Mafiaen paa Sicilien

Italienere

H. Aschehoug & Co., 1904 (s. 32-59).

bookItalienereHans E. KinckH. Aschehoug & Co.1904KristianiaMafiaen paa Sicilien32-59

Aviserne har blaast en ny glose udover verden: «Mafia». Hver dag har de hat telegrammer og smaa notiser om retsskandalen i Milano, hvor en 6 aar gammel siciliansk mordsag nu er fore – en sag som efter prov i retten kunde været fore 4 maaneder efter ugærningen. En politifuldmægtig blev arresteret midt i retten; saa blev en deputeret Palizzolo fængslet. Hvad hele Italien har vidst mand og mand imellem, kom saa grelt frem, at man ikke voved andet end at skride ind. Det spøger for fler; der er en hel forbryderbande bag det bankchefmord. Men oprindelig var anklage bare reist imod en konduktør og en pensemand som delagtige i mord paa bankchef Notarbartolo.

Sagen var jo denne: Notarbartolo var en hæderlig og energisk mand, som i egenskab av bankchef vilde skride ind mod misbrug og rense op i Sicilia-bankens forhold. Herved kom han for nær en almægtig mafioso, en av direktørerne, den deputerede Palizzolo, som undsa ham paa livet. En dag finder man bankchefens lig paa en jernbanebro nær Palermo med 27 knivstik i sig. Man var fra samme øieblik ikke i tvil om, at Palizzolo stod bag, var mandante dell’ assassinio. Man vidste saameget om ham, at han godt kunde ha gjort det; han hadde staat bag penge-udpresninger og bag store tyverier. En politifunktionærs anmeldelse, som ogsaa uden omsvøb gik ud paa, at han var ophavsmanden, blev snappet op paa veien av en anden politifunktionær; Palizzolo hadde venner i alle kontorer. Hans haandlangere i mordet har været mafiosi fra en liden by nær Palermo – Villa Abate – en by paa 2 000 indbyggere, hvorav der ifølge prov i Milano-processen skal være kun tre hædersmænd, galantuomini; her i denne by hadde Palizzolo sine bedste venner. Specielt stod han paa intim fod med en viss Fontana, en falskmyntner og forbryder av værste sort. Han har efter al sandsynlighed forestaat mordet; han har været capo-assassinio, hjulpet av en anden. Og jernbanepersonalet har været medvidende, billetkontroløren og muligens bremsemanden, idet de to er blit skræmt til ikke at lægge hindringer i veien for udførelsen av mordplanen.

Det skedde en maaneskinsnat, 1ste februar 1893. Notarbartolo skulde ta ud til sin eiendom udenfor Palermo. Ved en station steg der to ind i hans kupé. Konduktøren lod dem passere uden billet-kontrol. Mordet skedde mellem de to stationer Termini og Trabia, hvor avstanden er 6 kilometer og tar 10 minuter. De var færdige før Trabia med ugærningen; thi den blodige kniv var kastet ud før den station. Da toget holdt ved Trabia, har altsaa morderne ganske rolig faat lov til at sidde inde hos liket i kupéen; man fandt nemlig liket to kilometer efter den station – det var kastet ud av vinduet ned i en fjeldbæk, som gaar like ned i havet; men liket blev, som sagt, uheldigvis liggende igen oppe paa broen. Mens det foregik, har bremsemanden sandsynligvis brugt bremsen. – Saa er morderne steget ud ved den tredje station – Altavilla –, og her har de været indom hos en familje Il Barone, ogsaa en forbryderfamilje, og vasket sig og byttet klær.

At dette er sammenhængen, er alles opfatning, og den delte ogsaa retten i Milano.

Men dette første spor av ugærningen, besøget hos Il Barone, har forundersøgelsen søgt at udviske. Thi dette spor pegte jo udover togpersonalet og mod de egentlige, høitstaaende ophavsmænd. Di Blasio, Palizzolo’s bedste ven og valgagent, leded forundersøgelsen.

