Mag. Jørgen Erichsson, den tredje evangeliske Superintendent i Stavanger Stift
Fem og tyve Bisper havde, førend den lutherske Kirkeforbedring blev indført i Norge, beklædt Stavangers Bispesæde. Den første var Englænderen Reinhalldr, der med sit Liv maatte bøde for sin Troskab mod sin ulykkelige Konge, Magnus den Blinde. Tvende af de første Biskoper, Jon og Eirikr, vare blevne hævede op paa Nidaros’s Erkebispesæde, hvor den Sidste spillede en vigtig Rolle i Kirkens Strid under Kong Sverrir. Stavanger Stifts øvrige katholske Bisper have ikke erhvervet sig noget særdeles Navn, hverken i Fædrenelandets Historie eller i Kirkens Annaler. De synes i Almindelighed at have været skikkelige Mænd, der syslede med deres Stifts Bestyrelse og hverken ved sjeldne Aandsgaver eller store Dyder ere blevne videre bekjendte. En Undtagelse gjør dog den tiende Bisp, den trættekjære Arne, der fra 1276 til 1303 sad paa Stavangers Bispestol. Hans hele stridbare Færd kan tjene som et mærkeligt Exempel paa, i hvilken Grad en Prælat i de Dage turde vove at trodse Kleresi, Konge, ja Pave. Rækken af Stavanger Stifts katholske Bisper sluttede Hoskold Hoskoldsson, der 1513 blev valgt til Stiftets Bisp. I 22 Aar førte han Krumstaven under saare vanskelige Omstændigheder. Først havde han en lang og bitter Strid med Abbed Henrik paa Utstejn, der havde negtet ham at visitere Klostret, som var kommet i Vanrygte; – senere behøvede han al sin Kraft for at forsvare sit Bispesædes Rettigheder mod den mægtige og anseede Ridder Vincens Lunge, der havde kastet sine begjærlige Øjne paa Utstejns Klostergods. Under sit Ophold i Danmark 1531 fik han Anledning til at blive bekjendt med de Fremskridt, Luthers Lære der havde gjort, og derom underrettede han Erkebiskop Olaf Engelbrechtson i Nidaros (3dje Aug. 1531). – Dog var det ham forbeholdt at blive Vidne til Begivenheder, der dybt maatte krænke ham baade som katholsk Bisp og Nordmand. Den 12te August 1536 tog en Del danske Rigsraader og Kong Christian III i Hemmelighed den Bestemmelse, at alle danske Bisper paa een Dag skulde fængsles, hvilket ogsaa udførtes, og paa en dansk Rigsdag i Kjøbenhavn blev det efter Kongens Forslag stadfæstet, at Bispe-Titel og Værdighed skulde afskaffes og Bispegodset inddrages under Kronen. Om Bispetienden, Klostergodset og de øvrige gejstlige Ejendomme bestemtes derimod, at de skulde anvendes til gudeligt Brug eller til milde Stiftelser, til Hospitaler, lærde Mænds Forsørgelse, Universitetet og Skolernes Forbedring. Samme danske Herredag erklærede, som bekjendt, Norge for et Ledemod af Danmark, berøvede det dets Rigsraad og Selvstændighed. Ved de norske Bispers kort efter paafølgende Afsættelse tabte Norges Uafhængighed sit sidste Værn. Erkebiskop Olaf Engelbrechtson flygtede til Holland, hvor han kort efter døde; Oslo Bisp nedlagde sin Post frivillig; Bergens Bisp lod sig vie til evangelisk Superintendent; Hamars Bisp, Magnus, blev ført fangen til Danmark, og selv den fredsommelige, dansksindede Hoskold blev fængslet og ført til Bergen, hvor han kort efter døde i Fængsel.
1537 den 2den September indviedes af Luthers Ven, Dr. Bugenhagen, de nye danske Superintendenter tilligemed Nordmanden Geble Pedersson, der var valgt til Bergens Bisp. Samme Dag undertegnedes af Kongen den paa Latin skrevne nye Kirkeordinants, der senere blev oversat og med en Del Forandringer vedtagen paa en Herredag i Odense 14de Juni 1539. Denne saakaldte „den rette Ordinants, som paa Herredagen i Odense blev overseet og beseglet“ af Kongen og 22 danske Rigsraader, var vel kun bestemt for Danmark, men den blev dog lige til 1607 Regel og Rettesnor ogsaa for Norges Kirke-Reformation[1].
Denne af Kongen og de danske Herrer bestemte Kirkeforbedring for Norge overraskede Nordmændene som en heftig Regnbyge paa en klar Dag. I Norge var Intet gjort for at oplyse Folket om og forberede det paa en Kirkeforbedring[2]. Naar man betragter de kirkelige Forhold i vort Fædreneland, saa faar man vel det Indtryk, at den katholske Gejstlighed her tillands i Almindelighed aldrig i den Grad glemte sit høje Kald eller gjorde sig skyldig i saa grove Udskejelser, som Tilfældet var i de sydlige Lande. Landets Fattigdom, den tynde Befolkning i et vidtudstrakt Land, Folkets sunde Sands og Sædvanernes store Herredømme synes i Almindelighed at have hindret store Overgreb og grove Forargelser fra Kleresiets Side. Præsterne, som udnævntes af Bisperne, levede blandt og med Folket og stode hverken i udvortes Kaar eller Dannelse højt over Odelsbønderne, og i Landets Bisper, hvoriblandt flere vare i Besiddelse af større Lærdom og mere Dannelse, end man almindelig mener, saa Folket under Forbindelsen med Danmark sin Friheds og Uafhængigheds sikreste Værn mod den dansk – holstenske Adels tiltagende Vælde og de kongelige Fogders umilde Regjering.
Man har saaledes al Grund til at antage, at Nordmændene i de Dage liden eller ingen Trang følte til nogen Kirkeforbedring, ja at en saadan var dem ligesaa ubekjendt og uvelkommen, som Christendommen 500 Aar tidligere havde været for deres hedenske Forfædre, da Hakon og Olaferne bøde dem at ombytte Hedenskabet med Christendommen. – Den Maade, hvorpaa de danske Magthavere udførte den ydre Reformation, og de dermed forbundne Omstændigheder kunde heller ikke andet end forbitre Nordmændene og bidrage til, at de betragtede hele Reformationen som et Paaskud til at berøve deres Fædreland dets Selvstændighed. Hvad der under disse Forhold især maa forundre os, er, at Nordmændene saa taalmodig fandt sig i, at en dansk Herredag fradømte Norge Frihed og Tro og at danske Høvdinger siden plyndrede Kirker og Klostre. Nordmændene vare visseligen højst misfornøjede, klagede og knurrede, men derved blev det. De savnede i de Dage den Begejstring for Uafhængighed og for Fædrenetro og den Enighed og Kraft, der formaaede at sætte en alvorlig Modstand mod ydre Vold og fremkalde en Kamp paa Liv og Død for Frihed og Fædrenetro. Dertil kom, at Landets Borge og vigtigste Len vare i kloge og dygtige danske Adelsmænds Hænder, og at Nordmændene savnede en Høvding, der kunde vække, forene og styre de slumrende Elementer og de isolerede og stridige Kræfter.
De gamle storættede norske Familier vare efterhaanden dels uddøde, dels af den dansk-holstenske Adel fortrængte fra Landets vigtigste Embeder. I Throndhjems mægtige Erkebiskop, Olaf Engelbrechtson, en norsk Adelsmand fra Ryfylke, havde vel Nordmændene en Mand, som baade havde Anseelse og Øje og Hjerte for Fødelandets og den katholske Kirkes Fare, men han savnede den Bestemthed, Kraft og Mod, som udfordredes til med Held at udføre det saa vanskelige Hverv, at være sit Lands Frelser. Han gjorde vel næsten nødtvungen Forsøget, men da han ej fandt den Bistand af sine Landsmænd, som han vel havde Grund til at vente, tabte han Modet og flyede til et fremmed Land, da to danske Adelsmænd, Truid Ulfstand og Christopher Huitfeld, med en Hær og Flaade sendtes mod ham. Erkebiskop Olafs Flugt lammede al Modstandskraft hos Nordmændene, og de vare nu rolige Vidner til, at de danske Høvdinger bortførte deres Bisper, plyndrede deres Kirker og Klostre, tilegnede den danske Konge Kirkens rige Gods og reformerede selv deres Tro og Gudstjeneste. Skjønt vi kun have faa og magre Efterretninger om, hvorledes Reformationsverket i det Enkelte dreves, saa kunne vi dog se, at Kirkeforbedringen i Begyndelsen var aldeles udvortes. Christian III bød saaledes i et Brev af 17de Juni 1537 Eske Bilde, sin højt betroede Lensmand paa Bergenhus, at „inddrage under Kronen al den Rettighed, som Bispen plejede at have, men derimod lade alle Kirkernes Personer og Sognepræster over alt Stiftet blive med deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte, for ikke at vække nogen Forskrækkelse blandt den fattige, simple og uforstandige Almue, førend vi kunne finde andre Raad til med Lempe at komme dem til bedre Forstand i Guds Ord“[3].
Under saadanne Forhold vedblev Folket at være katholsk, og paa de fleste Steder vedbleve „Munkepræsterne“ at være Folkets Lærere. At man gjorde dem bekjendte med den danske Kirkeordinants, der paabød dem at prædike den rette Tro, afskaffe Helgendyrkelsen og anden papistisk Overtro, blev paa de fleste Steder uden Virkning, saa meget mere som ethvert Forsøg i den Retning paadrog Præsterne Almuens Had og Forfølgelse. Den væsentligste Forandring var vel, at flere Præster nu giftede sig og, saavidt ske kunde, i ydre Ting rettede sig efter den nye Kirkeordinants. Men selv disse Forandringer synes at have vakt Almuens Mistænkelighed og Misnøje, der aabenbarede sig i den almindelige Ulvilje mod at rette sig efter Ordinantsen og give deres nu saakaldte evangeliske Præster deres Underholdning. Det Første, som de opsendte danske Reformatorer, Ridderne Hr. Truid Ulfstand og Klaus Bilde, fik at bestille, var at ordne disse Anliggender. De udstedte derfor i Oslo St. Hansdagen og i Bergen Bartholomæusdagen 1539 tvende Recesser[4] for at afhjælpe de værste Misbrug og midlertidig ordne Landets verdslige og kirkelige Anliggender. Om Mødet i Oslo, hvor den første Reces udstedtes, have vi nærmere Efterretning i et Brev, som Bergens Superintendent Geble Pedersson tilskrev Kongen. I samme melder han, at Kannikerne i Oslo og Hamar have været samlede i Oslo Midsommer med ham, Hr. Truid Ulfstand, Hr. Claus Bilde, Peder Hansen (Basse) tilligemed hele Kleresiet, Borgemester, Raad og menige Borgere og da velvillig indgaaet og annammet den kongelige christelige Ordinants, men da Ingen turde paatage sig at være Superintendent, saa bade de Alle, at Kongen vilde beskikke dem en lærd Mand, som dette Embede kunde forestaa. Han gjør og opmærksom paa, at, da Hamars Kanniker og Kleresi var lagt til Oslo Domkirke, bestod Stiftet af mere end 100 Præstegjeld, som neppe kunde visiteres i eet Aar, og at der var nogle Præster, som af Vanvare havde begaaet Manddrab. Med Hensyn til dem spørger han, om de skulle vedblive i Embedet. Endelig tilføjer han, at uden Superintendent skulde Religionen snart forfalde.
I den af Kongen stadfæstede Udgave af disse Recesser siges, at Kongen i Anledning af de mange Klager over den store Brøst og Trængsel, som dette Lands Indbyggere mod Lov og gamle Privilegier havde lidt, med disse gode Herrer og Riddermænds Mænd og andre velvise og indfødte Mænds Raad og Samtykke havde til hans Undersaatters Nytte udstedt en Del Bestemmelser, af hvilke følgende ordnede de kirkelige Anliggender.
§ 9. „Om Landskyld og Leding at gjøre og udgives, da skal efter Jordens Afvæxt og efter 6 Mænds Sigelse og gode Tykke samme svares udi Korn, Huder, Slagter og Skind efter Loven.
§ 13. Om Kirkens Jord at bygsle er saa besluttet, at Kirkens Ombudsmænd selv skulle bygsle Kirkens Jorder og oppebære Kirkens Rente med Sognepræstens Videnskab, og holde Kirken med skjellig Bygning og Ornamenter, og hvis Del derover bliver, gjøre Regnskab for til Provsten, og skulle Kirkens Ombudsmænd ingen Magt have med deres Slægt at fortrænge nogen Mand, som Kirkens Jord lovligen besidder, uden Provstens Vidskab og Samtykke.
§ 14. Om Offertold, som Almuen plejer at udgive til deres Sognepræst, er saa besluttet, at de, som bo op til Lands, skulle give en Skjeppe Korn, og de, som ikke have Korn; give en Skjeppe Korns Værd; men de, som bo til Søes, give et Pund Fiskes Værd, og derover ej ydermere at være Præsten skyldig udi Offer om Aaret.
§ 15. Om Kirkegang er saa beskikket, at den Mand, som haver 6 Kjør, skal give et halv Pund Smør for hans Hustrues Kirkegang, og den som haver mindre end 6 Kjør, skal give 4 Skilling i danske Hvider eller deres Værd. Og skulle de Kjør alene regnes, som er en Mands egne Kjør og ikke lejede[5].
§ 16. Item for Brudevielse skal Præsten have 8 Skilling[6].
§ 17. Om Udfærd er saa besluttet. Om en Mand eller Kvinde dør, som er vel formuende og haver flere end 6 Kjør, han skal give sin Sogneherre eller Præsten en Ko til Udfærd efter Bonden og anden efter Hustruen og ikke noget andet udi den Sted, og den Mand, som haver 6 Kjør og ikke flere, han skal være kvit med 2 Lod Sølv, om hannem tykkes ikke at give Ko, og den, som haver færre end 6 Kjør og indtil 2, han skal give Præsten 1 Lod Sølv. Og den, som ikke har mere end 2 Kjør eller en, skal være kvit med 8 Skilling i danske Hvider eller deres Værd; deriblandt skulle ikke regnes Leje-Kjør, men alene Bondens egne Kjør. Dør noget fuldvoxent Menneske, Dreng eller Pige, skal han have 8 Skilling og for et Barns Lig 4 Skilling i danske Hvider eller deres Værd efter gammel Sædvane. Dersom nogen Mand eller Kvinde dør redeløs for Præstens Forsømmelses Skyld eller han dør udenlands, da skal den Dødes Arvinger eller Venner Intet være Præsten skyldig udi Nedsættelse. End dersom En drukner eller slaaes ihjel udenlands, og Præsten gjør ham Nedsætning, da skulle den Dødes Arvinger give Præsten som foreskrevet staar.
§ 18. De, som tilsøes bo i Finmarken og rige og formuende ere, skulle give i Udfærd 2 Spand efter Bondens og 2 Spand efter Hustruens Død, udi hvad Vare han afstedkomme kan efter Dannemænds Sigelse og Vurdering. De Fattige skulle give 12 Spand. Tjenestefolk, som gaa til Guds Bord, skulle give 1 Øre, og unge Folk, som ikke stedes til Guds Bord, skulle Intet give. Pusefæ er 6 Skilling, Kirkegang er 2 Skilling, og skulde Præsten i alle disse Artikler anse den Fattige for Guds Skyld med Miskundhed. Item alle andre Præsterente skulle herefter gives og gjøres til god Rede efter gammel Sædvane.
Uagtet disse Bestemmelser hovedsagelig rettede sig efter, hvad der før havde været Skik, saa var det dog langt fra, at Enighed derved blev frembragt[7]. Under den Mangel paa al gejstlig Styrelse, hvorunder den norske Kirke led, havde der indsneget sig en saadan Selvraadighedsaand blandt Almuen paa de fleste Steder i Landet, at man hverken vilde vedligeholde Kirker eller Præstegaarde, ja ikke engang yde sine Præster den lovbestemte Underhold. Med fuld Ret havde derfor Geble Pedersson allerede 1539 ytret, „at uden Superintendent skulde Religionen snart forfalde“. Stor maa ogsaa Mangelen have været, siden Kongen først to Aar, efterat han af Oslo og Hamar Kleresi var anmodet om at beskikke dem en Superintendent, opfyldte dette Ønske og da ikke havde nogen Anden at skikke dem, end Oslos forrige Biskop Hans Reff, der nu blev første evangeliske Superintendent over begge Bispedømmer, som forenedes i det nuværende Akershus eller Christiania Stift. Fem Aar stod ogsaa Stavanger Bispestol ledig, dog under Bergens Bisps Tilsyn; ja det varede ni Aar, inden Throndhjems Bispestol blev besat.
Under saadanne Forhold kan man nok vide, at det stod maadeligt til med den evangeliske Lære og Tro her i Norge, naar undtages i Bergens Stift, der i Geble Pedersson var saa lykkelig at faa en ligesaa ivrig som dygtig Superintendent, hvilket neppe kan siges hverken om Hans Reff eller om Jon Guttormsson, den første evangeliske Bisp i Stavanger. Dette finder ogsaa Stadfæstelse i et Vidnesbyrd af den samtidige vel underrettede Peder Palladius, Sjællands udmærkede Biskop. Han udgav 1542 en „brevis expositio Catechismi pro parochis Norvegianis“ og anfører som Grund, hvorfor han hastede med at udgive den: „Major necessitas postulat, ut Norvegianis fratribus nostris – inservirem. Illi enim jam aliqvamdiu vexati sunt et jacentes sicut oves non habentes Pastores“. Han anbefaler dette sit lille Skrift[8] til Sognepræsterne i Norge med disse Ord: „Katechismus alene, kjære Herrer og Brødre i Christo, gjør Mirakler i denne Tid, som vi nu leve i, og flytter store Bjerge fra Mørkets til Lysets Rige. Thi den lærer kort og klart baade Loven og Evangelium. Men ved Loven bliver Syndernes Bekjendelse, ved Evangelium Syndernes Forladelse, hvilke to Stykker ere Menneskene uundværlige til Salighed, fordi de føde Anger og Tro. Et sønderknust og ydmygt Hjerte kommer af Syndernes Erkjendelse, og af Evangeliets Hørelse kommer Troen, hvilken alene gjør retfærdig for Gud, fordi den griber fast paa Guds Barmhjertighed for Christi Skyld. Derfor anbefaler jeg, kjære Herrer og Brødre, Eder i Besynderlighed denne lille Katechismi Bog, og beder Eder for Christi Skyld at lære slet udenad de Stykker, som den underviser i, og troligen og flittigen for alle Ting lære Eders Folk de samme. Denne Børnelærdom bør ikke foragtes, men læres og bruges, at man kan vide at drage den hellige Skrift hid til Loven og Evangelium som til de to rette Hovedartikler i vor Saligheds Lærdom og vide at skikke sin Prædiken og Lærdom herefter som efter en vis Rettesnor, hvilken vi kalde „analogiam fidei“, for at de, som give sig ud for Prædikere, skulle ikke staa at vaase eller væve Kirkens Vadmel, men lære deres Folk noget Vist af Guds Ord i et kort Begreb“[9].
Hvad vi have ytret om de kirkelige Forhold i Almindelighed, fandt ogsaa Sted i Stavangers Stift, hvor Misnøjen med Kirkeforbedringen endog var stærkere og varigere, end i de øvrige Stifter. Ved den sidste katholske Biskop Hoskold Hoskoldssons Afsættelse havde Kongen nok tænkt at lægge Stavangers Stift under Bergens, hvorfor ogsaa Thord Rød, der fængslede Hoskold og reformerede Stiftet, ikke blot bemægtigede sig „alt det Gods, som Bispen og Erkebispen havde der“, tilligemed Bispegaarden, men ogsaa synes at have underlagt sig baade Domkirkens og Kommunens (eller Kannikernes) Indtægter, hvoraf Følgen var, at hin forfaldt og denne med Skolen synes at være opløst. Formodentlig har Geble Pedersson, der havde faaet Tilsyn med Stavangers Stift, erklæret sig mod Foreningen af Bergens og Stavanger Stift, thi Søndag Oculi 1541 udnævnte Kongen Jon Guthormsson, en ung Mand af en anseet norsk Adelsslægt og Fætter til Islands berømte Lagmand Oddr Gottskalksson, til Superintendent over Stavangers Stift.
Uagtet Truid Ulfstands og Klaus Bildes Recesser af 1539 vare stadfæstede af Kongen og gjort gjældende for det hele Land, vilde Almuen i Stavanger dog ej rette sig efter samme, hvorfor Christopher Huitfeld, Høvedsmand over Bergenhus, Stavanger og Vardehus, maatte udstede ikke mindre end 4 nye Recesser[10], af hvilke den ene hovedsagelig gjaldt Stavanger; thi i den hilser C. Huitfeld og „Joenn Gotterrumszenn“, Superintendens over „Staffwangers Stigt“, fra Bergen (18de Januar 1544) Bønder og menige Almue, som bygger og bor udi Listerlen, Midsyssel, Raabygdelen, Nedenes, Valders og Hallingdalen, kjærligen med Underretning om, at dem i Sandhed var forekommet, at nogle af deres Kirker ved Kirkeombudsmændenes Forsømmelse og Vanrygt stode faldefærdige, og at Kirkernes Rente og Indkomst formindskes, saa at det staar at befrygte, at Kirkerne til stor Skade for Almuen skal falde ned. For at raade Bod paa disse Ulemper, og for at Christendommen kunde ydermere forøges, havde de med flere gode Mænds Raad efter den kongelige Ordinants, Christenretten og den Skik, som bruges i Bergen, og som Kongen vil ogsaa skal holdes i Stavangers Stift, blandt Andet bestemt, at Almuerne vare pligtige til at opbygge og vedligeholde saavel deres Hovedkirker som smaa Sognekirker; at Kirkeombudsmændene skulde udvælges af menige Sognebønder, der skulde kaare dem, „som vel formuende ere“, hvilke hvert 3dje Aar skulde aflægge Regnskab; at alle Jorder og Jordparter, som vare Kirkerne frakomne foruden Lov og Dom, skulde gjengives Kirkerne; at Kirkens Onbudsmænd skulde gjøre Regnskab for Kirkernes Renter, indkræve hvad der ved Testamenter skjenkes, ej lade Kirkens Egeskove forhugges, svare til de Kirkens Kjør og Alterkjør, som de modtoge, samt forestaa Kirkerne vel, bygge og bedre dem[11].
I en anden Reces af samme Aar bekjendtgjør Christopher Huitfeld, „at det paa menige Lagthing over disse tvende Stifter, Bergen og Stafvanger, er besluttet, at hvo der findes med at holde Løverdagshelgen[12], han skal bøde 5 Mark Penge“.
„Dernæst beklages og af Præsterne, at de ikke faa deres Rettighed i Tiende, Kirkegang, Udfærd til gode Rede efter Kongl. Maj. og Recessen, i hvis Del det kan være[13], saa har jeg befalet min Foged, at naar Præsten lader dem først tiltale, som igjen staar, med 2 eller 3 vise Mænd af Sognet om deres Rettighed, og de dennem ikke høre ville, saa skal Præsten klage sig for Herreds Provsten. Dersom han kan ikke faa Skjel af dem, da skal Provsten undervise Fogden, at han straffer dennem som ulydige Undersaatter til Brevebrudt, og betale siden fuldt op Alt“.
„Dernæst ere I og uherige og ulydige i Eders hellige Dage at holde, at I ikke ville lade Eder føje med dem, som Præsten lyser, eftersom Ordinantsen indeholder, saa byde vi Eder paa Kongl. Maj. Vegne, at I alvorligen holder Eder efter Hans Naades Ordinants, og hvo derimod bryder, han skal af min Foged straffes for Uhørighed, som en uhørig Undersaat og ulydig at bøde 5 Mark“,
„Deslige, at I ikke ville holde Eders Kirkegaarde rene, som Eders Kroppe skal hæderlige i hviles, ej heller Eders Funt, Prædikestolen og høig Alter i hver Kirke med sin Magt og Renlighed, i alle pryde, saa er der og besluttet, at Sognene skulle holde Kirken med Stetter, Sten og Torv. Og Kirkens Ombudsmænd skulle lade bygge Prædikestolen i Kirken og opholde høi Alteret alene med 2 Voxlys og rene Klæder, og de skulle intet tændes før Prædiken er ude, om han haver Nogen, som sig berette ville eller ikke. Det ene Lys skal brænde til Jesu Christi Legems og det andet til hans dyrebare Blods Hæder og Verning og siden ingen Lys holde i Kirken[14]. Hvo herimod gjør, bøde 3 Mark. Sammesteds er og beklaget, at I ikke ville føre Eders Børn til Christendommen, men døbe dennem hjemme, som det var sygt og Nøden skulde ske, at det saa skulde hjemmedøbes, og er karsk og vel tilpas, og aldrig siden bete[15] det for Præsten, og sjelden og aldrig komme de Børn til Kirken og høre Guds Ord. – Deslige, at naar Nogen krænkes[16] og begjærer Præsten, saa ville de, som bedne ere, ikke fare afsted, uden sige: „Præsten kommer hid til Kirken om Søndagen eller 8 Dage. Han bier vel saalænge“, og naar Præsten kommer, da er alt Mennesket død og saa er forsømt. Derpaa er saa besluttet, at de, som blive befundne dermed, skulle bøde hver Gang 3 Mark Pendinge“.
„Item beklages og, at I ikke ville søge Hovedkirken, naar Superintendenten kommer Eder til Visitering, saa er derom besluttet, at naar han kommer til Præsten, da skal han lade udgaa Korsbud, som fordum udgik i den ugudelige Visitering[17], der I da almindeligen søgte og finge da aldrig Guds Ord at høre, og hvo da ikke kommer forfaldsløs, han skal bøde Fogden som for Thingbuds Forsømmelse. – Saa beklage sig og Kirkens Ombudsmænd, at de ikke faa den Rettighed, som Kirken bør i Landskyld, Tiende, Koleje og Andet. Saa giver jeg Eder tilkjende, at vor kjære Herre har befalet mig, at jeg skal lade Kirkens Jorder og Jordeparter, og hvis fra Kirken er kommet, Jorde eller Jordeparter, Kjør og Andet med Uret, det skal jeg lade wunderkomme[18] igjen med Rette, og hvo, som ikke gjør Kirken sin Rettighed, efter som gammelt er, bøde Kongen 3 Mark og gjør siden alligevel Skjel“.
Af det Anførte kan man allerede slutte sig til de Vanskeligheder, hvormed den første evangeliske Superintendent i Stavanger Stift havde at kjæmpe. Den største Vanskelighed laa dog i den fuldkomne Mangel paa duelige og oplyste Mænd, der kunde ansættes som Præster, og i Almuens Uvilje baade mod Kirkeforbedringen og de evangeliske Præster. Vi finde det under saadanne Omstændigheder naturligt, at en enkelt Mand ligeoverfor en katholsk Gejstlighed og en den velvillig Almue Lidet eller Intet kunde udrette, især naar han ej heller fandt kraftig Understøttelse hos dem, som havde Magten ihænde. Jon Guttormsson gik derfor tilsidst træt, nedlagde efter 15 Aars Forløb sin Post 1556 og blev Kannik og Sognepræst i Stavanger By. Ved Jons Aftrædelse havde Kongen den Plan at dele Stavanger Stift mellem Bisperne i Bergen og Oslo[19], men da denne Deling befandtes ugjørlig, udnævntes til Jons Eftermand den gamle Jens Gregersen Riber, Superintendent paa Færøerne, der havde opsagt sin Post, som han ikke „længere med Auctoritet kunde forestaa“. Da Hr. Jens var henved 80 Aar gammel, saa maa man mere undre sig over, hvad der kunde bevæge Kongen til at betro en svag Olding en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, end over, at han Intet kunde udrette i de 14 Aar, han sad paa Stavanger Bispestol. Han lod Alt gaa sin egen Gang. Til- sidst blev det dog saa galt, at Lensherren paa Bergenhus og i Stavanger, den anseede Erik Rosenkrands, personlig maatte begive sig til Stavanger (26de April 1565). Der udvalgtes Jacob Matzen eller Madssøn, Sognepræst til Domkirken, til den affældige Hr. Jens’s Suffragan og Stiftets Visitator, hvorfor han tilstededes 13 af Bispens Rente[20]. Denne Jacob Madssøn var en Degnesøn fra Roskilde, som først havde været Rektor i Kjøge og siden i Bergen; thi da Geble Pedersson anmodede sin Ven Biskop P. Palladius om en duelig Mand til at forestaa Bergens Skole, opsendtes med Palladius’s Anbefaling Hr. Jacob Madssøn, der 1550 tiltraadte Bergens Skole. Nogle Aar senere blev han Præst i Indviken, derpaa Sognepræst og Læsemester i Stavanger og endelig 1565 Bispens Suffragan. Da han som saadan visiterede i Valders, som da laa under Stavanger Stift, døde han der af Pest[21].
Efter Jacobs Død udnævnte Kong Fredrik II Magister Jørgen Erichsson til Superintendent (29de Juli 1571), „da Hr. Jens Riber for hans Alderdom og Svaghed ikke længere kunde forestaa Stiftet“; men inden hans Eftermand ankom, døde Oldingen 9de August 1571. „Han var“, siger en Samtidig, „en simpel og vel bedaget Mand, over 100 Aar gammel, under hvem Bispestolen blev berøvet sine bedste Gaarde“.
Af hvad vi have meddelt om de to første evangeliske Superintendenter eller Biskoper og Forholdene i Stiftet under dem, kunne vi slutte, at skulde Lovløshed ej tage Overhaand og skulde man vente Kirkeforbedringen virkelig indført, saa udkrævedes der en kraftfuld og dygtig Biskop, og en saadan var man saa heldig at finde i den bergensiske Kannik og Slotspræst Magister Jørgen Erichsson, der i Herrens Haand blev det Redskab, der indførte Reformationen i det endnu næsten ganske katholske Stift. Denne dygtige Mand, som i 33 Aar beklædte Stavangers Bispestol og var et værdigt Sidestykke til sine berømte Samtidige Isaak Grønbeck, Biskop i Throndhjem, og „den lille Luther Gudbrand Thorlakson, Bisp i Holum[22], fortjener, at hans under Tidens Løb afblegnede Billede igjen opfriskes og bevares fra en ufortjent Forglemmelse.
Jørgen Erichsson[23] var født i Hadersleb 1535. Om hans Slægt og Ungdom er os Intet bekjendt. „Hans første Lykkestrin var, at han blev beskikket Rektor ved Bergens latinske Skole[24], ved hvilken Lejlighed han tillige fik Hammer Præstegjeld, som paa den Tid var henlagt under Rektorens Embede. I Aaret 1560 blev han beskikket til Slotspræst paa Bergenhus hos den rige Erik Rosenkrands, og opgav 11te Marts 1563 Hammer Præstegjeld til Jacob Christjern, som var Skolemester i Bergen, mod at faa igjen „Vor Frue Præbende“, hvilket Jacob havde treskeligen og underfundeligen bekommet udi Danmark“[25]. Som Slotspræst var han 3dje April 1562 med Bispen og det øvrige Ministerium og udstedte Forbudet, at Ingen maatte opslaa Skandskrift mod den Anden, ligesom nylig var skeet, og 13de November s. A., da Slotsherren Erik Rosenkrands lod uddele rundelig Mad, Drikke og Penninge paa sin Gaard paa Strand, som var bygget 1561, „var Hr. Jørgen, hans Prædikanter, en af dem, som uddeltes“.
Den 15de Maj 1563 rejste Hr. Jørgen til Danmark, hvor han den 31te Maj s. A. fik kongelig Konfirmats paa Vor Frue Præbende. Kort efter maa han have besluttet sig til at fortsætte sine Studier ved et udenlandsk Universitet; thi under 8de August 1564 forundte Kong Fredrik II Hr. Jørgen, Kapellan paa Bergenhus, baade Frue Præbende og Hammer Sogn, „medens han studerede hos et Universitet“[26].
I Aaret 1566 drog han til Kjøbenhavn for at studere og promoveres og blev samme Aar Magister. Her hørte han blandt Andet den berømte Niels Hemmingsen, der lærte med saa megen Anseelse, at han blev kaldet Danmarks almindelige Lærer. For at faa Hjælp til at fortsætte sine Studeringer henvendte han sig i en latinsk Skrivelse, dateret Kjøbenhavn 1567 „die purificationis Mariæ“, til Bergens Kapitel[27]. „Uagtet Kannikerne paa Grund af Krigen havde skattet Halvdelen af alt deres gejsilige Gods til Kongen, og Godset var saare højt sat, saa at en Løb Smør var regnet for 2 Rdlr., Huden for 3 Ort“ o. s. v., bevilgede de dog „med et godt Hjerte af deres ringe Formue 10 Jochimsdaler, som de sendte ham med Susanne, Biskop Schelderups Hustru“[28].
Af et latinsk Brev, som han 29de Maj 1570 sendte Kapitlet, erfarer man, at han ved Pintsetid lykkelig var kommen tilbage til Kjøbenhavn fra Tydskland, hvor han havde opholdt sig nogen Tid for at studere og gjøre nogle andre Forretninger. Med Johannes Johannessen fra Ask sendte han Kapitlet en kort latinsk Tale „de fraterna concordia“, som han kort før sin Afrejse fra Wittenberg havde ladet se Dagens Lys, og som han dedicerede Kannikerne. Han takker tillige for de 20 Rdlr., som han havde faaet under sit Ophold i Kjøbenhavn. Derimod beklager han sig over, at han under sit teaarige Ophold i Wittenberg kun havde faaet 10 Rdlr., hvorom han ønsker nærmere Oplysning[29].
