Allerede efter Slaget ved Alma vaktes Almeenhedens Opmærksomhed for Hærens mislige Tilstand, og der blev i en Hast sammenskudt 40,000 Spd., som blev stillet til Times’s Raadighed. Det udsendte en af sine Medarbejdere (Macdonald) for at anvende disse Penge paa bedste Maade fornemmelig til Hjelp for de Syge i de Hospitaler Engelskmændene havde i Tyrkiet. De Raadende dernede satte sig i Begyndelsen med Hænder og Fødder imod at saadanne „Penneslikkere“ skulde faa blande sig i deres Anliggender; men Macdonald og hans Medhjelpere vidste snart at sætte sig i Respekt ved den praktiske Dygtighed, hvormed de anvendte sine forholdsviis ringere Midler, medens Regjeringens Embedsmænd øste sine Penge ud til ingen Nytte. Hundreder af Mennesker reddedes ved deres Mellemkomst fra en forsmædelig Død, de fik de svinske Sygestuer rensede, kjøbte Sengesteder, Lagen, Linned, Medicin, Sukker, The, Tobak osv. osv.; ved en Lejlighed forsynte de endog et heelt Regiment med de manglende Uldklæder, saa det kan med Sandhed siges at det her var Folket som i al Stilhed tog halve Magten fra Regjeringen, indtil den endelig havde lært at bruge den bedre.
Men ved at skildre denne Trængselens Tid kan man ikke glemme, at den ogsaa fremkaldte et andet Slags Heltemod end det, der trodsede Lidelser og Død paa den skumle Nattevagt i Løbegravene: man bør ikke glemme de herlige Kvinder, som uden andet Kald end Kvindehjertets forlod sit trygge Hjem for at gaa i Kamp mod Lidelser, mere rædselsfulde end de, vante til den daglige Nydelse af alle Livets Bekvemmeligheder, kunde ane. Soldaten, der opflammes af Kamptummelen og Ærens Tillokkelse, er visselig ikke større Helt end den, der afsides fra Kamppladsen venter paa ham, naar han blodig og febersyg bringes til Sottesengen, og saa Dag ud og Dag ind er om hans Smertesleje, rækker ham den styrkende Drik, trøster ham og taler ham tilrette som en Moder sit utaalmodige Barn, læser for ham, skriver hans Breve hjem, glatter den Døendes Pude og modtager hans sidste Hilsen til Forældre og Søskende i det fjerne Fædreland. Saadant Mod kan kun Kvinden vise, og i denne Ære har Ven og Fiende lige Deel: i de russiske Hospitaler i Sebastopol ikke mindre end i de franske og engelske i Tyrkiet syslede dette Opofrelsens stille Heltemod, hvis Kampe ikke er mindre herlige, fordi om deres Sejersløn ofte kun var en Døendes Haandtryk, eller fordi disse Stridende ikke nævntes med Berømmelse for Verden, men kun med stille Velsignelser i den Fattiges Hytte. Der er dog en af disse Kvinder, som allerede tidlig tildrog sig Verdens Opmærksomhed, ikke fordi jo mange af hendes Søstre nok kunde maale sig med hende i nidkjær Opfyldelse af sit Hverv, men fordi hun som Bestyrerinde for Hospitalet i Skutari viste en saa mærkelig fremragende Dygtighed. Det var en ung engelsk Dame, Florence Nightingale, Datter af en rig Godsejer. „Havde ikke denne velsignede Kvinde været“, skriver den ovenfor omtalte Udsending fra Times, „vilde jeg ikke have kunnet udrette halvt saa meget. Hun har i Sandhed været en Frelsens Engel for disse Ulykkelige, og naar jeg i den sildige Aftenstund, naar alle Andre har begivet sig til Ro, seer hende med en liden Natlampe i Haanden gaa paa sin eensomme Runde gjennem Sygestuerne, mellem de lange Rækker af Lidende, medens mangen en Stakkel løfter Hovedet fra Puden for at faa et Glimt af hende at se, naar jeg da betragter den spæde, af Sygdom og Nattevaagen medtagne Skikkelse, kan jeg ikke værge mig for den Tro, at hun maaske snart skal vinde en endnu bedre, om end for os sørgeligere Adkomst til hint Navn.“ „Hendes Aandsstyrke“, heder det i en Beretning fra en engelsk Præst, „er ualmindelig; jeg har seet hende overvære højst piinlige Operationer uden at tabe sin Fatning. For Smitte har hun den yderligste Foragt; jeg veed at hun har tilbragt flere Timer hos Folk, der holdt paa at dø af Kolera og Feber. Hvor skrækkelige Sygdomstilfældene end var, kunde man, især naar den Syge droges med Døden, se hendes spæde Skikkelse bøje sig over ham, lindre hans Lidelser ved alle de Midler, hun kunde raade over, og sjelden forlade ham før Døden havde gjort Ende paa hans Elendighed. Man kan ikke tænke sig alle de Vanskeligheder Miss Nightingale har havt at overvinde. Hver Dag har havt sin særegne Prøvelse for hende, som har overtaget et saa uhyre Ansvar i en ny Virksomhed og med Bistand af Kvinder, der alle var uvante til Saadant. Hun er efter min Overbeviisning den Eneste, som under hele denne ulykkelige Krig mere end nogen Anden har viist hvad sand Sjelsstyrke, understøttet af klar Forstand, kan udrette under pludselig opstaaende Vanskeligheder.“ Hun vendte først i Sommer tilbage til England. Hendes Landsmænd har belønnet hende paa en Maade, som vist maa være hende den mest kjærkomne; de har skudt sammen til en stor Læreanstalt for Sygevogtersker, hvilken skal bære hendes Navn.
Den almindelige Forbitrelse, som Efterretningerne fra Krim vakte i England, havde endelig skræmt de Styrende op til en Følelse af deres Misgreb. Det var fornemmelig de store Folkemøder, som holdtes rundt om i Landet og hvori der faldt mange vrede Ord mod Regjeringen, som aabenbarede en saa stærk Gjæring i Nationen, at de Stykende fandt det sikrest at give efter itide. Lord Palmerston, den dygtigste og folkekjæreste af alle engelske Statsmænd, var i Februar traadt i Spidsen for Regjeringen, og under hans Ledning kom der nyt Liv i Krigsstyrelsen. Uduelige Embedsmænd afskedigedes, der kom Orden i Tilførslerne, Balaklava fik en ny Kommandant, og hvad der var det Nødvendigste af Alt, Forbindelsen med Lejren blev sikret, og det paa den bedst mulige Maade: ved en Jernbane. Vejret paa Krim var ogsaa allerede i Midten af Februar begyndt at blive varmt, og Armeens Helbredstilstand betydelig forbedret. Fra Begyndelsen af Marts kan man regne at Armeens værste Lidelsestid var over, i de følgende Uger forbedredes Tilstanden Dag for Dag, saa at General Canrobert i April Maaned kunde indberette, at den engelske Hær var i fuldkommen kampdygtig Stand, og i Sommermaanederne og lige til Felttogets Slutning var der snarere Overflødighed end Mangel. Medens saaledes Felttoget tegnede sig til at skulle faa nyt Liv, og man atter begyndte at imødese afgjørende Krigsbegivenheder, overraskedes Verden ved et Budskab, som man for en Stund haabede var et Forbud paa en snar Fred: Kejser Nikolaus døde pludselig den 2den Marts. Hans Død kom saa brat, at der kom op allehaande uhyggelige Rygter om at han var tagen af Dage ved voldsomme Midler, men de døde snart hen. En ligesaa hurtig Ende fik Forventningerne om at hans Søn, Alexander den Anden, skulde ville tilbyde Fred; thi i den Kundgjørelse han fem Dage efter sin Faders Død udstedte, paakaldte han i Udtryk, som ikke kunde misforstaaes, Forsynets Bistand til at se Peter den Stores, Katharinas og sin Faders ønsker og Planer opfyldte.
I de samme Dage optraadte der en ny Magt paa Krigsskuepladsen, idet Sardinien den 4de Marts erklærede Rusland Krig. Dette Rige er et mærkeligt Exempel paa hvorledes et lidet, men sundt og dygtigt Folk formaar at forsvare sin Frihed mod overmægtige Fiender. Det er det eneste Land, som slap ud af 1848 Aars Revolutioner med en fri Forfatning (ligesom vort Fædreland efter den første franske Revolution) og det staar nu paa alle Kanter omringet af frihedsfiendske Stater (Østerrig og de øvrige italienske Regjeringer) som det sidste Haab, hvorfra det undertrykte Italien venter sin Frelse. Det var vistnok denne Følelse af en betrængt Stilling, som drev dets høisindede Konge, Viktor Emanuel, til at sikre sig Englands og Frankrigs Velvilje ved at slutte sig til deres Forbund mod Rusland. Der udrustedes en Armee paa 15,000 Mand, som den 6te Maj, under Anførsel af General Della Marmora, landede paa Krim.
Paa Krigsskuepladsen var der i Løbet af Vinteren, som man kan slutte sig til, ikke forefaldet nogen afgjørende Kamp. Thi hertil kan man ikke regne, at der saagodtsom hver Dag snart fra et snart fra et andet Batteri vexledes idelige Kanonader med Russerne; dette hørte under hele Belejringen til Dagens Orden – heller ikke at Russerne, til sine Tider hver Nat, gjorde Udfald fra Fæstningen, og næsten bestandig blev drevne tilbage uden at have opnaaet nogen Fordeel. Men Befæstnings- og Angrebsværkerne var trods Vinterens Strenghed drevne med Kraft paa begge Sider.
I Begyndelsen af Marts begyndte Russerne at befæste et Punkt, som kom til at spille en Hovedrolle under de følgende Kampe. Det var en Houg (mere bekjendt under det franske Navn Mamelonen) som laa foran den egentlige Forsvarslinje, og som Russerne nu befæstede saa stærkt, at de derved i hele tre Maaneder hindrede de Allierede fra at gjøre noget synderligt Fremskridt mod den Deel af Fæstningen som den beskyttede. Og denne Deel, den østlige, foran Havneforstaden, var igjen Nøglen til Sebastopol. Her laa det uhyre Batteri Malakoftaarnet, en af de faa Muurværker som beskyttede Sebastopol fra Landsiden; det var blevet ødelagt under det første Bombardement i Oktober, men var nu omgivet med en umaadelig halvcirkelformet Jordvold, som var omringet med en Grav og besat med 70 Kanoner. Bag Mamelonen fandtes et lignende Batteri, den saakaldte Redan, som kunde bestryges af Kanonerne fra Malakoftaarnet, saa at disse to Værker maatte tages paa eengang, dersom de Angribende skulde kunne holde Redanen besat. Disse tre Værker blev nu Hovedmaalet for de følgende Kampe. En omstændelig Skildring af de mange andre blodige Kampe, som hele Sommeren igjennem rasede paa alle Kanter af Fæstningsværkerne, vilde neppe undgaa at blive ligesaa trættende for Læseren som de eensformige Beretninger i Aviserne om Udfald, nye Batterier, Erobring og Tilbageerobring af Kanoner o. s. v. dengang var for alle Andre end det egentlig militære Publikum, og jeg skal derfor i det Følgende indskrænke mig til en Skildring af de mest afgjørende Kampe, og heller søge at bøde paa denne Ufuldstændighed ved at meddele (uden Hensyn til Tidsfølgen) en Deel af de mangfoldige Smaabegivenheder under Kampen, hvilke jeg antager vil give de Læsere, jeg skriver for, en livligere Forestilling derom, end en omstændelig Skildring af den egentlige militære Side ved Belejringen, Noget som det heller ikke kunde falde en Lægmand ind at tænke paa.
