Kriton
Indledning.
En af de mærkeligste Mænd, som har levet, hed Sokrates; han var Søn af en Billedhugger og levede i den bekjendte græske By Athen mellem Aarene 469—399 f. Kr. Ogsaa Sokrates havde Anlæg for Billedhuggerkunst, hvori han endog skal have drævet det temmelig vidt. Men mere end for at sysle med Ler og tilhugge en Marmorblok havde han Anlæg for at sysle med sine Tanker og faa noget Skjønt ud af dem; han vilde have klar Greie paa Alt og slap ingen Tanke, før han var grundigt færdig med den. Først og fremst var det ham om Sandheden at gjøre; det ydre Skin, som narrer Saamange, lod han sig aldrig nøie med; det var altid den indre Sandhedskjerne, han søgte.
Athen var paa Sokrates’s Tid en baade stor, rig og mægtig By, og der var saaledes flere lærde Mænd end han; disse kaldte man Sofister, og der var mange af dem; men det var farlige Folk, som tog mere Hensyn til Skinnet end til Sandheden. De havde forsaavidt adskilligt tilfælles med den nyere Tids Jesuiter, som de ikke tog videre Hensyn til Midlerne, naar bare deres Hensigt kunde opnaaes, og de lagde saa stor Vægt paa Ordkløverier og haarfine Vrangheder i Tankevendingen, at de syntes, det var godt gjort, naar en af dem først kraftigt kunde forsvare og dernæst ligesaa kraftigt bekjæmpe en og samme Sag. Men derfor tog de det heller ikke saa nøie med Sandt og Falskt, Godt og Ondt, ligesom de ikke brød sig videre om sit Lands Religion eller et ærligt og sædeligt Liv. Naar vi nu betænke, at Athen var en Republik, hvor altsaa foruden Lovene Folket selv havde al Magten, saa er det klart nok, at Sofisterne maatte være yderst farlige, slig som de forstod at omgaa Loven og smigre for Folket i sine Taler; især gik det naturligvis ud over Ungdommen og andre ubetænksomme Mennesker.
Men Sokrates var ikke Sofist, skjønt man kaldte ham med dette almindelige Navn; sig selv kaldte han ikke Sofist, men: Filosof, ɔ: En, som elsker Visdom. Og han elskede da ogsaa Visdommen for dens egen Skyld og gjorde ogsaa i sit ydre Liv Alt for at følge dens Regler. „Jo mindre, sagde han, et Menneske behøver, desto lykkeligere er det, og des nærmere staar det Guddommen; thi Guddommen behøver Intet.“ Derfor levede ogsaa Sokrates saa simpelt, nøgternt og tarveligt, som muligt, uden dog at overdrive dette til latterlige Selvpinsler; aldrig saaes han beruset, aldrig misfornøiet med sin Fattigdom. Da en fornem Mand i Athen engang beklagede sig over, hvormeget Besvær han havde havt paa en Fodvandring, spurgte Sokrates: „Har din Tjener kunnet følge Dig?“ „Ja, naturligvis.“ „Bar han Noget?“ „En stor Pakke.“ „Saa er han vel dygtig træt?“ „Nei, jeg har strax sendt ham bort i et andet Ærinde.“ „Ser Du, sagde Sokrates, Du har de Fortrin, som Lykken giver, forud for Din Tjener; han har de Fortrin, som Naturen giver, forud for Dig; Du er rig og fribaaren, men svag og blodagtig; han er fattig og af Tjenerstand, men sund og stærk. Sig nu selv, hvem er den lykkeligste.“ Skjønt Sokrates var hidsig af Naturen, havde han saa tappert kjæmpet mod denne Feil, og saa nøie passet paa sig selv, at han blev et Mønster paa det Modsatte; hans Hustru derimod, Xantippe, var arrig som en Ulykke. En Dag skjældte hun Sokrates Huden fuld; han sagde ingen Ting, men da Konen blev værre, gik han sin Vei; i overvættes Hidsighed slog hun over ham en Skaal Vand; „det var det, jeg vidste, sagde Sokrates, der maatte jo komme Regn efter saadant et Tordenveir.“
Skjønt Sokrates med Alvor opfyldte sine Pligter i det offentlige Liv, ja endog havde været i Krig, var han dog først og fremst en Tankens Mand og brugte sine sjeldne Evner, sin vidunderlige Sandhedskjærlighed til Folkets Gavn. Han holdt ikke, som Sofisterne, smukke, smigrende Taler, som bare satte Folk oft mod Lov og Ret, Religion og Sandhed; heller ikke tog han, som de, Betaling for sin Undervisning, skjønt han var en fattig Mand. Nei, han var i Sandhed en Folkets Ven for Folkets egen Skyld og brændte af Lyst til paa enhver Maade at tjene dets Bedste. For at opnaa denne sin Hensigt bar han sig som tidest ad paa en særegen Maade. Hvor han kunde vente en større Forsamling af Mennesker, f. Ex. paa Torvet, pleiede den herlige Vismand at indfinde sig; havde han saa faaet fat i En eller Anden at tale med, Høi eller Lav, gik det i Begyndelsen tilsyneladende kun ud paa ganske hverdagslige Ting imellem dem; men under dette forstod Sokrates efterhaanden at lægge ind i Samtalen faa en og saa en anden dybere Sandhed, som gjorde den Anden opmærksom og gav Anledning til klare, skjønne og alvorlige Overveielser; navnlig var det Sokrates om at gjøre at faa Vedkommende til at overtænke Sagen i sit eget Indre og saaledes komme til Klarhed baade over sig selv og sin virkelige, indre Stilling til det eller det — Noget, der ofte bragte Vedkommende i stor Forundring. Sokrates fulgte med denne sin Maade det dybe Visdomsraad, som var hans egen Grundsætning: „Lær Dig selv at kjende.“ Til andre Tider kunde han lade som om han slet ikke vidste Besked om den eller den Ting, hvorfor han forespurgte sig hos en Anden, som f. Ex. ifølge sin Stilling just burde kjende Sagen tilbunds; men, bedst som denne Anden saa var ifærd med at kramme sin Visdom ud for ham, saa kunde Sokrates komme med et eller andet Spørgsmaal eller trække saa uventede Slutninger af det Sagte, at Vedkommende kom rent i Vildrede og maatte med Skam bekjende, at han i Grunden slet ikke vidste saa god Greie paa Sagen, som han havde tænkt. Paa denne Maade havde Sokrates helbredet Fyren for at blære sig med en indbildt Visdom; den dybsindige Vismand var da ogsaa just den rette til at lære Folk Saadant; thi saameget havde han lagt sig efter sand Visdom, at han sagde: „Saa viis er jeg, at jeg ved, at jeg Intet ved.“
Især var det den kjære Ungdom, som Sokrates saaledes tog under Behandling, og det var derfor ikke mere end rimeligt, at han samlede om sig en Skare unge, begavede Mænd, som holdt inderligt af den klartænkte, fordringsløse, venlige Lærer. Blandt disse hans Disciple og Venner maa først og fremst nævnes Platon, hvem vi for en stor Del have at takke for, hvad vi vide om Sokrates; i ssine mange herlige Skrifter har denne navnkundige Tænker baade optegnet sin Mesters Lære — Sokrates selv har nemlig ikke efterladt noget Skriftligt — tænkt hans Tanker videre og af det Hele dannet en sindrigt sammensat Tankebygning (filosofisk System). Fremdeles maa nævnes den ogsaa som Skribent bekjendte Xenofon, Taleren Lysias, Æschines o. fl. foruden Kriton, om hvem senere. Blandt Sokrates’s ivrigste Venner og Beundrere var ogsaa en af Athens allermærkeligste Mænd, den høit begavede Hærfører, Taler og Folkehøvding Alkibiades; han elskede Sokrates som en Fader og kunde endogsaa af og til ved dennes Formaninger lade sig bevæge til at holde inde med sit ellers ustyrlige, letsindige Liv.