Ved sin kort paafølgende Hjemkomst til Bergen blev han (2den November 1570) trolovet med Adrian, en Datter af Bergens Biskop Jens Schelderup, og 2 Dage derefter blev han udkaaret til Kannik[30]. Det synes at have været Bestemmelsen, at han skulde have efterfulgt den i Valders af Pest døde Jacob Madsson som den gamle Jens Ribers Suffragan eller Vicebiskop, men da Hr. Jørgen (27de Januar 1571) kom til Stavanger, vilde den Gamle „Intet oplade ham af Stigtets Rente“.
Hr. Jørgen maatte derfor med uforrettet Sag (29de Januar 1571) vende tilbage til Bergen. Et Par Maaneder senere rejste han til Danmark, hvor han udentvivl meddelte Kongen selv Underretning om Forholdene i Stavanger og Hr. Jens Ribers Uvillighed til at modtage ham som Medhjælp. Kongen udnævnte nu Jørgen Erichsson til Biskop og udstedte den 29de Juli 1571 paa Kastholm (mellem Roskilde og Ringsted) 3 Kongebreve, hvori han underretter Stavanger Kapitel og Lensherren Henrik Brockenhus om Valget og byder Højlands Sognepræst, Jens Pedersen, at overlevere Hr. Jörgen den Bispeembedet tilhørende Gaard Fragefjord, som nu var i hans Værge[31]. Under samme Dato udstedte Kongen ogsaa paa Kastholm i Valdborgsherred følgende Brev:
„Vi Fredrik o. s. v. gjøre Alle vitterligt, at efterdi vi ere komne til Forfaring, at Hr. Jens Riber, som var Superintendent udi Stavanger Stigt, en Tid lang for hans Sygdomme og Skrøbelighed ikke haver kunnet saa flittig og vindskibelig vare hans Kald og Superintendentsembede der udi Stigtet med Visitats og anden Maade, som Behov gjordes, og derover paa nogen Steder udi Religionen ikke saa rettelig handles, som det sig burde, desligeste skal og være Brøst paa Superintendentens Bolig og Underholdning med andet mere Mangel, som findes der udi Stigtet, da, paa det engang for Alle derpaa maa gjøres en Skik og Ordning, som altid herefter uryggelig skal holdes, have vi derom besluttet, som her efterfølger:
1. Først ville vi, at udi Stavanger Stift skal om Religionen i alle Maader holdes og handles baade med Prædiken, Ceremonier og anden christelig Skik aldeles efter den gejstlige Ordinants, som vor kjære Herre Fader salig og højlovlige Ihukommelse om Religionen haver ladet udgange, og dermed skal Superintendenten, som nu er og herefter kommendes vorder, have flittig Indseende og Alting saa skikke og ordinere, som han vil ansvare for Gud og være bekjendt for os.
2. Sammeledes, paa det forn. Hr. Jens Riber maa, saalænge han lever, med nødtørftig Underholdning forsørges, have vi undt og tilladt, at han strax maa bekomme Halvparten af det Kommunsgods, som ligger til Domkirken udi Staduanger, og oppebære, nyde og beholde den Rente, deraf ganger udi hans Livstid, og skal den anden Halvparten af samme Kommunsgods blive til de Kanniker og Kirketjenere, som der dagligen hos Domkirken residere efter vort Brevs Lydelse, vi tilforn derom udgivet have; og naar forn. Hr. Jens Riber er død og afgangen, skal forn. Halvpart af Kommunsgodset, gom han med forlenet er, altid blive til Superintendentens, Sognepræstens, Kapellanens og Hørerens Underholdning og Løns Forbedring udi saa Maade, at Superintendenten deraf skal bekomme den halve Part, og anden Halvparten skiftes mellem forn. Kirketjenere og Skoletjenere og hver fange deraf en Fjerdepart.
3. Ville vi og, at Kommunsgaarden udi Stavanger herefter altid skal være og blive Superintendentens Bolig og Residents, og Superintendenten, som nu er og herefter kommendes vorder, den at skulle nyde og beholde, og efterdi vi forfare, at samme Gaard er nederfalden og øde, skal vor Lensmand, eftersom vi hannem allerede befalet og derom tilskrevet have[32], den een Gang for alle paa vor Bekostning opbygge, saa at Superintendenten derudi kan have en bekvem Bolig og Vaaning, og naar samme Gaard saa af vor Lensmand er bygget og færdiggjort, skulle Superintendenterne være pligtige selve En efter den Anden paa deres Omkostning at holde den ved god Hævd og Bygning for den Part af Kommunsrenten, den Superintendenten nu er og hans Efterkommere efter Hr. Jens Ribers Død og Afgang ere tillagte.
4. Skal og vor Lensmand udlægge et Stykke Jord til en Kaalhave, som altid skal blive til forn. Superintendents Residents.
5. Desligeste skal Superintendenten, som nu er og herefter kommendes vorder, have, nyde og beholde al den Rente, som forn. Jon Guttormsson havde den Tid, han var Superintendent, og hvis (hvad) der er forkommet, baade den Gaard Fragefjord, den Part i Dygredal og Andet, det skal strax igjen dertil lægges og altid siden blive til Superintendentens Underholdning. Naar nogen af de Præster, som nu have og ere forlente med de 12 Præbender[33] udi Stavanger Domkirke, dør og afgaar, da skal Ingen forlenes med nogen af samme Præbender, uden de, der ville bo og residere hos Domkirken, heller og de Præster, der Sogne haver paa Landet og ere saa lærde og duelige, at de kunne hjælpe Lensmanden og Superintendenten i nogen synderlige Sager, om Behov gjøres, og ville vi Ingen forlene med nogen af samme Præbender, uden haver Lensmandens og Superintendentens Vidnesbyrd, at han er saadanne Præbende værd.
6. Sammeledes skal det Cathedraticum[34], som af gammel Tid er givet af Landskirken udi Stavanger Stift til Domkirken udi Stavanger, hvorefter aarligen til forn. Domkirke ydes og udgives, paa det den desbedre maa bygges, og ved Magt holdes og ikke skulde blive øde; dog skal Lensmanden og Superintendenten have Tilsyn med, at hver Landskirke giver, efter som den er formuende til, paa det Landskirkerne og maa blive med Magt.
7. Og efterdi Landskirkerne udi Stavanger Stift findes at være meget forfaldne af den Aarsag, at Kirkeværgerne ikke gjøre aarligen gode Rede og Regnskab for, hvad de paa Kirkens Vegne oppebærer og igjen udgiver, eftersom det sig bør, og dermed forvende Kirkens Indkomst til anden Nytte, saaat Kirkerne fange deraf ringe eller ingen Fordel: derfor ville vi, at alle Kirkeværgere over alt forn. Stavanger Stigt skulle aarlig gjøre Provsterne god Rede og klart Regnskab for Alt, hvis de paa Kirkens Vegne indtager og igjen udgiver, og derhos hvad de have bygget paa Kirkerne, hvilket Provsterne fremdeles skulle undervise og berette Superintendenten, naar han kommer udi Visitats, og skal Superintendenten være pligtig ved den Ed, han Gud og os med forvant ere, af have flittig Opseende med, at Kirkerne bygges og med Magt holdes; og dersom Kirkeværgerne findes forsømmelige, skal Superintendenten det give Lensmanden tilkjende, og han skal være pligtig at straffe derover, som vedbør.
Alt dette forn. med alle sine Ord, Punkter og Artikler ville vi, at herefter fast og ubrødelig skal ved Magt holdes under den Peene og Straf, som vedbør“[35].
Samme Dag dette Kongebrev blev udstedt, nemlig 29de Juli 1571, blev Hr. Jørgen Erichsson ordineret til Stavangers Biskop af Sjællands Bisp Paul Madsen[36].
Forsynet med ovenanførte og flere for Bispestolen vigtige Kongebreve vendte den nye Bisp tilbage til Stavanger, hvor, som før anført, den gamle Jens Riber var død, mæt af Dage (9de August 1571). Den 24de August s. A. ankom han til Bergen, hvor det heldige Udfald af hans Rejser glædede Kirkens Venner meget. Hans Samtidige, Fædrenelandsvennen Absalon Pederson Beyer, nedtegnede i denne Anledning i Bergens Kapitelsbog: „Hr. Jørgen skal have under Bispestolen den Rente, Jon før havde, og de Gaarde, som derfra vare komne ved vrang Beretning. Alle Præbender skulle lægges under Domkirken og hendes Tjenere udi Stadangers By og Kommunets Rente skiftes mellem Bispen og de samme Per- soner“.
Endnu inden Aarets Slutning havde Hr. Jørgen overtaget sit Stift, thi 1571 den 10de December overleverede Jon Guttormsson ham en Fortegnelse over den Indkomst, som laa til Stavanger Bispestol.
Da Jørgen Erichsson tiltraadte Stavanger Bispedømme, vare Udsigterne hel mørke. Overalt herskede Uorden og Strid. Bispestolens bedste Gaarde, der udgjorde Bispens vigtigste Indkomst, vare under hans svage Formand blevne Embedet fraskilte og vare i Fremmedes Hænder. Domkapitlet var uden Anseelse og laa i Strid med Jon Guttormsson og Byfogden om de faa Levninger af dets forrige Ejendom, og Domskolen synes at have været opløst. Sognepræsterne, der med faa Undtagelser kun vare i Besiddelse af ringe Lærdom og Dannelse, vare uden Sammenhold og Støtte og saaledes et forsvarsløst Rov for Fogdernes Overmod og Almuens Vrangvilje. – Nogle af Præsterne vare selvraadige og gjenstridige, andre forargede ved deres Raahed og Drukkenskab og medfølgende Laster.
Hr. Jørgen fik snart Anledning til at erfare Sandheden af Ordinantsens Udsagn, „at Superintendenterne, som skulle være de rette Bisper og Erkebisper udi Kirkerne, kaldes nu ikke til nogen Ørkesløshed, som saadanne pleje at være udi, men til stort Arbejde. I Ordinantsen[37] paalagdes det dem, at de paa Latin skulde traktere og lære Andre den hellige Skrift, prædike Guds Ord for Folket, ikke aleneste hjemme i Byen, der som de bo, men ogsaa over det hele Stift, hvorsomhelst de komme. De skulde holde Undersaatterne til at være fredsommelige og lydagtige og Prædikerne til retsindig og endrægtig at lære Christi hellige Evangelium. De skulde ogsaa have Tilsyn med, at Sognepræsterne med deres Hussinde „føre et høvisk Levnet. Førend de skikke dem til saadan Tjeneste, skulle de høre dem flittelig over, skikke dem til Embede[38] og med en Forskrift[39] sende dem heden til sin Kirke udi Herrens Navn. Hvilke som herimod gjøre og tage ikke vare paa sit Embede, dem skulle de give Paamindelse og Advarsel og straffe dem, saaat de enten bedre sig eller og tage Lensmanden og Provsten til sig med nogle andre Sognepræster og sætte dem ud af Embedet“. De skulle og „tage alle de Sager til sig, som anrøre Samvittighederne, om hvilke man spørger Raad af Guds Ord, naar enten vi[40] eller Nogen af vore skriver dennem til eller noget saadant bliver dem ellers forelagt udi Stiftet. – De skulle „besøge Børneskolerne, naar de fare om i Kjøbstæderne, hvor de komme“. De skulle ej forsømme at adspørge, hvorledes de Fattige forsørges, og have Tilsyn med, at en „menige Kiste“ for de Fattige indrettes, og være med at tilskikke Fattigfolk Diakoner og tilse, at de ikke forsømme deres Befalning. Med alle Skoler skulle de have Tilsyn og vide, hvorledes der læres baade paa Troens Vegne og udi andre bogelige Kunster. De skulle sætte Skolemestre (ɔ: Rektorer) dertil, hvilke de selv med Sognepræsten og de bedste udi Raadet have overhørt. Ensinde om Aaret skulle de besøge Kirkerne og da overhøre dem, som man vantroer udi sin Lærdom[41], styrke de Retskafne og af Guds Ord rette, hvad der kan være Folket imellem om nogen vrang Lærdom, og bespørge, hvorledes Prædikener og Skolerne holdes, ogsaa hvorledes det gaar med Hospitaler og Fattigfolks Kiste.
Til disse Pligter, som Ordinantsen paalægger, var og kommen den, at afgjøre alle Ægteskabssager, Strid mellem Præster indbyrdes o. s. v. i Kapitlet, hvis Formand Bispen var, naar Lensherren ej var tilstede.
Om alt dette mindedes den nye Biskop i hans Bestalling af 2den August 1571, hvor Kong Fredrik II paalægger ham mat have flittigt Opseende med, at Guds Ord prædikes rent og purt allevegne der udi Stigtet og altingest med Religionen ganger skikkeligen og ordentligen til efter Ordinantsens Lydelse, og udi Visitats og anden Bestilling hans Kald og Embede anrørendes sig flittig og uforsømmelig lade befinde[42].
Var, som vi af det Anførte kunde se, Bispeembedet i Almindelighed besværligt og vanskeligt, saa var dette i Særdeleshed Tilfældet i Stavanger, hvor den nye Bisp saa godt som maatte opbygge Alt fra Grunden af og saavel i Folket som i Præsterne havde Meget at kjæmpe med. Hvad som imidlertid meget hjalp til et lykkeligt Udfald var, at Bispen i de Dage dels ifølge Ordinantsen, dels efter Skik og Brug som Arv fra de katholske Tider, i kirkelige Anliggender var i Besiddelse af megen Magt og Myndighed, og at den 36aarige Hr. Jørgen havde Kraft og Mod til at benytte samme. Af stor Betydning var især den Indflydelse, han havde paa Besættelsen af alle gejstlige Embeder. Vel havde Menigheden ved Kirkeordinantsen faaet Ret til i Forening med Provsten at vælge sig en Sognepræst, men Bispen havde Opsigt med Valget, prøvede den Valgte og kunde desuden ved sin Anbefaling, ved Ansættelse af Hjælpepræster hos gamle eller svagelige Præster o. m. indvirke meget paa Valget, – hvori Folket fandt sig saa meget villigere, som de fra den katholske Tid vare vante til, at Bisperne beskikkede dem Præster, og vel maatte erkjende, at i Almindelighed Ingen kunde bedre udføre dette vigtige Hverv end Bispen, som ved aarlig Visitats o. m. havde rig Anledning til at lære Præsternes Evner og Dygtighed og Menighedernes Trang at kjende.
En dygtig Bisp havde i de Dage desuden stor Støtte af Provsterne, der stode ham bi i Raad og Daad, og megen Indflydelse paa Gejstligheden ej alene i Retten til at stevne uefterrettelige og uduelige Præster for Kapitlet og der faa dem irettesatte, lagte i Bøder, ja afsatte og forviste Stiftet, men ogsaa i Retten til at samle Stiftets samtlige Sognepræster til Synoder for med dem at afhandle Kirkens Anliggender o. m.
Under saadanne Omstændigheder tiltraadte Jørgen Erichsson sit nye Embede. Ved Hjælp af de Kongebreve, han medførte, og ved den Bestemthed og Kraft, han lagde for Dagen, lykkedes det ham snart at gjenerhverve Bispestolen den Rente, som tilhørte den, og at sikre Kannikerne deres Præbender samt at forlige dem med Jon Guttormsson. En Bispegaard blev opbygget, da Lensherren havde ved Reformationen taget den katholske skjønne Residents i Besiddelse, og Stavangers faldefærdige Domkirke blev forbedret[43]. Af Stavangers Skole og Hospital tog han sig med rosværdig Iver og bragte begge igjen paa Fode. Endelig sparede han ingen Møje for at sikre Stiftets Præster mod Overlast og Overgreb baade fra Fogdernes og Bøndernes Side, skjønt hans ivrige Bestræbelser i denne Retning ej altid kronedes med Held, som senere skal vises.
I det hele Stift laa endnu paa den Tid Almuen i Strid med sine evangeliske Præster, som Bønderne dels negtede den dem tilkommende Underholdning, dels ydede den vrangvilligt og knapt. – Dertil kom, at de endog truede deres Præster paa Livet, naar de i deres Prædikener irettesatte dem eller brugte Kirkestraffe, stundom mishandlede, forjoge, ja dræbte dem, saa danske Præster en Tid gruede ved at gaa til Norge, hvor man slog sine evangeliske Præster ihjel. Der er endnu opbevaret et mærkeligt Udsagn af den samtidlige bekjendte Peder Clausson, Sognepræst i Undal og Provst paa Lister, der stod sin Biskop trolig bi i den Kamp, som senere forestod ham. Efter at have vist, at Præsterne efter den gamle norske Christenret tilkom Tiende, ej blot af Korn, Kvæg og Fiskeri, men af Skibsfart og al Slags Kjøbmandskab, af Møller, Saltkjedle, Jernbjerge, Kværneberg, Tømmerhug o. m., tilføjer han: „hvilken Tiende Almuen haver afslaget uden deres Øvrigheds Samtykke, en Part ved Oprør, som de ofte oprejste her udi Riget, en Part af det Had, som de havde til den sande evangeliske Lærdom, der den begyndte her i Riget at prædikes, hvilken de meget nødigen vedtoge. I somme Len bød de Øvrigheden mange Penge, at de maatte være foruden Præster i nogle Aar. Sommesteds sloge de ogsaa Præster ihjel, og sommesteds fordreve de dem, den ene efter den anden, og den gamle Surdejg sidder endnu i dette Slags Folk, saa at mange endnu af dem bede Gud derom, at den gamle Tro og Pavelærdom maatte komme igjen. Dertil kommer, at den menige Mand her i Riget har saadant indvortes Had til Præstemænd og holder dem saa foragteligen, som de kunne holde den foragteste Orden i Verden, og give dennem den lille Rettighed med saa ond Vilje, at jeg ikke tror noget Landsfolk være i Christendommen, som mere hade og værre unde deres Præster deres Føde, end de gjøre her udi Riget. Og dog have vi fattige Præstemænd mere Umage og Arbejde med større Livs Fare her i Riget end i andre Lande, besynderligen i dette Stavanger Stift. Og vi have saa meget ringe Belønning. Og alligevel klage de paa os for det lille vi have og ej ville give os vor Rettighed tilbørlig og retfærdigen“.
Da den verdslige Øvrighed vilde nøde Almuen til at betale Tienden, var der udbrudt Uroligheder. Fogden i Nedenæs var bleven dødelig saaret af Almuen, og Adelsmanden Jon Haard var af Almuen paa Siggersvold Thing næsten ihjelslagen 1567[44].
Til de Vanskeligheder, som en uvillig Almue lagde en ivrig evangelisk Bisp i Vejen, kom den Mislighed, at den danske Ordinants, der var paabudt som gjældende for Norge, i mange Tilfælde ej passede paa norske Forholde, og Kong Fredrik II nogle Aar tilforn i et Reskript af 1568 strengelig havde befalet Bispen at skikke og ordinere Alting efter Ordinants og den Skik, som holdt og brugt er udi Vor Frues Kirke[45]. Paa de Visitatser, som den nye Biskop strax foretog for at gjøre sig ret bekjendt med Forholdene og raade Bod paa de værste Mangler, fandt han stor Uoverensstemmelse mellem Kirkens Ceremonier paa de forskjellige Steder, da man dels ej havde reformeret dem, dels havde reformeret dem efter eget Hoved, og Meget, som stod i Strid med den danske Ordinants, der skulde være hans Regel. Dette gjaldt ej blot om Kirkeskikkene, men næsten i alle Forhold. For at raade Bod paa de værste Misligheder sammenkaldte han alle Stiftets Sognepræster til en almindelig Synode, som han selv aabnede i Stavanger By den 8de Juni 1573. De mærkelige Forhandlinger bleve nedskrevne og ere endnu opbevarede bag i en gammel Protokol, som hørte til Christianssands Bispearchiv, men nu findes i det norske Rigsarchiv.
Det Vigtigste ville vi her meddele. Det, som først kom paa Bane, var om Præsternes Lære og Levnet. Skjønt hverken Bispen, Provsterne eller Præsterne fremkom med nogen særlig Klage, lød dog Synodens første Bestemmelse, „at Guds Ords Tjenere alvorlig paamindes, at hver herefter flitteligen udi Gudstjenesten sit Embede og Kald udretter, flittigen af den hellige Skrift underviser sin betroede Almue og udi Ceremonier aldeles handler efter Ordinantsen“.
Dernæst klagedes over, at Nogle endog blandt Guds Ords Tjenere havde gjort sig skyldige i Simoni for derved at skaffe sig bedre Embede, men efterdi Sligt var imod Guds Ord og Kongl. Maj.s Ordinants, bestemtes, „at hvilken udi slig Simoni lader sig befinde, skal sjelvilligen være afsat fra sit Kald og Embede og rømme Stiftet“.
Angaaende Daaben og dens Skikke fandt der megen Uskikkelighed og Forskjel Sted. Paa nogle Steder blottede man Svendebørn paa den ganske Krop baade Vinter og Sommer, paa andre Steder kun Hovedet; løsagtige Folk tilstededes at være Faddere; alle Fadderne vilde endrægtigen under Daaben holde paa Barnet, hvorved Sognepræsten ofte „bemødes og tvinges“; Smaabørnene opbæres strax efter Daaben til Alteret til „Vederlop“. – Alt dette forbødes, idet der om Børns Daab bestemtes, at kun Hovedet skulde blottes, da den ganske Krop ej uden Barnets Skade om Vintertid kan blottes. – Fremdeles er og aflagt de papistiske Ceremonier om Lystænden, naar Børn døbes, at lægge Salt i Munden o. m.[46]. Desuden vedtoges, at Almuen skulde undervises om, at Fadderskab nu ej kan forhindre noget Ægteskab, og at dødfødte Børn og de, som dø, førend de komme til Daaben, skulle begraves paa Kirkegaarden, dog foruden Prædiken, Ringen eller nogen Ceremoni, som Ordinantsen formelder“
Barselkvinder skal for Skrøbeligheds og Ærligheds Skyld holde sig hjemme 6 Uger efter Barnefødselen, hvorpaa de skal indledes, „dog uden Lys“. De forbydes at holde dem for et afgudisk Alter den Dag. Løse Kvinder maa ej indledes, men de skal staa aabenbar Skrifte for Kirkedøren, „den menige Mand paahørendes, andre til Rædsel“.
Den Skik, som paa nogle Steder fandt Sted, at naar en Kvinde døde, førend hun blev indledet, en anden Kvinde da skulde iføres den Afdødes Klæder og ledes ind i hendes Sted, forbødes Præsten at tilstede under Kalds Fortabelse.
Om Herrens Nadvere bestemtes, at Almuen om sammes rette Brug skulde undervises; at den ikke blot ved Paasketider skulde annammes; at Sakramentets Foragtere skulde udelukkes af den christne Menighed; at Klemten og Ringen med Kirkeklokken, naar Sakramentet uddeles, overalt skal afskaffes tillige med „elevatio calicis“; og at det Haandklæde, som to Kirkeombudsmænd skulde holde for dem, som berettes ved Nadveren, afskaffes; at Børn under 12 Aar og den Ungdom, som ej har lært sin Katechisme, ej stedes til Nadveren. Da Brudefolk paa deres Bryllupsdag med Drukkenskab gjerne blive meget uskikkelige, maa de ej paa Bryllupsdagen som hidtil, men Søndagen tilforn gaa til det højværdige Sakrament. De, som lade sig finde i Drukkenskab, Trætte og anden Uskikkelighed den Dag, de annamme Sakramentet, skal af hver Sjælesørger paamindes og, om de ej forbedres, bansættes. – Ingen Horkarl eller Skjørlevner maa gaa til Sakramentet, førend de aabenbar have taget Afløsning. Altervin maa ej uddeles til Øjen eller anden Misbrug.
Om Ægteskab anordnedes, at Lysning fra Prædikestolen skal finde Sted, at Trolovede ej maa søge Seng sammen, førend de bete sig for den christne Kirke. Drenge og Piger, som uden Ægteskab ligge i foragteligt Liv sammen og deri blive varagtige, endog de ofte ere paamindte, skulle staa aabenbar Skrifte. Ægtefolk maa ej adskilles, uden for Kapitlet i Stavanger. Præsterne forbødes at holde Gudstjeneste ved Korsmisser og Sjælebad[47], ved hvilke Folk bade sig, læse for de Døde og drikke sig drukne, da stor Bekostning, Fraadseri, Mandslet og anden Gudsfortørnelse derved fandt Sted.
Om Helligdagene bestemtes, at de Præster, som efter Almuens Ønske holdt andre og flere Festdage, end Ordinantsen befaler, skulde bøde til Stavanger Hospital første Gang 3 Rdlr., anden Gang 4 Rdlr. I Fasten skal prædikes hver Fredag; og hver Søndag efter Textens Forklaring skal Katechisme læses for de unge Folks Skyld.
Om Bededag bestemtes, at der trende Gange om Aaret skulde holdes almindelige Bededage 3 Dage tilsammen, som er den 5te Søndag efter Paaske og næste Søndag efter Michelsdag sjelv 3dje.
Om Præsternes Uenighed bestemtes, „at naar to Præster have Trætte tilsammen, skal de andre Præster, som bo næst hos, søge at forlige dem, men lykkes det ej, skal de strax derom underrette Bispen eller Provsten, førend nogen Forargelse sker. Ville de ej heller lyde deres Foresatte, skal de sjelvilligen være sagt fra Embede og rømme det Sted, hvor de have foraarsaget Forargelse“.
Efterat disse Sager vare bragte i Orden, fremkom Superintendenten Jørgen Erichsson paa Synoden med to kongelige Breve, hvori klages over, at en stor Del af Præsterne i Listerlen skulde leve et fast uskikkeligt Levnet, og med Paalæg til Superintendenten, „at han flittig skulde lade forfare, hvilke Sognepræster udi Listerlen, som have deres Ægtehustruer og siden fandtes at føre et ondt Levnet med Horeri og anden utilbørlig Maade, at de kunde blive afsatte og tilskikket andre ærlige og duelige Mænd i deres Sted“ –, Desuden oplæstes et Brev fra Povel Hvitfeld, Rigens Statholder, hvori Hr. Jørgen Storck paa Lister nævnes som den, der havde forbrudt sig; ligeledes beskyldtes Hr. Truils Holgerson i Bjelland for at have kjøbt Hans Kongl. Maj.s Vildvare, uden at Fogden paa Lister havde kunnet faa Ret paa dem enten for gejstlig eller verdslig Øvrighed.
Disse Klager bleve paa Stedet flittigen randsagede. Først fremtraadte for Forsamlingen Provsten paa Lister og Sognepræsten i Undal, den bekjendte Peder Friis[48], og han skjød sit Skudsmaal ikke alene for sin Superintendent, men for de menige Præstemænd over det ganske Stift, som vare tilstede, „om de nogen Tid enten havde hørt eller vidst med hannem, at han i saadan Maade, som foreskrevet staar, havde sig besmittet, at de her for gode Mænd det vilde bestaa og siden dømme derpaa, som de for Gud og gode Mænd bestaa vilden. Da gav ikke alene hans Superintendent ham det Vidnesbyrd, „at han den Stund, han haver været her i Stiftet, baade i provstelig Befaling og for sine Sognefolk haver handlet og skikket som en ærlig og oprigtig Dannemand“, hvilket han ogsaa bekjendte at have erfaret i det foregaaende Aar, da han var udi Visitats, og altid siden; men ogsaa alle Præster af det ganske Stift erklærede, „at de ikke andet vidste eller andet kunde befinde, som han og strax med klare Vidnesbyrd beviste“. Efter Hr. Peder fremtraadte Hr. Matz Mickelson i Liungdal, Hr. Anders Einarsonn i Quinnisdal og Hr. Truils Holgersonn paa Bjelland. Skudsmaalene om deres Lærdom og Levnet bleve randsagede, og Ingen kunde Andet forfinde, end at de hertildags havde skikket sig ærlige og vel i Levnet og Lærdom og daglig Omgjængelse, hvilket de ogsaa beviste ved Levendes Rest og menige Sognefolks Breve og Bevisning[49].
Sidst fremtraadte Hr. Jørgen Storck, Sognepræst paa Lister, der navnlig var beskyldt for at føre et løst Levnet. Han blev af Superintendenten og den ganske Forsamling alvorlig paalagt at frigjøre sig eller blive af med sit Kald. Ved fremlagte Skudsmaal fra sin Almue, fra den forrige Bisp Hr. Jens Riber og Flere undgik denne iøvrigt uværdige Præstemand for denne Gang det truende Uvejr.
Efterat disse Klagemaals-Sager saaledes vare lykkelig endte, fremkom Præsteskabet med sine Besværinger og Ønsker. De klagede over, 1)at de bleve paa det allerstrengeste behandlede af dem, som havde de kongelige Len i Stiftet, og mente sig at ske stor Uret, hvorfor de androge hos Kongen om, at Lensherren i Stavanger, hvor Bispen ogsaa residerer, maatte faa Befaling her over Stiftet, at høre alle Præstemænds Sager udi Retten, naar de havde forseet sig eller bleve beførte eller anklagede;
2) at Fogderne plagede dem med Gjæsteri og stort Thinghold paa Præstegaardene, hvor Præsterne „hindredes fra sin Bog og Studering, saa de ikke kan gjøre den rette Tjeneste, dennem burde, ja at de tilligemed deres Folk drive Løsagtighed paa Præstegaardene“[50],
3) at kongl. Maj.s Befalingsmænd „indlægge paa Præsterne Styrmænd, Bysseskyttere, Saugskjærere, Baadsmænd og Andre til Kost og besvære dem med at skaffe Øl og Fetallie til Kongens Skib“;
4) at de stevnes til Thinge uden skjellig Aarsag og ingen Omkostning faa igjen af deres Vederpart“;
5) at Fogderne paa mange Steder tager og indfører Kongens Leding og Rettighed udi Kirkerne og opfylde disse saa, at Sognepræsten „ved Tiden neppelig kan komme til Alteret, Prædikestolen eller Funten at gjøre sin Tjeneste, ikke heller Sognefolkene kunne komme i deres Stole“.
6) begjærede Præsterne, at „hvad der fra Arilds Tid havde ligget under Præsternes Rettebolige med Fiskeri, Skov og anden Rettighed, maatte de beholde ubeskaaren efter Ordinantsens Lydelse; thi herpaa sker mange Præster stor Forfang og Uret“.
7) beklage og Præsterne „den store Falskhed og Utroskab, som Bønderne aarlig gjøre med Tienden, ikke aleneste med den fjerde Part[51], som de borttage fra Konnungen, Sognepræsten og Kirken, men ogsaa at de paa mange Steder ej tiende af Rug eller de Graffuer (Gruber), som nylig ere optagne. Desligeste ej heller ville betale Tiende af deres Kvæg, som udi Danmark sker og bør efter Ordinantsens Lydelse, og ikke heller af Laxefiskende eller anden Fiskeri efter gammel Sædvane. Derfor begjære de fattige Mænd, at Sligt herefter ikke skulde Bønderne eller Andre tilstedes, men maatte handles retfærdelig“.
Endvidere klage de over, at Sognebønderne ikke ville fremføre deres Tiende til Præsten; at Bønderne utrolige tiende hvert Aar ligemeget „enten der er dyre eller frugtsommelige Aar“; at mangen Præst ej kan faa sin Rettighed aarligen efter Ordinantsen, og naar han kræver den, bliver han truet og undsagt („dette ere de for Guds Skyld begjærendes, at det maatte tilrette hjælpes); at Bønderne paa de tre Offerdage efter Ordinantsen ikke offre, ej heller betale deres Offertold, som gammelt haver været; at Præsterne blive „truet og undsagt, naar de gjøre deres Embede, enten Prædiken eller Bansætning“. – Mod al den Brøst og Overlast andrage de Kongen om naadig Beskyttelse, og om den fjerde Del af Tienden, som Bønderne selv holde hos sig, andrage de, at den maatte uddeles til de fattige Skoledrenge udi Stavanger, som slet ingen anden Hjælp have, og til Hospitalet.
Angaaende Helligdagene blev der ført Klage over, at Bønderne vedbleve at helligholde de Dage, som i Ordinantsen ikke ere befalede, men paa de rette Helligdage, som dem ere befalede at høre Guds Ord paa, holde de sig fra Kirken og tage deres Arbejde vare.
Om Kirkerne klagedes der saavel fra Kirkeværgerne som fra Bønderne, at Kirkerne „især under Agdesiden staar slet til Nedfalds“, da Fogderne optage Jordegaver af Kirkens Jorder og udhugge Kirkens Skove, samt at nu ej længere gives Tiende af Laxefiskende.
Til Slutning blev paa denne Synode taget adskillige Beslutninger om Præsternes Tjeneste, Underholdning og Andet, „som dem daglig imellem kunde være“, og hvoraf det Vigtigste var følgende:
1) at hver Guds Ords Tjener vel vogter sig, at han ikke forsømmer sit Embede, enten med Prædiken eller de Kranke at besøge. Dersom Nogen findes det at gjøre af Letfærdighed, Drukkenskab eller anden Forsømmelse, han skal strax paamindes af Provsten. Vil da ikke han raade Bod derpaa, skal han indstevnes for Superintendenten og siden ved andre Dannemænd afsættes fra sit Embede.
2) Ingen Sognepræst skal drage ud af sit Gjæld og i en Andens foretage nogen præstelig Tjeneste, enten med Brude at vie eller i anden Maade, uden det sker med den Andens Forlov og Vilje. Dersom Nogen herimod gjør, han skal straffes som den, der ingen Ordning og Skik vil holde.
3) Ingen Præst maa skjælde paa Nogen, uden han ved aabenbarlig Sag mod ham, og den ene Præst maa ikke i Tilfælde af Trætte med en Anden opvække Bønderne og Andre mod ham.