Følgende Beretning, der meddeles i et Brev fra en engelsk Officeer (fra det foregaaende Aar) er et Exempel af Mange paa hvorledes man under et Haandgemæng paa et hængende Haar kan slippe fra Døden: „Forleden Morgen stod jeg op Kl. for at afløse D., der kommanderede den længst fremskudte Forpost en Fjerding fra Lejren. Min Trop bestod af 40 Mand. Vi havde Ordre til at forsvare Posten indtil der kom ny Ordre eller Forstærkning. Vi havde vor Post bag en dyb Bæk, paa hvis anden Side var en fremrykket Piket[24] af anden Division. Strax før Daggry havde D. kaldt sine Folk ind og skulde just til at marsjere tilbage til Lejren, da der blev affyret en Salve fra Højderne. Vi stillede øjeblikkelig vore Folk bag Væggen af et halv nedbrudt Huus. Herfra vexlede vi i henved 3 Kvarteer Ild med Russerne, men da de blev os for stærke, og begyndte at rykke frem langs Bækken for at falde os i Flanken, søgte vi at trække os tilbage henimod Lejren; men du kan tænke dig vor Skuffelse, da vi efterat være gaaede en 100 Alen opdagede at Fienden havde drevet Forposterne paa Højen tilbage. Neppe saa de os rykke tilbage, før de i hundredeviis stormede nedover Bakken mod os, mens der paa samme Tid fyredes fra Toppen. Vi var omringede paa tre Sider, og paa den fjerde var en næsten ubestigelig Fjeldknat. Vor eneste Udvej var nu at forsøge paa at klatre opover denne; vi løb afsted alt hvad vi kunde, og Fienden efter. Jeg kravlede det bedste jeg havde lært, og tænkte at hvert Øjeblik skulde være mit Sidste; men da jeg var en sex Alen fra Toppen, stødte jeg paa en brat Fjeldvæg som det var mig umuligt at komme over. Jeg var saa udmattet, at jeg i min Fortvivlelse kastede mig ned bag en stor Steen, som ydede mig taaleligt Ly mod Kuglerne. To russiske Soldater, som havde forfulgt os opover Klippen, fik Øje paa mig, og gik mig ind paa Livet med fældte Bajonetter. Jeg trak min Revolver[25] og fyrede tre Gange paa den som saa mest morsk ud, men Pistolen klikkede, og det var min egen Skyld; jeg havde ladet den ligge ladt i over to Maaneder. Knegten fyrede nu paa mig, men som ved et Under traf han ikke mig, men en Soldat, som holdt paa at smutte bag mig. Just som han skulde til at jage Bajonetten igjennem mig, fyrede jeg fjerde Gang og var heldigere; han rullede ned over Bakken; men før jeg igjen kunde bruge min Pistol havde den anden Rus sat Bajonetten paa min Strube, og jeg indsaa at videre Modstand var unyttig. Min værdige Overvinder lod til at synes ganske godt om det Ly jeg havde valgt, og satte sig i al Gemytlighed ned ved Siden af mig med sin Rifle rettet mod mit Hoved og med en heel Deel Grimaser, som jeg ikke havde vanskeligt ved at forstaa. Han havde uden Tvivl til Hensigt at gjøre mig til Fange naar Ilden sagtnede noget. Jeg laa naturligviis stille som en Muus, og var desuden saa udmattet, at jeg til Slut faldt i en Slags Besvimelse. Da jeg atter slog Øjnene op, var Bakken ligeoverfor bedækket med Tiraljører, men du kan tænke dig min Glæde, da jeg saa Nogle af dem med Bjørneskindshuer paa – det var altsaa af vor Garde, og Russerne var altsaa drevne tilbage. Dette Syn gav mig atter Kraft, og jeg besluttede, nu eller aldrig at befri mig. Da min russiske Ven saa mig tilsyneladende hjelpeløs, havde han fjernet sin Rifle fra den ubehagelige Nærhed ved mit Hoved; jeg benyttede mig deraf og sprang pludselig op – han ligesaa, men i sin Forfjamselse slap han Geværet. Øjeblikkelig gav jeg ham med knyttet Næve et Slag i Ansigtet, og da dette var en Maade at føre Krig paa, som han aldeles ikke var forberedt paa, tumlede han ned over Fjeldet. Jeg rullede overende med ham, og dermed gik det hulter til bulter nedover indtil vi stansede ved en Træstubbe. Heldigviis laa jeg da ovenpaa. Nu gav han sig til at brøle af Hjertenslyst; men da jeg var bange for hans Skraalen skulde kalde Nogen tilhjelp, slog jeg ham paa Munden hvergang han skreg. Det hjalp: han lagde Pegefingrene ikors og sagde: Pardon! Den der var glad derover var jeg; thi mine Kræfter begyndte at svigte mig; jeg nikkede, tog frem min Revolver, og nu var min Tur kommen til at passe paa ham. Jeg skjød ham ikke, siden han havde sparet mit Liv. En Soldat, som netop gik forbi, sendte jeg op efter Russens Rifle, og lod ham passe paa min Fange, medens jeg opsøgte min Sabel, som var kommen bort under Nedrullingen. Jeg førte ham da til Lejren med hans egen Rifle, som jeg nu har, og som jeg nok skal gjemme til Erindring om min vidunderlige Befrielse.“
Der var en Slags Krigspuds, som især i Belejringens første Maaneder voldte de Allierede meget Bryderi og mangen Ærgrelse: Russernes forvovne og listige Spioneri. De roser sig af at de ikke meer end een Gang har været uvidende om naar de Allierede agtede at foretage et almindeligt Bombardement; maaske er dette Skryderi, men sikkert er det, at deres Spioner viste en overordentlig Fiffighed og Djervhed. Mere end een Gang hendte det, at en russisk Officeer, iført fransk Uniform, i Mørkningen sneg sig over til de Allieredes Linje, drev omkring og passiarede med Soldaterne – Fransk er de fornemmere Russers andet Morsmaal – og saa lidt efter lidt, naar han havde lokket ud af dem hvad han vilde, slentrede bort, indtil Franskmændene for seent opdagede hvad Vej Spejderen tog, og som oftest blot kunde give sin Ærgrelse Luft i en frugtesløs Kugleregn. De Menige havde nu ogsaa sin Maade at tilliste sig en Fange paa, for ved Hjelp deraf at faa Underretninger om Fiendens Tilstand. Saaledes var det engang en fransk Skiltvagt fik Øje paa en Hest som drev om paa en aaben Plads mellem Fæstningen og Belejringsværkerne, uden Rytter, men med en fyldt Sæk hængende paa Siden. Han mente det kunde være Umagen værdt at faa fat paa Dyret og Sækken, som maaske kunde indeholde et klækkeligt Bytte, og forsøgte paa at nærme sig Hesten. Det lykkedes ham endelig efter at have fulgt den et Stykke Vej, og han svang sig op paa den for at jage tilbage til Lejren med sin Fangst. Men da bliver Sækken medeet levende og han føler sig greben under Armene af en Kosak, som sprænger afsted med den forfærdede Soldat en anden Vej end han havde tænkt sig. En anden Gang var det en fransk Soldat som spillede Mester. Det var mod Slutningen af November, da man troede at bemærke, at den russiske Garnison havde faaet Forstærkninger. Man vilde gjerne faa en russisk Skiltvagt fangen for at komme til Vished derom. Men det var lettere sagt end gjort med de snu Russer, indtil en fransk Soldat hjalp dem ud af Forlegenheden. En mørk regnfuld Nat hører en russisk Forpost Noget rasle mellem Buskene. Han raaber „hvem der?“ og faar til Svar en meget tydelig Grynten. Det maa være en Griis, som har deserteret fra Franskmændene, tænker han, og hans Tænder begynder at løbe i Vand ved Tanken om en saa lækker Frokost, som han ikke har smagt paa lange Tider. Han begynder at svare Grisen i dens eget Maal for at lokke den nærmere, den bliver ham heller ikke Svar skyldig, og under denne Vexelsang kommer den ham endelig saa nær, at han løser Geværremmen for at kaste den om Halsen paa Dyret. Da falder pludselig Forklædningen af, Russen kastes overende med et kraftigt Tag, og har i et Nu en Knebel stoppet i Munden; en skingrende Plistren fra den franske Soldat kalder fem af hans Kammerater til, og Russen føres i Triumf til Lejren.
Om et andet Slags endnu farligere Spioneri faar man et godt Begreb af en fransk Officeers Skildring; den er fra den værste Vintertid, Slutningen af December. „Forleden Nat lod vore forfrosne Skiltvagter paa et givet Tegn passere ud af Forskansningerne en Snees af de uforfærdede Frivillige, som man i Armeen kalder „fortabte Børn“, siden de sætter sit Liv paa Spil ved de mest fortvivlede Vovestykker. To gik i Spidsen, en bag den anden i 5 Skridts Afstand. Derpaa kom Resten af Troppen, anført af en Officeer. Alle krøb paa Maven og i den dybeste Taushed. Deres Anfører havde foreskrevet dem, hvorledes de skulde snige sig frem: eftersom enhver havde lagt sig ned skulde han skyve sit Gevær foran sig saalangt Armen kunde række, derpaa skulde han smyge frem langsmed sit Vaaben, atter skyve det frem o. s. v., og paa denne Maade luske sig afsted uden at en Lyd hørtes, bestandig færdig til at springe op og gjennembore den Fiende, som maatte ville overrumple ham. Den første Blænker spejdede gjennem Mørket og viste de øvrige Vejen. Den Anden holdt sig lidt foran Officeren, som var omgiven af sin Trop. Man maatte gaa tilvenstre om en liden Houg, bag hvilken en Trop Russer havde Post. At overrumple dem, bortføre dem eller støde dem ned vilde ikke være til nogen Nytte, men kun vække Fiendens Opmærksomhed. Man maatte omgaa dem, snige sig mellem dem og Graven, bese Fiendens Arbejder og komme tilbage uden at han havde havt Anelse om at der havde været Nogen. Førend man begiver sig ind paa den snevre Strækning, som er mellem Graven og den russiske Post, lader Officeren over Halvdelen af sine Folk blive tilbage. Dersom de bliver opdagede, skal de overfalde den russiske Trop. Med fem sex raske Folk kryber han over det farlige Sted og sniger sig langsmed Graven. Han prøver Forsvarsværkerne med Hænderne; de er stærkt sammenføjede og vel nedrammede. Graven er sex Fod dyb, Regnvandet har intet Afløb. At fylde Graven lod sig nok gjøre, at adsplitte Forhugningerne vilde tage lang Tid ud, det var bedre at brænde dem op; Pæleskansen er forbunden med Kjettinger. I nogle Skridts Afstand seer han en menneskelig Skikkelse – han kryber hen mod den. Det var En af hans egne Folk. Hvis de Andre ogsaa rejser sig, er det ude med dem. Officeren kryber længer frem; han stanser ved en Løbegrav; han hører Lyden af Spader, Hakker og Slægger; han hører Arbejderne passiare, Vagterne vade i Sølen og Folk hoste. Hvad er det for Slags Arbejde? Lyden er dump, underjordisk; det er en Mine. Den lægges altsaa fra den Kant, i den og den Retning skal den gaa. Imidlertid regner det i eet væk; det er koldt; Glimtet af en Kanon kunde røbe ham. Han giver Tegn til at trække sig tilbage. Man følger den samme Vej; Sporene i den opblødede Jord betegner den. Man kommer atter forbi den russiske Post. Russerne aner ikke at Døden lurer to Skridt fra dem; man hører dem hviske. Man kunde tage dem alle; men det vilde være uforsigtigt; et heldigt Udfald af Spioneriet gjelder mere end ti russiske Soldater. Efterat man endelig har udforsket Alt, støder man til de øvrige af Troppen, som ligger og venter i Sølen. „Intet Nyt, Gutter?“ mumler Officeren. „Intet.“ „Saa hjem igjen.“ Og de tyve Tapre vender gjennemvaade af Regnen tilbage, forbi de ængstligt ventende Skiltvagter.“
De Udfald Russerne gjorde fra Fæstningen for at forstyrre Angrebsværkerne, var som sagt særdeles hyppige og heftige. Det var til sine Tider en heel Uge i Rad at de hver Nat angreb de Allieredes Værker, ofte med en betydelig Styrke, 8000, 10,000 eller 15,000 Mand, og disse Kampe kunde undertiden vare til langt ud paa Dagen, ja endog et heelt Døgn. Især var i Maanederne Marts–Juni disse Udfald saa hyppige og udførtes med saa fortvivlet Mod, at de Allierede maatte anvende sin yderste Aarvaagenhed for ikke at se noget af sine Værker overrumplede. Den sædvanlige Ende paa en saadan Kamp var da, at Russerne efter stort Mandefald blev drevne tilbage uden at have opnaaet noget Resultat. Men den Sejghed, hvormed de alligevel holdt ved i eet væk at forurolige Fienden paa denne Maade, er ikke derfor mindre mærkelig. I det Hele taget kan man sige, at der ikke fandtes det Middel som Udholdenhed og Kløgt kunde opfinde, uden at det blev anvendt ved dette mærkværdige Forsvar; men herved maa ogsaa strax tilføjes, at de uophørlige Angreb, som kostede saa meget Blod og udrettede saa Lidet i Forhold dertil, fra den anden Side betragtet, er et Tegn paa det Barbari, hvormed Russerne ødslede med Menneskeliv. Deres Mod var dog Barbarens, der betragter sine Trælle som Kanonføde, hvoraf han har nok tilovers til at drive i Ilden, naar han har kastet nogle Tusinder hen i Dødens Svælg. Vi saa, hvorledes Russerne ved Balaklava skjød paa sine Egne fordi de med det samme kunde faa nedskudt nogle Fiender; den samme Niddingsdaad blev ogsaa bedrevet ved en senere Lejlighed. At de russiske Soldater sloges tappert, tvivler Ingen paa, men alligevel maatte de altid bukke under ligeoverfor Engelskmændene eller Franskmændene; thi disses Mod var af en højere, ædlere Art, det var civiliserede Nationers Mod, enhver, selv den menige Mand, havde idetmindste en Følelse af at han stred for noget Mere end blot for at slaa Mennesker ihjel. Det højeste den russiske menige Soldat drev det til over det blot dyriske Kampraseri, synes at have været hiin mørke af alskens Overtro nærede Forestilling om, at Franskmændene og Engelskmændene var Guds og Tsarens Fiender, Hedninger og Umennesker, som det var en Salighedssag at stride mod. Det lader til at Præsterne i Sebastopol har været meget virksomme i at udbrede denne Tro. Ingen Rædsel kunde være ynkeligere at se til end den de russiske Fanger i Begyndelsen af Felttoget følte, naar de af en Flok jublende Soldater blev førte til Lejren. De stod sammenkrummede og skjælvende over hele Legemet, saa sig om med sky Blik og fulgte med den ængsteligste Opmærksomhed enhver Bevægelse, som om de i næste Øjeblik skulde slagtes, og de kun havde Valget mellem at blive stegt eller kogt. Men naar de da istedetfor en Kniv i Struben fik et Glas Porter, og i det Hele taget mærkede at de ikke var komne blandt Menneskeædere, men til ligesaa skikkelige Folk som deres egne, og kanske vel saa det – saa blev de efterhaanden fornøjede og kunde give sin Glæde Luft i forunderlige Danse, til ikke liden Moro for sine nye Venner, eller de begyndte at synge sine skjønne Folkesange, og det er værd at lægge Mærke til, hvad der fortælles i en Beretning, at naar de først havde begyndt at synge, glemte de sig selv saa aldeles, at ikke engang deres egne Officerer kunde faa dem til at tie.