Men Folk som flest i Athen hverken skjønte eller paaskjønte, hvad de eiede i den sjeldne Mand. Efter en ødelæggende Krig og et — rigtignok kortvarigt — Enkeltmandsregimente (de saakaldte 30 Tyranner) havde vistnok Athen gjenvundet sin Frihed, men Byens Tilstand var i mange Maader sørgelig medtaget, saaat retsindige Mænd for Alvor begyndte at tænke paa Forandringer til det Bedre. Navnlig var man nu bleven opmærksom paa, hvilken fordærvelig Indflydelse Sofisterne havde havt, og Ulykken var, at den store Masse af Befolkningen havde vænnet sig til udenvidere at slaa Sokrates i Hartkorn med disse; Mængden havde saaledes f. Ex. visselig ikke lagt Mærke til, hvor klart og frimodigt den store Lærer uden Persons Anseelse havde svaret de 30 Tyranner for kort Tid siden, disse havde af Skræk for hans djærve Tale budt ham at tie stille og truet ham med Døden, hvis han ikke holdt op med sin Undervisning, „jeg er — sagde Sokrates — forberedt paa tusinde Ulykker, men ingen Ulykke kan dog lignes med den, ikke at gjøre, hvad Ret er.“ Hvem af Sofisterne havde gjort ham dette efter? og dog, Sokrates gjaldt just for den største af alle Sofister, følgelig da nu ogsaa for den farligste.
Det Eneste, hans Samtid kunde have etslagt Ret til at bebreide ham, er en Eiendommelighed hos den store Vismand, som just har bidraget til at sætte ham allerhøiest i Eftertidens Dom: Sokrates gik nemlig i sine religiøse Forestillinger ikke den almindelige, af Staten anerkjendte Vei. Han saa ogsaa her Tingen dybere end de Andre; vistnok forkastede han ikke ganske og aldeles Statens Religion, brød ei heller med de religøse Skikke, men samtidig lagde han ingenlunde Skjul paa sine afvigende Meninger. Medens man efter Statens Religion troede (eller ikke troede) paa en hel Masse Guder og Gudinder — „de olympiske Guder“ —, hvilke dog igrunden maatte betragtes mere som Mennesker end som Guder, da de vare befængte med adskillige og ikke altid ubetydelige Skrøbeligheder, saa bekjendte Sokrates Troen paa et eneste, høieste guddommeligt Væsen, om hvilket han bl. A. siger: „Vi bør erkjende, at Guddommen er saa klartseende, at den overskuer Alt med et eneste Blik, hører Alt, er overalt tilstede, og at den paa samme Tid bærer Omsorg for hele Verden.“ Ligeledes taler han ofte om etslags Talsmand eller Skytsaand, „noget guddommeligt Noget“ i sit Indre, som ligesom talte til ham i vigtige Tilfælde — etslags indre Orakel altsaa, som han satte mere Lid til end til alle de ydre Tegn, man i hans Tid søgte i de berømte Orakler (det mest bekjendte af disse fandtes i den lille By Delfi).
Naar nu til dette hans særegne religiøse Standpunkt kom, at Sokrates uafladelig under sin Lærervirksomhed fandt sig beføiet til at revse og latterliggjøre Tidens og Folkets Daarskaber, hvorhos man, som sagt, for fuldt Alvor ansaa ham for den fornemste Sofist, saa var det ikke vanskeligt for dem, som vilde blive af med disse farlige Folk, at faa istand en offentlig Anklage mod den syttiaarige Olding. Tre Mænd reiste Anklagen, den lød saa: „Sokrates er skyldig, fordi han fordærver Ungdommen og ikke dyrker de Guddomme, som Staten dyrker, men indfører nye og andre Guddomme.“
For 559 Medlemmer af de saakaldte Heliasters Domstol[i 1] mødte nu Oldtidens viseste Mand og holdt sin berømte Forsvarstale, som Platon har nedtegnet. Han forsmaaede den hos Anklagede almindelige Maner: ved Bønner og Taarer at røre Dommerne til Medynk; heller ikke gad han længe opholde sig ved at modbevise den falske Anklage, som han derfor kun ganske kort behandlede, da han ikke vilde tinge om sit syttiaarige Liv. Tyngdepunktet for Sokrates, det, der i Virkeligheden ogsaa var det klareste Svar paa Anklagen, fremlagde han for Dommerne ved at gribe Leiligheden til med ligefremme, simple og klare Ord at gjøre Rede for hele sit miskjendte Liv og sin Virksomhed.
Med 281 mod 278 Stemmer dømtes han til Døden; roligt paahørte Sokrates sin Dom og brugte ikke den Adgang, Loven gav ham til selv at foreslaa en mildere Straf — skulde han idømmes Noget efter Fortjeneste, mente han, saa burde det være, at man tilstod ham som fattig Mand offentlig Bespisning. Han sluttede sin herlige Tale med de Ord: „Dog nu er det paatide, at vi gaa herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os gaar den bedste Skjæbne imøde, ved Ingen uden Gud alene.“ Kort Tid efter tømte han det anordnede Giftbeger i Fængslet; da han kjendte Døden kom, sagde han til sin Ven Kriton: „Vi skylde Asklepios en Hane.“ Asklepios var Lægekunstens Gud, hvem man pligtede at ofre en Hane, naar man havde overstaaet en Sygdom. Nu var Sokrates’s dybe Sjel fri fra Legemets forkrænkelige Tyngsel, nu først kunde han blive udødelig sund — det var det, han mente.
Kjære Læser! jeg har skrevet saameget om denne mærkelige Mand for at give Dig Lyst til rigtig med Alvor og Eftertanke at læse de efterfølgende Blade. Det er nemlig Sokrates, som her i Samtale med sin Ven Kriton fremlægger sine Meninger om en Statsborgers Pligt mod de bestaaende Love; og sandelig disse Meninger ere for gode til bare at læse flygtigt igjennem som en letvindt Underholdning. Tiden er jo ogsaa slig nu, at det kan komme vel med at erfare, hvad en af Alle anerkjendt Vismand har at sige om denslags offentlige Ting, som det er enhver ærlig Statsborgers og Fædrelandsvens Pligt at have Rede paa. Selv om det kanske kan falde lidt tungvindt at læse det, fordi Sproget i hin Tid kanhænde brugtes noget anderledes end nu, og fordi jeg vel desværre ikke har været saa heldig i min Oversættelse, som Grundtexten fortjener — saa skal det dog sandelig ikke angre Dig, om Du anvender en Stund i Alvor og Kraft paa det Kjendskab til Sokrates, som her gjennem hans egne Ord skal bydes Dig. Før Du begynder, skal Du endnu faa høre, hvad en af hans Samtids mest begavede Mænd siger just om hans Taler: „Sokrates — siger Alkibiades — huser i sit Indre de skjønneste, herligste Tanker; men den Dragt, hvori han klæder dem, er simpel og tarvelig, og det er Grunden til at Mange, naar de høre ham første Gang, anse hans Tale for lidet betydningsfuld — — men den, som rigtig forstaar at udgrunde dens skjønne og dybe Betydning, han ser tydelig, hvor viis, hvor indholdsrig og hvor guddommelig den er, og at dens Hensigt er ene og alene at løfte vor Sjæl og sprede Lys blandt Menneskene — — — den vækker Forsætter og Beslutninger tillive hos os, som i alvorlig gribende Styrke overgaa Alt, hvad de mest begavede Folketalere have formanet at skabe.“
Den Kriton, med hvem Sokrates i sit Fængsel fører den efterfølgende Samtale, var en velhavende atheniensisk Borger og en af Sokrates’s ivrigste Disciple og troeste Venner; ogsaa hans Sønner vare den store Vismands Disciple. Dertil maa han have været en baade dygtig og begavet Mand; han skal nemlig selv have skrevet en Samling Dialoger (ɔ: saadanne Samtaler som den efterfølgende) i Sokrates’s Aand.
