Wikikilden

Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet/Leo Tolstois kultur- og samfundsproblem

< Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet

Leo Tolstois kultur- og samfunds-problem.

I.

Den udmerkede engelske Tolstoi-biograf Aylmer Maude fortæller, at Tolstoi har uttalt, at han er enig med den engelske digter Edward Carpenter i den tanke: likesom „civilisationens fremskridt“ altid før (i Ægypten, Grækenland, Rom) har ledet til forfald og opløsning, saaledes er der ingen tilstrækkelig grund til at formode, at vort nuværende „fremskridt“ i Europa og Amerika vil lede til noget bedre resultat.[1]

Intet viser klarere, at Tolstois problem er Rousseau’s problem i ny form. Der var utvilsomt et element av sandhet i Rousseaus angrep paa den menneskelige kultur. Kulturprocessen har atter og atter i den bedst kjendte historiske tid virket svækkende. Den græsk-romerske kultur-verdens forhold er det klassiske eksempel. Atter og atter har det merkelige fænomen gjentat sig, at en høitkultivert folkestamme er blit undertvunget eller fortrængt av et forholdsvis barbarisk folk.

Men paa den anden side har kulturfolk ogsaa ofte underlagt sig barbariske stammer; saaledes har Europæerne gjort det i den nyere og nyeste tid. Selve kulturfremgangen kan ikke i sig selv være degenerativ eller nødvendigvis være forbundet med nedgang og forfald. Ti alle mennesker, selv de laveststaaende, er jo strengt tat kultur-folk. Og menneskeheten vilde forlængst ha været en utdød dyreart, hvis det, som vi kalder kultur, nødvendigvis medførte svækkelse.

Kultur-processen kan ikke i sig selv være en sygdom, likesaa litt som livs-processen. Sygdommen maa ligge i bestemt art av kultur, muligens en skjævhet i veksten.

Rousseau’s feiltagelse (navnlig i hans berømte skrift om oprindelsen til ulikheten) ligger deri, at han gav hele kulturprocessen skyld for en svækkelse, som alene kan bero paa visse bestemte former av kultur.

Leo Tolstoi fortsætter forsaavidt Rousseaus feiltagelse, som han vil vende tilbake til natural-husholdning og en eller anden form av landsby-samfund. Han stiller kultursygdommens diagnose i den grad summarisk omfattende, at hele statsdannelsen, med retsvæsen og ordensvern, gjennemført arbeidsdeling og handel, efter hans mening hører med til de syke bestanddele, som maa fjernes.

Rousseau gik i sit skrift om aarsakerne til ulikheten endnu langt videre og mente, at enhver arbeidsdeling og dermed følgende samfunds-dannelse var en naturstridig fjernelse fra det sunde og sterke dyreliv.

For at forstaa den nyere tids store kultur-angripere, som Rousseau i Frankrike, Carlyle og Ruskin i England og Tolstoi i Rusland, maa vi erindre, at deres virksomhet gaar forut for grundlæggelsen av en virkelig videnskap om den menneskelige kultur. De er kultur- eller samfunds-læger, som endnu ikke har en fuldt utviklet samfundsvidenskap til sin raadighet, og hvis diagnose av kultursygdommene derfor i visse stykker er urigtig. Rousseau var til en begyndelse tilbøielig til at ville operere væk saa meget som mulig av det, vi forstaar ved menneskelig kultur, iberegnet familieliv og andet samfundsliv, tillikemed videnskap og kunst, og al reflekteret tænkning. L’homme qui réfléchit est un animal dépravé. Tolstoi er mindre vidtgaaende, men vil dog, ogsaa han, operere væk vitale kultur-organer. Selv Ruskin gik saa vidt, at han ønsket enhver bruk av dampmaskinerne avskaffet,[2] midt i dampkraftens store seierstid, mens mindre radikale samfundsreformatorer som fyrst Krapotkin mener, at skyggesiderne ved maskin-ardeidernes livs-vilkaar vil kunne fjernes ved vekselbruk mellem markarbeide og fabrikarbeide,[3] og ved hævning av arbeidernes kaar.

Likesom lægerne i gamle dage, før medicinen blev en høit utviklet videnskap, var tilbøielige til at bruke altfor radikale kure, som gjorde, at patienten døde samtidig med at „feberen ham forlot“, saaledes har epokegjørende, men halv-videnskabelige, samfunds-læger fra Rousseau til Leo Tolstoi været tilbøielige til sammen med kultur-sygdommene at fjerne uundværlige organer for al høiere kultur.

Men paa et væsentlig punkt vil den nu opvoksende kulturvidenskap efter al sandsynlighet gi Tolstoi ret: kultursygdommens væsen ligger især i mangel paa gjensidig velvilje og gjensidig hjælp. Forsaavidt er hans diagnose av kultursygdommens væsen paa det rette spor. Kun at veien til mutualismens eller næstekjærlighetens arbeider-samfund ikke gaar gjennem ophævelse av retsvæsen og stat, men gjennem dannelsen av et mere omfattende retsvæsen og en mere omfattende form av stat, kulturfolkenes statsforbund eller forbunds-stat. Og veien gaar fremdeles, ikke gjennem ophævelse av arbeids-deling og handel, men gjennem ophævelse av det element av rovkamp, som følger med den gamle form av handel.

Kulturvidenskapen vil efter al sandsynlighet gi mænd som Carlyle, Ruskin og Tolstoi en ærefuld plads som kulturfornyelsens eller kultur-hygienes pionerer. De har hat ret i at betegne den nuværende kulturtype som beheftet med en sygdom, der før eller senere, hvis den ikke helbredes, maa bringe den samme vanskjæbne over nutidens kulturfolk, som den der rammet Grækerne og Romerne og deres orientalske forgjængere.

Leo Tolstoi har (som Carlyle og Ruskin) set feil paa mange punkter, fordi han likesaa litt som sine forgjængere hadde en utviklet kultur-videnskap til sin hjælp. Men „kultur-fienden“ Tolstoi vil dog efter al sandsynlighet i hovedsaken komme til at staa som en av menneskehetens velgjørere, forsaavidt som han med en vældig stemningsmagt har pekt paa kulturens grund-sygdom og bidraget mægtig til at vække til dyp eftertanke over kultur-sygdommens problem og derved bane vei for dets videnskabelige løsning.

Mænd som Rousseau, Carlyle, Ruskin og Leo Tolstoi har stillet et problem, som alene kan løses av en strengt metodisk videnskap om den menneskelige kulturs fremgang og tilbakegang, om dens blomstring og avblomstring. Disse mænds uvisnelige ære er den, at de med en storartet intellektuel og kunstnerisk energi har reist et spørsmaal, av hvis besvarelse hele den europæiske folke-families fremtid avhænger.

Disse mænds forsøk paa en besvarelse av problemet maa ansees som blot foreløbig og paa mange punkter uvidenskabelig. Men selve reisningen av problemet og det energiske forsøk paa at besvare det er en kultur-bedrift av saa høi rang, at den i visse stykker hæver disse mænd op over alt folket. Hvor mange og hvor store feil Tolstoi end kan ha begaat, — det nye Rusland, som allermest i hans levetid erobret sig en ærefuld plads blandt Europas kultur-folk, vil for alle tider kunne regne ham blandt sine største sønner. Og alle kultur-folk vil kunne hædre den store digter, næst efter Thomas Carlyle, som det nittende aarhundredes merkeligste vækkelses-prædikant. Hans kur-behandling er for radikal, hans syn paa nutids-kulturen altfor mørk; men det alvor, hvormed han har pekt paa kultur-sygdommens fare, er av uvurderlig værd; og i det væsentlige har han sandsynligvis ret i sit syn paa den pil-retning, hvori vi maa stævne: mot virkeliggjørelsen av gjensidighetens princip.

Tolstois feiltagelse bestaar især deri, at han ikke har set, at statsdannelse med retsvæsen og handel kan omdannes efter dette princip.

Med Leo Tolstoi avsluttes rækken av den nyere tids store kultur-profeter. Efter dem kommer den anvendte kultur-videnskaps tidsalder. Digterne og seerne har hat ordet. Ved at vække os til eftertanke, ved at orientere os i den rigtige retning, har de gjort sin gjerning. Herefter kommer turen til videnskapen, — den videnskap, paa hvis fremgang kulturfolkenes skjæbne vil bero.

Den historiske erfaring lærer os, at det ene store kulturfolk efter det andet har blomstret og avblomstret. Men avblomstringen kan ikke bero paa selve kultur-fremgangen. Denne har tvertimot hævet menneskene op over dyrene og git dem en voksende magt over naturen.

Avblomstringen maa hænge sammen med en bestemt kultur-type, eller visse bestemte faktorer i de historisk kjendte kulturfolks liv. Den statsekonomiske lære om en „tendens til avtagende utbytte“ maa utvides til en mere generel kulturhistorisk lov: Voksende rovdrift (overfor muldjorden, med dens næringsplanter, de nyttige dyr og især overfor menneskene) medfører avtagende produktionsevne og dermed i længden tilbakegang i livskraft og kultur.

Paa lignende maate maa den statsøkonomiske lære om en „tendens til tiltagende utbytte“ utvides til en generel kulturhistorisk lov: Voksende mutualisme eller gjensidig hjælp (mellem individer og samfund, og mellem kulturmennesket paa den ene side og dets hjælpende planter og dyr paa den anden side) medfører voksende produktionsevne og dermed voksende livs-energi og kultur.

Hvis disse to hinanden motsvarende (eller „korrelative“) kulturhistoriske love viser sig at kunne gjennemgaa den videnskabelige kritiks ildprøve, vil det sees, at den nyeste tids to største digterpersonligheter, Bjørnson og Tolstoi, ut fra et dypt og rigtig livs-instinkt har kjæmpet for verdensfreden og det menneskelige brorskaps sak i en tid, da en endnu ufærdig og famlende biologi eller livs-videnskap var inde paa en misvisende overvurdering av krigen som en fremskridts-faktor, og da populær-filosofer og skjønliterære forfattere og endog ledende statsmænd, som Bismarck og Moltke og mangfoldige andre, mente at krigen mellem mennesker nu og til alle tider er begrundet i en naturlov.

Ingen benegter, at livet ogsaa for de høieste kulturmennesker medfører kamp. Men det synes at være en lov, som Darwin var inde paa i det store verk om „Menneskets avstamning“, men som er nærmere belyst av forskere som Jean de Lanessan, Bagehot, Krapotkin[4] og andre, at forbund eller samfund, og sociale dyder eller forbundsdyder gir gunstige vilkaar i kampen for voksende liv. Fremdeles maa det siges at være en lov, at stigende livs-utvikling kræver voksende forbundsevne. De lavest staaende jæger- og samler-folk kan i visse strøk av jorden til nød klare sig med familie-forbund, som blot av og til utvides til stamme-forbund[5]. Paa et høiere trin i utvikling er det en livsbetingelse, at familiens forbund utvides til stammeforbund. Paa et endnu høiere trin maa stammer slutte sig sammen til en stat. Og nutidens maskin-industri og verdenshandel gjør det mere og mere til en livsbetingelse for de høiest utviklede kulturfolk at utvide den nationale stat til en overstat av the United States of Humanity, eller snarere til et Folkenes forbund.

Den nyere tids anvendte naturvidenskap, som har skapt maskin-industrien og de nye transportmidler, tvinger os, under en aarlig løpende mulkt paa milliarder av kroner, til at fortsætte statsdannelsens proces.

Denne lov er, som nævnt, freds-sakens urokkelige grundlag. La kampen for tilværelsen vedbli at være en av livets love. Men menneskene maa staa sammen i kampen! La denne føres mot fælles fiender!

Hvis hoved-aarsaken til menneskelig fremskridt var det „naturlige utvalg“ i krig mellem mennesker, maatte vi vente at finde, at Peloponneserkrigen i det gamle Grækenland, eller den vældige styrkeprøve mellem de græske stammer, var indledningen til et storartet kultur-opsving, gjennem en naturens utvælgelse av de mest levedygtige stammer paa de svakeres bekostning. Men den historiske erfaring lærer os, at Peloponneserkrigen og andre krige mellem Hellenerne indbyrdes var en indledning til alle græske stammers nedgang og forfald.

