Wikikilden

Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet/En levnets-skisse

< Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet

En levnets-skisse.

I.

Noget av det mest forbausende ved Leo Tolstoi er dette, at Ruslands mægtigste forfatterpersonlighet i en tid av vældig national kraftutfoldelse, hvori det russiske folk i videnskap, digtning, malerkunst og musik har erobret sig en plads blandt nutidens ledende kulturfolk, — at denne russiske nyrenaissances største digter og mandsskikkelse ved første øiekast forekommer os Vesteuropæere at være en reaktionær sværmer, næsten en kulturfiende; en mand, som vil at vi skal gjøre helt om og vende tilbake til naturalhusholdning og i det hele til en primitiv livsform, — ernære os alle som bønder og haandverkere av kropslig arbeide. Ja, han gik jo endda saa vidt som til at kræve, at vi skulde opgi titusener av aars sociale bygverk, vor statsordning og vort retsvæsen. Og hvad der for mange er endnu værre, han fordømte (i et par bøker om kunst) nogen av de største av Vesteuropas kunstnere og kunstverker.

Det er dette ialfald ved første øiekast kulturfiendtlige og reaktionære, som forekommer mig at være det mest gaadefulde, men ogsaa det mest interessante ved Tolstois mægtige personlighet. Det er denne side av hans forfatterskap, som det er vanskeligst at vurdere. Enhver literatur-ven vet jo av egen oplevelse, at forfatteren av „Kosakkerne“, „Krig og fred“, „Anna Karénjina“ og „Mørkets magt“ er en storartet menneskeskildrer og naturmaler, en yderst eiendommelig og uforglemmelig digter. Men hvordan har det sig med Tolstoi som profet, som religiøs-etisk forkynder og som kalvt anarkistisk samfundsreformator?

Spørsmaalet er, om vort høit oplyste Vesteuropa har noget at lære av denne mand, som han stod der til sin høie alderdom, en 82-aarig gubbe og allikevel paa høiden av sin magt over sindene, Ruslands aandelige konge, hvis blotte navn var et feltrop, et løfte om bedre tider, et vaarbud og et truende varsel, — saa farlig for det bestaaende, at autoriteterne to aar før hans død trodde at maatte forby høitideligholdelsen av hans 80-aarige fødselsdag, likesom man omgav ham med spioner og undertrykte mange av hans skrifter; — i den grad samfundsfarlig, og dog saa hellig og urørlig i det store russiske folks øine, at han alene av 130 millioner mennesker hadde lov til at tale frit ut og refse regjeringen og endog tsaren, uten at man vaaget at krumme et håar paa hans hoved. Allerede i levende live ikke langt fra at være det hellige Ruslands nye nationalhelgen, til hvis bolig der i tyve aar eller mere har valfartet tusener og atter tusener av pilgrimme av alle nationaliteter, fra Englændere, Franskmænd, Tyskere og Amerikanerne til indiske brammer. I England kar man dannet Tolstoi-forbund for at fordype sig inderlig i hans skrifter, som spredes i billige folkeutgaver blandt alle samfundsklasser. Nogen av hans bøker er oversat paa 57 sprog, og over hele den beboede jord føler man, at der bodde en sælsom og forunderlig kraft i denne gamle mand, som for sin egen del opgav rigdom og høi stand, og forsøkte — saa godt kan kunde, uten at det blev ham unaturlig — at leve som simpel arbeidsmand og bonde, bluseklædt eller i skindkofte, glad i enkel vegetariansk kost, helst havrevelling, linser og kornkaffe, med det enklest mulig utstyrte arbeidsrum, hvor han var sin egen tjener, selv skurte gulv og bar vand og brænde, laget sko og støvler, eller var snekker, naar han ikke tok del i bøndernes markarbeide, red eller gik fottur. Sterk legemsøvelse var ham en nødvendighet. Det var den, som gav ham appetiten paa hans havrevelling og kornkaffe, og den skjænket kam i tilgift den kvægende søvn og gjorde ham oplagt til hjernearbeide.

Hvad har vi egentlig at lære av denne besynderlige mand, denne — som det synes — halvt østerlandske sværmer, som vilde ophæve bykultur, verdenshandel og retsvæsen, og som saa temmelig skeptisk paa vor vesterlandske videnskap og mere end skeptisk paa det meste av vor kunst? Var han som gammel mand alene en forhenværende stor digter, som tok sig vand over hovedet ved at bli religionslærer og samfunds-reformator? Skal vi dele ham i to (som saa mange gjorde, endog i Eusland) og si, at vi i høieste grad beundrer „Anna Karénin“s og „Krig og fred“s digter, men at vi ikke har bruk for den selvlærte russiske religionsforkynder og moralist?

Det er imidlertid ikke saa let at dele ham i to. Vistnok var det først ved femtiaarsalderen, at han traadte frem som en ny folkelærer. Men spiren til det standpunkt, som han fra den tid av i en hel menneskealder har korleist, findes allerede i mesterverkene fra hans manddoms fuldkraftige tid, — ja tildels endog i hans ungdomsverker. Heller ikke gaar det an med enkelte kritikere at trøste sig med, at det er alderdomssvækkelse, som forklarer hans senere, moralistiske standpunkt og hans delvise brud med den vesterlandske kultur. Ti det store omslag, den længe varslede krise, indtraf i tiden mellem 1876 og 1879, da han endnu blot var femti aar gammel. Og siden den tid har han i 30 aar levet et athletisk, sundt liv, i stadige legemsøvelser, — ikke alene en ivrig kropsarbeider, som kunde føre øks og høvl og hakke, eller skomakernaal og syl, men ogsaa en utrættelig rytter og fotgjænger, som endnu i 70-aarsalderen var mand for at hoppe over et hækkegjærde og delta i sine barns overgivne lek.

Han, den strenge alvorsmand, med de buskede bryn og de forunderlig ildfulde, gjennemborende øine, overrasket mangen en gang de besøkende ved sin rungende latter, ikke mindre end ved sin fine, selskabelige takt, sin aapne mottagelighet for nye indtryk. Englænderen Aylmer Maude blev forbauset over i den gamle vismand at finde en ivrig nybegynder i lawn-tennis, et spil, hvori han, skjønt nærsynt, overvandt øvede motspillere ved en merkværdig raskhet i sine bevægelser. Han var ogsaa til det sidste en ivrig schakspiller, som dog midt i et spændende spil kunde taale, at kan blev avbrutt, og ha øie for sine plikter som vert mot det øvrige selskap. Han blev bedstevenner med Aylmer Maudes barn ved at lære dem at lage indviklede papirfugler, som kunde staa og baske med vingene. Som dyreven og fuldt utlært rytter var han forfærdelig glad i sin gamle ridehest av ædel race og, efterat han i nogen tid med tungt hjerte hadde git avkald paa den og ombyttet den med en yderst tarvelig gamp, for ikke at nyde nogen forret fremfor bønderne, vendte han dog efter nogen tids forløp tilbake til sin gamle hest, fordi den — som han sa — „jo dog nu var blit saa gammel“. De to gamle venner kunde ikke undvære hinanden. Men samtidig lærte han sig i sin alderdom til at gaa paa cykkei og var stolt over at vise en av sine venner, hvordan han skulde ride uten at holde sig fast med hænderne. Han red forøvrig i mange aar paa en av sine sønners veltjente, men avlægse cykkei, og da gode venner i Moskva hadde kjøpt ham en ny, skinnende blank maskine, hadde han stor lyst paa den, men kunde dog, da det kom til stykket, ikke forsone det med sine principper at kaste vrak paa den gamle.

Han var ingen forpint middelalderlig selvplager, denne Ruslandt strenge profet, hvis aasyn og hvis mægtige harme over sin samtids kultur stundom minder om Michelangelos Moses. Han var en, saa at si, mangfoldig mand, et overmaate fint sammensat menneske, i hvem et rikt spil av hinanden krydsende og bekjæmpende kræfter frembragte en for overfladiske eller uvenlige betragtere forvildende mangestemmighet av livsytringer, hvorav den ene kunde synes at motsi den anden. Samtidig med at han av princip nettet sig mange av sine tidligere yndlingsspiser og i mange stykker spæget sit kjød og oprigtig ønsket, at den russiske regjering vilde gjøre alvor av at la ham lide de værste pinsler, forat kan ved sit martyrium kunde vække det russiske bondefolk av dvale, søkte han dog samtidig lykken, — ja den høiest mulige lykke her paa denne jord, og ved siden av sjælens dype vederkvægelse ved samfund med Algodhetens aand, kunde han gjøre sig hjertelig tilgode med mat og søvn, og glæde sig ved vekselen mellem arbeide og lek. En berømt yngre russisk forfatter, Dimitri Meresjkovski, har endog beskyldt ham for i grunden at være en epikuræer, en egte „hedning“, en mand, hos hvem „kjødet har overhaand over aanden“, og hvis inderste natur er den robuste jordglæde og tilfredsstillelsen ved den legemlige verden. En mand, i hvis hjem livet for voksne og barn kunde være som en fest, efter hvad flere besøkende har berettet.

II.

Der gives en merkelig bok av den nysnævnte Meresjkovski, let tilgjængelig i svensk, tysk eller engelsk oversættelse. Boken handler om Tolstoi og Dostojevski og virker næsten som et anklageskrift mot den første. Ialfald i en stor del av dette skrift er Tolstoi set paa med hvad italienerne kalder „onde øine“. Men dette paa sine steder aandfulde, men paa andre næsten løierlig fanatiske angrep paa Tolstoi som menneske, er allikevel saa eggende og vækkende, det gir vore tanker et saa kraftig chok, at jeg for min del aldrig før er blit saa glad i Leo Tolstoi som ved at læse mellem linjene i dette vrængebillede. Tolstoi er for Meresjkovski en egoist „like til marven“, eller, som vi vilde si, til hjerteroten. Han “har aldrig elsket nogen anden end sig selv, ja ikke engang sig selv med en fri og fuld kjærlighet.“ Han er vistnok trods alt uendelig stor, indrømmer Meresjkovski, men som en „hovmodig og blind titan“. At han aldrig kunde elske nogen anden end sig selv, det er hans dypeste skam og hans frygteligste hemmelighet, sier den samme forfatter. Tolstoi er „en ensom og kold natur“ (!) „en forskræmt (!) og sig skammende epikuræer“, en mand, som repræsenterer kjødets overhaand over aanden, mens Dostojevski repræsenterer aandens overhaand over kjødet. Meresjkovski selv, som synes inspireret av Ibsens „Keiser og Galilæer“, og som har skrevet et verk om keiser Lillian, vil repræsentere kjødets og aandens forening, det „tredje rikes“ kultur!

Denne Ibsens tanke om det tredje rike optræder hos Meresjkovski i en forunderlig haardkokt skikkelse, som en tungtfordøielig formel, der skal løse alle sfinxens gaader og gjøre det russiske folk til verdenskulturens frelser.

Det gjør et næsten komisk indtryk at se den av Heinrich Heine og senere av Henrik Ibsen optagne Saint-Simonistiske tanke om en harmonisk forening av sensualisme og spiritualisme anvendt paa en saa skematisk maate. Men allikevel er jeg den russiske forfatter taknemlig for anvendelsen paa Tolstoi. Naar jeg nemlig ser, at Tolstoi paa en saa høit begavet mand som Meresjkovski, og efter dennes sigende endogsaa paa Turgenjev og Dostojevski, har gjort indtryk av at være en kraftfuld egoist og en jordbunden elsker av den legemlige verden, en mand, som forstod at glæde sig ved livet like til det sidste, da han levde et enkelt og nøisomt arbeidsliv, — da føler jeg mig beroliget med hensyn til Tolstois aandelige sundhet. Han er altsaa ikke nogen „middelalderlig“ asket, heller ikke nogen overnervøs hysteriker og epileptiker som hans store samtidige Dostojevski. Ingen overspændt selvofrer, som gjør idealet saa høit, at vi andre almindelige dødelige ikke kan ha ringeste haab om at naa det. Han er, sier Meresjkovski, en egoist indtil hjerteroten. Her kan jo ogsaa vi andre følge med. Vi trodde ikke han stod os saa nær! Endog i sin forsagelse av kjøtspiser og anden animalsk næring er han allikevel en „raffinert epikuræer“, mener Meresjkovski. Ti han sørger bestandig gjennem legemsøvelser for at ha en udmerket appetit! Se, det kan ogsaa vi Vesteuropæere være med paa. Det er næsten, som om Meresjkovski i visse øieblikke forstøter sin store landsmand og skyver ham over til os. Meresjkovski elsker derimot og idealiserer Dostojevskis epilepsi, den „hellige“, „dæmoniske“ sygdom, som gjorde „sjælen mere gjennemskinnende hos ham end hos andre men nesker, saa han kunde se, hvad aldrig nogen før ham hadde set“. Dostojevskis „hellige“ sygdom var, sier Meresjkovski, kanske ikke nogen ytring av svakhet, men tvertom av over flødig livskraft, ... „den ytterste koncentration av aandelighet“ — mens Tolstoi eier et „likesaa hellig, dæmonisk overmaal av kjødelighet, av fysisk styrke, av tordenagtig frembrytende livskraft.“

Hvor let har ikke vi jordbundne Vesterlændinger for at tilgi Tolstoi, at sjælen ikke hos ham var saa „gjennemskinnende“, og at han ikke hadde en saa hellig og hemmelighetsfuld sygdom. Eller at han efter Meresjkovskis mening var altfor lunken, altfor litet yderliggaaende som idealist. „Tolstoi har altid, ialfald i sine handlinger, undgaat yder ligheter,“ sier Meresjkovski, „mens Dostojevski selv tilstod, at han altid gik til den yderste grænse og over grænsen.“ Det irriterer den strenge kritiker, at Tolstoi var saa „sindig og selvbehersket“, om ikke i teori, saa dog i handling. Han er „et menneske, i hvem den feige middelvei, den aandelige lunkenhets djævel, har feiret sin sidste og største seier“, „en mand, som lever i en skrikende løgn,“ — fordi han nemlig ikke driver sin idealisme ut paa den ytterste pynt og blir en ny Franciscus av Assisi eller en ny Ruslands hellige Alexéi.

Der er intet, som kan bringe Tolstoi nærmere til os Vesteuropæere end denne daddel. Han er altsaa ikke nogen logisk gjennemført selvofrer som Søren Kierkegaard eller Ibsens Brand. Ingen legemliggjort ensidig teori. Heller ingen neurasteniker, som sin store samtidige Dostojevski. Ganske visst har ogsaa Leo Tolstoi med sit lidenskabelige naturel gjentagne ganger hat alvorlige og endog livsfarlige sjælelige kriser. Efter det store religiøse vendepunkt i hans liv blev han syk og følte sig endog fristet til selvmord. Men denne nedstemthet varte ikke længe, sier Meresjkovski. „Den var vel ikke saa alvorlig“. Da hans svoger Bjehrs, efter flere aars fravær, besøkte ham paa Jàsnaja Poljàna elter den religiøse krise, fandt han vistnok Tolstoi graanet og mere stilfærdig og vemodig end før. Det smittende glade humør, som altid før hadde utmerket Leo Nicolajevitsch, syntes at være forsvundet. Men dette var bare det første indtryk. „Da Tolstoi saa, at jeg var forstemt over hans alvor, begyndte han at spøke med mig, og da jeg gik ut av salen, hoppet han aldeles uventet op paa ryggen min — som en anden skøiergut.“ „Senere,“ fortæller den samme svoger, „var han med mig og skar korn og gymnastiserte. Vi sprang omkap og hoppet buk og slog kegler.“ (Dette var altsaa efter Tolstois religiøse vækkelse, i femtiaars alderen). Barnene — sier Bjehrs — var henrykte over at faa leke med ham. Det er en evig fest at være paa Jàsnaja Poljàna. Er der en lek paafærde, som kræver stor raskhet, behændighet og utholdenhet, da kan ungdommen være sikker paa at ha Leo Tolstoi som tilskuer og ofte som deltager. Engang fandt han op en lek, som vakte barnenes stormende begeistring, „det numidiske kavalleri“. Den var ganske enkel. Leo Tolstoi reiste sig pludselig fra bordet, strakte den ene arm i veiret, og mens han viftet med haanden som et flag eller en fane, la han paa sprang gjennem alle værelserne. Barnene efter, og alle de unge, tilslut de gamle, i et langt optog — det numidiske kavalleri!

