Målstræver-sanhet
Vi har fåt en ri’ nu igjen av vår gamle målstrid, og det har været kjært for mig, hittil å ha kunnet være utenfor, som ledig tilskuer. Men nu har kamplysten kommet igjen, så jeg får blande mig for en liten stund in i kavet, ikke fordi det egentlig tiltrænges, men fordi det jo ær min siste bok, „Hvem skal vinne?“, som har git åføre til, hvad nu går for sig, og mit navn under dette mange ganger har været nævnt. Å sitte aldeles ledig synes mig dærfor mindre vel, især da jeg har noget å yte, som kanske ingen annen i like mon ær i stand til.
I alle fal’ vil min smule deltagelse i „Maalsaki“ ikke vel kunne avvises som utidig inblanding i andre mellemværende.
Hvad jeg denne gang skal omhandle og gøre Dagbladets læsere mærksomme på, ær vårt motpartis overstadige nidkjærket, ɔ: hvad målstræverne „på Maalet“ sit kalle ovhu’g, ofse, og „Europæerne“ på sit mål, kråkemålet, gir navn av „Fanatisme“.
Av hensyn til denne de norsknorske sjæles tilstand har jeg nu og da undskyldende omtalt dem som varmhjærtede vilstyringer eller brålynte tullinger, da de utenfor „Maalsaki“, men ikke i den, vist ær hædersmæn, og i alle fal’ ulastelige, alle som en, for alt det, jeg vet om dem.
Men i målsaken går det dem alt for let efter ordtøket: „enhver er Tyv i sin Næring“, d. e. ligger under for de fristelser, som han særlig, personlig, har å kjæmpe med „i sin næring“. Som andre „Fanatikere“ kan de næmlig ikke la sig nøje med de midler i sin kamp for tilværelsen, og således med den framgang, de sejre, som de kan ha med ret og sanhet, men må idelig ha noget mere. Til den ende hålder de sig ikke just altid for gode til å brake knep og kunster, fornægte kjænsgjærninger, som går dem imot, og skape kjænsgjærninger, som de har bruk for, skryte sit eget op og sine motstanderes ned o. s. v. „I Krig er alle Midler gode“, og særlig i denne „målkrigen“ får jo „målet“ — i dobbelt forstand — hellige „middelet“. At „Landsmaalet“ ær det højeste av alle våre landsøjemed nu for tiden, ær naturligvis ophøjet over al tvil! Dette har vi jo hørt de 100 ganger, og skulde de nogen gang gjøre pakt med fanden for å vinne spillet, selv med fare for alvorlig „skade på sin sjæl“, så måtte det jo være til beste for hele folkets frælse som folk, til beste for det dyreste dyre i tidernes skifter, for det hellige „Landsmaal“!
Denne særtegning av de norsknorske i egenskap av strævere kræver en redegjørelse. Men hvorledes få plas til den i et blad, tilmed da det allerede har været skrevet så meget om æmnet, og det fra bægge sider, i de siste måneder?
Jo, nu vet jeg råd. Det, jeg ovenfor har lagt de norsknorske til last, ær på sted efter sted omhandlet i min siste bok. Det kan gjærne siges å være bokens røde tråd. Den rækker på lag fra pærm til pærm og blir bare for en stund borte. Jeg får nævne op de vigtigere anker, som ær ført imot dem dær, og så for redegjørelsens vedkommende be’ læseren, selv å se efter, for så vidt han ikke av egne oplevelser kjænner sine pappenheimere så godt, at al redegjørelse fra andres side for ham er overflødig.
Annerledes ær det med noget, som i tiden ær senere æn bokens trykning. Dær får jeg på stedet gjøre rede for, hvad jeg siger dem på, og dærtil nytte en del av det rum, som ær opsparet før ved de gjorte henvisninger til „Hvem skal vinne?“.