3) Fældtes den Sentents paa Synoden, at hvilken Sognepræst, som havde faaet sin Superintendents Brev om at komme til Synoden og har siddet hjemme, skal bøde 3 Rdlr. til Stavanger Hospital, medmindre Sygdom eller lignende Forfald har hindret ham. Findes Nogen ulydig og modvillig at sidde hjemme efter denne Dag, naar han er kaldet, skal han bøde 3 Rdlr. til Hospitalet, og gjør han det anden og tredje Gang, skal han have sit Embede forbrudt. –
Af ovenstaaende Uddrag[52] af den første stavangerske Synodes mærkelige Forhandlinger faa vi et temmelig klart Indblik i Tidsforholdene og de mange Vanskeligheder, den Biskop vilde faa at kjæmpe med, der vilde bringe Orden i Alt og tillige være sit fra alle Sider fortrængte Præsteskab til Støtte og Forsvar, især overfor en selvraadig Almue, der baade var den evangeliske Lære og de evangeliske Præster fiendsk. Striden førtes paa den Tid (som vi af Præsternes Klage paa Synoden have seet) fornemlig om de evangeliske Præsters Underholdning og hovedsagelig om Tiendens Ydelse. Dette var et gammelt Stridsemne i den norske Kirke. Tienden blev, som bekjendt, indført i Norge af Sigurd Jorsalfarer, ligesom denne Ydelse da var almindelig i den hele Christenhed. Efter den ældre „Borgarthings Christenret“ er hver Mand, som formaar at erhverve Ejendom, pligtig at betale Tiende saavel af Kapitalen som Renten og skifte den i 4 Dele, 14 til Biskop, 14 til Herredspræst, 14 til Kirke og 14 til Bønderne selv[53]. Dette for Gejstligheden vigtige Anliggende blev siden ordnet ved det bekjendte Konkordat mellem Kronen og Kirken i Tønsberg 9de August 1277 (Sættargiord herra Magnuss ok Jons Erkebiscups), hvorved Kirken sikredes Tienden ej blot af Korn, Kvæg og Fisk, men af alskens Indtægt.
Den forøgede Indtægt og uafhængige Stilling, som ved dette Konkordat sikredes Gejstligheden, opvakte imidlertid de verdslige Høvdingers Misundelse og Folkets Misnøje. Man fandt sig besværet ved de Kirken indrømmede Friheder. En heftig Strid udbrød, der varede længe, og dens Ende blev, at Gejstligheden ved kongelige Haandfæstninger sikredes Tienden efter Tønsbergerforliget. Dog synes Gejstligheden hverken at have faaet eller krævet den i dens hele Udstrækning. – Kirkeforbedringen var Kronen og Adelen en velkommen Anledning til at plyndre Kirken. Bispe- og Klostergodset blev forvandlet til verdslige Len eller solgt eller bortskjenket; den rige Bispetiende blev forvandlet til Kongetiende o. s. v. At Almuen ogsaa ønskede at faa sin Andel i Rovet, er ej at undres over, og udentvivl haabede Mange at blive fri for Tiende til Kirke og Præst; thi overalt i Landet og især i Stavanger fandt man hos Almuen stor Uvilje og megen Modstand mod at betale Tienden. Da man imidlertid fandt, at Præster fremdeles vare fornødne og maatte sikres nødtørftig Underholdning, bød den danske Kirkeordinants af 1539, „at Bonden skal tiende hvert tiende Kjerv af allehaande Korn og desligeste den tiende Høfde efter den Recesses Lydelse, som kongelig Majestæt og Danmarks Riges Raad med menige Adel have dennem deram forligt og beseglet. Deraf skal Præsten have den tredje Part, og Kornet skal føres dem i Kjerven, men udi de Lande og Steder, som de ikke have saa rundelig Kornsæd, som de have udi Jylland, Sjælland, Fyen, Skaane og Smaalandene, der skulde de give Smør, Brød, Fisk og Andet, som de pleje at tiende og give efter gammel Sædvane. Desligeste skal hver Sognepræst beholde sin Præstegaard med al sin Rettighed og rette Tilliggelse samt Offer paa de 3 Christi store Højtider“[54].
Ovennævnte Bestemmelser gave Anledning til megen Strid mellem Almuen og Præsterne. I Norge var Tienden før bleven delt i 4 Dele, hvoraf Bønderne havde beholdt den ene 14 Del til Hjælp for deres Fattige; nu tabte de denne Ret og bleve endog befalede at betale Præsten 13 Del og bringe ham det i Kjerven, og det ikke blot af Byg og Havre, men ogsaa af Rug o. m. De, som havde haabet ved Kirkeforbedringen at blive tiendefri, følte sig bittert skuffede, og Alle vare misnøjede og undsloge sig for at tiende efter Ordinantsen, ja beraabte sig vel endog paa den Bestemmelse i samme, at de, som ikke have rundelig Kornsæd, skulde tiende efter gammel Sædvane. Præsterne paa den anden Side fandt sig ogsaa brøstholdne, da de hverken fik, hvad dem fordum tilkom efter Tønsbergerforliget, og ej heller eftersom deres Brødre i Danmark fik, nemlig 13 Del af Tienden. Denne Strid førtes endnu med Heftighed, da Hr. Jørgen blev Bisp. At faa den bilagt var en Hovedgenstand for hans Bestræbelser. „Han anstrengede alle sine Kræfter for at hæve den mellem Præsterne og Almuen opkomne Strid. Ikke destomindre vare dog alle Anstalter og al derpaa anvendt Møje forgjæves“[55].
Ikke længe efter at den omtalte Synode 1573 var holdt i Stavanger, drog Bispen til Danmark, vel hovedsagelig for personlig at skildre for den ham meget bevaagne Kong Fredrik II sin egen og sit Præsteskabs mislige Stilling og udbede sig Beskyttelse og Hjælp. Ved denne Lejlighed overbragte han vel ogsaa efter sit Præsteskabs Anmodning Kongen Synodens Klager. Udentvivl lykkedes det den nidkjære og frimodige Biskop at faa flere af de paaankede Misligheder, som Fortrykket af Fogderne og mere, afhjulpne. Som Følge af hans Forestillinger var det vel ogsaa, at Kong Fredrik fra Roskilde 2den August 1574 bød Norges Statholder Povel Hvitfeld, at straffe dem, som fordristede sig til at true og undsige Bispen under hans Visitats og anden Bestilling, og tilholde Almuen at betale den omstridte 14 Del af Tienden til Stavanger Skole og Hospital[56]. For at bringe Tiendesagen til Ende blev, der 1576 i Skien holdt et stort Møde af Adelen, Biskoperne og Lagmændene Søndenfjelds under Forsæde af Statholder Povel Hvitfeld. Her mødte og Stavanger Biskop med nogle af sine Præster, blandt hvilke den bekjendte Peder Clausson, og 13 af de bedste Bønder udi Stavangerlen (12te Juli 1576). „Her“, beretter Peder Clausson, „har Povel Hvitfeld, Norges Statholder, med velbyrdige og vise Mænd og med alle Lagmænd Syndenfjelds i Norge og andre Forstandiges Raad gjort saadan Handel derom“.
Om Tienden blev der besluttet, at Almuen skal paamindes „at tiende retfærdigen“[57] efter Kongens Brevs Lydelse. Korn med al Grøde, Rug og Hvede, skal tiendes af Ageren og sættes besynderligen og skal være aftærsket før Jul og ført til de sædvanlige Steder. Af de store Fiskerier skal ogsaa tiendes, og den, som findes uretfærdig at tiende, skal straffes. „Om den 14 Part af Tienden, som kaldes Bondeluthen, besluttedes, at Almuen skal den beholde hos sig efter gammel Sædvane og hjælpe deres Fattige hjemme i Bygden med, som de ville være bekjendte for Gud[58]. Derimod har den menige Mands Fuldmægtige bevilget og samtykket, at hver Mand skal give et Spand Korn af hver Mandsverk aarlig og det fremføre med deres Tiende, levere samme til 2 Mænd i hvert Sogn, der skal bringe Præsten det, hvorpaa han skal forvende det i Penge og sende disse til Skolen i Stavanger til Underhold for Skoledegnene, at de stedse skal blive ved Skolen og ikke udløbe iblandt Almuen efter deres Almisse, som det her til Dags skeet er“[59].
Strax derefter udgave Bønderne i Stavangerlen, som er Rygesfylke, Jæderen og Dalerne, baade deres Tiende og deres Spandkorn, en Sjælands Skjeppe, til Skolen, men Bønderne paa Agdesiden negtede, da de ej havde været med i Skien, baade at tiende efter Kongl. Maj.s Brev og levere det Spand Korn til Skolen. Hr. Jørgen og Skolemester Hans Pedersen klagede nu paa menige Præstemænds Vegne over denne Vrangvillighed for Herredagen i Bergen 28de Aug. 1578, idet de gjorde opmærksom paa, at den „ Part af Tienden, som efter den gamle Christenret tilhører de Fattige, af Paul Hvitfeld paa Kongens Vegne var bestemt til fattige Skolepersoners Underholdning. Endvidere klagedes over, at nogle af Bønderne ej vilde retfærdigen tiende. Herredagen stadfæstede Hvitfelds Bestemmelse og bød Almuen at tiende retfærdigen Det hjalp imidlertid lidet. – Bispen henvendte sig 1579 atter til Kongen, men da han ej Andet vidste, end at man paa Agdesiden ogsaa havde forbedret Tienden som i Stavangerlen, omhandlede han ej Tienden, men androg kun om en kongelig Befaling til Lensherrerne paa Agdesiden, at de skulde tilholde Almuen hver i sit Len at udgive hver sin Behjælpning til Skolen. Bønderne i Listers og Mandalslene fandt sig nu vel i at betale deres Spandkorn til Skolen, „men med en ond Vilje og Præsternes store Umage, og somme have ikke udgivet uden Halvparten deraf og somme ganske indeholdt det. Men i Nedenæslen holdt de det endda til 1590, da Statholderen, Axel Gyldenstjerne, paa Lagthinget befol, at Almuen skulde det udgive og Fogden holde dem dertil, „men“, siger Peder Clausson, „de agtede det ringe“. Biskopen, hvem Skolens Tarv laa varmt paa Hjertet, bød da den kraftfulde Provst Peder Clausson i Aaret 1592 at drage til hver Hovedkirke og Annex i Nedenæslen og forelæse Lensherren Hans Pedersson Basses Skrivelse, at de samme „Deigne-Spandt skulde udgive“, og han bragte det endelig saa vidt med dem, at „de bleve optegnede og siden have det udgivet, men i „Raabygdelaffuet“ have de endnu (1605) ikke udgivet en Haandfuld Korn eller nogen anden Ting for samme Degne-Spandt, endog Bispen nogle Gange under sin Visitats paamindte dem og flittig formanede dem dertil“[60].
Hvad Tienden paa Agdesiden angaar, saa vedblev Bønderne der at negte at betale Tiende efter Kongens Befaling. Naar man krævede dem, „krøbe“, som Hatting siger, „Bonde-Nykkerne frem, og Enhver sagde: „Min Far ga ikkje Tiende aa Prestie, so gjær eg ikkje heiller; di kan no jære, kva di will, dæ kvitte ikkje meg“.
1595 besøgte Bispen personlig den unge Kong Christian IV og det regjerende Raad og forhvervede en kongelig Skrivelse til alle Lensherrer i Stiftet med Befaling, at Almuen skulde tilholdes at tiende retfærdigen; men ej heller dette hjalp blandt de stive Egder. Alt blev ved det Gamle, endog efterat Peder Clausson havde tilskrevet Junker Sturnich Bøelle, Herre til Woodtzwidtz, der fra 1606 til sin Død 1618 var Befalingsmand over Agdesiden, sit mærkelige Brev af 10de Marts 1606, hvori han meddeler en historisk Fremstilling af Forholdene og Striden og anmoder Junkeren paa egne og Præsteskabets Vegne at fremme Sagen hos Kongen, da han mente, at „Menighederne hverken bleve fattige eller rige ved svigelig at forholde deres egne Sognekirker og deres fattige Sjælesørgere det, som de med Rette bør at udgive til dem“[61].
Lykkedes det end ikke den nidkjære Biskop at faa Striden om Tienden overalt bragt til det ønskede Slut, saa udrettede han dog, som vi have seet, Meget i saa Henseende i Stiftets vestlige Halvdel, og næsten overalt lykkedes det ham at faa Almuen til at betale et Spand Korn til Stavanger Skole, hvor baade Degne og kommende Præster skulde dannes. Det kunde nemlig ej blive skjult for denne klartseende Mand, at en af Aarsagerne til, at de evangeliske Præster mødtes med saa megen Uvilje og saa Lidet udrettede, var, at de fleste dels vare udannede, uvidende og udygtige, dels vare danske Mænd, der ofte ved deres Sprog og Mangel paa Kjendskab til Folkets Tungemaal, Karakter og Sæder hindredes i deres Gjernings Udførelse, ligesom vel flere af disse ogsaa manglede den Dygtighed og Aands Overlegenhed, som kunde erstatte ovennævnte Savn; thi neppe var det de dygtigste Præsteemner, som vovede sig op blandt de haarde og vilde Nordmænd. Skulde der altsaa udrettes noget Alvorligt for Fremtiden, maatte der sørges for at faa Præster, som idetmindste havde modtaget deres Ungdomsdannelse i Landet og vare bekjendte med Folkets Sprog og Sæder. Han havde ogsaa fra sin Virksomhed og sit Ophold i Bergen erfaret de velsignelsesrige Følger af den Iver, hvormed den dygtige og brave Geble Pedersson havde taget sig af Bergens Skole, og hvor mange dygtige Ordets Tjenere der fra denne evangeliske Planteskole vare udgangne. Det er derfor naturligt, at han ej blot sørgede for at skaffe de fattige Disciple den fornødne Underholdning, men at han ogsaa som fordums Rektor tog sig med Iver af Skolens Opkomst og fik den forsynet med duelige Lærere[62].
Vi have seet, hvorledes Jørgen Erichsson i Tiendesagen og i Anledning af Gejstlighedens grundede Klager var, som det sig sømmer og anstaar en sand Biskop, sit Præsteskabs Støtte og Talsmand baade hos Kongen og Folket. Men han glemte ej heller, at det er en dygtig Overhyrdes Pligt at være Menighedernes og Præsteskabets Episcopus eller Tilsynsmand og at vaage over, at Alt gaar sømmeligt og ordentligt til. Er dette endnu i vore Dage et vanskeligt og besværligt Hverv, saa var det under de da forhaandenværende Omstændigheder mange dobbelt vanskeligere og besværligere, saameget mere som Biskopen da i de fleste Tilfælde maatte handle paa eget An- og Tilsvar. Vi ville stræbe ved Fakta at vise, at Hr. Jørgen Erichsson ogsaa i denne Henseende fortjente det Skudsmaal, som Samtiden gav ham, at han var „en nidkjær Bisp“.
I denne Retning havde Fortidens Biskoper dog Hjælp og Raad i Domkapitlerne. Det er bekjendt, at samtidig med Erkebispestolens Oprettelse i Nidaros blev der ved den kloge romersk-katholske Kardinallegat Nikolaus, Biskop i Alba, henved 1152 ved alle Kathedralkirker i Norge oprettet Kapitler, ligesom Tilfældet da var næsten overalt i den romerske Kirke. Disse Kapitler bestode af en Samling Gejstlige, der, saa at sige, for Kleresiet eller i dets Navn skulde vælge vedkommende Biskoper og bistaa dem som kirkeligt Raad. Kapitlets Medlemmer kaldtes Kanniker (canonici) og vare i Norge tillige Præster, der havde til Bestyrelse og Underhold Præstekald (Præbender), men skulde dog tildels som Munke leve sammen, og have fælles Bord (mensa communis)[63].
Ved Reformationens Indførelse blev vel paa Luthers Forbøn Kapitlerne bestaaende, men de tabte det Meste af deres Indflydelse, og deres Indtægter kom ej sjelden i Uvedkommendes Hænder. Om Stavanger Domkapitel ved man kun, at Thor Røed behandlede Stavanger Kapitel paa samme Maade, som hans Jævnlige Otto Stigson gjorde i Throndhjem, og han „opbrændte paa Kirkegaarden det skjønne Liberii (Bibliothek) og mange nyttige Bøger og Breve, som vare i Kapitlet“. Stavanger Kapitel var under de to første evangeliske Biskoper fortrykt og uden Anseelse og Virksomhed og synes at have været indskrænket til Byens Præster og Skolemesteren[64]. Jørgen Erichsson, der erkjendte, hvor megen Gavn og Støtte Bispen kunde have af et velbesat Kapitel, gjorde i den Retning Forestilling til Kongen, der udentvivl som Svar derpaa udstedte (under 13de Maj 1574) en Skrivelse til Mester Jørgen Erichsson, hvori blandt Andet ytres, at, „da Superintendenten skal have en ringe Bistand af Nogen, naar gejstlige Sager bliver kaldet og indstevnet for hannem paa Kapitlet“, saa bevilger Kongen, at fire smaa Præbender, som tilforn have ligget under Domkirken, men en Tidlang vare komne derfra, skulde gjengives den, „paa det at Mester Jørgen Erichsson kunde have Nogen, som med ham kunde forhøre samme gejstlige Sager udi Rette, saa og forhjælpe Enhver til Lov og Ret. Hr. Christopher Sigurdson[65], Sognepræst til Avalsnæs og Provst udi Karmsund Hr. Peder Jensson, Sognepræst til Høland[66], Hr. Peder Jacobsson, Sognepræst til Haalandt[67], og Hr. Anders Jonsson, Sognepræst til Ly, beordredes herefter, „naar de af Mester Jørgen Erichsson tilsiges, at besøge Kapitlet i Stavanger Domkirke og der med dennem forhøre samme gejstlige Sager udi Rette“, mod at bekomme som Erstatning for deres Ulejlighed de 4 omtalte smaa Præbender, Haruidtz, Vagle, Loffre og Steenberg, med Bønder, Tjenere og al deres Renter og rette Tilliggelser[68].
Domkapitlerne i de Dage dannede et Slags gejstlige Forligelseskommissioner og gejstlige Domstole[69]. Stavangers Domkapitel under Jørgen Erichsson var ej blot sysselsat med at afgjøre Skilsmissesager og bestemme, om Ægtefolk maatte skilles og atter gifte sig, men ogsaa med at forlige uenige Ægtefæller, holde Trolovede til at fuldbyrde Ægteskab, sætte tilrette og advare dem, som førte et forargeligt Levnet, befattede sig med Signen, Overtio, falsk Lærdom o. s. v. For Kapitlet indstevnedes og irettesattes uefterrettelige Præster og Skolemestere, og her mægledes Forlig mellem Gejstlige, som vare komne i Strid sammen. De Anklagede eller Indstevnede mødte almindelig personligen. Som Anklager i gejstlige Sager fremtraadte snart Kongens Fogder, snart Bispen, snart Provsterne. Som første Medlem sad den kongelige Lensmand eller Befalingsmand eller hans Befuldmægtigede, men det var i sjeldne Tilfælde, at de deltoge i samme. Oftest sad som første Medlem Bispen, og som faste Medlemmer vare almindelig tilstede Sognepræsten og Prædikeren i Stavanger og rector Scholæ. Foruden dem, men sjeldnere, mødte de af Kongen udnævnte 4 Nabopræster. Stundom sade ogsaa andre Præster og Provster deri. Sjeldnere deltog Lagmanden og andre Lægfolk[70].
1593 den 28de Juni holdtes i Stavanger atter en almindelig Synode[71]. Paa samme indstevnede Superintendenten Hr. Peder Madsson paa Lunde, fordi han skulde have sagt til Hr. Christen paa Haalandt, at der ej skulde findes nogen Lov for at udgive Degnekorn, men at Mester Jørgen havde selv paalagt Bønderne det, hvilket Biskopen strax beviste ved Kongl. Majestæts Brev at være usandfærdigt sagt. Hr. Peder benegtede højtideligen at have sagt Saadant. Hr. Christen paastod det Modsatte. For Guds og gode Mænds Skyld lod Bispen Sagen fare og tilstedte Hr. Peder og Hr. Christjern at forliges, som og skede[72].
Samme Gang blev af menige Kapitel og Synode afsagt for Rette, „at hvilken Præst herefter findes, som konspirerer med Bønderne at opvække dennem til Ulydighed enten mod Bispen, Provsten eller nogen Anden, skal for slig sin Modvillighed paa det højeste blive straffet“.
Saavel Bispens Anklage som denne alvorlige Bestemmelse tyder hen paa en Misnøje blandt Almuen, hvori enkelte Præster synes at have deltaget. Misnøjens Aarsag synes at have været Degnekornet[73], hvorved menes det Spand Korn, som det havde lykkets den ivrige Biskop at faa antaget af Almuen til Underholdning for de fattige Disciple ved Stavanger Skole. Disse havde tilforn maattet søge Livsophold ved at gjøre Tjeneste ved de nærmeste Kirker, hvorfor de ogsaa kaldtes Løbedegne. Med denne Byrde har man altsaa ej alene været misfornøjet paa Agdesiden, søm vi før have seet, men ogsaa paa andre Steder, og Misnøjen har sandsynlig tiltaget, naar endog Præsterne omtalte Biskopens Paalæg som egenmægtigt. Baade Bispens Klage og Synodens Dom viser imidlertid, at Hr. Jørgen ej var at spøge med, men med Kraft og uden Persons Anseelse førte Krumstaven. Naar man tager Hensyn til Tidernes Forhold og den Vanskelighed, som det i de Dage var med at faa vellærte og dygtige Præster, kan man let tænke sig, at der blandt Præsteskabet maatte findes mange braadne Kar. Disse manglede ej, men Hr. Jørgen viste sig ogsaa som en nidkjær Tilsynsmand. Flittig visiterede han sit vidtløftige Stift og formanede da baade Læge og Lærde til at leve efter Evangeliets Forskrifter; men naar faderlig Formaning og Advarsel ej hjalp, saa stevnede Bispen de Uefterrettelige og Gjenstridige for Kapitlet og dels irettesatte dem, dels lod dem afsætte[74]. Den 18de Januar 1594 lod han for et siddende Kapitel læse Kongens Brev om Præsternes Uskikkelighed og gav Provsterne en Kopi af samme, at meddele deres Præpositur (Provsti) „til at spegle sig udi“, og 18de Juli s. A. blev den før omtalte Jørgen Storch, Sognepræst paa Lister, der hverken vilde lyde sin Provst Peder Claussons eller Biskopens Formaninger og Advarsler, for mislig Embedsførelse afsat fra sit præstelige Embede og Vilkaar[75].
Den 23de September 1594 fik Hr. Christen paa Jaasund[76] paa Kapitlet den Admonition: „at forsømmer han igjen de Dage, som han skal gjøre Tjenesten paa, foruden Kannikdom eller andet lovligt Forfald, skal han afsættes. For denne Gang skal han give de Fattige 3 gamle Daler“. Da han vedblev at være forsømmelig og selvraadig, dømtes han 17de Juni 1596 til at give 6 Rdlr. til de Fattige og siden en streng „Obligazz“. Da Hr. Christen imidlertid istedetfor at forbedre sig forargede sin Menighed ved Drukkenskab og anden Usømmelighed, lod Bispen ham tiltale for Kapitlet, som (18de Juni 1597) dømte ham til Afsættelse.
Den 23de September 1594 blev Anders Einarson, Sognepræst i „Kvindesdal“, dømt til at give 4 gamle Daler til Stavanger Hospital, fordi han uden Trolovelse og Lysning havde taget en Kvinde til sig og derpaa sendt hende hjem igjen[77], og 11te Oktbr. s. A. afsattes Hr. Jon Olufson for sit løsagtige Levnet med en Kvinde i Egersund.
Den 17de Juni 1600 blev Antonius Frantzon af Bispen tiltalt paa Kapitlet, fordi han havde rømt fra sit Kald i Lund og i 34 Aar ej besørget samme, men levet et letfærdigt Levnet i Stavanger og Bergen. Han blev dømt fra sit Embede, forvist Stiftet og erklæret æreløs[78].
14de Juni 1601 i et talrigt besat Kapitel dømtes Listers Præster, Anders Jørgenson og Jacob Claussøn, for mislig Embedsførelse, misligt Levnet og Stridssyge til Afsættelse fra deres gejstlige Embede og befaledes at rømme Stiftet, medmindre „Kongen eller Statholderen vil bedre Naade mod dem gjort have“[79].
Dog var det ej blot de Gejstlige, med hvilke den ivrige Bisp holdt et vaagent og skarpt Øje. Domkapitlet var under ham et kirkeligt Tribunal, hvorunder alskens Forargelser, der hørte under Kirkens Tugt, bleve paatalte, de Skyldige irettesatte, de Forurettigede beskyttede og de Uskikkelige straffede. Saaledes som et Exempel blev 1595 den 14de Januar en Truls Svendson med sin Frille indstevnet og begge af Bispen „haardelig irettesatte“. Han fordrede, at de, som havde 2 Børn sammen, skulde ægte hinanden. Da Truls indvendte, at han ej kunde det for sin Slægts Skyld, maatte han forpligte sig til at ophæve den strafværdige Forbindelse, give hende en Sum Penge og desuden de Fattige en Vog Kjød o. m.
Af anførte Exempler, hvilke af Kapitelsbogen mangfoldig kunde forøges (se Uddraget Bil. VI), vil man allerede kunne slutte sig til, at Raaheden og Usædeligheden maatte være stor. Den evangeliske Frihed blev her, som andetsteds, især af den uvidende Mængde forstaaet som ensbetydende med Ret til at gjøre, hvad man selv lyster. Meget af det Ukrud, som den katholske Kirke med sin stærke Kirkearm havde kuet, spirede og voxede frodigen i Ly af den saakaldte evangeliske Frihed og bar sørgelig Frugt under den slappe Styrelse, som fandt Sted under Stiftets to første Biskoper. Der gik derfor lang Tid hen, inden det lykkedes oplyste og nidkjære Bisper og Præster ved Evangeliets Prædiken, godt Exempel og alvorlig Kirketugt at kue det farlige Ukrud og fæste de løsnede Baand.
Vi have ved flere Exempler oplyst, hvor misligt det stod sig baade med Herre- og Lærerstanden. At det ej stod bedre til blandt Almuen og den store Mængde, kunne vi ane. Hr. Jørgen Erichsson stadfæster denne Anelse. I sin første Prædiken over Profeten Jonas ytrer vor Biskop sig saaledes: „Hvad Laster og Guds Fortørnelse udi Nederstat (ɔ: de lavere Stænder) eller Husregiment sker, ved den menige Mand nok at klage over; thi der findes ganske faa ægte Personer[80], som rettelig kunne fordrages og fredsommelig leve tilsammen. Forældre og de Gamle ilde optugte Ungdommen, men giver dem snarere Forargelse udi alt det, som er imod Guds hellige Bud og Befaling. Børnene og Tiunde vil ikke lade sig tugte og regjere af Nogen, men plat være uden Straf og Paamindelse. Hos det menige Folk er Slemmen og Demmen med Løsagtighed, Tyveri, Bedrageri, Løgn Fortalelse (ɔ: Bagtalelse) og saadan mere Forfængelighed; thi at Menneskene findes slet vansindige og bestagtige, saa vi se udi alle Stater (ɔ: Stænder), at Synd og Laster staa i den højeste Grad og al fordømmelig Skikkelse, saaat vi maa vel beklage og sige med den hellige Mand Polykarp: „Ak, Herre Gud, hvi haver Du ladet os leve saadanne ynkelige og jammerlige Tider“[81].
Blandt det Ukrud, som i enhver Gjæringstid og fornemmelig i religiøs Gjæringstid frodig opvoxer, er ogsaa Sekter[82]. Disse udebleve ej heller ved denne Lejlighed. Bispen ytrer i sin 8de Prædiken over Jonas, „at flittig Tilsyn og Examinering af Ordets Tjenere“ var fornøden og besynderlig i disse Riger og Land, udi hvilke mange udlændiske Folk begive sig at ville bo og nedsætte sig, siden den Krig og lange Forfølgelse i Nederland været haver[83], udi hvilke Lande den langsommelig Tid under Pavedømmet ikke alenest haver været tilstedt Guds Ords aabenbare Foragtere, men ogsaa adskillige Sekter og Partier blandt Folk haver været skjulte, som nu med deres forgiftige Vildfarelser blandt andre Mennesker udkomme og dennem med deres skadelige Lærdomme forgive med sig selv, hvilket man nu aabenbare kan se paa de forfængelige, vildfarende Sværmere og Gjendøbere, som til Embden og andre Steder findes, som baade negte de smaa Børn det højværdige Daabens Sakrament og ikke heller mere holde af verdslig Øvrigheds Befalning, end vi Christne kunne holde af Tyrker eller andre vederstyggelige Hedninger, foruden mange andre skadelige Vildfarelser, som denne Sekt haver med at fare“[84].
Som et Exempel paa Tidsalderens Lyst til at bryde al kirkelig Orden og Skik kan ogsaa tjene, at en Bonde ved Navn Oluf Knudson satte sig op mod sin Bisp, indtrængte sig i Evangelii Embede og lod sig af Bønderne kalde til deres Sjælesørger, med anden utilbørlig Handel og Oprør[85].
At Hr. Jørgen havde Meget at kjæmpe med for at holde Orden blandt den raa og selvraadige Almue, er let at begribe. Man truede og undsagde ham, saa han ej var sikker paa sin Visitats eller i anden Bestilling, som han paa Embeds Vegne havde at forrette, hvorfor Kongen 1574 bød at straffe dem, der „understaa sig at fejde eller overfalde Hr. Jørgen eller hans Tjenere“[86]. Paa Herredagen i Bergen den 23de Aug. 1578 klagede han over, at Bønderne ej alene „ere modvillige mod Præsterne og fortrykke dem, men at de komme drukne til Kirkerne og „steller dem noget seldsomt saavel mod Superintendenten sjelv, naar han kommer udi Visitats, som mod Sognepræsten“[87].
Naar vi tage i Betragtning, hvorledes Forholdene vare i Stavanger Stift, da Hr. Jørgen overtog sammes Styrelse, og vi af det Fortalte mindes, med hvilken Iver og Udholdenhed han rygtede sit besværlige Kald, saa maa det forekomme os, at det praktiske Liv med sine mange Krav saaledes maatte optage den ivrige Tilsynsmands Tid, at der kun maatte levnes ham liden Tid til literære Beskjæftigelser; men en Origenes, en Luther, en Palladius, en Pontoppidan o. Fl. ere lysende Exempler paa, hvad Lyst, Flid og en samvittighedsfuld og ordnet Anvendelse af Tiden formaar. Jørgen Erichsson var ikke blot en praktisk dygtig Tilsynsmand eller Biskop. Han var tillige en vel studeret Mand[88]. At han maatte være i Besiddelse af grundig Lærdom, saa at han ogsaa i denne Henseende fortjener en høj Rang blandt Norges Biskoper, have vi Grund til at antage, thi, som før fortalt, fortsatte han efter at have været Rektor ved Bergens Skole ved Understøttelse af Bergens Kapitel sin videnskabelige Uddannelse under et fireaarigt Ophold ved Kjøbenhavns og Wittenbergs Universiteter. Ved det sidste udgav han en „oratio de fraterna concordia“, der blev trykt i Wittenberg 1570 i Kv., og som han dedicerede Bergens Kapitel.
Som Biskop holdt han en Ligtale over Fru Elizabet Pedersdatter Basse. Denne Ligtale over Joh. 11 er trykt i Kjøbenhavn 1578. Denne Frue var en Datter af Peder Hansson Basse og Fru Ingeborg Nielsdatter Gyldenløve og saaledes Søster til den norske Kantsler Hans Pedersson Basse til Sem og Foss (død 15de November 1602). Hun blev syg paa Hesbygaard paa Findø, men blev bragt til Stavanger, hvor hun døde 31te Januar 1578, kun 31 Aar gammel. Dette Dødsfald blev meget beklaget, og Hr. Jørgen holdt selv Ligtale over hende i Stavanger Domkirke 28de Febr. 1578. Han roser hende for hendes Gudsfrygt og anfører om hende, at da Fredrik II havde bevilget, at de andre Sognekirker i Stiftet skulde med deres Indkomster hjælpe Stavangers da forfaldne Domkirke paa Fode igjen, fik hun sin Husbond Henrik Brockenhus, Befalingsmand over Stavanger Len[89], til at betænke Kirken med en kostbar Prædikestol[90], og strax efter forsynede han den med gode Alterklæder, og Hr. Jørgen tilføjer, at „det havde været at ønske, at Andre havde havt den gode Vilje Tredjeparten, som disse gode Folk med Raad og Gjerninger have vist, thi da tvivlede han ikke paa, at denne skjønne Bygning vilde ikke være kommen til saadan Nedfald eller staaet saa øde, som i lang Tid var skeet“. Han roser hende ogsaa for at have været en Elsker af Læsning i danske Bøger. Under sin sidste Sygdom sagde hun til M. Jørgen, at den Komet, som havde ladet sig se en otte Uger, viste, at Gud haver Noget i Sinde med denne onde Verden; thi alle Historier tilkjendegive, at mange Omskiftelser og Forandringer havde fulgt paa saadanne Kometers Aabenbarelser, og nu lagde Tyrker og Russer Vind paa at fordrive Christendommen o. s. v.[91].
1592 lod han i Kjøbenhavn trykke i Kvart: „Undervisning om Menneskens Udkaarelse til Salighed, udtaget af hans Lærer, den højagtede og lærde Dr. Niels Hemmingssøns latinske Skrifter[92].
Det vigtigste literære Minde, som Jørgen Erichsson har efterladt sig, er en Samling af Prædikener, som bærer følgende Titel:
„Jonæ Prophetes skjøne Historia udi 24 Prædikener begreben. I hvilcke den Lærdom om en sand og alvorlig Poenitenz med mange andre Hoffuitstücker udi den hellige Schrifft oc deris nyttige Paamindelse, Spørsmaal og Gjensvar merckelig findis forklarede, udi denne sidste Verdsenstid saare gaffnlige at lære baade for dennom, som lære andre i den christne Kircke, og saa for deris Tilhørere udlagdt oc Predicket aff Jørgen Erichssøn, Superintendent udi Staffvanger Stict i Norge, prentet i Kjøbenhaffn af Hans Stockelman 1592“.
Af Fortalen erfarer man, at disse Prædikener ere holdte af Biskopen i Stavanger Domkirke for en Samling af Gejstlige og Lægfolk og trykt efter hans Tilhøreres Ønske, og af Bogens Titel ser man, at den tillige var bestemt til Vejledning for Præster „som gavnlig at lære for dennem, som lære Andre“. Han har derfor ogsaa i disse 24 Prædikener behandlet de vigtigste Sandheder af Christendommen paa en saa klar, simpel og bibelsk Maade, at den for Stiftets Gejstlige maatte blive, hvad hans Lærer Hemmingius’s Postil var bestemt til for de danske Præster, en Vejledning og et Mønster. Denne Prædikensamling er unegtelig ej blot den mærkeligste religiøse Bog, som i Norge udkom i Reformationsaarhundredet, men en af de fortrinligste Prædikensamlinger, der lige indtil vor Tidsalder ere forfattede hertillands. Uagtet Sproget er forældet, og mange Udtryk og Mere bære stærke Præg af den Tid, hvori den blev forfattet, kan man dog endnu læse disse Prædikener med Opbyggelse, ligesom de indeholde interessante Bidrag til at lære de Tiders Anskuelser, Oplysning og Forholde at kjende. Da det imidlertid er mere at ønske end at haabe, at denne Bog, som udgjør 305 Blade i Kvart, oplever et nyt Oplag, og Bogen nu er en literær Sjeldenhed, vil det maaske interessere mange Læsere at blive lidt bekjendt idetmindste med den mærkelige Fortale[93]. Den begynder med en Hilsen til alle Sognepræster og tro Sjælesørgere i Stavanger Stift. Han minder dem om „at lade Guds Ord bo rigeligen blandt sig (Kol. 3) og at findes tro som Husholdere over Guds hemmelige Ting (1 Kor. 4), som er den hellige bibelske Skrift, hvilken af den hellig Aand er dictet og ved de hellige Propheter, Evangelister og Apostle tilsammensæt og opskreven“. Han minder dem endvidere om Ezechiel 33 og 1 Kor. 9 og tilføjer: „Dersom nu Prædikerne ikke rette sig efter denne Regel til at forkynde Guds rene og klare Ord, Loven og Evangelium, og dermed flittelig baade straffe og trøste, eftersom de fornemme det behov gjøres, da kunde de ingenlunde kaldes Guds Husholdere eller Christi Tjenere, men Lejesvende og falske Propheter, som ikke have nogen ret Sjælesorg for deres betroede Menighed, hvormed de og ere Aarsag baade til deres egen og Andres evige Skade og Fordømmelse, og var det langt bedre, at saadanne aldrig vare fødte til Verden. Thi kan hver forstandig Christen heraf agte, at Prædikeembedet er ikke saa let at forstaa, som hine uforstandige og ugudelige Mennesker herom kunde mene og dømme. Men det findes saa i Sandhed, at ligesom intet Embede kan være ypperligere, end dette, saa er og ikke heller noget Kald svarere og farligere til at udrette, end det, som alle Guds Ords Tjenere er paalagt, ikke aleneste ved Studering og anden stor Umage for de Stykker, som deres Embede udkræver af dem til at opbygge Christi Rige og Kirke med og til at nedbryde Satans Rige igjen med det salige Ord, hvilket de uden al Forsømmelse skulle forkynde og udraabe, saavel til Land som til Vand, baade Nat og Dag, saavel for de Syge som for de Karske, naar de tilsiges. Men allermest for den store Møje og Omsorg, de hermed maa have, at de udi aandelige og legemlige Fristelser, som Satan formedelst hans Lemmer uden nogen Stillestand eller Afladelse dennem stedse paafører, kunde blive bestandige indtil Enden“.
Han opfordrer derpaa til Kamp mod „Djeffuelen“ og hans tro Knegte, hvortil han ej blot regner Kjættere, Voldsmænd, Øjenskalke, Bagvaskere o. f, men ogsaa dem, „som udvortes holde sig for Kirkens bedste Venner og ere dog udi Hjertet hemmelige Tyranner, hvilke indgive store Potentater og Regenter det Raad, at de skulle tage fra Skolen og Prædikeembedet, hvad som gudfrygtige Fyrster og andre gode Christne have givet og lagt til Tjenernes Ophold, paa det at de siden enten af Fattigdom skulle trænges til at forlade og overgive deres Embede eller og at tie og dølge Sandhed for Menneskene, paa det at de ikke skulle komme i deres Ugunst, som kunde tage Underholdningen fra dem, og de derover maatte lide Nød og Armod. Lykkes det ej Satan at ødelægge Christi Kirke ved disse og andre, saa haver han strax andre berustede Tjenere tilrede, som ere Æresklikkere, Beklaffere og Skjændegjæster, som udøse al Forhaanelse og Bespottelse mod Guds Ord og Tjenere til at reve dem fra baade Agt og Myndighed hos den menige Mand – saa det visselig er et stort Mirakel, at Christi Rige og hendes Tjenere ere ikke længe siden undergangne og i Grunden ødelagte. – Men Gud være lovet, som har bygget sin Kirke paa saa fast Grundvold, at Helvedes Magt ej kan omstøde hende (Matth. 16. 1 Kong. 19.)“. Dette oplyses derpaa ved Exempler, tagne af Nero, Domitian o. s. v., Bonifacius og Paverne. „Men Gud har aabenbaret Pavernes grove Kjætteri ved det salige Redskab, Doctor Morten Luther, og andre mærkelige lærde Mænd baade udi Tydskland, Danmark og andre Steder, og haver siden forfremmet det samme formedelst gudfrygtige Konger og Fyrster. Heraf sees: „ecclesia Christi oppugnari potest, sed expugnari nunqvam“. – Dog maa alle tro Sjælesørgere forvente stor Anfegtelse og Forfølgelse, saa jeg ikke tror, at der nu enten er eller og nogen Tid har været nogen ret Guds Ords Tjenere, som ikke har forsøgt nogen Stød af disse Satans Drabanter og Tjenere, for hvis Svig og Argelist den naadige Gud er mægtig nok at forsvare alle sine tro Tjenere, som af ganske Hjerte forlade sig paa ham, hvorfor de og ere ham en evig Taksigelse pligtige, hvilket jeg for min Person vil gjerne aabenbarligen have bekjendt for alle Guds Børn. – – – For at opbygge Christi Rige af yderste Formue og at nedbryde Djævelens Rige igjen i alle Maader og derhos af ganske Flid at bevise mig en retsindig og ustraffelig Arbejder baade for Gud og Menneskene og rettelig at dele Sandheds Ord – har jeg, saa ofte jeg ikke har været forhindret paa mit Embeds Vegne at besøge Kirkerne her i Stiftet med Tilsyn udi Religionen, at Alting saavel i Lærdommen som i Ceremonier efter Guds Ord og Kongl. Maj.s Ordinants maa allevegne ordentlig tilgaa, forklaret adskillige Stykker af den hellige bibelske Skrift her aabenbarlige for den christne Almue udi Stavanger, blandt hvilke haver været den hellige Jonæ Prophets Bog“[94]. – „Efterdi mange gudfrygtige Christne saavel blandt Guds Tjenere paa Landsbyen boendes ere, som Prædikere og Tilhørere her i Byen ere residerendes, som have havt Anledning til at høre disse Prædikener, have ønsket, at de ved Prenten maatte udgaa“, saa gav han efter for dette Ønske og tog Manuskriptet med til Kjøbenhavn, da han 1589 rejste derned; men da man da var beskjæftiget med Trykningen af Biblen, opsatte han sit Skrifts Trykning endnu et Par Aar[95]. „Dette mit Arbejde“, vedbliver han, „hvad det nu være kan, elskelige Brødre i Christo! haver jeg Ingen vidst bedre at kunne dedicere og tilskrive end Eder, baade at jeg hermed kunne vise Eder nogen Taknemmelighed igjen for Eders broderlige Omgjængelse og anden Velvilje, som I mig udi 20 Aars Tid udi dette Stift have bevist, og alenest at I stedse have ladet Eder findes, hver efter sin Magt og Evner, Christi tro Husholdere over Guds hemmelige Ting“ o. s. v.
Dette hæderlige Vidnesbyrd om hans Brødre i Herren er os saa meget kjærere, som han paa et andet Sted ytrer følgende Ord, idet han kaster et Blik tilbage paa sin lange Arbejden i Herrens Vingaard:
„Fra det første jeg efter Guds Vilje for 35 Aar forleden blev lovlig kaldet og uværdig beskikket til dette hellige Evangelii Prædiken, begyndte der udi det troligste, som Gud gav mig Naaden til, at opbygge Christi Kirke og at nedbryde Djævelens, da foruden dette Embedes Besværing med stor Omsorg og Arbejde til at udrette de Stykker, som dertil hørte, haver jeg og noget fornummet Satans listige Tilløb formedelst hans Soldner og mest af hine utaknemmelige og falske Brødre, af hvilke jeg havde langt andet fortjent og forseet mig til, og mest siden jeg kom hid til Stiftet; thi noget efter at jeg for 20 Aar siden blev af Guds Forsyn lovlig kaldet og af min allerkjæreste og naadigste Herre og Konnung Fredrik stadfæstet og ordineret til dette forfaldne Stift og jeg af den Nidkjærhed, som jeg havde for Guds Ære og Guds Børns aandelige og legemlige Velfærd, tog mig paa mit Embeds Vegne noget heftig an med nogle andre flittige Guds Ords Tjenere baade at opbygge Christi Kirke og saa at nedslaa og ødelægge de Levninger af Djævelens Kirke, som udi lang Tid af Pavens og Munkes Folk haver været i dette Stift forsamlet, da haver Satan tvende Gange lagt sig efter at forhindre al den Tjeneste og Arbejde, som jeg herefter kunde afstedkomme i den christne Kirke; men Gud, Almeægtigste, under hvis Beskyttelse jeg tryggelig haver holdet mig, haver baade vældelig tilbagedrevet Satans Lemmers Anslag herudi og saa trolig beskjærmet min Uskyldighed“. Uagtet Forfatteren hermed hentyder til Begivenheder, som nu ere os ubekjendte, ville vi dog anføre hans Ord. Han fortsætter saa:
„Først for to forfængelige Mennesker, som af Djævelens og avindsyge Menneskers sammenlagt Raad have digtet mig en Hovedløgn paa og vare dermed saa langt henkomne, at der stod ingen Raad til (endog de nogle Gange vare hermed tilveje), at de kunde omvendes, hvorover Gud lod dem blive til Skjændsel, der Sagen af kongl. Majestæts Statholder[96] med andre retfærdige Dommere og Øvrighedsmænd her i Riget bleve aabenbarlig forhørte og de siden bleve befundne at være vitterlige Tyve, Menedere og forredelige Løgnere og dømte æreløse (Thi saadanne æreløse Mennesker, som ikke kunne blive slemmere end de ere, er det jo let for at beklikke ærlige Folk) og finge derfor Paamindelse og Straf, Andre til Exempel.
Det andet Slags havde grovelig beklikket mig med Hustru og ganske Hus, dog hemmelige, hvorpaa endog der vare klare Bevisninger: Saa torde de dog aldrig sligt aabenbare bestaa, men stedse tage det til dennem igjen og højelig med deres Ed stadfæste, at de saadant Snak om mig eller Mine aldrig kunde tænke, meget mindre vide nogen Skjel til at sige sligt. Hvorfor, efterdi Kongl. Maj.s Raad, som sidste Gang vare hid indskikkede i Norge med andre vise Mænd at sidde Retterthing, aabenbare forhørte denne Sag og kjendte mig med min Hustru og Hus uskyldige med den højeste Undskyldning, som ærlige Folk hør og bør at have. Da haver jeg og Mine hermed maattet være tilfreds og lade os nøje, at have gjort klar for vor egen Dør (som man plejer at sige). Men endog at disse Folk bleve samme Tid meget forskaanede, saa haver dog den retfærdige Gud saa vældelig siden hjemsøgt dem, at jeg selv med Mine haver havt stor Medynk over dennom“.
Hvilke disse Bispens Avindsmænd have været, og hvilke Beskyldninger de have fremført, kunne vi ej med Sikkerhed opgive[97]. I Kapitelsbogen findes derom ingen Oplysning; thi det var først flere Aar senere (1594 den 15de November), at Hr. Jens Buch „med grædende Taarer bad Bispen om Forladelse, fordi han i et Bryllup havde „drukket Bispens Datter Susanne en Speglose til“ (se Bilag VI ad 1594), og at Bispen (1598) i Kapitlet klagede over, at Skolemesteren i Stavanger, Hr. Peder Henrichson, en heftig og stridbar Mand, ej opførte sig mod sin Biskop, som han burde, og som han lovede, da han ordinerede ham. Da Peder med Taarer bad om Naade, tilgav Bispen ham[98]. –
Som bekjendt og før omtalt, var den danske Kirkeordinants gjort gjældende ogsaa for Norge, hvor den imidlertid foranledigede megen Ulejlighed og Strid, da mange Bestemmelser i den aldeles ikke passede paa de norske Forholde. Vel havde Truid Ulfstand og Claus Bilde ved sine Recesser af 1539 og Christopher Huitfeldt ved sine 4 Recesser af 1544 søgt at raade Bod paa de værste Misligheder og midlertidig ordnet de norske Kirkeanliggender. Da imidlertid disse Recesser ikke i alle Punkter samstemmede indbyrdes og ej heller med den danske Kirkeordinants, som ogsaa gjaldt for Norge, føltes desto mere Trangen til en Kirkeordinants, afpasset efter de norske Forholde. Throndhjems Biskop Hans Gaas († 1578) havde ved Lektor Anders paa Throndenæs endog ladet oversætte den gamle Christenret af Erkebiskop Jon paa „danske eller det Maal, som nu forstaaeligt er og her i Riget menlig bruges“[99], Af flere Grunde gjorde han opmærksom paa, „at det gjøres Behov, at Norges Rige maatte efter Landsens Lejlighed gjøres en god christelig Ordinants og Skik baade med Lægfolk og Klerkeriet, at onde og ugudelige Fogder ikke saa haardelig handle med fattige Undersaatter“[100].
Da Christian IV var bleven Konge, besluttede han paa Grund af det ham kjære norske Folks Ønsker og for at hindre indsnegne Misbrug at indfri sin Farfaders Løfte og give Norge en særegen Kirkeordinants. Christian IV tilskrev 2den Januar 1604 fra, Kolding de 4 norske Bisper, at de strax skulde begynde at forfatte en Kirkeordinants og siden møde den 22de April i Bergen for der indbyrdes at „kommunicere om det, Enhver forfaret har, og da endelig gjøre et ret „opus“ deraf, hvilket ufortøvet skal med os elskelige Magister Anders Bentson, Superintendent i Oslo, os overantvordes i Kjøbenhavn, paa det forn. Anders paa alles Vegne kunde forklare, om Noget fandtes, som Betænkning og Erklæring fornøden havde“.
Som Følge af den kongelige Befaling samledes Norges 4 Bisper, Mag. Anders Bentson fra Oslo, Mag. Anders Foss fra Bergen, Mag. Isak Grønbek fra Throndhjem og Mag. Jørgen Erichsson fra Stavanger, i Bergens By, hvor disse Hædersmænd „med største Lyst og glad Nidkjærhed for Guds Ære“ arbejdede paa det Verk, som var dem betroet. Men midt under dette Arbejde overraskede Døden vor ærværdige Jørgen Erichsson i Bergen den 5te Juni 1604 i en Alder af 69 Aar. Hans Lig blev ført til Stavanger, hvor det blev begravet i Domkirken strax neden for Choret under en Ligsten, hvor hans Portræt[101] endnu hænger ligeover med den Overskrift:
„Vera effigies D. Magistri Georgii Erici, episcopi
Dioeceseos Stavangriensis og neden under staar:
„Nascitur Ao. 1535, ordinatur 1571, moritur 1604.“
Af det Meddelte vil man vel allerede have uddraget den Slutning, at Jørgen Erichsson ikke var nogen almindelig Mand. I en Alder af 36 Aar havde han overtaget det vanskelige Hverv, at reformere dette højst forsømte, næsten katholske Stift. Med brændende Nidkjærhed havde han modarbejdet den herskende Selvraadighed, Uvidenhed og Lastefuldhed. Med Kraft, Alvor og Myndighed havde han i 33 Aar ført Bispestaven og holdt Høje og Lave, Præster og Lægfolk til at rette sig efter Guds Lov og Kirkens Ordinants. Med ualmindelig Dygtighed havde han vidst at bringe Orden istand midt i den Uorden, som fandt Sted. Med sjeldne Gaver til at ordne og styre forbandt han en for sin Tid usædvanlig Oplysning, Dannelse og Maadehold. I hans trykte Prædikener over Jonas viser han sig som en vel studeret, bibelsk troende Theolog, lige fjern fra Sværmeri og den fordømmelsessyge Rettroenhed, der hovedsagelig i de Tider aabenbarede sig i lidenskabelig Polemik, især mod den reformerte Kirke. Som Prædikant nærmer han sig sine 2 berømte Forbilleder, Luther og Niels Hemmingsson.
Hr. Jørgen hører i det Hele til de stærkt udprægede Personligheder, disse Mænd af mandig Selvstændighed og Kraft, som næsten vare særegne for hine Tider. Han vidste, hvad han vilde, og gik med faste Skridt løs paa det Maal, hvortil han stevnede. Han var sin Pligt og sit Kald tro indtil Enden og fortjener derfor at mindes med Tak og nævnes med Hæder blandt vort Lands ikke faa udmærkede og fortjente, men nu lidet bekjendte Bisper.
Hr. Jørgen var, som før omtalt, gift med Adrian, en Datter af Bergens anden evangeliske Biskop Jens Schelderup. Af deres Børn kjende vi hans Datter Susanna, som før er nævnt, og hans Søn Daniel, der levede og døde som Sognepræst i Hjelmeland og Provst i Ryfylke og Karmsund[102]. Sandsynlig har ogsaa Mandals tredje evangeliske Sognepræst, Samuel Jørgensson Stavanger, der vel er den Magister Johannes Georgii Stavangrius, som i Juli 1599 blev immatrikuleret ved Rostocks Universitet, været en Søn af vor Biskop[103]. –
Jørgen Erichssons Eftermand som Biskop i Stavanger var Nicolaus Clausson Scavenius, der blev ordineret 21de Maj 1605. Den 24de September 1605 samledes efter Bispens Opfordring Stiftets fleste Provster i Kapitlet for at afgive deres Formening, om den Rente og Rettighed, som Jørgen Erichssons Enke og Arvinger havde oppebaaret efter Hr. Jørgens Død, tilkom dem eller ham. Kapitlet afgav den Erklæring, at den biskopelige Rente, som faldt den næste Høst efter Hr. Jørgens Død, burde tilfalde hans Enke, „uden hvis Jordbygsel, som samme Aar tilfalde kunde, enten det var første Stedsmaal eller 3dje Aarstag; thi de bør være hjemfalden vor gode Mand, Mester Lauritz“.
Da Provsteembedet i de Dage og under de forhaandenværende Omstændigheder var et ligesaa besværligt som vanskeligt og ansvarsfuldt Kald, der krævede selvstændige og kraftfulde Mænd, har man al Grund til at antage, at Provsterne da udgjorde Præsteskabets Kjerne. Det vil derfor maaske være Flere kjært at kjende Navnene paa de Mænd, som stode Hr. Jørgen mandigen bi i hans omtalte Kamp for at udbrede den evangeliske Lære og bringe Orden og Skik i det forsømte Stavanger Stift. I Domkapitlets Protokol nævnes de Mænd, som i anførte Sag sad i Kapitlet i følgende Orden: –
Knut Michelsson, Provst og Sognepræst til Stavanger Domkirke[104], Peder Clausson, Provst i Listerlen, Christopher Sigurdson, Provst i Karmsund og Sognepræst til Augvaldsnæs, Laurits Christensson, Provst paa Jæderen og Sognepræst til Klep, Christen Dagfindsson, Kannik og Medtjener ved Domkirken, Jon Mauritsson, Provst i Dalerne og Sognepræst i Egersund, Anders Matzon, Provst i Mandalslen og Sognepræst til Topdal, Elling Simonson, Provst i Ryfylke og Sognepræst paa Findø, Laurits Nielsson, Provst i Nedenæslen og Sognepræst paa Modland, Rasmus Olsson, Kannik og Sognepræst til Rendisø, Rasmus Pedersson, Kannik og Sognepræst til Torvestad, samt Mathis Henrichsson, Skolemester og Notarius capituli.
1567 den 22de Marts beretter Absalon Pederson (i Bergens Kapitelsbog): Hr. Jørgen Erichsson skrev følgende Brev:
„Reverendis viris, singulari doctrina, pietate & virtutibus ornatissimis ac dominis, dominis canonicis venerabilis Capituli Bergensis, dominis & fratribus suis in Christo carissimis
Georgius Ericus Haterslebianus.
Gratiam et favorem Dei per Christum Dominum nostrum! Vobis omnibus, viri præclarissimi, ex animo opto simulque gratias pro vestris beneficiis mihi exhibitis ago immortales, pro qvibus omnem animi gratitudinem vicissim vobis polliceor, proque mearum virium conditione erga omnes & singulos, qvibuscumqve potero officiis, compensare indies studebo. Coeterum petii a vobis, ornatissimi viri ac fratres in Christo dilectissimi, et ante meum a vobis discessum et postea per virum doctrina & pietate ornatissimnum D. Doct. Johannem Scheldorpium, episcopum nostrum vigilantissimum, partem bonorum communium ad studia mea hisce temporibus caris propaganda, qvam partem (fortassis) postea etiam accepissem, si tributa præteriti anni non impedimento fuissent. Qvocirca obnixe et amanter peto, ut dictam partem bonorum communium (tributo Regio prius persoluto) mihi favere velitis, qvod si feceritis, spero vos et Deo et mihi opus facturos gratissimum, pro qvo etiam diligentem & fidelem, ubicunqve possum, meis dominis et patribus me exhibeam, atqve ut dignemini mihi benignam ac finalem responsionem de hac re literis inprimis dare, etiam atqve etiam rogo. In Christo bene et feliciter valete et rudem hanc epistolam boni consulite.
- Hafniæ, anno Christi 1567 die purificationis Mariæ“.
1570, 30te Juli fik vi udi Kapitlet Mester Jørens Bref,
som og havde dediceret os en orationem latinam impressam
de fraterna concordia. Brevet lyder saa:
„Gratiam et pacem a Deøo patre per Jesum Christum Dominum nostrum, clarissimi viri domini ac collegæ omni reverentia mihi semper colendi. Non duxi relaturum a. p me Dei beneficio circa festum pentecostes incolumem, Christo gratiam, Hafniam ex Germania rediisse, ubi aliquantisper studueram et aliorum negociorum expediendorum gratia mihi commorandum fuit. Qvapropter cum honesto viro Johanne Johannis in Asch (cum per me ipsum tam cito fieri non liceat) brevem qvandam orationem, qvam ante abitum meum Viteberga in lucem edidi, vobisqve, viri doctissimi et humanissimi, dedicatam mitto, orans obnixe et fraterne, ut eandem eo animo, qvo scripta et profecta est, accipere velitis. Deinde qvia ante qvadriennium, cum ad pristina mea studia mihi esset redeundum, contuli prius cum clariss. viro Domino Superintendente nostro et nonnullis aliis de parte mea ex bonis communibus in studiis meis propagandis etiam conseqvenda, ad qvod nihil certi mihi responsum fuit, eam præcipue ob causam, qvod omnes Canonici eo tempore non adfuerunt. Postea, cum aliquandiu Hafniæ fuissem, idem literis impetrare cogitavi, de qva re venerabili capitulo semel scripsi ac certum ac finale responsum petii. Verum etsi nullo responso eo tempore me dignatum fuit, tamen cum pia et honesta femina domini Episcopi nostri conjuge 10 Thaleros mihi misit. Similiter seqventi anno eum Christierno Olburgensi totidem.
Sed toto biennio illo, qvo Vitebergæ eram, non nisi 10. Hanc pecuniam, humanissimi viri, utrum partem bonorum meorum communium vel extraordinariam largitionem nominem, haud scio. Cupio igitur amanter et fraterne semel hac de re categorice literis certior fieri. Si nihil responsi in primis mihi datum fuerit, silentium vestrum pro negatione accipio. Vosqve amanter oro, ut, si causam meam Regiæ Majestati Serenissimæ postea exposuero, ne ægre feratis. In Christo Jesu unico redemtore nostro valete. Hafniæ 1570 29 mensis Maji.
Georgius Erichius.
Reverendis viris, pietate sapientia et virtutibus ornatissimis, dominis Canonicis venerabilis Capituli Bergensis in Norvegia vigilantissimis, dominis ac collegis suis dilectissimis, summa fide et reverentia semper colendis“.
Jørgen Erichsson fik Brev paa et Vicarie, liggende til Bergens Domkirke, saalydende:
„Fredrik II gjør Alle vitterligt, at vi af vor synderlige Gunst og Naade haver undt og tilladt og nu med dette vort aabne Brev unde og tillade, at denne Brevviser Hr. Jørgen Eriksen maa bekomme et Vicarie liggendes til vor Frues Alter udi Bergens Domkirke, og Hr. Hans Christianssen sidst udi Værge havde og samme Vicarie med Bønder og Tjenere.
Fredriksberg, 31 Maj 1563“.
Hr. Jørgen, Kapellan paa Bergenhus, fik Brev paa vor Frues Præbende og Hammersogn, ut seqvitur:
„Fredrik II gjør Alle vitterligt, at vi af vor synderlig Gunst og Naade have undt og tilladt og nu med dette vort aabne Brev unde og tillade, at denne Brevviser Hr. Jørgen Kapellan paa vort Slot Bergenhus maa have, nyde, bruge og beholde vor Frues Præbend og Hammer Sogn, som han nu selv i Værge haver, med Bønder og Tjenere og al sin Rente og dette Tilliggelse, intet undertaget, til saa længe vi derom anderledes tilsigendes vorder, dog saa, at medens ban studerer hos noget Universitet, skal han forsørge Sognet med en god lærd Mand til en Kapellan, som skikkelig og ustraffelig er udi Levnet og Lærdom og kan gøre slig Tjeneste inden Kirken og uden, som en Sognepræst sine Sognefolk pligtig er, og naar han ikke længer studerer hos noget Universitet, skal han bo hos Domkirken og gjøre Sognefolket i Hammer Sogn slig Tjeneste inden Kirken og uden som en Guds Ords Tjener bør at gjøre; skal han bygge og forbedre den Gaard og Residents, han til samme Vicarie fangendes vorder, og den holde ved Hævd og Magt, og Tjenerne dertil liggendes ere med Laug Skjel og Ret, og ingen af dennem uforrette imod Laugen eller og dennem udfæste af deres Gaarde imedens og al den Stund de aarligen til gode Rede yde og udgive deres Landgilde og anden Rettighed og holde deres Gaarde med Hævd og Magt, og skal han heller ikke besvære dennem med nogen ny Husbondhold eller paalægge dennem nogen anden Besværing og ej forhugge eller forhugge lade nogen de Skove der tilligger, til Upligt i nogen Maade.
Hafniæ, 8 August 1564“.
Kong Fredrik II udstedte den 29de Juli 1571 paa Kastholm følgende 3 Kongebreve.
1) Til menige Kapitel udi Stavangers Domkirke. Fredrik II &c. „vor Gunst tilforn. Vider, at efterdi vi forfare, at os elskelige Hr. Jens Riber for hans Alderdom og Svaghed længer ikke kan forestaa hans Superintendents Befaling udi Stavanger Stift, have vi nu tilskikket udi hans Sted os elskelige Mester Jørgen Erichsen der udi Stigtet at skulle være Superintendent, og paa det at form. Hr. Jens Riber udi hans Livs Tid maa bekomme hans Underholdning og derpaa ikke skal lide nogen Nød, have vi undt og tilladt, at han mue bekomme Halvparten af det Kommunens Gods, som ligger til Stavanger Domkirke, og det undt saa længe han lever. Thi bede vi Eder og ville, at I anseendes dette vort aabne Brev lader hannem følge form. Halvpart af form. Kommunens Gods, og dersom I udi dette Aar deraf noget haver oppebaaret, at I det da igjengiver og fornøjer form. Hr. Jens Riber, gjørende hannem derpaa ingen Forhindring. Dermed sker vor Vilge“.
2) Til Henrik Brockenhus, Lensmand paa Kongens Gaard udi Stavanger.
„Fredrik II &c. Vor Gunst tilforn. Vid at vi have undt og tilladt, at den Kommunens Gaard udi Stavanger maa og skal udlægges til Superintendentens Vaaning og Residents[105] der sammesteds, og efterdi vi forfare, at samme Gaard skal være øde og nedfalden, bede vi Dig og ville, at Du paa vore Omkosten den lader opbygge og tilfli, saaat Superintendenten, der nu er og derefter kommendes vorder, kan have udi samme Gaard en bekvemme Værelse; desligeste at Du udlægger et Stykke Jord til en Kaalhave, som altid kan blive liggende til. forn. Superintendents Residentse. Sammeledes have vi bevilget, at den Kommunens Rente, som ligger til Stavangers Domkirke, skal skiftes Halvparten til Hr. Jens Ribers Underholdning, som hertil haver været der sammesteds Superintendent, og anden Halvpart til de Kanniker og Kirketjenere, som der daglig residere og bor hos Domkirken, efter vort Brevs Lydelse, som derom er udganget; thi bede vi Dig og ville, at Du med Superintendenten skifter, ret jævner og deler samme Kommunes Gods imellem form. Jens Riber og form. residerende Kanniker efter som foreskrevet staar. Dermed sker vor Viljen.
3) Til Jens Pederson til Bro[106].
„Fredrik II &c. Vor Gunst tilforn. Vid, at efterdi vi forfare, at denne vor og Kronens Gaard Fragefjord, som Du en Tid lang haver havt udi Forlening, er lang Tid siden forordineret og lagt til Superintendentens Underholdning udi Stavanger Stigt, og der Stigtet udi nogen Aar haver været uden Superintendent, skal samme Gaard være kommen derfra, da have vi undt og tilladt, at forn. Gaard Fragefjord strax igjen maa komme til Superintendenten, den der nu er og han og hans Efterkommere den at mue nyde og beholde, thi bede vi Dig og ville, at Du ubehindret lader forn. Superintendent følge forn. Gaard med Hause og alt Andet, hvis der bør at lades efter Norges Loug.
Actum Kastholm 29 Juli 15715.
Angaaende de Gaarde, som under Jens Riber vare frakomne Bispestolen, men som Jørg. Erichsson skaffede tilbage, meddeler et Vidnesbyrd fra Christopher Sigvordsson, Kannik og Provst i Karmsund, hvilket fremlagdes af Biskop Skavenius i en Strid med Hr. Abraham, Provst paa Augvaldsnæs, en interessant Oplysning. Hr. Abraham havde 1610 erklæret, at Gaardene Vaage og Nordveold eller Melde fra Arilds Tid havde lagt under Augvaldsnæs Præstebol, men at salig Hr. Jørgen (Bispen) uden Lov og Dom havde frataget hans Formand Hr. Christopher samme, fordi han ej vilde bansætte sin Stifsøn Hans Simonson. Biskop Skavenius modbeviste denne Bagtalelse ved at anføre den nævnte Christophers eget Brev af 8de Juli 1575 og et ditto af Jon Guttormssons egen Haand af 10de Decbr. 1571, „udi hvilke befindes, at Vaage og Nordvold eller Melde ikke alene have ligget under Bispestolen, men at han i sin Tid havde selv Aulsnes (ɔ: Augvaldsnæs) Sogn, hvor han holdt Kapellan. 9 Ydermere berettede Mr. Lauriz (ɔ: Biskop Skavenius), at efter Jon Guttormsson kom Hr. Jens Riber, fordum Bisp paa Færdø, en simpel og velbedaget Mand over 100 Aar gammel. Udi hans Tid blev tagen fra Stavanger Bispestol de bedste Gaarde, som vare: Fragefjord, Digredal, Sem, Laargaarden (ɔ: Ladegaarden) udi Byen og andre flere, som bevislig er. Da Hr. Christopher paa Augvaldsnæs, saa at det gik saa til, drog han til Bergen, og bevilgede Jacob Hardenberg, Hans Tønneson og Anders Christopherson Skriffuer, at de kalde den simple udlevne Mand Jens Riber for sig, og handler det saa, at han afstod tvende Gaarde til Hr. Christopher, hvorom findes et Brev, som i Dag blev læst for Retten, dateret Bergen Korsmiss 1560. Men der Hr. Jørgen kom efter Hr. Jens og fornam saadan Uret at være skeet, forhvervede han Kong Fredriks Pergaments Brev, dateret Kastholm 29de Juli 1571, saalydende: „Desligest skal Superintendenten, som nu er og herefter kommendes vorder, have, nyde og beholde al den Rente, som Hr. Jon Guttormsson havde den Tid han var Superintendent, og hvis der er frakommen baade den Gaard Fragefjord, den Part i Digredal og andet, det skal strax tillægges og altid blive til Superintendentens Underholdning. Herefter tog M. Jørgen disse Gaarde o. m. til Bispestolen igjen og havde dem siden i Rolighed havt al sin Tid i 33 Aar indtil vor Herre kaldede ham 1604“.
