Det var den gangen, vi reiste vestover til tandroierne. Der var noksaa mange, som kom for at hilse paa os, deriblandt ogsaa en underlig gammel en. Denne gamle var berømt som regnmager, og jeg ser ikke anden raad end at fortælle om ham.
Da jeg er blit godt kjendt med gamlingen i det sidste, skal jeg lade eder faa en liden stub af hans mange oplevelser. Ti det er kar, som kan fortælle, skal jeg sige.
Naar han var født, har han ingen greie paa, men at det er urimelig længe siden, det er han sikker paa. Han var ikke gammel, før folk kom underveir med, at han forstod sig paa lidt af hvert, „noget kunde jeg, og mere trodde folk, at jeg kunde,“ som han selv forklarte det. Men det, som han især la sig efter, var at skabe regn, og at snu vinden frem og tilbage fra nord til syd, efter bestilling. I dette fag blev han mester; at han dermed ogsaa blev velstaaende, siger sig selv. Ti betalte fik man værsaagod gjøre, man maatte ikke indbilde sig, at det var for helsens skyld, han dreier vinden!
Naar vinden blaaste længe fra nord, og rismarken holdt paa at brænde op, saa afsted efter Makadama — han hedte slig. — Ja da, vinden skulde han nok snu. Blev der oversvømmelse, og risen holdt paa at gaa til, atter afgaarde efter Makadama, han frem med sin „vind medicin“, saa blev det naturligvis tørt igjen.
Om han trodde selv paa sine kunster? Langt ifra. „Naar man har levet saa længe, spekuleret paa skyer, vind, fugle og alle andre merker i saa mange aar, saa skal der ikke, saa stort vet til at sige, hvad slags veir det blir endog flere dage forud. Naar tørken var som ellerværst, saa kunde jeg ofte se af dette og hint, om der vilde bli omslag i veiret, og æren fik jeg, og oksen fik jeg!“ lo han.
Men sommetider gik det galt og. Naar regnet ikke vilde komme, vinden ikke vilde lyste, og agrene spoleredes, saa gik folk og greb ham og la ham paa ryggen nede i den optørkede rismark. Der maatte han ligge og stirre mod solen dagen ud og dagen ind, uden at han fik smage vand. Naar solen gik ned, slap de ham hjem, men kun for at steget paanyt næste morgen. „Skaf nu regn, skaf nu regn!“ var den trøst, han fik. At hans øine blev ødelagte der i solskinnet, er jo saa rimeligt. Han er næsten blind paa det ene. Naar saa regnet tilslut indfandt sig, blev alt godt og vel. Han tog sig da betalt for leiken!
Blev der formeget regn, og han ikke fik det til at stanse, som akkorden var, saa var ulykken ude efter ham igjen. „Stans nu regnet, eller saa drukner jeg dig!“ „Jo, imorgen skal det bli slut.“ Men desværre, det hændte med ham ud i den blødeste rissump. Vilde han undgaa at drukne, saa fik han se til at snu vinden paa nord. „Aa ja, jeg har lidt meget ondt i mit liv,“ sluttede han.
Saa underlidt det end høres, saa var det denne regnmageren, som blev den første kristen i Ranopiso.
Lige fra første dagen evangelisten samlede folk om Guds ord derborte, indfandt Makadama sig og hørte godt efter. Dette var da endelig noget, som ikke var fusk, tænkte han. Saa var det en gang, vi hadde et større møde der. De fleste af lærerne var der og mange andre. Om kvelden kom Makadama og bad om at faa et par lærere med hjem, „ti nu vil jeg gjøre rent i huset mit!“ føiede han til. Jeg vidste ikke, hvad som stod paa, men fik snart greie paa det. Bedst som det var, kom lærerne med en sæk, og i sækken var „mediciner“ baade for regn og tørke. Det var regnmagerens verktøi! Saa kom Makadama. „Nu er mit hus rent, og alle mine mediciner ligger der i sækken, fra nu af heder jeg Remiova (den, som forandrer sig), fra nu af tænker jeg paa at bli kristen!“
Saa kom vi overens om at brænde hele sulamitten ude paa tunet. Og slig som de brændte og sprakede, disse træpinder, horn og harpiks, fedt og gamle filler!
For at gjøre det hele saa grundigt som muligt, blev stormanden bedt om at samle alle, som ikke havde indfundet sig paa mødet, og forklare for folk, hvad Makadama hadde gjort. Jo, alle kom. Men du, for en jammer der blev! „Vi kommer til at dø, vi er allerede døde! Hvem skal nu skaffe os regn? Hvem skal nu snu vinden for os?“ Det saa alvorligt nok ud. Selve stormanden syntes at dele folkets mening. At det var Vorherre, som hadde ladet det regne i alle disse aar, vilde de ikke tro, selv om Makadama hadde sagt det. Han var vist bare blir forhekset af „læren,“ han!
Saa gik gamlingen ivei med at lære, og flink var han. Da det led paa aaret, blev han døbt. Han heder nu Daniel. Senere er konen og flere i slægten blit døbte, og den, som er glad, er gamle Daniel.
Nu nylig kom han hid i fykende hast for at faa „papir“ af mig. „Hvad slags papir det skulde være?“ „Jo, han maatte faa papir paa, at han ikke længer var regnmager,“ sa han, „og dette maatte ske fort!“ Der var blit en slig fæl tørke i tatsimolandet, og nu vilde folket tyne ham. At han sa, at „medicinerne“ var brændt op, og at han var blit kristen, hjalp ikke. Endog en saa oplyst mand som kong Befialy i Manambaro — han er jo døbt hos munkene! — hadde sagt, at reng maatte skaffes, og det noget halvsnart.
Men et papir, mente gamlingen, vilde redde ham. Og jeg til med „papiret“. Slig saa det ud:
„Hermed bekjendtgjøres for alle tatsimo, at Makadama har sluttet som regnmager, og at hans medicin for vind og regn er brændt, at han er blit kristen.“
Og saa en vældig klat med rødt voks under. Det hjalp. Daniel har faat være i fred siden.