Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet/Tolstois religion
Tolstois religion.
Leo Tolstois kristendom er det sidste led i en lang række av merkelige forsøk paa at fornye og gjenoprette den apostoliske eller endog Jesu egen kristendom. Mange av disse forsøk har spillet en mægtig rolle i kultur-utviklingen, fra de store munke-reformationer, der trods ensidighet og skjæbnesvangre feiltagelser gjennem sine bedste representanter lyser som et fakkel-løp gjennem den „mørke tidsalder“, til de protestantiske kirker og sekter. Den sidste av de store munke-reformationer, Francisco av Assisi’s, nærmet sig i væsentlige stykker mere til den virkelige apostoliske og oprindelige kristendom end noget av de protestantiske kirkesamfund, med undtagelse av grupper og sekter som de mähriske eller böhmiske brødre og Quakerne. At Leo Tolstoi likesom hans læremestre, de russiske bonde-protestanter, som Dukoborerne, paa flere hovedpunkter træffer sammen med de böhmiske brødre og Quakerne, likesom med de ældste Franciskanere, er et tegn, som tyder paa, at han virkelig har læst det nye testamente og navnlig bjergprækenen for en stor del rigtig.
Tolstois kristendom nærmer sig i væsentlige træk til urkristendommen, hvis man derved forstaar bjergprækenens kristendom, og hvis man bortser fra, at Tolstoi uvilkaarlig skyver tilside eller utskiller de bestanddele, som han ikke har bruk for; nemlig især troen paa djævle eller dæmoner og forestillingen om en nær forestaaende dommedag eller verdens-katastrofe, hvortil kommer, at hans Guds-opfatning er i nogen grad pantheistisk.
Bortset herfra, har Tolstoi med en stor digters klarsyn rettet opmerksomheten netop paa noget av det væsentlige i den oprindelige kristendom og draget dette væsentlige og eiendommelige indenfor den rette synsvidde, mens han lot alt det øvrige vike tilbake i disig fjernhet. Dette er jo netop en side ved digterens synskreds, at han formaar at knytte de karakteristiske og indbyrdes beslegtede træk sammen og stille dem „i focus“, mens de uvæsentlige træk fordunkles eller endog ganske forsvinder. En klarøiet kunstner er Tolstoi ogsaa i sin rekonstruktion av den del av den oprindelige kristendom, som for ham er den væsentlige.
En egte kunstner er han, men ikke en videnskapsmand. Det kan ikke sies, at Tolstoi besad nogen sterkt utviklet historisk sans. Hans steile og dogmatiske hævdelse av urkristendommen, med fradrag av flere vigtige bestanddele, hænger sammen med, at han ikke har set bjergprækenen i historisk perspektiv, som det sublimeste uttryk for den store, epokegjørende motbevægelse mot de antike erobringsrikers krigsmoral.
Heller ikke har han set, at den oprindelige kristendom, med al sin motstand mot krigs-moralen, dog endnu hang fast, gjennem en enkelt seig rot-trevl, ved den gamle krigsreligion, nemlig gjennem troen paa en stor verdenskamp mellem lysets og mørkets magter, mellem Gud og Satan, som endog kaldes „denne verdens fyrste“.
Tolstoi har neppe været sig klart bevisst, at han i sin Guds-opfatning avviker temmelig sterkt fra de første kristne, forsaavidt som han opgir den sen-jødiske (muligens fra Perserne laante) dualisme og nærmest slutter sig til de gamle græske stoikeres og nyplatonikeres pantheistiske Gudsbegrep, som væsentlig stemmer med den hinduiske og den gamle kinesiske religion. I sin opfatning av menneske-naturen er derimot Tolstoi, likesom de græske idealister, i nogen grad dualist, forsaavidt som han ofte stiller sjælelivet eller aandslivet i skarp motsætning til det legemlige liv. I det hele faar man ved at læse Tolstois skrifter om religion et sterkt indtryk av, at Rusland gjennem den græsk-katolske kirkes tradition, og kanske især gjennem russiske munke-ordener og sekter, staar i en langt nærmere berøring med den senere græske filosofi, end vi gjør det her i Vesterlandene. Det er efter mit skjøn især dette, som gjør, at Tolstois metafysiske verdensanskuelse paa de fleste av os virker fremmed og fjern, som tilhørende en forbigangen tid.
Tolstois verdensanskuelse er i mange stykker nær beslegtet med stoicismen, delvis ogsaa med nyplatonismen, — hvortil dog kommer indflydelse fra nyere vesterlandsk filosofi, særlig fra Schopenhauer og Hegel eller Ung-Hegelianerne.