I Anledning af Digredal (Dirdal i Strand) skrev Fredrik II 15de Maj 1572 til sin Lensherre Vincents Jul, at Superintendenten Jørgen Erichsson klager over, at „Lagmand Christopher Nielsson (Jon Guttormsons Svigersen) forholder ham Gaarden Digredal med en Part udi et Laxefiskeri, som vi ham og Efterkommere have forundt til Underholdning“, hvorfor Lagmanden strax skal aftræde ham Gaarden med Tilbehør.
Som yderligere Beviser for Kong Fredrik II’s Velvilje mod Jørgen Erichsson kunne følgende hidtil utrykte Kongebrev tjene.
a. 1573 29de Maj udstedte Fredrik II paa Drottningborg et Brev, hvori han „af synderlig Gunst og Naade har undt og tilladt hæderlige og højlærde Mand, Mester Jørgen Erichsson, Superintendent i Stadvangers Stift, at nyde, bruge og beholde Hammers Præstegjeld saa og Mariæ Virginis Præbende udi Bergen, som han selv udi Værge haver udi hans Livstid mod at holde en god gudfrygtig lærd Mand til Kapellan“ (Norsk Register i Rigsarchivet)[107].
{{nop} b. 1574 13de Maj. „Vi Fredrik &c. Efterdi vi komme
udi Forfaring, at Superintendenten udi Staduanger Stigt ikke
skal være forsørget med saadan Rente og Indkomst som han
deraf kunde underholde sig, hvorfor højbaarne vor kjære
Herre Fader, salig og højlovlig Ihukommelse, nogen Tid haver
forlenet Superintendenten den Tid, Hr. Johan Guttormsen
med Ladegaarden udenfor Staduanger, da paa det Superintendenten
sammesteds tilbørligen maa blive forsørget og
have den Rente han af kan leve og underholde sig, have vi
af vor synderlige Gunst og Naade undt og tillagt og nu med
dette vort aabne Brev unde og tillægge Superintendenten udi
Staduanger, den, som nu er eller herefter kommendes vorder,
forn. Ladegaard uden for Staduanger, Hr. Johan Guttormsen
havde, saa den herefter skal ligge og blive til Superintendentens
Underholdning. Cum inhibitione solita. Act. Fredrichsborg
13de Maj 15744.
(Register for 1574 paa Rigsarchivet).
c. 1579 den 3dje Juni skriver Kong Fredrik II fra
Fredriksborg. „Efterdi vi nogen Tid siden har skjødet og
givet Jørgen Erichsson den Grund og Ejendom, som
Kommunet udi fordum Tid stod paa med hvis gamle Mure,
som sammesteds fandtes, og han er tilsinds sig, sin Hustru
og Arvinger til Bedste at føre der Bygninger paa, saa tillades
ham at lade hugge Tømmer dertil i de Skove, som ligge til
det Gods, hannem til Underholdning er tillagt“.
To Kongebreve af 2den August 1574 til Statholder
Til Pouell Hvitfeld om den fjerde Part af Tienden udi Staduanger Stigt, ut seqvitur.
„Fredrik II &c. Vid, at eftersom vi tilforn have ladet vore Breve udgaa og gjort den Forordning, at fjerde Parten af Tienden over alt Staduanger Stigt, som Bønderne pleje at tiende til de fattige og er beklaget, at de til dis selv haver beholdet den hos dennem, skulle herefter udgives og fornøjes til de Fattiges Underholdning udi Hospitalet i Staduanger og til fattige „nødtørffuendes Skolebarn sammesteds“, som samme vore Breve videre formelder, da forfare vi, at største Parten Bönderne dennum fortrykker og samme fjerde Part af Tienden ikke ville antvorde fra dennum eller lade den udkomme efter vore Breves Lydelse, og at eg Part og skulle fordriste dennum til at true og undsige Superintendenten for han derom haver fordret, at han for dennem ikke veed sig at være sikker og frilig udi Visitatz og anden Bestilling, han paa hans Embeds Vegne der i Stigtet haver at forrette, som han selv ydermere veed Dig at berette. Thi bede vi Dig og ville, at Du den Lejlighed udspørger og forfarer og siden gjører den alvorlige Forordning, at forn. Fjerdepart af Tienden uden al Undskyldning og Forsømmelse maa udkomme og blive fornøjget til forn. Hospital udi Staduanger og fattige Skolebørn sammesteds efter den Skik derpaa gjort er og Vores Breves Lydelse derom er udganget. Desligeste at Du og haver et billigt Indseende med og ikke tilsteder, at Superintendenten eller hans Tjenere udi nogen Maade bliver fejdet eller overfaldet, og dersom nogen sligt understaaer, at Du da straffer der over som vedbør, og med aldeles. Ingen seer igjennem Fingre, saa framt vi ikke skulle vide det hos Dig. Sammeledes forfare vi, hvorledes der skal være en Bonde ved Navn Oluff Knudsen, som haver opsat sig mod Superintendenten og imod hans Samtykke indtrængt sig udi Evangelii Embede og haver understandet sig at prædike for Bønderne og af dennum ladet sig kalde til deres Sjælesørgere med anden utilbørlig Handel og Oprør han iblandt Bønderne gjør og anretter, hvoraf adskillige Forargelse kan sig tildrage eftersom Superintendenten selv videre berette kan, da paa det slig Uskikkelighed maa afskaffes, bede vi Dig og ville, at Du forn. Oluff Knudsen fordrer for Dig og hannum strængeligen foreholder at han dermed afstaaer, og dersom han sig derefter ikke vil rette, men hans Brøst ydermere findes og der kommer Klagemaal over hannem, at Du da uden al Naade lader straffe over hannum som det sig bør, paa det Andre mue see ved og slig modvillig Dristighed dennum ikke skulle understaa. – Sammeledes beklage de residerende Kanniker, Kirkens og Skoletjenere udi forn. Staduanger, hvorledes en ved Navn Hr. Jon Guttormsen, Kannik sammesteds skal have gjort dem Uret i Kapitlet med noget deres Gods, han skal have afhændet og ladet bortkomme fra dennum og deres Efterkommere og en Part holdet inde hos sig selv ligesom sit eget Odel og Ejendom, Desligeste skal han og alene bruge nogen Ager og Eng der ved Byen som alle Kirketjenere skulle med Rette have deres Part udi, og skal han og have alle Sognepræstens Rente udi Staduanger foruden sine Præbender og anden Rente. Og beklages derhos, at han ligevel des uanseet ikke vil lønne en Kapellan, som udi hans Sted holder al Tjeneste ved Magt, eftersom de Dig selv ydermere derom kunne berette. Thi bede vi Dig og ville, at Du derom forfarer Lejligheden og siden tilholder forn. Hr. Jon Guttormsen, at han sætter sig selv der udinden. Og dersom han det ikke gjør, at Du da til St. Pauls Dag Conversionis førstkommendes stevner hannum med hans Vederpart for Dig udi Rette til Opslo og der forn. Sager udi Rette forhører, forhjælpendes begge Parterne der udinden saa meget Loug og Ret er. Dermed ske &c. Act. Roschildiæ 2den Aug. 1574“.
Samme Sted og Dag udstedtes følgende Brev til P.
Hvitfeld.
„Fredrik II &c. Vid, at os elskelige hæderlige og højlærde Mand Mester Jørgen Erichsson, Superintendent udi Staduanger Stigt, haver underdanigst ladet give os tilkjende, hvorledes Jørgen Daas Foged udi Udsteens Kloster ved Navn Christen Thrane skal paa nogen Aars Tid have oppebaaret Tienden af nogen Gaarde udenfor Staduanger, hvilken Tiende forn. Mester Jørgen mener sig med Rette at tilkomme paa hans Embeds Vegne, og uanseet at Du tilforn skal have befalet samme Foged, at han forn. Tiende skulde lade hannum følge, haver han sig den ligevel tilholdet, som han Dig selv ydermere ved at berette. Da, dersom det befindes, at samme Tiende bør og tilkomme Superintendenten med Rette, eftersom han beretter, bede vi Dig og ville, at Du endnu med det aller første alvorligen befaler forn. Christen Thrane, at han forn. Tiende lader følge Superintendenten og at han tilfredsstiller hannum for hvis han til disse deraf opbaaret haver, paa det han ikke skal have Behov sig derom videre hos os at beklage“. (Reg. 4, 615).
„Nogle Artikler met deris Klager oc Feil Som udi en Almindelig Synodo oc Præsteforsamling offuer det gandske Stadangers Stifft bleffue foregiffne Randsagede oc det fliteligste mueligt vaar paa den tiid oc Saa omhandlit Som Her nu Effterfølger[109].
Haffuer vi forefundne i denne Synodo om Religionen og saa handlet at efterdi her ingen af Provsterne kunde sige nogen af Præsterne i deres Provsteri enten at lære anderledes end den hellige Skrift formelder og Kongl. Maj. Ordinants udviser, ei heller anderledes skikke sig udi Ceremonier end dennem udi Ordinantsen befales og ei heller nogen af de andre Præster mod hverandre vidste noget at sige, da skal alle Guds Ords Tjenere alvorligen være paamindt at hver flitteligen her efter udi Kirketjenest sit Embede og Kald udretter, det flitteligegn Gud giver Naaden til og lære flitteligen af den Hellige Skrift sin betroede Almue som han for Gud og Mennesken bestaa kan og desligen udi Ceremonier aldeles handle efter Kong. May. Ordinants. Dersom Andet findes med Nogen, som Gud forbyde, da skal det straffes efter Guds Ord og Kongl. Majest. Ordinants.
Efterdi det nogen Tid er skeet her udi Stiftet at Nogle endogsaa blandt Gudsordstjenere, som imod Guds Ord og Kongl. Maj. Ordinantse haver fordristet sig til med Skenk og Gave at ville kjøbe sig Evangelii Embede til og desligen Præstegjeld at bekomme fra andre Dannemænd, som dertil rettelige efter Ordinantsen ere kallede og bevilgede og overgive deres egne Sogner, som til Indkomst noget ringere kunde være, da haver vi herom saa besluttet, efterdi Sligt er imod Guds Ord og Kongl. Maj. Ordinants, at hvilken udi slig Simoni lader sig befinde udi dette Stift efter denne Dag skal sjelvilligen være afsagt fra sit Kald og Embede og rømme Stiftet.
Endog at Daaben og hendis Ceremonier bør og skulle aldelis holdes som holtes udi Kongl. Maj. Ordinants dog alligevel efterdi megen Uskikkelighed her udi Stiftet haver været udaf, hvilket simpel Folk, som ikke ere om Daaben ret undervist, have taget Forargelse udaf, er saa derom besluttet som nu efterfølger.
Først at Børn, som kommer til Kirken at døbes skal over dem ikke handles noget uden for Kirkedøren, som mangested skeet er, men skulle indkomme udi Kirken til Funten som i Kiøbenhavn andersteds i Danmark og her udi Riget sedvanligt været haver.
Dernest efterdi nogensted her i Stiftet haver været sedvanligt, at blotte de Svendebørn paa ganske Krop baade Vinter og Sommer og nogensted at blotte eniste Hovedet, naar de døbes, hvoraf simpel og ulærd Folk mangesteder ere forargede, idet der ikke eens handles udi alle Kirker, der er herom saa sagt at man eniste skal blotte Hovedet baade Vinter og Sommer, efterdi man ikke uden Barnets Skade om Vintertid kan blotte den ganske Krop paa Barnet[111].
Item er her ogsaa forhandlet, at ingen løsagtige Folk, som føre et obenbare ondt og forargeligt Levnet skulle tilstedes at være Faddere til nogen Godmands Barn uden stor Nød tvinger indtil saalænge de bedre og omvende sig.
Sammeledes efterdi her beret er at mange simpel Folk, som staar Fadder til nogen Mands Barn tvinger sig endregtelig til at ville holde paa Barnet, naar Præsten læser Daabens Ord og mener sig ellers ikke ret at have staaet sit Fadders Embede for og derved ofte bemøder og tvinger Sognepræsten. Da er her om saa handlet at ingen Sognepræst skal det herefter tilstede, men flittellg dennem paaminde at sligt er unytteligt.
Udi lige Maade er handlet, at ingen Sognepræst skal tilstede Smaabørn, efter de døbte ere, strax at opbæres til Alteret til vederlop (Som de det kalde) at gjøre nogen Ceremonier videre end tilforn hos Funten skeet er, men dersom Fadder efter Prædiken med Barnet ville opgaa til Offers som sædvaøligt er, skal det vel tilstedes, dog uden vrange Meninger.
Fremdeles er og aflagt de papistiske Ceremonier med Lystænden, naar Børn døbes, Salt udi Munden at lægge og saa at patziis.
Item efterdi denne Vildfarelse endnu findes hos mange simpel Folk at tvende Faddere ikke skulle maa have hverandre udi Ægteskab for det aandelige Frendskab, som de kaller imellem dem, er derom saa samtykt, at Sognepræsterne skulle altid med Flid lære sin Christenkirke, at Fadderskab ikke kan forhindre nogen Egteskab.
Børn, som ere døde fødte til Verden eller og dø førend de kunne komme til Daaben skulle efter Døden begraves udi Kirkegaarden dog foruden Prædiken, Ringen eller nogen Ceremoni, som Ordinantsen formelder.
Om Barselquinder have vi endrægtelig saa handlet at Sognepræsterne skulle dennem tilholde efter deres Barnefødsel at holde sig hjemme ved 6 Ugers Tid baade for Skrøbeligheds og Erligheds Skyld, paa der at de Ingen skulde være til Forargelse eller ondt Exempel som mangestund skeet er.
Skal eg ingen Quinde herefter tilstedes at indledes med Lys, som en gammel papistisk Sedvane været haver[112].
Ydermere efterdi her beret er, hvorledes nogle Quinder efter deres Barnefødsel, naar de ere indlede i Kirken ikke strax ville søge deres egne Stole men heden holde dennem for et afgudisk Alter den Dag, da skal Sognepræsten flitteliggn paaminde dennem og have opseende med at det ikke sker. Og hvilken Quinde ikke vil Saadant afstaa, skal trues med den christne Kirkes Band, thi hun er jo en afgudiske Menneske.
Løsequinder skulle og ikke gjøres af Præsterne den Tjeneste, naar de gaa i Kirke som Dannequinder sker; men efterdi der findes mange saadanne, som for herdit ere og mener ingen Skilsmisse mellem dem og Dannequinde at være, skulle de obenbarlige staa paa Skrift for Kirkedøren, den menige Mand paahørendes andre til Retzell.
Dernæst efterdi saa nogen Steder haver været tilsted, at naar nogen Barselquinde døde enten udi sin Barselseng eller førend hun lod sig bete i den christne Kirke efter sin Barnefødsel, at nu en anden Quinde skulde iføres den Dødes Klæder og ledes ind i Kirken i hendes Sted, da have vi herom almindelig saa samtykt, at ingen Sognepræst udi sit Præstegjeld ved sit Kalds Fortabelse herefter skal det tilstede.
Skulle alle Sognepræster flittigen Almuen formane og undervise om Alterens Sakrament, dets rette Brug, at de ofte gaar dertil ikke aleniste om Paasketid, men ogsaa flere Tider om Aaret saafremt de ville ikke holdes for det høiværdige Sakramentes Foragtere og udelukkes af den christne Menighed som andre Guds Ords og Ordnings Foragtere. Item er den elevatio calicis, som i Pavedømmet bruget er aldeles aflagt. Hvilken herimod findes at gjøre skal straffes som vedbør. – Herhos efterdi at nogen Kirker her udi Stiftet haver aflagt den Klemten og Ringen, naar Alterets Sakramente uddeles og nogle endnu holde denne Ringen ved Magt, hvoraf mange simpel Folk sig forarger, idet hermed ikke er ens Skik udi Kirker da er det saa samtykt at denne Ringen ikke mere skal tilstedes efter denne Dag, naar Alterets Sakrament uddeles.
Item efterdi mange simpel Folk haver været bedragen de transsubstantiatione panis & vini og derfor mente at være fornøden, at 2 Kirkeombudsmænd skulle holde et Handklede for dennem, naar de berettis, haver vi udi denne vor Forsamling aldeles denne Handel med de Handklede aflagt. Udi lige Maade have vi saa forefundet, at endog Sognepræsten skulle have Tallet paa dennem de have overhørt og skulle annamme Sakram. efter Ordin. Lydelse, er det dog ikke Behov reiteratione verborum som mange falskelig mener.
Skulle og Ingen af de Ungebørn eller Ungefolk tilstedes til Herrens Nadveres Sakrament uden de tilforn haver lært deres Katechismus og ei heller nogen at gaae dertil ringer end 12 Aar gammel.
Desligen efterdi her af nogle Dannemænd blev tilkjendegivet hvorledes at Brudefolk deres Brudlupsdag almindelig ville lade sig berette og samme Dag med Drukkenskab bliver meget uskikkelige, have vi saa besluttet, at de som ville tilhobe gives i Egteskab, skulle den Søndag tilforn gaae til det høgverdige Sakrament.
Er der ogsaa tilkjendegivet hvorledes nogen vankundige Mennesker lod sig finde udi Drukkenskab, Trette og anden Uskikkelighed den Dag, de annamme det høgverdige Sakrament, hvorfor hver Sjelesørger skal være paamint, at han med saadanne gjøre sit Embede fyllist at straffe og undervise dennem, hvilke sig ikke da ville forbedre, da skal Sognepræsten med hannem bruge den christen Kirkes Band, dog skal hver Sjelsørger være paamint, at han ikke af Letferdighed eller af Had og Afvind bruger dette Kirkens Riis.
Item skal og ikke efter denne Dag nogen Horkarle eller Skørlevner tilstedes at gaa til det „høgvurdige“ Sakrament førend de aabenbare haver taget Afløsning. – Fremdeles efterdi Sognepræsterne beklager og beviser, at mange saadanne forherdede Menneske findes mange Steder som for deres onde Levnet ere udelukte fra Alterens Sakrament og endog de paamindes dagligen, at de sig bedre skulle blive de dog alligevel de samme som tilforn og at undertiden legger begge sig sjuge og haver Bud efter Sognepræsten at han skal give dennem Sakrament, da haver vi om saadanne samtykt, at de ikke er værd at besøges i saa Maade, efterdi de Poenitense foragtet haver i deres Velmagt uden Sognepræsten et ret Poenitenses Tegn hos den Syge befinder.
Sammeledes er i denne Forsamling strengelig forbudet og aflagt at nogen Gudsordstjener skal Vin for uforstandige Folk at bruges til Øien eller anden saadan Misbrug, som af de pavelige Troldfolk skeet er. Hvilken herimod findes at gjøre og det hannem rettelig overbevises kan, han skal sjelvilligen rømme Stiftet og være af med sit Embede.
Er saa besluttet, at efter Ordin. skal lyses for dennem af Predikestolen at de aabenbarlige, i den christne Kirkes Nærværelse blive givne tilsammen; tilforn kunde vi ikke sige dennem Egtefolk at være endog de selv sig have hemmeligen trolovet.
Item paa det den christne Kirkes aabenbarlig Tjeneste ikke skal komme i nogen Foragt skal Sognepresten ikke holde dennem til at være over deres hjemmelige Trolovelse uden de love sig ikke at ville søge Seng med hverander førend de sig beteer for den christne Kirke.
Sammeledis er samtykt, at unge Drenge og Piger eller andre Folk, som ligger uden Egteskab i et forargeligt Levnet og blive derudi varagtige endog de ofte ere paaminte, skulle staae aabenbaer Skrift.
Udi ligemaade have vi besluttet, at ingen Præster udi sine Sogner skal lide eller tilstede nogen at adskille sig selv Egteskab førend de aabenbare ere adskilte for Capitlet i Stadander[114].
Er her ogsaa i denne Forsamling vært klaget om den store Uskikkelighed, som skeer udi deres Kørmøss, hvilken hver Mand nødes til at holde engang om Aaret med stor Bekostning saaat mange bliver derover til fattige Folk med stor Afguderi, Fraadseri, Drukkenskab, Mandslet og anden Guds Fortørnelse. Item de ugudelige Sjelebad, udi hvilke Folk de bade sig, læser for de Døde, drikke sig druken med megen anden Ugudelighed og Utilbørlighed derudi skeer, da kunde vi intet andet herom beslutte end at hver Sjælsørgere skal være paamint at gjøre sit Embede med Straf og Lærdom indtil saalenge det kan blive Kong. Maj. tilkjendegivet og nogen gode Middel kunde findes ved hvilke saadan Ugudelighed kunde afskaffes. Item skal ikke heller nogen Sognepræst paa deres Kørmøsse Dage holde Almuen fore nogen Messe eller Tjeneste til at stadfæste deres Ugudelighed med og ei heller holde sig i samme deres Kørmøsse til Drik og denne deres Gjerning med dennem i saa Maade at stadfæste[116].
Efterdi mange fattige Bønder holder flere hellige Dage end Ordinantsen formelder og mange Prester findes villige at gjøre dennem Tjeneste paa samme Dage mod Ordinantsen[117], saa dermed findes og Forargelse iblandt det simple Folk, da er saa herom besluttet, at hvilken Sogneprest herefter mod Ordinantsen sig fordrister til at holde flere hellige Dage end Ordinantsen formelder skal give til Hospitalet i Stadander første Gang 3 Rdlr., anden Gang 6 Rdlr.
Er ogsaa samtykt, at i Fasten skal predikes alle Fasten igjennem over ganske Stiit hver Fredag. Skal og hver Sognepræst alle Søndager efter Textens Forklaring læse Katechismen for de Unge Folkes Skyld, med en Forklaring af Lutheri Katechisme efter Ordinantsen. Hvem dette forsømmer skal af Prousten paamindes. Dersom han det ikke agter skal han straffes som den der ikke Kongl. Maj. Ordinantse holde vil.
Saa er samtykt, at tvende Gange om Aaret skal holdes almindelige Bededage III Dage tilsammen som er den 5te Søndag efter Paaske, Mandagen og Tirsdagen med den og det hos Hovedkirken, til hvilken Folk af de andre Sogne skulle kaldes. Den anden Tid om Aaret er den næste Søndag efter St. Mickels Dag „sjelff“ tredie. Og skal disse Bededage alle tilforn være forkyndt af Prædikestolen udi alle Kirker.
Efterdi Kongl. Maj. Ortinanze byder og befaler. Sognepresterne at lade sig undervise af Superintendenten eller Prousten[118], og nogen Præster findes at have gjort herimod, da er herom saa samtykt, at hvilken herefter lader sig finde ulydig og ei efter Guds og sine Medbrødres Raad og Paamindelse, værer Superintendenten eller Prousten lydig, naar de haver havt dennem for sig Godtfolk paahørendes og paamindt dem at de skulle elske Fred og Lydighed, men begynder videre Klammer skal Sielvilligen være sagt fra sit Embede og rømme den Sted, han med sin Urolighed forarget haver. Derfor skulle de andre Præster, som bo nest hos de Præster, som have Trette tilsammen strax holde sig heden at forlige dennem, kan det mellem dennem selv ikke skee, skal det strax gives Superintendenten eller Prousten tilkjende førend nogen Forargelse skeer og siden lade handle derom som forskrevet staar.
Er ogsaa Superintendenten M. Jørgen Erichsønn fremkommet udi denne Synode og bevist med tvende Kongl. Maj. Breve at en stor Part af Presterne udi Listerleen skulle levet et fast uskikkeligt Levnet med Horeri, Skørlevnet og i anden utilbørlige Maade.
Desligen er ogsaa velbyrdig Mands Povell Hvitfelds Rigens Statholders Brev læst, lydendes aleneste om Hr. Jørgen Storck paa Lister, som udi form. Laster skulle forseet sig. Ittem Hr. Truils Holgersonn paa Bjelland skulde købt Kongl. Maj. Vildvare og Fogden paa Lister ved Navn Bentt Nielsz havde haardeligen klaget, at han ingen Ret kunde bekomme over dennem enten for geistlige eller verdslige Øvrighed og byder M. Jørgen Sagen derom grandgivelig at forfare paa det at Kongl. Maj. Villie og Befalning kunde fuldgjøres. Derfor have vi med form. gode Mand alle de Sognepræsters Vidnesbyrd og Leilighed udi Listerleen samme Tid det fliteliggn os muligt være kunde randsaget hver for sig besynderlig og i Sandhed imellem Gud og os med hver saa befunden, som her nu efterfølger.
Først er Hr. Peder Friis Prousten og Sognepræst udi Undals Præstegeld fremkommet og ikke aleneste for sin Superintendent, men ogsaa for menige Præstemænd over det ganske Stift som her da mesteparten tilstede var og skød sit Skudsmaal om de nogen Tid enten havde hørt eller vist med hannem, at han i saadan Maade som foreskrevet staaer havde sig besmittet, at de her da for gode Mend det ville bestaae og siden dømme derpaa som de for Gud og godemend bestaa ville. Da gav ikke aleneste hans Superintendent hannem dette Vidnesbyrd, at han den Stund han haver her været i Stiftet baade i sin proustelige Befalning og hos sine Sognefolk haver handlet og skikket som en ærlige og oprictig Dannemand hvilket Bispen sig og bekjende at have forfaret udi det forgangende Aar han der var udi Visitats og altid siden: Men ogsaa alle Præster af det ganske Stift ikke andet vidste eller andet befinde kunde, som han og strax med klare Vidnesbyrd beviste:
Dernest ere disse Dannemend Hr. Matz Mickelszon i Liungdal[119], Hr. Anders Einarsonn i Quindisdal og Hr. Truils Holgerszønn paa Bielland fremgaaet og skutt deres Skudsmaal for os om deres Lærdom Levnet og Omgengelse og lade os randsage hvad, Rettis og Sandis kunde være mellem Gud og os og derpaa dømme hvad vi for Gud og Verden bestaae kunde, da kunde Ingen Andet forefinde end at de havde jo her til Dags skikket sig erlige og vel i Levnet, Lærdom og daglige Omgengelse, hvilket de og beviste med levendes Røst og Meninge Sognefolks Brev og Bevisning. Men efterdi Hr. Truils saa sønderlig nevnes udi Hr. Statholderens Brev at han skulde kjøbe Kongl. Maj. Vildvare blev hannem forelagt baade af Superintendenten og menige Prester her forsamlet var at han skulde derfor rense sig og gjøre sin Vedførsel. Da gjorde form. Hr. Truils sin Ed for os, at han aldrig nogen Vildvaare udi Listerleen kjøbt havde og derhos forpligtede sig dersom det nogen Tid i Sandhed bevises kunde da vilde han „sjelff“ villigen være sagt fra sit Embede. Derhos klaget Hr. Truils, at form. Benntt Nielszøn skulde stevnet hannem til Thinge for han skulde kjøbt nogen Falke, hvilket Bennt hannem dog ikke kunde overbevise, og ei nogen Kosthold igjen kunde bekomme og ikke heller nogen Bevisning var hannem overgangen om det Bukkeskind han var skyldt fore at skulle kjøbt.
Er ogsaa Hr. Jørgen Stork fremgangen og sig frigjort som nu efterfølger: Først efterdi han synderlig i det ene Brev nevnes at skulle ført et løst Levnet blev hannem alvorlig af Superintendenten desligen af den ganske Forsamling forelagt at han enten skulde frigjøre sig eller ogsaa blive af nu med sit Kald og Sogner. Da haver form. Hr. Jørgen ligesom de andre Dannemænd tilforn udi Listerleen her skutt sit Skudsmaal for alle og faaet dette Vidnesbyrd, at Ingen andet viste med hannem end han jo var en erlig Guds Ords Tjener skikkelig i Lærdom og Levnet. Dette samme Vidnesbyrd stadfæstede han ikke aleneste med Salig Hr. Jens Ribers Brev og Segel som tilforn var Superintendent ogsaa den gode Mand som nu er Superintendent som gav hannem det samme Vidnesbyrd at han ikke andet i sin Visitats enten af hans Sognefolk eller nogen. Anden forfare kunde, men ogsaa haver disse form. Vidnesbyrd dette samme stadfestet baade hans Provstes Brev og Segel desligeste alle hans Sognemænds, men hvis Klammer Bennt Nielssøn haver hannem paaført at han sig uskikkeligen skulde have handlet, haver form. Hr. Jørgen her obenbare for os med klare beskreven Vidnesbyrd, deslige med den Dom, som imellem form. Bentt Nielssøn og hannem gaaet er, her paa Capitlet bevist at Bennt Nielsøn er tilskyndet mod hannem ud af en Avindsmand, der stod efter hans Præstegjeld og imod Guds Ord og Kongl. Maj. Ordinants haver lovet hans Herskab Pending derfor, at Hr. Jørgen kunde i saa Maade blive sine Sogner qvit.
Da efterdi Hr. Jørgen baade med Dom og erlige Mends Breve og Vidnesbyrd dette forn. noksom bevisligt gjorde og vi viste slig Simoni forbøden at være udi Ordinantsen, for hvis Skyld denne Sag er hannem paaført kunde vi ikke andet forefinde end Hr. Jørgen jo herefter bør som en christen Dannemand at have sine Sogner uden han herefter, som Gud forbiude, noget forseer sig, for hvilket han kunde med Rette afsættes.
Efterdi her udi Stadander Stift ere mange, som haver Kongl. Maj. Forleninger og hver udi sin Forlening, naar enten Præsten bliver klaget i nogen Maade eller hannem nogen Sag paakom, da vil hver i sit Leen handle med hannem paa det allerstrengeste, hvoraf mange mener sig at skee stor Uret. Derfor var de begjærendis at en Kongl. Maj. Befalningsmand synderlig dem, som haver Befalning over Stadander, som Superintendenten daglige residerer, maatte have Befalning her over Stiftet at høre alle Præsternes Sager udi Rette, naar de sig forseet havde eller bleve ellers forhørd eller anklagede.
Dernest siges Fougeder mangesteder at gjøre Præsterne store Besveringer med Gesteri og aldeles ingen Skilsmis gjøre imellem Bønder og Sognepræsterne og mindre Skaansel haver end undertiden. Derfor ere de for Guds Skyld begierendes, at de ikke mere med Gesteri skulle besvaares end udi Danmark skeer. Dog gjør hver gjerne efter Formuen.
Item klages her nogensteder, at Kongl. Maj. Befalningsmend indlægger paa Præsterne Styrmænd, Bysseskyttere, „Sagskerere“, Baadsmænd og andre til Kost at holde og seer ikke Kong. Maj. Villie med Breve og Befalning derom, at det herefter ikke maatte dennem tilstedes. Udi ligemaade ere de begjerendes alt den store Besvering med Øl og fetallie at udgive til Kongens Skib uden Kongl. Maj. Befalning maatte aflægges.
Sammeledes beklager Præsterne at de ofte bliver stefnede til Ting uden skellige Aarsager og ingen Omkost faar igjen af deres Vederpart, som dennem stefned haver, ere derfor ydmygeligen begjærendes at det maatte og til Rette hjælpes.
Item beklager sig mange Præster af den store Besværing, som Fougden gjør med den store Tinghold paa deres Gaarde ikke alene med Gesteri, men ogsaa at Præsten forhindres fra sin Bog og Studering, saa at han ikke kan gjøre den rette Tjeneste hannem burde.
Desligeste nogensteder skeer at Fougden eller hans Folk legger sig og Vind efter at drive Løsagtighed i deres Gaarde.
Er ogsaa Præsterne for Guds Skyld begerendis at hvis der af urlidz (Arilds) Tid haver ligget under Præsternes Retteboligg med Fiskeride, Skoven og anden Rettighed, at de ogsaa dette maatte beholde ubeskaaren efter Ordinantzens Lydelse, Thi her paa skeer mange Præster stor Forfang og Uret.
Item blev her ogsaa haardelig klaget at Fougden mange Steder tager og indfører Kongens Leding og Rettighed udi Kirkerne og dennem saa opfylder at Sognepræsten neppelig ved Tiden kan komme til Alteren, Prædikestolen eller Funten at gjøre sin Tjeneste, ikke heller Sognefolken kunde komme i deres Stole, var derfor begjerendes, at sligt maatte afskaffes, og Kongl. Maj. Rettighed maatte paa et andet Sted tages og lægges Kirken eller Præsten ubesvaaritt, som dog mangested skeer.
Beklager og Præsterne den store Falskhed og Utroskab som Bønderne aarlig gjøre med Tiende ikke aleneste med den fjerde Part som de borttager fra Konnungen Sognepræsten og Kirken, men ogsaa at de mange Steder ikke tiende af „rue“ (ɔ: Rug) eller de graffue (ɔ: Gruber), som nyligen ere optagne. Desligeste ei heller ville tiunde af deres Qveg, som udi Danmark skeer og bør efter Ordinanzens Lydelse og ikke heller af Laxefiskende eller anden Fiskeri efter gammel Sedvane, derfor begjere de fattige Mænd at sligt herefter ikke skulle Bønderne eller andre tilstedes, men maatte handles retfærdelig.
Item vil og ikke Sognebønder føre deres Tiende „fram“ til Præsten, saa Præsterne maa gjøre stor Bekostning førend de Tienden kunde bekomme, er derfor begjærendes at Tienden maatte dennem tilføres efter Ordinantsen.
Item at Bønderne hvert Aar maatte udi Fougdens og Præstens Nærværelse gjøre deres Ed, at de ret have tiendet, efterdi Bønder saa utrolige tiender hvert Aar lige meget enten der er dyre eller og frugtsommelige Aar.
Sammeledis siuntes Præsterne godt om den fjerde Part af Tienden, som Bønderne selv holder hos sig, maatte uddeles til de fattige Skoledrenge udi Stadander som slet ingen anden Hjælp haver og til Hospitalet sammested.
Item klages her og at mange ikke kan faae sin Rettighed aarligen efter Ordinantsen og naar han den kræver bliver han truet og undsagt. Dette ere de for Guds Skyld begjærends at det maatte tilrette hjelpes.
Item beklager sig Presterne at Bønderne paa de tre Offersdage efter Ordinantsen ikke offre ei heller gjør dem deres Offertold som gammelt været haver, er derfor begjerendes at slige Uret dennem herefter ikke skulle bevises, men at de maatte faa som af gammel Tid været haver og Ordinantzen formelder.
Klager og Præsterne at de blive truet og undsagt, naar de gjøre deres Embede enten Prediken eller Bandsætning, ere begjærendes derfor at de maatte nyde Fred og ikke trues og overfaldes af saadanne Overvoldsmænd („offuervolds mend“).
En god erlig Præstemand ved Navn Hr. Jørgen paa Maaland[120] haver et ganske ringe Prestegjeld og ingen Præstegaard, men maa leie sin Gaard af Kongens Fougit og give hvert Aar til Landskyld 4 Huder, og hvert 3die Aar maa den leie igjen som en anden Bonde er for Guds Skyld begjerendes og paa hans Vegne alle Presterne her nu forsamblit var, at han maatte den bekomme fri til en Prestegaard.
Efterdi Bønderne ville sjelff holde deres Helligedage som ikke ere befalede udi Kongl. Maj. Ordinants, paa hvilke de sig holder af Arbeid og de rette Helligdage, som dennem befalede ere at høre Guds Ord paa holde de sig fra Kirken og tager deres Arbeid vare, da ere Præsterne for Guds Skyld begjerendes at slig uskikkelig Handel maatte aflægges og Bønder som sligt gjøre imod Forbud maatte blive straffede.
Efterdi Fogderne siges mest under Agdesiden at optage Jordegaver hvert tredie Aar af Kirkens Jorder og desligeste udhugger Kirkens Skove og Kirkerne staar slet til Nedfaldtz og man ikke veed hvad Befalning de have derpaa. Ere derfor Kirkeværgerne og alle Bønder for Guds Skyld begjerendes at sligt maatte afskaffes der saa vel som andre Steder her udi Stiftet. Beklager ogsaa Kirkeværgerne, at Kirkerne mangensted ikke gives Tiende af Laxefiskende som gammel og sædvanligt været haver, er derfor begjerendes for Guds Skyld, at Kirken ikke maatte skee den Uret herefter.
Er her udi denne Synodo saa beslutte, at hver Guds Ords Tjenere vel vogter sig at han ikke forsømmer sit Embede enten med Prædiken eller de Kranke at besøge. Dersom Nogen findes det at gjøre af Letferdighed, Drukkenskab eller anden Forsømmelse, han skal strax paamindes af Provsten vil da ikke han raade Bod derpaa da skal han indstevnes for Superintendenten og siden med Andre Dannemænd afsættes sit Embede. – Item efterdi her findes i dette Stift saadan Skik, at adskillige Geld haver eet Sogn tilsammen eller en Gaard 2, 3 eller flere, som 2 Sognepræster gjør Tjeneste til, dog hver sit Aar eller visse Tid om Aaret, da er herom saa besluttet, at hvad Rettighed hver haver havt af gammel Tid skal ingen herefter tage sig den til men lade hver nyde Rente om Jndkomst den Tid om Aaret som han Tjenest gjør og skal hver begynde sit Aars Tjeneste den næste Søndag efter Paaske og saa annamme strax Renten med vist og uvist saalænge den hans Tjeneste varer.
Ittem om noget Lig føres af et Præstegjæld til et andet og det bliver begravet, da er herom besluttet, at den rette Sogneprest som den døde længst Tjenest gjort haver skal beholde Udferden, saa den ene Broder skal herudi gjøre den anden saa meget til Tjeneste som begrave et Lig for hannem.
Her hos om nogen Sognemand drager af et Præstegjeld sin Ærinde eller Bestilling til et andet og da enten falder i hastig Sygdom og døde eller i andre Maade komme af Dage og bleve begravet i en andens Præstegjeld af den Sognepræst, som der er, skal alligevel hans Udferd komme til den rette Sognepræst som hannem længst tjent haver Men bliver nogen af et Præstegjeld et Aars Tid omkring da skal Sognepræsten udi hvis Præstegjeld han døer og begraves beholde all Udferd.
Item om Nogen drager af et Præstegjeld i et andet og gjør der sit Brudlup da skal den Præst som Tjeneste gjør, beholde al den Rettighed derfor kan udgives.
Men gaar der nogen Kvinde i Kirke i en andens Præstegjeld, som ikke burde at skee uden drabelig Sag, da skal alligevel Qvinden give Offeren og anden Rettighed sin rette Sognepræst.
Er her og besluttet at ingen Sognepræst skal drage ud af sit Gjeld og gjøre i en andens nogen præstelig Tjeneste enten med „Bruer“ (ɔ: Brude) at vie eller i anden Maade uden det skeer med det andens Forlov og Villie. Dersom Nogen herimod gjør han skal straffes som den ingen Ordning og Skik holde vil.
Er her ogsaa i denne Synodo forbøden Guds Ords Tjenere at skelde paa Nogen uden han veed aabenbarlig Sag med hannem, men haver han noget med nogen Mand, at han da flier det til Rette hos sig selv eller Øvrigheden – Vil han dette ikke lyde da have sig forbrudt den Beskyttelse, han kunde have hos Superintendenten og Provsten og forsvare det selv for verdslig Offrighed.
Item er ogsaa nogen Steder skeet, at naar en Præst haver nogen Trætte med en Anden, da haver han opvakt Bønder og Andre mod den Anden og med sin Skrivelse eller Dikt saa vidt forfødrit (udført) det at hans Medbroder er kommen i Klammer. Er derfor strengelig forbøden, at saadant herefter ikke skeer. Hvem herimod gjør skal straffes som den, der Superintendentens og Provstens Raad og Befaling er uhørig som forskrevet staar.
Udi denne Synodo er ogsaa endrægtelig og venlig forligt hver Bulder og Klammer, der været haver mellem Hr. Peder, Provst i „Fjorene“ og Sognepræst til Vigedal og Hr. Peder paa Hinderaann[121], og haver sig saa paa baade Sider forpligtet denne Forligelse uryggeligen at holde, dersom herimod nogen af Dennem findes at gjøre, have forbrudt sit Embede.
Er her ogsaa i denne Synodo saadan en Sentents af Alle afsagt, at hvilken Sognepræst, som haver faaet sin Superintendens Brev, at han skulle komme til denne Synodum og haver herimod ulydig ladet sig befinde og siddet hjemme skal give 3 Daler til Hospitalet udi Stadander uden de af Krankhed eller ander slig stoer Forfald have blevet forhindrede. Men findes Nogen ulydig og modvillig at sidde hjemme efter denne Dag, naar han af Superintendenten eller Prousten er stevnet og kaldet og haver ikke forn. Forfald, skal holdes for en ulydig Mand og give forn. Hospital 3 Rdlr., gjør han det 2 eller 3 Gange da giver han tilkjende, at han intet agter sin Superintendent eller Proust og er den som Kongl. Maj. Ordinanze slemmeligen foragtet haver, og skal derfor saa være afsagt fra sit Embede.
Under denne Titel fandtes i Christianssands Bispearchiv og findes nu i Rigsarchivet en tyk Foliant af følgende vigtige Indhold:
| A. | Privilegia Capitulorum, der kun bestaar i en Afskrift af Kong Fredrik IIs Stadfæstelse i den ny Fundats af 1571 til Kjøbenhavns Universitet, saalydende: „hvad Gods, som ligger til Domkirkerne, Prælatur, Kannikedomme og Vicarier skulle efter denne Dag stedse og altid blive dertil tryggelig og ei rokkes af ham eller Efterkommere under Guds evige Hevn og Straf over dem, som noget herimod gjøre “. | ||
| B. | Alle Sager, Domme og Breve, som i Staffuanger Kapitel | ||
| handlede og udgivne ere fra 1571–1629 fra | Side | 1–100. | |
| C. | Hospitalets Fundats i Stavanger | – | 101. |
| D. | Kopi af nogle Bygselbreve | – | 101. |
| E. | Christian IV’s Forordning om, at Præsteenker maa drive Handel, og flere Anordninger om Degnepenge skulle erlægges til Stavanger Domkirke og Skole o. m | – | 107. |
| F. | Juramenta primo venientium ad congregationem capitulorum | – | 115. |
Bogen er indrettet af Jørgen Erichsson 1571 og indledes med følgende Ord:
„Hoc ipso anno reverendus & clarissimus vir Dominus præsul noster, Magister Georgius Erichius Hatersleviensis est, ex jussu Sereniss. regis Domini Fredrici, ejus nominis secundi, Collapsæ hujus Diæceseos ordinatus episcopus a clariss. & doctiss., viro D. Doctore paulo Matthiæ Sielandicarum ecclesiarum episcopo vigilatis: Idq. Haffniæ in templo Divæ virginis XXIX Juli, qvi St. Olai olim Inclytæ Norvegiæ Regi ob singularem pietatis & justitiæ laudem sacer est“.
Den første Sag, som forekommer, var den paa Synoden 1573 omhandlede Sag mellem Fogden Bent Nilsson og Jørgen Hemmingson Storck, Sognepræst til Lister, der afgjordes 13de Oktober 1572.
Ved den næste (26de Maj 1573) blev en Hans Povelsen skilt fra sin Kone Kirstine Hansdatter, „der levede uskikkelig sammen med Kongens Foged Thord Benkestok“.
1576 den 21de Marts. Osmund paa Næsheims Datter Beliud havde i Nærværelse af sine Forældre og Mads Markussøn, Sognepræst paa Findø, for 5 Aar siden givet, sit Jacrd til Sivord paa Kingstad. Midlertid havde hun lagt sin Hug til en Jacob Olufson. Kapitlet dømte, at Beliud ej skulde efter Ønske faa Jacob, og begge forbødes at gifte sig med Nogen i 3 Aar. Denne Sentents formildedes af Kapitlet efter Bøn fra Vedkommende saa, at Jacob fik Lov til at ægte sin Beliud, efter at Sigvords Fader Hugo var stillet tilfreds af Jacob med en Sum Penge.
1576 2den April vare i Kapitlet forsamlede Henrik Brochenhus til Elin (Ellinggaard), kongl. Befalingsmand over Stavanger, Ryfylke, Jæderen og Dalerne, Jørgen Erickson, Superintendent, Jon Guttormson, Kannik og Pastor udi Stavanger, Jørgen Svensøn, Kannik og Prædikanter i Stavanger, Rasmus Olsøn, Preædikanter sammesteds. De mæglede forgjæves mellem en Sygne og hendes Forlovede Jacob, som hun havde stevnet for Kapitlet for letfærdig Vandel. Da han derfor negtede at ville ægte sin Trolovede, blev det ham forbudt nogensinde at gifte sig for Forargelsens Skyld paa deres Hjemsted Sogndal og intetsted inden 6 Aar. For sin grove Forseelse dømtes Jacob til at staa aabenbar Skrifte i Sognedals Kirke. Den verdslige Dom har at bestemme, hvad Erstatning Sygne tilkom for lidt Tort o. m.
1579 den 21de Oktober mødte for Kapitlet Hr. Jacob i Suldal og hans Kapellan Peder Stud med deres Klammer. Her kom for Dagen Hr. Jacobs grove Forsømmelse i Kald og Idrætter, idelig Drukkenskab og at nogle vare bortdøde uden Sakrament. Han blev afsat udi 3 Aar fra Embedet, men bevilget at bo i Saudesogn og at nyde Renten deraf til Underhold, medens Hr. Peder gjorde al præstelig Tjeneste. – Følgende Aar, 8de Marts, maatte han atter møde for Kapitlet, fordi han havde herbergeret en Kvinde, der gik i Mandfolkeklæder og tilforn havde tjent Hr. Peder paa Fanø og sat Ild paa hans Gaard med Vilje. – Hr. Jacob, som Intet vidste derom, blev frikjendt, men Pigen førtes til Bergen, hvor hun aflivedes.
1581 den 25de Februar Kapitel, der den gode Mand Erik Munck[122] paa Kongens Vegne vilde høre Kapitlets Mening, om den Brøde, som Aanon Bjørnson i Vegusdal havde begaaet ved at beligge 2 Søstre, kunde sones med Penge. Kapitlet mente, at saadan Blodskam og grov Forargelse ingensinde bør lides hos et Guds Folk, men heøjligen straffes. Hvis man ej vilde straffe paa Livet, burde den Skyldige i al Fald forvises Landet eller Stiftet.
1581 den 2den Marts overhørtes paa Kapitlet i Bispens og Andres Overvær et Menneske, der ikke kunde sin Børnelærdom, men megen forfængelig Læsning, Fabler, Munkedigt o. m. Han dømtes til at staa aabenbar Skrifte og lovede aldrig at gjøre Saadant mere.
1582 4de Juni afgjordes og besvaredes bekræftende Spørgsmaalet, om Astrid Eriksdatter var at betragte som et ægte Barn, skjønt hendes Forældre ej vare viede med de nu sædvanlige Ceremonier, men kun trolovede efter Fædrenes Skik og derpaa havde gjort deres Fæsterøl[123].
1584 10de Juni blev den forfængelige Drømmer Jacob Jonsson forhørt paa Kapitlet. Han reciterede her sin forfængelige Læsen mod Icht (Gigt?), Udborer, Skurffur, Trolle, som elske Mennesker, Sødrreffur, Fossegrim, Høgeboer, Fjeldtrolle, Tumtekal, Neblinger, det er Kirketrol o. m. Han dømtes til at staa Skrift og maatte love under Livs Straf aldrig at bruge saadan Forfængelighed mere. Han bekjendte og, at han haver skrevet Tore Cosmos fem blodige Kors paa sin Krop. Den 17de forhørtes en Kone, som Cosmos[124] havde hentet til sin Kone for Skurffur, og for hun skulde være forgjort, og en Anden, som læste over Folk for smaat flog eller Icht (Gigt).
1585 fandt flere Skilsmissesager for Hor Sted, men et Par, som ingen skjellig Grund havde til Skilsmisse, paalagdes strengelig at leve sammen.
1586 19de August overdroges Hr. Jacob Christensson, Provst i Valders og Hallingdal, at søge at skaffe Svithuns Kirken tilbage en Del Gaarde, som gode Christne i fordums Dage have skjenket, men nu ved Forsømmelse var den forkommen.
1587 28de Februar afgjordes en Skilsmissesag saa, at begge Parter skulde staa aabenbar Skrifte og derpaa skilles.
Efter denne Dom staar i Protokollen følgende Ytring: „Propter crassissimam socordiam & perfidam negligentiam Severini Vincentii Wellei, olim Ludimoderatoris Stafuangriensis & capituli Notarii, nulla capituli negotia in hoc libro annotata reperiuntur. Nam qvidqvid in privatis chartulis annotatum habuit, hinc discedens neqviter secum abstulit“.
1588 17de Januar forlangte Borgemester Christen Nilsson, at den gamle Kirke, som staar paa Kirkegaarden, maatte indrømmes til Raadstue, hvilket bevilgedes mod at Lagmanden med Raadet skulde afskaffe den Ulempe, som blev brugt hos samme Kirke ved Drukkenskab og anden Uskikkelighed, hvilket han lovede og tilsagde.
1588 9de Novbr. Daniel Olufson anklagede først for Bergens og siden for Stavangers Kapitel sin Hustru for „Uskikkelighed, Bortrømmelse, Slagsmaal, Undsigelse, Gods Fratagelse og Utroskab efter Nilz Bildts Stevning, men da hun ej vilde møde, maatte Manden tage Rigens Stevning for Kongens Statholder“[125].
1589 24 Februar blev en Skottekvinde, som havde nydt Nadveren uden Overhørelse og Afløsning, dømt til „inden 3 Dage at forlade Menigheden og aldrig mere at bruge saadan grov og daarlig Handel“.
1589 22de Septbr. blev Ingeborg Jacobsdatter skilt fra sin tyranniske Mand; klagede en Brynhild over Trun Hugstad, der havde lovet hende Ægteskab, foræret hende Ske og Ring, men udsat Trolovelsen; forbødes Sven Skomager at ægte en Kone, hvis Mand havde været borte i 5 Aar, „fordi hun ej i den Tid havde skikket sig ærlig“.
1590 7de April fældtes Dom i en Sag mod Syvert Bundeson, som efter 20 Aars Ægteskab havde rømt fra sin Kone i Kvinesdal og for 4 Aar siden ægtet Mogens Kruges Datter i Hjelmeland. Dommen faldt, at den sidste Kone skulde skilles fra ham; men hun da have Frihed til at gifte sig, dog i et andet Len.
1590 17de Juni mødte Peder Clausson, Sognepræst i Undal og Provst i Listerlen med Bispens Stevning i en Ægteskabssag o. m. (se P. Claussons Levnet af A. Faye).
1591 22de Septbr. stevnedes Magdalena Ingebretsdatter, fordi hun 25de Marts i Talgø Kirke ved forargeligt Klammer, Bulder, Banden og Trusler havde ej blot forstyrret Torgels Aslakson, medens han sad paa Knæ for Hr. Marcus Magnussen og ilde gjort sit Skriftemaal, men hindrede ham og Flere i at nyde Sakramentet og forstyrrede Gudstjenesten. I Kapitlet undskyldte hun sig med sin Hastighed og Daarlighed, faldt paa Knæ, bad om Naade, tilbød at staa aabenbar Skrifte i Talgø Kirke og rømme Stiftet, og hverken bruge Trusel, Banden o. m. mod Hr. Markus, Trugels eller Familie. Paa disse Betingelser fik hun Naade.
1591 22de Septbr. erklæredes en Bodil fri at være for sin bortrømte Mand og fik Lov til at gifte sig med en Anden.
1592 4de Marts mødte Jacob Jonsønn og gav tilkjende, hvorledes hans Fader Jens Olufson pas Horigdal[126] i Frolandssogn havde for nogle Aar siden givet Gregorius Salvesønn sin Datter Ingerid, holdt deres Trolovelse og siden lyst deres Ægteskab af Prædikestolen 2 Søndage, men da der skulde lyses 3dje Gang, blev Gregorius ihjelslagen paa Vejen, da han skulde hente Ingerid. – Under Trolovelsen havde de avlet et Barn. Der spurgtes nu, om det var at regne for ægte eller Frillebarn. Kapitlet dømte, „at da deres Ægteskab aabenbarlig var lyst i den christne Forsamling, hvilket er det rette Ægteskabs Fundament, erklæres Barnet for ægtefødt“.
1594 18de Januar bekjendtgjorde Knud Knudsen, Befalingsmand over Utstejns Kloster, og Rasmus Olufson, Guds Ords Tjener til Rendesø Præstegjæld, at de for Konsistoriet vare blevne forligte, saa at Knud afstod til Rasmus hvad Ret han havde til Søvsbo og Hvidingsø, mod at Rasmus afstod sin Ret til Utstejn og tillod Knud der paa egen Regning at holde en Præstemand, paa det Knud desto oftere med sine Folk kunde faa Guds Ord at høre. Dette skulde vare, saalænge Knud havde Klostret. Siden skulde Klostersognet komme under Hyxkens (Hausken) Præstegjeld igjen efter den Skik, Statholderen derpaa gjorde.
1594 18de Juli mødte for Kapitlet udi et almindeligt Præstemøde Peder Clausson og Jørgen Storck angaaende en langsommelig Trætte dem imellem, især angaaende Storcks misligede Levnet og Embedsførelse. Sagen endte med, at Kapitlet erklærede Storck afsat fra sit gejstlige Embede[127].
1594 19de Juni stevnede en Mand sin Hustru, „fordi hun ej agtede ham mere end en Hund“. Da hun i Kapitlet faldt paa Knæ og bad om Forladelse, forligedes de, – og den 21de forlangte en Mand „for Christi Død“ at skilles med sin Kone, men det blev afslaaet.
1594 23de Septbr. fik Hr. Christen i Jaasund en alvorlig Admonition om at holde de anordnede Helligdage hellige.
Samme Gang blev Hr. Anders Enarson, Sognepræst i Kvinisdal, dømt til at bøde 4 Daler til Stavanger Hospital, fordi han uden Trolovelse og Lysning havde taget en Kvinde til sig og derpaa sendt hende hjem igjen, fordi hun havde onde Saar paa hendes Been. Ligesaa bilagdes ved samme Lejlighed den lange Bulder og Trætte, som havde fundet Sted mellem Hr. Anders og Sven Guttormson om noget Jordegods. Sven skulde have den solgte Part i Thus tilbage mod at betale Hr. Anders tilbage Kjøbesummen 19 Rdlr., og „den skulde være ære- og ordløs, som paany yppede Trætte om dette og andre Sager“.
1594 11te Oktober blev Hr. Jon Olufson afsat fra sit. Kald for sit løsagtige Levnet med en Kvinde i Egersund[128].
1594 15de November fremkom Hr. Jens Buch, „som udi Robert Schneiders Datters Bryllup havde med nogen Spot, forhaanisk Dicht drukket Mr. Jørgen Erichssons Datter Susanne en Speglose til«. Hvorfor Hr. Jørgen adspurgte ham, om han vidste hans Datter Noget at beskylde i nogen Maade, „og spurgte ydermere om dette var hans Tak for sin Øl og Mad han havde givet ham“. Dette fortrød han med grædende Taare.
1595 3dje Marts indstevnedes en Mand, som havde begaaet Svig med sin Tiende. Han lovede Bedring. Samme Dag fremmødte en Gurine, som var berygtet for Trolddom og anden forfængelig Signelse og Spaadom. Hun læste Troldbolk (?), kunde læse for Kvinder, som pines med Barn, at de maatte snarligen føde; for dem, som vare forgjorte, for Smaatrolde, for Toftekalfur. For sin Forfængeligheds Skyld blev hun forvist Lenet.
1595 17de Juni forligtes Hr. Morten i Sogndal og en af hans Sognebønder. Den, som brød Forliget, skulde være ære- og ordløs. Den 20de August blev et Ægtepar separeret paa 3 Aar for Uforligelighed. 22de August blev en Mand skilt fra sin Kone, der var rømt fra Manden og 2 Børn, med en Skalk. – Samme Dag blev en Povel skilt fra sin Trolovede, som for 3 Aar siden var rømt og ej hjemkommen, uagtet Hr. Povel Christensson i Landvik havde lyst fra Prædikestolen 3 Gange efter hende. Han medførte godt Skudsmaal fra Menigmand i Hommedal og Pros Lauritzon[129].
1596 20de April anklagedes en Hans Madson for at have avlet Barn med en Mands Stifdatter. Han negtede at ægte hende, „da han ej var hendes Mømand, men betalt hende 8 Rdlr. for Møret og lovede at forsørge Barnet“.
1596 paadømtes paany Sagen om Ægtheden af en Arnes Børn. Allerede 2den December 1593 var Sagen for i Kapitlet. Arne havde nemlig med sin Tjenestepige Torborg havt Barn, medens hans gale Kone Astrid levede. Han blev efter hendes Død viet til Torborg af Hr. Jacob Michelson, Præst i Sætersdalen (senere i Saude). – Raadmand Speckmand og Olaf Einarson oplyste, at Hr. Jacob havde provet for dem, at han aldrig havde havt „Bispens* Hr. Joen Guttormsons Brev eller Samtykke til at gifte Arne med Torborg. Derhos fremlagdes et Ordskurd fra Jon Simunsson, Laugmand paa Agdesiden[130], at Torborgs Børn ej vare arveberettigede, førend de med Bispens og Kapitlets Brev kunde bevise, at de vare ægtefødte. Kapitlet dømte, at da Hr. Jacob havde viet dem uden Bispens Tilladelse paa eget Raad, kunde Torborgs Børn ej gaa i Arv med Astrids.
1597 17de Juni dømtes Christen Pedersson i Jaasund, Sognepræst til Haaland. 23de Septbr. 1594 havde han faaet en streng Admonition, fordi han ej holdt de anordnede Helligdage. 17de Juni fældtes følgende Dom, efter at flere af hans Bygdefolk havde aflagt Fuldbogsed paa deres Klagers Sandhed. „Da Christen Pedersson for nogen Tid er beskyldt for stor Forsømmelighed udi hans Kald baade med Helligdages Hold og de Kranke at besøge, hvilket noksom var bevist, og derfor af sin Bisp og Superintendent aabenbar paa Kapitlet var paamindet og da lovede Bedring, hvilket han dog ikke havde gjort og allermindst da han idelig og stedse er kommen drukken udi Kirke og høre Folk udi Skriftemaal og holde Messe og Prædiken og det ikke kunde udrette for hans Drukkenskab, saa han undertiden ej havde det Evangelium udi Prædikestolen, som han havde for Alteret, men en anden Text, item med Tugt at sige, han haver ladet sit Vand udi Prædikestolen og spilt Altervin paa Jorden for deres Fødder, som gik til Sakramentet og været mestendels altid drukken til at udrette de Parter, som hans Embede tilsiger, desligest med uskikkelig Banden og Skjelden – saa dømmes han til Afsættelse“[131]. Samme Dag forligtes et Par Sager, hvori Hr. Peder Jacobson, Sognepræst til Hinderaa eller Nærstrand, var Part. Hr. Peder lovede at give Bør Husatofts Datter 12 Rdlr. og et Tørklæde til Erstatning, fordi han havde begjært hende for sin Søn Olaf, men siden ej vilde fuldføre det[132].
1597 22de September stevnede Hr. Jacob Clausson, Medtjener paa Lister, Hr. Anders Jørgensen angaaende hans ulovlige Kaldsbrev.
1597 22de September stadfæstede Kapitlet et Brev, som Jon Guttormsson, fordum Superintendent, 1552 havde givet Gunnar Aslakson i „Udsted“ Sogn i Bygland, hvori han gav ham Lov til at skille sig ved sin utro Kvinde Helge og ægte en anden, og et andet Brev af Lagmanden paa Agdesiden Jon Svendson[133] 1563 angaaende Arveretten af det andet Ægteskabs Børn.
1598 28de Marts. Magdalene Gestaker klagede over sin tyraniske Mand, og da Hr. Jacob paa Hjelmeland forholdt ham Sakramentet, blev han endnu værre. Hun forlangte derfor Skilsmisse; men da han bad for sig og lovede Bedring, og Flere gik i Borgen for ham, fik han Tilgivelse af Magdalene.
1598 17de Juni. Borgermester Christen Nilsson tiltalede Hr. Peder Henriksson Skolemester, fordi han i Drukkenskab havde i hans Hus overfuset hans Kone og Datter, skjeldt denne ud for Bispens Trappedrager o. m. Han fik for gode Folks Skyld Tilgivelse. Hr. Peder blev ogsaa anklaget af Hr. Knut Michelson, Sognepræst i Stavanger, fordi han havde beholdt Indgangskoneofferet, der blev lagt paa Alteret, da han havde faaet Tilladelse til at prædike 3dje Dag i Festen. Hr. Peder blev forbudt at forrette uden Sognepræstens Tilladelse og blev befalet at tilbagelevere det tagne Offer. Mester Jørgen klagede ogsaa over Hr. Peder, at han ej opførte sig mod sin Biskop, som han burde og som han lovede, da han ordinerede ham. Da Hr. Peder med Taarer bad ham om Naade, tilgav Bispen ham.
1598 17de Juni. Berit paa Ørsbø i Rendisø klagede over sin Mands Tyranni, og at han var løbet bort fra hende. Da hun desuden fremlagde godt Skudsmaal fra sin Sognepræst Hr. Rasmus, fik hun Lov til igjen at gifte sig.
1599 12te Januar tiltalte Mr. Jørgen Hr. Peder Henrickson Skolemester for sin Ulydighed mod sin Bisp, da han ej vilde lade Skoledrengene synge Rettermanden M. Christens Lig til Graven, da ogsaa de øvrige Præster mødte. Paa gjentagen Varsel mødte han vel, men da Hr. Jørgen efter Ligprædiken satte ham tilrette, begyndte Hr. Peder at overskjende baade Bisp og Præster. Hr. Peder blev derfor stevnet for Kapitlet, men vilde ej vige og ej indgaa Forlig[134].
1598 11te April bekjendtgjorde Jørgen Erichsson og Kapitlet, at Hr. Christen Pedersson, Sognepræst til Haaland var afsat for Drukkenskab o. m. I dette Referat tillægges, at man klagede „i Sonderlighed for den slemme og ulidelige Stank og Lugt, der stod af ham“ o. s. v., og at den endelige Dom blev Afsættelse, undtagen „Kongen vil hannem have forskaanet og oprejst igjen“, og Haaland med Annexer have Frihed at kejse og udkaare en gudfrygtig og lærd Mand til Sognepræst. „Skjønt Hr. Christen i 2 Aar har været afsat fra Embede, har man dog først i disse Dage forlangt hans Dom beskreven[135].
1598 6te December dømtes to letsindige og trættekjære Folk til at leve christeligt sammen, og det overdroges 2 Dannemænd at bestemme, hvad Jon Baadsmand skulde betale en Pige, han havde beligget, for hendes Jomfrudom.
1600 3dje Marts dømtes en Pige at sidde 3 Aar ugift, fordi hun letfærdig havde narret en Mand.
1600 17de Juni blev Antonius Frantzøn stevnet af Hr. Jørgen, fordi han havde rømt fra sin Tjeneste i Lunds Præstegjeld, i mange Uger ligget i Stavanger i Hans Vævers Hus, som holdt en løs Kvinde, og der drak Nat og Dag. Siden drog han med benævnte løse Kvinde til Bergen og havde været 3 Aar fra sit Kald trods sin Haandskrivning og Bispens Advarsel. Han blev nu dømt fra Embedet, forvist Stiftet og erklæret æreløs.
1600 18de Juni. Nils Jensen havde forgangen Vaar under Visitatsen af Bispen i Topdal Kirke begjært at blive skilt fra sin Hustru Karine, der paa 4de Aar havde forladt ham. Han oplyste ved Brev fra Hr. Lauriz Tomison, Sognepræst til Effue og Prosvt i Raabygdelag, at Karine 4de April 1600 havde erklæret, at hun vel Intet havde at klage over sin Mand, „men dog aldrig efter denne Dag vilde komme til ham“. Der paastodes og, at hun ej var den Kvinde, en Mand kunde bo hos, for hendes Daarligheds og Uforstandigheds Skyld. – Kapitlet troede, at Nils burde være sin Kvinde kvit, hvis (ej?) Peder Grubbe til Aalstrup, Befalinggmand i Lenet[136] selv eller med Provsten anderledes kunde forhandle. Skede det ej, burde han have Lov til at indgaa andet Ægteskab, men hun af Øvrigheden straffes.
1600 27de Juni. Christen Trane, Foged i Stavanger, klagede over en Mand Olaf, som havde lovet en Anden, Torgeir, sin Datter, men brudt Løftet, da han ej var saa rig, som han først havde troet. Olaf maatte give Torgeir 10 Rdlr. og 5 Rdlr. til Hospitalet for Forargelsen. Derimod maatte Torgeir give Olafs Kvinde 2 Rdlr. for en liden Skade, han gjorde hende i Fingeren.
1600 14de Juni erklærede Kapitlet i Anledning af en Forespørgsel, at der i Kapitlets Bøger Intet fandtes om, at Hans Klingenberg havde avlet nogen Datter i Hor; men at man havde hørt, at Hans Klingenberg havde været en Guds Tjener, boende først i Karmsund, dernæst paa Skudsgjert paa Findøen og sidst i Ly, hvor han ligger begraven i Thime Kirke.
1601 14de Marts og 17de Juni var for og afgjordes i et talrigt besat Kapitel under Bispens Forsæde en forargelig Strid mellem Anders Jørgensen i Vandsø og hans Medtjener Jacob Clausson, saa begge bleve afsatte[137].
1603 3dje Maj klagede Anne Simonsdatter over Søren Knudsøn, Sognepræst til Eidsfjord, som havde lovet hende Ægteskab, men ej fremholdt samme, men med Hug og Slag utilbørlig havde overfaldet og forjaget hende, og fremlagde Stevning fra Lauriz Kruse, til hvem Kapitlet anbefalede hende for at faa Ret, da Søren ej mødte.
1603 23de September. Oluf paa Raasvig indstevner en Siri, som ej vilde fremholde et Ægteskabsløfte, skjønt der var lyst 1 Gang for dem; men da de mod Loven havde trolovet sig uden Præstens Nærværelse, og han var kommen i nogen Phantasi, erklæredes hun fri at være.