Hvad Romerne angaar, kan der neppe være tvil om, at navnlig den senere keisertids raske nedgang hænger nøie sammen med militær-regimentet og de stadige indre krige mellem de forskjellige legioners kandidater til keisertronen. Allerede i den romerske republiks sidste dage var det, som om den romerske krigs-aand slog ind, i form av borgerkrige. Det var erobrings-krigens ubønhørlige nemesis.

Og netop en lignende nemesis var det, som rammet det gamle Norge, som for ikke liten del hadde vokset sig stort gjennem rovkrig. De ydre krige slog ind og blev til borgerkrige, paa en tid, da adgangen til lønsomme vikingetog og erobrigstog for en væsentlig del var stængt. Av alle de aarsaker, som har medvirket til det gamle Norges svækkelse og nedgang, maa vel borgerkrigene regnes for en av de vigtigste, — selv om dette ikke var den dypeste aarsak. Borgerkrigene hindret Norge i at faa en selvstændig og kraftig byborgerstand, lik den som i andre europæiske lande bidrog væsentlig til at hæve alle næringsveie, ogsaa landbruket, og til at muliggjøre „renessancen“.

Den store „hundredaarskrig“ mellem England og Frankrike medførte ikke nogen væsentlig fremgang gjennem et naturlig utvalg av den sterkere part. Begge parter gik svækkede ut av kampen. Og hvad Napoleons-krigene angaar (disse krige, som efter professor Seeley danner avslutningen av den anden store hundredaarskrig mellem England og Frankrike), er det sandsynlig, at de i det store og hele har forsinket de europæiske folks fremgang, og det i høi grad. Man har beregnet, at Frankrike i revolutions- og Napoleons-krigene tapte ikke mindre end 2½ million mennesker, av sin allerkraftigste befolkning. Og mange forskere mener, at den franske nation gik ikke blot kvantitativt, men ogsaa kvalitativt tilbake gjennem Napoleons-krigene.[6]

Endnu langt sørgeligere blir utvilsomt følgerne av den av Centralmagterne begyndte verdenskrig, som efter en amerikansk beregning (naar de massakrerte armeniere, grækere, tyrkere, jøder m. fl. medregnes) anslaat til at ha kostet 16 millioner mennesker (militære og civile) livet og gjort 6 millioner til invalider.[7] Endnu større er antallet av ofre for den hungersnød og de farsotter og borgerkrige som har fulgt i verdenskrigens spor. En stans i veksten, delvis endog en nedgang for Europas kultur synes uundgaaelig.

II.

Flere kulturforskere som Friederich von Hellwald, A. Blaschko og andre mener, at et kulturfolks avblomstring følger naturnødvendig efter dets blomstring. Kulturfolkene vokser og blomstrer for senere at ældes eller endog dø. Men denne opfatning er alene bygget paa en analogi med det enkelte individ, og en saadan analogi-betragtning kan ikke i sig selv tillægges nogensomhelst videnskabelig beviskraft. Man kunde likesaavel tænke sig, at ikke blot det enkelte folk, men hele menneskeslegten har sin ungdom, sin voksne mandsalder og sin alderdom og død. Men imot denne opfatning, som engang har været historisk filosofi (den blev fremsat allerede av Romeren Varro) taler især den kjendsgjerning, at menneskeslegten har eksistert gjennem overmaade lange tidsrum, sandsynligvis meget over 100 000 aar.

Ganske visst kunde man tænke sig, at likesom et folks livslængde er meget stor i forhold til det enkelte menneskes, saaledes er menneskeslegtens livslængde stor i forhold til det enkelte folks.

Imidlertid maatte man, hvis denne betragtning var rigtig, utstrække analogien ogsaa til at gjælde alle de paa jorden levende organismers familie (eller flerhet av familier). Det antages nu av fremragende forskere, at de levende væseners stammer har eksistert her paa jorden i ubrutt slegtfølge i flere hundrede eller endog tusen millioner aar. Slike tal, som ved første øiekast kunde synes at være uten praktisk betydning, er i virkeligheten av overordentlig værd for nutidens menneskehet, som begynder at tvile paa sin livskraft. Menneskeslegten er jo, ifølge evolutions-teorien, i virkeligheten en slegt, hvis forfædre har bestaat livsprøven gjennem opadstigende livs-trin i umaadelige tidsrum. Gjennem millioner, om ikke milliarder av aar, har ialfald en enkelt eller nogle faa organiske stammer kunnet fortsætte med at gaa fremad i organisation, om end neppe uten forbigaaende tilbakegang. Det er uvidenskabelig at isolere det enkelte folkeslag og tale om dets begrænsede livsløp. Det enkelte folkeslag maa ha bestaat, i kimplasma-form, like saa længe som menneskeheten, ja saa længe som nogle av jordens urgamle beboere.

Den gamle teori om, at folkene nødvendigvis ældes og dør, likesom individerne, maa ansees for ganske forældet, efter vort nuværende kjendskap til forholdet mellem individ og slegt. Ifølge Galton’s av Weismann viderebyggede teori er ikke en organisme i sin helhet nødvendigvis dødelig, ialfald ikke under de nuværende kosmiske vilkaar. Alene de „somatiske" celler er nødvendigvis forgjængelige, mens „arvestoffet“, kimplasmaet, kan vedbli at leve videre i ubegrænset tid.

Naar vi sammenstiller disse to overordentlig vigtige resultater av den nyere livs-forskning, nemlig at en del av enkelt-organismen under gunstige omstændigheter kan leve videre fra slegtled til slegtled, og at menneske-slegten maa tænkes at stamme fra jord-beboere, som har levet i ubrutt slegtfølge gjennem millioner av aar, da maa vi nødvendigvis slutte, at der ikke under de nuværende kosmiske vilkaar er nogen nødvendighet for, at enten en slegt eller nation eller folkegruppe skal ældes og utdø. Kimplasmaerne har en ubegrænset levetid, nu som før. Der er ingensomhelst grund til paa forhaand at anse den hvite folkefamilie, eller nogen enkelt nation av denne familie, for dømt til alderdom og død. Selv om noksaa mange kimplasmaer inden denne store folke-familie skulde være svækket i sin livskraft, kan der være tilstrækkelig mange, som har bevaret sin fulde livsdygtighet. Og i allerværste fald kan den hvite race fornyes ved blodblanding, eller kim-forening, med andre menneskeracer.

Videnskabelig uholdbart er det ogsaa at slutte fra tidligere kulturfolks tragiske skjæbne, som professor Gumplowicz og andre sociologer synes at gjøre. Da vi kun kjender et forholdsvis litet antal av de menneskelige folkestammer, som har blomstret her paa vor jord i løpet av mange titusener av aar, er det umulig at føre noget fuldstændig induktions-bevis. At den egentlige historiske tids kulturfolk, fra de gamle Babyloniere og Ægyptere til Grækerne og Romerne, har endt sin saga med avblomstring, og at nutidens mest fremskredne kulturfolk viser adskillige merker paa et begyndende forfald, dette kan bero paa, at en bestemt kultur-type bærer i sig forfalds-spirer; men, vel at merke, forfalds-spirer, som vi nærmere kan bestemme, og dernæst bekjæmpe. De bekjæmpes faktisk og uvilkaarlig gjennem de religiøse og kunstneriske „aleksiner“; og denne kamp kan i fremtiden organiseres og retledes av en ny videnskap og kultur.

Den store forskjel mellem oldtidens kulturfolk og nutidens er især den, at vi nu har en hurtig fremvoksende kulturvidenskap til vor raadighet. Likesom i vor tid adskillige sygdomme under gunstige vilkaar kan helbredes, som før var uhelbredelige, saa kan vi tænke os, at ogsaa kultur-sygdomme vil kunne helbredes, hvis videnskapen om kultur i tide blir en praktisk anvendelig videnskap.

Der er altsaa al grund til med haab at arbeide paa den kulturelle samfunds-videnskap, eller videnskapen om kulturens blomstringer og avblomstringer. Men paa den anden side er der neppe nogen tid at spilde. Navnlig den vest-europæiske folke-families skjæbne vil muligens avhænge av, at der uten nølen lægges en vældig videnskabelig energi i studiet av aarsakerne til folkenes hævning og fald.

Jeg spaar, at denne videnskap inden en menneskealder vil doceres ved de fleste av jordens universiteter.

Et frugtbart utgangspunkt for denne videnskaps-gren, som kanske maa siges at være nutidens vigtigste, danner studiet av Grækernes og Romernes forfald. Montesquieu og Gibbon har paa dette omraade gjort en glimrende begyndelse.

I vort land har en av den nyere tids mest filosofiske historie-forskere, professor I. E. Sars, i sin Utsigt over den norske historie, utarbeidet en glimrende og, trods sin ufuldstændighet, grundlæggende teori om aarsakerne til det norske folks dalen og stigen. For de antike folks vedkommende har i nyere og nyeste tid navnlig Tyskeren O. Seeck, i et utførlig verk[8], og den svenske professor Fahlbeck (i Lund), i en fortrinlig avhandling, søkt at benytte nutidens viden til en videnskabelig forklaring av Grækernes og Romernes nedgang.

Det mest opsigtsvækkende i Seecks værdifulde bidrag til forklaring av de antike folks nedgang er hans overordentlig sterke fremhævelse av, at de indre parti-kampe og borgerkrige, og de romerske keiseres despotiske justis, medførte et omvendt utvalg gjennem utryddelse av de bedste eller de høiest utviklede menneskelige individer og slegter. Seeck er sig maaske ikke bevisst, at han i denne tankegang følger i den geniale Francis Galton’s fotspor. Seeck anvender med stor dygtighet, omend kanske ikke uten overdrivelse, det samme „selektionistiske“ synspunkt paa de gamle Grækere og Romere, som Lyell og Galton hadde anvendt paa den nyere tids Spaniere. Gjennem kjætterbaal og forfølgelse blev tusener efter tusener av den spanske halvøs mest energiske og begavede mennesker, Jøder, Maurer og kristne kjættere, enten dræpt eller fordrevne til andre lande. Dertil kom, at de fleste av de opadstræbende og begavede mænd, som viet sig til den geistlige løpebane, paa grund av cølibatet ikke efterlot sig nogen efterslegt. Allerede Montesquieu, og senere geologen Lyell, har pekt paa cølibatet som en kilde til folkesvækkelse[9].

Det er mulig, at Seeck tillægger denne aarsak til folkesvækkelse, utryddelsen av de mere fremragende individer, en altfor stor rolle. Men det sikre er i hvert fald, at vi her har én av aarsakerne til de antike folks forfald. Og denne forfalds-aarsak bunder i kampen om magten, eller i den egoistiske „Wille zur Macht“ baade i de gamle republikers og end mere i det romerske keiserdømmes tid. Den „vilje til magt“ og til at spille overmenneske, som blomstret i en grad som sjelden eller aldrig før og senere, fra Sullas og Marius’s tid til den senere keisertid, da enhver ærgjerrig legions-general kunde tragte efter at bli en gud paa jorden, — denne magtvilje har altsaa ifølge den antike nedgangs nyeste tyske historieskriver været en hovedaarsak til en herlig kulturs avblomstring. I den grad strider Nietzsches kamp-filosofi endog mot en betydelig tysk kulturforskers lære.

Seeck nævner dog ogsaa andre aarsaker til de antike folks nedgang. Der kan ikke være den ringeste tvil om, at slaveriet — ogsaa dette en følge av „viljen til magt“ — har været en medvirkende faktor. Den nævnte svenske statistiker og demograf, professor Pontus Fahlbeck i Lund, har i en opsigtsvækkende avhandling[10] søkt at vise (delvis efter Polybs og efter Theodor Mommsens anvisning), at hovedaarsaken til Grækernes og Romernes nedgang laa dels i tiltagende fattigdom paa barn, altsaa avfolkning, dels i et omvendt utvalg, da fattigdommen paa barn utviklet sig hurtigere blandt de velstillede samfunds-klasser end i underklasserne. Ogsaa professor Schück i Upsala har i sit store verk „Världslitteraturens Historia“ med styrke fremhævet, at den græsk-romerske kulturs merkværdige nedgang hænger sammen med en tiltagende barbarisering. Den senere oldtids græsk-romerske befolkning blev mere og mere rekrutert fra frigivne slaver og leiesoldater, av barbarisk herkomst.

III.