Lettest var det at forstaa Tolstoi, om vi kunde faa vite, hvordan han vilde fremstille sin livsanskuelse for et barn. Et russisk blad fortæller heldigvis om en eiendommelig brevveksling mellem Leo Tolstoi og en syv aars pike, Sonja Rubinstein, i den sydrussiske by Uman. „Kjære onkel,“ skrev den lille pike, „paa Deres navnedag er jeg begyndt at læse efter Deres ABC. Jeg har hørt meget om Dem av far, og ber Dem derfor om at svare mig, om der er en Gud til eller ikke, om man har lov til at skrive om søndagen“ o. s. v. — Nogen tid efter fik Sonja følgende svar fra Tolstoi: „Gud er ikke i himmelen, men i hvert menneske. Det er Gud, som gir menneskene og alt levende livet. Vi lærer Gud at kjende gjennem kjærligheten. Ved kjærligheten blir Gud i mig[1] forenet med Gud i andre væsener. Hele Guds lov bestaar deri, at vi elsker Gud og næsten, og den allerstørste lykke i verden bestaar i at elske alle. Jeg sender dig en bøn og raader dig til at be den og av al magt sky alt, som hindrer kjærligheten, og elske alle mennesker i like grad.“[2]
Tolstois standpunkt kan belyses gjennem en sammenligning med Bjørnstjerne Bjørnson. Der er en merkelig overensstemmelse mellem de to vidt forskjellige diktere, baade i forestillingen om den altomfattende velvilje som den høieste livsform og tildels ogsaa i Guds-opfatning. En korrespondent til „Morgenbladet“ fortæller fra et besøk paa Jàsnaja Poljàna, at Tolstois datter hadde truffet Bjørnson i Rom og „talte meget og med beundring om Bjørnson og hans digtning“, og at Tolstoi selv, som i samtalens løp betegnet Bjørnson som et prægtig menneske, bad korrespondenten hilse Bjørnson (som hadde spurt om Tolstois tro paa en personlig Gud) og si, at „jeg (Tolstoi) slet ikke tror paa den Gud, som skal ha skapt himmel og jord, men at jeg tror paa den Gud, som lever i Deres, Bjørnsons, hjerte — paa ingen anden Gud.“[3]
Av Tolstois skrifter synes det at fremgaa, at han ansaa menneske-godhet for en tilstrækkelig aabenbaring av Gud eller av det guddommelige. I en samtale har Tolstoi engang ytret, at „godhet er det høieste, det uforgjængelige livsmaal. Hvilken opfatning vi end har av godhet, er vort liv intet andet end en stræben henimot det gode, — det vil si, henimot Gud. Det gode er det, som vi kalder Gud.“[4]
Man kommer ved at læse disse ord til at mindes Bjørnsons fortælling „Paa Guds veie“ (hvor gode mennesker gaar, der er Guds veie) og den samme digters tredje salme fra 1880 (som her gjengives i utdrag), med dens gripende veksel-sang mellem tvilens, den oprigtig søkende tvils, mangestemmige kor og den evig ungdommelige kjærlighets og hengivenhets-trangs tillidsfulde, svulmende livstro, sunget frem av en enkelt-stemme.
| Kor. |
| Hvem er du med de tusene navn |
| fra de tusene tider og sprog? |
| Du var favn for vort evige savn, |
| du var haab under fortidens aag. |
| Du var dødsangstens nat-mørke gjest, |
| du var livsglædens solrike fest. |
| End dit billed vi vekslende danne, |
| end vi kalder ethvert aabenbaring, |
| og enhver holder sit for det sande, — |
| til det brister i kvalfuld erfaring. |
| Solo. |
| Aa, men vær, hvem du vil, |
| thi jeg ved, du er til |
| som det evige rop i min sjæl — det er dig! — |
| efter retfærd og lys, |
| efter seir for det ny’s |
| aabenbarende magt, det er dig, det er dig! |
| . . . . . . . . . . . . . . |
| Kor. |
| Da vi aldrig dit væsen kan naa, |
| har vi midlere tænkt os fra dig; |
| om aartusen blev alle for smaa, |
| og vi staar her igjen uden vei. |
| . . . . . . . . . . . |
| Solo. |
| Den, som lever i mig,[5] |
| han behøver jo ei |
| nogle midler; jeg eier ham jo: det er dig! |
| . . . . . . . . . . . . . . |
| Hvi bestemmer jeg orm |
| da min evigheds form? |
| Jeg tar ydmyg min lov: thi jeg ved, den er dig! |
| Var jeg værdig: et bliv! — |
| kom du magt som er liv, |
| naar du vil, som du vil, — det er dig, det er dig! |
Med denne inderlige og ildfulde høisang til livets og fremgangens gode magt, som er aabenbaret i os selv — en hymne fra Bjørnsons kraftigste mandsalder og kamptid, hvor han hæver sig op over dagens strid og indaander i dype drag den høie og rene luft ovenover kampens skyer, — hermed kan sammenlignes et av Goethes mest uforglemmelige digte fra hans fuldmodne ungdom (1782), „Det guddommelige“, hvor en ophøiet ro og klarhet aander gjennem den høitidsfulde, oldtids-lignende form. Dette digt, som hitsættes i oversættelse, forekommer mig, sammen med Bjørnsons tre salmer fra 1880 og prosa-stykker av Tolstoi om godhetens magt, at høre til de hymner, som gjennem aartusener vil kunne synges i menneskehetens og menneskelighetens kirker over den hele jord.