Dette er den sidste Sag, som forekommer under Jørgen Erichsson; thi herpaa følger 2 rene Blade med denne Paaskrift paa det sidste:
„Anno Domini 1605 feria in pentecosto, qvi fuit M. Mai D. XXI mandato Serenissimi D. & N. regis Christiani IVti ordinatus est solenniter Episc. Stav. Laurentius Nicolaus Claudii Scavenius a D. Petro Vinstrupio in templo D. virginis, qvod est Hafniæ Danorum.“
Forligelsmaal imellem Mr. Jørgen Ericksson Superintendent udi Staffuanger Sticht og her Anders Jørgenssen Sognepræst paa Lister, sampt Hr. Jacob
Superintendenten havde paa Embeds Vegne indstevnet Anders Jørgensen Storck[138], Sognepræst i Vansø Præstegjeld, og Jacob Clausson, hans Medtjener i Spind og Heraud Annexer, fordi de i langsommelig Tid havde ligget i stor Trætte sammen og derved vakt stor Forargelse. Da der befandtes Skyld paa begge Sider og Parterne havde afbedet deres Forseelse hos Superintendenten, mæglede Jacob Trolle, Lauritz Kruse, Anders Matt og Christopher Dall i de kongelige Fuldmægtiges Nærværelse og efter deres Begjæring saadant Forlig mellem Parterne, at de under deres Kalds Fortabelse skulde for Fremtiden holde Fred indbyrdes, troligen rygte sit Embede og være sin Biskop og Provst hørige og lydige. Anders Jørgensen skulde beholde Jacob Clausson som sin Medtjener, indtil han paa et, andet Sted lovligen kan blive forseet, og lade ham nyde og beholde Gaardene Frestad, Kottland og Heskestad samt al visse og uvisse Rente af Sognene Spind og Heraud, hvorimod Hr. Jacob skal bevise Hr. Anders som sin Sogneherre al Lydighed og Tjenstagtighed. I lige Maade blev Hr. Anders forligt med 6 Mænd af Lister, der tiltalte ham, fordi „han med sine Stevninger dem til stor Besværing og Omkostning skal tribulere og bemøde“, fordi de havde tildømt hans Medtjener at besidde Gaarden Frestad, – saa at al Trætte for Eftertiden skal bortfalde (F. Brandts Uddrag af Herredagsprotokollen for 1599 i Manuscr.).
Stormægtigste, høibaarne Første og Herre, Hr. Christian den Fjerde med Guds Naade Danmarks, Norges, Venders og Gotters Konningh vores allernaadigste Herres tiltorordnede at sidde Retterting her udi Bergen, vi efterskrevne Axel Gyllennstjerne til Liungbygaard, Statholder her udi Norge, Eske Brock til Estrup, Christian Holck til Høigaardt og Niels Kragh til Aggerskrogh, gjøre Alle vitterligt, at Aar efter Christi Byrd 1599 den 12te Juli her paa Bergenhus vare vi over en venlig Kontrakt og Forligelse imellem hæderlig og højglerdt Mand Mester Jørgenn Erichszenn, Supperintendent udi Stafuanger Stigte paa den ene og hederlig og vellerdt Mand Hr. Peder Henrichsenn, Skolemester udi Staffuanger paa den anden Side“. Og ere de med saadan Vilkor forenet og fordraget, som efterfølger: Først at forn. Hr. Peder, under hans Æres og Embeds Fortabelse skal efter denne Dag aldrig enten med Ord eller Gjerning opsætte sig mod forn. sin Superintendent, lønlig eller aabenbarlig som nu (desværre) skeet er, men med al Underdanighed at være hannem hørig og lydig. Efter Ordinantsen desligeste skal og forn. Hr. Peder pligtig være at holde en Hørere med sig udi Skolen herefter og den med tilbørlig Underholdning at forsørge og have en god Forligelse øg Omgjengelse med hannem som forrige Skolemestere gjort haver, og skal samme hans Hører udi lige Maade igjen udi al Billighed være hannem hørig og lydig og med hannem igjen have en god Forligelse og Omgjengelse; skal og forn. Hr. Peder herefter vogte sig for letferdige Skjelden enten mod Sognepresten eller andre hans Medbrødre, meden stedse holde godt Fred og Enighed med dennem saavelsom med hver Mand, og om nogen Uenighed kommer imellem dennom skal hans Superintendent med andre vise Mænd ransage det og da skulle forn. Hr. Peder og hans Vederpart lade sig nøie med hvis hans Biskop med andre Dannemænd sige dennom imellem. – Skal og forn. Hr. Peder forpligt være at holde sig ædruelig og skikkelig udi hans Levnet med gode Sæder, baade hans Discipler og andre til et godt Exempel og ei gjøre eller samtykke Bulder, Partemente eller oprørske Handel herefter, og om han sig herudi noget forseer da af hans Superintendent at lade sætte sig til Rette, Item han skal uden nogen Forsømmelse flittigen lære og tugte Ungdommen udi Skolen og dennom udi Tide straffe, naar de sig forseer, ikke af Had eller Afvind, men som en Fader pleier at handle med sine Børn. Item hvis Deschannt Penge, hannem med hans Discipler gives eller og andet som dennom skjenkes enten udi Brøllupper eller for Lig skal han udi Superintendentens og Predikantens Nærværelse retferdigen uddele iblandt hans Discipler, Item han skal og forpligt være, at være Staffuanngers Kapitel og hendes Lemmer huld og tro, baade med Ord og Gjerninger og aldrig „attuide“ deres Skade eller Afbrek udi nogen Maade. Men stedse at søge deres Gavn og Bedste af yderste Formue Skal han og herefter aldrig lade sig bemerke eller findes at have Had eller Avind mod nogen af dennom eller deres Børn og Folk som han nu haver været fortørnet paa, men stedse holde sig mod dennom venligen og tilbørligen roligen og fredsommeligen og ei efter denne Dag at lade sig bemerke med Hofferdighed eller Trodsighed enten mod hans Superintendent eller Andre, enten Guds Ords Tjenere eller i hvorsomhelst det være kan udi nogen Maade, skulle de og i lige Maade dennem venligen roligen og fredsommeligen forholde imod hannem igjen uden han dennom mod forn. Artikel dertil foraarsagendes vorder. For det sidste skal han forpligt være at opsige Skolens Befalling og til gode Rede at levere fra sig hendes Inventarium til hans Superintendent, naar der udi Staffuanger Stift kan vacere og ledigt blive noget prestligt Kald, som han lovligen kan forhjelpes til.
Disse forn. Artikler med alle sine Punkter bepligter han sig at holde ubrødeligen under den Straf, som forskrevet staaer, at dersom saa befindis at forn. Hr. Peder udi nogen disse forn. Artikler sig forseendes vorder, og det hannem lovligen overbevises kan, da skal han strax dermed sit Kald og Embede have forbrudt, des til ydermere Vidnesbyrd at de udi vores Nerverelse udi saa Maade som forskrevet staaer ere venligen og vel forligte, trøkker vi med dennom vores Zigneter herneden under Actum ut supra.
I den første Prædiken gjør han opmærksom paa, „at Jonas er en Figur paa Jesu Christi Pine og Død og ej er det Barn, Elias opvakte, men Jonas Amithai Søn (2 Kong. 14.)“. I samme ytrer han: „Mange Regenter ere saa Gud forgangne, at de baade selv foragte Guds salige Ord og Tjenere, og aldeles ingen Omsorg have for Kirkens og Skolens Forfremmelse, idet de (saameget dennom tilstaar og muligt er) tager fra Kirken og Skolen hvadsomhelst gudfrygtige Folk i fordum Tid deres Ophold havde tiltaget“. Senere skildrer han Husregimentet og viser, at det der stod saare ilde til.
I 3dje Prædiken over: „Jonas gjorde sig rede at fly“, viser han, „at den retteste Vej og bedste Maade til at undfly al Vaade og Fare med, være sig Dyrtid, Hunger, Fattigdom og anden Plage og Elendighed, er udi sand Gudsfrygt og Lydighed, at hver bliver i sit rette Embede og Kald, og derudi troligen tjener Gud Almægtigste“.
I 5te Prædiken over: „der begyndte en svar Storm“, paaviser han mod Tidens almindelige Overtro, „at Storm, Uvejr og Rørelser i Luften ej hidrøre som Mange mene fra Troldfolk, men sendes af Gud“ (Amos 4.). Hverken Djævelen eller nogen Troldfolk kunne af deres egen Kraft gjøre Vejr eller Storm, Haggel, Lyn, Torden. – Det er stor Vantro og Afguderi at tillegge Djævelen den Ære. – De Synder blandt Menneskene, som fortjene Guds Straf, ere utallige, besynderlige med den store Fraadseri og Drukkenskab. De Rige rive og skrabe til sig med Ret og Uret, hvad de kunne overkomme fra deres fattige Næst, saa de altid have den Fattige i Pungen. De Fattige synde ogsaa storligen baade ved Overflødighed i Mad og Drikke og med Klædebon over deres Evne og Formue, og derforuden ikke aleneste med stor Falskhed og Bedrageri saa de i Skat, Tiende og Landgilde give det værste og ringeste, som de kunne komme tilveie med, og en Part ere saa tilsinde, at de ei betænke sig paa at sælge Avner og Saaer for rent Korn“.
I 6te Prædiken over „Skibsmændenes Frygt, Bøn og Paakaldelse“ findes en smuk og grundig Udvikling om Bønnen, og i 7de over „Jonæ Søvn om „hvorledes Samvittigheden vækkes og læges“.
I 8de over: „Jonæ Examen og Svar“ advares imod de mange Sværmere og Gjendøbere, som fra fremmede Lande komme ind i Landet, og Kirkens Lærere paalægges især at have vaagent Øje med, at grumme Ulwe eller skadelige Lejedrenge ej skulle indsige sig og nedbryde Guds Menighed, hvorpaa Exempel anføres. Han paaminder blandt Andre og Husbønder ej at „tilstede deres Folk at hengaae efter egen Villie eller forlokke Andres; men derimod dagligen at holde Examinats med deres Børn og Folk, besynderlig udi deres Katechisme og Børnelærdom, at den ei forsømmes og forglemmes og de siden blive som ufornuftige Kreaturer eller Bester uden Forstand i Guds Ord og gode Seder“.
I samme Prædiken findes følgende Ytringer, der have rig
Anvendelse ogsaa paa vor Tid:
„Det er Predikanternes Embede at overhøre og udgranske deres Tilhøreres Vilkaar om deres ganske Levnet og troligen paaminde dem hvor Forseelse kan findes, endog den største Part ikke gjerne vilde lade sig examinere eller straffe af Nogen, men dersom hans Naboer kunde blive overhørte og straffede saa han meget heller, ligesom og en Part Øvrigheds Mænd og ypperlige verdslige Personer se vel gjerne at Prædikantere vilde stedse overhøre Undersaatterne og de Personer, som udi Nederstat ere og dennem flittelige og skarpelige formane og straffe. Men at Nogen skulde dem selv paaminde og straffe, det se de ikke gjerne. Og tvertom vilde og Undersaatterne og Almues Folk saare gjerne, at Prædikanten udi alle Prædikener med Straf og Paamindelse skulde fast indstøde paa Øvrigheden og andre høie og ypperlige Personer og mene, at saadanne Folk skulde vel være Straf værd og de selv skulde findes uskyldige. Men dette er ikke vel tænkt paa nogen Side; thi alle Mennesker baade høie og lave, den ene saavelsom den anden, have vel Behov at holdes Regnskab med og er det derfor tilbørligt, at den ene med den anden bliver paamindte, straffede og formanede af Guds Ord, som herudi ikke anser Nogens Person.
Af Jonæ Exempel lære vi og at examinere os selv og bekjende at vi ere Syndere (1 Joh. 1). Bekjendelsen er 2 Slags 1) at bekjende alle sine Synder for Præsten som Papisterne og 2) almindelig Bekjendelse (Luk. 15. Neh. 1. 9. Ps. 32. Matth. 3. Jac. 5.). Skjønt Ingen i Skriftemaal bør nødes til at opregne alle sine Synder, som desuden er umuligt, „saa har dog den christne Kirke stedse holdt saadan en Bekjendelse og Skriftemaal storligen at gjøres Behov og ved Magt holdt i Menigheden, og det for mange nyttige Sagers Skyld“.
9de Prædiken over: „Skibsfolkenes Gjerning og Jonæ
Dom over sig selv“. Af Skibsfolkene skulle Sjælesørgerne
lære at behandle bedrøvede Syndere i al Venlighed (Gal. 6).
Efter at have vist, hvorledes Sjælesørgeren skal behandle en
Synder, tilføjer han: „Naar vi se en arm Synder, skulle vi
med Ambrosius sige: Aut sumus, aut fuimus, aut possumus
esse, qvod hic est“. – Jonas fandt sig taalmodig i den fortjente
Straf. Vi skulle straffe os selv og gjøre godt hvad
ondt vi have bedrevet (Zachæus). Augustin siger: „Peccatum
non remittitur, nisi ablatum restituatur, cum restitui potest“.
10de over: „Jonas kastes overbord“. Jonas er en Figur og Bemaling af Christi Pine og Død.
11te over: „Gud sender en Fisk, som sluger Jonas“. Heraf læres Guds Forsyn, som er 1) almindeligt, 2) besynderligt og 3) særdeles besynderligt mod Kirkens udvalgte Børn. Jonas, Joseph, Israel, Elias, Jesus o. fl.
12te over: „Fisken kaster Jonas paa Land“ er en fuldkommen Figur paa Christi Opstandelse, 1 Cor. 15. Flere Vidner om Opstandelsen anføres, hvorpaa Christi Opstandelses Gavn for os grundig udvikles.
Cap. II af Jonas.
I. Prædiken over: „Jonas Bøn og Lov i Fiskens Bug“. Saadanne Lovsange omtales Exod. 14. Dom. 4. I Sam. 2. 2 Kong. 19. 20. Luc. 2.
1) I vor Nød skal vi som Jonas paakalde Gud, men ingen Helgen, Engel eller Kreatur, og vi faa Hjælp. David, Josaphat, Daniel; men „istedetfor at bede med Tro hyle, knurre og fnyse Mange“.
2) Korset lægges paa os af Gud. Jonas, Jesus, Jacob, Paulus.
II. Prædiken om Midler til at modstaa Fristelser.
Jeg tænkte paa Herren og gjør Poenitents (Joel 2. Ps. 103. Matth. 11. Luk. 15. Joh. 1. 1 Joh, 1). „Frygter Du for Helvede, som dine Synder har fortjent, saa tænk paa Jesus Christus, som har forstyrret Helvede; frygter Du for Adskillelse fra Forældre o. s. v, saa tænk paa Jesus Christus, som har forhvervet hvad langt bedre er (Joh. 14. 2 Cor. 5.); frygter Du for Døden, tænk paa Jesum Christum, som har overvundet Synd, Død og Satans Rige“. Joh. 11.
Andre holde sig til Djævelen, Troldfolk, Signere eller det, som er forfængeligt, res nihili, vanitas.
Jonas takkede Gud for Frelse. Vi skulle mindes, at Gud af os fordrer Taknemmelighed, som indskjærpes.
Cap. III af Jonas.
I. Prædiken over: „Gjør Dig rede og gak til Ninive“.
Alle tro Prædikere skulle rette sig efter Guds Ord og Befalning og ikke efter Menneskenes Digt og Paafund. Ligesom Jonas „maa Lærerne være ret og lovlig kaldede og beskikkede til deris Embede og Intet lære uden Guds rene og klare Ord“ (1 Pet. 4. Rom. 12).
Jonas viste sig taknemmelig for Frelsen ved at lyde Guds Kald. Verden glemmer snart Guds Naade og Frelse. Seer de Syge! „Naar Hovedet er lægt er Skurven glemt“. „Naar den siuge han beder faar, bliffuer argere end han fører vaar“. Naar Fattige blive rige, blive de hoffærdige. „Ingen Ragekniff skarpere kan skjere end den Fattige, naar hand bliffuer Herre“.
II. Prædiken over: „Jonas forkyndte Ninive Undergang“.
„Han talte høit og aabenbare, ei med Hvisken og Tisken eller Mumlen, ei i Vinkler og Vraaer kom de daarlige Gjendøbere, ej som Papisterne paa Latin, som hver Mand ikke forstaar“.
„Jonas er et Mønster baade for Lærere og Folket“.
„Dersom Prædikerne udi deres Prædiken ikke ville udtrykke Sandhed, men prædike eftersom hver havde Lyst til at høre, saa de Ingen vilde fortørne, paa det de kunde holde og have Gunst og Venskab for Alle, da gjorde de hermed baade sig selv og deres Tilhørere en evig Skade og Fordærvelse“ (Ezech. 33. Jer. 48. 1 Cor. 9). Han gjentager og udvikler derpaa meget sandt og smukt, hvad han i Fortalen har ytret om Lærerembedet og dets Betydning og Ansvar, og tilføjer derpaa, hvad Tilhørerne ere pligtige til. Han formaner dem til „at lade sig undervise af Guds Ord og ingenlunde fortale og beklaffe Ordet og Ordsens Tjenere“, meget mindre at hade og forfølge dem, men heller elske og gjøre dem tilgode, som sige dem Sandhed og vise dem Vejen til det evige Liv. „Thi efterdi vi pleje at holde dem for trofaste Venner her udi Verden, som vare os ad for Skade og ere dem derfor alt godt pligtige. Da burde os meget mere at holde dem for vore trofaste og bedste Venner, som advare og hjelpe os fra den evige Skade. Men nu tvivler jeg ikke paa, at der findes jo nogle „Loukjøne“ (Lovkyndige), Hyklere og veltalende Ordgydere, som anderledes dømme derom og sige: at Presterne med deres skarpe og strenge Prædiken kunde Intet udrette, men heller gjøre Folkene forbittrede og hadske imod Lær- dommen og dem selv og synes dem derfor bedst og raadeligst, at de overgive Lovens strenge Prediken og stedse prædike Evangelium. – Hertil svarer jeg saa, at den strenge Prædiken, som skeer efter Guds Ord, lader ingen Guds Børn sig forarge udaf, meget mindre lade sig fortørne (om de ere ved Skjel og Forstand) paa Guds Ord eller Ordets Tjenere, som sige dem Sandhed paa Guds Vegne, men fast heller derfor takke dem. Men her skulle vi vide, at det de Ugudelige rase og fnyse imod Guds Ord og Ordets Tjenere, det er ikke Ordens eller Tjenernes Skyld men Skylden findes hos de ugudelige og forstokkede Mennesker selv, som Djevlen saa have forblindet, at de ikke kunne fordrage Sandhed, paa det de ikke skulle omvende sig fra deres onde Veie og blive salige. Derfor kan nu Guds Ord intet Gavn skaffe hos de gjenstridige og ugudelige Mennesker?“.
III. Prædiken over: „Folket i Ninive troede og klædte sig i Sække“. Det lærer os at gjøre Poenitents. Han advarer mod 2 Vildfarelser, 1) at et gjenfødt Menneske ej kan synde, ja at hans Synd er Gud velbehagelig. „Denne er en fordømmelig Lærdom indført af Djevelen (Saul, David. 1 Cor. 10. 2 Pet. 2. Aab. 2.), 2)at den, som efter sin Daab og den da erholdte Syndsforladelse synder, kan ikke igjen komme til Naade hos Gud“ (Jer. 3. David, Petrus. Luc. 15).
„Poenitens (paa hebraisk Nicham) betyder baade,„at angre og trøste sig“. Den har 3 Dele: 1) Anger og Ruelse, som kommer af Lovens Prædiken og Samvittigheds Forskrækkelse. 2) Troen. „Den er ikke aleneste et Vidskaff udi Menniskens Sind om Guds Forjettelse, men er ogsaa en fast Tillid udi Hjertet og Villien, som uden al Tvivlagtighed lader sig nøie med, at Gud vil forlade ham alle sine Synder og annamme ham til Naade og Venskab igjen for den eneste Meglers Christi Skylde. Troen kommer af Evangelii Prædiken. 3) en ny Lydagtighed som er Troens Frugt (Ez. 1. Luc. 6. Rom. 6. 8. Eph. 4.).
„Assidue peccantibus assidue necessaria est poenitentia“. Augustin.
IV. Prædiken over: „Kongen aflagde sit Purpur o. s. v.“. Om Kongens Poenitens. „Naar Menigmand har en Djevel har store Potentater ti, som dem daglig anfegter“. „Os bør ikke daarlige at troe hver Bissekræmmer eller Kringeldriffuere, som begynde noget Nyt at prædike uden god Randsagelse og vise og lærde Mænds Vidnesbyrd“.
V. Prædiken over: „Kongen paabyder almindelig Poenitents“.
Efterat have omhandlet den papistiske Faste og den rette Faste, som enten sker for at spæge sit Kjød (Tit. 2.) eller som gudfrygtige Konger og anden christelig Øvrighed med den hellige Kirkes Forstandere byde og befale i Besynderlighed, naar de fornemme nogen Straf at plage og overhænge Rige, Land“ o.s.v., ytrer han: „Af Kongen i Ninives Mandat kan Øvrigheden lære selv at være gudfrygtig og fordre og holde en christelig Skik hos Undersaatterne; thi regis ad exemplum totus componitur orbis“. – Øvrigheden maa selv rette sig efter de Befalinger om god Skik, som de udstede, vogte sig for umættelig Gjerrighed, som Intet vil koste paa Kirker og Skoler eller Guds Ord, hvorom Luther alt klager „qvod non tollit Christus, tollat fiscus, & qvod non vis dare sacerdoti, dabis impio militi“, hvilket pleier og at skee. Thi hvad som man med Karrighed sparer til at forfremme Guds Lov og Ære med, det kommer gjerne udi andre Maade unyttelig bort, saa at det man ikke vil give Guds Ords Tjenere til Føde og Underholdning for deres Arbeide og Møie, som de daglig have med Guds Ord at forkynde, som Gud rigelig lader klinge i disse Tider, skal en anden Tid udgives til Rytter og Landsknegte, som have et andet Budskab at føre og sjunge dennem en anden Sang end de gjorde, naar Krig og Feide kommer udi Lande, saa at slige Besveringer paa en kort Tid mere medtager end alle Kirker og Skoler udi et Kongerige med deres Tjenere udi lang Tid kunde ved Magt holdes med“. – – – Efterat have rost Christian III og Fredrik II som, selv gudfrygtige, fremmede Kirkens Bedste, ytrer han fremdeles: „Endog ganske faa findes mange Steder, som slige loflige Exempler efterfølge besynderlig hos dem, som af Pavens Flaske have drukket, thi de give for, at det er nok, at verdslige Regenter besvere sig med verdslige Regimenter og ikke have Behov at bekymre sig med Religionen, som de Geistlige alen: tilkommer. Men hertil kan dog saa simpel og enfoldig svares: At endog det vel sandt er, at Kirkens og verdslige Regimente ere tvende adskillige Embeder, som ingenlunde bør at beblandes tilsammen, men hver som i dem ere bør at tage vare paa sine Bestillinger: Dog kommer de hermed over et, at de baade (begge) sammenpligtige ere at forfremme Guds Lov og Ære og Menneskens Velferd til Sjel og Liv. Thi ligervis som de Geistlige for Gud ere pligtige gudfrygtelige og alvorlige at forestaae Kirkeembede med al den Styrke, som hører til Guds Ære og Menneskens Salighed og Velferd, saa bør og verdslig Øvrighed baade med gudfrygtige Exempel som og med deres Mandat og Befalning, at have flittig Tilsyn med, at den rene Lærdom med Tungemaal og boglige Kunster og anden god Politi som tjene til Guds Ære og Menneskenes Velferd baade til Liv og Sjel, kunde hos Undersaatter forfremmes til alle Efterkommere, hvilket de og for Gud pligtige ere“.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I Ordinantsen nævnes Norge kun paa det sidste Blad, hvor der staar: „Om Norge. Wi ville met det første besörge Superattendenter udi Norge til huert Stift, huilcke Wi oc ville giffue Befalning, at de, saa meget som mueligt er, skulle gjöre deris flid, at huer Sogn maa haffue gode Predickere oc det sande Guds Ord, at der oc intet maa forsömmis, huad der hörer til Guds Ords Predicken og Menniskens Salighed, Oc skicke huad dennem tilstaar udi andre Sager, de i denne vor Ordinants begrebne ere, indtil Wi selff komme til Norge, huilket wi met Guds hjelp snarlige forhaabe. Da ville Wi effter Superattendenternes raad besynderlige i huer sted beskicke oc stadfeste, huad effter denne Ordinants der icke holdis kand, Thi der vil udi mange Stycker holdis en anden Ordinantse. – Kongen kom aldrig til Norge, og först hans Sönnesön, Christian IV, indfriede 1607 det kongelige Löfte, da han udgav den norske Kirkeordinants.
- ↑ I Touterö Kloster skal der vel have levet en Munk Staffen, der udmærkede sig ved sit strenge Levnet og spaaede Munkene en snar Undergang (Peder Claussens Norges Beskr. S. 96), og 8 Aar för Reformationen klagedes der vel over, at Folkene paa Giske læste og sang fra Borde, saaledes som Vincens Lunge plejede, men deraf lader sig Lidet eller Intet bevise. I Bergen, som stod i megen Handelsforbindelse med Tydskland, fremtraadte derimod Munken Antonius som luthersk Lærer og blev siden der evangelisk Præst.
- ↑ Dette mærkelige Brev findes i det norske Rigsarchiv og er offentliggjort i Langes „de norske Klostres Historie“ Bilag 13. S. 768.
- ↑ Oslo-Recessen findes hos Paus, II, 291–98 og Bergens-Recessen i Krags „Christian III.’s Historie“ II, 327. De bleve derpaa udvidede og stadfæstede af Kongen, og denne nye Reces findes hos Krag, II, 331.
- ↑ I § 8 i Bergens-Recessen bestemtes: „Om Kirkegangen er saa besluttet, at alle Kvinder skulle efter gammel ærlig Sædvane stande uden Kirken og siden bete sig for Præsten og give 2 Skilling i Indgang“. Om Pengenes Værd og Forhold i de Dage, s. Stavanger Lagmand Lauritz Hanssons Lagbog (Krag, Christ. III. II, 556).
- ↑ I den oprindelige Bergens-Reces stod: „Der skal gives Præsten i Pussefe 6 Skilling, efter som gammel Sædvane haver været“.
- ↑ I Danmark var det ej bedre: „For at Sognepræsterne og Degnene ikke ydermere have Behov hvert Aar at klamre og trætte med deres Sognefolk om deres Underholdning“, udstedtes paa Herritzvadt Kloster et fast Reglement 1539 (Krag III, 39), og da Præsterne mangesteds manglede fornöden Underholdning, maatte Kongen 1555 komme dem til Hjælp med Kongetienden. Paa andre Steder slog man ved de saakaldte Klemme-Breve flere Sogne sammen til et Præstegjeld. Dette fandt ogsaa Sted i Norge.
- ↑ Af denne mærkelige, nu sjeldne Bog haves en Oversættelse, der nu og er sjelden, under Titel „En kort Catechismi Wdlæggelse screffuen paa Latine af Doctore Petro Palladio for Norske Sognepræster oc nu ved Matthiam Parvum Rosæfontanum udsæt paa Danske, de Christne udi Island til gode“. Kjöbenh. 1546.
- ↑ Se Heiberg, Peder Paladius’s Levnet, i theol. Tidsskrift af Scharling og Engelstoft. IV. Meget bedre var det ej i Sverige. Da Superintendent Norman 1540 visiterede i Vestgothland og spurgte en Præst: „Qvid est evangelium“, svarede han: „Est baptismus“. En Anden svarede, at vi Intet have at skaffe med det gamle Testament, efterdi det var forkommet i Noæ Flod. Geijer, S. H. II, 111. Sammenlign Gustav Wasas Klage over de nye Prædikanters Opförsel ib. II, 54.
- ↑ Disse mærkelige Recesser findes i Christian III.’s Historie af Krag, II, 377.
- ↑ Paa den almindelige Herredag, som 1548 holdtes i Oslo, hvor Prinds Fredrik blev hyldet, bestemtes i § 4, at dersom noget Gods er taget fra Kirken eller Præsten enten af Herremænd, Fogder, Bönder eller nogen Anden, da skal det lægges til Kirken igjen, og § 7 befaler alvorligen, at alle Kirker skal holdes med skjellige Bygning og Ornamenter. Aar 1550 befales Almuen i Oslo og Hamar Stift strengeligen „at ifærdigholde og opbygge saa mange Huse paa Præstegaardene, eftersom de pligtige ere og af gammel Tid der udi vort Rige Sædvane været haver“.
- ↑ Allerede Erkebiskop Aslak Bolt havde i en Skrivelse fra Bergen 24de August 1435 befalet, at Löverdagshelg herefter ingenlunde maa tilstedes videre end Christenretten lyder, da det var kommet ham for Öre, at man paa forskjellige Steder af Riget, „dels af Naturens Skröbelighed, dels af Djevelens (pukans) Forvildelse og Tilskyndelse“ havde dristet sig til at holde denne Helg (Keysers Kirkehist. II, 488). Nogle Aar senere fremtraadte i Oslo Stift to Bönder, der udgave sig for St. Olaf og St. Nicolaus og anordnede at „holde Löfuerdagen Jomfru Mariæ til Tjeneste og Amindelse og ved Faste og Bön om Fredagen dertil berede sig“.
- ↑ Lignende Klager fandt og Sted i Oslo og Hamar Stift, Krag II, 429; ogaa i Bergen, se Trond Benkestoks Reces 1553.
- ↑ Det ene brændte for Jesu Legeme, det andet for hans Blod. Flammen havde tillige Hensyn til den Oplysning, Hjertet ved Nadveren modtager ved Overbevisningen om Syndernes Forladelse, siger Palladius i sin Visitatsbog; s. hans Levnet af Heiberg, S. 41.
- ↑ vise.
- ↑ bliver syg.
- ↑ under de katholske Bispers Visitats.
- ↑ gjenkomme.
- ↑ En „Szedell“, som ledsagede et Kongebrev til Superintendenten i Oslo, Frants Berg, af 10de Juni 1557, löd saaledes: „Efterdi Superintendenten udi Bergens Stikt er död og afgangen og Superintendenten udi Staduanger Stigt er afsat, have vi tilforordnet og befalet os elskelige Doctor Jenns Skellerup, at skulle være Superintendent over forn. Bergens Stigt og udi Staduangerstigt, saavidt som det sig strækker ud med Agdesiden, medens den anden Part af forn. Staduanger Stigt, saa meget som ligger syndenfjelds, ville vi, at I skulle have udi Befaling og det visitere og besöge efter vor Ordinants Lydelse“ (F. 2 Registrants paa Rigsarchivet 218). Denne Bestemmelse meddeltes ogsaa Lensherren paa Bergenhus, Christopher Walchendorf (14de Juni 1557). Formodentlig har F. Berg, der havde mere end nok i de forenede Oslo og Hamar Stifter, eller Andre gjort saa kraftfulde Indsigelser mod denne utidige Deling, at den ligesaalidt nu som før blev iverksat. – Den i Jons Sted udnævnte Jens Gregersen Riber var fra Ribe. Af Terpager nævnes han magister philosophiæ. Han havde været Kapellan ved Bergens Domkirke og siden den förste og sidste Superintendent paa Færöerne. Peder Clausson i sin Norges Beskriv. S. 66. 147 siger: „Hr. Jens Ribe var en meget gammel Mand og havde tilforn længe været Biskop paa Færö, og maatte römme derfra for Ufred, som franske Sörövere der gjorde.
- ↑ Absalon Pedersson II, 2, 98.
- ↑ Hattings Præstehistorie, 2den Del i Manuskr. – Rektor Edvardsen siger i sin Bergens Beskr. (Norske Saml. I, 16), at Hr. Jacob var födt i Kjöbenhavn og blev Skolemester i Bergen 1546 eller ved det Pas. „Han gjorde en god Flid her i Skolen og havde mange Discipler, som siden vidt omkring udi Byen og Stiftet tjente i Prædikeembedet“.
- ↑ Om ham Fin. Joh. hist. eccl. I, 125. 377.
- ↑ I et Brev af 22de Marts 1567 underskriver han sig Georgius Ericus Haterslebianus. Hans Navn varierer ellers mellem Jörgen Erikson, Jören Erichsön, Erichsen og Eriksön.
- ↑ Hattings Præstehistorie, 210. Hattings Beretning om, at han havde studeret i Wittenberg, er maaske en Forvexling af, hvad senere var Tilfældet; ellers maatte han have studeret der to Gange.
- ↑ „Kontrakten blev beseglet af Erik Rosenkrandz, Dr. Jens Schelderup, Hr. Jörgen, Jacob Christjern og mig Absalon“ (Beyer). Suhms Saml. II, 112. Jacob havde forfalsket Kongens Brev (s. Hatting I 142).
- ↑ s. Bilag II, a. b.
- ↑ Brevet findes i Suhms Saml. II, 2, 108 og efter samme her Bilag I.
- ↑ Suhms Saml. 108. 17de Aug. 1566 fik han Kongebrev paa, at han i Norge skulde være skattefri i 2 Aar, „medens han her i Kjöbenhavn studerer og sig videre udi bogelige Kunster beflitter“. 8de Aug. 1570 fik Kannik Jörgen Erichsson Kongebrev paa 1 Aar fra Dato at være „fri for al Skat og Tonge at give og gjöre til Kronen, af hvis Gods og Rente han haver udi Norge“.
- ↑ Dette Brev findes ogsaa i Suhms Saml. II, 2, 109 og efter samme Bilag I.
- ↑ Absalon Pedersons Uddrag af Bergens Kapitelsbog (Manuskr.).
- ↑ Disse 3 for den nye Biskop vigtige Breve, som för ej ere trykte, findes Bilag II, c. d. e.
- ↑ Brevet findes Bilag I, d og e. Fragefjord kaldes nu Frafjord og ligger ved Bunden af Hollefjord i Strands Præstegjeld. Digredal, nu Dirdal i Strand, s. Bilag II.
- ↑ De 12 Præbender vare Krugenæs eller Krigenæs, Harvids, Vagler, Espedals, Loffre, Stenbergs, Kolnæs, Vatne, Skanæs, Stocke, Vigers, Hellands.
- ↑ „Cathedraticum“ kaldtes den aarlige Afgift, som hver Kirke i Stiftet maatte yde til Stiftets Domkirke, og den Afgift, som Præsten maatte yde til Bispen. Den bestod i Sundhordlen (1306) af 4 Löb af hver Kirke og 1 Löb af hver Sognepræst. Langes Klosterhistorie, 186. Om sammes Oprindelse se Islands Arbæker af Espolin 11, 50.
- ↑ Dette Brev findes paa Rigsarchivet i norske Registranter under Fredrik II.
- ↑ I Stavanger Kapitels Kopibog, som han indrettede, staar: „ordinatus est episcopus collapsæ hujus Diæseos XXIX Juli, qvi S. Olao olim Inclytæ Norvegiæ Regi ob singularem pietatis & justitiæ laudem, sacer est“.
- ↑ Kirkeordinantsen S. LXXVI o. s. v.
- ↑ ɔ: ordinere dem.
- ↑ med den saakaldte Kollats sende dem til Provsterne, der indsatte dem.
- ↑ ɔ: Kongen.
- ↑ hermed menes vel hovedsagelig Ungdommen, som de katholske Bisper paa sin Visitats plejede at konfirmere ved Haandspaalæggelse.
- ↑ Bestallingsbrevet findes i norske Register paa Rigsarchivet 2, 261.
- ↑ Stavangers herlige Domkirke blev ved Reformationens Indförelse plyndret og frataget det meste, om ikke alt sit Gods og Renter. Ifölge Jörg. Erichssons Forestilling var det vel, at Kong Fredrik II böd 2den Aug. 1574, at, da han erfarer, „at Domkirken i Stavanger skal være byggefalden og ikke selv er udi Forraad eller har slig Rente, at den dermed kan forfærdiges, Renten og Indkomsten af alle Sognekirker over alt Stavanger Stift skal udi nærværende Aar indtages, ophæves og anvendes til Stavanger Domkirkes Bygnings Behov, hvilket Jörg. Erichsson og Kannikerne skal indkræve, anvende og gjöre Regnskab for“.
- ↑ Bönderne maatte derfor böde 1800 Rdlr. til deres Lensherre Christen Munch paa Akershus. Hofman om Tienden S. 34.
- ↑ Dansk Mag. V, 86.
- ↑ Luther beholdt i sin „Taufbüchlein“ af 1523 endnu den katholske Kirkes Symboler: at blæse Barnet tre Gange under Öjnene, give det Salt i Munden, beröre Barnets Ören og Næse, smöre det med Olje paa Brystet og mellem Skuldrene, give det et brændende Lys i Haanden – Handlinger, som Luther samtlige udelod i den senere Bearbejdelse af 1524; Engelstoft, Liturgiens Hist. 180. Om Börns Neddyppelse ved Daaben ib. 209.
- ↑ „Korsmisser“ er udentvivl den katholske Skik i Procession at gaa over Mark og Eng med Kors og Faner, for at velsigne samme. I Danmark kaldtes den „Korsbyrd“ (Engelstoft, Liturg. Hist. 108). „Selabad“ kaldes endnu paa Stavangerkanten det Gjæstebud, som gjöres för Ligfærden, idet man samles for at vaage over Liget.
- ↑ Peder Clausson Friis, Snorres fortjente Oversætter, hvis Levnet af mig er meddelt i Skillingsmagazinet Nr. 14 for 1858.
- ↑ Videre om dem se Bilag V.
- ↑ At gjöre Præstegaardene til Thingstuer var dog nogle Aar tilforn forbudt ved Jörgen Lyckes, Bjorn Anderssons og Christopher Walckendorfs Reces og Retteböder 1568 (Paus II, 350, hvor ogsaa i Anledning af Præsterettighed ved Udfærd o. m. henvises til Truid Ulfstands og Claus Bildes Recesser). Retteboden af 1568 stadfæstedes af Kongen 28de Maj 1584, hvorved Kaldsretten ordnes og Striden om Gejstlighedens Lön henvises til Ulfstands og C. Bildes Recesser af 1539 (Paus II, 409).
- ↑ Om Bondelodden förtes overalt heftig Strid. Efter gammel Ret og Sædvane beholdt Almuen selv til Hjælp for sine Fattige 12 af Tienden, men ved Ordinantsen befaledes, at Tienden skulde deles i 3 Dele, 13 til Kongen, 13 til Kirken og 13 til Bispen. I Borgesyssel fordrede Almuen Bondelodden som Ret fra Arildstid for deres Umage med at indhöste og tærske Tienden (Dom mellem Oluf Galt og Almuen i Engedal 14de Aug. 1599).
- ↑ Afskrift af Synodens Forhandlinger findes i Bilag V.
- ↑ Den samme Fordeling af Tienden i 4 Parter paabydes ogsaa i Erkebiskop Jons Kirkeret Kap. 20.
- ↑ Den rette Ordinants i Otense f. LXIX.
- ↑ Hatting S. 212.
- ↑ Bilag IV. Beviser paa Kongens Naade findes Bilag II og III.
- ↑ Dette indskjærpedes allerede i Kongens Brev af 1ste April 1570 (Paus II, 361).
- ↑ Om denne 14 Del af Tienden klagede Almuen ogsaa i Oslo, Hamar og Throndhjems Bispedömmer, se Recessen i Oslo 7de Octbr. 1578 og en lignende for Throndhjem af 15de Septbr. 1578, der begge findes hos Paus.
- ↑ Det samme var endnu 1601 Tilfældet i Throndhjem (Paus II, 1601).
- ↑ Clausson. Se Hofman om Tiende S. 38 og Peder Claussons Levnet af A. Faye.
- ↑ Brevet findes trykt i Hofmans Afhandling om Tiende, 2den Udg. S. 35–37.
- ↑ Bispen udnævnte da Rektorerne ved Skolerne. Som „rector scolæ“ nævnes 17de Octbr. 1576 Johannes Petri Birck, Fionius (fra Fyen), som af Kapitlet enstemmig valgtes til sammes edsvorne Notarius publicus. 1579 den 18de November nævnes Christen Dagfindsson, som senere og længe blev Sognepræst i Stavanger, 1587 Severin Wincentius Velleius, 1588 den 28de Marts Elling Simunsson, 1599 den stridbare Peder Henriksson.
- ↑ Keysers Kirkehist. S, 223. Anhang til Kongespejlet S. 186. Nærmere Oplysninger om Domkapitler findes i „De danske Domkapitler, deres Oprindelse, Indretning og Virksomhed för Reformationen“ af Ludvig Helveg.
- ↑ 1601 den 4de April böd Christian IV, at Kannikerne i Throndhjem skulde residere hos Bönderne i Kannikegjeldene og ej som hidindtil lade dem styre ved Kapellaner, og at „bona commnunia“, som falde i Kapitlet, skulde deles mellem de residerende Kanniker udi Byen, nemlig Superintendenten, Kantor, Lektor, Archidiakon, de tvende Pastores til Domkirken og vor Frues Kirke samt Chordegnen (Paus, II, 452).
- ↑ eller Sigvordson. Han er sandsynlig den Christophorus Stavangriensis, som 1553 blev optagen ved Rostocks Universitet. 1570 den 22de August blev han ved Kongebrev beordret at aflevere Jon Guttormsson Stokke Præbende. Som Kannik og Provst i Karmsund forekommer hans Navn ofte i Kapitlets Möder. Han overlevede Jörgen Erichsson, thi hans Eftermand, Abraham Ingelbrektsson, forekommer först 1611.
- ↑ Höland, nu Höjland, kaldtes og Gand. Som Sognepræst der omtales 1293 en Erik. Blandt de Kanniker, som deltoge i Kapitlet den 10de Octbr. 1576, nævnes Peder Jensson, Sognepræst til Gand. 1581 den 2den Marts overvar han („Petrus Johanni i Gand“) med Flere Overhörelsen af en Mand, som ikke kunde sin Börnelærdom, men megen forfængelig Læsning i Fabler og Munkedigte, hvorfor han af Kapitlet dömtes til at staa aabenbar Skrifte. Kort efter, 11te Marts, maatte Peder i Gand paa Kapillet purgere sig ved Ed, at han vidste om den nævnte Mands „Læsning paa Schelbrot“.
- ↑ Haalands Kirke hörte under Domkapitlet og var 1296 udentvivl Præbende for den Kannik Ketil, som siden blev Bisp. Peder Jacobsson og hans Hustru Magdalena Svensdatter bygslede 10de October 1576 Gaarden Vatne. Samme Dag deltog han som Kannik i Kapitlet tilligemed Anders Jonsson. 1590 den 19de August blev det overdraget Hr. Peder i Vigedal, Hr. Laurits paa Klep og Hr. Peder i Gand at forlige Anders paa Heggeland med en Gunhild, som sagde, at han havde lovet hende Ægteskab. „Da deres Sind ej kunde falde sammen, enedes de om, at han skulde give hende 12 Rdlr., 1 Ko og deres Barn Opfostring“.
- ↑ Brevet findes i norske Regist. paa Rigsarchivet.
- ↑ I den af Jörgen Erichsson indrettede Kapitelsbog staar som Indledning: „Cur collegia Canonicorum instituta & episcopis ecclesiarum cathedralium adjuncta sunt?“ 1) For at de skulle forklare Skriften med Flid og Omhyggelighed, udbrede og forsvare den Sande Tro mod alle Vildfarelser. 2) For at de med Bisperne skulle dömme i Kirkesager og besörge, hvad der angaar Kirken, bevare Fred, forsvare Præsterne o. m.
- ↑ En lykkelig Skjæbne har reddet fra den Ödelæggelse, som har rammet Stavangers Kapitels övrige Dokumenter, den Bog, der indeholder alle Sager, Domme og Breve, som i „Staffuanger Kapitel handlede og udgivne ere fra 1571–1629, og da disse Efterretninger indeholde mærkelige Bidrag til at lære den Tids Forhold og Anskuelser at kjende og interessante Bidrag til Kulturhistorien, meddeles i Bilag VI et Uddrag af det Vigtigste, som forefaldt i Kapitlet, medens Hr. Jörgen Erichsson var Medlem af samme.
- ↑ Om der i Mellemtiden har været holdt Synoder, kan ej sees af de Kilder, der have staaet til min Raadighed.
- ↑ Hr. Christen Pedersson havde været Præst i Lunde, förend han kom til Haaland.
- ↑ Saa önskeligt, ja nödvendigt det baade fra et höjere Standpunkt og for Almuen maatte være at faa vel oplærte Degne og Præster, vedblev Almuen dog at vise sig vrangvillig med Hensyn til Degnekornet; thi i Kapitlet 15de Septbr. 1610 maatte Lensherren Kaas love at lade skriftlig Befaling udgaa til alle Bondelensmænd, at holde Almuen alvorlig til „noget at hjælpe til Stavanger Skole efter Ordinanz“.
- ↑ 21de Oktbr. 1579 blev Hr. Jacob i Suldal for grove Forsömmelser og idelig Drukkenskab afsat udi 3 Aar. – Om ham Bilag VI, 21de Oktbr. 1579.
- ↑ Denne för omtalte uværdige Præstemand, der i et talrigt besat Kapitel fradömtes Embedet, blev dog benaadet af Kongen og atter indsat i sit Embede, hvor han 3 Aar derpaa döde. Om ham se Peder Claussons Levnet af A. Faye.
- ↑ Den Side 214 her omtalte Hs. Christen Pedersson paa Haaland. – Videre om ham Bilag VI, 17de Juni 1597.
- ↑ om ham Bil. VI, 23de Septbr. 1594.
- ↑ Bil. VI, 17de Juni 1600.
- ↑ Bilag VII. Om den forargelige Strid se Peder Claussons Levnet af A. Faye.
- ↑ ɔ: Ægtefolk.
- ↑ I Danmark stod det ej bedre til. – M. Bertelsen i sin Formaning til Poenitenze 1561 ytrer: „Hvad vil jeg tale om den formaledide Drukkenskab og Slöseri, udi hvilke det ganske Danmark er kommen saa dybt, at vi ere værre end de udi Sodoma og Gomorra, ja fulere og slemmere end Svin“.
- ↑ Den samtidige Forfatter af „den norske Sau“ ytrer: „Bergens By er som Sodoma og Gomorra. Deri ere Kalvinister og Vederdöbere, Aagerkarle og Udsugere. Horeri og Blodskam gaar der i Svang. Ja de tillade endog offentlige Horehuse, bruge korte Alne, falsk Vegt, fælde forkjerte Domme, sværge falsk, tage mod Gaver og forfalske deres Varer“. trolig bevidste, da han tvende Gange, baade der han drog til Bergen og fra igjen, havde af disse omliggende Len mange Sager hid indstevnet for sig udi Rette og gav sig Tid og Stunder til at forhöre hver Mand til Rette, og da foruden nogen Persons eller Vilkaars Anseelse lod hver Mand vederfares, hvad Norges Lov og Ret kunde medgive, hvilket jeg med mange Andre baade af Adelen og andre retvise Mænd udi Sandhed forfore og derom kunde bære Vidnesbyrd“. Dette indtraf 1590, da Axel Gyldenstjerne maatte rejse til Bergen for at mægle i den heftige Strid, hvori Lensherren Peter Thott var kommen med Gejstligheden, da Thott lod Absalon Beyers Enke brænde for Trolddom.
- ↑ Forfatteren af den norske Sau vidner og, „at Vederdöbere, Kalvinister og Sakramenterere i Hobetal komme fra Holland og let faa Borgerret i Norge. En Del af dem lade sig endog examinere af vore Præster, men ere dog i Grunden döbte Jöder og Sekterere. Disse formörke baade de Gejstlige og Verdslige i Landet“.
- ↑ Allerede 1555 havde Kong Christian III udstedt en streng Anordning mod Vederdöberne og Sakramentererne, hvori Superintendenter, Provster og Sognepræster almindelig befales flittelig at randsage baade hemmelig og aabenbare, om Nogen ere udi slig uchristelig Mening og Sværmeri, og strax angive de Skyldige for den verdslige Övrighed. Samme Overhörelse af alle Fremmede paalægges Bisperne af Fredrik II i Mandat af 20de Septbr. 1569. 1584 den 22de Septbr. udstedtes et Kongebrev, hvori den store uchristelige Utilbörlighed med Guds Navns store Misbrug til Trolddom o. m., som fandt Sted i Bergen og Stavanger Stigter, strengelig forbödes.
- ↑ Bilag IV.
- ↑ Bilag IV.
- ↑ Dommen (23de August 1578) löd, at de Modvillige og Drukne ved Kirken skulde anmeldes for Fogden, tiltales for Lagmanden og straffes. „Samme Dag udstedte Herredagen en Formaningsskrivelse til Bönder og menige Almue udi Stavanger Stigt“.
- ↑ Erasmus Lætus ytrer sig saaledes om ham: „excelsis qvæse Stavangria muris explicat haud tenui subsorte Georgius æqvo officio fovet ac studiis recreavit honestis“. Blandt Kilderne til sin Forklaring over Jonas nævner han foruden Biblen og Symbolerne Cyprian, Athanasius, Ambrosius, Johannes Chrysostomus, Hieronymus, Augustinus, Bernhardus og Cyrillus, Luther, Melanchthon, Bugenhagen, Petrus Palladius, Johannes Macchabæus Alpinas, Dr. Nicolaus Hemmingius, Johannes Brentius og Paul Eberus, „hvilke allesammen ere kjendte og holdne for Christi Kirkes tro Bygningsmænd; thi blues mig ikke ved at have brugt deres Undervisning udi dette Skrift“.
- ↑ Henrik Brockenhus var en Sön af den fyenske Adelsmand Eiler Brockenhus, der 1537 fik det ved Reformationen til verdslig Forlening omdannede Værne Kloster, hvor Sönnen Henrik födtes 1542 af Kirstine Eriksdatter Gyldenhorn. Sin Fader mistede han i sit 5te Aar, tjente i Krigen under Fredrik II, deltog i Kapitlet i Stavanger 1573 og oftere, og kalder sig kongelig Befalingsmand over Stavanger, Ryfylke, Jæderen og Dalerne. 1582 forlenedes han med Onsö, hvor han efter sin Moder arvede Eilen eller Ellinggaard, 1583 eller 84 med Bratsberg, hvor han döde 6te Maj 1588 paa sin Gaard Edet (nu Eje i Holden). Saml. I, 369. .
- ↑ Den pryder endnu Stavanger Domkirke.
- ↑ Saml. I, 369.
- ↑ Maaske hovedsagelig efter Hemmingius’s berömte Verk: „de gratia universali, libero arbitrio, poenitentia & justificatione. Hafn. 1592“.
- ↑ I Bilag IX findes nogle Uddrag af Bogen selv, især oplysende Tidsforholdene.
- ↑ For Embedsforretninger rak han dog ej at fuldföre den förend Kongens Dødsaar 1588.
- ↑ Hermed menes den Udgave af Bibeloversættelsen, som Fredrik II lod besörge, og som bærer hans Navn, skjönt den først blev trykt efter hans Död 1589. Den er en revideret Udgave af den förste danske Bibeloversættelse, som Christian III besörgede trykt 1550, men foröget med Veit Dietrichs Summarier over hvert Kapitel, Luthers Fortale og korte Udlæggelser i Bredderne og et Register eller Realkonkordants paa 8 Ark. Denne Udgave er nu sjelden.
- ↑ Hermed menes den bekjendte Axel Gyldenstjerne, der fra 1588 til 1602 var Norges Statholder, og som han i Slutningen af sin Fortale giver fölgende Skudsmaal: „Vi maa og vel her i Norge med al Taknemmelighed bekjende Guds store Velgjerning, der har forsynet Landet med vise og fromme Övrigheds Mænd og besynderlig med den fromme og gudfrygtige Mand, Axel Gyldenstjerne til Lyngbygaard, Statholder her i Norge og Hövidsmand paa Akershus, som med störste Flittighed tilser, at Lov og Ret med al anden christelig Skik bliver udi alle Stater her over alt Riget med Magt holden, hvorpaa han hverken Umage eller Vaade og Fare sparer, hvilket han i det forgangne Aar hos os i Stavanger
- ↑ Om ham se Kapitelsbogen 17de Juni 1598 og 12te Jan. 1599 i Bilag VI og Forliget mellem Bispen og ham paa Herredagen i Bergen 12te Juli 1599, Bilag VIII.
- ↑ „Det andet Slag“ kom dog nok fra Kosmus Arildsön, der 26de August 1578 blev Christopher Nielssöns Eftermand som Lagmand i Stavanger; thi i Herredagsprotokollen for Bergen 1585 berettes, at Mester Jørgen tiltalte 30te Juni 1585 Lagmand Kosmus Arilddssön „for nogen utilbörlige Ord og Handel, han skal have tillagt ham, hans Hustru, Hustrues Moder, Folk og Tjenere, saavelsom for nogen Misbrug, som skal være skeet af forn. Kosmus Arildssön og hans Hustru i hendes Sygdom“. Bispen fremlagde forskjellige Bevisligheder saavel om sin Anklage som om sin egen Uskyldighed. Lagmanden fremlagde og nogle Prov og Vidnesbyrd til sin Undskyldning og negtede at have fremfört de omtalte Beskyldninger mod Bispen. Parterne bleve saaledes forligte, at de gjensidig erklærede, at de intet Andet vidste end Ære og Godt, hvormed al deres Trætte skulde bortfalde og aldrig igjen oprippes, og alle de af dem i disse Sager paa begge Sider mod hinanden erhvervede Breve og Prov være döde og magteslöse“ (Brandts Uddrag af samme i Manuskript). Sigtelsen mod Kosmus’s Hustru angik nok Hexen Anne Knudsdatters „ugudelige Signelse paa Kosmus’s Hustru“ (Norske Saml. I, 256) og de 5 blodige Kors, som af Drömmeren Jacob Jonsson vare skaarne paa den syge Kones Krop (Bilag VI, 10de Juni 1584).
- ↑ Erkebiskop Jons Christenret, der sandsynlig blev offentliggjort 1280, findes blandt Norges gamle Love II, 339 og Gaas’s Oversættelse i Paus’s Samling af gamle norske Love II, 2, S. 108.
- ↑ Dansk Mag. VI, 314.
- ↑ Portrætet, et Oljemaleri og Knæstykke, henved 3 Alen langt og 112 Alen bredt, fremstiller en stor og för Mand af et værdigt Udseende. Han er ifört Bispeornat, har Kallot paa Hovedet og langt Skjæg.
- ↑ Han er födt 22de August 1583, blev kaldet som Sognepræst til Hjelmeland 1601 og ordineret 1603. Han döde efter 32 Aar Tjeneste den 19de April 1635, som sees af hans Portræt, som endnu hænger i Hjelmelands Kirke.
- ↑ Han blev Sognepræst i Mandal 1608; men da hans Formand, den gamle Oluf Söffrenson, först döde 1613, maa denne have resigneret eller overdraget Hr. Samuel Kaldet. Hr. Samuels og hans Hustru Ahlet Hansdatters Navne findes paa Lysekronen og Lysestagerne i Holme Kirke med Aarstal 1648. Han skal være död 1650 eller 1651 og lever endnu i Folkesagnet, da han blandt Andet skal have manet frem igjen en Pige, som var indtagen af de Underjordiske i den saakaldte Hestehaug. Denne Hr. Knut er udentvivl den Canutus Michaelis, som 1581 deltog i Kapitlet og som i Strands Kaldsbog nævnes som Sognepræst efter Hr. Clemet, „som levede under Jon Guttormsson“, den förste evangeliske Bisp i Stavanger. 1587 ledsagede han sin Bisp, Hr. Jörgen, paa hans Visitats i Valders. 1598 nævnes han som Kannik og Sognepræst i Stavanger, idet han klagede over den selvraadige Skolemester Peder Henrichsson. Han deltog siden stadig i Kapitlets Möder, aflagde med 8 andre Kapitelseden 23de Septbr. 1605 og blev anklaget 24de Juli 1607 af Lensherren Jörgen Kaas, fordi han havde benyttet Strands Kirkes Penge til at bygge sin Residents, da Stavanger Kirke var uformuende til af sin egen Rente at opbygge samme. Da Hr. Knut desuden fremlagde Statholder Axel Gyldenstjernes Brev af 2den Septbr. 1590, hvori denne indvilgede deri, opsattes Sagen til næste Herredag., Han maa kort efter være död, thi han forekommer ej siden i Kapitlets Forhandlinger, og hans Plads næst Bispen indtog i Mødet 25de Maj 1608 Peder Clausson, som ved denne Lejlighed nævnes archidiaconus. Om Peder Clausson se hans Levnet i Skillingsmagazinet for 1858 Nr. 14–19. Om Christopher Sigvordsson se Side 212. Om Laurits Christjernsson se Peder Claussons Levnet, ib. S. 127. Hans Sön var udentvivl Hr. Christen Lauritsson, Sognepræst i Bo eller Haa, der var Provst paa Jæderen og sad i Kapitlet 17de April 1618. Christjern Dagfindsson eller, som han selv skriver sig, Christjernus Daphnutius, nævnes 14de November 1579 som Skolemester og Medlem af Kapitlet. 1588 kaldes han Prædikanter udi Stavanger, og som saadan virkede han i 37 Aar, i hvilke han flittig deltog i næsten alle Kapitlets Möder. Stundom, dog sjelden, var han selv Part. 1615 fordrede saaledes den myndige Lensherre Jörgen Kaas ham afsat, fordi hans Dreng havde slaaet hans Heste og frataget hans Stifsön Anders Bille en Bösse, men han blev frifunden. 1618 blev han af Lensherren Kruse stevnet for sin Prædiken og senere for sine Ytringer i en Ligprædiken. Han deltog sidste Gang i Kapitlets Möder 19de September 1621. Om Jon Mauritsson og Anders Matson se Peder Claussons Levnet. Elling Simonson var den tredje evangeliske Præst paa Findö, sad i Kapitlet 15de August 1611. Den 5te Marts 1614 erklæredes et Ægteskab mellem en Pige og en bergensisk Borgermesters Sön ulovligt, fordi Hr. Elling havde trolovet dem uden hans Forældres Vidende og uden at forespörge sig hos sin Bisp. Laurits Nielsen antages for at være den tredje evangeliske Præst i Vestremoland. Om ham vides kun, at han 1605 klagede over en Ole, som havde forladt sin Kone i Landviks Sogn og giftet sig i Helsingborg; hun erklæredes fri for ham. Rasmus Olsen eller Olufson var 1576 Prædiker og Kapellan i Stavanger By og sad i Kapitlet 4de April 1576. I Aaret 1594 var han Sognepræst til Rendisö (se Bilag VI ad annum 1594) og tillige Kannik, forlenet med Stenbergs Præbende. Han döde 6te Marts 1616. Rasmus Pederson eller Erasmus Petri Canonicus sad i Kapitlet, hvor han oftere nævnes fra 1611–25. Han nævnes som Provst i Karmsund, hvor han uden Tvivl fulgte Christopher Sigvordsson. Han havde megen Ulejlighed af sin drikfældige og stridbare Kapellan Peder Hanson Hjorteland, der fra 1616–25 oftere maatte möde for Kapitlet og kun med Nöd og neppe slap for Afsættelse. Mathis Henrichson deltog endnu 1611 som Skolemester i Kapitlets Forhandlinger og deltog som Sognepræst i Klep i det mærkelige Kapitel 27de April 1618, da Lensherren G. Kruse havde forbudt Stavanger Sognepræst Jonas Jenson Prædikestolen for en Skjældsprædiken over den christelige Övrighed.
- ↑ Knut Michelsson. Naar han her kaldes Provst, saa var det som förste Medlem af Kapitlet efter Bispen og dennes Vicarius i hans Fraværelse. Det förste Medlem af Kapitlet hed i den katholske Tid oftest præpositus eller Provst. „Officium præpositi est, qvod sit os et responsales Capituli“ (Pontop. annal. II, 505). For at adskilles fra de övrige Provster kaldtes han senere Stiftsprovst.
- ↑ Om Domkirken og den gamle Bispegaard, som Lensherren havde taget til Residents, og som nok er den senere saakalte Kongsgaard, ytrer P. Clausson: „I Rygefylke ligger Stavanger med den skjönne og herlige Domkirke og den forfaldne Biskopsgaard, hvis skjönnere ikke lettelig var at finde i disse Nordlande den Tid den var med Magt“.
- ↑ Jens Pederson til Bro i Höjlands Præstegjeld nævnes blandt dem, som vare tilstede i Kapitlet den 10de October 1576, tilligemed Peder Jensson, Sognepræst til Gand eller Höjland. Sandsynlig var det Fader og Sön. – Fragefjord, nu Frafjord, ligger ved Bunden af Hölefjord i Strands Præstegjeld.
- ↑ sammenlign Bilag II.
- ↑ Hans Eftermand Laurits Schabo beraaber sig 1612 paa en Bestemmelse i Synodalia, som blev gjort af M. Jörg. Erichsson og menige Præstemænd 1573.
- ↑ Med Hensyn til Retskrivningen kan bemærkes, at der ikke bruges Skilletegn, at man ingen Regel har ved Brugen af store Bogstaver, da Hovedord almindelig skrives med smaa, at æ sjelden bruges (saaledes skrives Mend, verret o. s. v.), at man gjerne fordobler Medlydene og skriver f. Ex. haffuer, giffuer, ofte i, hvor nu bruges e, f. Ex. Menniske, kallit o. s. v. Anmærkningerne under Texten ere af Udgiveren.
- ↑ Om hvorledes Daaben skal tilgaa, se den rette Ordinants paa Herredagen i Otense XXXVII–V.
- ↑ Palladii Synodalia (1554): „Pueri denudentur in baptismo, vel toti vel usqve umbilicaom ad minus“. En Generalsynode i Odense 1561 bestemte: „Art. 5. Pueri baptizandi denudentur, si fieri potest (Bloch, Fyens G. 1, 35), og 1575: „Infantes baptizandi toti denudentur“. Ordinantsen böd XXXVII: „Börn skulle döbis met Dnsak Læsning oc udi den samme Funt som sedvane er, de skulle blotis oc saa tre sinde offuerösis med Vand“ o, s. v.
- ↑ „Puerperæ introducentur sine candela“. Palladii Synod. 1554.
- ↑ Hvorledes mand skal samle Folck udi Ecteskab, se den rette Ordinants XLIII–CVIII. Den byder: „Der skal ingen giffuis tilsammen udi Ecteskab som lönlige imellem sig selff haffue troloffuet sig sammen, foruden deris vilie, huilcke de ere undergiffne, eller de, som icke ere tilforn en sinde oc anden obenbare forkynte udi Kircken Oc met en almindelig Bön haffue ladet sig hjelpe hos Gud“.
- ↑ ɔ: Stavanger.
- ↑ S. 197 og 198.
- ↑ „Prata aut agri non sunt consecrandi“. Palladii Synodalia 1554.
- ↑ XXX C. III bestemmer Helligdagene, der foruden de nu brugelige vare: Helligtrekongersdag, Kyndermyssedag, Mariæ Besögelsesdag, St. Hans Dag og St. Michelsdag. Desuden 3 Dage paa hver af de 3 store Feste samt Aftensang Jule-, Paaske- og Pintse-Aften i Kjöbstæderne. Derimod afskaffedes St. Olafs og andre Helgeners Dage, som Almuen derimod hang ved.
- ↑ rette Ordinants LXXXV C. V.
- ↑ Hr. Mads stod 30te Septbr. 1578 i Oslo for Herredagen, for at forsvare det for Lyngdals Præster saa vigtige Laxefiske i Aa-Hölen mod ærlig og velbyrdig Mand Bent Nielsen paa Bringsjord, der vilde tilegne sig Ret til at fiske i samme. Om Jörgen Storchs Beskyldning mod ham og hans Hustru Ingeri se P. Claussons Levnet af A. Faye. Hans Eftermand Rasmus Madsen forandrede Præstegaardens Dagligstue fra Rögstue til Loftstue, den første i Lyngdal.
- ↑ Vestre Moland i Nedenæs,
- ↑ Nærstrand.
- ↑ Den bekjendte Admiral og Lensherre i Nedenæs.
- ↑ 1582 den 19de Juni udstedte Fredrik II sin Ordinants om Ægteskabssager (Paus II, 393), „da der ved Kapitlerne skal gaa fast uskikkeligt til, saa at der i samme Sager ej dömmes ens i de forskjellige Kapitler.“ Her bestemmes, at Folk, som ville giftes, först troloves og derpaa lyses for 3 Gange fra Prædikestolen. Trolovede forbydes at söge Seng sammen før Vielsen.
- ↑ Cosmos Arildsson, Lagmand i Stavanger. S. 98.
- ↑ Hun hed Margreta Shandelborrig (?) salig Niels’s Efterleverske. Hun og Daniel bleve i et talrigt besat Kapitel forligte 18de Novbr. 1579, da de vare trolovede. Da betingede hun sig, „at han ikke vilde hende slaa eller drage eller overpukke med Snak og Tale“.
- ↑ Nu Horrisdal.
- ↑ Sml. Peder Claussons Levnet af A. Faye.
- ↑ 1597 stevnede Hr. Oluf Jonsson, fordum Sognepræst i Ekundsund, et Par Folk for Kapitlet. De havde lovet ham deres Datter, men opholdt ham i 9 Uger. De dømtes til at give ham Kosthold.
- ↑ Pros Lauritzon til Norholm, för Erik Munch Lensherre i Nedenes og fra 1571–76 Lagmand i Stegen og siden til sin Död Lagmand i Skien, hvor han döde 11te Januar 1596. Hans Dattersön var Söhelten Pros Mundt.
- ↑ Jon Simonsson, en af sin Tids dygtigste Lagmænd † 29 Juli 1575. Om ham P. Claussons Norges Beskr. S. 91.
- ↑ Se 1599 11te April. Han indankede Sagen for Herredagen i Bergen, hvor Bispen maatte möde for at forsvare Kapitlets Dom. De samme og flere Klager fremförtes og bevistes, og da den tilstedeværende Hr. Christen Intet kunde fremföre for at afbevise samme, dömte Herredagen 4de Juli 1599: „Vi veed ikke form. Dom (af Kapitlet) imod at sige“ (Brandts Afskrift af Herredagsprotokollen).
- ↑ Det er den samme Hr. Peder paa Hinderaa, der paa den store Synode 1573 blev forligt med sin Provst Hr. Peder i Vigedal (Bilag V). Striden maa atter være udbrudt; thi 1597 18de Juni mødte de for Kapitlet og toge hverandre udi Haand om deres Trætter vare forligte. Deres Hustruer og Börn synes ogsaa at have deltaget deri; thi Provstinden og Hr. Peder forligtes ogsaa og deres Breve erklæredes paa begge Sider magteslöse.
- ↑ ɔ: Simunson.
- ↑ Han blev derfor stevnet af Bispen for Herredagen i Bergen, hvor den trodsige Skolemester fik 12te Juli 1599 en dröj Irettesættelse og maatte krybe til Korset. Se Bilag VIII. 1611 nævnes han som Sognepræst i Jælse. 1613 stevnedes han for Kapitlet for at have drevet ulovlig Tømmerhandel. 27de April 1618 deltog han i Kapitlet, men döde sandsynlig 1621; thi 21de Januar 1622 stevnedes hans Sön Marcus, der styrede Kaldet i Moderens Naadsensaar, for Kapitlet for sin Kjærestes Skyld og dömtes 1623 til at staa offentlig Skrifte med sin Hustru Sophie Jonsdatter og bøde til Kongen 80 Spd. og til Hospitalet 80 Spd., fordi hans Hustru var kommen for tidlig i Barselseng.
- ↑ Sml. 1597 17de Juni.
- ↑ Peder Grube til Aalstrup paa Laaland og Lensmand i Nedenæs og Mandal blev for Udsugelse afsat paa Herredagen i Bergen 1604. Slange S. 205.
- ↑ Om dem se Peder Claussons Levnet af A. Faye og Bil. VIII.
- ↑ Af det her tilföjede Binavn stadfæstes, at Anders Jörgensön var Sön af den foregaaende Præst paa Lister, den lige berygtede Jörgen Storck.
- ↑ Efter Hr. Fr. Brandts Udskrift af Herredagsprotokollen for 1599. Om den stridbare Skolemester Peder Henrichson sml. S. 98 og Bilag VI.