Ikke sandt, dette lille ryttertog rider overende hele Meresjkovskis korthus av anklager mot den gamle „jordbundne egoist“? Saa kjernesund, saa skøieragtig, saa velsignet menneskelig var Tolstoi ogsaa efter sit store religiøse omslag. Saa glad i barnenes glæde, selv et stort og sundt barn, med et overskud av livslyst og fysisk energi efter alt sit daglige haandverk og hjernearbeide.

III.

Dimitri Meresjkovski bebreider Tolstoi, at han ikke fulgte sine teorier, — forlot sit hjem og blev likefrem bonde, da hans hustru ikke delte hans nye syn. Hvorfor gjorde han ikke som Ruslands hellige Alexéi? Hvis han det hadde gjort, vilde Tolstoi blit Ruslands nye helgen, mener Meresjkovski. Men istedet forblev han paa sit fædrenegods, lot sin hustru faa verne ham med utrættelig omhu, bodde i et svært enkelt, men uhyre rolig arbeidsrum, „rigtig et rum efter en tænkers og forfatters ønske,“ spiste med god appetit og sov godt og tok rikelig legemsbevægelse — for at kunne spise og sove godt. Hvor epikuræisk! utbryter Meresjkovski. Hvilken raffineret epikuræer! Leo Tolstoi erkjender det jo selv: „Den stadige legemsøvelse og det kropslige arbeide styrker mig, forskaffer mig god søvn og godt humør og gjør mig lik en arbeidshest. La bare gampen faa hvile natten over og gi ham mat, saa er han den næste dag atter færdig til arbeide.“

Tolstoi kan i grunden ikke taale myke senger og dundyner, sier Meresjkovski. Det er ham for hedt og lummert. Nei, han maa ha svale skindfelder, — den epikuræer!

„Han fordrar ikke kjøt. Han maa ha særskilt mat, plantekost, selv om det kanske skaffer grevinden ekstra besvær.“ Ganske vist er hans yndlingsret havrevelling. Men den smaker ham kanske langt bedre end de kostbare og indviklede supper, som mesterkokkene tilbereder.“ Og hans kornkaffe med mandelmelk er ialfald sundere end mokka, sier Meresjkovski. Og saa har han legemlig træthet, hunger og tørst til krydderi!

Hans klædedragt er likesaa enkel som hans mat, sier Meresjkovski. „Men hvor uendelig meget bekvemmere og behageligere end vor uskjønne og plagsomme dragt!“ Leo Nicolajevitsch bærer om vinteren en dragt av graa flanel, særdeles myk og varm, og om sommeren svale, rummelige lerretsbluser av særskilt snit. Ingen uten gamle Varvara kan sy dem, saa han liker dem. „Sikkerlig vilde ikke Londons og Paris’s bedste skræddere ha kunnet gjøre ham tillags.“ Hans ytterklær om vinteren, kaftan eller tullup, saueskindshue og storstøvler, er saa bekvemme og praktiske, at hans husfæller og gjester gjerne laaner dem av ham. „Det er en dragt, der er som skapt for en landlig og dertil nordisk epikuræer.“

Men det allerværste er, at Leo Tolstoi er glad i god lugt! Vistnok har det hændt, at han er kommet ind til frokosten like fra den nygjødslede aker, og han har da smaaledd og moret sig skøieragtig over, at det sved guvernanten, den tærtepene Anna Sevron, i næsen, saa hun maatte skynde sig og aapne alle vinduer. Men tænk, den gamle moralist er allikevel glad i god lugt. Naar han gaar hjem fra slaataannen, tar han gjerne en haandfuld græs og lugter paa det henrykt. Om sommeren hærer han altid med sig en vellugtende blomst, han har den foran sig paa bordet, han hærer den i haanden eller stukket ind i skindbeltet. „Det er med usigelig glæde, han trykker den til sine næsebor,“ sier hans svoger og biograf. „Og det blik, han da fæster paa sine omgivelser, har en sælsom og forunderlig blidhet.“

Dette fik nu endda saa være. Men Meresjkovski vet endog at berette, at han har en svakhet for franske parfumer. Grevinde Tolstoi, som kjender hans svakhet, passer altid paa at lægge en lugtepose i hans linnedskap. Behøves der mere vidnesbyrd for, at Leo Tolstoi er rent ut en sybarit?

Alle disse smaatræk, som Meresjkovski anfører efter Tolstois svoger og biograf, Bjehrs, hvem Meresjkovski finder uhyre naiv — disse smaatræk viser, at Tolstoi fra femti aarsalderen av, da han gjennemgik sin avgjørende religiøse krise og blev den store etiske forkynder, fremdeles vedblev at være sund og kraftig og elskelig i sin brede menneskelighet. Enkelte av disse træk, som glæden i blomster, minder jo om Bjørnsons Adolf Sang i „Over Ævne“, vel den skjønneste religiøse skikkelse i den nyere literatur. Ogsaa det træk, at Tolstoi vilde gi bort al sin formue, men at hustruen ikke vilde tillate dette av hensyn til barnene, ogsaa dette minder jo om Adolf Sang og hans hustru.

Vi kommer her netop til det punkt, hvor Meresjkovksi naar høidepunktet i sin anklage mot Tolstoi, og i sin mangel paa forstaaelse. Toistoi fandt sig nemlig i at bli boende paa sit gamle herresæte og bli anset som en inkonsekvent og svak mand, som ikke formaadde at leve helt ut efter sine teorier. Vi skal straks se, hvorledes hans anklager bedømmer dette træk.

Meresjkovski indrømmer flere ganger, at Leo Tolstoi med al sin gru for døden var en fysisk modig mand, tapper i Krimkrigen og frygtløs som jæger. Paa en bjørnejagt fik han engang binnen over sig og følte dens tænder i sin tinding. Den rev av ham en del av pandehuden, saa hudfillene hang ham ned over øinene. Da han kom paa benene igjen, var hans første utrop dette: „Gi mig et gevær, hvad vei tok bjørnen?“

Ja, han hadde fysisk mod. Like til den sidste tid har han jo atter og atter utfordret den russiske regjering til at straffe ham, helst hænge ham, for hans frimodige uttalelser. Som i det storartede aapne brev til den russiske regjering, som han offentliggjorde ikke længe før sit ottiaars jubilæum, da en fattig mand, Vladimir Molotshnikov, blev kastet i fængsel, fordi han solgte bøker skrevet av Tolstoi. En dristigere utfordring end dette brev har vel aldrig været tilkastet en saagodtsom enevældig regjering. Petersburgbladet „Slovo“, som vaaget at trykke brevet, maatte bøte med en mulkt paa 3 600 kroner. Men det lyktes ikke Tolstoi at bli straffet sammen med sine kjære fattige venner og meningsfæller. Det lyktes ham ikke paa nogen mulig maate at bli hængt, trods mere og mere nærgaaende brev til tsaren.

Den sociale og religiøse nydannelses mænd og kvinder i Rusland har vist, at de eier fysisk mod, Leo Tolstoi ikke mindst. Men hvad Meresjkovski ikke forstaar, er at Tolstoi eide et like stort moralsk mod. Han har hat mod til at synes svak og inkonsekvent, — mod til at prisgi og ofre sin stilling oppe paa en høi piedestal som en helstøpt russisk helgen og paadra sig den ofte saa kloke og begavede, men overfor Tolstoi ubegripelig enfoldige Dimitri Meresjkovskis daddel: „Den feige middelveis, den aandelige lunkenhets djævel har i Tolstoi feiret sin sidste og største triumf!“ Han er nemlig ikke helstøpt, mener Meresjkovski. „Han er som en sprukken klokke, som gir en falsk klang.“ Han levde nemlig som bonde og arbeider, men blev dog boende i sin rike hustrus hus, „velbeskyttet“. Han har selv gjentat de ord: Det er vanskeligere for en rik at komme ind i himmerikes rike end for en kamel at gaa gjennem et naaløie. „Han vedblev at være kamel,“ sier Meresjkovski, „men vilde allikevel gaa gjennem naaløiet.“ Hvilket vid!

Saken er, at da Tolstoi vilde gi bort til de fattige alle sine 600 000 rubler — hele den store formue, som han selv for en stor del hadde samlet gjennem mange virksomme aar — da sa Sofie Andréjevna, hans prægtige hustru, bent ut nei. Hun vilde ikke ha barnene sat paa bar bakke. Der opstod en tidlang en skarp strid mellem de to egtefæller, som før hadde levd saa lykkelig sammen. Tolstoi kom endog med bitre uttalelser, som Meresjkovski lever høit paa og citerer gjentagne ganger. Nemlig at han længtes efter en ven; „en kvinde kan dog ikke erstatte en ven,“ eller lignende. Der var altsaa stunder, da det stod for Tolstoi, som om kvindenaturen ikke er ideel nok, — altfor praktisk og nøgternt forstandig. „Han længtes efter en ven.“ Ja, den lidenskabelige Leo Nicolajevitsch har sikkerlig i sit lange og bevægede liv sagt adskillige bitre og uskikkelige ting.

Ogsaa hustruen var bare et menneske, med menneskelige lidenskaper. Hun hadde nemlig lidenskapen for sine barn. Og hun lot sig henrive til den trusel, at hun vilde andra myndighetene om at gjøre Leo Tolstoi umyndig, hvis han gav bort al sin formue. Da var det, at Tolstoi overgav hele formuen til sin hustru. Han vilde ikke tvinge kone og barn ut over deres natur. Heller ikke sig selv vilde han tvinge til at gjøre mere end det, som var ham naturlig.

Det var dette, som ikke var helstøpt, efter de retlinjedes mening. Han burde, hvis han hadde været et konsekvent aandsmenneske (mener Meresjkovski), ha forlatt Jàsnaja Poljàna, den lyse rydning i skoglandet, forlatt hustru og barn og selv levd ensom, som muschik, som rusisk landarbeider og bonde.

Det hadde været retlinjet, kan hænde. Og en mindre moralsk modig mand, som hadde hele Ruslands og alverdens øine fæstet paa sig, vilde kanske ha følt sig nødt til at følge sine teorier bokstavelig og bli en ny russisk helgen. Men Leo Tolstoi var kanske ikke saa sterkt optat av sig selv og sin berømmelse. Han var jo ikke bare en legemliggjort teori, men et rikt sammensat menneske. At forlate hustru og barn, alle de kjære, som han hadde arbeidet for og lekt med i tyve aar, og som han var vokset sammen med efter hjerteroten, — dette forekom ham vel ikke at være ganske naturlig, skønt det atter og atter, gjennem hele tredve aar, stod for ham som om det i grunden var hans pligt. Muligens følte han ofte med ydmyghet, at han etter femtiaarsalderen ikke var helt brukbar som almindelig mark arbeider, trods alle sine legemsøvelser. Han, den store digter og godseier, duet neppe helt ut til at være muschik.

Han hadde mod til at gjøre, hvad der var ham naturlig. Han blev saa længe som mulig boende i sit gamle hjem, hvor han forsøkte at leve saa godt som han kunde efter sit delvis nye syn paa livet. Han forsøkte at leve efter sit ideal i al menneskelig skrøpelighet og ufuldkommenhet, — uten at kunne smigre sig med, at han var noget storartet dydsmønster, end mindre nogen ny russisk helgen. Saa godt han kunde — omend under mange selvbebreidelser og i stadig kamp med sig selv — forsøkte han at være trofast paa én gang mot sit nye livs-ideal og mot sin naturlige trang til at leve sammen med hustru og barn og kanhænde litt efter litt vinde dem over til sin side.

Der var neppe nogen „halvhet“ i dette. Hans ideal var ikke at være selvplager eller asketisk helgen, men arbeider, en mest mulig hjælpsom arbeider. At leve et arbeidsliv, være mest mulig virksom til gavn for sig og andre, ta mindst mulig bort av frugterne av andres slit, — ikke nyde mere end han kunde yde, det var hans livsideal. Og selv Meresjkovski maa vel kunne indrømme, at Tolstoi i de 30 aar siden 1880 har tjent føden som en redelig arbeider, og at han har bidraget sin skjerv til at adle det kropslige arbeide. Ingen arbeider i den vide verden vilde ha kunnet negte ham, den gamle greve, en plads i arbeidsfolkets adel. Den arbeidsløn har han optjent gjennem tredve aar.

Han har til og med vist, at det gaar an, selv for en forhenværende millionær og greve, at være lykkelig som nøisom arbeider. Det gaar an at spise godt, sove godt og glæde sig ved velgjort arbeide og lek, selv om man lever uhyre billig og enkelt. Og denne livsglæde stred neppe mot hans religion.

Han var ganske vist ofte misfornøid med sig selv. Han længtes gjennem hele tredve aar efter et høiere livsideal end det, som han kunde virkeliggjøre fra den plads i livet, hvor han nu engang var dypt rotfæstet. Hans kjære gamle hjem, hvor han var født og vokset op, det laa desværre ikke paa et saa høit sted, som han hadde kunnet ønske. Han var, som vi senere skal se, i det mindste en gang før sit sidste opbrud like paa nippen til at gjøre oprør og reise bort. Men dette sted, hvor han i visse stykker levde som en stavnsbunden, det var nu allikevel hans hjem. Sofia Andréjevna, slik som hun var, og alle hendes barn, de var nu engang hans, og han var deres. Han satte ikke sig selv synderlig høit, Leo Tolstoi; han syntes ikke, han var kommen helt og holdent paa sin plads. Men han var dog psykolog nok til at trøste sig med, at det ikke var de ydre gjerninger eller den ydre livsstilling, det kom an paa, men hjertelaget, sindets ombøining fra selvtjenesten til det at tjene verdensviljen og alle menneskers vel. Han blev kanske alt i alt mere sørgmodig mot slutten av sit liv, end han hadde været før; men det synes, som om han samtidig ogsaa blev mere og mere sagtmodig, mere selvhengivende i sin lod. Han gjorde, hvad godt han kunde fra sin plads.

Meresjkovski tar feil, naar han sammenligner Leo Tolstoi med en sprukken klokke. Denne klokkes klang lyder endnu den dag idag sølvklart ut over den gamle og den nye verden og kalder unge og gamle til broderlig samfund i retskaffent arbeide og renhjertet lek.

IV.

Leo Tolstoi, den slaviske renaissances største og mest hjertevindende forfatterpersonlighet, var altsaa ikke efter sin natur nogen sykelig sværmer. „Hans sjæl er født hedensk,“ sier hans strengeste russiske kritiker. Tolstoi søkte nemlig av al sin magt, ialfald foreløbig, menneskelykken allerede her paa jorden: lykken ved at arbeide og gjøre godt imot alle. Han fremhæver atter og atter, at menneskene er skapt til at være lykkelige. De er skapt til at leve i fred med sig selv, i harmoni med sin natur. Det er denne sunde og skjønne menneskelighet, som gjør Tolstoi betydningsfuld ogsaa som folkelærer og reformator. En selvplagende munk vilde ikke ha hat nogen stor betydning, ialfald ikke for Vesteuropa, og vel heller ikke for nutidens Rusland. Der er jo nok av religiøse sværmere og fantaster baade i Rusland og i vor egen del av verden. Men her staar vi overfor en kraftnatur og en, som det synes, egte menneskelig mand, en repræsentant for Ruslands store, frugtbare jord og for dets frodige race. En 82-aarig patriark, far til tretten barn og i sin tid, gjennem tyve aar, en usedvanlig kraftig bestyrer og forøker av sit mødrene og fædrene gods, i sin ungdom en vældig jæger og tapper officer, i det hele en mand, som kjender livet og har gjennemlevd mange utviklingsstadier, alle paa en usedvanlig kraftig maate.

La os kaste et hurtig blik paa hans livshistorie. Født i det samme aar som Henrik Ibsen (1828, den 28. august) paa godset Jàsnaja Poljàna (frit oversat: „den lyse rydning“ i skoglandet — et symbol paa hans livsverk), hvor han indtil november 1910 endnu bodde, et par hundrede kilometer syd for Moskva, mistet han sin mor, før han var tre aar gammel, og sin far i niaarsalderen. Han blev født med en „seiersskjorte“, et tegn paa lykke. Hans forældre var paa begge sider adelige godseiere, statsmænd og officerer. Hans tiptipoldefar var minister under Peter den store og Katharina den første og blev av Peter tsar adlet til greve. Men paa mødrene side stammet han fra en endda ældre, mere høiadelig „fyrste“-slegt, som fører sin stamtavle like op til Rurik, den nordiske grundlægger av det russiske rike. Og Leo Tolstoi synes især at slegte paa den mødrene linje, navnlig paa sin morfar, fyrst Nicolas Volkonski, fra hvem han især har arvet sin høie, aapne pande, sine graa, dyptliggende øine, og sit uavhængige og stolte sindelag overfor autoriteter. I det mindste en del av sin digterbegavelse og sin musikalske sans synes han at ha arvet efter sin mor, som hadde en usedvanlig gave som mundtlig fortæller, og som i sin ungdom, naar hun var paa bal, kunde faa en hel kreds av veninder til for en stund at glemme dansen, i et sideværelse, hvor hun sat og fortalte.