| Vær høisindet, menneske, |
| hjælpsom og god! |
| Thi det alene |
| skiller os ud |
| fra alle væsener, — |
| dem vi kjender. |
| Hil de ukjendte, høiere væsener, — |
| dem, som vi aner! |
| Vær god og lign dem; |
| thi menneske-godhed |
| gjør Gud trolig. |
| Ufølsom er jo |
| al øvrig natur[6]. |
| Over gode og onde |
| soløiet lyser. |
| For niddingen straaler |
| som for den bedste |
| de natlige stjerner. |
| Stormvind og strømme, |
| torden og hagl |
| suser blindt afsted; |
| griper i farten, |
| mens fremad de iler, |
| snart en, snart en anden. |
| Ogsaa lykken |
| griper iflæng |
| snart efter en ungguts |
| lokkede uskyld, |
| snart det skaldede, |
| skyldtunge hoved. |
| Efter store, evige, |
| ertshaarde love |
| nødes vi alle |
| at gaa tilende |
| vort livs rundgang. |
| Alene mennesket |
| kan det mulige: |
| skille godt og ondt, |
| vælge og dømme, — |
| og øieblikket |
| varighed laane. |
| Han alene |
| tør gribe ind: |
| Tør lønne den gode, |
| straffe den onde, |
| gi’ lægedom, redning; |
| alt spredt og svevende |
| nyttig forene. |
| Vi elsker og ærer |
| de evige magter, |
| som var de mennesker, — |
| giorde i stort, |
| hvad de bedste iblandt os |
| i smaat forsøker. |
| Menneske-adel, |
| vær hjælpsom og god! |
| Utrættelig skape du |
| retfærd og gavn! |
| Et billede give os |
| af hine anede væsener! |
Naar vi kommer ut av den næsten religionsløse, fromhetsfattige mellemperiodes kunst og literatur, vil store tonedigtere kappes om at la mægtige korsange stige op av disse og andre nytids-salmer. Som et pinseveir vil de suse gjennem kirker og hjem og gjennemtrænge arbeide og kunst.
Tolstoi har — likesom Goethe og Bjørnson (i sin manddoms fuldkraft) — ikke blot en psykologisk, men ogsaa en kosmologisk opfatning av menneskelig godhet. Den er for ham, som for Goethe, eller Shelley, og Victor Hugo, for Wergeland og Bjørnson, den høieste verdensmagt.
Men hos Tolstoi træder den metafysiske eller kosmologiske opfatning frem i en mere alderdommelig, oldtidslignende form, som jeg mener hænger sammen med, at den græsk-russiske fromhet staar i et langt nærmere forhold til den gamle græsk-hedenske og græsk-kristelige filosofi.
Det sande liv er ifølge Tolstoi de gode, mot alle velvillige, menneskers fællesliv. Dette fællesliv forener godheten (den altomfattende kjærlighet) i hver enkelt av os med godheten i andre mennesker, og blir derigjennem en selvaabenbaring av verdens-godheten eller Gud. Dette er meningen av det ved første øiekast noget gaadefulde uttryk i Tolstois ovennævnte brev til Sonja Rubinstein: „Ved kjærligheten blir Gud i mig forenet med Gud i andre væsener.“
Godhets-aanden, den altomfattende velvilje eller kjærlighet, er for Tolstoi ikke alene den høieste form av virkelighet, men (som i grunden allerede for Platon) den eneste sande virkelighet, — „sandheten og livet“. Men denne godhets-aand (som er vort høieste begrep om Gud) kan ifølge Tolstoi ikke utfolde sig, ikke aabenbare sig for os uten gjennem mennesker. Heri stemmer Tolstoi med Goethe i hans digt om „Das Göttliche“.
Derfor er menneskets opgave den at „gjøre Guds arbeide“ paa jorden, virkeliggjøre, utfolde og aabenbare det guddommelige. Menneskets gradvise utvikling og vekst i gjensidig hjælpsomhet og mere og mere omfattende forsorg er menneskets Guds-tjeneste, — vort liv som det guddommeliges virkeliggjørere paa jorden. Alt vort arbeide, naar det gjøres i kjærlighet til andre og for at lette andres arbeide, — nemlig derved, at hver av os selv tar paa sig den størst mulige del av det arbeide, som skal og bør gjøres for livets ophold og fremgang, — alt saadant arbeide blir en Gudstjeneste; det gjør os til godhets-aandens arbeidsfolk her paa jorden.