Det er den ovennævnte Platon, Sokrates’s berømteste Discipel, som har nedskrevet den efterfølgende Dialog, der bærer Navnet Kriton. Vi kan derfor være temmelig visse paa, at vi ikke blive skuffede, naar vi mene, at denne Sokrates’s Samtale med Kriton giver os et troværdigt Indblik i den navnkundige Vismands Tanker. Om hans Død skriver Platon et andet Sted: „Saaledes endte vor Ven, der efter vort Skjøn, saaledes som vi lærte ham at kjende, ikke alene var den fortræffeligste, men ogsaa den viseste og retsindigste blandt alle Mennesker.“
Kriton.
Sokrates (vaagner): Hvad? er det Dig, Kriton; kommer Du paa disse Tider af Dagen? eller er det ikke tidligt endnu?
Kriton: Jo, visselig.
Sokrates: Hvilken Tid paa Dagen er det egentlig?
Kriton: Første Gry af Morgenen.
Sokrates: Det forundrer mig, at Fangevogteren har været saa føielig at lukke op for Dig.
Kriton: Han er allerede min gode Bekjendt, Sokrates, eftersom jeg jo saa ofte har min Gang her; desuden har han af og til faaet en liden Venneskilling.
Sokrates: Kom Du nu nys, eller for længe siden?
Kriton: Det er en god Stund siden.
Sokrates: Men hvorfor vækkede Du mig da ikke strax, istedetfor at sætte Dig hen og tie stille.
Kriton: Nei saa sandelig, kjære Sokrates. Jeg selv skulde ønske, ei saaledes at svæve i Sorg og Søvnløshed, og jeg har alt længe forundret mig over Dig, hvor trygt Du kan sove, og jeg har vel vogtet mig for at vække Dig; Du bør jo dog kunne tilbringe Din Tid saa behageligt som muligt. Vistnok har jeg mangen Gang ogsaa før i Tiden gjennem Dit hele Liv prist Dig lykkelig for Din stærke Sjæl; men særlig og mest maa jeg gjøre det nu, naar jeg ser, hvor rolig og hengiven Du bærer den Ulykke, som har rammet Dig.
Sokrates: Der vilde jo ogsaa, min kjære Kriton, for en gammel Mand, som jeg, være liden Mening i at beklage sig, naar jeg nu engang ikke kan undgaa Døden.
Kriton: Ogsaa Andre, ligesaa gamle, kan rammes af lignende Ulykker, Sokrates; men ingenlunde fritager deres Alder dem fra Bekymring, naar Nøden knuger.
Sokrates: Lad saa være; men hvorfor er Du kommet saa tidligt paa Dag?
Kriton: Ak, Sokrates, jeg bringer et Smertens Budskab; dog, som jeg nu ser, ikke smerteligt for Dig, men for mig og alle Dine Venner baade smerteligt og tungt; og det kommer mig for, som om jeg føler det smerteligst af dem alle.
Sokrates: Nu da? er kanhænde Skibet fra Delos[1] kommet? det Skib, hvis Ankomst betyder min Død?
Kriton: Nei kommet er det ikke; men jeg formoder, at det maa komme idag, efter hvad Nogle berette, som ere komne fra Sunion[2] og have ladt det bag sig der. Ja, det er efter deres Beretning tydeligt nok, at Skibet vil komme idag; og da, kjære Sokrates, er det jo utvivlsomt, at Du imorgen maa ophøre at leve.
Sokrates: Nu ja, bedste Kriton, friskt Mod! Behager det Guderne, at saa skal ske, saa lad det ske; dog, jeg tror ikke, det (Skibet) vil komme idag.
Kriton: Hvad Mærke har Du da paa det?
Sokrates: Det skal jeg sige Dig; jeg gaar ud fra, at jeg maa dø Dagen efter dette Skibs Ankomst.
Kriton: Saa sige idetmindste de, som raade i den Slags Ting[3].
Sokrates: Som jeg siger, jeg tror ikke, det vil ankomme paa denne Dag, men paa den følgende. Jeg slutter dette af en Drøm, jeg har havt just nu inat for en liden Stund siden[4]; og det var kanske i en heldig Stund, Du lod være at vække mig.
Kriton: Hvad Drøm var vel det?
Sokrates: Det forekom mig, at en skjøn og ædelt formet Kvinde, iført et hvidt Klædebon, kom til mig, raabte paa mig og sagde:
„Sikkert paa tredie Dag vil Du hilse det frugtbare Phthia“[5].
Kriton: Hvor selsom en Drøm, o Sokrates.
Sokrates: Og dog tydelig nok, Kriton; saa synes ialfald mig.
Kriton: Ak ja, vel saa det, ser det ud til — men, o herlige Sokrates, endnu er det Tid; lyd mig og Du skal frelses. Betænk ogsaa, at, dør Du, da kommer Ulykken ikke alene: ikke nok med, at jeg mister en Ven, hvis Mage jeg aldrig vil finde, men for alle dem, som ikke vide fuld Besked, vil jeg staa som den, der med Vilje har undladt at bringe Penge til Din Frelse, endskjønt det har staaet i min Magt. Og dog, hvilket Ry er skammeligere end det at beskyldes for at sætte Penge høiere end sine Venner? Den store Mængde vil nemlig ikke tro, at Du selv ikke har villet forlade dette Sted, medens dog vi have truffet Foranstaltninger dertil.
Sokrates: Men hvorfor, min hæderlige Kriton, skal vi egentlig bryde os saa farligt om, hvad den store Mængde mener? de Sindigste, hvis Mening der ligger nogen Vægt paa, ville dog visselig tro, at Sagen er gaaet til, just som Tilfældet er.
Kriton: Men Du indser nok alligevel, kjære Sokrates, at man nødvendigvis maa tage Hensyn ogsaa til den store Mængdes Mening; thi, som Sagerne nu staa, er det klart nok, at den store Mængde er istand til at sætte, ikke Smaating, men det Allerværste iværk mod dem, som gjennem Bagtale ere komne ud for deres Had.
Sokrates: Ja var det endda saa vel, Kriton, at den virkelig duede til at iværksætte de største Onder og derved ogsaa viste sig istand til at udrette de største Goder, saa vilde Alt være i sin gode Orden. Men nu formaar den ikke nogen af Delene; thi hverken magter den at handle fornuftigt eller ufornuftigt, men gjør simpelthen, hvad den i Øieblikket finder for godt.
Kriton: Nu ja, lad saa være; men een Ting maa Du sige mig, Sokrates: det er dog vel ikke mig og dine andre Venner, Du ængster Dig for, at nemlig de slette Angivere (Sykophanterne)[6], naar Du var undkommet herfra, kunde bringe os i Uleilighed for at have bevirket Din Flugt, saa vi enten maatte ud med hele vor Formue eller betydelige Summer eller endog desforuden finde os i anden Modgang? Thi er det dette, Du er bange for, da kan Du for den Sags Skyld være ved frit Mod. Det er jo ikke mere end billigt, om vi udsatte os for denne Fare, ja, om saa var, for noget endda Værre, naar vi først havde frelst Dig; derfor, hør mig og undslaa Dig ikke.
Sokrates: Baade dette er jeg bange for, Kriton, og desuden ogsaa for mange andre Ting.