Neppe noget træk i Tolstois liv er mere rørende end den maate, hvorpaa han som barn og senere som begyndende digter tok revance for, at denne mor blev revet bort fra ham saa tidlig, at han ikke engang kunde erindre hendes ansigt eller klangen av hendes stemme. Til gjengjæld satte han sammen av alt, hvad der blev ham fortalt, et vidunderlig idealbillede av denne mor. Hun blev hans barndoms og ungdoms helgen; han bad til hendes sjæl hos Gud, naar han følte sig fristet til at gjøre noget ondt. Og i sin første mesterlige fortælling, „Barndom“, som er en fri omdigtning av virkelighetsindtryk, lar han helten faa leve sammen med sin mor, til han er ni eller ti aar gammel, — mens han i virkeligheten altsaa var under tre aar, da hans mor døde. Hans første glimrende bedrift som digter var et forsøk paa, i de indre syners verden, at være sammen med sin mor i saa mange barndomsaar, at han kunde lære hende inderlig godt at kjende; han vilde være tilstede, naar hun gik bort, endog ved hendes dødsleie og begravelse. Selv denne forfærdelige sorg vilde han opleve for at komme sin mor nærmere. I hele verdensliteraturen gives der neppe noget skjønnere eksempel paa, hvorledes digtningens verden kan være som en utvidelse og forlængelse av virkeligheten. Sin far og bedstefar og „tante“ Tatjana, hans hjertensgode pleiemor, ogsaa dem vakte han tillive i sin digtning, hvor de, likesom hans mor, vil leve for alle tider.

Av huslærere lærte kan tidlig tysk og fransk, gik paa skole i Moskva og studerte orientalske sprog ved universitetet i Kasàn, dog uten at ta nogen avsluttende eksamen, — i dette stykke lik helten i „Kosakkerne“; senere ogsaa retsvidenskap i St. Petersburg. Men avbrøt ogsaa her, efter at ha tat et par avdelinger av eksamen, studeringen og slog sig ned som ung godseier paa Jàsnaja Poljàna, ivrig for at hjælpe sine 700 livegne. Men kan blev skuffet over de smaa resultater, likesom fyrst Dimitri Nehludov, helten i „Godseierens morgentimer“, der forgjæves søker at vinde de livegne bønders tiltro og forene evangelisk kristendom med den stilling at være adelig godseier, — en motsigelse, som Tolstoi først senere blev fuldstændig klar over. Desillusioneret som filantrop og skuffet over bønderne, men især over sig selv, som hadde deltat i den fornemme ungdoms letlivede erotik og paadraget sig gjæld i kortspil, drog han til Kaukasus, likesom Olénin i „Kossakerne“, for at leve billig og haardført og betale sin spillegjæld. Her var han med i felten som kadet, gik paa jagt, deltok efter evne i officerernes drikkelag, forelsket sig i en kosakskjønhet (som dog ikke vilde ha ham) og drømte om at vende tilbake til naturlivet som en oprigtig elev av Rousseau. Det var ogsaa her, han vandt sin første literære berømmelse, gjennem „Barndom“ og „Gutteaar“, mens han samtidig drømte om at vinde St. Georgs-korset paa valpladsen og naa frem til at bli fløiadjutant. Da Krimkrigen brøt ut, drog han til krigsskuepladsen, til Sebastópol, hvor han muntrede hele batteriet med sine fortællinger og viser, deltok i forsvaret paa den farligste post, den berømte fjerde bastion, og blev for sin tapperhet anbefalt til St. Georgs-korset, men fik det ikke paa grund av sine satiriske soldater-sange, som snertet den høistkommanderende, de to storfyrster og selve tsaren; men tok sit mon igjen ved at vinde verdensberømmelse gjennem sine psykologisk-realistiske skildringer av Sebastópols beleiring, hvorved krigen gjennem en stor digter tapte sin poesi. I mangel av at bli fløiadjutant og general — han blev nemlig ikke forfremmet til mere end løitnant — drømte han fra nu av om at bli „litteratur-general“.

Han bosatte sig i St. Petersburg, hvor han nød det høiere selskapsliv som en ung berømt forfatter, godseier og greve og en av heltene fra Sebastópol. Men deltagelsen i selskapslivet, med dets letsindighet og parasitiske nydelsesliv, voldte ham en dypere og dypere sindslidelse, en art borgerkrig i hans indre (for at laane et billede fra Shakespeare) og gjorde, at han atter rev sig løs og søkte efter andre veier til lykken.

Efter en utenlandsreise, hvorunder han besøkte Tyskland, Frankrike og England, især for at studere skolevæsen og folkeopdragelse, vendte han tilbake til sit fædrenegods i 1861, da livegenskapet blev ophævet, og søkte nu av al kraft som fredsdommer og ved oprettelse av skoler at hjælpe de frigivne bønder.

Men efter et par aars medgang blev han for anden gang skuffet, ikke over bønderne, men over sin egen mangel paa evne til at gjøre dem og deres barn noget virkelig godt. Det forekom ham, at han med sin vesterlandske oplysning fordærvet bondebarnenes rene, primitive sjæl. Svækket i sin helbred ved overanstrengelse og skuffelse drog han sig tilbake til Kirgisersteppen, hvor han drak kumys (gjæret hoppemelk) og gjenvandt sundhet og selvtillid i samliv med naturen. Og nu var det han i 1862, 34 aar gammel, forlovet sig (netop som Ljévin frir til Kitty i „Anna Karénjina“) og giftet sig med den 18-aarige Sofia Andréjevna, efter alle beskrivelser en pragtfuld hustru, med hvem han i tyve aar levde det lykkeligste familieliv, uhyre sterkt optat av at øke familiens formue og sikre sin hustrus og sine barns fremtid. Han ryddet ny jord, drev biavl, havebruk og endog brændevinsbrænderi, efter russiske godseieres skik. Han plantet frugttrær og prydtrær og endog en hel bjerkeskog, anla et stutteri og drev svineavl i stor stil og var uhyre stolt over sine 300 svin, alle av ædel race, „uten buster“. I fjøset krævde han en overordentlig renslighet. Barnenes guvernante, frøken Anna Sevron, har i sine erindringer klaget over, at grisene blev stelt „saa omhyggelig, som om de var smaabarn“, — ut av en egte guvernantejalousi. Formuen vokste i denne tid til 600 000 rubler (meget over en million kroner), trods adskillig godgjørenhet.

I denne sin fuldkraftige mandsalder, alderen fra 34 til 50 aar, da han ifølge Meresjkovski levde som en gammeltestamentlig patriark, der foranstaltet væddeløpsfest paa stepperne, hvortil bønder og nomader kom langveisfra med sine telter, — fik han desuten tid til at skrive sine kjæmpefortællinger, to av den russiske literaturs mægtigste verker, „Krig og fred“, som handler om Napoleons tog til Rusland, og „Anna Karénjina“, som gir et likesaa kritisk og dypt sandhets søkende billede av nutidens overklasse-liv, som den foregaaende fortælling gav av krigen.

Sofia Andréjevna, hans hustru, altid hvitklædt med et nøkleknippe ved siden, enkel, naturlig og grei, stadig i mange aar opammende et spædbarn og selv syende klær til dem alle, indtil de naadde tiaars-alderen, — ogsaa hun maa ha været noget av et kraftmenneske. Hun fik foruten alt andet tid til at renskrive „Krig og fred“ syv ganger, efter hvad der fortælles. Og næsten like tilslut var det Sofia Andréjevna, som renskrev Tolstois skrifter, som hun for en del ogsaa har utgit i trykken for at sikre indtægten for sine barn.

Tolstoi hadde endelig efter en urolig ungdom, hvor han forgjæves hadde søkt lykken baade høit og lavt, fundet fred med sig selv, en lang og frugtbar arbeidsfred, hvori lykken syntes at begunstige ham paa alle maater. Saadan saa det ut. Men imidlertid hadde han, da han naadde femtiaars alderen, vokset ut over al denne lykke. Der var næsten umerkelig vokset frem i ham nye livsbehov, som ikke lot ham i fred, men voldte den største og farligste krise i hele hans liv.

V.

Efter tyve aars lykkelig egteskap, da Tolstoi stod paa høiden av sin familielykke, paa høiden av sit forfatterry, efter utgivelsen av „Anna Karénin“, hvorom Dostojevski skrev, at til dette verk findes der intet sidestykke i den vesterlandske literatur, og paa høiden av social velmagt som godseiermillionær, — da var det, at Tolstoi paany, som i sin ungdom, grepes av en dyp utilfredshet med sig selv og sin livskunst. Han følte sig overfor det store lidende og trællende russiske bondefolk som en social parasit, som ialfald delvis levde av andres arbeide, trods alt hvad der kan sies om nødvendigheten av arbeidets deling og om aandsarbeidets ret til at kaldes produktivt arbeide. Han hadde selv ganske visst været arbeidsom som faa og en virkelig god arbeidschef, en sand patriark for sine bønder. Men allikevel grepes han av en voksende følelse av disharmoni i forhold til det store samfund av arveløse, jordløse russiske jordarbeidere. Han følte sig, trods alle forsøk paa at være patriark, som samfundsløs likeoverfor disse 100 millioner. De kunde ikke læse hans store digterverker. Disse kjæmpefortællinger, som vakte begeistring i Paris og London og Berlin, og hvormed han kunde naa frem til kunstelskende mennesker i alle verdensdele, — med dem kunde han ikke naa frem til den russiske bonde, selv ikke indenfor den nærmeste grænd. Om bondeungdommen end var begyndt at lære at læse, — hvordan skulde det umaadelige flertal av disse tungt belastede menneskelige arbeidsdyr faa stunder til at læse saa vidtløftige fortællinger som „Krig og fred“ eller „Anna Karénin“? Hvordan skulde de kunne følge en saa indviklet handling, sammenspundet av saa mange forskjellige menneskeskjæbner og overspundet med et saa abstrakt filosofisk ræsonnement? Han selv med sine adelsfornemmelser, sin vesterlandske kultur og sine med vesterlandsk digtning kapseilende bøker, stod utenfor det store, stumme russiske arbeidersamfund, utenfor dets uendelige taalmod, dets ikke-motstand mot uret, dets enkle, ofte ur-kristelige fromhet. Like siden sin tidlige ungdom, da han vendte hjem fra universitetet for at bli en faderlig godseier, hadde han banket paa for at komme ind i dette samfund. Atter og atter hadde han maattet opgi det som ugjørlig. Men nu, paa høide punktet av hans liv, fyldte denne tanke ham med fortvilelse. Der var en tid, da han maatte gjemme væk skytevaaben og taug for ikke at fristes til selvmord. Det var, som om han med al sin berømmelse hadde forspildt sit liv, og som om han med al sin magt var avmægtig.

I al stilhet hadde han i løpet av tyve aar vokset ut over en adelsmands, en godseiers, en forfatters og en familiefars lykke. Hvad hans sjæl nu krævde, var en lykke av en anden art, — følelsen av harmoni og samfund med arbeidsbøndernes hundrede millioner og med den evige verdensretfærdighet. Han var vokset ut over slegtspietetens og familieomsorgens lykke. At vite sin hustru og sine barn sikret, det var ham ikke længer nok. At være en god arbeidsherre, veldædig mot de fattige og en velsindet dommer, det var ikke længer nok. Han længtes efter en større familie, hele det tungtarbeidende folk, disse fattige i aanden, ydmyge og sagtmodige, som han næsten uvilkaarlig hadde gjort til de mest sympatiske skikkelser i sine fortællinger.

Ja, han grepes, synes det, av en dyp trang til samfølelse ogsaa med arbeidsdyrene, — med den taalmodig trællende hest, som, naar den blot faar mat og søvn, er like oplagt til arbeide hver morgen, og som ikke gjør motstand mot uret[1].

Er det ikke den store digter, det altomfattende hjertelag, den altmedvidende fantasi, som her har krævd sin ret? Det var sikkert ikke av alderdomssvækkelse eller avtagende livskraft, at en digternatur, som hadde en dyp trang til samfølelse med alt levende, mere og mere fandt en priviligeret herremands kaar altfor trange. Det var, tror jeg, ikke mindst ut fra denne sin digternatur, at han længtes over fra de priviligertes lille, forholdsvis snevre kreds, til det store millionsamfund, som bar de priviligerte oppe paa sin brede, taalmodige ryg.

Det var, som om lykken vinket ham fra de lidendes samfund, fra dem som arbeider og er besværet. Lykken var at være der, hvor de var; lykken var at leve som en av dem, av sine egne hænders arbeide, være en av samfundets bærere, en av dem, som staar nederst nede paa jorden og bærer hele den høie sociale overbygning. Lykken laa i inderlig samfund med disse bærende, taalende, utholdende og opholdende kræfter. Fra kultursamfundets kunstige overbygning længtes han efter at stige ned paa jorden og være med at bære og lide og taale.

Forholdet mellem over- og underklasse viste sig for ham i det sterkt forenklede billede av et menneske, som sitter oppe paa et andet menneskes ryg. Overmennesket er oprigtig bekymret for det bærende menneskes velfærd og sitter og grubler over, hvorledes dets kaar skal kunne forbedres; men stiger allikevel ikke ned av dets ryg!

Den gamle samfunds ordning med dens klasseforskjel blev for Tolstoi uretfærdig, ukristelig, — samfundsløs. Og rundt omkring sig saa han den ene side efter den anden av den moderne kultur, som forfærdet ham og vakte hans avsky. Han besøkte et av de store slagterier og saa, hvorledes husdyrene, vore hjælpere, laa der blodige, med stive øine, fordi menneskene vil ha dem til velsmakende føde. Og han fik væmmelse ved at spise kjøt. Han saa, hvorledes samfundets stedbarn blev slæpt for retten og hængt eller forvist til gruberne i Sibirien, — dette, som kaldtes retfærdighet, forekom ham at være statens hevn, en levning av den gamle romerske og gamle jødiske krigsmoral, i strid med kristendommens klare bud. Og han saa det russiske samfund stadig utvide sig gjennem krig, gjennem brodermord, trods Herrens femte bud. Han saa kulturen føre med sig alle slags laster, vellyst og havesyke, ikke (som hos dyrene) som selvbegrænsende, men som altopslukende lidenskaper.

Da var det han vendte sig til kirken og de gamle hellige skrifter efter hjælp, han som likefra sit attende aar nærmest hadde været fritænker, omend ikke uten fromhet. Han vendte sig først til den ortodokse russiske kirke, og da den for en stor del gav ham stener for brød, til selve de gamle hellige skrifter, som han delvis hadde studeret i sin ungdom, — til Kinas Laotse og Hinduernes Buddha, til Koranen og Bibelen; og den sidste især begyndte han av al kraft at studere i grundsproget. I det nye testamente fandt han et lys for sin vei. Nu først trodde han at forstaa bjergprækenens enkle lære, han trodde at finde nøklen, som var den, at ordene var aldeles ærlig og bokstavelig ment og ikke bestemt til at bortfortolkes som allegori eller østerlandsk overdrivelse.