Denne merkelige og storstilede religiøse opfatning av det menneskelige arbeide, endog det allersimpleste, blir mere let forstaaelig, naar vi erindrer, at Tolstoi hadde levd sin barndom og ungdom og en stor del av sin manddom indenfor den russiske overklasse, og litt efter litt hadde lært at avsky den ting at la underklassens mennesker, tjenere og dagarbeidere, utføre mest mulig av det tunge og brysomme slit, mens overklasse-mennesket ofte søker at nyde den størst mulige andel av arbeidets frugter. I motsætning hertil mener Tolstoi, at den, som, omend blot delvis, er social parasit eller tar imot mere arbeidshjælp av andre, end han selv yder andre, — han gaar glip av det sande, det guddommelige liv, kjærlighetslivet, den mere og mere altomfattende velviljes liv.
Den derimot, der ikke lever for sin egen egoistiske livsnydelse (som bringer skuffelse og selv-indsnævring), men vier sit liv til verdens-tjenesten, eller til at tjene verdensviljen, han søker ganske naturlig at yde mere end han nyder, hjælpe mere end han hjælpes. Saa gjør jo faktisk enhver normal mor og far overfor sine barn, saa gjør enhver overfor den, han virkelig elsker; saa gjør den virkelige høvding og fører overfor sit folk, — han paatar sig det størst mulige arbeide. At gi mest mulig, sætte ind i menneskenes fællesliv hele sin naturs kraftfylde og rigdom, det er at leve livet, det guddommelige, det skapende liv. Parasiten derimot, den sociale parasit, nydelses-jægeren, som vil høste ogsaa, hvor han ikke har saad, er en menneskelig dvergform, en misdannelse, en abnormitet; — fostret og næret av unaturlige samfundsforhold.
Jeg har ovenfor gjengit Tolstois filosofiske tankegang frit og med de ord, hvori den efter nogle aars forløp gjenopstaar i min bevissthet, som en plante, der er saad som frø og har spiret under jorden. Hvis jeg har opfattet Tolstoi ret, da er netop den ovenfor skisserte tankegang hemmeligheten ved Tolstois egen livsførelse, eller hans livskunst, — hans næsten asketisk nøisomme, hjælpsomme arbeidsliv, som sin egen og alles tjener, hans uovervindelige avsky for rikmandsliv og hans trang til at stige ned til selve bunden av den sociale bygning, fra dens øverste stokverk, og være med blandt de bærende, opholdende kræfter, — en simpel „arbeidsmand i Guds tjeneste“.
Og ut fra denne tankegang falder der et klart lys, ikke alene over Leo Toistois egen livskunst, men ogsaa over et av de store hovedtræk i hans digtning. Den store sindets ombøining eller omvendelse, som han beskriver i næsten alle sine verker, er netop en bøien-tilrette av den menneskelige livsvilje fra indsnævrende og over sig selv krumbøiet egoisme til aapen og vidtfavnende altruisme; fra partielt eller fuldstændig parasit-liv til et guddommelig liv i verdens tjeneste. Eller fra ensidig forbrukende, fortærende liv til et ny-skapende og livs-forøkende.
Det sunde og store i Tolstois tankegang vil kanske træ klarere frem for os, hvis vi ser det uttrykt med en anden og mere hjemlig klangfarve, gjennem forbindelse med andre overtoner.
Bjørnson synger i det store digt til Johan Sverdrup, like ved begyndelsen av den største aandelige kamptid i Norges historie:
| En kamp-stor tid, — og vi er med! |
| Paa jord det største er: at være |
| hvor kræfter, som er stort igjære, |
| skal tage skikkelse og sted; — |
| at give af sin egen ild, |
| netop som gydningen skal til, |
| at trykke af sin egen form |
| i det, som bliver slegters norm, — |
| at blæse aande af sin aand |
| i tidens mund — ved Herrens haand. |
I disse glødende linjer har den vesterlandske virksomhetstrang, skaper-trangen og opfatningen av livslykken som aktivitet, faat sit kanske mest fuldtonende uttryk. Ogsaa her, som hos Tolstoi, er arbeidet, virksomheten opfattet som en Gudstjeneste, en deltagelse i et guddommelig verdens-arbeide. Men enhver føler, at klangfarven er vidt forskjellig. Der klinger andre overtoner med, som ikke fandtes hos Tolstoi. Hos Bjørnson er deltagelsen i verdens-tjenesten opfattet mere individualistisk, mere kunstnerisk selvfølende, selv om han nærmest retter ordene til Sverdrup og tænker sig fremskridtsarbeiderne som kjæmpende sammen i en stor fylking, hvori han selv blot er én av mange. Hoved-forskjellen er dog, at Bjørnson, likesom Wergeland, og som Goethe og Shelley, optar hele kultur-arbeidet, ikke blot det etiske arbeide, i sit begrep om verdens-tjeneste og Guds-tjeneste.
Vi har hos Bjørnson, baade i digtet til Johan Sverdrup og i den store foraars-salme fra 1880, et for alle tider klassisk uttryk for den lyse, verdensglade, vesterlandske fromhet, som er en fortsættelse av den ældre græske religiøsitet, i motsætning til den sen-græske etiske pietisme.