Kriton: Lad altsaa dette ikke engste Dig; de, som ville frelse Dig og føre Dig ud herfra, faa jo dog heller ikke noget betydeligt Pengeudlæg. Du ser for Dine Øine, hvor medgjørlige disse Sykophanter ere, og at man slet ikke behøver at koste saa farlig Meget paa dem; nu, hele min Formue staar til Din Raadighed, og jeg mener, at den er tilstrækkelig; og desforuden, selv om Du skulde nære Betænkeligheder ved, at jeg gav fra mig Mit, saa har vi vore Gjæstevenner her, fuldt beredte til at yde det Nødvendige. En af dem, Thebaneren[7] Simmias, har just til dette Øiemed medbragt en tilstrækkelig Sum; ligesaa er Kebes beredt, saavelsom mange Andre. Du ser altsaa, at Din Ængstelse i saa Henseende, efter hvad jeg nu har sagt, ikke bør kunne afholde Dig fra at befordre Din Frelse: eiheller skal Du have nogen Frygt med Hensyn til, hvad Du sagde for Retten, — at Du „ikke vidste, hvorledes Du skulde bere Dig ad[8], om Du skulde komme bort herfra“; thi ogsaa andetsteds vil man paa saa mangt et Sted, Du maatte komme, behandle Dig med Kjærlighed; og, vil Du drage til Thessalien, saa har jeg gode Venner der, som ville gjøre Alt for Dig og vel passe paa, at Du ingen Overlast skulde lide i Thessalien. — Jeg synes heller ikke, Sokrates, at Du handler ret, naar Du saaledes vil gaa i Døden, uagtet det staar Dig frit for at frelss. Du gjør derved kun Dit til at hidføre den Skjæbne, som ogsaa Dine Fiender, der ville Din Undergang, gjøre og have gjort Sit for at bevirke. Og hertil kommer, at Du ogsaa aabenbart handler forrædersk mod Dine Sønner: medens det kunde staa Dig frit for at opdrage og uddanne dem, saa kan jo Du for Din Del, naar Du forlader dem, ikke forebygge, at de overgives i det løse Tilfældes Vold. Men, som rimeligt er, vil det gaa de stakkels Forældreløse, som det pleier at gaa Saamangen, der ikke har Forældre. Enten faar man lade være at sætte Børn i Verden, eller man faar mandigt holde ud alt Besvær baade med Opdragelse og Lærdom; men Du synes mig at tage mere Hensyn til Din Bekvemmelighed. Du bør imidlertid bestemme Dig for, hvad enhver brav og hederlig Mand vilde gjøre, Du, som jo gjør Fordring paa gjennem hele Dit Liv at lægge Vind paa, hvad Ret er. Jeg maa jo ellers skamme mig baade over mig selv og over vore fælles Venner, da det kan se ud, som om vi ved Ligegyldighed have hidbragt Din sørgelige Stilling: naar man ser hen baade til den Omstændighed, at Din Sag blev indanket for Retten, hvor Du mødte uden at behove det, fremdeles til Maaden, hvorpaa Sagen selv blev fremmet, og endelig til dette dens hartad latterlige Udfald, kan det tage sig ud, som om vi ved Ondskab og Forsømmelighed have ladet Leiligheden til Din Frelse slippe os af Hænderne; ligesom man ogsaa vil kunne bebreide Dig selv, at Du ikke har benyttet den Adgang til Frelse, som dog under Forudsætning af den mindste Haandsrækning fra vor Side har staaet Dig aaben. Dette, kjære Sokrates, bør Du tage i Betragtning, at det ikke skal blive til Skam og Skade baade for Dig og os. Altsaa, betænk Dig; eller rettere, der er ingen Tid til Betænkning; al Betænkning maa være forbi. Der er kun en Udvei: thi i denne Nat, den, som nu forestaar, maa Alt være ordnet: nøle vi det mindste, blir det forgjæves, ugjorligt. Derfor, kjære Sokrates, for Alt i Verden lyd mig og undslaa Dig ikke.
Sokrates: Din venlige Omsorg, kjære Kriton, sætter jeg stor Pris paa — kunde den saasandt ogsaa vel forliges med streng Retfærdighed! men kan den ikke det, saa er det kun saameget værre, jo større den er. Det blir derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt dette bør gjøres eller ei. Thi jeg har ikke alene nu, men jeg har altid havt det ved mig, at jeg ikke retter mig efter noget andet Hensyn i mine egne Anliggender end efter det, som for min Tænkning viser sig bedst. De Grundsætninger, som jeg før i Tiden har fremholdt, kan jeg ikke nu kaste fra mig, efterat denne Skjæbne har rammet mig; tvertimod, de se omtrent ligedan ud, jeg agter og ærer dem nu, som før. Og kunne vi nu, vi ere sammen, ikke finde andre og bedre, saa vid vel, at jeg aldeles ikke agter at føie dig, ja ikke engang, om den store Mængdes Magt vil skræmme os som Børn med endnu flere Skrækkebilleder end de, vi nu se paa, da den sender over os Lænker, Død og Formuestab. Hvorledes skulle vi nu paa bedste Maade anstille vore Betragtninger? Om vi f. Ex. først tog for os hin Opfatning, Du havde om Andres Meninger og saa til, om denne ogsaa gjaldt for alle Tilfælde eller ikke, nemlig at man vistnok bør tage Hensyn til nogle Meninger, til andre derimod ikke; eller om den maaske kun skulde holde Stik før jeg maatte dø, medens den nu øiensynlig kræver at forstaaes anderledes og røber, at den i sin Grund er et løst Ord, i Virkeligheden kun meningsløst Barneværk. Og jeg har Lyst til, Kriton, sammen med Dig, at komme til Klarhed om, hvorvidt den nævnte Opfatning som Følge af min nuværende særlige Stilling tager sig anderledes ud, eller, hvorvidt den viser sig uforandret; derpaa faar det saa komme an, om vi skal lade den fare eller følge den. Folk, som virkelig have ment at have nogen Grund for sig, have, saavidt, jeg ved, altid paastaaet, at man, som jeg nys slog paa, af de Meninger, som fremkomme blandt Menneskene, bør høiagte nogle, andre derimod ikke. Og nu, ved Guderne, finder ikke Du, at dette er en rimelig Paastand, Kriton? Du har jo nemlig, saavidt menneskeligt Øie kan se, ingen Udsigt til at dø imorgen, og Dig vil ikke den forhaandenværende Ulykke kunne føre paa Vildspor. Se da til: synes Du ikke, det er i sin Orden, naar man paastaar, at man ikke bør anerkjende alle menneskelige Meninger, men kun nogle, andre ikke; og heller ikke Alles, men kun Nogles, Andres ikke? Hvad mener Du? har man ikke Ret i at paastaa dette?
Kriton: Jo, det har man.
Sokrates: Og da, ikke sandt, bør man agte de gode, men ikke de slette?
Kriton: Tilvisse.
Sokrates: Men de gode, mon ikke det er de Fornuftiges Meninger, og de slette de Ufornuftiges?
Kriton: Utvivlsomt.
Sokrates: Nu vel; hvad er der saa videre egentlig sagt med hin Paastand? En Mand, som øver Gymnastik og gjør dette til sit Kald — mon han bryder sig om Ros eller Dadel af ethvert Menneske eller kun af den Ene, i hvem han maatte træffe en Læge eller en Fægtelærer?[9].
Kriton: Kun af den Ene.
Sokrates: Han behøver altsaa kun at frygte Dadel eller glæde sig ved Ros af denne Ene, derimod ikke af den store Mængde?
Kriton: Nei det er klart nok.
Sokrates: Han bør altsaa indrette sin Øvelse, sin Spise og Drik mere efter denne ene Fagmands og Sagkyndiges Vink end efter alle de Andres?
Kriton: Forstaar sig.
Sokrates: Vel; men nu sætter jeg, at han slet ikke lyder hin Ene og ringeagter baade hans Mening og hans Ros, men derimod lytter til den store Mængde, som Ingenting ved, — mon tro han ikke da vil lide en eller anden Skade?
Kriton: Jo det maa jeg antage.
Sokrates: Men hvad Slags Skade, tror Du? hvad Retning vil den tage, og hvad vil den gaa ud over hos ham, som ikke lystred?
Kriton: Selvfølgelig ud over hans Legeme; thi det er dette han ødelægger.
Sokrates: Rigtig bemærket; og saaledes, Kriton, ogsaa med andre Ting — om vi just ikke derfor behøve at gjennemgaa dem alle. Hvad enten det nu her for os i vor Samtale dreier sig om Ret eller Uret, Hæslighed eller Skjønhed, Ondt eller Godt, bør vi saa følge den store Mængdes Mening og frygte den, eller bør vi kun tage Hensyn til den Ene — jeg sætter, vi havde ham her — han, den ene Sagkyndige, hvem man baade bør undse sig for og frygte mere end hele den store Mængde tilsammen? rette vi os ikke efter denne, ja, saa er der Noget, vi krænke og fordærve, nemlig det, som forbedres ved Retfærdighed, men som ved Uretfærdighed ødelægges i Bund og Grund; eller, kanske dette Noget ikke er til?
Kriton: Jo, det maa det dog visselig, o Sokrates.