Han læste først evangelierne opmerksomt igjennem i sin helhet og forsøkte at fastholde alt det, som var fuldstændig klart og greit, og som gav gjenklang i hans livserfaring og i hans hjertes behov. Han avmerket disse steder med blaa blyant i margen, for at samle al sin opmerksomhet paa denne levende kjerne i de hellige skrifter. Og ved at trække en snevrere og snevrere ring om det væsentlige og det, som hørte organisk sammen og dannet en levende helhet, kom han til at se ur-kristendommens lære springe frem i høit relief og med lysende skrift, i form av bjergprækenens fem store leveregler: Kristi fem bud, som forekom ham at stemme vidunderlig med den menneskelige fornuft og med vor erfaring om, hvad der gir den dypeste følelse av lykke. De fem bud er disse:

1. Bli ikke vred paa din bror, det vil si: ikke paa noget menneske.

2. Nær ikke sanselig attraa.

3. Bind dig ikke ved nogen ed.

4. Gjør ikke motstand mot uret.

5. Elsk dine fiender, det vil si: ogsaa fremmede folkeslag.

* * *

Det lar sig ikke negte, at disse fem bud stemmer med ur-kristendommens moral, selv om denne paa et enkelt punkt neppe er fuldt saa streng. De stemmer ogsaa i det væsentlige med ogen av de største østerlandske og græske vismænds moral. Og dog vilde efterlevelse av disse fem bud ophæve stat og familie. Den menneske-adel, som levde konsekvent efter denne lære, vilde dø ut uten efterslegt, og dens plads vilde utfyldes av en grovere race. Hvordan kan det forklares, at nogen av menneskehetens ypperste seere og tænkere, like ned til det nittende aarhundrede (ikke bare Tolstoi, men Schopenhauer og Søren Kierkegaard) har kunnet stanse ved et saadant standpunkt? Jeg skal forsøke at besvare det spørsmaal i et senere avsnit[2].

VI.

Selv i de senere aar av sit liv, da Tolstoi for det meste har virket direkte som religiøs folkelærer og forkynder og næsten ringeagtet sin digter-evne, har han dog ikke kunnet undgaa en gang imellem at utsende et herlig digterverk som tragedien „Mørkets magt“ (fra 1886) eller fortællinger som „Ivan Iljitch“ (1884—86), „Herre og tjener“ (1895) og „Opstandelse" (1889). Det faldt ham ogsaa i denne tid lettest at tænke i billeder, i parabler — som den, hvem han kalder „vor mester“ — eller i form av sagn og legender.

En ny-russisk legende om keiser Alexander den første, hvori Tolstoi har uttrykt sin nye kristendom som i et eneste glimt, skal jeg nedenfor gjengi i forkortning, efter en av de nyeste bøker om Tolstoi, av Sergius Persky. Ifølge denne legende, som Tolstoi enten selv har digtet eller snarere omdigtet, blev keiser Alexander den første, han som i sin ungdom hadde villet frigi de livegne og ovenikjøpet gjenoprette Polen, men var drevet av med bakevjen, ind i den hellige alliances reaktion, denne keiser blev tilslut saa misfornøiet med sig selv, at han frasa sig tronen og levde som privatmand, fortæller legenden. Han samtalte gjerne med bønder, med mænd av folket, og beundret deres fromme sindsro, deres tilfredshet med det arbeide, som Gud hadde git dem. Hans høieste ønske var, at han selv kunde bli bonde og tape sig i massen av de trofaste og troskyldige arbeidsfolk, som gjorde „Guds arbeide“ paa jorden, eller det arbeide, som Gud hadde lagt paa dem. Men han følte, at han endnu ikke var ren nok av sind til at iføre sig bondens kofte og begynde at arbeide. Først maatte han gjennemgaa en stor prøvelse. Da var det, at han en dag fik være øienvidne til avstraffelsen av en soldat, som skulde ha otte hundrede stokkeslag (hvad der var den visse død), fordi han hadde rømt to ganger fra tjenesten. Han hadde bedt om orlov for at reise hjem til sin gamle far, som laa for døden, og ta imot hans sidste velsignelse. Men han fik ikke lov. Han rømte, men blev fakket. Rømte for anden gang og blev atter fakket. Og nu skulde han dø. Hans ryg var snart bare en eneste rød flek av sønderflenget kjøt. Han blev baaret bevisstløs bort, efterat han hadde faat halvdelen av de otte hundrede slag. Og da keiser Alexander, uten at gi sig tilkjende for andre end hospitalslægen, spurte om den ulykkelige soldats tilstand, sa lægen, at han vilde dø i løpet av dagen. Rygraden var knust paa to steder.

Keiser Alexander, som vel under selve avstraffelsen hadde været lammet av rædsel, befalte lægen at lægge soldatens lik i en kiste og tillodde den, saa den aldrig mere blev aapnet, og sende liket til Petersburg som keiser Alexander den førstes avsjælede legeme, til en ærefuld begravelse. Selv tok imidlertid den gamle keiser soldatens plads i hospitalets sykecelle, tilset av den i hemmeligheten indviede læge. Han blev efter nogen tids forløp utskrevet som helbredet, og hans ryg skulde nu blottes for de fire hundrede stokkeslag, den anden halvdel, som var tilbake av straffen. Til alles forundring overlevde han den forfærdelige tortur, dels fordi han var sterk av legemsbygning, og dels fordi soldaterne var forholdsvis lemfældige overfor den stakkars soldat, som jo allerede før hadde lidt saa meget. Da han kom sig av sine saar, blev han sendt til Sibirien, hvor han levde i mange aar, under opsigt av politiet. Ingen ante, at han var Alexander den første. I Sibirien fik han lære jordarbeide. Her fik han lov til at være simpel bonde, en av Guds arbeidere. Hans lykkedrøm var gaat i opfyldelse. Han hjalp bønderne med sine overlegne kundskaper og underviste deres barn. Han var ogsaa flink til at stelle med de syke, da han før hadde lagt merke til sine livlægers kunst, og han blev usigelig avholdt av alle. Han hadde fundet lykken i Sibirien! En gang blev han rigtignok gjenkjendt av en forhenværende hof-tjener. Og paa den maate fik verden vite — sier legenden —, at han var den forhenværende selvhersker, Napoleons store overvinder. Men da flygtet han til et andet sted, og det lyktes ham at faa dø i en høi alder som simpel arbeidsmand i Guds tjeneste.

I intet andet av sine verker har Tolstoi klarere vist os, hvad der er baade storheten og begrænsningen i den livskunst, kan mener at ha lært av fromme russiske lægmænd, som Sutàjev. Denne legende kunde ha til overskrift: „Hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var keiser av Rusland.“ Det for os Vesterlændinger — og utvilsomt ogsaa for liberale Russere — merkelige er dette, at tsar Alexander den første ikke satte himmel og jord i bevægelse for at stanse eller ophæve dette forfærdelige prylesystem, — at han ikke vendte tilbake til sin ungdoms ideal av en samfundsreformator og satte livet ind paa at faa det russiske samfund fornyet gjennem store politiske og sociale reformer. I Tolstois legende gaar helten en ganske anden vei. Han vil selv være med at lide, hvad de russiske smaafolk lider, og han vil dele deres tunge arbeide. Han vil ikke saa meget hæve dem op til sig, han vil stige ned til dem, — for at ophøies. Dernede er nemlig ikke, som for de liberale reform-venner, en avgrund av lidelse og savn. Dernede er lykken og det liv, som er værd at leve, „livet for Gud“, som det heter allerede i „Anna Karénin“.

Keiser Alexander i denne legende minder om Tolstoi selv. Hans høieste ønske i de sidste tredve aar av hans liv har været at faa del i bøndernes enkle fromhet og arbeidslykke. Om mulig ogsaa være med at bli straffet, gjerne hængt eller i det mindste forvist til Sibirien. Han har utfordret regjeringen og selve tsaren atter og atter i en lang række av aar. Og mange embedsmænds fingre har strakt sig ut for at faa tak i ham. En del av de civile embedsmænd vilde mere end gjerne gi ham frit ophold i et almindelig fængsel, de militære: i en solid fæstning, og geistligheten — i et kloster! Hvor vilde ikke den russiske ortodokse kirke, som høitidelig har utstøtt ham av sit skjød, dog allikevel gjerne ta imot ham og gjøre ham til sin, i et kloster, — forvare ham like til døden, og dommen! Men det lyktes ikke for Tolstoi at taa dele saa mange av sine tilhængeres lod og bli pint ihjel, som den kristelige religions store mester. Keiser Alexander den tredje var, forsikres der, fuldstændig døv for alle indtrængende henstillinger fra høie embedsmænd og geistlige om at faa gjøre noget for at bringe Tolstoi „i sikkerhet“. „Der skal ikke krummes et haar paa Leo Nikolajevitsch’s hode,“ sa Alexander den tredje. Og hans søn og efterfølger arvet og befulgte den samme, ikke uefne statskunst.

I fortrolige samtaler er Tolstoi ofte kommet med ytringer, som viser, at han paa denne maate aldeles ikke var helt fornøiet med sig selv. Han syntes, han slap for let. Han hadde det altfor godt, — deri var han enig med sine fiender, og enig med sin kritiker, Meresjkovski. Hadde han endda hat tiltak til at leve fuldstændig som simpel bonde, dengang han endnu var saa nogenlunde i sin fulde kraft! Men da han blev sytti aar, og før den tid ikke rigtig hadde følt det naturlig at forlate hustru og barn og omegnens bønder, som kan kjendte og gjorde en smule godt imot, — efter den tid blev det for sent! Nu dudde han ikke længer til helt og holdent at være bonde. En ting har allikevel, saavidt jeg kan se, været en dyp tilfredsstillelse for ham i hans senere liv, nemlig at han kunde vedbli at være ialfald delvis misfornøiet med sig selv og se op til de simple bønder, eller ialfald de bedste iblandt dem, som sine uopnaaelige overmænd i livskunst. Han selv var delvis mislykket, det indrømmet han saa gjerne i en fortrolig stund. Og han fortalte med en viss tilfredsstillelse om de to gamle bonde-digtere, kunstnere i mundtlig fortælling og en av dem ogsaa sanger, som kom langveis fra for at faa se og høre denne „Leo“, som skulde være saa ualmindelig god til at fortælle legender og sagn. Tolstoi traf dem en vakker dag ute paa landeveien og førte dem med sig til sit, eller rettere til sin hustrus, herresæte, hvor han selv bodde, omend vistnok i et prunkløst rum. Han beundret disse to bonde-digtere og vilde ha dem som gjester i en ukes tid og rigtig gjøre ære paa dem og lære av dem. Men da de to gamle saa, at han bodde og spiste sammen med fornemme mennesker, vilde de ikke gaa ind i huset. De forstod nu, at han ikke kunde være nogen rigtig sanddru fortæller! Han, som bodde sammen med saa fine folk, kunde ikke, mente de, fortælle den hele sandhet. Og en av de to bonde-digtere fortalte ham en parabel om Retfærdigheten, som engang møtte Uretfærdigheten paa sin vei og lot sig forlede til at gaa ind i et vertshus og spise sammen med den. Retfærdigheten var klædt som en fattig og fillet arbeidsmand, Uretfærdigheten derimot som en mægtig og rik kjøbmand. Da de hadde spist og drukket godt, vilde Uretfærdigheten, som hadde indbudt til gildet, gaa uten at betale. Opvarteren mindet ham høflig om at av gjøre regningen. „Ja, det er jo sandt,“ sa kjøbmanden til opvarteren, „jeg gav dig et tyve-rubelstykke. La mig faa vekslepengene tilbake.“ Der blev stort opstyr. Og endog verten trodde, at det var opvarteren, som var en bedrager. Ti ingen kunde jo mistænke den fornemme kjøbmand. Opvarteren vendte sig da til Retfærdigheten og bad om hjælp hos ham, som jo hadde set, hvorledes det hele gik for sig. „Desværre,“ sa Retfærdigheten, „jeg kan ikke si noget, siden jeg har været hans gjest og spist hos ham.“ „Saaledes kan heller ikke du fortælle hele sandheten,“ sa de to bonde-digtere til Tolstoi. Og de vendte om og gik hjemover igjen. Og Tolstoi gik skuffet og bedrøvet ind i sit hus.

Saa fortæller Sergius Persky, som tror, at Tolstoi her gjengir en virkelig oplevelse. Men jeg er tilbøielig til at tro, at hele dette møte med de to bonde-digtere er en parabel, som Leo Tolstoi har digtet eller omdigtet, som et svar til sin strenge kritiker Dimitri Meresjkovski og andre, som hadde bebreidet ham, at han fremdeles bodde hjemme hos sin hustru og sine barn og ikke gjorde fuldt alvor av at flytte bort til et ukjendt sted og bli ene og alene simpel bonde. „Ja,“ svarer Tolstoi gjennem denne lille fortælling. „I har saa fuldstendig ret til at ringeagte mig. Jeg duer ikke til at være Ruslands helgen. Men helst vilde jeg bli ydmyget og irettesat av bønder, som disse to gamle fortællere og sangere.“ Og han laaner sine kjære bønder ikke alene sit høieste livs-ideal, men ogsaa sin digter-gave. Og den skjønne lille parabel, som han selv (antar jeg) har frit omdigtet paa en av sine lange, ensomme rideturer eller fotvandringer, eller mens han hjalp en eller anden nabo med kropslig arbeide, skjænker han bort til de to bonde-digtere.

Han synes at mene, at hvad han selv gjør av godt, det er bare pusleri. Han holdt i lang tid op med at gi penger til alle de tusener, som bad ham derom, mundtlig og skriftlig. Ti nærsagt fra alle lande strømmet der ind tiggerbrev til Leo Tolstoi. Penger eide han heldigvis ikke, uten naar han fik dem av sin hustru. Og penger er som regel ikke nogen rigtig god hjælp, derom har Tolstoi et langt livs erfaring. Pengegaver gjør saa let folk til tiggere og lediggjængere. Derimot pleide han at hjælpe saa mange, han kunde, med personlig arbeide. Han bygde til eksempel op en ny ovn for en enke i nabo-laget eller en ny hølade. Han pløide og saadde for den, som var syk eller hadde stor familie og ikke selv kunde klare hele arbeidet.[3] Han fik ogsaa sin kone til at gi tømmer til en ny bygning, eller saakorn. Eller han holdt en smule skole for barn og voksne, heri en tidlang trofast hjulpet av en av sine hengivne og elskelige døtre. Men alt hvad han gjorde, var bare smaating efter hans egen mening, og han var i grunden ikke rigtig blit til noget stort her i verden. Han var ialfald ikke blit til det høieste, han visste, det som keiser Alexander den første blev til i legenden, han som fik gjennemgaa lidelse i en andens sted og, efter at ha bestaat ildprøven, fik leve til sin død som en simpel Guds arbeidsmand og bonde.

Naar alt kommer til alt, har Tolstoi kanske været noksaa heldig allikevel. Han har undgaat at bli kanonisert i levende live som Ruslands nye helgen. I mange aar har han — som en passende motvegt mot sin literære berømmelse — været baktalt og paa alle maater nedrakket baade i de konservative og de liberale Russeres øine. Av forfatteren Dimitri Meresjkovski er han paa mange sprog stillet i gapestokken som den, der har svigtet sine idealer; en storartet digter, gudbevares, men som menneske „en sprukken klokke“, som gir en skurrende klang. Eller ogsaa har man anset ham for en raring, en forskruet fantast eller sykelig drømmer, hvad der muligens har bidraget sit til, at han undgik den for ham (som ikke hadde bruk for penger) besværlige utmerkelse at faa den svenske Nobelpris for literatur eller den av Norge utdelte fredspris, som fortrinsvis kommer rettroende freds-venner tilgode.

En lykkelig mand, alt i alt, var efter mit skjøn Leo Tolstoi, som fik leve sit jevne arbeids-liv, som kropsarbeider og folkelærer og vidunderlig digter, uten rent ut at overvældes med æresbevisninger og uten at forgudes i levende live. At være saa god, som Leo Tolstoi blev, og allikevel slippe for selv at vite det, og for en stor del ogsaa slippe for, at hele verden fik vite det, det var ikke nogen ganske ringe lykke.

* * *

Naar det rigtig gjaldt, har forresten Tolstoi ogsaa efter sin religiøse omvendelse hat den lykke at være en folkets hjælper i stor stil, en handlingens mand og en situationens herre. Under den store russiske hungersnød i 1891—1892 levde han to aar midt iblandt de hungerlidende, drog fra landsby til landsby og besørget overalt det, som var mest paatrængende fornødent. Tusener av godhjertede mennesker i mange land hadde tiltro til ham og sendte ham pengegaver til fordeling, — i løpet av vinteren 1891 til 1892 meget over en kvart million kroner i rede penger (derav meget fra England og Amerika), foruten levnetsmidler. Han stillet sig (som en tysk biograf, Dr. Staub, sier) den bestemte opgave, i en fire-fem kredse (saa meget, han kunde overkomme) at paase, at ingen døde eller sygnet av hunger, og at ingen husholdning gik tilgrunde ved misvekst. Han indrettet 246 folkekjøkkener i de forskjellige landsbyer, yderst enkle og praktiske, og lot de mindste smaabarn bespise med melkevelling i 124 barnekrybber. Han sørget desuten for at skaffe brændeved til billig pris eller fri utdeling, lot sælge korn og mel til engrospriser og færdig brød fra store bakerier.

