Laurbær
Se, det var aften paa den store hede.
I Stadion var væddekampen omme,
og prisen git, da sol i hav laa nede.
Der vandred hjem en helt med laurbærkranser,
som gyngede paa blanke brune lemmer,
en livsens lyst for græske kvindesanser.
Og han som vandred stolt mod aftens vinde
med pris for poesien og for kampen,
kom fjernt imod ham nølende en kvinde.
Et pigebarn, som vandrede mod hjemmet
og mod den lave sol paa vestens høie,
saa aftentræt, saa slidt og saa forgræmmet!
Hun nærmede sig nølende, i vekhed — —
hun følte gjennemskjælve sig en angst,
en bøn for al sin skjønhedsløse blekhed.
Og just da han mod hendes ansigt skulte,
hun dækked det forvirret til med haanden,
slig at hun sammesinde saa og skjulte!
Men helten med de vilde hvasse kranse
blev grebet slig af ydmyghed og smerte,
saa stærk, at han forundret maatte stanse.
Og livet blev ham sært og tungt at bære,
en evig horizont mod nye kampe
udover vundne laurbærkransers ære.