Maaneskifte
Jeg spurgte dig igaar med rædde blikke:
„Min bly Semele, elsker du mig mer?“
Og du var sand og sa: „Jeg tror det ikke!
Ak nei — jeg ved det daglig mer og mer!“
Dét var dit ord, du slanke maanens kjære! —
Jeg burde vendt mig væk og ladt dig gaa.
I gamle dage var jo dét min lære,
og jeg var kort og stolt paa det som faa.
Aa, jeg var steil som en ægyptisk keiser,
der troner i sin tomme afgudsbram
og fordrer fjern og farlig, der han kneiser,
en hel forbabelse i bare ham.
Men sorgens røde lys og timer tunge
har gjort mig angst om livet, elskte min!
Din sjæl er slig en nyfødt ibisunge
og jeg en pelikan med modersind.
Og det at være elsket eller ikke
er ikke mer for mig som sort og hvidt;
et maaneskifte endnu! Døm mig ikke! —
Ved næste maane kan du flyve frit!