Sokrates: Nu vel; naar vi i Bund og Grund ødelægge det, som gjennem Sundhed bliver bedre, men gjennem Usundhed fordærves, idet vi nemlig ikke rette os efter de Sagkyndiges Mening — er Livet saa værd at leve, naar dette er ødelagt? Men „dette“ er jo her Legemet; eller kanske ikke?
Kriton: Jo.
Sokrates: Kan man nu leve med et fordærvet og ødelagt Legeme?
Kriton: Ingenlunde.
Sokrates: Men, mon man vel kan leve da, naar Hint er ødelagt, som Uret fordærver, men Ret gavner? eller skal vi holde dette for ringere end Legemet, dette, hvad det nu er hos os, hvorom baade Retfærdighed og Uretfærdighed dreier sig.
Kriton: Nei, paa ingen Maade.
Sokrates: Men snarere for langt vigtigere?
Kriton: Ja, sikkerlig.
Sokrates: Ikke bør vi derfor, min Bedste, lægge saa farlig Vægt paa, hvad den store Mængde siger, men saameget desto mere paa, hvad den Sagkyndige siger, han, den Ene, og Sandheden selv. Først og fremst er derfor Din Opfatning ikke i fuld Overensstemmelse hermed, naar Du paastaar, at vi fortrinsvis bør tage Hensyn til den store Mængdes Mening, naar det gjælder det Rette, det Skjønne, det Gode og disses Modsætninger. Men nu kunde En sige: „Ja, men Mængden har Magt til at dræbe os!“
Kriton: Ja, det er klart, saaledes kunde man sige, Sokrates.
Sokrates: Sandt nok, min fortræffelige Ven; men den Tankegang, vi nu have havt for os, synes mig derfor ligefuldt at være den samme nu som før. Se nu paa den igjen: har det fremdeles sit Blivende for os, eller ei, at vi nemlig ikke først og fremst bør lægge Vægt paa det at leve, men paa det at leve vel?
Kriton: Jo, det baade er og bliver rigtigt.
Sokrates: Men det, at leve vel, og det, at leve hæderligt og retfærdigt, er Et og det Samme; har ogsaa dette sit Blivende, eller ikke?
Kriton: Det har.
Sokrates: Lader os nu, ifølge det vi nu ere enige om, undersøge, hvorvidt det er retfærdigt, at jeg søger at komme bort herfra, uden at Athenienserne slippe mig fri, eller ikke retfærdigt; og skulde det vise sig at være retfærdigt, da ville vi forsøge det; men, hvis ikke, lade vi det være. De Betragtninger imidlertid, som Du giver tilbedste i Anledning af Pengeudlæg, Folkemening og Børneopdragelse, er jo i Virkeligheden ikke Andet end just saadanne Folks Tanker, som uden Betænkning begaa Mord, ja gjerne, om de kunde, gjenopvakte fra de Døde, med andre Ord, just den store Mængdes meningsløse Indfald. Men os byder Fornuften kun at undersøge, i Henhold til hvad vi nys sagde, hvorvidt vi ville handle ret i at give dem, som ville befrie mig, baade Penge og Tak, medens vi samtidig selv baade befrie og befries, eller om vi ville krænke Sandheden ved at gjøre alt dette; og viser det sig, at vi gjøre Uret derved, saa er det meget bedre slet ikke at tænke paa, om vi, ved at blive her og forholde os rolige, gaa Døden eller anden Lidelse imøde — end at krænke Retfærdigheden.
Kriton: Ak. Sokrates, visselig taler Du ret, men betænk, hvad vi maa gjøre.
Sokrates: Lader os overveie i Fellesskab, Kjære; og, har Du Noget at indvende mod, hvad jeg siger, saa sig frem, og jeg skal følge Dig. Men hvis ikke, saa hold op, brave Ven, med at sige op igjen og op igjen det Samme, at jeg nemlig mod Atheniensernes Vilje maa bort herfra! Hvor gjerne vilde jeg ikke. Du skulde overtale mig til at handle saaledes, men — ikke mod min Vilje. Stil nu Begyndelsen af denne vor Undersøgelse frem for Din Tanke og se til, om Du finder den tilstrækkelig begrundet, og forsøg saa at svare, som Du finder det rigtigst, paa, hvad jeg vil spørge om.
Kriton: Vel, jeg skal forsøge.
Sokrates: Skal vi nu sige, at man slet ikke paa nogen Maade bør gjøre Uret? eller at man paa een Vis nok kan gjøre det, men paa en anden ikke? eller at det i ingen Henseende er godt eller sømmeligt at gjøre Uret, som vi dog ofte før i Tiden var fuldt enige om, og som jeg ogsaa nu nylig har sagt? Ere alle vore Fællesmeninger fra før af uden videre bortdunstede? og har vi kanske, kjære Kriton, saavidt tilaars som vi dog ere, under hele vor alvorlige Samtale virkelig overseet, at vi i Grunden dog bare os ad som Børn? Eller har det sig, naar Alt kommer til Alt, saaledes, som vi dengang mente, at, gjør vi Uret, saa bliver det os ligefuldt til Uret og Skjændsel, hvad saa Mængden siger eller ei, og hvormeget eller hvorlidet Ondt vi end maa lide? Skal vi sige saa, eller ikke?
Kriton: Jo, det maa vi sige.
Sokrates: Altsaa, slet ikke paa nogen Maade bør man gjøre Uret?
Kriton: Nei slet ikke.
Sokrates: Heller ikke maa, som Mængden tror, den Forurettede gjengjælde Uret, efterdi man paa ingen Maade maa gjøre Uret?
Kriton: Nei, det synes saa.
Sokrates: Men nu, bør man overhovedet gjøre det Onde, Kriton?
Kriton: Det bør man vel neppe, o Sokrates.
Sokrates: Men hvad mener Du, er det Ret eller Uret, at den, som lider Ondt, gjengjælder med Ondt — slig som jo Mængden mener?
Kriton: Det er ikke Ret.
Sokrates: Thi det at tilføie Mennesker noget Ondt er jo just det Samme som at gjøre Uret.
Kriton: I Sandhed, ja.
Sokrates: Altsaa skal man hverken gjøre Uret eller tilføie et Menneske noget Ondt, selv ikke naar Vedkommende er Skyld i Ens Lidelser. Men se nu til, Kriton, om Du ikke ved at indrømme dette indrømmer Noget stik imod Din egen Mening; thi jeg ved, at kun Faa have og ville holde paa denne Mening. Og husk, mellem dem, som have denne Mening, og dem, som ikke have den, er der intet fælles Overlæg; men naar de se hinandens modsatte Anskuelser, maa de nødvendigvis gjensidigt foragte hinanden. Gjør derfor nu for Din Part op med Dig selv, om Du virkelig gjør Fellesskab og deler Mening med mig — og da skal vi i vore Overlæg sammen gaa ud fra, at det ingensinde lader sig forsvare hverken at gjøre Uret eller gjengjælde Uret, eller, naar man lider Ondt, at verge sig ved til Gjengjæld at tilføie Ondt —; eller om Du træder tilbage og ikke er enig i dette Udgangspunkt. Men jeg paa min Side beholder, som før, ogsaa fremdeles den nævnte Mening; har Du imidlertid fattet en anden, saa sig frem og forklar Dig; men mener Du som forhen, saa hør videre.
Kriton: Jeg mener, som før, og er enig med Dig; derfor tal.
Sokrates: Jeg gaar altsaa videre; eller, rettere, jeg stiller et Spørgsmaal: naar man er kommen overens med En om Noget som Ret, bør man saa rette sig derefter eller skuffe ham?
Kriton: Man bør rette sig derefter.
Sokrates: Slut nu heraf: forlade vi dette Sted uden at agte paa Statens Vilje, mon vi da ikke gjorde Ondt mod Andre, og det ovenikjøbet Folk, hvem man allermindst burde forurette? eller kan hænde ikke? Og vilde vi da holde fast ved, hvad vi vare komne overens om som Ret? eller ikke?
Kriton: Jeg kan ikke besvare dette Spørgsmaal, Sokrates; thi jeg forstaar det ikke.
