Åpne hovedmenyen

Lappiske Eventyr og Folkesagn/Jætten, som havde skjult sit Liv i et Hønseæg

< Lappiske Eventyr og Folkesagn

17. Jætten, som havde skjult sit Liv i et Hønseæg.
(Fra Utsjok.)


En Kone havde en Mand, som i syv Aar havde ligget i Krig med en Jætte. Jætten syntes godt om Konen og vilde tage Manden af Dage, for selv at faa Konen til Hustru. Efter syv Aars Forløb lykkedes det endelig Jætten at dræbe Manden. Men Manden og Konen havde en Søn. Da Sønnen voxte til, tænkte han paa, hvorledes han skulde tage Hævn over Jætten, som havde dræbt hans Fader og taget Moderen til Hustru. Men Gutten kunde ikke faa Livet af Jætten. Alt, hvad han gjorde, og Alt, hvad ban forsøgte, det hjalp ikke. Det var akkurat, som om der slet ikke fandtes noget Liv i Jætten.

„Kjære Moder,“ sagde Gutten en Dag, „du har vel ikke faaet Noget at vide om, hvor Jætten har skjult sit Liv?“ Moderen vidste Intet derom, men lovede at udfritte Jætten, og en Dag, da han var i godt Lune, spurgte hun ham ogsaa om, hvor hans Liv var henne. „Hvorfor spørger du om det?“ svarede Jætten. „Jo,“ mente Konen, „dersom du eller jeg kommer i nogen Slags Nød eller Fare, saa er det jo trøsteligt at vide, at dit Liv er vel forvaret!“ Jætten, som ikke anede Uraad, fortalte nu Konen om sit Liv og sagde: „Ude paa et brændende Hav er der en Ø, paa Øen er der en Tønde, i Tønden en Sau, i Sauen en Høne, i Hønen et Æg, og i det Ægget er mit Liv!“ Næste Dag kom Gutten til sin Moder og spurgte: „Kjære Moder, bar du nu faaet Noget at vide om, hvor Jætten har skjult sit Liv?“ „Ja, min kjære Søn,“ svarede Moderen, „nu har jeg faaet Kundskab om Jættens Liv. Han har fortalt, at hans Liv findes gjemt langt herfra. „Ude paa et brændende Hav er der en Ø, paa Øen er der en Tønde, i Tønden en Sau, i Sauen en Høne, i Hønen et Æg, og i det Ægget er Jættens Liv.“ „Saa maa jeg,“ sagde S0nnen, „leie mig Tjenere, med hvem jeg kan drage ben over det brændende Hav!“ Saa leiede ban en Bjørn og en Ulv og en Høg og en Ymmer[1], og saa drog han afsted. Selv gik han midt ud i Branden og satte sig ind under et Jerntelt, og Høgen og Ymmeren tog han ligeledes til sig ind under Teltet, for at de ikke skulde forbrændes; men Bjørnen og Ulven satte han til at ro. Deraf kommer det, at Bjørnen bar sortbrune Haar, og at Ulven har sortbrune Flekker paa Haarene; thi begge have de gjort en Reise over et brændende Hav, hvis Bølger vare som Ildsluer.

Saa kom de til Øen, hvor Jættens Liv skulde være. Da de vare komne op paa Øen og havde fundet Tønden, slog Bjørnen med Forlabben til den, saa at Bunden drev ind. Ud af Tønden sprang en Sau. Men Ulven satte efter Sauen, greb Sauen i Baglaaret og rev den i Stykker. Ud af Sauen fløi en Høne. Høgen efter Hønen, slog Kløerne i Hønen og rev den i Stykker. I Hø­nen var der et Æg, og Ægget faldt i Havet og sank. Saa fløi Ymmeren ud og dukkede efter Ægget. Første Gang, den dukkede ned, blev den længe borte, men, da den ikke holdt ud at være længer under Vandet i Et, uden at aande, saa kom den op paa Vandets Overflade igjen for at puste. Da den havde pustet lidt, dukkede den igjen ned anden Gang og blev nu længer borte end første Gang, men fandt alligevel ikke Ægget. Saa dukkede den tredie Gang og blev endnu længer borte end de to foregaaende Gange, og nu fandt den Ægget paa Havets Bund. Saa tog den Ægget og kom op paa Vandet igjen. Da Gutten saa, at Ymmeren havde Ægget i sit Næb, blev han meget glad. Ymmeren bragte Ægget til Gutten, og Gutten drog sammen Ved og gjorde op et stort Baal paa Øen. Saa lagde han Ægget midt i Baalet, forat det skulde brænde op. Da Baalet var kommet rigtig i Brand, vendte han til­bage igjen. Han havde nu opnaaet, hvad han var reist ud efter. Strax han kom tilbage til Stranden, hvorfra han var reist ud, sprang han op til Huset, og nu saa han, at Jætten holdt paa at brænde op, ligesom Ægget paa Øen. Moderen blev ogsaa meget glad, da hun saa, at Sønnen kom i god Behold tilbage fra sin farlige Reise og skjønte, at han havde faaet Bugt med Jæt­tens Liv. „Stor Tak skal du have, kjære Søn, fordi du har vundet Seir over Jættens Liv!“ Endnu var der lidt Liv i Jaetten, medens Moder og Søn talede sammen. „Jeg Daare,“ udbrød Jætten, „som skulde lade mig forlede til at fortælle den gamle, ondskabsfulde Kvinde om mit Liv!“ Saa greb Jætten sit Sugerør eller det Jernrør, hvormed ban pleiede at suge Blodet af Folk, og det havde Kjærringen lagt med den ene Ende ind i Ildmørjen i Peisen. Saa slugte han i sig Gløder og Aske og Ild, og saa forbrændte han indvendig og udvendig, og Alt det af hans Legeme, som kunde forbrænde, det fortæredes af Ilden. Saa sluknede Ilden, og med Ilden sluknede Jættens Liv.


  1. En stor Søfugl.