William Greg og Francis Galton var de første som opdaget dette epokegjørende synspunkt, som er blit nærmere belyst især av Galtons elever: at slegten kan gaa tilbake, hvis den fortrinsvis blir rekrutteret gjennem de mindre vel utrustedes frugtbarhet. William Greg sammenlignet „den omsorgsløse, litet opadstræbende irlænder“, hvis frugtbarhet forekom ham foruroligende stor, med den „nøgterne, fremadskuende, ærgjerrige skotlænder“, som giftet sig sent og hadde faa barn. (Dette var skrevet i 1868).[11] Han tænkte sig en egn koloniseret av et tusen irlændere og et tusen skotlændere, som gjennem mange slegtled levde adskilt og bevarte de nævnte egenskaper og vaner. I løpet av tolv generationer vilde irlænderne utgjøre de fem sjettedele av hele befolkningen, men „fem sjettedele av eiendommen, magten og intelligensen“ vilde tilhøre den øvrige sjettedel, ætlinger av skotlænderne. Eksemplets rigtighet er meget omtvistelig. Men det anskueliggjør det synspunkt at hvis samfundet er saaledes ordnet, at de nye kuld i overveiende grad rekrutteres fra de laveststaaende, de mindst begavede eller mindst høit-utviklede grupper av en befolkning, kan man — uten at ville det — naa det motsatte resultat av det som tilstræbes i det nyere landbruk, hvor man fortrinsvis bruker de allerbedst utrustede individer som avlsdyr. Det samme princip anvendes jo ogsaa i utvalget av kulturplanter. Men derimot ikke i fremavl av mennesker. Allerede saa tidlig som i 1865[12] fremsatte Francis Galton, Charles Darwins geniale fætter, den moderne eugeniks eller race-hygienes to hovedsætninger: for at hæve menneskeslegten i rent biologisk henseende gjælder det mest mulig at opmuntre og befordre de intellektuelt og etisk begavedes giftermaal i en nogenlunde tidlig alder og deres opfostring av barn. Derimot gjælder det, saavidt mulig, at hæmme den sterke tilvekst av de ubegavede og de litet samfundsdygtige.

Denne anvendelse av selektionens eller det kunstige utvalgs princip strider ikke mot den nyere biologis opdagelse av „rene linjer“, som viser at den virkning der kan opnaaes gjennem utvalg, er begrænset. Ti alle — ogsaa professor W. Johannsen, den berømte danske botaniker og arvelighetsforsker — indrømmer, at inden en av mange forskjellige livstyper bestaaende „blandet bestand“ kan et utvalg av de bedst utrustede i løpet av en viss tid hæve det gjennemsnitlige nivaa. Blandt menneskene gives der jo forøvrig ikke „rene linjer“. Heller ikke ser det ut til at Gregor Mendels epokegjørende arvelighetslove vil kuldkaste Galtons to hoved-principper for slegts-forbedring. Ganske visst kan man ikke fra det enkelte forældrepars personlige dygtighet med sikkerhet slutte sig endog blot til gjennemsnittet av barnenes medfødte dygtighet. Men Galtons og andres undersøkelser av begavede ætters historie synes dog at vise, at man med en viss grad av sandsynlighet vil kunne regne paa at begavede forældres frugtbarhet vil tilføre samfundet en værdifuld tilvekst. I hvert fald var det ut fra dette synspunkt at Francis Galton, den første opdager av „arvestoffet“ (som han kaldte the stirp) og eugenikens eller race-biologiens grundlægger, ansaa det for at være en religiøs pligt for velutrustede mennesker ikke at unddrage sig den opgave at frembringe og fostre barn. Kunde det komme dertil at netop de mest høitstaaende mennesker som regel fik den talrikste efterslegt, vilde følgen være en hævning av menneskeslegten, en fortsættelse av skapelsens guddommelige verk.

Hele dette spørsmaal er gjenstand for en forskning som endnu er i sin barndom. Det sikre er at man især siden den engelske dyreopdrætter Robert Bakewells tid (omkring midten av det attende aarhundrede) gjennem kunstig utvalg og i den nyeste tid gjennem anvendelse av Mendels love har opnaadd meget betydelige resultater for husdyrs og kulturplanters vedkommende. Al sandsynlighet taler for, at vi er paa vei mot opdagelsen av de arvelighetslove som vil gjøre det mulig med fuld bevissthet at arbeide for mennesketypernes forbedring. Den tid er muligens ikke fjern da det ene folk efter det andre anlægger en kjæmpemæssig national stambok over saavidt mulig hele sin menneskelige bestand og derigjennem skaper et historisk materiale som ingen historieskriver før har drømt om. For Nationernes Forbund kunde det staa som en eventyrlig opgave at bevæge flere og flere av de hvite folk til at holde en efter bestemte principper anlagt regnskapsbok over sin menneskelige kapital. Ethvert menneske vilde paa den maate bli en historisk person! Vanskeligheten vilde vel især være at undgaa en altfor nærgaaende demografisk beslaglæggelse av privatissima. Men for visse kjendsgjerningers vedkommende kunde man i de offentlige dokumenter nøie sig med en notering av tilfældenes antal, mens personernes navne for bestemte sygdommers eller svakheters vedkommende alene var kjendt av læger og statistikere under taushetspligt.

Summen av ovenstaaende betragtninger er den, at jeg mener at menneskeheten nu er naadd frem til det stadium i sin utvikling, da alene en overordentlig stor kultur-nedgang kan hindre os i at finde hovedlovene for livsformernes fremgang og forfald og paa flere og flere punkter av jorden indrette livet paa at følge dem. Er den art love fundet, blir det opgaven at prøve den kunst at navigere, eller at styre folkenes liv efter kart og kompas, mens vi før har drevet hit og dit paa ukjendte strømme.

Noget større maal kan menneskeaanden ikke sætte sig end dette dobbelte: at utforske lovene for livets fremgang, og ved hjælp av kundskapen om disse love fortsætte skapelsens verk paa denne jord. Mere og mere, tror jeg, vil geniale forskere og religiøse mennesker i forening koncentrere sit arbeide i denne retning. Mere og mere vil den nevnte kundskap bli den aabenbaring vi længes efter at faa til vor veiledning, som „Guds arbeidsfolk paa jorden“. Forsaavidt ligger utforskningen av livets love i forlængelsen av den lysende linje som betegnes ved Leo Tolstois livsløp. Den opgave at finde fremgangens love kan ikke løses uten samarbeide mellem biologi og kulturvidenskap. For menneskets vedkommende maa vi nemlig skjelne mellem kulturel fremgang eller tilbakegang og en organisk forandring av selve de arvelige anlæg. Lovene for fremgang eller tilbakegang i frembringelse og bruk av kulturmidler vil sandsynligvis kunne findes før vi opnaar nogen dyptgaaende indsigt i hovedlovene for den organiske utvikling. For kulturlivets stigen og dalen har vi nemlig et ganske uvurderlig materiale i den europæiske histories tredelte bølgelinje: oldtids- eller middelhavs-kulturens blomstring fra den homeriske tid indtil den aleksandrinske tid og romer-tiden, da fremgangen begynder at avløses av et forfald som blir overveiende omtrent fra Marcus Aurelius’s død i 180 efter Kristus.

Middelalderen eller „den mørke tidsalder“ strækker sig for den vesterlandske verden til henimot det første korstogs tid, trods mange storartede tilløp til tidligere fremrykning.

Kort forut for det første korstog begynder den vesterlandske nytid, hvori kulturfremgang i mange bølgelinjer har fortsat sig like ned til verdenskrigens dage.

Især paa to omraader, det videnskabelige og det tekniske, er der en iøinefaldende og uomtvistelig fremgang, først i den gamle græske blomstringstid og derpaa atter igjen i nytiden. Mellem begge ligger en likesaa utvilsom kunstnerisk, videnskabelig og teknisk-økonomisk bølgedal, i den ovenfor avgrænsede „middelalder“. Men ogsaa paa andre kulturomraader raader et tilsvarende forhold. Undersøker vi nærmere hvori fremgangen og tilbakegangen bestaar, vil vi se at den første gaar ut paa at utvide menneskets livsomraade og virkefelt, mens tilbakegangen ytrer sig i en indskrumpning. „Expansion“ og „kontraktion“ viser sig at være de to motsatte typiske fænomener. Tilbakegangen kan imidlertid alt i alt være et frelsende og lægende tilbaketog fra en fremskutt stilling som var blit uholdbar, som dengang da Romerrikets byer med deres komplicerte kultur-organer under de kroniske borgerkrige og folkevandringer for det meste blev ubrukbare, og da menneskene blev nødt til at vende tilbake til naturalhusholdning, i selvhjulpne „villa“’er og landsbyer. Livet blev i den „mørke tidsalder“ forenklet, rustificeret; kultur-organerne blev forgrovet. Menneskene blev forholdsvis stavnsbundne, fik som regel en meget kort aktions-radius. Under stadig krigstilstand blev bytteforbindelsen og reiselivet utrygge. Der blev liten opmuntring til at frembringe overskud, da det let kunde bli en frarøvet, især hvis man vilde forsøke paa at fragte det langveis for at faa det avhændet. Endnu mindre opmuntring var der til at anbringe opsamlet kapital produktivt i langsigtige foretagender, hvis skjæbne var altfor usikker. Den mørke tidsalders økonomiske tilstand kjender vi fra en nærliggende tid i orientalske lande som Ægypten, under tyrkisk vanstyre. Opsamlingen av overskud blev gjennem mange mørke hundredaar hæmmet derved at de menige jorddyrkere (fellahin) blev yderst stedmoderlig forsynet med Nilens frugtbargjørende vand, og ved at skatteopkræverne stadig ved hjælp av pisken (altsaa ved tortur, som i den seneste romertid) opsøkte skjulte eiendele. Konfiskation og skatteutplyndring har i det hele været et av de sikreste midler til at sænke en befolkning ned paa et lavt kulturnivaa og holde den dernede.

I vore dage har navnlig begivenheterne i Rusland og Ungarn, under bolsjevikernes styre, været en enestaaende anskuelsesundervisning i den kunst ad den hurtigst mulige vei at frembringe en mørk tidsalder. Der kan ikke være tvil om at der ved hjælp av den samme metode kan opnaaes lignende resultater i andre lande. Gjør man opsamlingen av overskud utryg og enhver form av retssikkerhet tvilsom, blir følgen den, at næsten alle maa leve fra haanden og i munden. Produktionsmidlerne forgroves, naar sparekapitalerne svinder hen. I løpet av en forbausende kort tid kan et stort folk sættes aarhundreder tilbake i veksten.

I virkeligheten har ingen tids mennesker hat en bedre anledning end nutidens til paa ganske nært hold at studere baade kulturnedgangens og kulturfremgangens mekanisme. Tar man, som i Rusland, bankerne og fabrikkerne, transportmidlerne og de større godser og gruberne fra dem som har lært at bestyre dem, vil produktionsmidlerne forfalde, eller forgroves. Hurtigst kan nedgangen gaa for sig, om man likefrem utrydder en stor del av de mennesker som gjennem begavelse og høi utdannelse har evnen til at lede bruken av de høiere kultur-organer. Saa gik det, som ovenfor antydet, for en ikke liten del i Romerrikets senere og sidste tid. De mere fremragende blev, som Seeck har søkt at vise, litt efter litt luket væk, ved en art av menneskelig „dimensionshugst“. Da barbarerne erobret de romerske provinser, blev denne utryddelses-proces fortsat, tildels i et hurtigere tempo. Saa er det i vor egen tid for en ikke liten del gaat i bolsjevikernes Rusland.

En forstaaelse av hvor forholdsvis let det vilde være at sænke nutidens høieststaaende kulturfolk ned i en ny „mørk tidsalder“, kan man faa ved at betænke, i hvilken grad kulturmidler som videnskap og kunst, høi teknik inden kjæmpestore forretninger og styrelsen av store stater opretholdes av høitbegavede individer, som under intens kappestrid har faat en lang opøvelse og utdannelse.

Likesom hele vor jords overflate vilde synke ned under havets flate, hvis alle dens høider og dybder blev utjevnet, saaledes vilde hele vor kultur synke ned i det flateste barbari, hvis det kunde lykkes nogen yderliggaaende bolsjevik paa en ny prokrustes-seng at utjevne enhver større forskjel i begavelse og utdannelse.