Med mere udeelt Beundring, end man kan yde disse Udfald, kan man omtale de Forsvarsværker Russerne havde opført. For hver Dag maatte de Allierede mere og mere forbauses over den Sindrighed og uudtømmelige Opfindsomhed, Russerne anvendte. Der fandtes ikke et Punkt, som var udsat for en overlegen Ild fra de Allieredes Side, uden de opkastede Volde eller forandrede sine Batteriers Form for at kunne bøde paa en saadan Mangel. Ligesaa kløgtige var de i at opfinde Midler til at beskytte sine Folk mod Fiendens Ild, fornemmelig naturligviis mod Bomberne. Saaledes var det ved et Bombardement mod Mamelonen, at de Allierede mærkede, at en stor Deel af deres Bomber ikke sprang. De kunde ikke begribe Grunden hertil; men efter Værkets Erobring opdagede de, at Russerne paa mangfoldige Steder havde opgravet skraatgaaende Indhulinger i Jorden, hvori Bomberne rullede ned. Foran sine Værker havde de saakaldte Riflegrave, hvori deres Skarpskytter laa og pillede ned de fransk-engelske Artillerister, Een for Een. Denne Slags Krigsførsel synes forresten Franskmændene først at have brugt, og deres Skytter havde stor Færdighed i at sende Kuglerne ind gjennem de russiske Skydeskaar. Disse Riflegrave var fornemmelig i de sidste Maaneder Gjenstand for blodige Kampe. Der førtes ogsaa en underjordisk Krig med Miner og Kontraminer; men som det lader til uden videre Resultat. Undertiden traf de Kjæmpende hinanden under Jorden. En anden Slags Miner, de saakaldte Fugasser, anvendtes udelukkende af Russerne. De nedgrov paa forskjellige Steder paa den aabne Grund mellem begge Fæstninger – saaledes kan de vel kaldes – Tønder med Krudt, hvorfra der gik et Glasrør op til Jordskorpen, hvilket var fyldt med en egen Væske, som, naar Nogen knækkede Røret ved at træde paa det, randt ned i et andet Rum, hvor den ved at komme i Berørelse med et kemisk Stof satte dette i Brand. Naar deres egne Folk var ude, var disse Miner betegnede med smaa Vimpler. Paa flere Steder bag Brystværnene havde de bygget Tilholdssteder, hvor Folkene sad under Bombardementet. Taget var bedækket med søndersagede Skibsmaster, over dem var der et fast Lag af Jord, derovenpaa et Lag af Skansekurve[26], og saa atter et Lag af Jord. Disse Bombely var saa stærke, at det voldsomste Bombardement ikke tilføjede dem nogen Skade.
Et eget Slags Optrin under denne Kamp er de Vaabenstilstande, som i Almindelighed sluttedes Dagen efter en Kamp, for at begrave de Døde. Naar en saadan Vaabenstilstand var aftalt – den sluttedes i Almindelighed paa et Par Timer – stimlede Officerer og Soldater tilhest og tilfods ned gjennem Kleverne for at betragte Valpladsen, mens de hvide Fredsflag vajede fra alle Skydeskaar. Skarpskytterne kom fra begge Sider frem fra sine Riflegrave, franske, engelske og russiske Officerer mødtes, hilste høfligt paa hverandre, bød Cigarer og passiarede om Krigen. Ved saadanne Lejligheder kunde der da falde mangen pudseerlig Samtale, især synes Russerne at have været noget tilbøjelige til at erte. F. Ex.: „Naa, hvordan gaar det hos Jer?“ – „Jo Tak, meget godt; men det er en kjedelig Historie denne Belejring.“ – „Men hvorfor kan I ikke komme og tage Byen? Vi er lige saa kjede af Belejringen som I.“ Eller: „Hvorlænge agter I at opholde Jer paa Krim? vil I ikke snart rejse?“ – „Nu faar De benytte Anledningen til at se Sebastopol nærved; det varer nok længe inden De kommer Byen saa nær igjen“ o. s. v. Forresten beskrives de russiske Officerer som meget belevne Folk. Medens al denne Høflighed gik for sig, drog Soldaterne hver til sin Kant i lange Rækker med sine afsjelede eller saarede Kammerater; efter nogen Tid faldt der et løst Skud fra begge Sider, Flagene blev strøgne, Officererne hilsede atter og tog Afsked, og i næste Minut begyndte „Fluerne“ (saa kaldte de franske Soldater Kuglerne) igjen at summe. Saadanne Scener gjentog sig ofte; i det ene Øjeblik trykker man hinanden i Haanden og i næste Øjeblik skyder man hinanden ihjel. Endog under selve Kampen kunde det hende, at Forposterne, naar der af en eller anden Grund indtraadte en Stansning i Ilden, hujede til hverandre, svingede Feltflaskerne og drak hverandres Skaal. En russisk Officeer raabte ved en saadan Lejlighed paa Fransk: „Vi sees igjen mine Venner! Russer, Engelskmænd og Franskmænd er allesammen gode Venner!“ Det var forresten et eget Venskab. Engang da en fransk Afdeling var marsjeret ud i et af Dalførene ved Balaklava for at hugge Ved, fik den Øje paa en Kosak som stod paa Forpost. En af de franske Soldater satte en Kavring paa en kløftet Kjep, som han stak i Jorden, og vinkede til Kosakken, at han skulde komme og tage den. Dagen efter fandt de paa samme Sted en Kjep med et meget fiint Hvedebrød paa Enden, og en Seddel, som de fik oversat i Balaklava, og hvori der stod, at Russerne takkede for den Kavring, man havde æslet dem; forresten havde de Kavringer nok, men hvis de kunde afse noget Brød af samme gode Sort som den medfølgende Prøve, vilde de gjerne tage mod det.
Vi har betragtet Armeens Tilstand i dens Lidelses Tid; vi bør nu ogsaa se, hvorledes den havde det i sine gode Dage. Den Lethed, hvormed den i Fiendens eget Land hentede sine Forsyninger langvejs fra, er heller ikke det mindst Mærkelige ved denne Krig. Aldrig har der været en saa stor Hær samlet i en fiendtlig Egn, sammentrængt paa et snevert Rum, fjernt fra Hjemmet, hvor selve Landet saagodtsom Intet kunde yde til dens Underholdning; og det var ogsaa kun i Dampens Tidsalder Saadant kunde ske. Man tænke sig en By mindst sex Gange saa stor som Kristiania, en By af Hytter og Telte, hvis Indbyggere ikke bestiller Andet end at spise, drikke og ødelægge, en By, hvis Opland er Englands, Frankrigs, Middelhavslandenes, Tyrkiets og Lilleasiens Kyster, og man kan danne sig en Slags Forestilling om i hvilken Udstrækning denne Belejring virkede. Ikke nok med at store Flaader af engelske og franske Transportskibe i uafbrudte Rækker for over Middelhavet og det sorte Hav; men rundt om paa Kysterne af dette var der ligesom en ny Verden kommen tillive. Alskens Spekulanter, fornemmelig Grækere og Armeniere, slog sig ned der og tjente umaadelige Summer. Egnen om Konstantinopel, Dardanellernes og Lilleasiens Kyster og de græske Øer opdyrkedes for at bringe Næring til et forslugent Uhyre, som aldrig kunde faa nok. Naar man hører, at en Skibsladning Hø ikke var mere end Forsyning for to Dage for den engelske Armee, kan man tænke sig hvilken Mængde Skibsladninger der daglig maatte indløbe med Fødevarer, Veed, Kul o. s. v. ikke at tale om Krigsforsyninger. Balaklava, før en ubetydelig Flække, var forvandlet til en stor Stapelstad; der var anlagt uhyre Brygger, hvor man gik om mellem umaadelige Dynger af Kulsække og Veed, Oxehoveder fyldte med Madvarer, store Houger af Bomber, Kugler, Kasser med Kartesjer og Granater, Kanoner, Krudtfustasjer o. s. v. I Omegnen var der opvoxet en heel By af Hytter og Telte, beboet af Eventyrere fra al Verdens Egne, Grækere, Armeniere, Italienere, Jøder, Mesopotamere, Ægyptere, som havde sine Kramboder der, hvor de i en babelsk Forvirring af alskens Tungemaal bød allehaande Varer tilsalgs, eller holdt Skjænkestuer for Soldaterne. Aldrig har vel en Armee i Fiendens Land været saa vel forsørget. Man læse følgende Skildring af denne Soldaterby fra Times’s Korrespondent i Begyndelsen af Juni: „Naar man staar paa Højderne ved den franske Telegraf, har man et herligt, belivet Skue, det er som et uhyre Landkort. Man seer fra Strand til Strand – fra de Master, som rager op bag den belejrede By[27] til dem, der idelig løber ind i vore trygge Havne i Kamisch og Balaklava. Mod øst er Tyrkernes Lejr, og den svage Efterklang af deres eensformige Musik lyder hen igjennem Dalen. Længer tilvenstre strækker sig Franskmændenes hvide Telte, som taber sig i Horizonten og bebuder en ikke fjern Ende paa den langvarige Kamp. Ved Nedstigningen vader man i bølgende Græs og uhyre Tistler, og indaander Duften af Tusinder af Blomster, Vikker, Lupiner, Konvolvler, Valmuer, Geranier, vild Petersille og utallige andre Slags. Dette er en herlig Modsætning til den opsparkede tørre Ørken, som under vort Vinterophold er bleven bedækket med Flaskeskaar og Filler – en Modsætning, der ikke er mindre forfriskende for Menneskenes Blik end for vore Tusinder af Lastdyr. Ved Nedstigningen gaar der en fransk Jæger ved Siden af dig og afmejer med sin Haandlja et let Læs saftigt Græs. Tyrken har givet sit Lærredshuus en god Dag og bygget sig en skyggefuld Løvhytte, hvor han i gemytlig Ro og Mag nyder sin Middagshvile. Vor egen Armee er atter det Land værdig, som den repræsenterer, i ypperlig Stand, fuld af Kraft og Begejstring. Vejret er hedt, især kvælende lummert i Huulvejene, men næsten hver Dag blæser der en kjølig Vind fra Kl. 9 til 3 eller 4. Af Fødemidler er her Overflødighed. Vor Spisemester erklærer, at han har 21 Slags Madvarer til Raadighed for dem han har at forsørge. Over hele Lejren findes der en Overflod af alle optænkelige Slags smaa Lækkerier, naar undtages Iis og Sodavand, som dog siges at være undervejs. Kræmmerbyen dernede kan kun sammenlignes med Scenerne ved et engelsk Veddeløb eller Marked. Der kan man Dag ud og Dag ind se Folk gjøre sig tilgode med alskens Mundgodt. Officeren kan nyde sin Flynder til Middags, og anseer Rødviin og Champagne for Hverdagsdrik, Prisen fraregnet. Vil han gjøre sig nogen Ulejlighed med at søge, kan han sanke sig en Ret Asparges uden at behøve at gaa udenfor sin Lejrafdelings Grænser. Vort Lejrliv er i Henseende til god Levemaade som en Landtur i uhyre Maalestok, hvor man har en velforsynet Gjest og en fuldtbepakket Tjener paa hver Finger. Selv Madklokken har en munter Klang – der er idetmindste nogle Regimenter, som har en velklingende Gongong, der forkynder Timerne med ligesaa klar Røst som nogen Kirkeklokke i Gammel-England. Om Natten glimter og lyser hele Egnen som Londons Forstæder, og fra natlige Drikkelag fører Vinden Tonerne af muntre Sange hen over Dalen. Saavidt vi endnu kan tale om „Skjøn-Junis glade Dage“, er det et koseligt, lykkeligt, styrkende Liv, vi fører her – jevnt som et Byliv, styrkende som Patriarkernes. Og hvis det er sandt som en Digter har sagt, at Landlivet har ligesaa mange Nydelser for ret som for Øjet, saa har vi ingen Mangel paa galende Haner, snadrende Ænder, gjøende Hunde, klynkende Faar og vrinskende Muulæsler, medens Kanonaden, som rigtignok ikke kan kaldes landlig, sekunderer med sin uregelmæssige Bas, som vi nu knapt lægger mere Mærke til end til Rummelen af et Jernbanetog i Fabrikegnene hjemme i England.“
En Deel af Armeen boede i Jordhytter, hvis Vægge gik tre fire Fod under Jordens Overflade og ligesaa højt over den, og som var dækkede med et skraat Tag. Istedetfor Vinduer havde de i Væggen en liden Glugge, og derunder laa da i Almindelighed en Madras paa den bare Jord; paa den ene Væg var der en Indhuling som tjente til Ildsted; naar der var rigtig oppudset derinde var Væggene behængte med Hestedækkener, som var prydede med udklippede Tegninger af illustrerede Aviser, foruden med Sabel, Banduleer, Overbuxer af Læder, vel indrøgede Kridtpiber o. s. v. I svært Regnvejr kunde det let hende, at Vandet silrede gjennem Taget og steg op til Randen af Sengen. „Hvis man kunde føre en saadan Jordhytte til England og fremvise den som Bopæl for en Eskimoer eller Indianer, vilde den uden Tvivl vække Opmærksomhed og Medlidenhed, og man vilde undres over, at endog Vilde kunde holde ud i et saadant Hie, i hvilket civiliserede Mennesker her finder det meget koseligt.“
De Forlystelser som man plejer at have i en stor Stad var der heller ingen Mangel paa i denne By med sine 2–300,000 Indbyggere. Engelskmændene havde sine Veddeløb, flere Afdelinger af begge Hære havde Theatre, og der var nu især Franskmændene Mestere. Engang havde de endog faaet en Ballet istand, med fuldt oppudsede Danserinder som gjorde sine Kunster med Cigaren eller Kridtpiben i Munden. Engelskmændene havde sine Læsestuer, som blev vel forsynede hjemmefra, og hvor de samledes om Aftenen, medens en Kammerat læste højt, eller En af deres Officerer holdt Foredrag.