1. Den første anke, min bok tar fat på, ær den, at de stadig har villet synkværve folk for å få dem bort fra den gamle tro, at norsk, dansk og svensk i grunnen, i hoveddragene og en god del til, ær et og samme, mål, og over på et nyt standpunkt, et, som målstræverne hadde mere bruk for, så de nl. kom til i nordlandene ikke bare å se ét, men tre mål, og fik øje for, at det særlig mellem norsk og dansk ær et bunløst, et svælgende dyp, som tilmed ær så bredt, at det ær umuligt å få bygd bro (ɔ: det dansk-norske målstræv) over fra bred til bred. Selv nu, i den seneste tid, har de jo i Dagbladet frisket op denne lære, at norsk ær et annet „Sprog“ æn dansk.
Hærmed hænger sammen, at de har misbrukt finnernes stræv mot svensken, flamlændernes stræv mot fransken m. m. til retfærdiggjørelse av sit stræv i Norge, ænda de måtte vite, at dette var å forvende sanheten. At andre gjorde dem var på lærens vranghet, hjalp ikke; for de kunde jo ikke undvære samme vranghet!
2. En annen anke mot dem ær, at de engang utgav det dansk-norske stræv for uten værd, jævnført med deres eget, av den grun, at det bare gik ut på noget formelt, på „nokre bokstavar“, p—t—k osv., og ikke på kjærnen, på ordforrådet, på fordrivelse av „danskens“ fræmmedord, noget, som altså dengang skulde være deres gjærning, deres „program“. Men da jeg så gjentagende hadde påvist, at hele deres ordforråd likeså godt kunde brukes i min dansk-norske skikkelse, som i deres Landsmaal’ske, gjorde de kuvending eller byttede standpunkt med mig. Fra den tid til nu nylig har altså „nokre bokstavar“, d. e. „Grammatikken“ ordenes norske former - med sine a’er og sine tvilyd og med det „emanciperte“ kvinnekjøn, altså ikke ordene selv været det ene fornødne. Skulde de nl. nu kunne hævde noget som sit eget, noget, som var umuligt for andre æn de norsk-norske, så måtte det være dette formelle, det, som hadde deres dype foragt, da de trodde å kunne pådutte det „Knudsenske Maalstræv“ denne iøjnefallende ensidighed.
3. En annen fornægtelse av sanheten ær dette, at vi ikke har nogen landsgyldig uttale hær i landet. Den ær dem nl. svært brysom, denne kjænsgjærning, da vi dansk-norske hålder på å grunne fræmtidsnorsken netop på den, - så meget mere brysom, som de ikke har nogen almu-gyldig uttale å opstille imot vår, men nok bygdegyldige uttaler i 100 vis, 500-600 i alt, tænker jeg.
4. Atter en annen fornægtelse av kjænsgjærnmg_ var i lang tid den påstand, at det bare var ét målstræv hær i landet, deres eget nl. Det dansk-norske blev da ved givne lejligheter enten rent overset, tiet ihjæl, eller i alle fal’ avferdiget med spottende overlegenhet, på lag som en ældre man kan ta det med en næsevis jøpling eller gutunge. Dette har de dog opgit i de siste år; men skulde lykken ta sig av dem videre, kommer gamle Adam nok igjen.
5. Deres skryt og humbug ær navngjeten nok, da den jo forleden i længre tid var på dagsordenen i bladene. Dette hoveddrag har da også måt få sit rum i „Hvem skal vinne?“. Læseren kan dær bl. a. finne den oplysning, at en særlig grun for målstræverne til å hålde strævet gående med kytord om deres mange sejrvinninger og sjælefangster og store tilslutning fra folkets side har været den, at uten å vække så store voner for „Maalet hennar Mor“ kunde de ikke vænte å få pænger av folkets kasse til Stipendiar og Maalskular, Maalkursar og Bibelumsetjingar og Kjøp af „Noregs Soga“, like så litet som til å halde hele tre Maalprofessorer: Aasen, Ross og Moe.