Leo Tolstoi er en storstilet, i sin art enestaaende etisk pietist. For ham er alene godheten, den moralske kraftutfoldelse værdifuld og Guds-aabenbarende. For Bjørnson derimot, som for Goethe og den vesterlandske aands bannerførere, er alt kulturelt fremskridtsarbeide, al levedygtig ny-skapen, en utfoldelse av det guddommelige i vor natur.
Godheten, det etiske, er for digtere som Goethe (i hans bedste stunder) eller for Wergeland og Bjørnson ganske vist en væsentlig side av skaper-arbeidet paa denne jord, det „demiurgiske“ arbeide, som gjør kaos til kosmos. Godheten, den gjensidige hjælpsomhet, er endog den allervigtigste side av skaper-arbeidets fortsættelse, hvori vi er „fremgangsviljens“ medkjæmpere. Men moraliteten er ikke det hele fremskridts-arbeide.
Godhetens vekst er den mest uundværlige del av kultur-arbeidet, da den skaper en voksende harmoni mellem de høieste kræfter paa denne jord, — gjør menneskeheten mere og mere til et samstemmig kor, — mindre kaotisk og mere kosmisk.
Men ogsaa arbeide i videnskap og kunst, næringsliv og politik, ja utviklingen av høiere og høiere selskabelig adspredelse og lek, hører med til den fortsatte skapelses arbeide, og følgelig til utfoldelsen av det guddommelige i vor natur. Saadan er den vesterlandske opfatning. Al harmonisk sammenføining av kræfter, endog den sunde legemlige vekst, er en del av det guddommelige arbeide.
Mens Tolstoi ikke interesserer sig for Gud som „skaper av himmel og jord“ (ikke engang i utviklingslærens nye skapelses-beretning), men alene som godhetsaanden, den etiske selv-utvidelses aand, forherliger derimot Goethe i „Faust“ „det vordende, som evig lever og virker,“
| „das Werdende, das ewig wirkt und lebt“, |
den altid nyskapende guddom (hvorom allerede skotten James Thomson hadde sunget, og den unge Kant skrevet i „Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels“), hvis
| unbegreiflich hohen Werke |
| sind herrlich wie am ersten Tag, |
som det heter i Goethes „Faust“.
Og Henrik Wergeland besynger i „Skabelsen, mennesket og Messias“ verdens guddom som den altid virksomme, rastløs nyskapende verdens-kunstner, hvis høieste lykke og sande liv er at skape nye, altid fuldkomnere verker.
Carlyle, som optar Goetes filosofi og omplanter den i en skotsk-puritansk jordbund, sier (i „Past and Present“), at „arbeide er Gudstjeneste“, Work is worship. Gud er for Carlyle „verdens-arbeideren“, the World-worker. Og vi menneskelige arbeidere er hans medskapere, medarbeidere i det arbeide, som omdanner verden til en kosmos, et guddommelig kunstverk.
Bjørnson har kanske git os det mest sangbare uttryk for den samme verdensanskuelse i hymnen til „det evige foraar i livet“, hvor menneskets høieste glæde er den at være med paa at „øke evighets arv“, og hvor livsfryden bestaar i at ta del i ny-skapelsens foraarsverk:
| yde sin skjærv |
| ind til det eviges hverv |
| liten og svag |
| aande et eneste drag |
| ind af den evige dag. |
Ogsaa Tolstoi forherliger, som de store vesterlandske digtere og tankere, arbeidet, aktiviteten, den værdiskapende virksomhet som den høieste menneske-lykke. Heri ligger den dype overensstemmelse mellem Vest- og Øst-Europas forkyndere av en frisindet form av fromhet. Fra øst og vest møtes nogle av den nyere tids største aander i at forkynde arbeids-fromhetens glade budskap. Menneskegavnlig arbeide gir den dypeste fornemmelse av lykke, fordi det svarer til vor opgave, vor funktion, det guddommelig skapende i vor natur.
Ikke mest mulig nydelse paa andres bekostning, ikke størst mulig forbruk av frugterne av andres arbeide, ikke den ting at slaa under sig de flest mulige „under-mennesker“, — dette er ikke den egte menneskelige lykke. Men størst mulig virksomhet, størst mulig tjeneste av menneskeheten og verden. „Menneske-adel, vær hjælpsom og god,“ sier Goethe.
| Der edle Mensch sei hilfreich und gut! |
Gjennem de største moderne aanders digtning og tænkning klinger en protest mot rovkrigens og den byttebegjærlige handels livskunst, jagten efter materielle nydelsesmidler, som gjør overklasse-mennesket til det sande undermenneske.