Sokrates: Nu, saa betragt Sagen saa: Jeg sætter, at idet vi ere i Begreb med at rømme herfra — eller hvad vi nu ville kalde det —, Lovene og hele Statssamfundet indfandt sig her ved Siden af os og spurgte: „Sig os, hvad er det, Du har isinde, Sokrates; kan Du have nogen anden Hensigt med den Gjerning, Du har fore, end at gjøre Dit til at ødelægge os Love og det hele samlede Statssamfund? eller, tror Du, at den Stat kan bestaa og ikke gaa tilgrunde, i hvilken de afsagte Domme ingen Kraft have, men af private Folk gjøres ugyldige og retsløse?“ Hvad skal vi sige, Kriton, til Saadant og Andet af samme Slags? Thi visselig kunde man — navnlig en Taler — faa adskilligt ud af Krænkelsen af denne Lov, som befaler, at dømte Domme skal holdes i Ære. Eller skal vi svare dem: „Ja, men Staten har gjort os Uret og har fældet en uretfærdig Dom!“ — skal vi kanske sige saa?
Kriton: Ja, Sokrates, sandt er det; det ved da Gud.
Sokrates: Altsaa, sæt at Loven sagde videre: „O Sokrates, ere vi og du komne overens ogsaa herom? eller om at blive staaende ved de Domme, som Staten maatte afsige?“ Om vi nu undrede os over denne deres Tale, saa vilde de maaske sige: „Undre Dig ikke, Sokrates, over, hvad vi have sagt; men svar os, efterdi Du jo har havt for Skik at benytte Dig af Spørgsmaal og Svar. Velan da: hvad har Du at beklage Dig over os og Staten for, siden Du indlader Dig paa at bringe os Fordærv? er det ikke først og fremst os, Du skylder Din Fødsel? var det ikke os, som gjorde, at Din Fader kunde tage Din Moder, saa Du kunde fødes? sig nu frem, kan Du foreholde os — vi, Lovene om Ægteskabet — at vi ikke ere, som vi bør være?“ — „Jeg bebreider Eder jo Intet!“ maatte jeg svare. „End nu de Love da om Børns Næring og Opdragelse, af hvilke ogsaa Du har nydt godt? eller, ere ikke de Love i sin Orden som have paabudt Din Fader at lade Dig undervise i Musik[10] og Gymnastik?“[9] — „Utvivlsomt,“ vilde jeg svare. „Godt; men naar du altsaa paa slig Vis er født, opdraget og uddannet, vil Du da for det Første kunne negte, at Du er vo Ætling og Tjener, baade Du og Dine Forfædre? Og naar saa er, tør Du da formene, at Du og vi skulde dele Retsvilkaar, og tro Dig berettiget til at handle med os paa samme Maade, som vi med Dig? Og er Du ligeoverfor Din Fader eller Din Herre (om Du havde nogen) ingenlunde berettiget til at gjengjælde Lidelser, hvori de maatte være Skyld, skjelde igjen, naar ud blev udskjeldt, slaa igjen, naar Du blev sslaaet eller tillade Dig en lignende Færd — tror Du saa, at Du ligeoverfor Dit Fædreland og Lovene, naar vi fandt det Ret at volde Din Undergang, skulde kunne tillade Dig, som bedst Du evned, ogsaa at bringe os Love og Dit Fædreland Fordærv, og saa endda sige, at Du gjorde Ret, Du, som jo for Alvor vil øve Retfærdighed? Eller er Du faa viis, at Du ikke kan begribe, at Fædrelandet er mere verd end baade Fader og Moder og alle Forfædre tilsammen; at det er ærværdigere, helllgere og i større Agt baade hos Guder og hos Mennesker med Forstand; at man, naar Fædrelandet er fortørnet, maa vise det mere Lydighed og Eftergivenhed end en Fader; at man enten faar søge at overbevise det eller gjøre, hvad det kræver, roligt finde sig i den Lidelse, det paabyder, enten saa det gjælder at slaaes eller bindes; og, skal man sendes i Krig for at saares eller dø, at man ogsaa da faar lystre, og at saa er Ret og retfærdigt? og at man ikke maa undslaa sig, ikke træde tilbage, ikke forlade Stillingen, men baade i Krigen og for Domstolen og overalt enten gjøre, hvad Staten og Fædrelandet byder eller overbevise det om, at noget Andet er Ret? at det vistnok er syndigt at øve Vold mod Moder eller Fader, men hvormeget mere da mod Fædrelandet!?“ Hvad skal vi sige til dette, Kriton? at Lovene tale Sandhed, eller ikke?
Kriton: Saa synes ialfald mig.
Sokrates: „Se nu til, o Sokrates, — kunde Lovene nu sige — om vi tale Sandhed, naar vi sige, at Du forgaar Dig mod os, om Du fremmer, hvad Du har isinde. Vi har jo vistnok bragt Dig til Verden, sørget for Dit Ophold, Din Opdragelse og givet Dig sammen med alle øvrige Statsborgere Del i alle de Herligheder, vi vare istand til; men paa samme Tid give vi dog en hvilkensomhelst atheniensisk Borger, som ifølge sit Kjendskab til Staten og os Love maatte udfinde og paatreffe Noget, der er ham til Mishag, fuld Frihed til at tage Sit og begive sig, hvorhen han vil. Og ikke lægger nogen af os Love Hindringer iveien eller forbyder det om Nogen vil forlade sit Hjem af den Grund, at vi og Staten ikke behage ham; frit kan han flytte og komme hvor i Verden, han vil, og Sit skal han beholde ubeskaaret. Men den af Eder, som bliver boende her som altsaa ser, baade hvordan vi Love dømme, og hvordan vi forøvrigt styre Staten, om ham paastaa vi, at han i Ord og Gjerning har gaaet md paa at gjøre, hvad vi befale ham; og lyder han ikke, da erklære vi ham for tredobbelt lovstridig, idet han nemlig trodser os baade som Fædre og Opdragere, og dertil uagtet sit Løfte om Lydighed hverken adlyder os eller søger at overbevise os, om vi maatte handle urigtigt; og skjønt vi ikke som Herrer befale, men kun offentlig tilholde ham at rette sig efter vore Bud, idet vi jo henstille til ham Et af To, enten at overbevise os eller at adlyde, saa gjør han alligevel ingen as Delene. — Og disse Beskyldninger, Sokrates, sige vi nu, ville ogsaa ramme Dig, hvis Du agter at udføre, hvad Du har isinde; og, just ikke Dig lempeligere end nogen anden Athener, tvertimod haardest muligt!“ — Om jeg nu sagde: „Hvorfor det?“ saa vilde de rimeligvis og med fuld Ret slaa mig med den Bemærkning, at jeg er den af Arhenerne, som allermest har indgaaet paa hin Forpligtelse. Thi de vilde sige: „Vi har, o Sokrates, vægtige Vidnesbyrd for, at saavel vi som Staten er Dig til Behag. Neppe vilde vel nemlig Du fremfor alle andre Athenere have fæstet stadigt Bo her i Byen, hvis det ikke i særlig Grad havde været Dig til Behag; og, hverken har Du nogensinde draget ud af Byen til Festlegene[11] — undtagen een Gang til Isthimen[12] — eller udenfor din Krigstjeneste[13] andetstedshen; heller ikk har du nogensinde gjort nogen Reise, som andre Mennesker; eiheller har du følt Lyst til at lære nogen anden Stat eller andre Love at kjende, men vi og vor By have været DIg nok; i den Grad gav Du os Fortrinnet og gik med paa at opfylde Dinne Borgerpligter efter os[i 2], ja Du stiftede endog Familie her i Byen — da maatte den vel være Dig til Behag. Ja, endnu medens Din Sag stod paa, havde Du jo Fridhed til at anholde om Landsforvisning[14], om Du havde villet, saaat Du dengang kunde have gjort med Statens Vilje, hvad Du nu har isinde at gjøre mod dens Vilje. Dengang, det forstaar sig, gjorde Du Dig til af, at det ikke anfegtede Dig, at Du maatte dø, hvorfor Du, som Du sagde, foretrak Døden for Landsforvisning; men nu: hverken skammer Du Dig over disse Dine egne Ord, ei heller tager Du i Betænkning udenvidere at prøve paa vort, Lovenes, Fordærv. Du bærer Dig jo ad som den usleste Træl, naar Du virkelig vil søge at løbe bort stik imod baade Løfter og Overenskomster, ifølge hvilke Du har forbundet Dig til at opfylde Dine Borgerpligter efter os. Først har Du nu at svare os paa det Spørgsmaal, om vi tale sandt, naar vi sige, at Dine indgangne Forpligtelser som Borger gjælder Gjerning og ikke blot Ord? eller er dette ikke sandt?“ — Hvad skal vi svare herpaa, Kriton; mon vi ikke maa medgive dette?
