Laura Marholm Hansson
| Dante | Essays. Fremmede Forfattere Laura Marholm Hansson av Nils Kjær |
Laura Marholm Hansson
rediger
Skønt denne Bog er skrevet af en Kvinde og om Kvinder og ogsaa tildels for Kvinder, har den endnu i de fire Maaneder, der er gaaet hen siden dens Fremkomst, blot fundet en eneste Anmelderinde.
Denne overraskende Taushed fra Kvindernes Side kan ikke bero paa, at de finder Bogen ubetydelig og liden Omtale værd i Egenskab af litterært Produkt. Thi forudsat at de lægger den samme Maalestok paa litterære Produkter som mandlige Dødelige, har de sjelden eller aldrig havt rigere Anledning til at glæde sig over kvindelig Udfoldelse af Aand og Talent end netop i denne Bog. Hvorfor glæder da Kvinderne sig i det skjulte, hvorfor dokumenterer de ikke i Aviserne, at her er igen af deres Køn opstaaet en Begavelse, der er de indbildt overlegne Mænd jævnbyrdig?
At den Tesis Forfatterinden forfægter ikke ganske har nogen Sammenhæng med de ledende Ideer i vor Kvindesagsbevægelse, er nærværende Anmelder fuldt paa det rene med; men han anser dette for en desto stærkere Grund til, at netop Kvinderne skulde gribe til Pennen.
Det vilde være en Omveksling at se den omtalte Bevægelses Lederinder paa andre og højere Kulturfelter end de praktisk sociale, hvor de efter Sagkyndiges Mening jo skal spille en mere fremfusende end fremragende Rolle.
Men endelig er der en sidste (og vægtigste) Grund hvorfor denne Bog skulde recenseres af en Kvinde. Det er at den som skrevet af en Kvinde og for Kvinder ejer en intimere Originalitet, en Mængde lettere Antydninger og Underforstaaelser, et Frimurersprog og et «Minespil», der alene er helt tilgængelig for kvindelig Delikatesse og Sagkyndighed. Dens Emne er nemlig den moderne Kvindes Psykologi – med andre Ord den moderne Kvindes Lidelser, og som Karl A. Tavaststjerna siger i en Anmeldelse af denne Bog i Nordisk Revue «skulle en man med aldrig så litet manlighet bli otålig och smått brutal infor alla dissa blöjor af konvenans och små hånsyn, som utgöra kvinnornas olycka och som de flesta aldrig få kraft att själfva slita sönder.» Men lige saa vist som Fru Hanssons Bog tør antages at indeholde Ting, som det andet Køn mangler Organer for at forstaa, lige saa vist er den med sin frejdige Aabenhjertighed i Tilstaaelser og Aabenbarelser netop en Bog om Kvinder for Mænd. Af uberegnelig Nytte for vor realistiske Litteraturs Sandfærdighed vilde den have kunnet blive, om den var fremkommen for saa mange Aar siden, at vore større og mindre Digtere havde kunnet tage den med paa Raad, naar de frembragte deres verdensberygtede Kvindeskikkelser, der i mange Maader blot er størknede Hylstre omkring deres romantiske og oversanselige Idéer.
Med en Energi og en Dristighed, der gør vor lavmælede Litteratur tilskamme, forfægter Forfatterinden den Sag, der frem for alle andre er Kvindernes: Kærligheden. De moderne Kvinder og ikke mindst de højst udviklede blandt dem viser efter Forfatterindens Mening en Tendens til at ville undvære Manden, og paa sin Side er Mændene «vantro og modstræbende i deres Søgen efter Kvinden.»
Kvinderne har fordret sociale Rettigheder, Ret til at studere, administrere, medicinere, Ret til at være Formandinder, Præstinder, Bogbinderinder, blot en Ret har de ikke tænkt paa at kræve: Retten til at elske. Men gjort uafhængig af Manden gaar Kvinden som Kvinde tilgrunde. Under al den intellektuelle Træning, under al den hæseblæsende Hidsighed i Erhvervskonkurrencen tager de finere og dybere Dele af hendes Væsen Skade, saafremt hun ikke som før søger og finder det stærkeste og ædleste hos sig selv i Samlivet med Manden. Thi Kvindens Indhold er Manden, forkynder Forf. med kategorisk Fynd. Psykologisk som fysiologisk er hun et Vacuum, som Manden først maa komme og udfylde. I Parentes turde altsaa den Modstræben og Vantro, som Forf. tror at have opdaget i de moderne Mænds Søgen efter Kvinden, betegnes som en Horror vacui. Det er ejendommeligt for denne Forfatterinde, at hun ikke finder denne Horror aldeles uberettiget; det er en Indrømmelse, som er uvant behagelig for alt det Mandkøn, der ellers ikke overhobes med Elskværdighed fra de kvindelige Skribenters Side.
Mændene er efter Forfatterindens Mening – paa de faa Undtagelser af samtidig skabende Aander og forfinede Mandsnaturer nær, for hvilke hun nærer den dybeste Reverens – temmelig godmodige, grovlemmede, komiske, ikke altid morsomme, men næsten altid dumme Dyr.
