Linjeskibet »Prins Christians« undergang
Efter Englands uventede overfald paa Kjøbenhavn i august 1807 bestod levningerne af den skjønne dansk-norske flaade i linjeskibene »Prins Christian« og »Louise Augusta« samt briggen »Lougen», hvilke da befandt sig i Norge; det første var oplagt i Kristianssand og de tvende andre paa et kadettogt. «Prins Christian» var et nyt og herligt skib paa 74 kanoner, bygget af den genialske unge konstruktør Holenberg, uden hytte, saaledes at den fik udseende af en fregat, hvortil man ogsaa havde bidraget ved maaden at male den paa. Louise Augusta» førte blot 69 kanoner og var gammel. Da efterretningen om fredsbruddet indløb til Norge, blev «Prins Christian« udrustet og for største del besat med nyt mandskab. Til chef blev udnævnt kaptein Jessen, der som dommer ved kadetternes eksamen havde været ombord paa «Louise Augusta», hvis chef kommandørkaptein Sneedorff tog overkommandoen for denne lille søstyrke. Efter nogle kysttogter under den norske kyst samt bestræbelser for at give det aldeles uforberedte land et slags krigersk udseende i dets havne, blev linjeskibene beordrede til Kjøbenhavn, hvor de ankom i slutningen af december maaned. Paa togtet gjennem Kattegattet indtraf intet merkeligt, uagtet der havde været rig anledning til at gjøre priser, naar man havde havt bedre efterretning og mere frie hænder. Men man kjendte aldeles intet til, hvad fiendtlig styrke man kunde vente at træffe, dagene var korte og taagede, nætterne lange og mørke, farvandet snevert, og Sneedorff havde streng ordre til at bringe skibene saa vidt muligt uskadte til Kjøbenhavn. Man kan saaledes ikke dadle, at han ei vovede angreb om natten paa de konvoyer, som tildels, men ufuldkomment blev opdaget, og om hvis konvoy’s styrke man intet kjendte, og den besynderlige omstændighed indtraf, at næsten ikke en eneste seiler blev opdaget om dagen, hvorimod man ofte om natten saa lanterner og endog skibe, som kjendtes at være orlogsmænd. Fienden havde formodentlig fra Sverige langt sikrere underretninger, som man af deres manøvrer kunde slutte. Først da lodsen fra Helsingør kom ombord, erholdt man nogen oplysning om sagernes stilling. Man var aldeles forberedt paa at møde en alvorlig dyst i sundet, men den sidste derværende engelske styrke var løbet nordefter med en betydelig konvoy, to dage tidligere og nu kunde man beregne, hvilken nat man havde passeret den i Kattegattet.
Efter ankomsten til Kjøbenhavn blev eskadren beordret til Østersøen, men her traf man blot storm og ingen fiender. Dette togt varede blot 8 dage, da »Louise Augusta» blev oplagt.
»Prins Christian« fik derimod atter ordre at gaa til Norge og forblev saaledes i aktivitet den hele strenge vinter 1808. I februar og marts udbrød en farlig skibsfeber ombord, der for en del gav anledning til at kalde den til Danmark. I Helsingør, hvor den ankrede medio marts, blev 2 officerer og 200 mand bragte syge iland. Skibet blev erklæret smittet og foreslaaet oplagt. Men den franske arme i Danmark fordrede fri forbindelse mellem Sjælland og Fyen, og »Prins Christian» maatte uagtet dens slette tilstand til Store-Belt for at rense det for engelske krydsere.
Ifølge denne bestemmelse fik den besætningen kompletteret, hvorhos Danmarks prøvede kaptein Rothe blev sat ombord som et slags secondchef.
Med dette nye og lidet øvede mandskab gik den da under seil for at gaa søndenom Sjælland, men da vinden faldt imod, vendte den om og løb ud Helsingør. Straks efter blev vinden vestlig, saaledes at den maatte krydse for at lægge Sjællands nordvestre rev forover. Under denne krydsning stod tvende engelske fregatter dristig imod den, bedraget af dens maskerede udseende, men da «Prins Christian« aabnede det underste batteries port, anbefalede de sig skyndsomt. Imidlertid opdagede man tvende seilere kommende med force af seil og rum vind nordfra. Den engelske admiral i Gottenburg var nemlig fra Helsingborg bleven meddelt «Prins Christians» ankomst i sundet og havde straks ladet tvende linieskibe ile ud fra hin havn. Disse var det, der nu kom i forening med de førnævnte fregatter, for at gjeste den syge »Prins. Christian», som allerede havde 2 officerer og 100 mand i lazarettet. Denne fortsatte imidlertid dens krydsning for enten at lægge Sjællands rev eller Nakkehoved forover, men vinden var for ustadig til, at en retræte kunde lykkes den, og fienden nærmede sig med hurtige skridt, tilligemed mørket, saaledes at man maatte forberede sig paa en natlig bataille.
Kl.[1] eftermiddag løb begge de fiendtlige linje skibe op paa hver sin side af »Prins Christian», og batterierne aabnede deres ild, der fra «Prins Christian»s side maatte blive mindre levende, da den med dens svækkede besætning var nødt til at dublere (bruge begge siders kanoner paa engang). Imidlertid blev den dog intet svar skyldig, men da kaptein Jessen saa, at kampen var altfor ulige, besluttede han at sætte sit skib paa grund i haab om at narre fienderne i samme stilling og da anvende sin hele ild mod dem for dog i dødskampen at kunne ødelægge en fiende. Dette var ogsaa meget nær ved at lykkes, idet det ene linjeskib løb imellem »Prins Christian« og land; men det merkede straks faren og tog ud igjen.
Omstaaende beretning optegnedes engang i firtiaarene af kaptein i marinen Hans Jochum Horn († 1872 som toldinspektør i Risør) paa opfordring af amanuensis i rigsarkivet Dominicus Bech, i hvis samlinger den findes. Horn, der blev officer i aaret 1809, havde gjort tjeneste paa linjeskibet som kadet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Aabent rum i manuskriptet. Ilden begyndte efter Jessens rapport Kl. 7½.