I virkeligheten beror den menneskelige kulturs fremgangstog gjennem hundretusener av aar paa det grundfaktum at der ved siden av likhet ogsaa er en overordentlig stor ulikhet mellem menneskene. Nogen fødes som genier, andre som mere eller mindre talentfulde, atter andre er omkring middels, eller under middels, og somme er sinker og idioter.

Genierne er det som med bistand og støtte av talenterne og de mere jevntbegavede har skapt alle de menneskelige kulturmidler, fra talssprog og de første verktøi og vaaben til den høiere mathematik, en Shakespeares og en Beethovens kunst, eller den traadløse telegraf og alle vore maskiner. Hvis der i fremtiden ikke længer fødtes genier, eller hvis de ikke længere fik utfolde sine evner, vilde kulturmidlerne hurtig forgroves. Det er derfor heller intet som er mere betegnende for de mørke tidsaldre end dette at kulturarbeiderne for det meste er anonyme. Der mangler lysende verker og navne. Dog ikke ganske, fordi der i virkeligheten ikke mangler individer med geniale anlæg. Men da de forholdsvis sjelden faar sin fulde utfoldelse, blir de litet synlige, ofte historisk glemte. Derimot utmerker de store kulturblomstringer sig ved en rigdom paa lysende navne. De navnkundige mestere er det som gir saavel den græske oldtid, som den vesterlandske nytid et episk præg.

Skal nutidens folk ha det ringeste haab om at undgaa en stor kultur-nedgang, som en følge av vanskeligheten av at løse det sociale og det religiøse spørsmaal, da maa vi av den kjendsgjerningernes aabenbaring som kundskapen om Europas historie rækker os, først og fremst merke os denne hovedlov for menneskelig utvikling; kultur-fremgang betinges av at usedvanlig høit begavede mennesker faar adgang til at bruke en stor del av arbeidsutbyttets overskud eller sparekapitalerne til at frembringe nye kulturmidler. Den menneskelige kultur-fremgang er med andre ord betinget av det naturlige aristokratis stadig fortsatte nydannelse.

Kaster man et blik paa den historiske utvikling for at finde de menneskekræfter som har hævet oldtidens og den nyere tids ledende kulturfolk fra barbari til høi blomstring, da er der ett træk som lyser frem over alle andre: det er de over-produktive mennesker av alle samfundsklasser som har skapt folkenes fremgang. Ved det uthævede uttryk mener jeg ikke alene genier eller de individer som skaper nye livsmidler til fælles bruk, men alle dem som frembringer mere end de forbruker, yder mere end de nyder. Ofte „simple“ arbeidsfolk paa land og i by, mennesker inden alle stænder, fædre og mødre som fostrer frem en barneflok til større arbeidsevne og rummeligere livsvilkaar end dem de selv har hat. Uten disse mennesker, uten de over-produktive av alle stænder, var der ingen opsamling av overskud, ingen kapitaldannelse, ingen folkevekst, ingen fremgang i kultur. Blandt disse overproduktive er der en særlig vigtig gruppe, nemlig de usedvanlig begavede, initiativrike inden alle stænder, som er de egentlige nydannere av kulturmidlerne.

At alle mennesker kan bli like, er umulig. Hele menneskekulturens høie opbygning ovenover dyrelivet er betinget av ulikheten mellem usedvanlig høitbegavede og mere jevnt begavede, og paa samarbeide mellem førere og deres følge. Men der er én form av adel som lar sig forene baade med sandt demokrati og sandt aristokrati, og hvortil de fleste mennesker kan faa adgang: de over-produktives adel. Her er plads selv for dem som kaldes ubegavede. Her er fremfor alt plads for de jevnt dygtige. Menneskelivet vilde være ilde stedt, hvis alle var genier. Men de som med vilje sænker arbeids-tempoet og ikke gjør sig flid, — de som ikke føler det som en væsentlig del av livslykken at yde bedst mulig arbeide fra en hvilkensomhelst plads, disse mennesker, med hvad navn de end kalder sig, er den virkelige plebs. De utgjør en underklasse, en almue, efter eget valg. Ingen lov, ingen revolution kan gjøre dem jevnbyrdige med folk av det gode arbeides adel. Den som ikke i sin korte levetid paa denne vidunderlig begavede planet yder sit bedste paa en hvilkensomhelst plads, den som ikke søker at finde den plads hvor han kan yde noget værdifuldt, han forspilder sit liv for alle tider. Han er hjemfalden til fortapelsen, til den dom som Thomas Carlyle, seeren fra Chelsea, forkyndte for de daadløse: for al evighet intet at ha utrettet. Som en tordenrøst fra Sinai lyder disse ord av Carlyle: „Du hadde én chance, du vil aldrig faa en ny. Den dummeste sjæl som nu lever kan si til sig selv: En hel evighet ventet paa at jeg skulde bli født, og nu venter en hel evighet paa at se hvad jeg vil utrette, efterat jeg er født.“ — „Derfor arbeid mens det er dag. Natten kommer, da ingen mere kan arbeide.“

Thomas Carlyle forkyndte en religion fuld av sindsro, uten anden ængstelse end frygten for ikke at være med i det byggende arbeides hær. Vantro var for ham den som ikke slutter sig til den bedste fører som er at finde, til „helten“, den fødte høvding, ikke længer i krigens, men i arbeidets armé. Et nyt episk syn kaster Carlyle ut over nutidens arbeidsliv, ut fra den tanke at slegternes fremgang er et tog mot evige maal, under høvdinger som det er den høieste lykke at følge. „Ikke paa Ilions eller Latiums sletter øves der nu adelig daad“ (som hos Homér og Vergil). Ingen av de gamle episke bedrifter er længer mulige.“ Men tiden er kommen for en ny form av stordaad: med fuld bevissthet at slutte os sammen om at utføre gudlignende arbeide paa jorden, gjøre hvad der vilde være dagverk for en gud. „Ædelt, frugtbart arbeide, menneskets eneste mirakel: at skape orden av kaos. Adelig er hver soldat i det frugtbare arbeides armé. Han alene er hellig og av virkelig adel.“

Hvad der skaper ny orden og disciplin, er ikke slavisk frygt, men alene ærefrygt for den lysning av det overmenneskelige som vi kalder geni, evnen til at føre an i det nyskapende arbeide. La smaa aander forherlige respektløshet. For Goethe og Carlyle, som fulgte de gamle grækere, var det klart at uten en fælles ærefrygt for den usynlige guddom som aabenbarer sig i enhver dugelig daad og klarest i et verk av geni, er varig fremgang umulig.

Thomas Carlyle sier i „Sartor Resartus“: „Opfyld den pligt som ligger nærmest (Do the Duty which lies nearest thee), den som du vet er din pligt.“ Og Bjørnstjerne Bjørnson sang (paa en tid da han endnu ikke hadde nogen anelse om Carlyle): „Hvad du evner, kast av i det nærmeste krav!“ For Carlyle var der en usigelig hjælp i dette krav: „Vær ikke længer kaos, men en liten verden (hvor noget skapes). Producer! Producer! Var det ikke mere end den allerubetydeligste brøkdel av et produkt, frembring det, i Guds navn! Hvis det er det høieste som er i dig, ut med det! Hvad det end er som din haand finder at gjøre, gjør det med al din magt!“

Det epokegjørende ved samfundsreformatorer som Thomas Carlyle, John Ruskin og Leo Tolstoi er dette, at de hver paa sit vis har forkyndt og efterlevet det gode arbeides religion. For hver av disse geniale mennesker, som for Henrik Wergeland og Bjørnstjerne Bjørnson hos os, stod det som om menneskelivets maal er at gjøre godt arbeide her paa jorden i en overmenneskelig verdensviljes tjeneste. Den høiest mulige arbeidsydelse er det som gir livet lys.

IV.

En av livsutviklingens love er efter al sandsynlighet den at fremgang paa ett omraade av menneskelig kultur maa ledsages av fremgang paa andre omraader, hvis der ikke skal opstaa en skjævhet i veksten, som kan volde de største lidelser. Vor svimlende høie utvikling i fysik og kemi og den derpaa byggede teknik vil gjennem verdenskrig og sociale borgerkrige bli de hvite folk til fordærv, hvis ikke de nævnte fremskridt ledsages av en tilnærmelsesvis like høi utvikling av samfundsmoral og religiøs selvhengivelse til et ideelt verdens-formaal.

Al erfaring tyder nemlig paa at jo høiere kulturen stiger, desto vanskeligere er det at opretholde likevegt. Kulturens fremgang har en viss likhet med en fjeldbestigning: Utsigten blir friere og videre; det blir lettere at aande. Man føler sig spænstigere. Men et feiltrin kan føre i avgrunden.

Naar Leo Tolstoi, likesom Carlyle i England, stillet sig mere end tvilende overfor troen paa at man skulde naa en guldalder gjennem forandringer i lovgivningen, i demokratisk eller socialdemokratisk retning, var det fordi de begge, likesom Herbert Spencer, ikke trodde man kunde høste „godhetens frugter uten godhet“. Erfaringerne fra den røde terrorisme i Rusland bestyrker denne tvil.

Leo Tolstoi gik, likesom Carlyle, ut fra den opfatning at det sociale spørsmaal ikke kan løses uten sammen med det religiøse spørsmaal. Heri mener jeg at disse to mænd hadde ret. Gjennem arbeide maa det sociale spørsmaal løses. Alle samfundsklasser maa møtes i et religiøst syn paa det gode og trofaste arbeide.

Leo Tolstois mangel laa i en overdreven mistillit til vesterlandsk kultur. Han var opfostret i en eiendommelig veksel mellem tiltrækning til og frastøtning fra vestens folk, fra hvem Peter den store hadde hentet sine brutalt gjennemførte reformer, og som hadde hjemsøkt det hellige Rusland med Napoleons krig og Krimkrigen. Intet under at mange i Rusland var tilbøielige til at gi den vesterlandske „civilisation“ skylden for den russiske overklasses laster, hvorav Tolstoi selv var blit smittet i sin ungdom.

Mit indtryk er at Leo Tolstoi hadde set altfor meget av den vesterlandske kulturs skyggesider, saaledes som de fortonet sig paa russisk grund, til at han kunde ha fuld tiltro til dens fortrin. Han var kanske, naar alt kommer til alt, noget av en russisk nationalist, som av ubevisst stolthet foretrak at gaa i lære hos den enfoldig fromme russiske bonde og leve som fattig, heller end at gaa i lære hos den vesterlandske liberalisme.

En ulykke har det været for Rusland, at dets modige, ofte saa høisindede frihetsmænd stadig har villet med ett slag overfløie alle vesterlandske fremskridt og ringeagtet de taalmodige forsøks vei. De russiske „nihilister“, „anarkister“ og „kommunister“ fandt de gradvise reformers metode altfor tam og altfor langsom. En underkur maatte der til i et land hvor misbrukene var blit utaalelige. En overtro paa miraklet lik den som den russiske bonde eller arbeider var vant til, naar han fulgte sine prester til et undergjørende helgenbillede for at finde beskyttelse mot kolera og pest, — en lignende overtro ytrer sig i den russiske „nihilisme“ og kommunisme. Bjørnsons geniale sammenkjædning av den religiøse og den sociale mirakeltro, i de to skuespil „Over Ævne“, har fundet en bekræftelse i kolossal stil i nutidens Rusland. Det skuespil som av de revolutionære er opført paa virkelighetens skueplads, har allerede forlængst aabenbaret sig som en tragedie „over ævne“.

En større hjælp end Leo Tolstoi kunde gjøre sit folk ved at bli en fattig og menig arbeider, hadde han muligens kunnet yde ved at følge en lang række av eksempler paa hvorledes høitbegavede arbeidschefer eksperimenterer sig frem inden den vesterlandske verden. Tolstoi hadde utvilsomt betingelser som faa andre for at bli en ridderlig arbeids-chef efter Carlyle’s og Ruskin’s lære. Han kunde, som allerede Robert Owen, den vesterlandske verdens største praktiske socialist, ha betraadt de frivillige forsøks vei og sat alt ind paa at føre et arbeidslag frem til den økonomiske samhjælps og selvhjælps frihet og lykke.