For det første holdt den paa i seks aar. Og da vidnerne saa blev forhørt, var der kun vage svar. Lagretten spurgte f. eks. konduktøren: «Men hvorfor kontrolerte De ikke billetten for disse to ukendte som kom ind ?» – «Ja, jeg maa ha glemt det, da.» – «Men da mordet var begaat, og hverken Notarbartolo eller de to ukendte var i kupéen, la De ikke merke til det?» – «Ja, jeg maa ikke ha lagt nogen bræt paa det, da» o. s. v.

Fontana arrestertes vistnok straks efter mordet. Men Forundersøgelsen lar ham godtgøre sit alibi i Tunis og slipper ham. Der var forresten folk som paastod, at de hadde set ham i Villa Abate morddagen. Men selv om hans Tunis-reise ikke var løgn, kunde han dog i virkeligheden ha rukket til at være tilstede morddagen. Forundersøgelsen tar imidlertid hans alibi for godt.

Men det mest groteske billede av italiensk retspleie gir resultatet av husundersøgelsen hos Il Barone, hvor morderne hadde skiftet tøi. Først halvanden uge efter mordet var politiet der. I dokumenterne er der opført som beslaglagt et strømpepar med blodflækker paa. Retsforhandlingerne nu i Milano stod paa omtrent i to maaneder, og den meste tid gik vistnok med til disse strømperne. Forkortet stiller, saavidt en kan skønne, resultatet sig saa: Retten til Blasio: Hvad var det, De beslagla? – Et kvindfolke-strømpepar. – Saa fremvises der et par i retten. Det er et mandfolke-par. – Blasio: Ja, det kvindefolke-parret fik Il Barone straks igen, fordi det var uden betydning. – Et strømpepar med blod uden betydning?! –Ja, det var bare griseblod! – Men hvordan kunde De straks se det uden kemisk undersøgelse? – En ny politimand kommer ind og prover: Det var et mandfolkepar og et blodigt haandklæ, vi beslagla. – Retten: Et haandklæ med blod paa? Her staar ingenting i papirerne om et haandklæ! – Jaja, en pakke tøi, altsaa. – Blasio: Ja, det var en anden gang de mandfolke-strømperne blev beslaglagt. – Retten: Men de var løse og ikke i pakke efter dokumenterne? – Mandfolke-parret fremvises igen for politimanden: Nei da, det er ikke disse ! – Blasio lægger ud og taber sig i en ordflom: Dette var et andet par igen! – Retten: Der er altsaa tre strømpepar! Og det som retten har nu, er hverken det første eller det andet beslaglagte par. – Røret stiger. Og familjen Il Barone besvimer. – Sagen blir simpelthen siddende fast i dette groteske «imbroglio delle calze». Snart siger vidnerne, det var koblod paa strømperne, snart griseblod, snart andet blod. Og strømpeparrene viser sig delvis at være ekspederet av politiet til øvrigheden med underskrift av folk, som ikke har været tilstede ved husundersøgelsen! – De er kort sagt ombyttet! Haandklæet er borte! Og familjen Il Barone, som altsaa kender morderne, har gaat løs den hele tid! Politiet kan ingen oplysninger gi; selv de vageste svar maa presses ud. F. eks. retten spør: Men naar strømpepakken er ombyttet, hvem kunde De tiltænke det? – Politifunktionæren: Ingen. – Men naar det nu er gjort, hvem vilde De tiltænke det? – Ja, saa kunde jeg kanske tiltænke Blasio det. – Men konduktøren sidder paa anklagebænken som eneste skyldige i mordet, og saa bremsemanden som hans hjælper. Efter ledelsen av denne forundersøgelse hadde Blasio faat en orden – gennem Palizzolo som mellemmand.

Retten i Milano forlangte imidlertid fængslingskendelse mod disse politimænd og vidner, som stod og løi i munden paa hverandre. Hele otte blev arresteret.

Og tilslut sa den ene efter den andre høilydt i retten, at Palizzolo stod bag mordet. Aviserne skrev det. Det vokste til en storm. Den almene opinion og vidneprovene snørte sig saaledes om ham, at han ogsaa tilslut blev arresteret, trods alle sine ordner og trods sit stortingsmands-patent, sammen med sin ven Fontana. – Sagen gik til ny forundersøgelse.

Men da Palizzolo først sad fast, voged man sig ogsaa ikast med en ny sag, et ældre mord, hvor beviserne laa støere til at bygge paa, – især efterat konduktøren i den anden sag døde, mens den ny forundersøgelse stod paa. Og denne sag rykked derfor nu endog i forgrunden. Den gjaldt mordet paa en eiendomsbestyrer Miceli. –

Udenfor Palermo ligger et svært arvegods – Latifondo Gentile – og der var i sin tid en flerhed, som hadde arve-krav paa det. Som bestyrer av denne plantage indsatte vedkommende administration Miceli, en kraftig og uræd og retskaffen mand, just av samme umedgørlige stof som Notarbartolo; gennem sin kone hadde han ogsaa arverettigheder paa godset. Men denne eiendom ønsked Palizzolo at tilvende sig. Først narrer han en av Gentile-slægten, en nærmest aandssvag mand, til at sælge alle sine rettigheder for 63 000 lire – og den del repræsenterte næsten halvparten av godset, som i sin helhed var værdsat til over ½ million. Og saa lirked han stykke for stykke over til sig for røverpris; blir bygselmand («gabellotto») av andre teiger, som han da av bedste evne vanskøtter og nedstyrer, for omsider engang at komme til det hele for en slik og ingenting; ikke engang leien betaler han ordentlig. Men nu laa det i Miceli’s stilling at ha opsynet paa dette punkt: at hindre ødelæggelse og daarligt stel og at indkræve bygselavgiften pr. aar («estaglio» som den heder paa Sicilien). Denne stilling gav anledning til mange rivninger og sammenstød; for Miceli var en stridbuk og foragted Palizzolo – var ikke ræd «en saadan clown som han,» sa han. Der var ogsaa hæftige trætter i anledning av ulovlig pinjehugst og i anledning av transport av vintønder o. l., som Palizzolo’s haandlangere smugled gennem eiendommen og ind over bymuren; av og til prylte han disse mafiosi, som snød bytolden. Samtidig bearbeided han alt hvad han kunde, de andre parthavere i eiendommen, at de ikke skulde avstaa Palizzolo noget. I august 1893 vilde nemlig den andens bygselkontrakt være udløben; og da var det Miceli’s hemmelige plan sammen med et par andre at lage konsortium og overta det hele. Men disse to sladred av skole, saa den anden fik nys om planen. Først blev der da skudt efter Miceli i mørket, – men det var bare for at varsko ham. Miceli blev ved, endda uforsonligere. Fra det øieblik forandrer Palizzolo holdning ligeoverfor ham, blir en korrekt bygselmand, viser ham respekt paa alle maader. Og fra det øieblik av skønner ogsaa Miceli, at nu nærmer faren sig i stormskridt, og han snakker med folk om sine anelser; det er nemlig et staaende træk hos mafiaen, at jo stærkere dens had er eller jo nærmere vendettaen, des mer foregir den venskab og kærligt sindelag mod offeret, for at vildlede mistanken, naar forbrydelsen er begaat.

Saa er det en aften i juli 1892, Miceli og kone samt en gut karer hjem fra en kondolence-visit hos en familje. Som de passerer en liden kirke, den hvorfra netop varsko-skuddene var avfyret hin gang, faldt der to skud paa to-tre skridts avstand lige bag gitterporten til godset. De skød ikke bom nogen; konen og gutten blev uskadt. Miceli sprang av vognen, trak revolveren, skrek «forrædere!» Men revolveren faldt ud av hans haand, og han segned om. Et par politimænd hørte skuddene og kom til lige efter. Situationen var med andre ord saa heldig for en opdagelse som mulig. Og fire blev ogsaa arresteret, hvoriblandt netop disse Palizzolo’s haandlangere, som Miceli hadde ligget i mundhuggeri med. De sagkyndige udtalte sig om disses geværer, om ladningen, som bevislig var av selvsamme kaliber som den, der blev fundet i villa Gentile, om tiden, da løbene sidst var brugt. Alt passed. De blev dog alle fire sluppet igen paa grund av «mangel paa bevis» og kom ikke engang for lagretten. Palizzolo’s forhold befatted ikke engang forhørsretten sig med, skønt alle folk snakked om det, og skønt man vidste, han hadde undsagt Miceli.

Dette er sagen sammenfattet i korthed av den bunke papir, som retsforhandlinger og forundersøgelser har stablet op paa lagmandens bord^[1].

Sagen er dagens emne i Ialiens aviser og i tidsskrifterne og ogsaa i kamret. Glosen mafia er i stadig brug.

*

Den slags hemmelige foreninger har flere navne. Paa Sicilien heder den mafia^[2], i Neapel camorra. I Calabrien heder det med en svækket ubestemmelighed i glosen malavita – daarligt levnet; men ligesom i Rom har det, benyttet om forbrydere, gerne en saadan bismag av komplot. I Rom og længer nord har man forøvrigt glosen teppa, teppisti, barabba med samme bismag: organiseret forbryderpøbel.

Navnene er forskellige. Foreningerne har da ogsaa forskelligt udspring – og karakter – paa de forskellige steder, fra alvorlig og hævdet levevei til det præg av impulsiv kaadhed og ødelæggelseslyst, som den har over sig i Rom, naar den optræder. Det er vistnok et faktum, at mafiaen paa Sicilien staar i sammenhæng med camorraen i Neapel; men hvorledes, er et uopklaret spørsmaal, og tillige det, hvorvidt denne sammenhæng udstrækker sig videre over Italien. Den lange tradition som paa Sicilien har den imidlertid ingensteds. Men selv her er dens optræden forskellig i de forskellige provinser; i Palermo og om svovlgruberne (Caltanisetta og Girgenti) optræder den blodig, med vendetta og drab; andensteds, som i latifondie-distrikterne, driver de mere tyveri, især kvægtyveri. –

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Sagen, som altsaa først var fore i Milano novbr. 1899–jan. 1900, kom fore til ny behandling ved lagretten i Bologna Septbr. 1901 og tog 11 maaneder, før dom faldt. De tre, Palizzolo, Fontana og den ene haandlanger i Miceli-mordet Trapani, blev dømt, de øvrige frikendt paa grund av mangel paa bevis. Appelretten i Rom kasserte siden dommen for nogen formaliteters skyld. Sagen er for øieblikket fore ved Florens’ lagret.
↑ Jeg har set en prof. i Palermo forklare etymologien som av et arabisk ord mahias, som skal bety praler, noget som vil være gjildt og stikke i øinene.
↑ Man kunde henvise til Sidney Sonnino og Franchetti: La Sicilia nel 1876; – Damiani:

[1] Sagen, som altsaa først var fore i Milano novbr. 1899–jan. 1900, kom fore til ny behandling ved lagretten i Bologna Septbr. 1901 og tog 11 maaneder, før dom faldt. De tre, Palizzolo, Fontana og den ene haandlanger i Miceli-mordet Trapani, blev dømt, de øvrige frikendt paa grund av mangel paa bevis. Appelretten i Rom kasserte siden dommen for nogen formaliteters skyld. Sagen er for øieblikket fore ved Florens’ lagret.

[2] Jeg har set en prof. i Palermo forklare etymologien som av et arabisk ord mahias, som skal bety praler, noget som vil være gjildt og stikke i øinene.

[p54-3] Man kunde henvise til Sidney Sonnino og Franchetti: La Sicilia nel 1876; – Damiani:

[1]

[2]

[3]