Denne mand hadde neppe allikevel nøiet sig med at være bondearbeider i Siberien, hvis han som Alexander den første hadde været Ruslands behersker.

VII.

Hvad Leo Tolstoi vilde ha gjort, om han hadde været tsar av Rusland, eller blot hans raadgiver, det faar vi for øvrig sikrest vite ved at læse de tre berømte breve til tsaren, det første til Alexander den tredje, de to sidste til Nikolas den anden. Disse breve er ikke mindst interessante derved, at de viser os en utvikling i Tolstois politiske anskuelser, — en gradvis, omend motvillig tilnærmelse til vesterlandske ideer. I det første brev, av 18. mars 1881, er Tolstoi endnu merkværdig traditionsbundet til troen paa en patriarkalsk regjering, skjønt det, som han fordrer av landsfaderen, er i høi grad revolutionært. Tolstois nerver maa dengang ha været sterkt opskaket av de sidste dages begivenheter, foruten av hans netop gjennemlevde religiøse krise. Den nye tsars far, keiser Alexander den anden, blev den 1ste mars (gammel stil) myrdet ved et forfærdelig attentat, — lemlæstet og splintret i mange stykker av en bombe, og fem av de skyldige, deriblandt en kvinde, Sofia Perovski, skulde nu henrettes, — øie for øie og tand for tand. Tolstoi, som netop hadde fundet sjælefred i Kristi egen kristendom, i bjergprækenen, var ute av sig selv av sindsbevægelse, og han, som allerede engang før forgjæves hadde forsøkt at redde en dødsdømt, skrev nu til Alexander den tredje et gripende og inderlig brev, hvori han bønfaldt ham om at sætte hele det russiske folk et stort eksempel paa etterfølgelse av Kristi lære: tilgi vore fiender og gjøre vel mot dem, som os hater. Det maa ha staat for den store epiker som et verdenshistorisk øieblik (hvad det ogsaa paa en maate var), da den orthodokse russiske kirkes øverste skulde vise, ved en enestaaende anledning, hvordan Kristi klare bud blev efterlevet av de troendes behersker. Ruslands største digter stod frem for tsaren som en gammeltestamentlig profet, men med det nye testamentes lære i sin haand. At der for Ruslands nye keiser skulde komme en saadan anledning, netop som Tolstoi var blit klar over sin religiøse mission, maa for den sidste ha været et fingerpek om, hvorledes han skulde begynde sin nye livsgjerning.

„Jeg, en ubetydelig, uanset, svak og værdløs mand, skriver dette for at raade den russiske keiser, hvorledes han skal handle i de mest indviklede og vanskelige forhold, som nogensinde har forekommet,“ — saaledes begynder brevet.

„Jeg vil skrive, ikke i den sedvanlige tone i breve, som skrives til en keiser . . . . . ., men simpelthen som et menneske til et andet menneske.“

„Deres far, tsar av Rusland, en velvillig mand, som har gjort meget godt og altid mente det vel overfor sit folk, er paa en umenneskelig maate blit lemlæstet og slagtet, ikke av personlige fiender av ham selv, men av den bestaaende statsordens fiender, som dræpte ham for at fremme, hvad de ansaa for menneskehetens vel.“

Tolstoi fortsætter med at si, at disse samme mennesker ogsaa maa ønske at dræpe ham, den nuværende tsar. De er ogsaa hans fiender. Og han rykker ut med det store skriftsted:

„I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hate din fiende. Men jeg sier eder: Elsker eders fiender, velsigner dem, som eder forbander, gjører godt mot dem, som eder hater . . . . . ., forat I skal vorde eders faders barn, han som er i himlene.“ — — —

„Monark!“ — fortsætter Tolstoi senere i brevet, „hvis De gjorde dette, — kaldte disse folk, Deres fars mordere, for Dem, gav dem penger og lot dem faa reise f. eks. til Amerika, og skrev et manifest, som begyndte med de ord: „Men jeg sier: Elsker eders fiender,“ — ja, jeg vet ikke hvad de andre vilde gjøre; men jeg, stakkars undersaat, vilde være Deres hund og Deres slave. Jeg vilde graate av sindsbevægelse, hvergang jeg hørte Deres navn nævne, som jeg graater nu“ . . . .

„Man kan ikke bekjæmpe de revolutionære mennesker ved at dræpe og tilintetgjøre dem. Det er ikke deres antal, som er farlig, men deres ideal. Deres ideal er: tilstrækkelig livsophold for alle, og frihet og likhet. Forat man kan bekjæmpe dem, maa dette ideal møtes med et andet ideal, som er høiere end deres, og som indbefatter det i sig.“ . . .

„Der er én av tre veier at gaa: Den første er den, simpelthen at straffe og undertrykke revolutionære forsøk med den størst mulige strenghet. Denne vei har været forsøkt. Den kan ikke hindre, at bevægelsen vokser. Den anden vei er liberalismens vei: at indkalde en forsamling av folkerepræsentanter og gi Rusland en fri forfatning, og desuten vise størst mulig mildhet.“ Tolstoi tror, at ogsaa denne vei har været forsøkt og har vist sig ikke at føre frem til folkelykke og fred (nemlig hos de vesterlandske folk, som ogsaa hadde sine anarkistiske massemord og sin indre og ydre ufred). „Den tredje vei er kjærlighetens, tilgivelsens vei, den at gjengjælde ondt med godt.“ Det er, mener Tolstoi, den vei, som den vesterlandske kultur ikke endnu har forsøkt, men som Rusland maa forsøke. Han, som netop hadde opdaget den altomfattende menneskekjærlighets usigelige lykke, er overbevist om, at ingen vil kunne motstaa tilgivelsens og godhetens magt:

„Som voks foran ilden, vil alle revolutionære følelser smelte foran den menneske-keiser, som fuldbyrder Kristi lov.“

Tsar Alexander den tredje fik virkelig læse dette merkelige brev, men svarte diplomatisk, at hvis det hadde været folk, som hadde tilføiet ham selv uret, hadde han kunnet tilgi dem. Men kan hadde ikke ret til at la være at straffe dem, som hadde myrdet hans far.

De fem domfældte blev hængt. Og Tolstoi selv oplevde henrettelsen saa overordentlig levende i sin fantasi, at han kunde beskrive den fysiske fornemmelse ved en hængning. Han fandt alene en viss trøst i den overbevisning, at selve dødsøieblikket ikke kan ha været forbundet med hverken rædsel eller smerte. Hans egen tidligere oplevelse kom ham her til hjælp, — dengang han saa like ind i svælget til bjørnen, som skulde til at hugge sine tander i begge hans tindinger paa en gang. „Den drev klørne paa sin vældige pote ind i min skulder, men jeg følte ingen smerte. Jeg laa under den og saa ind i dens varme, store, vaate mund, med de hvite tander. I sit hastverk, eller av overophidset appetit, gjorde den et prøve-glæfs oppe i luften over mit hode og aapnet atter munden, rod og vaat, dryppende av savl. Jeg saa det, og jeg erindrer, at jeg følte ingen frygt. Jeg saa med det ene øie like bortenfor dens mund, en strimmel blaa himmel mellem purpurfarvede skyer, og jeg tænkte paa, hvor skjønt det var deroppe.“

Tolstoi, som før Sofia Perovskis henrettelse lag, vaaken om nætterne og saa tydelig for sig, hvorledes hun la sit hode i repets løkke, hvorledes hun uvilkaarlig virret med hodet, til hun fik løkken like under strupen, og hvorledes stolen, som hun stod paa, blev trukket bort, og repet klemte strupens bløte bruskvæg like mot den haarde nakkehvirvel, saa blodet pludselig strømmet hende til hodet og hele hendes legeme sitret i krampe, — Tolstoi, som i søvnløse nætter hadde ligget med kvælningsfornemmelser og set for sig dette syn, fik ikke ro og fred i sin sjæl, før han hadde overbevist sig om, at selve døden, naar den først kommer, ikke er grufuld. Alting blir da matt, og alt det, som foraarsaker skræk, ophører at brøle over ens hode, og sjælen er let tilmote og har fred.“

„Sandsynligvis“ — tilføier Tolstoi — „føler lammet, som knases av ulvens tænder, eller fuglen i slangens mund, ikke andet end de mennesker, under hvis føtter bøddelen skyver stolen bort.“

Men oplevelsen av denne henrettelse (som forøvrig foregik langt fra Tolstois hjem) og av tsarens kloke og kjølige avslag av hans bøn, har, formoder jeg, for Tolstoi været som en indvielse til hans kamp mot Ruslands kirke og stat gjennem en hel menneskealder. Noget av den kvalfulde sindsbevægelse fra hine skjæbnerike dage synes hyppig at klinge igjen i hvad han senere skriver. Hans sjælestrenge hadde gjennem denne oplevelse faat den mægtige spænding og stemning, som senere holdt gjennem næsten tredve aar.

Da han næste gang skriver til tsaren, en ny tsar, Nikolas II, hele tyve aar senere, den 30. mars, 1901, er tonen en anden, og hans bøn til keiseren er en anden:

„Hvis uroligheterne blot skyldtes nogen slette og oprørske mennesker, vilde det være tilstrækkelig at gripe dem og kaste dem i fængsel eller henrette dem. Men gjennem tredve aar eller mere har dette været gjort med tusener: de er blit grepet, sat i fængsel, henrettet eller forvist i tusenvis. Allikevel økes deres antal bestandig, misnøien vokser og har nu naadd arbeiderklassens millioner, hele nationens store flertal. De selv behøver blot at holde op med naivt at tro indenriksministerens erklæring, at det ene fornødne er, at politiet afsplitter den oprørske mængde og i nødsfald gir ild, forat alt skal bli rolig, — og De vil klart se, hvad der er aarsaken til det nuværende misnøie, som finder uttryk i uroligheter av større og større dimensioner.“ . . .

Hvad folket kræver for at bli rolig og tilfreds, skriver Tolstoi videre, er følgende:

1. Like ret for bønderne (som for de andre samfunds klasser).

2. Ophævelse av specielle forordninger, som tillater fravikelse fra landets almindelige lov.

3. Fri skolegang.

4. Religiøs frihet.

„Dette“ — heter det tilslut — „er skrevet av Leo Tolstoi, som i dette brev har forsøkt at uttrykke ikke blot sine egne tanker, men de bedste, de velvilligste, uegennyttigste, forstandigste menneskers mening — folk som alle ønsker disse ting iverksat.“

Endnu et aar senere, den 16. januar 1902, da Tolstoi var syk og trodde, han skulde dø, skrev han et sidste, endnu langt skarpere brev til tsar Nikolas, som et politisk testamente:

— — — — — „Hverken den rettroende kirke eller det keiserlige enevælde passer længere for nutidens Rusland. De kan ha passet før, da man trodde tsaren var en ufeilbar Gud paa jorden, som personlig styrte riket, men er ikke naturlige nu længer, da alle vet, eller snart vil vite, at en god tsar er blot en lykkelig tilfældighet, og at tsarer kan være, og har været, galninger og uhyrer som keiser Johan den fierde eller keiser Paul.“

„Og, for det andet, hvor god og vis en tsar end kan være, kan han umulig selv styre et folk paa 130 millioner, men maa la det styre av sine omgivelser, som bryr sig mere om sin høie stilling end om folkets vel . . . . . Enevældet er en forældet regjeringsform, som alene kan opretholdes ved voldshandlinger, slike som har kjendetegnet Deres regjering, som forskrifterne mot Finland og bestemmelserne om at opretholde legemsstraf.“

Vi ser, at Tolstoi, naar det kom til stykket, motsat tsar Alexander i legenden, gjorde noget for at faa avskaffet de forfærdelige russiske prylestraffe. Han ender dette sidste brev med at kræve avskaffelse av særlove (som gjør bønderne til en underklasse). Han kræver frihet for dem til at utvandre, fri skolegang, fri religionsdyrkelse, og endelig frihet til at bruke jorden — ophævelse av privat eiendomsret til Ruslands jord. Saa langt var Tolstoi kommet den vesterlandske frihetsbevægelse imøte, tre aar før Rusland, efter tsardømmets svækkelse ved den russisk-japanske krig, fik sin begyndende folke-representation, eller riks-duma, og dermed traadte ind i de politisk civiliserte staters række.

VIII.

Tolstoi var langt mere paavirket av vesterlandsk kultur end han selv blev sig bevisst. Han hadde begyndt at læse Rousseau og Voltaire i femten-aars alderen. Han fik sandsynligvis sin første sterke tilskyndelse til at bli lærer for bønderne ved at læse Auerbachs fortælling „Ein neues Leben“, efter hvad Aylmer Maude beretter. Hans iver for folkeoplysning, hans glødende forsvar for den frie bruk av den menneskelige fornuft, var vel av vesterlandsk oprindelse. „Jeg maa atter og atter gjenta (skriver han i et brev): fornuft, fornuft, fornuft! Der gives ingen anden vei til at naa sandheten.“[4] Han bevarte ganske visst like til det sidste en sterk fordom mot vesterlandsk politik, uttalte sig mot politiske partier næsten som Henrik Ibsen hos os, og vilde vel helst, hvis der skulde være nogen regjeringsmyndighet, ha en landsfaderlig (helst dog blot kommunal) regjering. Men han gjorde dog indrømmelser, naar det kom til stykket, især overfor tanken paa en beskatning av jorden, som vi senere skal se.

Til forklaring av hans kampstilling overfor det vesterlandske demokrati skal jeg her blot minde om, at hans barndoms fantasi maa ha været fyldt av fortællingerne om, hvorledes Russerne forsvarte sig mot Napoleon den stores vældige invasion. Hans egen far hadde deltat i landsforsvaret i 1812 og var blit ført bort i fransk fangenskap til Paris. Senere oplevet Tolstoi selv som ung officer Krimkrigens rædsler, i forsvarskamp mot de to forenede Vestmagters invasion. Men dertil kom, at vesterlandsk kultur i Rusland var en overklasse-kultur, som han tidlig lærte at avsky, ikke mindst fordi han selv som ung mand hadde ofret til dens laster og lidt under den dermed følgende sjælekamp.

Vesterlandsk kultur i Rusland viste sig for Tolstoi, som det synes, i en overveiende grad fra vrangen. Endog den politiske frihetskamp syntes ham at ytre sig mest høilydt gjennem dynamit-bomber. Nihilisme og pessimisme, det var de mest fremtrædende tankeretninger, hvori den vesterlandske aands bevægelse fortonet sig for Tolstoi. Han maatte, som vi skal se, kjæmpe en kamp paa liv og død med sig selv for at overvinde Schopenhauers filosofi.

Der var vel desuten ikke saa litet tilbake av den stor-russiske adelsmands junker-hovmod, baade i hans strenge domme over vesterlandsk kunst og politik, og i den myndige selvtillid, hvormed han optraadte som skriftfortolker og filosof. Han begyndte ikke for intet som landsfaderlig fyrste over 700 livegne. Og selv om han fra en meget tidlig alder følte sig forunderlig hendraget til bønderne, til de smaa i samfundet, var der vel ialfald fra først av ikke saa litet av stor-russisk chauvinisme i hans trang til at stille den russiske bondes enkle, selvhengivende fromhet op imot det vesterlandske kultur-hegemoni.

Men samtidig maa det ikke glemmes, at denne Tolstois nationalisme dog ogsaa indeholder et naturlig og egte menneskelig træk. Jeg vilde nødig, at Leo Tolstoi med al sin universelle menneskekjærlighet og sine voldsomme angrep paa nationalitets-egoismen, nogensinde skulde være blit saa fædrelandsløs, saa nationalitetsfri, at han ikke, til eksempel, hadde følt en stikkende smerte ved Japanernes knusende seire. Det fortælles ogsaa (av Maude), at han (med al sin avsky for de russiske autoriteter, som hadde git anledning til krigen) næsten graat av smerte over Port Arthurs fald.