Det for nutiden, ogsaa for den vesterlandske verden betydningsfulde ved Tolstois filosofi og fromhet blir efter mit skjøn alene klart gjennem en saadan sammenligning med det beslegtede element i den ypperste vesterlandske literatur. Forherligelsen av arbeids-mennesket, det virksomme, værdiskapende, hjælpsomme menneske, som forøker menneskehetens fælles arv, eller endog „øker evighets arv“, føier noget til verdens blivende værdi, — dette er bindeleddet mellem Tolstoi og de store vesterlandske digter-tænkere.
For den glødende kjærlighet til godheten og det hjælpsomme arbeide er vi Leo Tolstoi dypt taknemmelige. I dette stykke er han en lærer for alle folk, en av alle tiders største. Men hvad den vesterlandske aand (vel ogsaa en del av hans egne landsmænd) steiler ved hos Tolstoi, er dette, at han synes at betragte arbeidet alene fra den etiske side, ikke tillike fra den kunstneriske. Alt arbeide, det enkleste som det mest kunstfuldt sammensatte, synes for ham alene at være et middel for den etiske selvutvidelse. Derfor var han efter sin omvendelse tilbøielig til at se med ringeagt paa sin egen kunst, — og paa andres. Ialfald paa al kunst, som ikke først og fremst og væsentlig er et middel for etisk fuldkommengjørelse. Derfor endog paa en digter som Shakespeare (som han opfattet yderst ufuldstændig), eller paa en tonedigter som selve Beethoven, hvis musik han hadde elsket, men især fornemmet som ørenslyst, som et usigelig behag, men ikke nærmest som et middel til etisk fremgang.
Denne etiske pietisme, eller eksklusive værdsættelse av en enkelt form av livsutvidelse, indeholder efter mit skjøn nøklen til forstaaelsen av Tolstois noget ensidige forherligelse av netop det allerenkleste arbeide, og særlig haandens arbeide. For ham, aands-arbeideren, den store digter, var det at skure gulv og bære vand, sy sko og lappe klær, grave grøfter eller slaa græs et arbeide, som, fordi det ikke svarte til hans høieste opøvelse og evne, netop derfor var skikket som middel for etisk opøvelse. Han gjorde for en ikke liten del dette slags arbeide av næstekjærlighet, for at spare andre for at gjøre det, for at ta sin del av det (for ham) tyngste arbeide.
Denne art arbeide gav ham væsentlig (ialfald i begyndelsen, da det gik tungt og klodset) en etisk arbeidsglæde, mens hans arbeide med digtning gav ham kunstnerisk arbeidsglæde, og derfor forekom ham at avlede livsviljen fra det etiske.
Heri ligger den enkle forklaring av det forholdsvis asketiske ved Leo Tolstois livskunst og hans paradoksale domme over sin egen tidligere digtning og over en del av den allerhøieste vesterlandske kunst. Al kunst, som især gir kunstglæde, eller glæde ved æsthetisk livsutvidelse, trækker bort fra den etiske selvutvidelse og er derfor ubrukelig og forkastelig. Tolstoi er i dette stykke, især i den senere del av sit liv, frygtelig logisk, navnlig i sin bok om Shakespeare, hvorom der senere vil bli tale.
Intet viser bedre forskjellen mellem Tolstoi, især den aldrende Tolstoi, og de med ham beslegtede naturer i den vesterlandske verden end John Ruskin’s, den store engelske kunst-moralists, krav paa, at arbeideren, ogsaa dag-lønneren, skal ha kunstnerisk glæde av sit arbeide (ikke bare penge-løn). Gjennem den veltalende og dypt medfølende protest mot maskinarbeidet som blot mekanisk (især i dets mindre utviklede form, før den ypperste maskin-arbeider blev en høit opøvet og anbetroet styrer av yderst fine og ømfindtlige maskiner) blev John Ruskin en banebryter for den nyere og nyeste kunstindustri, den fornyede glæde ved haandens arbeide, i motsætning til maskin-arbeidet. Og det er værd at lægge merke til, at det netop var ut fra sit dypt etiske, eller etisk-religiøse, syn paa kunsten, at Ruskin naadde frem til dette (ganske vist ensidige, men allikevel epokegjørende) krav: saavidt mulig skal enhver arbeider være noget av en kunstner. Og kunst, sier Ruskin, er ethvert arbeide, som gir glæde under utførelsen.
Saadan var Ruskins opfatning av det at være en arbeider i Guds tjeneste. Forskjellen fra Tolstois opfatning er saa meget merkeligere, som Ruskin følte en dyp sympathi med Tolstoi og betegnet ham som sin efterfølger.
Ved at indskrænke det guddommelige i menneskets natur til det etiske (mens den kunstneriske og øvrige skaper-drift trænges i bakgrunden) gjør Tolstoi det guddommeliges begrep altfor snævert. Hos Ruskin derimot, for hvem det etiske og det kunstneriske hører uadskillelig sammen, mindes man stadig de gamle Helleneres tvillingord, den eiendommeligste ord-dannelse i det gammel-græske sprog, kalokagathós, „skjøn-og-god“, eller kalokagathía, „skjøn-og-godhet“. Disse to begreper var ett.