Jeg skal nu gaa over til at fortsætte den ovenfor afbrudte Fremstilling, og meddele en Oversigt over de Vigtigste af de Begivenheder, som endelig medførte Sebastopols Fald.
Den 9de April var de Allierede færdige til at aabne det andet almindelige Bombardement mod Fæstningen. Kanonaden i Oktober var Intet imod denne; 400 franske og engelske Kanoner udslyngede i 3 Uger sin Ild mod Fæstningen medens Bomberne fortsatte Ødelæggelsesværket om Natten. Hver Kanon fyrede 120 Skud daglig, altsaa 48,000 Skud fra det samlede Skyts. Den nye russiske Kommandant Gortschakoff[28] beretter, at han den første Dag, da Russerne overrumpledes af Bombardementet, mistede 833 Dræbte, hvoraf man kan slutte at det hele Tab af Døde og Saarede har været en halvtredie Tusinde paa een Dag. Allerede den første Dag var Mamelonen bragt til Taushed, og flere af de øvrige russiske Værker svarede kun svagt. Men det gik som før; Russerne istandsatte sine Volde om Natten, og fordoblede Udfaldene saasnart der indtraadte en Stansning i Skydningen. Imidlertid var dog Løbegravene en Uges Tid efter Bombardementet rykkede Mamelonen og Malakofftaarnet et godt Stykke nærmere.
En fjorten Dags Tid efter dette Bombardement skiftede den franske Armee Hærfører, idet General Pelissier overtog Kommandoen istedetfor Canrobert. Det synes som om den Sidste havde begyndt at tabe Armeens Tillid; man begyndte at knurre over at det var hans Mangel paa Raskhed som var Skyld i at Belejringen blev trukken i Langdrag. Hans Eftermand var ganske det Modsatte, dristig indtil Ubesindighed; og medens Canrobert synes at have kviet sig ved Foretagender der vilde koste altfor megen Blodsudgydelse, var Pelissier bekjendt for ikke at nære nogen Betænkelighed ved at opofre Menneskeliv; men at han alligevel var Hærens Yndling kom deraf at han heller ikke var bange for at vove sit Eget.
Maaske var det ved den nye Anførers større Forvovenhed, kan ogsaa være at det var Frugten af hans Forgjængers Virksomhed, at de Allierede en Maanedstid efter dette Hærførerskifte endelig, otte Maaneder efter Belejringens Begyndelse, gjorde det første Fremskridt af nogen Betydning mod Fæstningen. Den 7de Juni blev Mamelonen, efter et 24 Timers Bombardement (det Tredje) fra henved 500 Kanoner og Meørsere, stormet og indtaget af Franskmændene. Engelskmændene indtog samme Dag et mindre Værk, „Steenbruddet.“ Det var nogle Timer efter Bombardementets Ophør, Kl. 54 om Eftermiddagen, at Tilskuerne, som stod i tætte Grupper paa Højderne og betragtede Kampen gjennem sine Kikkerter, saa den franske Angrebsafdelings Fortrop klatre op over Mamelonens Skraaning. „Hjeblikkelig blev der sendt en Raket op som Signal til den engelske Afdeling, og i samme Nu gjorde den lille engelske Styrke, der var udseet til dette Hædershverv, et Stormløb paa Steenbruddet. Efter et ubetydeligt Uheld drev de Russerne ud, væltede Skansekurvene, og begyndte at gjøre sig det hyggeligt derinde; men Interessen var saa udelukkende sammentrængt paa det mere spændende Optrin, som kunde sees tilhøjre, at de maatte vente en Stund før deres Kamp tildrog sig Opmærksomhed. Franskmændene stormede opover Bakken til Mamelonen i det mest glimrende Optog, og i spredt Orden, og ethvert stirrende Øje vogtede paa deres Bevægelser, som det dalende Dagslys dog ikke skarpt nok fremhævede. Men vi saa dog deres dunkle Skikkelser stadigt stigende opad – klatrende, løbende, kravlende opover Skraaningerne til Hovedværket, under en Hagl af Kugler, som imidlertid paa Grund af deres spredte Rækker kun gjorde ringe Skade. „De smuttede ind som et vel afrettet Kobbel Hunde,“ som en Officeer sagde, der saa Bosquet vinke dem fremad. Et Øjeblik derefter saaes nogle mørke Røghvirvler tegne sig mod Himlen. Franskmændene var paa Brystværnet og fyrede ovenfra ned i Værket; i næste Sekund vajede en Fane som Samlingspunkt og Udfordring, den svajede hid og did, snart højt oppe, snart nede, eftersom Kamptummelen rasede omkring den; og derpaa stimlede de lige ind i Hjertet af Mamelonen, og det var klart at der foregik et voldsomt Haandgemæng med Musketten og Bajonetterne. Det var Minut fra Angrebets Begyndelse. Derpaa blev der en Stimlen ud gjennem det Hjørne, hvor de var trængt ind, og der var en forbi- gaaende Forvirring udenfor. Paa Hidsiden, hvor der var Ly, dannedes der Grupper, Nogle ledige, Nogle i fuldt Arbejde, og Andre saarede, og af og til fløj der en Bombe hen mod det borterste Hjørne fra det engelske Batteri ligeoverfor. Men neppe var det blevet bemærket, at der tiltrængtes Hjelp, og et Par Skud løsnet, før der skeede er nyt Stormløb, en ny skarp Bajonetfægtning indenfor, og Russerne fornaglede sine Kanoner og trak sig tilbage. To- Gange holdt Russerne Stand mod Strømmen, thi de havde en betydelig Troppestyrke i Baghaanden, beskyttede af Malakoftaarnets Kanoner. To Gange blev de drevne tilbage af Franskmændenes overvældede Skarer, der sloges som om deres Kamp var bestemt til at skulle aftegnes i de mindste Enkeltheder. Da blev Bagdøren – om jeg maa udtrykke mig saaledes – sprængt op; Kamplarmen rullede ned over Bakken paa den Side der vender mod Byen, og Stridspladsen udvidedes. Den Udstrækning, over hvilken Kampen spredte sig, antydede klart, at Russerne havde faaet Forstærkninger. Franskmændene rykkede tilbage opover Bakken, og da den øvre Grund nu igjen blev Kampens Skueplads – da Franskmændene anden Gang faldt tilbage mod sine Forstærkninger – da den ene Raket efter den Anden steg op fra den franske Generals Opholdssted, og ved Gjentagelsen syntes at indskjærpe en eller anden forstaaelig Ordre, begyndte vi at blive ængstlige. Endelig saa vi i Tusmørket vore Vaabenfæller strømme ind, og atter hørte vi Slagets Bulder trække sig ned ad Hougens Bagside, saaat Russerne altsaa tilgavns var drevne tilbage. „Nu har de faaet Fodfæste,“ siger den ene Tilskuer til den anden, og rækker Kikkerten fra sig. Der saaes ikke flere Geværglimt eller Kanonild indenfor. Mamelonen var en udslukt Vulkan, saalænge til vi skulde finde for godt at kalde den til Virksomhed igjen.“
Om Natten foretog Russerne sex Angreb paa Steenbruddet, men Engelskmændene hævdede sin nye Erobring med det yderste Mod og med stort Folketab mod den overlegne, jevnlig forstærkede Fiende. De tabte ialt 360 Menige og 35 Officerer[29], Saarede og Døde. Franskmændenes Tab beløb sig til 1500 Menige og over 60 Officerer.[29]
Medens denne sejerrige Kamp foregik foran Fæstningen, havde de Allierede paa en hidtil lidet iagttaget Kant af Halvøen næsten uden Blodsudgydelse tilføiet Fienden et betydeligt Afbræk; de havde sat sig i Besiddelse af det azowske Hav, et Indhav paa Krims østlige Side, over hvilket Russerne hentede en Deel af sine Krigsforsyninger. Det hele Tog gik saa glat, at det snarere lignede en Lystsejlads end et Felttog. Den 24de Maj afgik en Afdeling af Flaaderne med 8000 Mand franske og 5000 Mand engelske Tropper ombord til det snevre Stræde ved Jenikale, som forbinder det azowske og det sorte Hav, og besatte uden synderlig Modstand Kertsch og Jenikale ved Strædets nordlige Endepunkt. Russerne ødelagde sine Fæstningsværker, sprængte Krudtmagasinerne i Luften og opbrændte endeel af sine Kornoplag. Hvad de ikke selv satte Ild paa, ødelagde de Allierede, og man antager at Fienden i disse Dage mistede Kornforsyninger for 50,000 Mand i 6 Maaneder. De russiske Kanonbaade og en stor Mængde Transportfartøjer (640) blev borede i Sænk eller jagede paa Grund og opbrændte. De fransk-engelske Soldater gjorde en ganske klækkelig Fangst af Kreaturer og Fjærkræ, men opførte sig for Resten meget uvorrent mod de fredelige Indbyggere, som overalt kom dem imøde og efter russisk Skik bød dem Salt og Brød til Tegn paa Underkastelse. Især var det nok Franskmændene som plyndrede.[30] Den smukke By Kertsch, som blev befæstet og fik en stærk Besætning, led især megen Skade paa sin skjønne Samling af Alderdomslevninger.
Den 18de Juni var bestemt til den Dag da de Allierede skulde benytte sig af den 10 Dage iforvejen vundne Fordeel for at erobre Malakoftaarnet og Redan. Den blev en Mærkedag for de Allieredes første større Nederlag under denne Belejring. Franskmændene stormede Malakoftaarnel og Engelskmændene Redan, men Russerne var saa vel forberedte paa at modtage dem, at de trods sit heltemodige Anfald – Franskmændene var endog komne indenfor Malakoftaarnets Volde – blev drevne tilbage med stort Tab; Franskmændene alene havde 54 Officerer og 1500 Soldater dræbte, og 96 Officerer og 1600 Soldater saarede, tilsammen altsaa 150 Officerer og over 3000 Menige. Den fornemste Aarsag til Fejlslaget af dette Angreb var, at de Angribende endnu maatte tilbagelægge en betydelig Strækning aaben Grund – fra de kom ud af Løbegravene til de kunde bruge Bajonetten mod Fienden – hvor de for hvert Skridt mødtes af en overhændig Kugleregn. fra de russiske Batterier. Der var nu ikke Andet at gjøre, end hvad de Allierede i det paafølgende Krigsraad besluttede: at føre sine Løbegrave lige ind mod de russiske Værker.