Kriton: Jo, nødvendigvis.
Sokrates: Men hvad gjør Du nu vel Andet, o Sokrates, vilde Lovene sige, end dette: Du bryder de Løfter og Forpligtelser, Du indrømmede os; og ikke ere disse indgaaede af Tvang, ikke ved Bedrag, eiheller fordi Du har været nødt til bestemme Dig i en Fart; thi i 70 Aar har Du kunnet reise herfra, om Du ikke havde fundet Behag i os, og Forpligtelserne havde forekommet Dig uretfærdige — ikke sandt? Men hverken foretrak Du Lakedæmon[15] eller Kreta[16], hvor Du jo altid har rost Tilstanden, ei heller nogen anden hellenisk[17] eller barbarisk[18] Stat; tvertimod, Du har været mindre fraværende fra Byen Du end de Halte, de Blinde og de andre Krøblinger. I saa høi Grad fandt Du mere end nogen anden Athener Behag i vor By og dermed selvfølgelig ogsaa i os Love; thi hvem vil finde Behag i en By uden Love? Men nu gaar Du uden videre fra alle Forpligtelser. Men, naar Du holder Dig til os, Sokrates, saa vil Du idetmindste ikke blive til Latter derved, at Du drager ud af Byen. — Naar Du nu overtræder disse dine Forpligtelser eller forgaar Dig mod nogen af dem, tag saa under Overveielse, hvad Godt Du opnaar derved for Dig selv og Dine Venner. At Dine Venner nemlig ville komme i Fare for ogsaa selv at maatte flygte og gaa tabt at sine offentlige Rettigheder eller miste sin Formue, er nogetnær en afgjort Sag. Og hvad Dig selv angaar, Sokrates, saa vil Du for det Første, naar Du kommer til en af de nævnte Byer, enten Theben eller Megara, med det Samme komme som en Fiende af dens Statsforfatning — og i dem begge er lovlig Orden; og, Alle, som elske sit Fædrehjem, ville anse Dig for en mistænkelig Person, holde Dig for en Lovens Fordærver. Du vil saaledes kun bestyrke vedkommende Dommer i hans Mening om, at Din Sag er rettelig paadømt; thi om en Lovens Fordærver er det let nok at antage, at han ogsaa er en „Ungdommens og uforstandige Menneskers Fordærver“.[19] Hvad vil Du da nu? vil Du kanske holde Dig borte fra disse Stater med god lovlig Orden og Mennesker med Sands for en saadan? — Men, gjør Du dette, kan da Livet egentlig have noget Værd for Dig? Eller, kanske Du just agter at indfinde Dig i saadanne Stater, Sokrates, og være frek nok til just med den Slags Folk at drive paa med Dine herfra saa vel bekjendte Samtaler, hvorefter jo Dyd og Retfærdighed, Lovlighed og Love ere Menneskets dyreste Eie? Og Du tror kanhende ikke, at man da vil finde Sokrates’s Færd nederdrægtig? Man nødes nok til at tro det. Dog, Du vil maaske undgaa disse Strøg og begive Dig til Thessalien, til Kritons Venner? der hersker jo nemlig den største Uorden og Lovløshed. Kanske vilde man der have sin store Moro af at høre Dig fortælle, hvor fornøieligt Du løb bort fra Dit Fængsel, hvorledes Du gjorde Dig ukjendelig i en Forklædning, hvadenten det nu var en Skindstak eller Sligtnoget, som Rømlinger pleie at trække paa sig. Men at en gammel Mand som Du, efter Naturens Orden saagodtsom paa Gravens Rand, har kunnet nedlade sig til saa smaaligt at prutte med en Stump Liv, at han for den Sags Skyld endog har overtraadt den strengeste Lov — det vil Ingen opholde sig over? Kanske saa længe Du ikke støder En eller Anden for Hovedet; i saa Fald, Sokrates, vil Du komme til at høre adskillige beskjemmende Ting; Du vil tilbringe Dit Liv i Afhængighed, som Hvermands Tjener. Hvad vil Du egentlig tage Dig for i Thessalien? Kanske Du agter at leve høit, som om Du havde foretaget en Gjæstebudsreise? men hvor bliver der af de bekjendte Taler om Retfærdighed og Dyd? Dog, kanske er det for Dine Børns Skyld, Du ønsker at leve, saa Du kan faa dem opdragne og uddannede? vil Du da drage dem med Dig til Thessalien, føde og opdrage dem der og saaledes gjøre dem til Fremmede, at de ogsaa kunne faa det at takke Dig for? Dog kanhænde ikke; men kanske mener Du, at de kan opholde sig her, ja endog fødes og opdrages bedre, naar bare Du er ilive, selv om Du ikke kommer sammen med dem; thi Dine Venner ville tage sig af dem? Men de, som altsaa vilde tage sig af Dine Børn, om Du drog til Thessalien, skulde ikke de ville tage sig af dem, om Du drog til Hades?[20] Hvis der er noget Forslag i disse, der ville gjælde for Dine Venner, saa bør man dog tro dette. Nei, kjære Sokrates, følg Du os, hvem Du skylder Dit Liv, og lad Retfærdighed være Dig dyrebarere end baade Børn, Liv og alt Andet; da vil Du ogsaa, naar Du kommer til Hades, have alt dette at forsvare Dig med for dem, som der herske. Thi, gjør Du, hvad Du har havt isinde, da synes Du lige saalidet her at ville vinde Noget i Lykke, Retfærdighed eller Fromhed for Dig eller for Nogen af Dine Venner, som naar Du kommer hisset at skulle faa det bedre. Nei gaa Du, naar Du forlader Verden, blot som den, der har lidt Uret — ikke af os Love, men af Menneskene. Fjerner Du Dig derimod som den, der saa skammeligt har gjengjældt Ondt med Ondt og Uret med Uret, som den, der ikke alene har overtraadt Dine egne Forpligtelser og Løfter til os, men ovenikjøbet krænket dem, som mindst burde krænkes, Dig selv nemlig, Dine Venner, Dit Faædreland og os Love — ja da ville baade vi vredes paa Dig, saalænge Du lever, og vore Brødre der, Lovene i Hades, neppe tage vel imod Dig, naar de vide, at Du. her arbeidede paa, saavidt det stod til Dig, at bringe os Fordærv. Derfor, lad ikke Kriton overtale Dig til heller at gjøre, hvad han siger, end hvad vi sige.“
Og nu, min brave Ven Kriton, maa Du vel mærke Dig, at dette tror jeg at høre, ret ligesom de begeistrede Korybanter[21] tro at høre Fløitespil; ja, Klangen af disse Ord dirrer saa stærkt i mit Indre, at jeg umuligt kan høre andre. Derfor skal Du vide, at Du — idetmindste som nu min Mening er — kun vil tale forgjæves ved at modsige mig. Og dog, hvis Du tror at kunne udrette Noget, saa tal.
Kriton: Nei, kjære Sokrates, jeg har Intet at sige.
Sokrates: Lad det saa være godt, Kriton; og lader os tage Sagen saaledes, som jo ogsaa Gud tydeligt anviser os.
Anmærkninger.
- ↑ Heliasterne vare edfæstede, men forøvrigt uansvarlige Repræsentanter for Folkets dømmende Myndighed, samlede — oprindelig i et Antal af 6000 — fra Landets forskjellige Trakter; altsaa etslags Jury.