Mot Tolstoi kunde man desuten indvende, at selve altruismen, næste-hjælpen, blir fattigere i sine virkemidler, naar man alene kan hjælpe andre mennesker til det sande liv ved at hjælpe dem til etisk livs-utvidelse, og ikke tillike til økonomisk, politisk, kunstnerisk, videnskabelig og selskabelig livsutvidelse. Det blir ikke saa let, selv for en Tolstoi, at glæde andre mennesker, hvis ogsaa disse vænner sig til at ville yde og slet ikke nyde. Den maateholdne materielle nydelse, likesom nydelsen av kunst og lek, er jo produktiv, forsaavidt den gjør mere skikket til arbeide. Selve det etiske liv vilde i længden bli blodfattig ved at isoleres fra de øvrige former av sund livs-berikelse.
Leo Tolstois ensidighet trær klart frem ved sammenligning med en harmonisk vesterlandsk aand som Bjørnson, med hans voksende kjærlighet til nutidens videnskap og hans næsten barnlige glæde ved menneskets erobring av naturkræfterne; hans elektriske lys- og mølleanlæg hørte jo til hans alderdoms henrykkelser — og sorger. Eller man kan tænke paa Shelleys barnlige begeistring for dampskibet.
Men til forsvar for Tolstois ensidighet maa det sies, at der kan være tider og situationer i verdenshistorien, hvor netop en voldsom ensidighet og en selv-indsnævrende begrænsning kan være naturlig, eller for somme mennesker næsten naturnødvendig, som motvegt mot den fremherskende tidsaands ensidighet i motsat retning. Netop ved sin ensidighet, ved sin livsviljes mægtige koncentration har Leo Tolstoi tegnet sin aands billede i samtidens bevissthet i et overordentlig høit og dristig relief. Uten at slaa saa høit til lyd, og i senere aar altid i den samme tone, vilde han ikke, ialfald i samtiden, ha kunnet høres saa langt. Især ikke i det store russiske skogland, hvor saa mange hindringer for tankens og ordets frihet dæmper lyden.
For eftertidens rolige langsyn vil de voldsomme ensidigheters mænd sandsynligvis komme til at staa som delvis tragiske naturer, som av tids-forholdene blev bøid ind i en voldsom kampstilling og krummet bort fra den sunde og harmoniske likevegt. Men netop dette tragiske træk vil vel for alle tider bevare et eiendommelig trylleri.
Like naturlig som Bjørnson virker mot den mest harmoniske form av vesterlandsk kultur som bakgrund, like naturlig og like elskelig virker Leo Tolstoi mot den dystre og storslagne bakgrund av nutidens revolutionære og reaktionære Rusland, de grelle og tragiske motsætningers land.
Trods al forskjel vil sandsynligvis Leo Tolstoi i religiøs henseende være for Rusland, for det store russiske folk, hvad Bjørnson er for Norge: den som mere end nogen anden har bidraget til at løse den gamle dogme-tro i sindene, forbrænde med etisk ild det gamle mythologiske element, mens han samtidig redder næstekjærligheten og fremskridtstroen som umistelige klenodier ut av ilden.
Merkelig er allerede den likhet, at likesom Bjørnson i det længste hang fast ved kirkelæren og rettet opmerksomheten især paa den lyse side ved den gamle kristentro, saaledes forsøkte Tolstoi i henved tre aar under sin religiøse krise at slutte sig ydmygt til den russiske kirke. Endog til den hellige synode sluttet han sig ialfald i ett aar, gik til gudstjeneste, bad, fastet, og gik til skrifte. Han omtydet dogmer og sakramenter, saa godt han kunde. Men jo dypere og oprigtigere han arbeidet sig ind i den russiske kirkes orthodoksi, desto mere uutholdelig trangt blev ham dette bosted, — omtrent som Bjørnson netop i den tid, da han gjorde det mest energiske tiltak for at bli en god og enfoldig kristen, blev nødt til, som aldrig før, at levendegjøre for sig helvedes-læren, som han tidligere uvilkaarlig hadde trængt tilbake i bevisstheten. Paa lignende maate var det, at Leo Tolstoi, som like fra sin tidlige ungdom nærmest hadde været rationalist, gjennem et par aars inderlig indlevelse i den orthodokse russiske kirkes lære og ceremonier, blev netop ved den nære berøring saa voldsomt frastøtt, at han fra denne tid av blev Ruslands Voltaire og Rousseau i én person.