Til deres småljugingar for dette øjemed hører også, at de i mange år brukte B. Bjørnson som lokkemat, som om han var deres håndgangne man, og like så Arvesen, ænda de så inderlig godt visste, at dette ikke var sant. Men nødløgn skal vel være tillat, når en ej kan klare sig på annen vis? For leve må en jo, og da helst nogenlunde godt også.
6. Og så forfølgelysten; den ær jo uadskillelig fra al ovhug, alle Fanatikere, som skyggen fra legemet. Et enkelt vitnesbyrd fra den seneste tid får være nok hær, nl. et opsæt i deres „Moniteur“, målbladet Fedraheimen (22—12—86). Dæri bl. a.: „Eit Vinstreblad, som nektar å taka inn norske stykkje (på „Maalet“ altså), siglar under falsk Flagd ... og bør utan videre, segjast upp“. Av Høgreblad vænter de naturligvis aldrig annet æn det, som vondt ær. Men hvært Vinstreblad ær jo selvskreven målven, om det æn ikke selv bruker „Maalet“ og således ær „aktiv Maalstrævar“! Og ær Maalvennen utro, ær han fædrelandsforræder under sit falske Flagd, så bør han tynes, des før, des heller, om ej ved krud eller dynamit, så i alle fal’ ved sult. Og hvorledes gik det ikke målstræveren O. J. Høyem forleden? Han hadde i sine målskrifter avveket i „nokre bokstavar“ fra målkirkens „Konfessjon“ eller bokstav-lære. Dærfor kunde hans straf ikke bli mindre æn bansættelse, utstøtelse av de rettroende „helliges Samfund“, ɔ: han kom ikke in i den Mortenson-Garborg’ske målbibel, i deres „Lesebok“. Han er sat blant apokryferne, hans tilhæng blir Dissentarar, blir en „Sekt“, et sidestykke vel altså til den „ørvesle — Knudsenske — Sekt“, som Garborg nylig, ordede om hær i Dagbladet.[1]
De anker mot det norsk-norske liv og levnet som ær ført under avdeling I, fik liten eller ingen sanføring og redegjørelse, idet læseren i stedet fik henvisning til min siste bok, dær han vil få troen og sanheten i hænderne, - ifal’ han ikke selv ær målman; for da I vist ingen redegjørelse bite på ham. Men målstrævernes gamle Adam lever da efter min boks fødsel som før og han har fræmdeles ikke lat sig uten vitnesbyrd.
Det ær et par slike, jeg nu har å by.
1. I Aftenposten 10-5-87 har jeg skrevet et opsæt: „Maalstræverne og de smaa Midler“, og dæn prist deres små kunster, deres fingerfærdighet til å skrape et og annet av næstens gods in under sin egen gryte. Da således spørsmålet om pænger til „Maalskular“ i vinter var fore i tinget, røstet jo hele venstre for uttællingen; men tre venstremæn talte imidlertid for det dansk-norske stræv, og bare for det, neml. Sæter Akre og Drevland. Fedraheimen må dog ha funnet at dens troende menigheter ikke vilde ha videre godt av å høre noget om dette forræderskap. Hvor let kunde ikke en og annen „tage Forargelse“ og falle fra? Følgelig fortæller bladet (19—3—87) nokså hughejlt, at „dei, som talad for (pængene) var: Steen, ...... Sæter, Akre og Drevland“.
Kristianiaposten, som alt den gang, under Mjelde, var målven, om æn ikke egentlig målman, lot sig nøje med å gi os „Usandhed med Modifikation“, forsåvidt den tok Sæter og Akre til intækt som målstrævertalere, likesom Fedrah. hadde gjort. Men Drevland da, som uttrykkelig hadde sagt, at han vilde ha Knudsen’ske målskoler i sit landskap, og som hadde ytet B. Bjørnson sin „Tak og Anerkjendelse“ for, at han støtter det dansk-norske stræv, og for „den Sprogform, han har anvendt i sine senere Skrifter“, hvad gjør Kr.posten med ham? Jo, den gir os Fedrah.s „Usanhed“ med den „Modifikation“, at Drevland hverken har talt for det ene eller det andre målstræv! Bladet bare slår eller tier ham ihjæl i egenskap av sanhetsvitne. „Man muss sich nicht verbliiffen lassen“.
2. En annen mærkelig målstræver-omgang med sanheten ær følgende.
I Nyt tidsskrift marshæftet for i år, hadde Alfred Eriksen omhandlet min „Hvem skal vinne?“. Av denne, fræmstedelse eftersiger Fedrah. 23—4—87 disse ord: „Det har før mange ganger og på mange måter til uimotsigelighet været godtgjort, at ad den vej, Knudsen har pekt på, vil det med tiden fremkomme et språk, som i ordforråd er mindst like så norsk som Landsmaalet selv. For at frælse sig har landsmålstræverne taget til den påstand, at formerne er hovedsaken ved språket“. Dette ær Eriksens ord altså.
Hvad siger så Fedrah. til målstrævernes lære om formen, som hær tlllægges dem, og som de vitterlig har vedgåt og tillæmpet i mange år?
Hvad Fedrah. siger? Jo, den nægter, uten videre, den „benægter Faktum“. „Det trengst ikkje“, siger den, „for oss Maalmenn aa syna, kor meiningslaus heile denne Paastanden er“..... Og videre siger den: „At me Maalmenn for „at frælse sig“ skal ha sagt, at Formi er Hovudsaki ved „språket“, er noko, som slær seg sjølv ihel. Det er noko, som segjer seg sjølv, at Innhaldet i eit Maal, som i alt anne, stend yver Formi“. (Hør! hør! siger K., ja det mener vel alle, så nær som målstræver-kirkefolket, som nl. har bruk for en annen lære.) ... „Kan Alfred Eriksen, som hev skrivet denne Meldingi, framføra ein einaste Maalmann, som hev sagt noko anna? Kan han koma med ein einaste, som, for aa bruka det same Døme (Exempel), han kjem med, trur, at Ordet synkretist vert meir norsk i Formi synkretistar? Ikkje ein einaste“.
Nej, en skulde nok tro, at ikke ein einaste kunde tillate sig å føre slik urimelig lære ut i værden. Men dette har målstræverne nu drevet på med år efter år; for uten denne avguding av formstellet kunde de ikke for sit stræv hævde nogen overlegenhet fræmfor det dansknorske; ti i det andre, i ordforrådet, var bægge våre „Sprog“ jo ful’kommen jævngode, bare med den foremon („Fortrin“) på dansknorsk side, at vi ær en god del strængere mot undværlige fræmmedord æn „de egentlige Maalstrævere“.
Dærfor måtte jeg gnide mine øjne og læse over og over igjen, da jeg så Fedrah.s insigelse mot Eriksens omdømme; for hvor kunde det falle mig in, at nogen torde nægte enkjænsgjærning, som var vitterlig for enhvær, som i nogen mon har fulgt med? Jeg har nu set efter i „Hvem skal vinne?“ og finner syv steder, syv vitnesbyrd for, hvad Eriksen har sagt, Det værste ær, at jeg hær ikke vel kan la mig lite med å vise læseren til boken min, mens det på den andre siden tar så meget rum å eftersige de mange pågjældende uttalelser av målmansflokkens ledere og høvdinger. Det får da bli så kortfattet som muligt.
1. Først blir da en uttalelse av hr. H. Ross å nævne, så meget mere, som det vistnok mest ær den, som senere har gjenlydt fra de mange andre. Den står i min siste bok s. 44: „sprogets ånd er i formen, ordformen, bøjningsformen, sætningsformen“. Se hans skrift „Maalreisningen“ (1878), s. 5. Denne „mageløse Opdagelse“ — for å tale grundtvig’sk — måtte da i røde rappet utbasunes mot alle værdenshjørner, også ved rejser og muntlig målføring. I kraft av denne lære har hr. Ross bl. a. kunnet avvise den gamle mening om engelsk, at det ær et blandingsmål (med ²/₇ innenlandsk og ⁵/₇ fræmmedt ordforråd, ær det jo sagt). Når det næmlig „kjem ann“ på det formelle, når bøjnings- og andre former ær „Hovudsaki“, og ordforrådet, „Innhaldet“, som ær støpt in i formen, kan på lag sættes ut av hensyn, da blir vistnok engelsk ikke noget blandingsmål; ti formerne ær jo unægtelig engelsk-germanske, ikke fransk-romanske.
2. Side 42 i „Hvem skal vinne?“ har jeg trykt op igjen et utsagn av præsten Bårthveit i Romsdalen, som allerede ær vitterliggjort i min „Norsk blandkorn III“, s. 341: „framande ord kan gjerast til vårt eiget ved at støypa dei i norsk form“, ɔ: ved å deklinere og konjug. m. m. på norsk. Følgelig blir t. d. det græske synkretist til norsk ord, når det blir iført skikkelse av s..tistar (flertal) eller s..tisten.
3. Denne B.s Mageløshed slår Fedraheimen 3-11—83 selv yterligere fast i en fræmstedelse av en bok av samme Bårthveit. Bladet fortæller, at B. inkje hev voret rædd Ord fraa andre Spraak. „Men“, lægger det til, „daa han bøygjer deim etter norsk Tunga, so vert Maalet likavel norsk, likso visst, som Dansk er og vert Dansk, um ein tek inn norske Ord og bøygjer deim etter dansk Tunga“. Se min siste bok s. 189.
4. Stortingsman Løvland — i et møte i Kr.sand — vedkjænner sig samme tro på farmernes vidunderlige magt til å omskape fræmmedord til norske. „Ved at give norske Ord dansk Form“ (hvad de norsk-norske foregir, at vi dansk-norske gjør, men med uret; ti vår form ær virkelig norsk, grunnet på en landsgyldig virkelig uttale av ordene) „beriges det danske Sprog, ligesom det norske Sprog beriges ved at optage danske Ord i norske Former“. „For danske“ ord regner målstræverne alle de ord, som ær i bruk i „dansken“, altså danske, tyske, franske, lat. og græske. De blir altså alle omskapt til norske ord, når de får norske former, og norske ord, d. e. sit eget ordforråd, må jo enhvær norman forstå! De ær da ikke længre fræmmedord. Se min siste bok s. 163.
5. Stortingsman Berg (Hallingdalen) sa efter Fedrah. 1—5—86 i et møte i Gol, efter Max Müller: „Grammatikken“ — det formelle altå — „er Blodet og Sjælen i Spraaket“. Se min bok s. 49.
6 og 7. I Fedrah. 10—4—86 avsiger („forsager“) lederen, I. Mortensen, denne falske lære — så længe det nu kan vare — og uttaler: „Det er som dei“ („som skriv“) „gjerne lognar“ (ɔ: „beroliger“) „seg med, at naar Grammatikken“ (det formelle) „er god, so er alting godt“. Ja, hvem har mere æn Fedrah. fåt sit kirkefolk på den tro, „paa det Trav“? Men nu må jo Fedrah. selv fcreede op mot Fedrah. og ta vranglæren i sig igjen! Nogle uker efter gjør han det engang til, nu sammen med Garborg, som dennes medutgiver av en „norsk“ „Lesebok“, og med de selv samme ord: „det er som dei gjerne lognar osv. . . . alting godt“. Se min siste bok s. 190.
Ær det nu ikke, efter hvad hær i utdrag av Hvem skal vinne? ær oplyst, aldeles vidunderligt - for ikke i annen toneart å sige rent rasende av Fedrah. — mot A. Eriksen å møte op som den krænkede uskyldighet og nægte, „at ein einaste Maalmann hev sagt noko anna“, æn at ordforrådet ær hovedsak og formen medsak, — ja i den mon medsak, at vår folke-æts mål har kunnet kaste mere og mere av sit formstel bort, og at mange miljoner kinesere m. fl. kan hjælpe sig aldeles uten målformer, — som i min bok ær påvist?