Den kulturstrøm, som fra Vest- og Mellemeuropa mere og mere truet med at overskylle Rusland, var i mangfoldige stykker ikke saa ganske ulik den senere græske eller hellenistiske kultur, som oversvømmet Romerstaten især fra midten av det andet aarhundrede før Kristus, og som av Mommsen betegnes som indebærende en „Pandoras gave“. Naar man læser Theodor Mommsens ofte likefrem lidenskabelige skildring av alt det smuds, alt det aandelige sygdomsstof, som den sen-græske kultur førte med sig til Rom, — naar man lever med i den store tyske historikers dype sorg og smerte over Romerfolkets, det latinske bondefolks, begyndende og hurtig voksende indre forfald, da har man lettere for at forstaa Leo Tolstois forsvarsstilling overfor den vesterlandske kulturs invasion. En fremtidig Mommsen vil kunne skrive paa næsten lignende maate som det store russiske bondelands occidentalisering, like fra Peters tsars dage.

Naar jeg ser paa Tolstois liv fra dette synspunkt, da forekommer det mig, at netop de allerstørste verker i hans forfatterskap passer ind som led i kampen mot en invasions-hær, langt større og mægtigere end Napoleons grande armée. Det er ikke tilfældig, at den kjæmpemæssige fortælling „Krig og fred“, det verk, som først gjorde Tolstoi verdensberømt, er en gjenopvækkelse av den store forsvarskrig i 1812, som efter Tolstois mening (kanhænde den rette) ikke blev avgjort ved feltherrernes tapperhet og kløgt, men ved det russiske bondefolks selvhengivende utholdenhet og taalmod.

Og som han i „Krig og fred“ næsten uvilkaarlig (ti fortællingen vokste frem av en mindre plan) hadde forherliget det russiske bondefolks seier over Vesteuropas stolteste hærmagt, og over selve den geniale hærfører, som ifølge Tolstoi blot var et „historiens ubetydelige redskap“, saaledes forherliger han i sin anden kjæmpefortælling „Anna Karénjina“ — ogsaa her næsten uvilkaarlig — den russiske bondes seier over den moderne vesterlandske kultur paa det aandelige livs slagmark, — styrkeprøven mellem to arter av livskunst og livsfilosofi. Det er som om Tolstoi i denne fortælling fortsætter kampen for at utdrive den fremmede magt, som har trængt ind til hjertet av hans Rusland. I Ljevins skikkelse tegner han det allermest levende billede av sin egen tilbakevenden fra Vesteuropas overklasse-kultur til den russiske bondes levekunst. Her, som i „Krig og fred“, er det i grunden to kulturer, og to folkefærd, som maaler kræfter, og kampen er allerede nu, i 1876—1877, en indre strid i Leo Tolstois sjæl. Ti her er det, fienden er trængt ind, og har øvet hærverk, like fra hans ungdom.

Leo Tolstoi blev, som han selv spøkende hadde forutsagt, Ruslands literatur-general, som i en lang række av verker førte det russiske bondefolk frem til landsforsvar og vandt større seire end nogen anden russisk general. Vi hører om, at især de to nysnævnte hovedverker ialfald til sine tider gav Tolstoi en dyp lykkefølelse, og vi kan forstaa, hvilken tilfredsstillelse det maa ha været for ham i disse to fortællinger, som danner den brede midtfløi i hans livsverk, at utvide sin sjæl til at omspænde mennesker av nærsagt alle russiske folkeklasser, — ut fra en lignende trang til at samle og sammenfatte Rusland til en helhet, som den der besjælet de stor-russiske patrioter. At male et levende og næsten altomfattende panorama, først av sine bedstefædres og forældres, og dernæst av sin egen tids Rusland, med den store motsætning mellem den av europæisk kultursygdom smittede overklasse og det forholdsvis sunde bondefolk, — det maa for Tolstoi i disse aar ha været som at vende hjem fra sin ungdoms aandelige utlændighet og ta sit eget store fædreland i besiddelse.

Gjennem hele sin barndom og ungdom hadde Tolstoi, gjennem skolegang, opdragelse og universitetsdannelse, været paa veien opover mot den europæiske civilisations høider, — indtil det litt efter litt gik op for ham, at det var en unyttig reise, hvorfra han maatte vende hjem igjen til Rusland. Han har selv uttrykt sin stilling i et lignende billede, som gjengives av Aylmer Maude: „Mens han gik hjemmefra, hadde han pludselig besindet sig paa, at det erend, som han var gaat ut for at utrette, var unødig, og han var vendt hjem igjen.“

IX.

Men det blev Tolstois hjem, i ordets egentlige betydning, som mere og mere gjorde ham hjemløs. Jàsnaja Poljàna, det sted, som han hadde arvet efter sin mor, av Volkonsky’ernes fornemme slegt, og som han overgav til sin hustru, da de ikke kunde bli enige om at dele godset med bønderne og selv leve som bønder, dette sted, hvor Leo Tolstoi var født og som han hadde arbeidet op til ny velstand, blev i de sidste ti til femten aar av hans liv et bosted, hvor han var stavnsbunden, mot sit hjertes høieste ønske, — som den sidste, endnu ikke befriede av godsets livegne, der tilslut ikke visste anden raad end at flygte — fra sit eget hjem, en raakold vinternat, den 9. november 1910, for at dra ut paa den sidste reise. Elleve dage senere var han død av lungebetændelse eller av slag, paa en obskur jernbanestation, Astàpove, som nu blev verdensberømt, — uten at kunne reise videre, som han hadde ønsket, til Kiev og derfra til utlandet. Saa fortæller i det mindste en fransk beretter i „The Times“.[5] Hvordan skal denne sælsomme avslutning paa et av alle tiders merkeligste menneskeliv kunne forklares? Ovenstaaende kolde og haarde omrids av hans sidste reise svarer omtrent til det første indtryk, som telegrammernes ilskrift spredte rundt om i alle verdensdele. Og mange, som før hadde hat ham mistænkt, sa: „Tolstoi maa ialfald nu være blit gal!“

Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at Leo Tolstoi like til det sidste bevarte ikke blot sin forstand, men sit gode hjertelag, ogsaa overfor sin hustru. Den i første utgave av denne bok fremsatte opfatning av aarsaken til, at Tolstoi i saa mange aar blev boende i sit gamle hjem[6], bekræftes av de oplysninger, som i løpet av december og januar er blit offentliggjort i russiske blade og i „The Times“, fra to forskjellige kilder. Den første og vigtigste kilde er grevinde Tolstoi selv, av hvem der findes to breve til russiske blade. Kort før jul offentliggjorde grevinden i „Novoje Vremja“ et merkelig brev, til hende selv fra den kjære avdøde — et brev, som Leo Tolstoi hadde skrevet til sin hustru hele tretten aar tidligere, men som hun først fik læse efter hans død. Saa hadde han selv ordnet det. „Medmindre jeg efterlater nogen anden bestemmelse, skal dette brev leveres til Sonja Andréjevna efter min død.“ Brevet lyder saaledes:

„Kjære Sonja, længe har den pint mig, uoverensstemmelsen mellem mit liv og min overbevisning. At tvinge eder alle til at forandre eders liv, med de vaner, som jeg selv hadde vænnet eder til, det kunde jeg ikke. Hellerikke kunde jeg ha forlatt eder før nu, da jeg vel derved vilde ha berøvet barnene, mens de var smaa, den lille indflydelse, jeg kunde øve paa dem; og det vilde ha voldt dig sorg. Men jeg kan hellerikke fortsætte at leve, som jeg har levd i de sidste 16 aar, i kamp med mig selv og dig og slitende paa dine nerver, eller selv underlagt de fristelser og indflydelser, som saa længe har omringet og vanebundet mig. Jeg har derfor besluttet at gjøre hvad der længe har været mit ønske: reise bort; ti for mig, i min fremrykkede alder, blir dette liv, som vi her har ført det, mere og mere en byrde, og jeg længes mere og mere efter ensomhet; og barnene, som nu er voksne, trænger ikke længer min paavirkning, og I har alle mere levende interesser, som vil gjøre at I ikke lægger videre merke til mit fravær.

„Hovedsaken er, at likesom Hinduerne trækker sig tilbake til skogene, naar de nærmer sig de seksti, og likesom gamle fromme folk søker at vie sine sidste aar til Gud, heller end til morskap og skjemt, ordspil og passiar eller tennis, saa er der hos mig, ved indgangen til mit syttiende aar, en altopslukende længsel efter ro og ensomhet og — om ikke til fuldkommen harmoni, saa ialfald til en ikke altfor skrikende mislyd mellem mit liv og mine meninger eller min samvittighet.

„Hvis jeg reiste aapenlyst, vilde der bli overtalelser og bønner, kritik og kiv, og jeg vilde kanske bli vék og ikke fuldføre min beslutning, — og dog maa den fuldføres. Tilgi mig derfor, hvis jeg volder dig smerte, og fremfor alt, — gi mig i din sjæl, Sonja, frit lov til at reise og græm dig ikke og fordøm mig heller ikke, du!

„At jeg er reist bort fra dig, betyr ingenlunde at jeg ikke er tilfreds med dig. Jeg vet, at du kunde ikke — bokstavelig talt kunde ikke —, og kan ikke, se og føle som jeg; og derfor kunde og kan du ikke forandre dit liv og ofre dig for noget, som du ikke anerkjender. Derfor dadler jeg dig ikke, tvertom jeg mindes med kjærlighet og taknemlighet de lange 35 aar av vort liv, særlig den første halvdel av dette tidsrum, da du, med al din naturs moderlige ømhet, bar saa kraftig og standhaftig det arbeide, du ansaa for at være din pligt. Du gav mig og verden, hvad du kunde gi. Du har git en stor moderlig kjærlighet og hengivenhet, og ingen kan andet end prise dig for dette. Men i den sidste del av vort liv, i de sidste 15 aar, er vi drevet bort fra hverandre. Jeg kan ikke tro, at jeg er at dadle for dette, for jeg vet, at jeg har forandret mig — ikke for at tækkes mig selv eller andre, men fordi jeg ikke kunde andet. Hellerikke kan jeg dadle dig, fordi du ikke fulgte mig, men jeg takker dig og tænker kjærlig paa dig og skal vedbli at mindes dig for alt hvad du gav mig.

Farvel, kjære Sonja.

Din dig elskende

Leo Toistoi.

*

Dette merkelige brev kaster et delvis nyt lys over det alllersidste avsnit av Tolstois liv, med dets tragiske avslutning. For hele tretten aar siden, i 1897, da han nærmet sig sit 70de aar, hadde han været fast besluttet paa at forlate sit hjem og sine kjære, for endelig — som han i mange aar hadde ønsket — at leve i fuld overensstemmelse med sine idealer, — som en fattig arbeidsmand, ubeskyttet og upleiet av en velstaaende hustru, fri for enhver forret, enhver særstilling, i forhold til det arbeidende russiske bondefolk.

Før hadde han ikke hat hjerte til at forlate hustru og barn. Saa længe han kunde være dem til hjælp, indvirke paa dem gjennem daglig suggestion, muligens vinde en og anden av dem over til sit syn paa livet som Marja, hans anden datter, igrunden ogsaa Tatjàna og især den yngste, Alexandra og sønnen Iljà, eller ialfald dra dem nærmere (hvad han faktisk gjorde med dem alle), — saalænge trodde han ikke han hadde ret til at forlate dem. Hans strenge kritikere fik si, hvad de vilde. Men nu, da barnene var voksne og hans hustru var urokkelig rotfæstet i sin livsanskuelse, som aldrig kunde bli lik hans, nu syntes han at han maatte forlate dem for at leve i ensomhet.

Hans hjem var jo blit et valfartssted for turister fra alle land, og han selv Ruslands største seværdighet, som baade beundrere og strenge kritikere vilde se og studere, fotografere og fonografere, hente kraft fra eller blot reiseindtryk, penneføde, avisstof. Han, den gamle løve, „Leo“, var blit løvejægernes bytte.

I virkeligheten er det forbausende, — ikke at Tolstoi til syvende og sidst forlot sit hjem, men at han holdt ut saa længe. Han reiste jo ikke blot fra sin hustru og sine barn, men fra et sted hvor han var paa utstilling. Han reiste fra et museum, hvor han var den store kuriositet, og hvor han paa den ene side hadde det altfor bekvemt og trygt i forhold til sit livsideal og paa den anden side aldrig fik fuld ro til at tænke og leve rigtig etter sit sind. Der randt en ustanselig strøm av mennesker gjennem dette hus, og strømmen stevnet altid like imot ham, sigtende paa ham med fotografiapparat, fonograf eller kinematograf! (Om nytten av at han blev foreviget gjennem disse instrumenter skal han ha været ueneig med sin hustru). Et ikke ueffent emne for en komedie og kanske en ikke helt forkastelig lod for en skildrer, men trættende i længden, eftersom han blev gammel. Hvad har ikke den mand allikevel orket, før han gik træt!

Imidlertid tror jeg ikke han længtes efter ensomhet alene, men næsten like saa meget efter samfund.

Jeg tar neppe feil i den formodning, at naar Tolstois længsel efter at bryte alle baand, som bandt ham til overklassen, blev modnet frem til en fast beslutning netop i 1897, da hænger dette sammen med hans nyvakte begeistring for Dukoborernes sekt, som for ham dengang stod som et næsten idealt kristelig-anarkistisk samfund. Hos disse „aandskjæmpere“ (som navnet betyr) trodde Tolstoi i tiden omkring 1897 at finde et samfund av virkelige bønder, som i alt væsentlig levde efter bjergprækenens lære, og som til og med led forfølgelse som de første kristne. Intet under, at han tok dem i forsvar, allerede i 1895 i en artikel i „The Times“, og at det var ham utaalelig at se, hvorledes disse mennesker blev forfulgt, pint og endog dræpt, mens han selv fik leve uantastet i sit hjem, skjønt han hadde optraadt endnu mere aggressivt overfor tsarens regjering.

Fem aar forut, i februar 1892, hadde han virkelig selv været meget nær ved at bli en martyr for sit dristige frisprog. Det var kort efter at Tolstoi hadde bidraget mægtig til at lindre hungersnøden i det store uaar. En voldsom artikel mot regjeringen, som i et russiske tidsskrift blev offentliggjort i en formildet utgave for at passere den keiserlige censur, blev av det engelske blad „The Daily Telegraph“, med Tolstois tillatelse, trykt i sin oprindelige form. Pobedonostsevs russiske organ benyttet leiligheten til at trykke den engelske artikel paa russisk, for at man kunde anklage Tolstoi for tsaren. Man var denne gang næsten sikker paa at skulle faa Tolstoi anbragt i det berygtede Suzdal kloster, en art kirkelig Bastille (sier Aylmer Maude), hvor den ortodokse russiske kirke lot personer, som var oprørske mot kirke og stat, hensmegte uten forhør eller dom i et fugtig og skummelt fængsel. Stundom blev slike fanger fuldstændig glemt av regjeringen, saaledes to „gammeltroende“ biskoper, som netop Tolstoi (ved fyrst Urosovs hjælp) flere aar tidligere hadde faat befriet, efter at de hadde været indesperret av kirken i 23 aar! I 1892 blev Tolstoi, alene ved en indflydelsesrik tantes indskriden, reddet fra en lignende skjæbne. Hans faster, grevinde A. A. Tolstoi, indehadde en høi stilling ved hoffet som „kammer-æresdame“ og henvendte sig skyndsomt til selve tsaren, som befalte autoriteterne ikke at røre Tolstoi. „Jeg ønsker ikke at gjøre ham til martyr og nedkalde almindelig indignation over mig selv,“ skal tsaren ha sagt.

Tolstoi selv hadde ingen del i sin tantes forbøn for ham. Men før eller senere maa han ha faat nys om, hvad der hadde reddet ham fra at bli hensat paa føderaad hos den rettroende kirke, og nu i 1897, da Dukoborerne blev forfulgt fordi de negtet at gjøre krigstjeneste og betale skatter — efter Tolstois egen lære —, maa det ha oprørt ham, at der skulde gjøres nogen forskjel mellem ham, greven, og de fattige og fromme bønder. Han grepes, synes det, av en uimotstaaelig længsel efter at bli fri for al beskyttelse og stige ned til disse nye kristne martyrer og dele deres lod.

Dertil kom, at der netop ved denne tid dannet sig en tilsynelatende blomstrende Tolstoi-menighet i England, og at han fra den ene kant av verden efter den anden hørte om mennesker, som begyndte at leve efter hans ideal. Hvorledes skulde kan da længere kunne sitte rolig hjemme?

Men det merkelige var, at netop Dukoborerne, saavidt jeg kan se, blev den nærmeste aarsak til, at han allikevel ikke kom til at reise hjemmefra i 1897. Det saa nemlig ut til, at den eneste redning for disse mennesker var, at de kunde faa utvandre til Amerika eller til et land, hvor der ikke er tvungen vernepligt, og hvor det derfor gaar an at leve som de første aarhundredes kristne, uten likefrem at bli utryddet.