Tolstoi og Bjørnson gjennemlevet sin store religiøse krise næsten i de samme aar. Ikke mere end et par aar, efterat Bjørnson hadde begyndt sin kamp mot de norske teologer, var det, at Tolstoi begyndte sin endnu langt voldsommere kamp mot den mægtige russiske kirke. I sin „Kritik av den dogmatiske teologi“, et verk som længe cirkulerte i Rusland i litografier efter manuskript, og som i 1891 blev trykt i to bind paa russisk i Genf, i dette skrift gaar Tolstoi i sin dype skuffelse muligvis en og anden gang ut over grænsen for en retfærdig kritik av den russiske kirke. Han beskylder den ikke alene for „meningsløsheter“ i læren, men ogsaa for „bevisst løgn og bedrag“. Ti aar senere, kort efterat Tolstoi hadde fuldendt sin herlige fortælling „Opstandelse“, hvor han i Toporows skikkelse antoges at ha snertet selve Pobedonoszev, den hellige synodet prokurør, blev han den 22. februar 1901 høitidelig ekskommunicert eller utstøtt av den russiske kirke, gjennem en forordning av den hellige synode. „En russer av fødsel“ — saa begynder dette merkelige dokument — „rettroende gjennem daab og opdragelse, grev Tolstoi, har i sit hovmodige sinds forblindelse sat sig frækt op imot Herren og hans Kristus og imot hans hellige arv; han har aabenlyst for alverden avsvoret sin mor, den rettroende kirke, som har fostret og opdraget ham.“ .... Og forordningen slutter med disse ord: „Derfor anerkjender kirken ham ikke for sit medlem og kan ikke gjøre det, indtil han har gjort bod og gjenoprettet sit samfund med den.“
Dr. K. J. Staub, et tysk medlem av den romersk-katholske kirke, som har skrevet et dygtig verk om Tolstoi (fra 1908), meddeler hele forordningens ordlyd og tilføier, at Leo Tolstoi ikke blev svar skyldig. Den 4. april 1901 skrev Tolstoi til den hellige synode blandt andet, at han i sit testamente hadde bestemt, at hans nærmeste ikke skulde gi nogen av kirkens tjenere adgang til hans dødsleie. De kunde „bringe hans avsjælede legeme saa hurtig som mulig ut av huset uten bøn“.
I et skrift, som Tolstoi utsendte fra Jàsnaja Poljàna i november 1902, altsaa aaret efter hans ekskommunikation, og som er oversat paa fransk under titelen Au Clergé (Til geistligheten), uttaler Tolstoi sig overordentlig lidenskabelig om den russiske kirkes lærere og lære og om det gamle og det nye testamente som i visse stykker en „frygtelig bog“, der gjennem beretningen om verdens skabelse for 6000 aar siden, syndfloden og Noahs ark, arvesynden, den ubesmittede undfangelse, miraklerne og forsoningslæren indfører et fremmed, ufordøielig stof i barnenes forstand. „Driv en kile ind mellem bordene i en korn-kasse (saa der opstaar en spræk), og De vil forgjæves helde korn i kassen, — kornet vil rinde ut, det vil ikke kunne fastholdes. Paa samme maate: driv ind i barnehodet en kile: læren om treenigheten, om Gud, som blir menneske for ved sin død at utsone menneskene med Gud og derpaa stiger op til himmels, — dette hode, denne hjerne vil siden ikke kunne fastholde nogen fornuftig verdensopfatning.“
„I tror ikke selv paa de saakaldte hellige skrifters guddommelighet,“ tilroper Tolstoi det russiske presteskap. I tror ikke alle disse rædsler, alle disse mirakler i det gamle testamente (som den av Gud sendte morder-engel, som dræpte de førstefødte smaabarn i Ægypten). I tror ikke paa helvede, ikke paa den ubesmittede undfangelse, opstandelsen og himmelfarten.“ ....
Leo Tolstoi er tung paa haanden, naar han slaar til. Han er i sin polemik mot kirken langt voldsommere, end Bjørnson var hos os. Ganske naturlig. Han staar overfor et endnu langt større tryk, fra en mægtigere og mere middelalderlig kirke. Dens mørke fanatisme egger ham til fanatisme. Dens stive og steile rettroenhet gjør ham paa sin side dogmatisk. Vent ikke, at en mand, som staar i en saa voldsom kamp-stilling, altid skal være maateholden og behersket. Især naar selve den livsfare, hvorfor han utsætter sig, gjør det til feighet for ham at avdæmpe sine uttryk eller avkjøle sin retfærdige harme. Til en saadan kirkemagt svarer en saadan opposition.
- ↑ Anført efter „Afterposten“ 9. dcbr. 1909.
- ↑ Uthævet her.
- ↑ „Morgenbladet“ 29. juni og 3. juli 1910.
- ↑ Aylmer Maude: Tolstoi and his Problems, 2den utgave, London 1905. — Af den samme forfatter utkom i 1903 og 1910 en utførlig biografi af Tolstoi i to store bind, et verk, som ved siden af Paul Birukoff’s biografi (første bind i engelsk oversættelse 1906), er en hovedkilde til kundskap om Tolstois levnetsløp.
- ↑ Unhævet her.
- ↑ Goethe bortser her fra dyrene, som har forberedt og i mange stykker foregrepet den menneskelige moral.