10 Dage efter denne ulykkelige Kamp døde Lord Raglan, 67 Aar gammel, af Kolera. Den gamle Krigers Død vakte almindelig Sorg i Hæren, som glemte alle de Klager den tidligere havde ført mod ham, og nu blot mindedes, at han i sine yngre Dage (under Felttoget i Spanien) havde hørt blandt Englands dygtigste Officerer, og at han i al Fald ved sin elskværdige Karakteer og personlige Tapperhed havde Krav paa et hæderligt Eftermæle. Han synes i den sidste Tid at have været meget nedbrudt ved Følelsen af at han havde udrettet saa Lidet til at hævde det Krigerry han ved Felttogets Begyndelse havde vundet. Hans Lig blev med stor Højtidelighed bisat i Lejren og siden ført til England. Til hans Eftermand i Kommandoen udnævntes General Simpson, der just ikke vandt Laurbær i de følgende Maaneder.
Bed de Forberedelser, som de Allierede nu efter det uheldige Udfald af Stormen den 18de Juni gjorde til at komme Fæstningen ind paa Livet, blev Russerne øjensynligen Dag for Dag bragte i værre Knibe. Paa andre Punkter af Fæstningen var Løbegravene allerede før denne Tid bragte de fiendtlige Værker saa nær, at begge Parter, for at bruge et russisk Soldaterudtryk, „kunde spise sin Suppe af samme Tallerken“, og i de følgende Maaneder blev ogsaa deres Hovedværker for hver Uge mere og mere betrængte af de Allierede. De Belejredes Skydning voldte rigtignok Belejrerne stedse større Mandefald eftersom de nærmede sig Værkerne; men de var nu fast besluttede paa ikke længer at spare nogen Opofrelse for ad denne blodige men sikre Vej at naa sit Maal. Russernes Mangel paa Levnetsmidler synes nu ogsaa (sandsynligviis for en stor Deel paa Grund af Toget til det azowske Hav) at have været større end nogensinde før. De Fanger, som gjordes i denne Tid, saa usle og forsultne ud; de fortalte, at de blot fik Brød, Salt og Vand, og Brændeviin kun paa de Dage, da der skulde leveres Slag; Kjød fik de næsten slet ikke.
I denne Nød fattede Russerne en Plan, som ikke kan kaldes andet end et Fortvivlelsens Nødmiddel. Den 16de August angreb de Sardinernes og Franskmændenes Stillinger paa den venstre Bred af Tsjernaja, idet de med en betydelig Troppestyrke rykkede over Floden og tre Gange stormede over Broen og opover Højderne, men maatte trække sig tilbage med et Tab af 8000 Døde og Saarede. Det var et andet Alma-Slag, kun med den Forskjel, at Angriberne her var de Tabende. Der var 50–60,000 Mand Russer mod 12,000 Franskmænd og 10,000 Sardinere, af hvilke Sidste dog kun 4,500 var i Ilden. De Forbundne tabte 1000 Mand Døde og Saarede.
Endelig stundede den sidste Kamp til. Imod Slutningen af August var Franskmændenes Løbegrave rykkede Malakoftaarnet saa nær, at de kunde lægge Haanden paa dets Udenværker. En saadan Nærmelse kostede dem naturligviis daglig stor Blodsudgydelse, men det var Intet mod hvad Russerne led, som ifølge sin egen Generals Indberetning i den sidste Maaned mistede 600–1000 Mand daglig. Den 5te September ved Daggry begyndte det sidste almindelige Bombardement mod Fæstningen. I tre Dage udslyngedes der fra en Angrebslinje af næsten en halv Miils Udstrækning en Ødelæggelsens Ild, mod hvilken ethvert tidligere Bombardement, Historien veed at tale om, kun er som en Børneleg. Der fandtes ikke et Smuthul i Byen eller paa Voldene (Bombelyene undtagne) som var sikkert; Bomberne haglede ned fjernt og nær, og Besætningen mistede i disse sidste 3 Dage tre tusind Mand daglig, saa man altsaa kan ansætte dens Tab i den sidste Maaned til 30,000 Mand. Den 8de September foregik Franskmændenes Storm paa Malakoftaarnet. Kl. 12 rykkede Stormafdelingen ud af sine Løbegrave, stimlede op over Skraaningen foran Fæstningsgraven, og var i et Nu gjennem Skydeskaarene. Russerne, som havde trukket sig tilbage til sine Bombely, blev overrumplede. „Franskmændene tilbagelagde de faa Alen, som skilte dem fra Fienden, i et Par Sæt – Bataljon efter Bataljon drev de gjennem Skydeskaarene saa let og lysteligt som Høstblade for Vinden, og et Minut eller to efter at Spidsen af deres Kolonne var rykket ud af Graven, vajede det trefarvede Flag over Malakoftaarnets Volde.“ Kampen derinde var i Begyndelsen mat; men snart kom Russerne til Aande, og Franskmændene maatte nu i 7 Timer modtage og tilbageslaa deres fortvivlede Anfald fra Bysiden. Det franske Flags Hejsning blev Signalet til Engelskmændenes Angreb paa Redan. Det synes hævet over al Indvending, at dette Angreb var yderst daarligt forberedt. Franskmændene havde kun 15 Alen aaben Grund at passere; Engelskmændene havde 300; – kostbare Alen, naar hvert Skridt mødes af en Hagl af Kanon- og Geværkugler. Franskmændene marsjerede over Fæstningsgraven paa en Plankebro, som de førte med sig; Engelskmændene havde Stormstiger, og disse var for korte, og der var desuden ikke mere end 6–7 ved Haanden da de skulde storme. Allerede efterat de havde tilbagelagt de første 40 Alen fra Løbegravene, havde de tabt en stor Deel af sine Officerer. Alligevel lykkedes det dem at trænge ind i Redanen; men her blev de modtagne af en saa voldsom Geværild, at de trods den tapreste Modstand – det var især deres Anfører, Oberst Windham, som her udmærkede sig ved en mageløs Dødsforagt – maatte rykke ud igjen. Voldgraven var snart opfyldt med Dynger af Døde og Saarede, medens Russerne kom ud af Skydeskaarene og stak dem med Bajonetterne eller kastede paa dem med Stene og Kartesjekugler. Angrebet varede 14 Time, og i denne Tid skal Engelskmændene have tabt flere Folk end ved Inkerman.
Der var mangen en mødig Kriger, som den Nat havde lagt sig til Hvile i sit Telt, og mindst drømte om, hvad der nu foregik i Sebastopol. De forfærdelige Brag fra exploderende Forter, som hele Natten igjennem bragte Jorden til at bæve, har maaske ikke formaaet at uroe dem, som nu et heelt Aar igjennem daglig havde hørt Skraldet fra Hundreder af Kanoner; men stærkere til at vække dem end denne Torden var de Ord, der nu som en Løbeild for gjennem Lejren: Sebastopol staar i Brand! Henimod Kl. 1 om Natten bemærkede de engelske Vagter at der var en forunderlig Stilhed i Redanen; nogle Frivillige listede sig ind og saa til sin Forbauselse, at dens hele Besætning bestod af Døde og Saarede. Lidt efter kunde man fra Højderne i Lejren se Blus bevæge sig gjennem Gaderne og i Udkanterne af Byen; snart skinnede Flammerne ud igjennem Vinduerne; Rækker af Vaaningshuse stod i lys Lue, og før Daggry var Sebastopol fra Karabelnaja til Havet forvandlet til et eneste Flammehav. Henimod Kl. 4 rystedes hele Lejren af en voldsom Sprængning bag Redan, og nu sprang det ene Fort og Fæstningsværk efter det andet i Luften; den russiske Flaade sank Skib for Skib tilbunds, medens de forbundne Hære gjennem Røgvælterne i det rødlige Flammeskin saa en tynd Linje langsomt bevæge sig mod Nord over Fjorden. Det var den russiske Armee, som beskyttet af den brændende By trak sig tilbage til Fjordens Nordside, over en Flaadebro, som Fyrst Gortschakoff flere Uger iforvejen havde lagt over den 1000 Alen brede Fjord. Kl. 8 om Morgenen den øde September var Tilbagetoget skeet og Broen afbrudt; men det varede endnu en 24 Timer før de Allierede med Sikkerhed kunde vove sig ind i Byen, hvor der sprang Miner hele den følgende Dag. Alligevel havde dog franske Soldater allerede før Morgengry listet sig ind i Byen, og endnu før de russiske Bataljoner var rykkede ud blev Møbler og Malerier fra Sebastopol falbudte i Lejren.
Det Ødelæggelsesværk, som nu i de følgende Dage viste sig for Sejerherrerne, overgaar i rædselsfuld Storhed Alt hvad de foregaaende Kampe i denne blodige Krig har havt at opvise. Jeg meddeler et Uddrag af Times’s Korrespondents Skildringer: „Mellem Mamelonen og Malakoff er Jordsmonnet bogstavlig brolagt med Bomber og Kugler, og paa hver Kvadratalen er der dybe Hulinger i Jorden af de sprængte Bomber. Vejen var opfyldt med Franskmænd, som kom tilbage fra Sebastopol med alskens Plyndringskram, og med Rækker af russiske Fanger, af hvilke Mange var saarede, Alle modfaldne, med Undtagelse af en vakker liden Gut med Kosakhue og en luslidt graa Uniformsfrak; han syntes at være nok saa glad i sine venlige Fangevogtere. Der var ogsaa en stout gammel russisk Soldat, som øjensynlig havde faaet sig en Taar over Tørsten, og som dansede hele Vejen med en Franskmand og en Rus. Men hvormange rædsomme Syn var her ikke at se; døde eller døende Russer paa Vejen til Hospitalerne fra det skjebnesvangre Malakoff. Gaaende gjennem et Virvar af Løbegrave, Siksakker og Paraleller, gjennem hvilke Franskmændene har lagt sin sikre og dødbringende Vej lige til Hjertet af de russiske Forsvarsværker, og trædende varsomt mellem Ligdyngerne, kommer vi endelig til Endepunktet af den franske Løbegrav. Den er kun 15 Alen fra den uhyre Voldskraaning, som bæver sig vel 20 Fod over Grunden og i alle Retninger viser sin Tandrække af Kanonmundinger. Det trefarvede Flag vajer fredeligt fra dens højeste Punkt, og Franskmændene er allerede ifærd med at oprejse en Telegraf paa Toppen. Stig ud af Løbegraven – vogt dig for at træde paa de stakkels lemlæstede Tapre, som her ligger rundt om, og kom videre. Der er en Grav lige for dig, en 20 Fod dyb og 10 Fod bred. Her var det Franskmændene kom over; her er deres Plankebro og her mylrede de ind paa Malakoffs trygge Forsvarere. Hvilken umaadelig Tykkelse i disse Skydeskaar! Fra Jorden indenfor til Toppen af Brystværnet kan ikke være mindre end 18 Fod. Der er otte Rækker af Skansekurve lagte over hinanden, den nedre Række altid bredere end den ovenfor liggende. Synet derinde er for rædselsfuldt til at dvæle ved. Franskmændene er ifærd med at bære sine egne og de russiske Saarede ud, og for at holde Vejen klar er Ligene lagte sammen i fem Dynger. Pytter af Blod betegner Valpladsen, og Stanken er allerede besværlig; Sværme af Fluer har sat sig paa de Døde eller Døende; brækkede Geværer, sønderrevne Klæder, Sjakoer, Sabler, Bajonetter, Brødposer, Feltflasker og Tornistre ligger i ubeskrivelig Uorden over Pladsen, og mellem dem Dynger af Kugler, Kartesjer, Bombestumper, Patroner, Karduser, løst Krudt, Embedspapirer og Kjedler. De indvendige Tvervolde er saa bøje og brede, at det næsten er umuligt fra noget Punkt at faa en Udsigt over Malakoff; midt i Værket er der en høj Jorddynge, som enten har været bestemt til et Slags Bombely, eller er en Levning af det gamle Taarn. Kanonerne, hvoraf der fandtes 60 i Værket, er allesammen Skibskanoner, lagte paa Skibslavetter og betjente som til Orlogs. Overalt i Værket kan man se, at Russernes Styrke var deres Svaghed; de faldt i sine egne Bombely. I Værkets Brystværn er der flere Indskjæringer, udvendig meget smale, men bredere og nedadgaaende jo længer man kommer ind i dem, de fører til Rum, der er en fire fem Fod høje og otte ti Fod i Fiirkant. De oplyses kun gjennem Indgangen, og maa have været bælmørke om Natten, medmindre Folkene bar havt Lygter. Hid var det Garnisonen trak sig tilbage, naar den blev udsat for et voldsomt Bombardement. Stanken i disse snevre Rum er væmmelig, og Luften er opfyldt med Bloddamp og ubeskrivelige Vederstyggeligheder. Der er flere saadanne Rum, og de kunde trodse det voldsomste Bombardement i Verden I et af disse Hier, som er udhulet i Klippen, synes den kommanderende Officeer at have boet. Det maa have været et trist Opholdssted; Gulvet var ved Indgangen i en Fods Højde bedækket med Rapporter, Lister, og maaske Indberetninger til Tsaren med Forsikringer om at Fæstningen ikke havde