Lys og Skygge, Novelle af T. Reginald
20. Lys og Skygge, Novelle af Theodor Reginald. Arendal 1847. C. A. Krohn. 320 S. lid. 8vo. 96 ß.
Pseudonymen Theodor Reginald har tilforn leveret et Par Bind Noveller, der have været meget læste og temmelig forskjelligt bedømte. Medens Enkelte – hvoriblandt Henrik Wergeland – have anseet dem som Beviser paa et ualmindeligt Talent, have Andre erklæret dem for et non plus ultra af Slethed. Ogsaa her ligger vel Sandheden nogenlunde i Midten. Uden at besidde nogen dybere psykologisk Sands eller nogen vid Horisont for sin Livsbetragtning, mangler Theodor Reginald ikke Opfindsomhed eller Combinationsevne, og han fortæller godt. I disse Henseender staar han unægtelig over den Masse af Novellister, der mylrede frem i Maurits Hansens Fodspor, og fyldte Bien, Ny Hermoder, Nat og Dag og andre lignende Tidsskrifter med deres Aandsfostre. Man sporer hos ham et umiskjendeligt Talent, der imidlertid under trivielle Forholdes Tryk ikke har kunnet udvikle sig til den tilbørlige Modenhed. Han har ikke formaaet at hæve sig højt nok over den Smaalighedens og Filisteriets Sfære, hvori hans Sujetter bevæge sig, og hans Fremstilling har derfor ikke kunnet undgaa at antage Noget af det Trivielle, som udgjør denne Sfæres Grundelement.
Den nærværende Novelle, der i flere Henseender forekommer mig at staae over den pseudonyme Forfatters tidligere Arbejder, har omtrent følgende Sujet. Fjelddal, Helten i Fortællingen en Søn af fattige Folk i en af Fjeldbygderne, bliver ved disses Død som Lægdslem bortliciteret til Opfostring hos en uformuende Fisker, i hvis uhyggelige Strandhytte han tilbringer endeel sørgelige Barndomsaar, idelig udsat for den raa Families Krænkelser og Mishandlinger. Fiskeren er tillige Smugler; en Smugleraffære, for hvis Opdagelse man tillægger det unge Lægdslem Skylden, tvinger denne til at flygte fra Fiskerhytten, hvor Mistanken endogsaa bringer hans Liv i Fare. Han flygter til en nærliggende liden Søstad, hvor han kommer i Tjeneste hos en gammel Aagerkarl, der benytter ham dels som Tjener, dels som Kontorist, da han af Bygdens Outgangsskolemester har lært Skrivekunsten ret vel. Et Sommerophold paa en Landejendom som tilhører Principalen, bringer ham i Berørelse med en gammel pedantisk, men indsigtsfuld og retskaffen Student, hvem den gamle Aagerkarl af egennyttige Bevæggrunde har skjænket Tilhold der. Denne fatter Godhed for ham og underviser ham i forskjellige Sprog og Videnskaber; efter sin Hjemkomst fortsætter han paa egen Haand sine Studeringer, og erhverver sig snart tilstrækkelig Dygtighed til at blive den gamle Herres Fuldmægtig og Faktotum, samt tillige en for hans Stilling ualmindelig Dannelse. Ensformigheden i den gamle Gniers Hus afbrydes ved Ankomsten af en Myndling, en ung, smuk og munter Pige; saavel hun som den unge Fuldmægtig trækkes nu ind i det lille Ravnekrogs Selskabelighed, hvis filistermæssige Smaalighed Forfatteren ret con amore synes at skildre. Medens det intime Forhold, der snart udvikler sig mellem de to unge Mennesker, forstyrres ved en Misforstaaelse der fremkaldtes af Bysladderen, trækker et alvorligt Uvejr op over den unge Fjelddal. Under en Fraværelse af Principalen opdages der at være i dennes Navn trukken en falsk Vexel paa et udenlandsk Hus; Fuldmægtigen beskyldes med tilsyneladende vægtige Grunde for at have begaaet denne Forbrydelse. Hele Byens Uvilje og Foragt forfølger nu den Mistænkte, der i endnu højere Grad faar Opinionen imod sig ved en pludselig Bortrejse, der naturligviis skrives paa den onde Samvittigheds Regning, medens den i Virkeligheden er foranlediget ved Efterretningen om, at den Elskede pludselig er forsvundet fra Aagerkarlens Hus; som en tro Ridder beslutter naturligviis Fjelddal strax at opsøge hende og befri hende fra den Rise, som har bortført hende. Hans Rejse bliver imidlertid baade længere og besværligere end han havde ventet, og først efter en heel Del forskjellige Fata lykkes det ham at gjenfinde den Forsvundne, der imidlertid ogsaa har gjenfundet sin Fader i en rig Videnskabsmand, der af Sorg over tidligere Dages Forvildelser en Tidlang har ført et Slags Eneboerliv i Nærheden af den lille Søstad uden at vide Noget om, at hans Datter boede ham saa nær. Faderen forener nu de to Elskende, Fjelddals Uskyldighed bliver bevist, og Alting ender saaledes i Fryd og Gammen. Novellens Fabel er, som man ser, temmelig simpel og ikke synderlig original. Den er imidlertid godt fortalt, og Handlingens forskjellige Nuancer udvikle sig af hverandre, paa enkelte Usandsynligheder nær, f. Ex. den tydske Rejsendes besynderlige Redning i Begyndelsen af Fortællingen, naturligt og simpelt. Den første Halvdel af Bogen er langt mere vellykket saavel i Indhold som i Form end den sidste. Det fattige Plejebarns Ophold i den usle Fiskerhytte, hvor alle Familiens Medlemmer søge at krænke og fortrædige ham, er skildret med Sandhed og Livlighed; Livet i den gamle Aagerkarls Hus og fornemmelig den lille Kjøbstads ravnekrogsmæssige Selskabsliv ere ligeledes meget heldigt fremstillede. Derimod forekommer det mig, at Forfatteren i Bogens senere Afsnit oftere har været i Forlegenhed for at give sine Personer noget at bestille, og at han derfor flere Gange har trukket en Anledning til at sætte dem i Aktivitet frem ved Haarene. Fjelddals Bortreise midt under Processen for at opssøge den forsvundne Luise synes saaledes at være noget ubetimeligt anbragt, og i at fremstille hans Fata paa Reisen synes Forf. at have smurt sine Farver altfor tykt paa Lærredet.
I denne Novelle findes saaledes ogsaa i kritisk Henseende baade “Lys og Skygge.“ Jeg troer imidlertid, at en Kritik, der ikke vil være strengere end det især under vore literære Forholde er tilbørligt, altid vil finde saameget Lys i Bogen, at den ikke vil finde sig beføjet til at fordømme den for Skyggepartiernes Skyld.
H. J. Thue.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |