Møllergutten

Møllergutten sad ved Kværnehuset
under Haukeliens Fjeld,
og han hørte der i Elvesuset
Hallingslaatten fre det dybe Væld.
Fossegrimmen sine Strænge rørte,
Skummet sprang og hvirvlede dertil;
Ingen under Møllergutten hørte
hvordan Elven gik med Strængespil.

Og han kunde siden med sin Bue
stryge Fossegrimmens Dands.
Aldrig før i Hytte og paa Tue
var der hørt saa gjevt et Spil som hans;
aldrig gik der over Gulv og Enge
saadan Halling som hvor han gav Klang;
men han har vel og med sine Strænge
gjort det stilt i Laget mangengang.

Og der kom, hvorom han aldrig drømte,
skjønt han gik saa tankefuld,
Brev og Bud til ham fra den berømte
vidt bereiste Mester Ole Bull.
Han, der turde selv ved Kongetroner
lade Slaatten over Strængen gaae,
han erindred, at dens bedste Toner
lød paa Fjeldet i en Hyttevraa.

Og da lod han Møllergutten bytte
denne Hytte med en Hal,
hve vel Fler end Tusind kunde lytte
til de underbare Toners Fald.
Møllergutten sad som naar man stirrer
overbøiet paa et Elvdybs Pragt,
og som Broen, hvor man dvæler, dirrer,
saadan rysted Sædet ved hans Takt.

Men hans Spil var og som Fossefaldet,
der i stride Hvirvler gaaer,
og ved Spillet blev hver Tanke kalder
did hvor Fossegrimmen Harpen slaaer;
kaldet fjernt hen til de grønne Dale,
der har Kilder fra et snedækt Fjeld,
hvor vor Kunst i Toner som i Tale
altid finde kan i sit friske Væld.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.