Ialfald en stor del av Dukoborerne var villige til at utvandre, den russiske regjering gav sit minde, Canada var villig til at ta imot dem, efter Tolstois og andres anbefaling, og der manglet ikke andet end reisepenger. Da var det at Tolstoi, som forlængst hadde opgit den literære eiendomsret til de verker, han hadde utgit efter 1881, fik det indfald for en gangs skyld at gjøre en undtagelse. Han hadde netop en stor ny fortælling, „Opstandelse“ under arbeide, og han maatte nu foreløbig slaa sig til ro hjemme paa Jàsnaja Poljàna for at fuldføre dette store verk, som ogsaa med en vældig kraftanstrengelse blev fuldført og utgit i 1899, og som oplevde et større salg end noget av hans tidligere verker. Den russiske utgave indbragte over 44,000 kroner, den engelske oversættelse nærmere 49,000, og paa fire dampskibe foregik den store folkevandring av Dukoborer, hvorav ikke mindre end alt i alt 7363 blev bosat i Canada. Tolstois ældste søn, Sergius, fulgte, saavidt jeg vet, med det andet skib, efterat han i Kaukasus hadde hjulpet til med forberedelser.

Saaledes tror jeg det gik til, at Tolstois samfølelse med Dukoborerne baade fremkaldte hans beslutning om at bryte op fra sit hjem og dernæst bevirket, at reisen fra hjemmet blev forpurret i flere aar. Han maatte hjælpe de forfulgte. Det fik foreløbig gaa, som det kunde med ham selv.

Derpaa fulgte, tror jeg, en tid av ydmygelse og skuffelse for Tolstoi. Dukoborerne var, med alle sine gode sider, ikke de enestaaende mennesker, som han hadde trod. Aylmer Maude beretter, at Tolstoi gjennem flere aar ikke visste, at Dukoborerne hadde undergaat en sterk forvandling i løpet av de senere slegtled. Denne sekt av „aandens stridsmænd“, som i visse stykker muligens stammer fra middelalderens „spiritualer“, „det tredje rike“s aands-mennesker, var paa russisk grund fremstaat eller blit historisk bekjendt under Peter den store og var derefter mere eller mindre heftig forfulgt gjennem aarhundreder. I 1844 var de blit forvist til Kaukasus, hvor de ved aar 1897 bodde i et antal av omtrent 20,000, som fredelige og arbeidsomme bønder. Tidligere hadde de, lik andre protestantiske bonde-sekter, levd forholdsvis strengt efter fattigdommens og fredens evangelium, negtet at gjøre krigstjeneste og avlægge ed, efter skriftens uttrykkelige bud, foruten at hylde andre for samfundet ubekvemme meninger, som fornegtelse av baade himmel og helvede. Men Leo Tolstoi, som for første gang traf tre utsendinger fra dette samfund i 1896 (altsaa netop aaret før hans beslutning om at forlate sit hjem), var dengang og delvis senere ikke opmerksom paa, at sekten i tidens løp hadde undergaat en stor forandring. Den hadde, som Aylmer Maude har oplyst, fortættet og forskanset sig til en klan, et despotisk regjeret teokratisk samfund, avstængt fra alle andre og blindt følgende en apostolisk leder, som ansaaes for at være intet mindre end en legemliggjørelse av guddommen!

Tolstoi hadde faat et noget ensidig indtryk av denne sekt ved at læse skrifter av deres leder Peter Verigin, som aldeles ikke repræsenterte sektens daværende praksis. Dukoborerne hadde nemlig i Kaukasus begyndt at lægge sig efter personlig eiendom og gjøre krigstjeneste. De levde faktisk ikke længer som kristelige anarkister, men hadde i nogen grad tillempet sig efter sit nye milieu.

Et endnu større uheld for Tolstoi var det imidlertid, at netop ved denne tid var der opstaat en skjæbnesvanger spaltning inden sekten, da blot en tredjedel av de 20 000 anerkjendte Verigin for at være den rette inkarnation af guddommen. Han var nemlig ikke lovlig indsat av sin forgjænger, — som, merkelig nok, var en kvinde. Den russiske regjering tok parti imot Verigin og forviste ham til det nordlige Rusland, hvorfra han dog vedlikeholdt forbindelse med sine trofaste tilhængere, som gjennem hemmelige sendebud søkte hans guddommelige retledning og raad.

Nu vilde skjæbnens underfundige spil, at Verigin i sin landflygtighet kom under indflydelse av Leo Tolstois skrifter, og følgelig begyndte at foreskrive de mot ham trofaste Dukoborer en fornyelse av den kristelige anarkisme, i Tolstois aand. Men efterlevelsen av disse forskrifter førte til ny forfølgelse, fra den russiske regjerings side. Da en stor forsamling av Dukoborer i 1896 offentlig og høitidelig brændte sine vaaben, faldt en avdeling kosakker over dem med den frygtelige knut og satte endel av dem ind i straffebataljoner, hvor deres første nye blodvidne blev pint tildøde i august 1896. Over 1 000 andre omkom av sult og fattigdom og forvisning til usunde eller øde steder.

Da var det at Tolstoi grep ind og ved hjælp av sin ven Tscherkóv søkte at indsamle paalidelige oplysninger fra Kaukasus. Men den kundskap, Tolstoi fik, var ensidig indhentet fra Verigins tilhængere, den forfulgte del av sekten.

Dertil kom, at den guddommelige kraft fremdeles var saa virksom i profeten Verigin, at han fandt paa nye og endnu strengere leveregler for sin flok. Dukoborerne burde opgi bruken av alle redskaper, gjort av metal, fordi metal ikke kunde skaffes uten gjennem arbeide i gruberne. Tolstoi søkte i et brev at vise Verigin, at der ikke i og for sig var noget galt i at grave i jorden efter metaller, hvis arbeidet blev gjort frivillig og ikke for livstid. Men Verigin, hvem forvisningen gjorde overspændt, gik endnu videre. Dukoborerne burde sætte sine slaver, nemlig hester og hornkvæg, i frihet og holde op med at skjæmme jorden ved pløining og gravning. Man kunde jo leve i et varmt klima og la naturen sørge for underhold. Som liljerne paa marken. Ogsaa bruk av klær, andre end dem naturen hadde vævet, var igrunden umoralsk.

Disse lærdomme, som Verigin utviklet i breve, blev senere skjæbnesvangre for en mindre del av de til Canada utvandrede Dukoborer, som undertiden fulgte dem bokstavelig, — like til avskaffelsen av jordarbeide og av klær, til den største forargelse for de blyge kanadiere. De nye kolonister, som Tolstoi og Tscherkóv, med broderlig hjælp fra de gode kvækere, hadde overflyttet til Canada, blev til en begyndelse noget av en skuffelse for sine venner[7]. Hvortil kom, at ogsaa den lille Tolstoi-koloni i England, som lededes av den nu landsforviste Tscherkóv, kom i indre opløsning og strid. En av lederne blev sindssyk.

Ikke mindst Tolstois brevveksling med Verigin maa i nogen grad ha virket paa den sværmeriske side av hans natur som en homøopatisk kur. Eller i det mindste som en kold dusj. Det er sandsynlig, at hans brændende begeistring for at fornye det ur-kristelige liv blev en smule avkjølet. Hans ideal var omformet til karikatur. Hans tilbakevenden til naturen var blit til unatur. Ogsaa gjentagne anfald av sygdom og uavladelig arbeide for at hjælpe folk i den nærmeste grænd og i alle verdensdele (gjennem breve), bidrog vel sit til, at Tolstoi blev boende hjemme i hele tretten aar til.

Men hovedaarsaken laa, efter alle tegn at dømme, i hans harmonisk sammensatte natur. Han var en religiøs seer og sværmer. Men han var ogsaa et menneske med dyp rot i den omgivende virkelighet, en mand med alle egte menneskelige instinkter i behold. Hans livs avslutning viser uimotsigelig, at der skulde saare meget til for at han skulde formaa sig selv til for stedse at forlate hustru og barn. Han for sin del kunde ønske at leve alene. Men kunde han la dem være alene? Uten hans omsorg, uten hans uavladelige forsøk paa at hjælpe dem til at finde veien til den sande lykke? Det maa ikke glemmes, at Tolstoi i det mindste hadde opnaad saa meget, at husholdningen paa Jàsnaja Poljàna var meget enkel, hvad mange reisende har bevidnet. Grevinden, som hadde betydelige indtægter, dels av godset og dels av salget av de verker, som var ældre end 1881, brukte ikke disse penger til luksus, men for en ikke liten del til at lindre nøden blandt de omboende bønder. Fattige og daarlig klædte folk, som uten Tolstois indflydelse neppe vilde ha faat adgang til huset, blev stadig indbudt til at spise med familien. Den ene efter den anden av døtrene ofret sig for de fattige syke, foruten at hjælpe Tolstoi med hans vældige brevskrivning og forfatterskap. Den yngste, Alexandra, har git sine eiendele til de fattige og viet sig til deres tjeneste.

Allerede i det store hungersaar, vinteren 1891—1892, hadde Tolstoi hat opofrende hjælp fra de to voksne døtre, Marja og Tatiàna, sine tre ældste sønner, Sergius, Iljà og Leo (et par av dem anstrengte sig, saa de blev syke) og av grevinde Tolstoi selv, som med sjelden dygtighet og raskhet førte brevveksling, forestod indsamling og forsendelser, samtidig med at hun passet huset og sine fire smaa barn i Moskva (hvor familien ofte bodde om vinteren).

Men, efter hvad en fransk ven av Tolstoi, den nævnte P. A. Boulanger, har berettet i sin yderst opsigtsvækkende artikel i „The Times“, undergik grevindens forhold til Tolstoi en betydelig forandring i de sidste par aar. Hun blev, fortæller Boulanger, mere nøieregnende og paapasselig med hensyn til sin formue. Hun blev strengere mot bønderne, og naar en forlægger trykte noget av de verker, hvortil hun eide forlagsretten, tok hun ikke i betænkning at anlægge retssak. Tolstois forsøk paa at faa hende til at avstaa fra dette, irriterte hende, og hun gjorde stundom nar av ham for hans egen inkonsekvense. Hvortil kom, at hun blev mere og mere uvenlig stemt mot Tolstois bedste ven, Tscherkóv, — som forøvrig heller ikke Aylmer Maude har kunnet komme ut av det med. Gjennem formaaende slegtninger og venner fik hun for en del aar siden guvernøren av Tula til at utvise Tscherkóv fra egnen. Og da han senere fik vende tilbake, krævde hun av sin mand, at han ikke skulde tillate Tscherkóv at besøke Jàsnaja Poljàna. Tolstoi gik for fredens skyld ind paa dette. Grevinden forbød ham endog at gaa til Tscherkóv og overhodet tale med ham. Ogsaa dette gik Tolstoi ind paa. Men han besøkte oftere sin gifte datter Tatjàna og var stundom i længere tid borte fra hjemmet. Grevinden, som i næsten tredve aar hadde styret eiendommen, blev, som det synes, mere og mere selvhersker i sit hus. Eller muligens var hendes nerver ikke altid i likevegt. Boulanger paastaar, at hun krævde at faa utlevert sin mands dagbok, hvad han gik med paa, og at Tolstoi om natten stundom hørte hende rumstere i hans arbeidsværelse og gjennemgaa papirer paa hans skrivebord. Naar han hadde været ute paa ridetur, hadde hun mistanke om, at han allikevel hadde besøkt sin „bedste ven“. Hun skal endog ha anskaffet en revolver og truet med at skyte sig (kanske for det tilfælde at Tolstoi gjorde alvor av at reise bort).

Natten til den 9. november, fortæller Boulanger, da Tolstoi var gaat til ro og hadde slukket lyset, kom grevinden ind i hans værelse og begyndte at søke blandt hans papirer. Dette var for meget. Hans puls begyndte at banke voldsomt, og da grevinden var gaat tilbake til sit værelse, og alt var rolig, stod Tolstoi op, samlet sine papirer, vækket sin ven, lægen dr. Makovitski, og efter at ha tat avsked med sin datter Alexandra begav han sig ut i vinternatten paa vei til jernbanestationen, hvorfra han paa tredje klasse reiste først til sin søsters kloster, for at si hende et sidste farvel (paa veien maatte han søke nattely i det berømte Optin kloster, hvor enhver reisende kan taa herberge) og tænkte endog et øieblik paa at slaa sig ned i en hytte i nærheten. Men om morgenen, den 13. november, drog han videre, skjønt han følte sig syk, og besluttet at reise til Rostov-ved-Don, hvor han haapet at faa et pas for at reise til utlandet. Vilde han drage over til Amerika for at hjælpe de kjære Dukoborer? Ingen vil vel mere faa det at vite. Hans forkjølelse utviklet sig hurtig til lungebetændelse, og han maatte stanse paa veien i Astàpovo, hvor han, efter hvad et blad beretter, var nær ved at bli arrestert som løsgjænger av stedets politi, fordi han manglet pas, men hvor han dog efter en ukes sykeleie fik lov til at utaande den 20. november 1910, omgit av sin familie og fem læger, i et litet hus, som holdtes beleiret av russiske og fremmede journalister. Ogsaa den allersidste reise foretok han uten pas, fra den hellige synode, som holdt gjentagne møter, men ikke kunde overvinde sig til at tilbakekalde utstøtelsen av den ortodokse kirke. Abbeden av Optin, som kom for at omvende ham, fik av familie og læger ikke lov til at komme ind.

Næsten hver dag undtagen de tre allersidste dage skrev Tolstoi i sin dagbok eller dikterte til sin kjære datter Alexandra, som hadde reist efter ham, straks hun fik vite, hvor han var. I den korte tid han besøkte sin søster, skrev han paa en avhandling mot socialismen! Efter en anden beretning skrev han i Optin-klostret et sidste skrift mot dødsstraffen. Paa sykesengen skrev han desuten en kort beretning om sin flugt. De sidste ord, han fik indført i dagboken, er disse: „Jeg ser, at vor plan har strandet.“ Og de sidste ord, som han ytret, klokken 2 om eftermiddagen, den 19., til sin datter og lægerne, som var tilkaldt fra Moskva, blev sagt med klar og høi stemme, idet den syke reiste sig op i sengen: „Dette er enden . . . Men husk, det er mange lidende i verden som Leo Tolstoi, hvorfor er I da alle her hos mig?“ Da datteren Alexandra kom til ham, hadde han spurt bekymret: „Hvem har du latt tilbake hos din mor? Er dine brødre hos hende?“ — „Ja,“ svarte datteren, „Andreas og Michael er der.“ — Hvem andre er hos hende,“ spurte Tolstoi. „Lægen og en sykepleierske.“ — „Er hun tilfreds med dem? Er hun glad i dem?“ spurte han videre. „Har hun beskjæftigelse? Kan hun spise noget?“ Datteren, som efter samraad med lægerne trodde at maatte skjule, at hendes mor var i Astàpove, nogen skridt borte, beroliget ham ved at si, at hun nu hadde begyndt at spise litt, og at hun haapet, han snart vilde sende bud etter hende, naar kun var sterk nok til at reise. For hvert spørsmaal, han gjorde, utstøtte den syke et dypt suk. Men da hans datter bad ham ikke spørre mere om hendes mor, fordi det vilde bringe ham i for sterk sindsbevægelse, gjorde han en utaalmodig bevægelse og sa: „Dette er for mig mere end noget andet i verden.“ Og en dag senere sa han: „Meget falder nu paa Sonja, det var ikke vel overlagt, hvad vi gjorde.“ En av hans sidste tanker var altsaa den, at han ved at reise bort saa pludselig ikke hadde tænkt paa, at man ute i den vide verden vilde kunne faa en daarlig mening om hans Sonja.