Den wallisiske sadelmakersøn Robert Owen begyndte sit arbeidsliv i ni-aarsalderen som fattig butik-gut, men hævet sig ved egen dygtighet op til i en ung alder at bli en rik fabrikeier, og inden han var 30 aar, leder av en fabrik som sysselsatte 2 500 arbeidere. Det lyktes ham at organisere disse til et litet mønster-samfund. Med genial forretningsdygtighet forbandt han nemlig en stor filantrops lidenskap for at gjøre menneskene lykkeligere og bedre. Mennesker var for ham endnu værdifuldere end maskiner. Maskiner var til for at hæve menneskene, ta de tyngste byrder fra deres skuldre, utføre med lethet hvad menneskene hadde utført med møie. Han forkortet arbeidstiden, som dengang var umenneskelig lang, sørget for gode boliger, mat til rimelige priser, manet til renslighet, orden, sparsommelighet og skolegang. Denne menneskeven, som overtok en fabrik der hadde hundreder av smaabarn i sin tjeneste, var den første som i England stiftet smaabarn-skoler. Heldet fulgte ham i en række av aar, baade i det rent økonomiske, og i forsøket paa at hæve en stor arbeidsstok fra fysisk og moralsk elendighet op til selvagtelse og fuldt ut menneskelige kaar. Hans mønsterbruk blev en europæisk seværdighet, som tiltrak besøkende fra mange lande, deriblandt selve Ruslands senere keiser, Nicolaus.

Hvad der voldte at denne geniale og gode mand allikevel led skibbrud tilslut, forødte sin og delvis andres kapital under forsøk med nye, kommunistiske systemer baade i England og i Amerika, kan jeg her alene antyde. En del av feilen laa hos de mennesker, som sluttet sig til ham. Men hans egen feil var vel den, at hans fantasi løp fra hans erfaring. Han fik ikke virkelighetens mennesker til at følge med. Uten at ha samfundsvidenskaps love at styre efter begav han sig ut paa reise til Utopiens land. Han blev skribent og agitator. Han vilde nærsagt paa én gang reformere alt. Foruten et nyt økonomisk system vilde han ogsaa bygge op en ny religion. Han var av de opfindere, som ikke naadde frem til en helt ut praktisk opfindelse. Hans frivillige kommunistiske forsøk slog feil, trods en række av delvis dygtige forsøk. Men av hans mange tiltak var der allikevel ikke litet som bestod og vokset videre: fabrik-lovene, den kooperative bevægelse, arbeidernes sammenslutning. Han var en stor eksperimentator, trods alle feil. Baade hans tilhængere og hans motstandere burde ha fortsat med at eksperimentere, ad frivillighetens vei. Ti det er alene ved at prøve sig frem atter og atter, at man kan naa frem til en løsning av det sociale spørsmaal, som av alle andre problemer. Den direkte aktion, i betydning av positiv økonomisk handling istedenfor ophidsende snak, likefrem igangsættelse av frivillige økonomiske foretagender til arbeidernes bedste, denne linje har i Robert Owen hat en stor repræsentant.

Ogsaa som teoretiker var Robert Owen inde paa den rette vei ved at forsøke at forene en økonomisk og en religiøs reformation. Der kan hentes lærdom av den erfaring at hvad Robert Owen utrettet av storverk, det utrettet han ad de frie forsøks og de frivillige sammenslutningers vei.

Værd at mindes er det, at sadelmakersønnen Robert Owen, nytidens største socialøkonomiske eksperimentator i arbeidervenlig retning, var en ældre samtidig av grovsmedsønnen Michael Faraday, hvem man har kaldt for den største eksperimental-fysiker som nogensinde har levet. Netop ved den tid, da Robert Owen i 1830-aarene var ifærd med at stifte „Foreningen av alle klasser inden alle nationer“, og da uttrykket „socialisme“ begyndte at bli gangbar mynt, var Michael Faraday paa sin side ifærd med at eksperimentere sig frem til bevis for den store lov om „induktion av elektriske strømme“, en opdagelse som ligger til grund for tekniske opfindelser som elektrisk lys, elektriske sporvogner og elektrisk metallurgi.

Det skulde meget undre mig, om ikke utgangen paa den nuværende krise i arbeiderpartiernes politiske utvikling vil bli den (muligens efter mange blodige feiltagelser), at man vil vende tilbake til de frie og selvstændige forsøks vei. At kræve alt av statens hjælp, som kollektivisterne gjør, er en arv fra det oplyste stats-enevældes tid. Tanken om at løse det sociale spørsmaal simpelthen ved at gjøre staten til den eneste storkapitalist og den alt-ordnende arbeidsgiver, opstod i lande, hvor man var vant til statens formynderskap og trodde at alt vilde bli godt, naar bare folkets masse fik statsmagten i sin haand.

Den tid kan komme, da arbeiderne vil si til sine førere: „Anfør os heller til et stort selvstændig økonomisk foretagende end til streik! Gjør os heller økonomisk selvhjulpne gjennem vort eget frie arbeide, end avhængige av stat og kommune eller av hvad vi kan fravriste kapitalisterne under gjensidig svækkende kamp. La os selv skape vor egen kapital!

Den tid kan komme, da arbeiderne vil spørre sine førere: Hvorfor er der ingen av dere, som fortsætter i Robert Owen’s spor? Hvorfor skal det være nødvendig for os arbeidere at nedlægge arbeidets vaaben for at vinde vor ret? Kan vi da ikke vinde frem direkte gjennem arbeide? Vi har den menige arbeidskraft. Hvad vi savner, er ikke talere og agitatorer, men arbeidschefer som vil tjene vor sak, — hjælpe os til at erobre kapitalen ved vort arbeide.“ Er ikke dette „direkte aktion“? Eller er vi arbeidere av naturen uskikket til at reise kapital og bringe den til at vokse?“

Hertil kan der svares: Ja, uten høitbegavet økonomisk og teknisk ledelse har arbeiderne ingen tilstrækkelig kapitaldannende magt. Alene ved at stille sig under en fremragende økonomisk fører, som vil vie sig til deres sak, kan arbeiderne grundlægge sine egne selvstændige bedrifter og erobre kapitalerne skridt for skridt. Gjennem arbeide, sparsomhet og disciplin. Men alene en religiøs bevægelse kan samle store skarer av arbeidere til et samhold av denne art. Deri mener jeg at saa forskjellige mænd som Robert Owen og Thomas Carlyle hadde ret.

Arbeidernes frigjørelse avhænger av at de besjæles av det trofaste arbeides religion.

De britiske haveby-anlæggere, som brødrene Lever, familien Cadbury og familien Rowntree, har ut fra et mindre radikalt standpunkt end Robert Owen løftet store arbeidslag op til sunde og lykkelige kaar. Ogsaa disse var handlingens mænd, omend mere beskedne, mere nøgterne, tildels mere erfarne; neppe helt upaavirket av Thomas Carlyle’s krav til de nye industri-chefer, at de skulde bli et nyt ridderskap.

En anden række av social-økonomiske forsøk hører ind under den kooperative bevægelse, hvorom nedenfor. Hvad jeg her ønsker at fremhæve, er at særlig i England har den økonomiske og kulturelle videnskaps fremgang været ledsaget av en lang række praktiske forsøk paa at løse det sociale spørsmaal gjennem privat initiativ og frivillig sammenslutning, — samtidig med at man ikke i længden har kunnet forsømme at ty til ny lovgivning, hvor statens kontrol viste sig uundværlig.

Det er jo først og fremst England og dets nybygder som har gaat i spidsen med ny social lovgivning av epokegjørende art. For det første lovene om arbeidernes forenings-ret, som efter 1825 gav stadig større lovlig spillerum for arbeidernes frivillige fagforeninger (trade unions). Disse var ikke alene forbund til gjensidig hjælp og forsikring mot sygdom og arbeidsledighet, men tillike organer for arbeidernes fælles kjøpslagning med arbeidschefen om løn og andre vilkaar (collective bargaining) og kamp for retten gjennem streik eller trusel om streik. De britiske fagforeninger (trade unions), talte i 1916 nær 4 400 000 medlemmer.

Hertil kom fra 1802, 1819 og især fra 1833 en lang række fabriklove (factory acts), til beskyttelse for barn og kvinder, i tidens løp ogsaa mænd, ved forkortning av arbeidstiden og hygieniske forskrifter.

For det tredje kan nævnes lovgivningen mot utsvedning (sweating), efter australsk mønster: oprettelsen av lønningsraad (Trade Boards), som fastsætter en mindsteløn (minimum wage) i visse bedrifter.

For det fjerde: love om statens og kommunernes bidrag til bygning av boliger (the re-housing of the People) og om kontrol ved nye by-anlæg (The Housing and Town Planning Act, 1910).

Føies hertil den lov som vaaker over barnealderens ret (populært kaldet „Barnenes fribrev“, the Children’s Charter 1909) og lovene om alderdomspension (1908 og 1911, efter ny-zealandsk og australsk mønster) og sykeforsikring og statsbidrag til barselkvinder (1911, 1918), og sidst, men ikke mindst den ny-zealandske lov om industriel voldgift, William Pember Reeves’s geniale social-tekniske opfindelse, vil man se, at England og dets kolonier ogsaa paa den sociale lovgivnings omraade har været blandt de mest banebrytende, samtidig med at de har arbeidet for de sociale problemers løsning gjennem private og frivillige eksperimenter av enhver art. Forsaavidt som det sociale spørsmaal er en gruppe av social-tekniske problemer, synes det klart at det ikke kan løses uten gjennem en lang række av mest mulig frie forsøk, baade fra arbeids-chefers og arbeideres side. Erfaring fra England og Australien viser at hævdelsen av det frie private initiativ gir usedvanlig høitbegavede og menneskekjærlige individer en chance, uten at utelukke statens indgripen og kontrol, hvor den viser sig eller synes at være uundværlig.

Den nyere erfaringsvidenskaps metode for løsning av saavel teoretiske som praktiske problemer har jo været de frie forsøks vei. Naar denne „eksperimentale“ metode har vist sig alle tidligere metoder overlegen, er det fordi den, og alene den, mobiliserer de mest geniale menneskers evner og egger dem til kappestrid og gjensidig efterligning og uhindret byggen-videre paa vundne resultater. Det kunde tænkes at Folkenes Forbund likefrem utskrev en bestemt sum som bidrag til frie social-tekniske forsøk, og avsatte bestemte mindre land-omraader til disposition for frivillige foreninger av mennesker som vilde prøve et delvis nyt system.

Det saakaldte „privat-kapitalistiske“ system, som har utviklet sig i Europas nytid, delvis som en arv fra den store oldtid, og som med alle sine mangler har frigjort arbeiderne fra livegenskap og bidraget til i det store og hele at løfte dem i veiret, — dette system er efter mit skjøn endnu ikke paa langt nær „ut-eksperimenteret“. Dets styrke ligger i den „frie kappestrid“ (free competition) mellem evnerike og ærgjerrige og foretagsomme individer om at sætte store økonomiske foretagender i gang; men dets svakhet er at de menige arbeidere hittil som regel ikke har kunnet føle bedriften i høi grad som sin og i dens fremgang se en væsentlig del av sit livs maal og av sin lykke. Det svakeste punkt i fagforeningernes politik, avslakningen i arbeidets intensitet eller tempo, maa sees i forbindelse med en svakhet i selve arbeidets organisation fra chefernes side. Det viser sig nemlig, at hvor usedvanlig begavede og høisindede chefer, som brødrene Lever i Port Sunlight, eller Rowntree i York og Cadbury i Bournville, ad en eller anden vei gjør arbeiderne levende interessert i bedriftens vekst, der arbeider man med en øket glæde, kraft og intelligens.

Arbeidsglæde, ved siden av materiel arbeidsløn, er noget som hører naturlig med til en rationel organisation av arbeidet.

Det gjælder utrættelig at opsamle erfaring for litt efter litt at finde lovene for det økonomiske livs sundhet og vekst. De menneskelige, av staten givne, love vil før eller senere maatte rette sig efter de „uskrevne love“ som er gjemt i selve menneskenes og tingenes natur.