At ordforrådets norskhet stiger i pris, alt som formerne går ned til det gamle, naturgivne værd, ær da bare, hvad en måtte vænte. Dærav kan det forstås, at Fedrah. i sin fræmstedelse av Hvem skal vinne? (29—1—87) nu gir mig ret i „Strævet mot Framandordi, som so oftast er til Tyngsla og Meinska for Maalet, um dei fær aldri so norsk form“. Ja, hør! hør! nu er det kommet annen lyd i pipa! (Men hvor længe blir de ved i denne gode „Bekjendelse“? Det er et stort spørsmål.)
Jeg får hær ta med et annet medgivende av Fedrah., som jeg ænnu mindre hadde væntet. Det lyder så: “For det um Engelsken ikkje kunne verta Fransk i England“ (da Fr. og Eng. jo virkelig er forskjellige Sprog) „so kann vel Dansken verta norsk i Norge, allvisst (i alle fal?) med god Hjelp av Norsk-norsken, so det for den Skuld kann koma paa eit ut, kven som vinner, berre det vert arbejdt so det mimar fraa baa’e kantar“.
Dette ær da det mærkeligste, jeg ænnu i al min dag har hørt fra den kant; ti hvor længe har det ikke været hamret in i folk, dette, at om en lapper og lirker med „Dansken“ i 1000 år, så er den dansk og blir den dansk like til dommedag?
Men hør nu dette og sig så, om ikke Fedrah. også kan være medgjørlig og elskværdig? Den har rigtignok tillagt mig, å ha faret med „Vringl“ imot dem, mine motstrævere. Men det skal være glømt og tilgit på grun av de to ovstore „Indrømmelser“, bladet i samme opsæt har gjort os dansknorske.
Garborgs lære — efter Henry Sweet? — om tvilydende nydannelser, både på germansk og romansk grun, tænker jeg kan være god for os mere æn for „de egentlige“; ti kommer nye tvilyd op av sig selv, så får vi jo småningom den samme målhærlighet, også i dette formpunkt, som de „norske“ ær så glade i, allerede å være innehavere av. Tvilydene ær jo da bare et tidsspørsmål, og vi tarv heller ikke av det hensyn opgi det mål. „Dansken“, som vi har, og med „megen Sorg og Møje“ oparbejde et nyt, Landsmaalet.
Skade, at hær heller ikke ær rum nu til å omhandle det så kalte „Videnskabens“ Munch-Løkkes, prov for, at — „Norsk og Dansk“ ikke ær samme „Sprog“. Men engang senere skulde jeg gjærne gjøre det, om jeg fik lov av Dagbladets leder.
Jeg flytter nu straks langt bort fra byen på et par måneder og kommer således næppe til å svare pa de „Protester“, som mulig vil la sig høre. Og svar vil det desuten være litet om å gjøre for de læsere, som bl. a. av min siste bok eller tilmed alt av nær værende opsæt kjænner til, hvad værd en kan tillægge målstræver-samhåldets inlæg og vitnesbyrd.
Kristiania 28—6—87.
- ↑ Hvor „vesal“ K.s „Sekt“ ær imot den norsk-norske Maalkirke, vil nu tiden vise. Sekten omfatter dog bl. a. en snes man, som har det særmærkte ved sig, at de alle heter B. Bjørnson Men Maalkirken ær vistnok mægtigere på sin vis den; for den har jo nøkkelen til rikskassen og kan utstyre profeter evangelister og apostler og koste sig Maalskular og Maalkursar og Maalblad og Maalmannsmøter over en lav sko og Maallag i vestland og østland. Nu vanter bare et Maalkirkemøte som kan slå en eller annen Maalpave fast som ufejlbar. Så er all right.