lidt nogen Skade. I disse snevre Kamre var det Garnisonen havde sin Middagshvile, da Franskmændene kom over dem som en Kastevind og saa at sige druknede dem i deres Huler. Graven udenfor Malakoff, paa Bysiden, var endnu opfyldt med Franskmænd og Russer, dyngede over hverandre i rædsom Forvirring. Tilhøjre var Marken formelig strøet med Lig saa tæt de kunde ligge, og i Graven laa de stuvede sammen. Her led Franskmændene svære Tab og blev gjentagne Gange slagne tilbage. Russerne laa indenfor Værket ophobede som paa en Slagtervogn, og Saarene, Blodet – jeg bar aldrig seet et saadant Syn. Nedenfor Malakoff kommer vi til en Forstad af Ruiner, aaben mod Søen; den er opfyldt med Lig. Russerne har krøbet væk til Smuthuller og Kot i hvert eneste Huus, for at dø som forgiftede Rotter; Artilleriheste, med Bugen opflængt af Kugler, ligger over hele Grunden bag Malakoff, og betegner det Sted, hvor Russerne rykkede op med sin sidste Kolonne forat tilbageerobre det under Beskyttelse af et svært Feltbatteri! Hver Gaard, Kirken, endeel offentlige Bygninger – Alt er nedramlet eller revnet under Kanon- og Mørserilden. Tilvenstre kommer vi langs en stor hvid Muur til Verftsporten. Denne Muur er overalt gjennemboret af Kugler. Indenfor er Dokkerne, som efter Sømænds Sigende er de største i Verden. Et Dampskib brænder lysteligt i en af dem. Porte og Magasiner er sprængte og gjennemborede af Kugler. Der har vi tilhøjre de stolte Verftsbygninger, som saa saa hvide og nydelige ud. Endeel af dem er sprængte til Fnug eller saa søndersplintrede at det er at undres paa hvorledes de kan hænge sammen. Fort Paul[31] er urørt. Det staar der som om det trodsede den Skjebne som venter det, lige for os, og advarende Stemmer byder Alle trække sig tilbage, og selv den mest Medlidende flyr fra Hospitalet, som er i en af disse Bygninger, hvor de plejer de Saarede. Jeg besøgte det Dagen efter.“
„Af alle de Rædselssyn, Krigen nogensinde har viist Verden, er Sebastopols Hospital det grueligste, mest hjerteskjærende og oprørende. Det kan ikke beskrives; ingen Indbildningskraft kunde fremstille Noget, som kommer det nær. Her kan man ved hvert Skridt se, hvorledes det usle Menneskelegeme kan lemlæstes og dog holde Sjelen inde, mens hvert Lem er knust og Livsstrømmen vælder ud af hver Aare; og her seer man paa samme Tid hvor lidet der skal til for at dræbe! Den Bygning, som brugtes til Hospital, ligger i en Huusrække, der især var udsat for de Bomber og Kugler, der for over Redan, og dens Sider, Tage, Vinduer og Døre bærer overalt Vidnesbyrd om Kanonadens Voldsomhed. Da jeg traadte ind ad en af disse Døre saa jeg et Syn, som Gud ske Lov faa Mennesker nogensinde har seet Magen til! I en lang, lav Sal, som støttes af fiirkantede Søjler, som oventil forenes ved Buer, og som modtog et svagt Lys gjennem de sprængte Vinduesaabninger, laa de saarede Russer, som af sin General var antvordede til vor Omhu. De Saarede siger jeg? Nej men de Døde, de raadnende Lig af disse Soldater, som man havde overladt til deres Dødskvaler, uden Pleje, uden Hjelp, sammenstuvede saa tæt de kunde ligge, Nogle paa Gulvet, Andre paa usle Brisker og Sengesteder, eller paa Straalejer, som var gjennemtrukne og mættede med Blod, der piblede frem af dem og silrede hen over Gulvet, blandet med Udflodd af de raadnende Lig. Med Braget af de sprængte Forter gjenlydende i sine Øren, mens Bomber og Kugler for gjennem Tag og Vægge didind hvor de laa, blev disse stakkels Mennesker, som kun altfor vel havde tjent sin faderlige Ven og Herre Tsaren, overladte til sin skrækkelige Skjebne. Mange kunde været frelste uden nogen overordentlig Omhu. Mange laa, endnu ilive, med Orme kravlende om i sine Saar. Mange, som næsten var blevne vanvittige over hvad de saa om sig, eller i fortvivlet Rædsel søgte at undfly Synet deraf, havde krøbet bag Sengen, og stirrede frem derfra paa den skrækslagne Tilskuer – min Gud! med hvilke Blik! Mange laa med Arme og Been brudte og forvredne, medens Beensplinterne stak frem af Kjødet, og bønfaldt om Hjelp, Vand, Mad eller Medlidenhed; Andre, som var blevne maalløse ved Dødens Nærmelse, eller ved frygtelige Saar i Hovedet eller Kroppen, pegte paa det saarede Sted; Mange syntes i Stilhed at opgjøre sit Regnskab med Himlen Nogle havde et saa rædselsfuldt forvildet Udseende, at man nagledes til Jorden som ved en skrækkelig Fortryllelse. Kan denne blodige Klump af Klæder og hvide Been have været et menneskeligt Væsen? eller kan den sværtede, forbrændte Kjødmasse have indesluttet en menneskelig Sjel? – En Mængde Lig var i utrolig Grad opsvulmede og Trækkene forvrængte til uhyre Former, med øjne som traadte ud af Hulingerne, og den sorte Tunge stikkende frem af Munden og sammen- klemt mellem Tænderne i Dødskampen. Jeg tilstaar at det var mig umuligt at udholde dette Syn, som jog Skræk i vore mest erfarne Læger – Ligstanken, Stanken af de raadnende Saar, af det levrede Blod, var altfor gruelig. Men hvad maa ikke de Saarede have lidt, som døde uden at faa en Slurk Vand af en hjelpsom Haand, eller høre et trøstende Ord! Under Tilbagetoget synes Russerne at have lagt Ligene derind for at faa dem afvejen, og kastet dem paa Straalejerne som til en redselsfuld Spot. Saa vel betrygget som dette Tilbagetog var maatte de kunnet drage bedre Omsorg for sine Saarede.“
Det var et Aar mindre fem Dage efter de Allieredes Landstigning paa Krim, at Felttoget havde naaet sit Hovedformaal, Ødelæggelsen af den russiske Sømagt i det sorte Hav. I dette Tidsrum havde de sejret i tre staaende Slag, rejst en uhyre Befæstning af en halv Miils Udstrækning, hvis Løbegrave og Paraleller udgjorde en Længde af over 4 Miil, tilbageslaaet en Uendelighed af Angreb fra en aarvaagen og som oftest overmægtig Fiende, underholdt en vældigere Ild end nogen foregaaende Krig paa langt nær kan opvise Magen til, og fornemmelig ved denne Ilds Styrke og Nærhed, uden egentlig Belejring indtaget en af Verdens største Fæstninger. Med Sebastopols Ødelæggelse var et Hovedredskab for Ruslands ærgjerrige Planer i Syden vristet det af Haanden. Thi dets Tilværelse var, og kunde ikke være Andet end en Trusel mod Tyrkiet; en Fæstning der var anlagt for at beskytte en stor Orlogsflaade og udrustet med Krigsforsyninger for en lang Fremtid ved et Farvand, hvor ingen mægtig Nabo truede Ruslands Grænser, kunde kun være emnet paa Erobring. Endnu efter et heelt Aars forbitrede Kamp fandt de Allierede, da de rykkede ind i den ødelagte By, 6,000 Kanoner, 400,000 Kanonkugler og 100,000 Bomber i dens Forraadsbygninger, saa grundigt havde Rusland her i Stilhed forberedt sig til det Tidspunkt, da det ved en pludselig Udfoldelse af en uhyre Overmagt skulde kunne knuse Tyrkiet med eet Slag, og inden det øvrige Europa endnu anede Faren, tage Fodfæste ved Dardanellerne. Med hine stolte Drømme var det nu forbi, Sortehavets Herskerborg var en rygende Grusdynge, og den vældige Orlogsflaade laa i en uhæderlig Grav paa Sebastopolfjordens Bund. Men dette var endnu langtfra Alt. Det var ikke alene i det sorte Hav, Ruslands Magt knækkedes ved Sebastopols Fald; men det hele Rige havde ved Fæstningens haardnakkede Forsvar faaet et Knæk, som det maaske ikke forvinder i en Menneskealder. Dets bedste Armeer var under de elleve Maaneders frugtesløse Anstrengelser opslugte og tilintetgjorte, ikke alene ved Fiendens Vaaben, men endnu mere ved Smitsot, Nød og Lidelser paa Jilmarsjerne fra alle Rigets Kanter til Krigens Skueplads. Saaledes blev selve de Allieredes Misgreb ved ikke strax efter Almaslaget at gaa løs paa Fæstningen til Slut det virksomste Middel til Fiendens Svækkelse; Sebastopol var ligesom det aabne Saar hvorigjennem Jettens bedste Blod blev udtappet. Russerne selv erklærer at de i og udenfor Sebastopol begrov 86,000 Mand, og at de desuden ved Sygdom mistede ikke mindre end 100,000 Mand paa Krim; regner man dertil hvad Iilmarsjerne, over de uvejsomme Stepper og Myrer paa Halvøen og i de tilgrænsende Strøg, har kostet af Menneskeliv, kan man ingenlunde finde det for højt anslaaet, naar man regner, at Sebastopols Forsvar har kostet Rusland en Fjerdedeel Million Mand. Dette ene Felttog blev saaledes ikke alene afgjørende for Ruslands Magt i det sorte Hav; men det blev med det samme til den afgjørende Styrkeprøve mellem de krigførende Rigers Hovedmagt. Derfor var Striden om Sebastopol i den Grad fremragende under denne Krig, at de øvrige Krigsbegivenheder neppe bemærkes ved Siden af denne ene store Kamp. Af mere Betydning end disse var den Nød, som Stængningen af Havnene i det sorte Hav og Østersøen voldte Rusland. En af dets vigtigste Næringskilder, som i de senere Aar havde taget et saa overordentligt Opsving, Kornudførslen, var næsten stanset, og mangfoldige Jordbrugere derved geraadede i Armod; Fabrikker maatte nedlægges fordi der ikke var Kul til at drive dem med, og saagodtsom alle Handelsgjenstande, med Undtagelse af de Landet selv frembragte, i uhyre Grad fordyrede.
Jeg skal dog her for Fuldstændigheds Skyld omtale de Vigtigste af de Krigsbegivenheder, som dannede Efterspillet til den afgjørende Kamp paa Krim. – En Maaneds Tid efter Sebastopols Fald, den 7de Oktober, afgik en engelsk-fransk Flaadeafdeling til Kinburn, en russisk Fæstning ved Indløbet til den lille Bugt der optager Floderne Dniester og Bug. Nogle Miil oppe i Landet ved den sidstnævnte Flod havde Russerne i Nikolajeff stærkt befæstede Værfter og Oplagsbygninger for sin Flaade, og det har rimeligviis været Meningen, med dette Tog at trænge videre opover Floden og angribe Nikolajeff. Kinburn blev den 17de Oktober beskudt fra Kl. 9 om Morgenen til Kl. 2, og overgav sig da med sin 1100 Mand stærke Befæstning og 70 Kanoner efter et tappert Forsvar. En mindre Fæstning, Oktsjakoff, paa den anden Side af Indløbet, blev sprængt i Luften af Russerne. Det Mærkeligste ved dette lille Krigstogt var, at der her blev anvendt et nyt Angrebsmiddel, Flydebatterier af Jern. Hvis man kan stole paa den Prøve som her førstegang skede, vil disse svømmende Batterier i en følgende Krig blive et frygteligt Vaaben mod Søfæstninger. De var ved Kinburn i en Afstand af 1200 Alen udsatte for en heftig Ild fra temmelig svære Kanoner, men uden mere Virkning, end om man havde skudt paa dem med Pistoler. Paa et Batteri var der Mærker af 63 Skud mod Jernpladerne paa den ene Side, og al den Skade de havde anrettet bestod i at tre Sammenklinkninger var lidt løsnede. Besætningen er ogsaa saa sikker som bag en Fæstningsmuur; det eneste Tab den led ved Kinburn voldtes ved et Slumpeskud gjennem en af Kanonportene. Paa Dækket findes kun een Mand, der staar paa Udkig i et skudfast Kot. De skal være en Opfindelse af Kejser Napoleon.
Havde de Allierede havt disse Flydebatterier i Østersøen, skulde maaske ikke ogsaa den anden Sommer være gaaen hen uden at noget Afgjørende blev udrettet mod de russiske Fæstninger. Den eneste Skade af nogen Betydning (Blokaden fraregnet) som de Allieredes Flaader her tilføjede Fienden, var Fæstningen Sveaborgs Bombardement, fra 9de til 11te August, hvorved Angriberne i 48 Timer kastede over 20,000 Bomber og Kugler ind i Fæstningen. To Krudtmagasiner sprang i Luften, og næsten hele Byen blev et Rov for Luerne. Russerne skal have mistet over 2000 Mand. Efter en Beretning fra Finner, som under Bombardementet opholdt sig i Byen, vilde man have overgivet Fæstningen til de Allierede, dersom Bombardementet havde varet en fire fem Timer længere.
