(ill.)
Alb. Cammermeyer (s. 28-32).
Kom, Elisa, hid
Kom, Elisa, hid



K
om, Elisa, hid,
 nu har moder tid,
 Jørgen tier stil,
 og jeg synge vil;
 det kan nok gaa an,
 hvis kun Petermand
og den lille «perla» tie kan.


Liden ekorn sad
Liden ekorn sad

 Liden ekorn sad
 paa en gren saa glad,
 pudsed snuden sin
 med sin lab saa fin;
 dens smaaunger tre
 havde ly og læ
i det store gamle furutræ.


Tænk, saa kom en ørn
Tænk, saa kom en ørn

 Ak, men hør nu, børn!
 Tænk, saa kom en ørn;
 den fra himlens sky’r
 ser det lille dyr;
 lyst til kjød den faar,
 kloen i det slaar
og fortærer det med hud og haar

 Brat var endt dets nød,
 let og snar dets død:
 Men de arme smaa —
 hvordan vil det gaa?
 Hvem skal føde dem,
 hvem skal pleie dem
det tomme, moderløse hjem?

 «Hvor blev moder af,
 som os nødder gav?»
 klynkede de smaa;
 knapt de kunde gaa,
 mindre klatre ned
 fra det høie sted
hen i nøddebusken nær derved.

Hvor blev moder af

 Sig, Elisa, nu
 mig din mening, du!
 Skal de nu forgaa
 de forladte smaa?
 Er der ingen mer,
 som de arme ser,
nu da deres moder borte er?
 
 Han, som mildelig
 hører ravnes skrig,
 styrer lyn og storm,
 ser til liden orm,
 hører smaabørns bøn,
 moders suk i løn, —
Ham er liden ekorns nød en bøn.

 Stormen kom med hast,
 træets rødder brast,
 toppen segned kun
 i en nøddelund.
 Da de bange smaa
 ud af reden saa —
nødder tusendvis omkring dem staa!

Snart de vokste op

 Snart de vokste op,
 gjorde mangt et hop
 rask fra gren til gren,
 alle tre som en
 hele høsten om;
 men da vintren kom,
ny bekymring for de stakler kom.

alle tre som en

 Hvasse nordenvind
 brød i skoven ind,
 lærte dem med fynd,
 kjolen var for tynd;
 sommerdragten god
 staar ei frost imod;
vinterkulden isned deres blod
 
 Skræddere har ei
 de smaa ekorn, nei;
 heller ikke guld
 til at kjøbe uld;
 folk ei heller faa
 tid at klæde paa
de smaa ekorn, som i skoven gaa.
 
 Paa et lærketræ
 krøb tilsammen de,
 skjælvende af kuld.
 Af bekymring fuld
 bad de hver for sig,
 stille, inderlig,
ja, den ældste endog lydelig:
 
 «Gud, du er saa snild!
 Du os hjælpe vil,
 hjulpet før du har,
 da vi sultne var.
 Se, vi fryser saa!
 giv os arme smaa
dog en dygtig vinterkjole paa!»

 Han, som mildelig
 hører ravnes skrig,
 styrer lyn og storm,
 ser til liden orm,
 hører smaabørns bøn,
 moders suk i løn,
han bønhører de smaa ekorns bøn.
 
 Koldt det er, men de
 kan af kulden le:
 Hver en pels har faat,
 som kan varme godt;
 tykke, brunlig graa
 sidder kjækt de smaa,
just som far med skrubskindspelsen paa.

De smaa ekorn, som i skoven gaa Bækken gaar i engen

Bækken gaar i engen,
bækken godt sig morer nok,
springer over rod og stok
og over høie stene.

Bækken ler bag grene;
hør, den ler i græsset godt!
Alt, hvad der er sort og graat,
kan Bækken ikke lide.

Liden bæk vil gnide
stenens stygge ansigt hvidt,
vasker den saa jævnt og tidt
med voverne, som glide.

Liden bæk vil gnide.
Liden bæk vil gnide.


Ren den blir med tide,
om den ikke bliver hvid.
Dengang stenen trilled did,
da var den sort og muldet.