Hvis stats-økonomi og kulturvidenskap hadde været saa langt fremskredne discipliner som fysik og kemi, vilde veien sandsynligvis i det store og hele ha ligget nogenlunde klar. Men endnu har vi ikke nogen anerkjendt opbygning av en generel samfunds- og kuturvidenskap (som professor Marshall fremhævet i sit store verk Principles of Economics). Ikke desto mindre er selvfølgelig den av de ypperste stats-økonomer samlede erfaring av uvurderlig værd. Ingen social-politiker kan undgaa at bli noget av en social kvaksalver, hvis han ikke med al sin evne forsøker at gaa i skole hos nutidens høiest utviklede social-økonomi og samfundsvidenskap. Det vil maatte komme dertil at det blir en skam for en politiker eller journalist at uttale sig offentlig om sociale spørsmaals løsning uten at han gjennem flere aar har gjort et forsøk paa at sætte sig ind i hvad den statsøkonomiske og statistiske videnskap gjennem et par hundredaar har opsamlet av erfaring.

Et litet glimt av hvorledes en første rangs social-økonom søker at utdrage lærdom av hele den nyere og nyeste tids økonomiske kjendsgjerninger, vil man faa av det følgende avsnit.

V.

I sit store nye verk, Industry and Trade[13], har Alfred Marshall, den berømte professor i Cambridge, som vel er Englands største nulevende statsøkonom, nedlagt mangfoldige aars studier og erfaringer om nutidens økonomiske liv og utviklingsgang. Mere fængslende end nogen opdigtet roman vil for mange denne fremstilling være, som han gir av den nyeste tids industrielle og kommercielle foreteelser og problemer. Ikke alene en overordentlig kundskapsfylde og intelligens, men tillike en nobel og ridderlig aand lyser ut av den utsigt han gir over det moderne næringslivs ledende folk: Briterne, amerikanerne, tyskerne, franskmændene. Han klarlægger, som neppe nogen før ham, disse fire folks forskjellige betingelser for at hæve sig til „industrial leadership“. Særlig ridderlig er han i sin fremstilling av Tysklands opstigning til en ledende stilling forut for krigen. Man vil ikke kunne læse det kapitel som handler om dette punkt, uten at faa et sterkt indtryk av den høieste britiske kulturs trang til at øve fair play overfor rivaler og motstandere. Skulde jeg ha noget at utsætte paa den historiske del av hans fremstilling, maatte det være dette at han som englænder er for beskeden til at fremhæve det storartede i den maate hvorpaa briterne selv har hævet sit forholdsvis lille land til at bli verdenshandelens midtpunkt og leder av det største politiske og økonomiske verdensforetagende, og samtidig, siden 1850, gjennem indførelsen av frihandelen og den første store verdensutstilling i London i 1851, hvor nye maskiner blev fremvist for alles øine, gav alle andre folkeslag et større spillerum og et større løft end nogensinde før et ledende folk har git sine medbeilere i kappestriden.

En velgjørende sindsro behersker den gamle forskers utsyn over nutidslivets interessekampe og sociale uro. At fordype sig i hans verk er som at komme fra forretningslivets rastløse jag eller fra det sociale kamplivs tvedragt ind i en klostergaard, eller rettere ind paa den grønne plæn (the quad) mellem ærværdige graa college-mure i en av de to sydengelske universitetsbyer. Man faar tid og fred til at betragte livets ustanselige løp og de tilsynelatende uløselige konflikter med rolig oversyn. Visse store, nærsagt monumentale, hovedlinjer tegner sig skarpt for ens øie. Det sidste eventyrlige hundredaars utallige økonomiske erfaringer krystalliserer sig i to eller tre centrale kjendsgjerninger. Vi ser av professor Marshalls fremstilling at Karl Marx, grundlæggeren av det tyske eller tysk-jødiske socialdemokrati, i sit store verk „Das Capital“ (som Marshall forøvrig ikke specielt polemiserer imot) gav en misvisende fremstilling av utviklingens pil-retning, naar han ensidig fremhæver tendensen til stordrift eller forretningernes altid voksende koncentration. Ifølge Karl Marx, hvis videnskabelige fantasi var fangen i den hegelianske metafysiks spindelvæv, og som i enhver historisk proces trodde at se en kamp mellem to motsætninger, hvorav den ene fremkaldte den anden, hvorpaa de begge gik tilgrunde eller gik op i su høiere enhet, — ifølge denne lærde og skarpsindige, men fanatisk lidenskabelige forsker, som ikke var upaavirket av Charles Darwins lære om „kampen for tilværelsen“, var „klassekampen“ den efter systemet regelrette kamp mellem motsætninger. Kapitalismen fremkaldte sin motsætning, proletariatet. Og netop naar den private kapitalisme naadde sit høidepunkt, i vældige koncentrationer av kapital paa nogen faa hænder, vilde den store sociale katastrofe indtræffe: Kapitalens overgang med et ryk — ad lovens vei eller gjennem oprør — til statens hænder. Staten vilde bli den endelige storkapitalist, som vilde fuldbyrde kapitalens koncentration; og klassemotsætningerne vilde gaa op i en høiere enhet.

Marshall blotlægger ikke likefrem mangelen ved dette storstilte historisk-metafysiske bygverk. Men han leverer historiske kjendsgjerninger som hjælper til at se mangelen. Allerede før jeg læste denne fremstilling, hadde den tanke paatrængt sig mig gjennem en aarrække, at en hovedfeil hos Karl Marx er den at han ikke klart nok ser at samtidig med kapitalernes koncentration (som forøvrig har vist sig ikke at utelukke mange mindre forretninger) foregaar der ogsaa en anden, likesaa vigtig proces. Nemlig den at netop de i størrelse og dristighet voksende foretagender kræver en mere og mere genial eller høitbegavet ledelse. Dette er to av de monumentale træk i den nyere og nyeste økonomiske utvikling: Ved siden av de store million-foretagender, de kjæmpemæssige aktie-forbund og truster, som ved hjælp av maskiner tar naturens kræfter i menneskets tjeneste, ser vi de store industri-chefer, som Carlyle kalder captains of industry. En delvis ny førerstand, av mange slags kvalitet, men med ett fælles kjendemerke: en usedvanlig høi grad av arbeidsevne, vitalitet og lidenskap for at anbringe sparekapital produktivt i kjæmpemæssige foretagender.

Dette økonomiske fænomen er analogt med hvad vi ser paa alle omraader av kulturens fremgang eller blomstring: de høitbegavedes opstigning til en lederstilling. Paa det økonomiske omraade ser vi allerede i korstogtiden og i de følgende aarhundreder store kjøbmænd eller kjøbmandsfamilier hæve sig op, som den venetianske og genuesiske forretningsadel, senere Fuggerne i Augsburg, Mediceerne i Florens og mange andre. Hertil svarer paa andre kulturomraader opstigning av geniale bygmestere, digtere, malere, billedhuggere og musikere; eller banebrytende videnskapsmænd, opfindere, statsmænd og religiøs-etiske seere og forkyndere.

Et hovedtræk i den store vesterlandske kultur-fornyelses historie, siden korstogtidens begyndelse, er netop de høitbegavedes sociale opmarsj. Det er genierne som er de mest produktive av alle mennesker. Det er dem som formidler energi- og kartital-overskuddets anbringelse i nye epokegjørende produktionsmidler.

Karl Marx’s fatale feilgrep var dette at han ikke hadde skarpt nok øie for det aristokratiske træk i den menneskelige kulturutvikling.

Hvad er nemlig hovedforskjellen mellem den „mørke tidsalder“ og den vesterlandske, saavelsom den gamle græske kulturblomstring? Hovedforskjellen er ikke alene den at blomstringstiderne udmerker sig ved opsamling av overskud og dettes anbringelse i nye produktionsmidler, som muliggjør en under gunstige vilkaar mere end „geometrisk“ progression. Men samtidig ogsaa dette at nyskaperne, hoved-producenterne er de mennesker som fra forskjellige samfundslag hæver sig op ved usedvanlig energi og begavelse til ledende stillinger. Mens de mørke tidsaldre, indskrumpningens tider, som arbeider med litet eller intet overskud, fortoner sig „mørke“ for eftertidens folk, fordi de hverken fremviser lysende verker eller lysende navne, er det, som ovenfor berørt, rækken av disse to ting, de mægtige verker og de berømte personligheter, som kjendetegner de blomstrende tider i menneskehetens historie.

I maskinernes tidsalder er det, naar alt kommer til alt, ikke mindre end seks faktorer som utgjør de monumentale økonomiske kjendsgjerninger: koncentration av et stort antal arbeidere, og av en stor spare-kapital, og av en mægtig sum av naturkræfter i en og samme forretning. Alle disse tre koncentrationer foregaar under en høitbegavet og usedvanlig energisk mands ledelse. Men samarbeidet mellem chef og arbeidslag om at tilgodegjøre en mægtig kapital og et vældig opbud av naturens energier er betinget av geniale forskeres eg opfinderes forarbeide. Mere og mere er videnskapsmænd og opfindere likefrem knyttet til forretningen, forat den kan hæves høiere og høiere i produktionsevne.

Alle de tre kvantitative ophobninger av kraft, nemlig million-kapitalen, den talrike arbeidsstok og de kjæmpemæssige maskiner og energier vilde være hjælpeløse uten de tre grupper av kulturførere: den geniale forsker, den geniale opfinder (av og til forenet i én og samme person) og den usedvanlig høit begavede forretningschef.

Man vil muligens engang i tiden uten skade — derom kan jeg intet forutsi — avskaffe den private storkapital. Men hittil har staten — som professor Marshall bemerker — ikke vist sig som nogen god bestyrer av kapital. Det som man kanske kunde kalde byraakrat-kapitalisme har ialfald hittil som regel vist sig underlegen under „privat-kapitalismen“. Dette er grunden til at ingen av de to liberale høvdinger i erfarings-politikkens land, England, er tilbøielige til at gaa med paa statens overtagelse av kulgrubernes drift. Marshall fremhæver at de bedrifter som stat eller kommune uten større skade eller med fordel kan overta, er slike som har været oparbeidet og vel modnet av privat foretagsomhet, og som derfor kan drives ved hjælp av rutine. Ellers har „en regjerings tunge haand en tendens til at avslakke fremgangen i enhver forretning den rører ved,“ sier Marshall. Og han har i dette sit nye verk, hvorav den første utgave kom i august og den anden i december 1919, gjennem sin bestemte og paa en mangeaarig og upartisk opsamling av erfaringer byggede uttalelse mot „nationalisering“ av Storbritanniens kulminer, sandsynligvis hat en betydelig indflydelse paa Lloyd George’s og Asquiths standpunkt i denne sak.

Men selv om det engang i fremtiden skulde vise sig mulig med fordel at avskaffe privat-kapitalerne, — én ting kan man i hvert fald ikke avskaffe av hvad der hører til det system som har vokset op under de vesterlandske folks eksempelløse fremgang: de store captains of industry, mænd som Carnegie og Rockefeller, dem kan man ikke avskaffe uten at sænke hele det økonomiske livs nivaa. Ikke mere end store kunstblomstringer kan fremtrylles uten store genier, kan man gi næringslivet en høi stigning uten ved hjælp av usedvanlig høit begavede og energiske chefer.

Den ting blir da en selvfølge, at likesom man ikke kan negte billedhuggeren i sit atelier eller den ledende bygmester paa sin arbeidstomt frihet til at følge sit eget hode, heller end et dusin eller et snes andre hoder, saaledes vil man aldrig faa den høieste arbeidsydelse ut av en høitbegavet arbeids-chef uten at la ham ha en født leders magt og ansvar.

Dette vil forhaabentlig ikke hindre at de menige arbeidere før eller senere (helst meget, meget snart) kan faa sin naturlige andel i foretagendets spænding, saavel som i dets frugter. Men dette kan neppe med fordel ske før der opstaar et gjensidig tillidsforhold mellem høvding og arbeidslag, saaledes at begge parter føler foretagendet som sit, og den første trygt tør betro sig til sine folk, uten at frygte for at de skal ville kommandere over ham.

Feilen ved socialdemokratiet, som det er utformet især av Karl Marx, har i den senere række av aar forekommet mig at være en miskjendelse av at samfundslivet efter sin natur har saavel en aristokratisk som en demokratisk side. Den aristokratiske side er den at kulturførerne er de usedvanlig begavede og energiske mennesker, som vi for korthets skyld kan kalde genierne (i ordets rummelige betydning). Den demokratiske side er den at de geniale mennesker har den naturgivne funktion at tildanne kulturmidler til fælles bruk for det størst mulige antal. „Den største er den som er alles tjener.“

Thomas Carlyle var derfor efter mit skjøn inde paa en rigtig tanke, naar han mente at det sociale spørsmaals løsning laa deri at de nye captains of industry utviklet sig til at bli et nyt ridderskap. Omtrent som feudaltidens „røver-riddere“ og krigsbaroner for en ikke liten del under kristlærens og fædrelandskjærlighetens indflydelse utviklet sig til at bli et kristent ridderskap.