Den sidste mærkelige Krigsbegivenhed var en Sejervinding for Russerne; den tyrkiske Grænsefæstning i LilleAsien, Kars, overgav sig efter flere Maaneders Belejring den 28de November til den russiske General Muravieff. Dette Tab var ligesaa hæderligt for den tyrkiske Besætning som en Sejer; thi aldrig er en Fæstning bleven forsvaret med større Heltemod og Udholdenhed. Forsvaret lededes af den engelske General Williams, som af sin Regjering var bleven sendt som Kommissær til den tyrkiske Armee. Han havde taget al Magten fra de uduelige, fordrukne Pasjaer, og ved sit Heltemod vundet de tyrkiske Soldaters Beundring og Kjærlighed, saa at de under hans Anførsel udholdt alle Belejringens Rædsler uden at knurre. Først da den sidste Smule Meel var fortæret, da den sidste Hest var slagtet til Næring for de Syge, da Besætningen i bogstavlig Forstand holdt paa at sulte ihjel (Mange var allerede blevne vanvittige af Hungerslidelser og tungt Arbejde) overgav han sig til Fienden. Den russiske General behandlede Besætningen med al den Ridderlighed som dens Heltemod fortjente. Da de tyrkiske Tropper marsjerede ud af Byen, stod Russerne opstillede paa Linje for at modtage dem, og Sejerherrerne presenterede Gevær for de Overvundne.
Det var Østerrig, Rusland havde at takke for at det nu uden altfor stor Ydmygelse i Verdens Øjne kunde tilbyde Fred. Østerrig havde under hele Krigen, ligesom før dens Udbrud, havt fuldt op at gjøre med at mægle mellem de Stridende, og da Ruslands Svækkelse efter Sebastopols Fald blev mere og mere aabenbar, da der viste sig Kjendetegn til, at Frankrig og England nu ikke længer vilde vide af at nogen europæisk Stormagt skulde have Lov til at staa udenfor Kampen – da lod det virkelig til, at Østerrig stod i Begreb med at kaste Pennen og gribe til Sværdet. Det tilstillede Rusland et sidste Forslag (Ultimatum), hvori det truede med at slutte sig til Vestmagterne, dersom ikke Rusland gik ind paa de Fordringer, hvis Opfyldelse Vestmagterne allerede det foregaaende Aar havde opstillet som det Mindste de agtede at opnaa ved Krigen. Disse Fordringer, der fornemmelig angik de Misligheder som havde givet nærmest Anledning til Krigen, var sammenfattede i følgende fire Punkter: 1. Ophævelse af den russiske Beskyttelsesret over Donaufyrstendømmerne. 2. Ophævelse af Ruslands Overherredømme over Skibsfarten paa Donaumundingerne. 3. Det sorte Havs Fredning. 4. Ruslands Opgivelse af sine Fordringer paa at blande sig i de tyrkiske Kristnes Anliggender.
Den 17de Januar erklærede Rusland ved sin Gesant i Wien, at det gik ind paa Østerrigs Fredsforslag; de krigførende Magters, tilligemed Østerrigs og Preussens[32] Gesanter sammentraadte til Fredsunderhandlinger i Paris, og den 30te Marts 1856 blev Freden sluttet og undertegnet. De vigtigste af Fredstraktatens Bestemmelser er Følgende:
Tyrkiet erklæres højtideligt for at være et ligesaa uafhængigt og ukrænkeligt Rige, som enhver anden europæisk Stat.
Sultanen erklærer paany, at alle hans Undersaatter, uden Hensyn til Religion eller Nationalitet, skal staa paa lige Fod.
Det sorte Hav er aabent for alle Nationers Handelsskibe, og dets Farvande og Havne for stedse lukkede baade for Kyststaternes og for andre Magters Krigsskibe, med Undtagelse af en ubetydelig Orlogsstyrke, som Enhver af de underhandlende Magter skal have Ret til at sende did for at overholde Orden og paase at Overeenskomsten bliver iagttaget.
Rusland indrømmer alle øvrige Stater Ret til at holde Konsuler i alle Havne ved det sorte Hav.
Rusland og Tyrkiet forpligter sig til ikke at anlægge noget Orlogsverft eller Oplagssted for Krigsforsyninger ved det sorte Havs Kyster.
Skibsfarten paa Donau skal være lige fri for alle Nationers Skibe, og staa under Opsigt af en Kommission, udnævnt af de Stater gjennem hvilke Floden løber.[33]
Rusland afstaar, „som Gjengjeld for Tilbagegivelsen af de Allieredes Erobringer,“ og for bedre at sikre Donauskibsfartens Frihed, en Strimmel Land af sine Besiddelser ved Donaumundingerne. Dette Strøg forenes med Donaufyrstendømmerne.
Ingen af de underhandlende Magter skal for Fremliden have nogen „Beskyttelsesret“ over Donaufyrstendømmerne. Disse Landes indre Anliggender og Forhold til Tyrkiet skal nærmere bestemmes, efterat Sultanen gjennem en Forsamling af Repræsentanter fra alle Samfundsklasser har hørt Befolkningens ønsker.
I en Tillægstraktat bestemtes, at Bomarsunds Fæstningsværker ikke skulde gjenopbygges eller Ålandsøerne paa nogen anden Maade befæstes.
Saaledes endte Krigen mod Rusland, to Aar og to Dage efter Englands og Frankrigs Krigserklæring, hurtigere end Verden havde ventet; ikke for tidligt for den fredelige Virksomheds Mænd, hvis Handel og Industri nu atter fylder Østersøens og Sortehavets Havne med alle Verdens Flag, men meget for tidligt for de mange Misfornøjede, som i den saa Begyndelsen til en Verdenskamp mellem Vesten og Østen, mellem Civilisation og Barbari. For dem som i det despotiske Ruslands Vælde seer en stadig Trusel mod Europas Frihed, og som havde ventet, at Kampen for Tyrkiets Rettigheder blot skulde blive Indledningen til et almindeligt Korstog mod Despotismens mægtigste Repræsentant i Europa – for disse blev Freden en Skuffelse; maaske var det denne Skuffelse som fremkaldte Rygtet om at det var Kejser Napoleon, som havde fremskyndet Freden, af Frygt for at hans eget Enevælde skulde stedes i Fare, dersom Europas mægtigste Despoti led et altfor stort Knæk i Verdens Anseelse; muligt er det ogsaa, at denne Paastand virkelig er begrundet; det faar overlades til Fremtiden at afgjøre. Saameget er ialfald sikkert, at denne Krig ikke har bragt Verden et Skridt fremad til Afgjørelsen af den store Kamp, som begyndte med den første franske Revolution: Kampen mellem Folkefrihed og Enevælde. Ja endog Krigens egentlige Formaal, det tyrkiske Statssamfunds Ordning og Sikkerhed, kan endnu ikke siges at være naaet. Vel kan det nok vare længe, inden Rusland atter vover aabenlyst at angribe Tyrkiet; men den Spire til Opløsning, Porten gjemmer i sit eget Indre, kan ikke udryddes ved nogen noksaa velmeent Overeenskomst, og det skulde gaa underligt til, om et Land, som beboes af to Folkestammer med forskjellig Religion, forskjellige Sæder og Tænkemaade, kunde se disse stridige Bestanddele stilles som jevngode ved Siden af hinanden uden svære, for Staten livsfarlige Rystelser. Og under disse vil da nok Rusland og de øvrige Magter finde det nødvendigt, trods de vakre Ord i Fredstraktaten om Tyrkiets Selvstændighed og Ukrænkelighed, at blande sig i Striden og kappes om at faa den afgjørende Stemme. Og heri ligger Spiren til nok en Krig. Lad os haabe at Frankrig og England, om Verdens Fred atter skulde forstyrres, vil komme til at staa ligesaa broderligt ved hinandens Side, og for en ligesaa retfærdig Sag som den de kjæmpede for under Sebastopols Volde. De har viist Verden hvad de formaar at udrette naar de er enige; de har viist, at deres Sønners Mod ikke var hensygnet under en lang Fred; den Frugt har dog Krigen bragt: den har tilintetgjort Overtroen om Ruslands Uovervindelighed, og den har lært Verden, at Civilisationen forhøjer og forædler selve Krigens blodige Idræt.
For vort eget Fædreland og Broderriget har de henrundne Krigsaar ogsaa baaret sine Frugter: Europa har faaet Øjnene op for hvorledes ogsaa vor Selvstændighed trues af Ruslands ærgjerrige Planer, og Kong Oskar har ved Traktaten med Vestmagterne[34] bestemt og utvetydigt pegt paa den Vej de forenede Riger vil betræde, om en kommende Krig skulde drage dem med ind i Kampen: for Nordens Selvstændighed og Frihed, mod Østens Tyranni; for Civilisationen, mod Barbariet.
| 1689–1725. | Peter den Store. S. 169 |
| 1721. | Fredsslutningen i Nystad. (Rusland trænger frem til Østersøen). S. 170. |
| 1774. | Fredsslutning i Kutsjuk Kainardsji. (Rusland faar fast Fod ved det sorte Hav). S. 171. |
| 1773, 1793 og 1795. | Polen deles. S. 171. |
| 1809. | Rusland erhverver Finland. S. 171. |
| 1812. | Rusland udvider sine Besiddelser ved det sorte Hav. S. 171. |
| 1825. | Kejser Nikolaus bestiger Thronen. S. 178. |
| 1826. | Rusland erhverver „Beskyttelsesret“ over Moldau og Valakiet. S. 177. |
| 1841. | Londonertraktaten. (Dardanellerne og Bosporus lukkede Stræder). S. 198. |
| 1853. | |
| Januar–April. | Kejser Nikolaus indleder hemmelige Underhandlinger med England. S. 180–184. |
| Februar–Maj. | Menzikoff i Konstantinopel. S. 184–186. |
| 2den Juli. | Russerne gaar over Pruth. S. 187. |
| 1ste Oktober. | Tyrkiet erklærer Rusland Krig. S. 188. |
| 1ste November. | Den franske og engelske Flaade kaster Anker ved Indløbet til det sorte Hav. S. 198. |
| 4de November. | Slag ved Oltenitza og Kalafat. S. 191–192. |
| 30te November. | Slag ved Sinope. S. 199. |
| 1854. | |
| 3die Januar. | Vestmagternes Flaader sejler ind i det sorte Hav S. 199. |
| 6te Januar. | Slag ved Czitate. S. 200. |
| 16de Marts. | Træfning ved Turtokai. S. 201. |
| 23de–30te Marts. | Russerne rykker ind i Dobrudscha. S. 201. |
| 28de Marts. | Vestmagterne erklærer Krig. S. 200. |
| 14de April. | Silistria belejres. S. 201–202. |
| 22de April. | Odessa bombarderes. S. 208. |
| 14de Juni. | Østerrigs Traktat med Porten. S. 203. |
| 21de Juni. | Silistrias Belejring hæves. S. 202. |
| 16de August. | Bomarsund indtages. S. 209. |
| 1ste September. | Russerne rykker ud af Donaufyrstendømmerne, og Østerrig rykker ind. S. 204. |
| 5te September. | Angrebshæren afsejler fra Varna. S. 211. |
| 17de September. | Landgangen paa Krim. S. 217. |
| 20de September. | Slag ved Alma. S. 218–220. |
| 23de–27de Sept. | Marsj til Balaklava. S. 221–222. |
| 17de Oktober. | Sebastopol bombarderes. S. 225–226. |
| 25de Oktober. | Træfninger ved Balaklava. S. 227–230. |
| 5te November. | Slag ved Inkerman. S. 231–236. |
| 14de November. | Orkan i det sorte Hav. S. 237. |
| 1855. | |
| 2den Marts. | Kejser Nikolaus’s Død. S. 249. |
| 4de Marts. | Sardinien slutter sig til Vestmagterne. S. 249–250. |
| 20de Marts. | Menzikoff afløses i Kommandoen af Fyrst Gortschakoff. S. 266. |
| 9de April. | Almindeligt Bombardement. S. 265–266. |
| 6te Mai. | Canrobert tager Afsked og Pelissier overtager Kommandoen over den franske Armee. S. 266. |
| 7de Juni. | Mamelonen erobres. S. 266–267. |
| 18de Juni. | Forgjæves Storm paa Malakoff og Redan. S. 270. |
| Mai–Juni. | De Allierede kommer i Besiddelse af det azovske Hav. S. 269. |
| 28de Juni. | Lord Raglans Død. S. 270–271. |
| 9de–11te August. | Sveaborg bombarderes. S. 282. |
| 16de August. | Slag ved Tsjernaja. S. 271–272. |
| 5te September. | Bombardementet aabnes. S. 272. |
| 9de September. | Sebastopols Sydside rømmes af Russerne. S. 274. |
| 17de Oktober. | Kinburn indtages. S. 281. |
| 21de November. | Traktat mellem Norge og Sverig og Vestmagterne. S. 74–77. |
| 28de November. | Kars overgiver sig. S. 283. |
| 30te Marts 1856. | Fredsslutning i Paris. S. 284. |
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ved Politik eller Statskunst forstaar man nærmest de Grundsætninger, hvorefter en Stat handler i Forhold til andre Stater. Man taler saaledes om en Erobringspolitik, fredelig Politik o. s. v.