Tolstois hustru, som morgenen etter hans avreise hadde villet dø, har selv i et brev til pressen meddelt ovenstaaende samtale mellem Tolstoi og hans datter, og hun tilføier, at det er en opdigtelse, at hun hadde hat nogensomhelst strid med den avdøde om Nobelprisen. Hun hadde snarest sympatisert med ham i hans uvillighet til i tilfælde at ta imot en saadan utmerkelse. Grevinden beklager sig over, at man lot den syke staa i den tro, at hun laa syk hjemme, og at lægerne ikke vilde la hende faa tale med sin man før den allersidste morgen. Ifølge Boulanger var saken den, at lungerne ikke var særdeles sterkt angrepne, og man endnu like til det sidste, paa grund av hans kjæmpekræfter, hadde haab om muligens at redde hans liv. Det gjaldt da at undgaa enhver sterk sindsbevægelse. Den 20. november, klokken 4 morgen, da den sykes puls nesten ikke slog længere, fik Sonja Andréjevna komme ind til ham, — hun brukte al sin kraft for at betvinge sin feberagtige uro, faldt paa knæ og kysset hans haand. Han sukket dypt, — og to timer efter var han død.

Det sidste avsnit av Leo Tolstois og hans hustrus samliv blev en tragedie. Han hadde skrevet, i 1881, paa det sted i sin dagbok, hvor han advarer sig selv mot tre slags fristelser: „Ens familie er ens eget kjød og blod. At forlate sin familie, det er den anden fristelse, det er som at dræpe sig selv.“ Men han tilføier: „Gi ikke efter for den tredje fristelse. Tjen ikke familien, men den eneste Gud.“ Saa hadde han talt med sig selv i ensomme stunder, allerede straks efter sit religiøse omslag. Hvis P. A. Boulanger er fuldstændig rigtig underrettet, da har alene en art voldshandling mot hans papirer, eller kanske endnu rettere, frygten for at han ved at bli længere hjemme skulde miste det i mange aar tilkjæmpede herredømme over sit eget lidenskapelige sind, kunnet bevæge ham til at gjøre alvor av at reise bort. Ogsaa Boulanger bevidner, at han kort før sin død sa til sin datter: „Det var ikke vel overveiet.“

Der maa, især i det allersidste avsnit av Tolstois liv, ha staat en lignende kamp i Leo Tolstois natur, som den, Bjørnson har skildret like fra sit første drama, „Mellem slagene“, eller fra „Arne“ til „Geografi og kjærlighet“ og hans allersidste komedie (i en næsten grotesk form), — hvorledes en mand av ærgjerrig og urolig natur længes ut i verden, til store og frie forhold og prøver at ryste av sig familielivets sneglehus, men allikevel til syvende og sidst ikke kan rive sig løs, fordi han fastholdes av usynlige baand, som er fæstet til selve grundlaget i hans natur. Saadan har Bjørnson, i fri omdigtning, skildret et grundtræk i sin egen natur. Saaledes handlet Leo Tolstoi i en lang række av aar. Omslutningsevnen, kanhænde den høieste menneskelige evne, var i ham saa sterk, at den i en hel menneskealder holdt en anden mægtig livstrang i likevegt. Hvad der for de fleste saa ut som inkonsekvense eller svakhet, delvis endog for Tolstoi selv, det var i virkeligheten et merkværdig samspil av hinanden krydsende kræfter, et utslag av en stadig styrkeprøve i hans fint sammensatte natur. Var det ikke netop ut fra denne rikt sammensatte menneskelighet, at han hadde kunnet tegne en hel verden av skikkelser og skæbner, — leve paa en gang de mest forskjellige menneskers liv? Var det ikke ut fra den samme mangfoldighet, at han hadde kunnet gjennemleve saa sterkt de mange forskjellige livsstadier, som grublende student, forvoven spiller og jæger, eventyrlysten soldat, sværmer for naturtilstanden, driftig godseier og familie-patriark, verdenserobrende digter, folkelærer og profet?

Han var ofte inkonsekvent. Men han var altid menneskelig. Han skrumpet aldrig ind til en læresætning eller en formel. Boulanger hævder, at under al uenighet med sin hustru behandlet han hende kjærlig. Han kunde paa en lun maate ironisere over sin vanskelige stilling mellem sin hustru og sin ven: „Gud har git mig to aarsaker til lykke, en ven som Tscherkóv, der, selv uavhængig stillet, vier sit liv til at sprede mine skrifter, og en hustru, som tvinger mig til uophørlig at kjæmpe med mig selv.“

Det var forøvrig ikke rene smaating, striden dreiet sig om, hverken i litterært værd eller i pengeværdi. Foruten en mængde notiser og utkast og en omfattende dagbok, en roman fra Kaukasien („Chadja Mura“), en klosterfortælling („Fader Sergi“), et par mindre fortællinger, to skuespil („Den lærde“ og „Det levende lik“), foruten nogen énaktere, og endelig en stor fortælling, „Tichon og Malanja“, som skriver sig fra tiden mellem „Krig og fred“ og “Anna Karénjina“, altsaa fra digterens høisommertid.

Tolstoi vilde ikke, at hans familie skulde slaa mynt av disse verker, men at de skulde tilhøre menneskeheten, hvad grevinden synes at ha fundet upraktisk. Striden syntes ved hans død i nogen grad at skulle fortsættes som en strid mellem mor og datter, da Leo Tolstoi i sit testamente, av 22. juli 1910, har indsat sin yngste datter Alexandra (eller i tilfælde av hendes død, hendes søster Tatjàna) til enearving av alle sine verker, trykte og utrykte, forat hun kan sørge for, at utbyttet av første oplag anvendes til at avkjøpe grevinden det gamle familiegods (paa 1500 maal jord, værdsat til 900 000 kroner) til fordeling mellem bønderne. Efter salget av første oplag skulde da forlagsretten frigives. Hans tanker skal gaa toldfri til menneskeheten.

X.

Naar man sammenligner et godt fotografi av Leo Tolstoi med et godt fotografi av Sofia Andréjevna, forstaar man, at netop disse to menneskers kjærlighet kunde bli til strid. Hun, den praktiske, jevnt begavede, ikke overspændte, blev mere og mere fast overbevist om, at hun hadde ret, og at hans ideal var umulig. Hun vilde ha ham til at handle fornuftig, utgi sine skrifter som andre forstandige mennesker. Netop fordi hun holdt inderlig av ham, vilde hun ha ham til at være lik hende selv! Han var blit en del av hende selv, derfor vilde hun ha harmoni mellem sig og ham, mellem de to dele av hende selv.

Jo ældre og jo mere sagtmodig han blev, og jo mere hun blev vant til at styre og herske, desto mere trængte hun ind paa ham for at faa ham til at handle fornuftig. Hun skal endog ha ertet ham med hans inkonsekvenser. Ogsaa hun!

Leo Tolstoi paa sin side har utvilsomt længe haabet at vinde hende over til sit syn. Ogsaa hans kjærlighet krævde harmoni. Men han var en stor psykologisk digter, som fra sin ungdom var opøvet i at sætte sig paa andre menneskers plads og la hver enkelt faa beholde sin individualitet. Her kom kunsten (den kunst, han næsten hadde lært sig til at foragte) ham til uventet hjælp. Han var et geni, som hadde rum for mange individualiteter indeni sin egen. Og, som vi har set av det brev, han skrev til avsked allerede tretten aar før sin død, — han gik med paa, at hun var den, hun var, og at hun aldrig kunde bli som han.

Han var et geni, og hun var et meget fornuftig menneske. Hun hadde aldrig som barn stillet sig op i vinduet og overgit sig til luften i den sikre tro, at hun skulde kunne flyve, naar hun blot vilde det av al sin kraft. Det hadde Leo Tolstoi gjort som 7 eller 8 aars gammel gut. Han var ganske vist faldt pladask til jorden og hadde slaat sig i svime, men efter 18 timers søvn var han vaaknet op igjen frisk som en fisk! Slik galskap hadde Sofia Andréjevna aldrig kunnet finde paa. Hun hadde aldrig forsøkt det umulige. Forskjellen var den, at Leo Tolstoi, geniet, hadde en heroisk eller stundom en titanisk livstrang. Han vilde ha himmel her paa jorden. Han vilde virkeliggjøre Gudsriket, det som østerlandske skrifter hadde talt om, her og nu. I vore dages Rusland. Han hadde, som geni, en grænseløs ærgjerrighet, ikke netop for sig selv, men for menneskeheten, for verdensaanden. Gud, den universelle godhets aand, maatte kunne gjøre godhetsriket til virkelighet her paa jorden. Ellers var der ingen Gud, ingen Godhets-aand til i verden!

Geniet er mennesket med de store fordringer til livets utvidelse. Det vil flytte menneskemagtens og den menneskelige lykkes grænser, — hvad der ikke altid lykkes, ialfald ikke før efter mange tragiske forsøk. Geniet har bygget mangt et Babelstaarn, som er ramlet i grus; det har taarnet Ossa ovenpaa Pelion for at stige op til Olympen. Men Geniet har ogsaa planlagt de himmelstræbende taarne, som staar. Det har gjort utallige chimæriske flyveforsøk, som førte til fald. Men ogsaa forberedt de flyveforsøk, som nu lykkes.

Geniet har hævet dyret op til at bli menneske, og mennesket til undertiden at føle sig som en gud paa jorden.

Leo Tolstoi hørte til de mennesker, som er født med eventyrlige fordringer til livet. Menneskelivet hadde for ham ingen mening, hvis denne verden ikke er guddommelig, — hvis mennesket ikke kan være med paa at leve guddommelig. Han hørte til grænse-utvidernes æt. Og som den, der rummet mange mennesker i ett menneske, kunde han (efter mange kampe med sig selv) helt ut forstaa og tolerere sin hustru. Men hun, Sofia Andréjevna, den kloke og praktiske, en opofrende mor og en omsorgsfuld hustru som faa, hun kunde elske og omhegne, men ikke heltut forstaa og tolerere Leo Tolstoi.

Men om al verdens pressemænd og kritikere ynker og beklager Sofia Andréjevnas skjæbne, vil hun kunne reise sig i stolthet og tilrope dem alle, med Klara Sang i Bjørnsons „Over Ævne“: „I beklager mig da vel ikke, mig som har gjort reisen sammen med jordens bedste mand!“

***

Tolstois lik blev ført til Jàsnaja Poljàna og to dage efter hans død begravet paa et sted, som han selv hadde utset. Jernbaneministeren hadde, ifølge „The Times“, forbudt ekstratog fra Moskva, men tusener strømmet til fra alle kanter, og da kisten mellem skarer av knælende bønder, som sang horalen „Evig erindring“, bares til graven under de ni eketrær, skal liktoget tilslut ha været et par kilometer langt. Deputationer, sangkor og kransebærere gik foran til graven, som alle godsets hundreder av bønder hadde bedt om at faa lov til at grave. Enhver gjorde sit spadestik. Ingen tale blev holdt, men en mand blandt mængden ropte: „Vor store Leo er død. Hans aand leve! Maatte kristendommens og kjærlighetens bud fuldbyrdes!“ Myndigheterne forbød læsning av sjælemesser (som dog delvis blev læst) og enhver anden høitideligholdelse av dagen, ogsaa teatrenes lukning. Men studenterne tok sig fri, og i Moskva meldte en stor skuespiller ved det toneangivende kunstteater sig syk, og sygdommen forplantet sig lynsnart til de øvrige teatre, saa ogsaa disse kunde lukke. Sygdommen gik efter begravelsen likesaa hurtig over.

Til graven valfarter stadig bønder og studenter fra alle egne av Rusland, for at hædre „kjærlighetens apostel“, og utvalgte steder i hans skrifter læses høit for mængden av en ordfører. Der skal opføres et herberge ved graven, for at reisende kan faa nattely.

Gravstedet er, hvis jeg ikke tar meget feil, netop det sted, som Tolstoi selv symboliserte hans livs store drøm, like fra hans tidligste barndom, drømmen om „den grønne stav“. Fornuftige folk kunde med en viss ret si, at Leo Tolstoi til sin sidste stund forblev like naiv, som da han fem aar gammel lot sig indbilde av sin begavede og høit elskede ældre bror Nikolas, at der gaves et hemmelig middel (som Nikolas kjendte), hvorved alle mennesker skulde bli lykkelige. Der skulde ikke mere være sygdom, heller ikke sorg; ingen skulde bli vred paa nogen anden, alle skulde elske hverandre og bli „myre-brødre“, som bror Nikolenka kaldte det. Leo Tolstoi kunde aldrig glemme, hvorledes han og hans brødre, efter at ha faat nys om denne hemmelighet, fandt paa en ny, storartet lek, myre-brødre-leken, som bestod deri, at de sat sammen under to lænestoler, dækket bak et forhæng av lommetørklær, og i dette lille mørke rum, som antagelig skulde forestille en myretue, klynget sig rigtig tæt og godt sammen, som myrebrødre. Ganske visst fik de aldrig se den grønne stav, hvorpaa Nikolas hadde indridset navnet paa det hemmelige middel, hvorved alle mennesker skulde ophøre at lide, ophøre at stride. Men de visste, hvor staven var gjemt, den var gravet ned ved randen av en viss hulvei, hvor Leo Tolstoi senere (som han fortæller i sine erindringer) har ønsket at hans legeme skulde begraves — „siden det allikevel maa jordes etsteds“ — til erindring om Nikólenka, som døde fra ham saa tidlig.

Der vilde han ligge og drømme videre om den tid, da alle mennesker skal bli brødre. Navnet „myrebrødre“, mener Tolstoi, hadde broren fundet paa ved at høre tale om de Mähriske brødre, hvem han blandet sammen med de samarbeidende, hjælpsomme myrer (en maur heter paa russisk muravéj). Tolstoi fortsatte gjennem hele sit liv, med avbrytelser, at søke efter den grønne stav, hvis indhold han tilslut trodde at finde, ialfald for en del, i gamle hellige skrifter og i selve livserfaringens billedskrift. „Jeg tror endnu,“ sier Tolstoi i sine erindringer, „at en saadan sandhet virkelig findes, og at den vil bli aapenbaret for menneskene og vil gi dem alt, hvad den lover.“

Leo Tolstoi er den nyeste tids største „utopist“. Hans forjættede land er, hvad nøgterne og forstandige folk kalder Utopia, „Intetsteds-landet“. Men mon ikke han, likesom tidligere tiders religiøs-kunstneriske genier, igjennem aarhundreder efter sin død vil hjælpe menneskene til at indvinde en ny strimmel virkelighets-land fra Utopia? — gjøre en del av menneskeheten, om ikke just guddommelig, saa ialfald mere menneskelig? Nogen virkning maa det dog efterlate, at hans aand for alle tider vil leve her paa jorden, — at billeder fra hans fortællinger og fra hans eget livs roman vil høre med til barne- og ungdomsalderens sterkeste, mest uutslettelige indtryk i et rike paa 150 millioner[8]; — at han vil aande kraft av sin aand ind i menneskebarn paa hele den beboede jord.

  1. ↑ Om hans fortrolige forhold til hestene faar man et indtryk gjennem Aylmer Maude’s beretning fra et af Turgenjevs besøk paa Jásnaja Poljána. De to digtere gik en tur paa eiendommen, og da Tolstoi fik se en gammel utslitt arbeidshest, som gik og græsset, begyndte han at kjæle for den og snakke med den som man snakker med et litet barn. Han gav dens tanker og følelser ord paa en saa slaaende maate, at Turgenjev tilsidst raabte: „Leo Nikolajevitsch, De har ganske sikkert engang selv været en hest!“
  2. ↑ Kapitlet: „En av verdenshistoriens gaader“.
  3. ↑ Denne form av næstehjælp har, ialfald i middelalderen, været vel kjendt ogsaa i Vesterlandene. Chaucer sier (i prologen til Canterbury Tales) om plogmanden, at han „tærsket og grøftet og gravet, for Kristi skyld, for enhver fattig stakkar uten løn, hvis det stod i hans magt.“
  4. ↑ Brev til Feinermann, november 1894. Aylmer Maude, Life of Tolstoi, II, 498.
  5. ↑ P. A. Boulanger, Times, 3. januar 1911.
  6. ↑ Optrykt ovenfor side 15.
  7. ↑ Tcherkóv hævder dog (i den nye, 11te utgave av The Encyclopædia Britannica, at det overveiende flertal av Dukoborerne har klart sig godt, og at de i 1908 talte 8 000 mennesker (i Canada).

    Hermed kan sammenlignes en meddelse av M. Lewin i „Verdens Gang“, 21. okt. 1910.
  8. ↑ Før verdenskrigens utbrud blev det russiske rikes ansat til 170 eller 180 millioner. Den russiske publitist V. Bourtzef mener at den russiske revolution under bolchevikerne har kostet Rusland 25 til 30 millioner menneskeliv.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Leo_Tolstoi,_Ruslands_digter-profet/En_levnets-skisse&oldid=215112»