Professor Marshall fremhæver atter og atter at nutidens større og større industrielle og merkantile foretagender kræver en ganske usedvanlig chefs-dygtighet og en vældig arbeidsevne. Av den grund kan lederne ikke undvære en til risikoen svarende magt. Han gjør opmerksom paa at en meget stor del (kanske halvparten) av de grundlæggende chefer, baade i England og Amerika, er steget op fra de menige arbeideres rækker. En av de allervigtigste følger av de mindre oplyste klassers hævning, gjennem bedre og bedre folkeskoler og fortsættelses-kurser, vil bli en endda langt større oprykning fra neden til ledende stillinger. Et kjendemerke paa „demokratisk“ fremgang vil bli de brede lags voksende bidrag til rekrutering av det naturlige aristokrati. Ti, som Marshall fremhæver, er tilgangen paa virkelig fremragende fører-emner endnu altfor liten. En av de største mangler ved de fleste landes industri og handel er den at cheferne endnu ikke paa langt nær i alle vigtige tilfælder er sin stilling fuldt ut voksne. Geni-opfostring og geni-opdyrkning vil være en hovedbetingelse for de hvite folks fortsatte fremgang. Den ensidig demokratiske retning inden nutidens arbeiderbevægelse synes at lægge altfor liten vegt paa dette formaal. Der drives humbug med navnet „arbeidere“, som om alt arbeide blev utført inden de meniges rækker. Men i kappestriden mellem nationerne om produktionens hævning vil det land eller den gruppe av arbeidslag som har de mest fremragende chefer, under ellers like vilkaar ha uten sammenligning den bedste chance. „Rekonstruktionen“ efter krigen vil i første række avhænge av disse to ting: arbeids- og forretnings-ledernes høie begavelse og almenaand, og deres evne til at vinde arbeidernes tillid og smitte dem med sin energi.

Thomas Carlyle hadde efter mit skjøn ret i den tanke at gjennem menneskets stigende herredømme over naturens vældige kræfter og gjennem samlingen av store arbeidslag under høitbegavede og ridderlig selvhengivende chefer vil en „ny episk tidsalder“ begynde. Vi vil da ikke længer, som Vergil i Æneiden, besynge arma virumque, „helten og hans vaaben“, men arbeids-høvdingen og hans verktøi og maskiner.

Marshall formulerer ikke nogen bestemt mening om det sociale problems løsning. Hvad der i nutiden især mangler, inden begge de kjæmpende organisationer, forekommer mig at være en høi utvikling av religiøs almenaand. Den sociale krise er for en meget væsentlig del en følge av det gamle religiøse livs forfald. En overtro forekommer det mig at være, at gaa ut fra, at man skulde kunne løse det sociale spørsmaal alene gjennem en ny lovgivning, gjennemført med eller uten en voldsom revolution. Ny lovgivning og omlægning av beskatning kan vise sig uundværlig. Men ad den vei alene er det umulig at frembringe den organisation av arbeidet som stemmer med kulturutviklingens love: nemlig et forhold av gjensidig tillid og hengivenhet mellem en høitbegavet chef og hans arbeidslag. En hovedbetingelse for at dette maal kan naaes, inden flere og flere frivillige grupper, er førernes og de meniges forening i en fælles tro, et fælles haab og en fælles glæde. Tanken om en fortsættelse av nyskapelsens guddommelige verk, gjennem menneskets stigende forbund med naturens kræfter og gradvis hævning av livsformerne paa vor jord, dette er hvad der i vor tid vil kunne gi det daglige arbeide en ny religiøs vigsel.

Det sociale spørsmaals løsning maa efter min opfatning især utgaa fra de høiest begavede mennesker. For den fødte arbeids-chef, som kommer ind i den nye religiøse forestillings lysring, vil det staa som naturlig at rette sin lidenskap, ikke mot personlig materiel vinding eller nydelse, men mot det at sætte store kræfter igang, lede et stort opbud av menneskenes og naturens kræfter i et eventyrlig foretagende, som han tillægger evighets-værdi.

For den der tror at kulturarbeidet er menneskets dagverk i en høiere magts tjeneste, og at den mand eller kvinde fortaper sit liv, som ikke i sin korte levetid faar gjort det høieste som hans natur evner, kan livsmaalet ikke være at vinde til eget forbruk mest mulig løn for mindst mulig arbeide, men tvertom at være den mest mulig produktive, den høiest mulig ydende. At føre det størst mulige antal mennesker opad en steil vei til fælles seire og fælles lykke, det vil være det usedvanlig begavede menneskes høieste løn. Den største er den som er de manges, om mulig alles tjener og hjælper. Ad den vei blir den store arbeidschef jevnbyrdig med den store kunstner, den store forsker, den store statsmand.

Hvem kan løse det sociale spørsmaal? Genierne, i forreste række; ved religiøs ildhu som den kraft, hvorved de tænder en ny aand inden det store folk.

Hvem vil ikke frivillig være med paa store foretagender, naar et høitbegavet menneske, uten at kræve nogen usedvanlig grad av materiel nydelse for sin egen person, kalder til samling om et industrielt storverk: tæmningen av en kraftkilde, anlæg av en fabrik-havelandsby, eller en oversjøisk jordbruks-koloni, — til en viss grad i de gamle engelske puritaneres aand, som i aar 1620, for tre aarhundreder siden, med utrolige opofrelser grundla det Ny-England som er vokset op til at bli den hvite folke-families mægtigste bolverk.

VI.

Naar man betænker at et fysikalsk-teknisk redskap som dampmaskinen tok flere hundrede aar før den var færdigeksperimenteret, kan det ikke undre noget fornuftig menneske at ogsaa de social-tekniske opfindelser kræver lang tid til sin utvikling. I foregangs-landet England har man endnu ikke hat mere end omkring et hundredaar, og i andre lande meget mindre, til at avpasse arbeidets organisation efter de nye tekniske hjælpemidler og efter de nye muligheter som følger med daglønnernes befrielse for de gamle stavnsbaand.

Det er store og gode social-tekniske opfindere, vi hittil for det meste har manglet. Hadde der fremstaat en række av geniale arbeids-chefer der samtidig var glødende arbeider-venner, som den ovenfor nævnte Robert Owen, vilde den industrielle verden efter al sandsynlighet nu hat et ganske andet utseende. Et av de største mindesmerker over denne mands social-tekniske forsøk er den „kooperative bevægelse“. Herom sier professor Alfred Marshall, i det nysnævnte store verk, „Handel og Industri“: „Kooperationens grundlægger var Owen, et glimrende praktisk forretnings-geni og samtidig en lidenskabelig enthusiast, for hvem forbedringen av menneskets karakter var et maal i sig selv, og et middel til at øke dets velfærd. Talrike smaa kooperative foreninger dannet sig under hans inspiration, især som eksperimenter i retning av kommunistisk produktion, med fælleseie i land som ledende tanke. Senere var det at 28 fattige arbeidere, især vævere, i Rochdale slog sig sammen om at danne et indkjøpslag. Ved smaa bidrag paa 20—30 øre samlet de en 5—600 kroner og gik i 1844 igang med en butik, hvorfra nu lignende forretninger over hele verden stammer. Den første tanke var den at faa livsfornødenheter til en-gros pris ved en art fælleskjøp hos grossererne. Men i tidens løp gik man videre — likesom mange av grossererne — og brukte en del av sin kapital til at skaffe sig varer fra egne verksteder og meierier. Hvortil kom at kooperatørerne la an paa sin egen selvopdragelse til samhjælp, ved gjensidig bistand til oplysning, bygning av egne hjem og kunstnerisk underholdning. For tiden er der, efter tre kvart aarhundredes fremgang, i Storbritannien 1478 kooperative foreninger (samvirke-lag), med ikke særdeles langt fra 4 millioner medlemmer, som raader over en kapital paa henved 160 millioner kroner og direkte eller gjennem fælles-forbund driver kornmøller, bakerier, slagterier, skotøi-fabriker og andre produktive bedrifter, f. eks. meierier i Irland, te-plantager i Indien, hvorfra te føres til England i egne skibe, og bankforretninger.

Ingen kan negte at denne bevægelse under dygtig og retskaffen ledelse har vist sig praktisk og betegner en social-teknisk opfindelse av rang. Ved sin „forening av idealisme og sund sans“, sier Marshall, har disse folk brutt veien for store forbedringer i varers frembud paa markedet. Især ved at gjennemføre krav paa kontant betaling og lægge an paa hurtig omsætning av kurante varer. Men det tok tid før de lærte kunsten at gjøre gode indkjøp, hvad der først lyktes ved hjælp av fælles-lag for indkjøp en-gros og for egen produktion.

Allikevel, trods alle fremskridt, har resultaterne, sier professor Marshall, ikke svaret til de sangvinske forventninger. Aarsaken ligger væsentlig deri at forretningen styres av en komité, og at komitéer har uhyre vanskelig for at kappes med den enkelte begavede og ihærdige forretningschef. Især naar komitéerne bestaar av ikke-fagmænd.

Ganske vist har den retsindige og til alle sider sandhetssøkende professor Marshall fuldstændig ret naar han hævder at Rochdale-pionerernes foretagende er „uten rival i handelens historie“. Kooperationens fremgang har, trods al begrænsning, været „vidunderlig“ (marvellous). Den er jo utbredt til omtrent alle lande og alle himmelstrøk. „Kooperationen — sier Marshall — har ikke gjort det umulige. Men den har ydet og yder fremdeles det britiske folk en nobel tjeneste.“

Det faktum, at den nye form av handel, trods alle forhaabninger, endnu i det store og hele er den gamle handel underlegen i kappestriden paa de fleste omraader, bør ikke gjøre nogen blind for, at kooperationen i flere lande har ydet folkene betydelige tjenester.

Om selve Rochdale-foreningen kan det, efter the Encyclopædia Britannica (1911), nævnes at den bestaar fremdeles. De 28 medlemmers antal er gaat op til 11,000, som raader over en kapital paa 350,000 pund sterling. (Dette var endel aar før krigen). Ser man nærmere paa de fakta som professor Marshall fremhæver, kan de efter mit skjøn bedst analyseres ved at si at i de tre fjerdedele av et hundredaar hvori de kooperative foreninger har bestaat, har de fremkaldt en høist interessant væddekamp mellem to typer av handelsforretninger, de nye og de gamle. De kooperative utsalg av Rochdale-typen har gjennem den frie konkurranse for det første tvunget eller egget dygtige og driftige forretningsmænd av den gamle type til at indføre forbedringer: særlig kontant-salg og hurtig omsætning i store masser til billige priser. For det andet har konkurransen med den slags dygtige forretningsmænd av den gamle type egget kooperatørerne til større dygtighet. Navnlig til at lægge vind paa indsigtsfulde engros-indkjøp, gjennem særskilte Wholesales (eiet av utsalgs-foreningerne), og paa selv direkte og indirekte at la varer producere. Denne fremgang i kooperatørernes dygtighet (navnlig i Skotland, England, Schweiz) har igjen tvunget dygtige forretningmænd av den gamle handels type til paa sin side at gjøre nye fremskridt. Med den følge at i Storbritannien, ifølge Marshall, er kooperative foreninger ikke istand til at gjøre varerne væsentlig billigere end andre forretningsmænd som driver lignende handel efter det gamle system.