- ↑ I 1773, 1793 og 1795.
- ↑ Tsar er det russiske Ord for Hersker. Peter den Store var den Første, som antog Titel af Kejser.
- ↑ I 5te Aargangs 1ste Hefte S. 74–77.
- ↑ I Asien og Afrika besidder Tyrkiet omtrent sex Gange saameget som i Europa. Men denne Del af Riget vedkommer os mindre her. Blandt Tyrkiets asiatiske Undersaatter er der omtrent ligesaamange Mahomedanere som Kristne i det europæiske Tyrki, og ikke stort flere Kristne, end der er Mahomedanere i de europæiske Besiddelser.
- ↑ Dette Navn paa den tyrkiske Regjering har sin Oprindelse fra den første tyrkiske Hersker, Osman, der kaldte Døren til sit Palads „den høje Port.“ Efter ham kaldes ogsaa Riget det Osmanske.
- ↑ Enhver europæisk Stat har i de Lande, hvormed den staar i jevnlig Forbindelse, ansat Embedsmænd, der har Fuldmagt til at handle paa sin Regjerings Vegne, og tjene som Mellemmænd mellem sin egen Regjering og det Lands, i hvilket de er ansatte. Saadanne Embedsmænd kaldes Gesandter eller Ministre. Ved vigtige Anledninger sendes undertiden en særskilt for Tilfældet udnævnt Gesandt, en Ambassadør.
- ↑ Denne Statsmand forestod dengang de udenrigske Anliggender i England.
- ↑ Moldau og Vallakiet, som for en Deel begrænses af Donau.
- ↑ Denne General, der under Krigen med Rusland har vundet et saa berømt Navn, er af Fødsel en Østerriger; men havde ved Krigens Udbrud allerede i et Snees Aar været i Sultanens Tjeneste. Han begyndte sin Løbebane som Skrivelærer hos den nuværende Sultan, som dengang var Prins. Da han traadte i tyrkisk Tjeneste, gik han med det Samme over til Mohamedanismen; som Kristen havde han ingen Adgang til Embedsposter. Pasja er en Ærestitel for de højere Embedsmænd i Tyrkiet.
- ↑ „Hvormange Gnister af en fransk Korporals Pibe tror Østerrig der behøves for at sætte Italien i Brand?“ sagde det engelske Blad Times dengang.
- ↑ Dette Tal nævnes i al Fald i den tyrkiske Beretning.
- ↑ Det store Tab af Officerer anseer man for Beviis paa at Tropperne var modfaldne, saaat Officererne maatte gaa i Spidsen for at faa Folkene til at rykke frem.
- ↑ Her et Par Exempler (fra det følgende Aar) paa østerrigsk Sabelherredømme: Den 11te Marts spadserede en østerrigsk Officeer paa Gaderne i Krajova (i lille Vallakiet). Han saa i et Vindu en Dame, som han fandt Behag i; han gik ind i Huset og opad Trappen. Da Damen skjønnede at han ikke kom i den bedste Hensigt, søgte hun at holde Døren igjen, og da han tvang sig ind skreg hun om Hjelp. Naboerne sendte Bud efter hendes Mand som var ude i Byen; han skyndte sig hjem og sagde til Officeren: „Hvad bestiller De her? Jeg kjender Dem ikke. De er ikke indkvarteret i mit Huus, og den Dame De fornærmer er min Kone.“ Mere fik han ikke sagt; thi Officeren drog sin Kaarde og stak ham ihjel paa Stedet, og derpaa gik han. Den ulykkelige Kones Skrig forsamlede snart en Folkestimmel; Begivenheden rygtedes i Byen; Nogle ilte til Øvrigheden for at underrette den om Mordet, Andre sendte Iilbud til Kalafat til den tyrkiske Kommandant der, som øjeblikkelig sendte en Bataljon Infanteri, Kavaleri og Artilleri til Krajova; de Fleste begav sig til den østerrigske Generals Hovedkvarteer for at kræve Retfærdighed. Generalen bad dem rejse til –; han vilde ikke straffe sine tapre Soldater for saadanne Karles Skyld. Nu udbrød der en almindelig Forbitrelse; Folket stimlede sammen i Gaderne; Butikkerne blev lukkede. „Ned med Østerrigerne!“ raabte man, „En mod fire! vi vil ikke lade os slagte som Kreaturer!“ Og dermed greb de til de Vaaben de havde for Haanden, Staurer, Stene, Jernstænger og Øxer, angreb de østerrigske Soldater de traf paa Gaden, og slog dem ihjel. Østerrigerne traadte nu under Vaaben, stormede ind paa Folket og dræbte henved 40 Mennesker. Imidlertid var Borgerkorpset ogsaa traadt under Vaaben; de stormede med fældte Bajonetter ind paa Østerrigerne, og drev dem under stort Blodbad ud af Byen; 300 Østerrigere og 50 Rumaner (saa kaldes de Indfødte i Moldau og Vallakiet) laa tilbage i Gaderne. Østerrigerne laa en Stund i Lejr udenfor Byen, men de kom naturligviis mandstærke tilbage. „Saadan Mishandling,“ tilføjer Beretteren, „maa dette venlige, fredsommelige og gjestfrie Folk døje. Vil man tro, at saadanne Nederdrægtigheder begaaes i det 19de Aarhundrede, paa en Tid, da Civilisationen er ifærd med et vældigt Korstog mod Barbariet?“ Fra Braila, ved Grænsen til Tyrkiet, meddeelte Bladene ifjor følgende Politirapport, der omfatter en eneste Aftens Begivenheder: „Igaaraftes (3die April) lidt over Kl. 7, da jeg endnu var paa Kontoret, fik jeg Underretning fra Kommandanten i det gule Distrikt om at Kroværten Jonitza Angel var stukken ihjel. Jeg sendte strax Bud til Distriktslægen, og begav mig til Stedet. Jeg fik her følgende Underretning: Henimod Kl. 7, mens en vis Alexa Prekopetz opholdt sig i Angels Kro, kom der en østerrigsk Soldat ind, som tog en Flaske Brændeviin fra ham og løb bort dermed. Værten satte efter ham for at tage den fra ham, men Soldaten vendte sig om og gav ham et Knivstik i Nakken, og et ovenfor Albuen. Prekopetz løb ud da han hørte Skriget, og fandt Angel døende; han sagde at han var bleven myrdet. – Lidt derefter kom der to Krambodgutter og meldte, at der var kommen en østerrigsk Soldat ind i Butikken for at kjøbe noget Garn; da han vilde gaa bort med det uden at betale, holdt den Ene af Gutterne ham fast ved Banduleret, men Soldaten slængte ham tilside, og da den anden vilde holde ham tilbage, stak han efter ham med en Kniv, og løb fra dem, ind i en Kro. Gutterne og nogle andre Tilkomne forfulgte ham did, men han truede dem med Kniven og smuttede ud af en Bagdør. – Mens der blev holdt Forhør om dette, indfandt der sig to østerrigske Soldater af Nattepatruljen og meldte at de havde fundet et dræbt Menneske paa Gaden. Jeg begav mig strax til Stedet; Manden var endnu ilive, men han havde et Saar i Nakken og et i Brystet. Han fortalte, at han var Færgemand og havde boet i Moldau siden Russernes Udrykning, han var paa Vejen til sit Hjem bleven angreben af to Personer, hvoraf han paa Huen og Kappen kjendte den Ene for at være østerrigsk Soldat. Denne greb ham i Haaret og rev hans Belte fra ham, hvori han havde 10 Dukater, Begge stak ham flere Gange med sine Knive. Derpaa løb de bort og lod ham blive liggende i denne Tilstand.“ –
- ↑ Kosakker er halvvilde Folkestammer, henved 2 Millioner i Antal, som flakker om paa Stepperne i det sydlige Rusland. De nyder langt større Friheder end de øvrige Russer, betaler ingen Skatter, er ikke Livegne, og kan ikke udskrives til Tjeneste i Linjearmeen; derimod er de pligtige til at stille et vist Antal Ryttere til Krigstjeneste. De er berømte som ypperlige Ryttere, der fornemmelig som Forposter og i spredt Fægtning gjør god Tjeneste med sine Lanser og svære Sabler.
- ↑ Han er senere forfremmet til de højeste Æresposter.
- ↑ Ved Hjelp af Løbegrave søger man, naar en Fæstning skal belejres, at nærme sig Fiendens Forsvarsværker, idet man graver sig frem i Vinkler eller Siksak. Naar man paa denne Maade er kommen i en passende Afstand, anlægger man en Grav der omtrent gaar i lige Retning med det Værk som skal angribes, og foran denne Grav rejser man da sine Skydevolde (Batterier). Denne sidste Slags Grave kaldes Paraleller (Ligeløbende). Men ved Sebastopols Belejring kom man aldrig til at faa anlagt fuldstændige Paraleller, da Fienden idelig forandrede sine Voldes Udseende, ved den mageløse Lethed, hvormed han i eet væk opkastede nye Jordvolde.
- ↑ Times’s Korrespondent. De fleste af de følgende omstændeligere Skildringer er efter denne Forfatter. Hvor jeg gjengiver hans Skildringer ordret (eller saagodtsom ordret) betegner jeg for Kortheds Skyld dette ved Anførselstegn.
- ↑ Russerne maa have havt en egen vild Maade at huje paa under Kampen; i al Fald talte de engelske Soldater ofte under de følgende Kampe om „Inkermanhylet“. Der forsikres ogsaa, at de russiske Soldater, baade dengang og senere, var blevne vel fyldte med Brændeviin før de gik i Ilden.
- ↑ Det Besøg paa Valpladsen, som her skildres, er aflagt den 7de Novbr.
- ↑ Ved Bosporus, ligeoverfor Konstantinopel.
- ↑ Generalmajor Windham.
- ↑ Dette Blad er det mærkeligste Beviis, nogen Tid har seet, paa hvilken Magt en Avis kan opnaa. Den Dygtighed, hvormed det paavirker eller gjengiver Folkemeningen i England, har skaffet det saa stor Anseelse, at det kan kaldes en Magt i Staten. En Opsats i Times har ofte i bevægede Tider saa megen Betydning, at dens Indhold endnu samme Morgen den er trykt i London sendes med Telegrafen ud over Europa. I næsten alle europæiske Hovedstæder og i de betydeligste Stæder i andre Verdensdele har Bladet, ligesom en Regjering holder Gesandter, sine egne Korrespondenter, som sender det Indberetning om udenlandske Begivenheder og Forhold. Man kan faa et Begreb om dets overordentlige Udbredelse af Følgende: Bladet beskjeftiger Aar ud og Aar ind to Papirfabriker; dets Bogtrykkerpresser, som gaar med Damp, bruger daglig 20 Centner Kul. Det har i sin Tjeneste over tusinde Arbejdere, hvoriblandt 110 Sættere. De Forfattere, som har dagligt og betydeligere Arbejde før Bladet, har en aarlig Løn af 2000 Spd. og efter 10 Aars Tjeneste faar de Afsked med fuld Pensjon. Desuden er der en Deel Skribenter, med en aarlig Løn af omtr. 600 Spd., som ikke har anden Forpligtelse end at være ved Haanden og daglig indfinde sig paa Kontoret for at høre efter, om der er noget at gjøre. Er der da noget paafærde et Steds kan det hænde, at en saadan Referent midt om Natten purres ud af sin Seng og puttes i en Jernbanevogn eller ombord paa et Dampskib, for at sendes did, hvor en paalidelig Korrespondent tiltrænges. Times’s Afsætning beløber sig for Tiden til mellem 50 og 55,000 Exemplarer daglig.
- ↑ En Piket er en Trop der tjener til Understøttelse for Forposterne.
- ↑ En Pistol med flere Løb.
- ↑ Svære Kurve, fyldte med Gruus eller Jord.
- ↑ De russiske Krigsskibe i Havnen.
- ↑ Fyrst Menzikoff havde kort iforvejen, 20de Marts, taget (eller faaet) sin Afsked.
- ↑ 29,0 29,1 Heriblandt maa vel være medregnet Underofficerer.
- ↑ Der fortælles en komisk Historie om en fransk Soldat, som kom ud fra et Huus, hvis Indvaanere var flygtede, og som med dydig Forbitrelse raabte til sine Kammerater: „De har taget det Altsammen med sig, det Tyvepak!“
- ↑ Paa Søsiden.
- ↑ Den sidstnævnte Magt fik dog først Lov at komme til, da Underhandlingerne var saagodtsom sluttede.
- ↑ Vyrtenberg, Bajern, Østerrig, Tyrkiet og Donaufyrstendømmerne. (Kommissærerne for de Sidstnævnte skal udnævnes med Portens Bekræftelse af Valget.)
- ↑ Se denne Aargang, S. 74–77.