Disse Dyr er imidlertid tant pis (ou tant mieux) af den højeste Betydning for kvindelig Velfærd og Lykke, og det er, mener Forfatterinden, en af de skæbnesvangreste Instinktvildfarelser af den moderne Kvinde at ville være dem foruden. Lad dem blot prøve, naturam furca –, en Dag vil deres mishandlede og forsømte Kvindenatur rejse sig og kræve sin Ret, i bedste Fald kaste dem i Armene paa den første den bedste Bojar, i alle Fald grusomt hævne sig.
Dette er Bogens Tesis, og de sex Portrætter af viden kendte og vidt fremragende Kvinder af vor egen Tid tjener til at belyse og bevise dens Rigtighed. I og for sig er imidlertid disse Portrætter af det højeste Værd.
Fru Marholm Hansson er nemlig ikke alene en djærvt polemisk anlagt, men til lige en klog Dame, af den sjeldne Klogskab, der naar den er forenet med Sympati, frembringer den gode Psykolog. Hvor de almindelige Forfatterinder for ikke at tale om de dumme Mænd vilde finde Anledning til at deklamere om et romantisk Temperament, om en viss Længsel efter Fuldkommenheden og hvad det altsammen hedder, som tænkes at gøre enkelte Kvinder deres enslige Livsdøs uudholdelig, der aabenbarer Fru Hanssons Klogskab Hemmeligheden. Men som de kloge Koner paa vore Landsbygder har en Mani for at slaa alle Sygdomme underét og kalde dem Svæk, saaledes undgaar heller ikke den kloge Fru Hansson sin Ensidighed. Den bestaar i, at hun uden videre refererer alle indre Begivenheder hos Menneskene til fysiologiske Aarsager og specielt alle sjælelige Foreteelser hos Kvinderne – og ikke blot nervøse Griller – til deres sexuelle Liv. Det er en prisværdig Stræben at ville gruppere Kendsgærningerne og forenkle Perspektivet, men saalænge Forholdet mellem Maven og Sjælen er saa daarlig udredet, nytter det lidet at optræde som Dogmatiker à la Nietzsche. Tiltrods for denne Indvending, og tiltrods for hendes Teorier paa dette Punkt, bærer de fleste af de Portrætter, Forfatterinden leverer, et overtalende vederhæftigt psykologisk Præg. Bedst lykkede forekommer mig de af Marie Baschkirtzew og Eleonora Duse.
Det følger af sig selv, at man i Egenskab af Psykolog er mindre bunden af de konventionelle Hensyn, der har Værd i det daglige Liv; med en anden Ret end Nysgærrighedens gennemforsker man de Menneskers intime Liv, hvis Personlighed man agter at fremstille. Men ikke desto mindre synes denne Gang paa Gang gentagne Opgravning og Dissektion af Sonja Kovalewska’s Lig – nu sidst i foreliggende Bog – at være utilbørlig. At hun havde den Ulykke at være en offentlig Personlighed burde ikke legitimere enhver Afsløring af det, som hun selv, om hun havde levet, med sit Liv vilde have værget mod Fremmedes Snak. Af al denne psykologiske Snak over hendes Grav fremgaar der dog blot et eneste Resultat: Hun var tilfeldigvis Professor; hun var naturligvis Kvinde.
Men hvor forskellige Dommene end ellers kan blive om denne Bog, ét vil alle meningsberettigede enes om: dens udmærkede Rang som Kunstværk. Den hører til den ikke altfor talrige Art af ræsonnerende og kritiserende Værker, som man med Rette henregner til Kunst. Det vil sige: her er intet udtværet Nacheinander af sammenknyttede Tanker om et foreligende Emne. Her er hver Idé – de er ikke ret mange – spidset til Epigram, og ikke én Gang, men igen spidset til Epigram, og disse energiske epigrammatiske Satser blinker som forskelligt dannede Facetter af de Idekrystaller, hvorover Fremstillingen danser muntert og ujævnt som en Bæk over Glimmerstene. – En Ujævnhed som halvt er Natur, halv Kunst, halvt villet, halvt uvilkaarlig. Forfatterinden har liden Respekt for Mændenes Logikbøger, men en aldeles impertinent Tillid til sit Kvindeinstinkts Logik. Dette gør hendes Fremstilling overbevisende; det er jo ogsaa Kvindeinstinktets Sag, hun fører mod Kvindeforstanden, og efter alt at dømme vil Instinktet blive det sejrende. Vi mærker det endog her hjemme paa Bjærget. Lederinderne i Kvindesagsbevægelsen ældes i Enslighed; de unge Kvinder følger dem ikke. Det vil nemlig bestandig blot være Middelmaalet blandt Kvinder (som blandt Mænd), der slaar sig tiltaals med sociale Opnaaelser. For de rigere og finere Naturer vil der aldrig være noget mere tiltrækkende Kald end Kærlighed.