Med andre ord: erfaring synes at vise at der ialfald for tiden er plads for begge typer av handelsforretninger, og at de netop ved sin væddekamp i det frie marked egger hinanden til at gjøre den slags fremskridt som kommer alle forbrukere til gode. Hver type har sine fortrin. Den gamle, stadig fornyede handels enorme overtak ligger deri, at en enkeltmands fulde ledelse og ansvar gir de høitbegavede og usedvanlig energiske en chance. Hvortil kommer denne begavede enkeltmands naturgivne lidenskap for at anbringe overskud produktivt, til utvidelse og forbedring av bedriften. Han lever og aander for dens vekst. Forretningen er hans videre jeg, hans øiesten, et vitalt organ for hans livstrang.[14] De kooperative foreninger har paa sin side det formon, at de ikke behøver at ødsle penger paa at avertere, da de kan appellere til forbrukernes og særlig de ubemidledes interesse av at handle med en forretning som alene har til formaal at tjene det almene bedste. De opøver de ubemidlede i at kjøpe mot kontant og til at interessere sig for forbrukernes selvhjælp gjennem samvirke. Særlig i Skotland, hvor kooperationen har hat størst fremgang, og i Nord- og Mellem-England har kooperationens samfunds-opdragende magt uten tvil været av storartet betydning. Hver arbeiderfamilies husmor faar en viss følelse av sit værd og sin magt derved at hun er medlem av en kooperativ forening, som igjen er et led i et stort nationalt forbund og i et verdens-forbund.

Hvis nogen inden handelsstanden tror at den kooperative bevægelse kan bringes til at stagnere, tar han feil. Men paa den anden side tar kooperatørerne feil, hvis de tror at de kan og bør avskaffe enhver anden form av handel. Det hele samfunds interesse ligger, i det mindste saa langt vi med vor erfaring kan se fremad, i en fortsat kappestrid mellem de to typer av forretninger. Med jo større iver og dygtighet og fair play de kappes, desto bedre for det kjøpende publikum. Den britiske handel vilde ikke staat saa høit i dygtig ledelse og evne til at sælge gode og billige varer, hvis den ikke for de let salgbare varers vedkommende hadde hat at konkurrere med mere og mere dygtige kooperatører. Og disse sidste vilde ikke ha staat saa høit i samfundstjenlige egenskaper hvis de ikke hadde hat at bestaa en altid skarpere konkurranse med forretninger under enkeltmænds frie ledelse.

Naar man av Marshalls bok ser at de kooperative engros-forretninger (Wholesales) ikke har mere end 16,000 producerende arbeidere (i Storbritannien) i sin tjeneste, og dernæst betænker at den gamle type av forretninger endnu har en vældig overvegt — de 1478 britiske kooperative utsalgsforeningers samlede salg var ifølge Hazell’s Annual i 1919 i det næstforegaaende aar knapt 225 millioner pund sterling, i sig selv ganske visst et meget respektabelt beløp —, faar man et sterkt indtryk av, at der endnu er plads for en overordentlig stor fremgang i kooperativ handelsevne. I hvilken retning denne maa gaa, derom faar man et vink gjennem den oplysning hos Marshall, at de kooperative foreninger, som styres av en komité av ikke merkantilt utdannede mennesker, dog i den senere tid har ansat „nogen faa fagmænd for nogenlunde høi løn“ (a few experts, whom they now pay rather high salaries). Ganske visst er Briterne (især Nord-Briterne) endog uten faglig utdannelse ofte gløgge i forretnings-skjøn. Men den kooperative bevægelses største svakhet har endog i England, og end mere i flere andre lande, været den, at man har undervurderet den fagmæssig utdannede og opøvede handelsstands uundværlige funktion i det menneskelige samfundsliv. Saalænge kooperatørerne sitter og styrer sine forretninger i komitéer av ikke-fagmænd, som stoler trygt paa sit lægmandsskjøn, og foragter eller hater kjøbmandsstanden, har denne sidste et umaadelig overtak. Imot kooperatørernes idealisme kan de merkantile fagmænd sætte bevisstheten om at de med alle svakheter gjør en stor, alt i alt samfundsgavnlig gjerning, som kooperative foreninger under komitéer av amatører aldrig vil kunne erstatte.

Den kooperative bevægelses begrænsning har, med andre ord, hittil især ligget i en ensidig demokratisk fordom mot at anbetro nogen stor magt og et tilsvarende ansvar til en høitbegavet og høit opøvet enkeltmand. At bøie sig under den lov for livets fremgang, som kræver av menneskelig livskunst en forening av demokrati og aristokrati, det blir vel den største vanskelighet for mange mennesker i demokratiets nuværende umodne alder.

Handelsfolk av den gamle type har, som ovenfor antydet, en dobbelt fordel, som kooperatørerne før eller senere vil maatte søke at efterligne. De har individuel ledelse og individuelt ansvar, mens ansvar inden en komité (eller en hvilkensomhelst art av bedriftsraad) pulveriseres. Hvis ikke komitéarbeide ledes av et overlegent individ, vil let hvert enkelt medlem bare føle sig som en brøkdel av et menneske.[15]

Den anden fordel er, som ovenfor berørt, den, at den enkelte forretningschef (hvadenten det er i handel eller fabrikdrift) gjerne utvikler en lidenskap for at anbringe mest mulig overskud i selve forretningens utbedring og vekst. Han identificerer sig med sin forretning. Han gjør den til sit livs-organ. Han vier den sin sjæls hele kraft. Jeg kommer her tilbake til den i et tidligere avsnit fremsatte hovedtanke: for arbeiderne og de ubemidlede av alle stænder gjælder det at knytte til sig de sjeldne individer av usedvanlig begavelse, ved at betro dem en fører-stilling. Alene ved geniernes hjælp kan de naa frem til sin ret og sin fulde arbeidslykke.

Hvis folkets masse, demos, vil bøie sig for livets love, ut fra et nyt religiøst syn paa menneskeslegtens livsløp paa denne jord, vil kappestriden komme til at staa mellem de forretninger, hvis chefer kan haabe paa at bli millionærer eller mange-millionærer, og de kooperative forbund som ikke kan by sine chefer utsigt til nogen grænseløs personlig vinding, men alene ved siden av rimelig god løn byr dem den glæde at omfattes av tuseners eller millioners tiltro og kjærlighet.

Det forekommer mig ikke usandsynlig at fremtidens mennesker vil faa se enkelte kooperative forbund under geniale og selvhengivende chefer svinge sig op til at bli verdens omspændende forretninger, som ialfald undertiden vil ta luven fra kjæmpe-truster av den gamle type. Hvad kooperatørerne maa lære, er rækkevidden av den lov, at menneskelivets fremgang avhænger av trofast samhjælp mellem den høitbegavede fører og hans følge, og at dette er den frugtbareste form av „samvirke“ paa denne jord.

Men en hovedbetingelse for fremgang i denne retning er at det store folk lærer at betragte menneskehetens livsgang paa jorden fra hvad jeg vilde kalde et religiøst-episk synspunkt: som en opdagelsesreise i en overmenneskelig magts tjeneste. Maalet for den kooperative handel maa ikke alene være dette at sælge gode varer billig, tilnærmelsesvis til produktionspris, og derigjennem hæve de ubemidledes økonomi og selvfølelse. Men ogsaa dette videre og høiere: at virke for hele menneskehetens fortsatte skapelse, gjennem de manges sammenslutning under de høiestbegavedes førerskap. At la et genialt menneske faa adgang til fuldt ut at utfolde sine gudgivne evner med frivillig støtte fra tusener eller millioner av mennesker, som følger sin fører med beundring og tillid, det maa staa som et av de største av alle menneskelige maal.

Den kooperative bevægelses historie frembyr en overordentlig interesse, ikke mindst derved at den bedre end nogen anden gruppe av historiske kjendsgjerninger viser os, at der inden selve det privat-kapitalistiske system er plads for arbeidernes oprykning til at faa en hurtig voksende andel i kapitalen. Som det overveiende antal av forbrukerne har de ubemidlede av alle stænder det faktisk i sin magt at underlægge sig mere og mere av den private kapital. Hvad der har manglet folkets store flertal, har saaledes ikke været adgangen til at raade over kapital, men evnen til at bestyre den paa en slik maate at den blev hurtig voksende. Hvad der har manglet, er en tilstrækkelig indsigt i livets love og vilje til at se det som en religiøs pligt at lyde deres bud.

Mit eget syn paa disse forhold har gjennem en række av aar været bestemt av hvad jeg har set som resultat av en menneskealders studium av det geniale menneskes funktion: den nemlig at være samfundstjener, netop gjennem sin stilling som fører. Det usedvanlig begavede menneske har den naturgivne rolle at skape kulturmidler til fælles bruk for et ubegrænset antal. Hermed følger at der ikke er nogen nødvendig disharmoni mellem det aristokratiske og det demokratiske element i det menneskelige samfunds utvikling. Fremgangen beror, som sagt, paa trofast gjensidig hjælp mellem førere og følge.

Denne opfatning har jeg søkt at gjøre rede for i min bok om „Det geniale menneske“.

Hvad de sociale reformatorer og revolutionsmænd hittil har savnet, har været en fuldt utviklet samfundsvidenskap. Eftersom det lykkes os at naa frem til en paa erfaring bygget kundskap om lovene for de menneskelige samfunds fremgang, vil alle tidligere sociale systemer og programmer maatte underkastes en fuldstændig revision. Det er neppe for meget sagt at den hvite folkeæts skjæbne avhænger av hvorvidt vi i nutidens kulturkrise kan faa en slik ny videnskabelig veiviser til vor hjælp.

Det er ovenfor sagt, at sfinksens gaade for nutidens, som for oldtidens, kulturtolk er paa én gang det sociale og det religiøse problem. Begges løsning avhænger av disse to ting: kundskap om livslovene og vilje til at lyde dem.

I trofast efterlevelse av livsfremgangens love vil nutidens mennesker kunne se en fornyelse av den gamle og den nye pagt: livs-forbundet med en overmenneskelig verdensvilje.

For alle Guds-troende vil en efterlevelse av lovene for livets vekst være den høieste form av selvutvidelse: den at utvide vor lille menneskelige og individuelle livsvilje til fællesskap med Guds vilje. Og for „agnostikerne“ eller for dem som ikke har nogen bestemt tro paa en guddom, vil trofast arbeide for menneskeslegtens fremgang være som at dyrke den ukjendte gud. Begge grupper av mennesker og alle andre religiøse mennesker av alle stammer og religioner vil kunne møtes i dette: at tjene „fremgangsviljen, vaarens bud“, efter Bjørnstjerne Bjørnsons uttryk. Begge vil faktisk være, hvad Tolstoi kalder „Guds arbeidsfolk paa jorden“. —

  1. ↑ Tolstoy and his Problems, by Aylmer Maude, Second Edition London 1905, s. 201. Jfr. Edward Carpenter: Civilisation, its Cause and Cure, New Edition, London 1908. — Carpenter forstaar imidlertid ved „civilisation“ alene en bestemt, tidsbegrænset fase i den menneskelige kulturs utvikling.
  2. ↑ Se t. eks. The Crown of Wild Olive.
  3. ↑ Fields, Factories, and Workshops. London 1904.
  4. ↑ Jean de Lanessan: La Lutte pour l’Existence et l’Association dans la Lutte (Paris 1881). — P. Krapotkin: Mutual Aid (Revised Edition, London 1908).
  5. ↑ Se professor Edvard Westermarcks fortrinlige verk: The History of Human Marriage, London 1901, s. 43 ff.
  6. ↑ Heinrich Pesch, Lehrbuch der Nationalökonomie (Freiburg, 1909), II bind, s. 638. Wilhelm Schallmeyer, Vererbung und Auslese im Lebenslauf der Völker (1903), s. 117.
  7. ↑ War Facts and Peace Problems, by Arthur L. Frottingham, New York 1919.
  8. ↑ Otto Seeck: Geschichte des Unterganges der antiken Welt I (3. utg. 1910) — II (1901).
  9. ↑ Jfr. Darwin, Descent of Man, New Ed. 1901, s. 217, jfr. ogsaa Greg i Frazer’s Magazine, 1868. Optrykt i Enigmas of Life. 18. utg. 1891.
  10. ↑ Bulletin de l’Institut international de Statistique, tome XV. Jfr. Der Adel Schwedens, af samme forf. (Jene, 1903), s. 337.
  11. ↑ Frazer’s Magazine.
  12. ↑ Macmillan’s Magazine.
  13. ↑ Macmillan and Co., London, 1919, (874 sider).
  14. ↑ Sammenlign min bok: „Det geniale menneske“, stykket: „Hvad er kultur?“
  15. ↑ Det er betegnende, at det norske samvirkelag, som — saavidt vites — hittil har gjort det bedst, nemlig Stavangers, har i en sjelden grad nydt godt av en enkelt fremragende mands initiativ.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Leo_Tolstoi,_Ruslands_digter-profet/Leo_Tolstois_kultur-_og_samfundsproblem&oldid=218584»