- ↑ Man huske, at der er Lovene, som tale.
- ↑ „Skibet fra Delos.“
Ifølge Sagnet var engang det atheniensiske Folk ved Overrumpling lagt i Trældom af Kong Minos paa Øen Kreta. Hvert niende Aar krævede Tyrannen 7 Ynglinger og 7 unge Piger fra Athen, som skulde kastes ind til Føde for det frygtelige Uhyre Minotaurus, som holdt til i Labyrinthen, en Bygning med Utal af Værelser og bugtede Gange, saaat den, som engang var kommet ind, ikke kunde finde ud igjen. Den berømte Helt Theseus befriede sit Fædreland ved at dræbe Uhyret; han vandt Kongens Datter, Ariadnes, Kjærlighed og fik af hende et Traadnøste, ved hvilket han efter sin Heltedaad slap ud igjen af Labyrinthen. Glad over sin Seier lagde han paa Tilbageveien indom den lille Ø Delos, hvor han foranstaltede festlige Ofringer til Guden Apollons Ære. Ved disse Ofringer opførtes de første græske Chordandse og det var Meningen, at Dandsen skulde efterligne de mange Bugtninger og Vinkelkroge i Labyrinthen. Efter den Tid afsendte hans taknemlige Landsmænd hvert Aar det samme Skib, hvorpaa Theseus var vendt tilbage fra Kreta, over til Delos med rige Offergaver til Apollon, og saalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom (saaledes heller ikke Sokrates’s) fuldbyrdes i Athen.
- ↑ Sunion, et Forbjerg paa Sydkysten af Attika, den Del af Grækenland, hvor Athen ligger.
- ↑ „De Elleve“ kaldtes Mænd, valgte rundt fra Landsbygderne til at forestaa Fængslerne og have Opsyn med Dødsdommenes Fuldbyrdelse.
- ↑ Man troede, at Drømme efter Midnat havde størst Sandsynlighed for sig til at gaa i Opfyldelse.
- ↑ Phthia, en By i det græske Landskab Thessalien, bekjendt for sit fede Jordsmon og vide omtalt som den berømte Achilleus’s Fødested. Achilleus var den tapreste Græker under den lange Beleiring af Byen Troja paa Lilleasiens Kyst; det er denne Krig, som saa herligt er besunget af Digteren Homer i det store Digt Iliaden, i hvilket ogsaa de Ord, Sokrates fornam i Drømme, findes ordlydende — udtalte til Achilleus.
- ↑ „Sykophanterne.“ Navnet betyder oprindelig: Figenangiverne, og brugtes om Folk, som opsporede og anmeldte Enhver, der forbrød sig mod den Lov, at Ingen maatte udføre eller sælge Figener fra Attika. Senere bleve alle samvittighedsløse, ondskabsfulde Sladderhanke og falske Anklagere kaldte Sykophanter og dannede en Menneskemasse, som navnlig fra den store Folkehøvding Perikles’s Tid (494—429 f. Kr.) var ligesaa talrig som foragtet.
- ↑ ɔ: en Mand fra Byen Theben.
- ↑ I sin Forsvarstale for Retten havde Sokrates undslaaet sig for at anholde om Forviisning, da han mente, at Fremmede ligesaalidt som hans Landsmænd vilde finde sig i, at han tog fat paa sit vante Levesæt.
- ↑ 9,0 9,1 Grækerne lagde megen Vægt paa Legemets Pleie; af en saakaldt „skjøn og god Mand“ fordrede man en heldig Forening af legemlig og aandelig Udvikling. Legemsøvelser saavel for Sundhedens som for et vakkert Udseendes Skyld udgjorde derfor et vigtigt Led i Ungdommens Opdragelse, og det hedte om de heri ansatte Lærere (her oversat med „Fægtelærer“), at de skulde „gjøre de menneskelige Legemer skjønne og stærke“; derfor nævnes de ogssaa ofte, som her, sammen med Læger.
- ↑ I Grækerne Tanker om de høiere Ting forekommer Forestillingen om de ni Muser. Disse vare Døtre af den høieste Gud og anraabtes som Gudinder for alle ædle og skjønne Kunster (Digtekunst, Tonekunst, Talekunst &c.), hvilke derfor tilsammentagne benævnedes med Ordet Musik ellermusisk Kunst. Hos os betegner jo Ordet, som bekjendt, kun Tonekunsten; men medens denne kun er den enkelte Begavedes Sag, maatte alle Grækere fra Børn af oplæres i „den musiske Kunst.“
- ↑ I Forbindelse med den Sands, Grækerne havde for Legemets Udvikling (se Anm. 9), stod Festlegene. Til Ære for en af Guderne eller et eller andet stort Folkeminde holdes saagodtsom i hver By til bestemte Tider store Fester, til hvilke føiedes Opvisninger af skjønne Legemsøvelser, Væddeløb, forskjellige Slags Friluftslege &c. Isæer var der fire saadanne Fester (de isthmiske, nemeiske, pythiske og olympiske), som udmærkede sig ved glimrende Tilstelninger og uhyre Tilstrømning af Mennesker, dels Skuelystne, dels Deltagere i Legene. Fremfor alle var de olympiske Lege — som til Ære for den øverste af Guderne holdtes hvert fjerde Aar i Olympia, en liden Flekke med en Helligdom i Landskabet Elis — mærkelige og viden berømte; saagodtsom hele Grækenland mødte frem ved disse, og saa stor Betydning tillagdes dem, at man endog indrettede sin Tidsregning efter dem. Den store græske Digter Pindar synger om dem: „Som Kildens Vand er Jordens dyreste Skat og Guldet Rigdommens ypperste Gode, saa er de olympiske Lege de herligste af alle; de fordunkle alle de andre, ligesom Solen ved sin Glands lader alle andre Stjerner paa Himmelens Telt forsvinde.
- ↑ Isthmen er et smalt Eid, som forbinder Grækenlands Fastland (hvor Athen ligger) med den store Halvø Peloponnes (hvor bl. A. Sparta ligger); her holdtes de isthmiske Lege. I Nærheden ligget den bekjendte By Korinth.
- ↑ Sokrates havde deltaget i flere Felttog og altid udmærket sig ved Tapperhed; engang, i Slaget ved Potidæa (431), havde han saaledes reddet Alkibiades’s (se Indledningen) Liv og engang senere reddet en anden Ven og Discipel, Historikeren, Filosofen og Hærføreren Xenofon, hvem han med Fare for eget Liv havde baaret paa sine Skuldre ud af Slagtummelen.
- ↑ Da Sokrates’s formentlige Forseelse ikke var af den Slags, for hvilke en bestemt Straf var fastsat, saa stod det ham, naar Dommen havde lydt paa „Skyldig“, frit for at anholde om en Straf, han selv holdt rimelig, og først derpaa skulde den endelige Dom falde. Havde han derfor anholdt om Landsforvisning, saa vilde rimeligvis Dommerne have indvilget deri.
- ↑ Lakedæmon, hyppigen kaldet Sparta (se Anm. 12) var i sin Tid Grækenlands betydeligste By og Stat; paa Sokrates’s Tid havde den maattet vige Pladsen for Athen.
- ↑ I Kreta (nu Kandia), en stor Ø i den sydlige Del af det saakaldte græske Archipel, ɔ: den Del af Middelhavet, som ligger mellem Grækenland og Lilleasien.
- ↑ Grækerne kaldte sit Land Hellas og sig selv Hellener.
- ↑ Alle Ikke-Grækere kaldtes Barbarer.
- ↑ Se Indledningen.
- ↑ Hades var Navnet paa Underverdenens Gud, som efter Gudelæren var en ældre Broder af Zeus, den høieste Gud; dernæst brugtes Ordet ogsaa om Underverdenen, de Dødes Rige, hvor de Afdøde antoges at føre et uvirksomt Skyggeliv.
- ↑ Korybanter kaldtes den østerlandske Gudinde Kybeles Præster; de forrettede sin Tjeneste under vild Begeistring, med larmende Musik og Vaabendands.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |