Mere om Salmesagen
Del er nu snart 2 Aar, siden jeg skrev et lidet Stykke: „Om den kirkelige Salmesang.“ Jeg søgte dengang kortelig at vise, hvad en kristelig Salme er, og hvad der hører til, forat en Salmebog i vore Dage nogenlunde skal tilfredsstille Tidens Trang og Tarv. I denne Henseende gav jeg en liden historisk Udsigt over Salmedigtningen, det vil sige, jeg fortalte om de vigtigste Salmedigtere og Salmebøger især i Danmark og Norge mellem Aarene 15 og 1800. Jeg viste, at i al den Tid var der ingen Kirke-Salmebog, uden at den indeholdt idetmindste endel ny Salmer, og at paa den anden Side bestod Størstedelen af deres Indhold i gamle Salmer (med Undtagelse af den „evangelisk-kristelige“ Salmebog, som ingen ældre Salmer har). Deraf drog jeg den Slutning, at en ny Kirke-Salmebog i vore Dage maa indrettes paa samme Vis, altsaa indeholde mest af gamle Salmer; men dog ogsaa endel ny; med andre Ord; den bør „indeholde de bedste Salmer fra alle Kirkens Tider og af alle kristelige Sider“, hvorved Bogen blir en Afspejling af det hele kristelig poetiske Liv, som har rørt sig i Kirken lige indtil vore Dage. Jeg søgte desuden at vise, at Trangen til en ny Kirke-Salmebog er stor, eftersom den evangelisk-kristelige lider af „indvortes ulægelig Skade“, medens Kingos og Guldbergs har store „ydre Brøst“; og jeg kunde heller ikke tvile om, at det nu maa være muligt at faa istand en ny Salmebog, der til Kirkebrug overgaar alle de ældre. Endelig vilde jeg vise, at vor Tid ikke er fattigere paa gode ny Salmer, end de fleste foregaaende Tider, og meddelte derfor adskillige Prøver af den nyere Salmedigtning i Danmark. Længer kom jeg ikke.
Stykket var langtfra saa fuldstændigt, som jeg havde ønsket; derfor har jeg stadig haft isinde at skrive lidt mere om Salmesagen, og det sker da nu. Dog vil jeg først bede dem, som ikke har læst mit forrige Stykke, om at gjøre det – og dem, som bar glemt det, om at læse det paany.
Efter disse Forord ligger det nærmest for Haanden at begynde, hvor jeg forrige Tang sluttede, altsaa før; at meddele nogle Prøver paa den nyere Salmedigtning i Sverrig og Norge. I det første Land fik man i 1819 en ny Kirke-Salmebog, som dog for en stor Del bestaar af ældre Salmer, der er bleven rettede og lempede, omtrent saaledes som det efter min Mening maa ske ogsaa hos os. Hovedmanden ved dette Arbejde var Ærkebiskop Wallin; og baade han og flere Andre (især Biskop Franzén, Præstene Åström, Afzelius og Hedborn, Lektor Choræus, Professorerne Dahl, Geijer og Odmann) digtede desuden ny Salmer, hvoraf mange er optaget i Bogen. Den indeholder idethele 550 Salmer; og skjønt adskillige af dem vist kunde ønskes bedre end de er, og det desuden er min fulde Overbevisning, at vi nu maatte kunne faa en Salmebog, der vilde overgaa den svenske i sand kirkelig Aand og kristelig Fynd, – saa er det alligevel vist og sandt, at den sidstnævnte Bog indeholder mange Salmer, der fortjener at oversættes og indføres hos os. Især gjælder vel dette om Walins. Som Prøver for dem, der ej har Lejlighed til at se „Svenska Psalmboken“, skal jeg først meddele følgende Vers af en „Ingångs-Psalm“ af Wallin:
„Upp, psaltare och harpa;
Upp, kraftens ord, du andans svärd,
Tveeggade och skarpa,
Ur dvalan väck en syndig verld!
Och, nådens milda lära,
De väckta hjärtan bjud
Att känna, älska, ära
Barmhertighetens Gud,
Som huld, i Zions gårdar,
Med andan och sitt ord,
Alltsom en herde,[1] vårdar[2]
Sin dyra återlösta hjord!
Han, för de qvistar torra,
Ej hugga vil sitt vinträd ner;
Han skonar ett Gomorrha,
Der tio fromma blott han ser:
Der två och tre allena
Uti hans dyra namn
Sin bön och sång förena,
Han öppnar nådens famn,
Och hjertan vederqvecker
Och gifver själar ro
Och med sin sköld[3] betäcker
Sin frälsta kyrkas hopp och tro.
Så kom i helig prydnad,
O, Sulamith, du Christi brud!
I oskuld och i lydnad
Möt här din Herra och din Gud!
Han är din brudgum blifven,
Att frälsa dig frän fall;
Och är för dig utgiven,
Att han dig helga skall.
I trohet o renhet
Gif hjertat med din hand,
Och vårda andans enhet
Med kärlekens och fridens band!“
En Salme, som kanske allerbedst betegner Wallins og Bogens Aand, er følgende om Menneskets Fald og Oprejsning:
„Huru länge skall mitt hjerta
Sucka, sokä efter friden,
Och med outssäglig smärta
Aldrig finna den i tiden?
Huru länge skall mit öga
Efter ljus förgäfves spana[4]
I det molmbetäckta höga
Och på lifvets dunkla bana?
Tanken sig ej reda mäktar
Ur det mörker, som mig höljer:[5]
Viljan vacklande försmäktar
I den vanmakt, som mig føljer;
Och hvad hjertat eftersträfvar,
Af mitt samvet förevites[6] –
Mellan lif och död jag sväfvar,
Mellan jord och himmel slites.
Svåra fallen, skild från Herran,
Den vid stoftet bundna anden
Ser sin Faders boning fjerran,
Och förmår ej lösa banden.
Men han anar Fadrens mening;
Och den hemligt närda sorgen,
Med hans trängtan i förening.
Är hans återlösningsborgen.
Stilla, heligt dunkla minne
Af ett Eden, som försvunnit
Tysta aning i mitt sinne
Om ett mål, som ej är hunnit![7]
Viser mig den väg till lifvet,
Som oss uppenbar är vorden!
Tolker Ordet, som är skrifvet
Uti himlen och på jorden!
Himlens, jordens och mitt hjertas
Profetia sig fullbördar –
Ej af tvifvel skall sjag smärtas;
Herrans, Herrans Ande ordar:
„Flydda äro nattens väkter,
„Öfver Zion uppgår ljuset,
„Och för jordens fallna slägter
„Öppnas åter fadershuset.“
Ner i dödligheten stiga
Nåd och sanning och försoning
Och der fromma hjertat viga
Till Guds Helga Andas boning.
Sig med menniskonaturen
Herrans herlighet förenar,
Och Guds son, af qvinna buren,
Blir det offer, som oss renar.
I det heligsta ingängen,
Han och min förlossning funnit
Och åt mig, i synder fången,
frid och frihed återvunnit.
Att jag kärleksfull och trogen
Skulle i hans fotspår sträfva
Och til ändan redebogen
Verlden dö och Gudi lefva.
Salig, salig den, som kände,
Den, som trodde dig allena,
Sannan Gud, och den du sände,
Att med dig oss än förena!
Jesu Christe! du är vorden
Vägen, sanningen och lifvet:
Och i himlen och på jorden
är ej annat namn oss gifvet.“
En Paaskesalme af Franzén begynder meget poetisk saaledes:
„Hvad jjus öfver griften!
Han lefver, o fröjd!
Fullkomnad är Skriften,
O, salighets höjd!
Från himmelen helsad,
Han framgår i glans,
Och verlden är frälsad,
Och segren är hans.
Bortvältad är stenen och inseglet bräckt,
Och vakten har flytt för hans Andas flägt[8]
Och afgrunden bäfvar. Halleluja!“
Om Guds Naadekald findes følgende Salme af samme Forfatter:
„Vak upp! hör väckten[9] ljuder
Från Zions murar än.
Se, nådens sol dig bjuder
En bättringsväg igen.
Men snart skal budet fara
Från lifsens Förste ner
Och i hans namn förklara
Att ingen tid är mer.
För sent skal syndarn vakna,
Der ingen morgon är,
Der han skall evigt sakna
Den nåd, han spjllde här,
Der inga böner höras,
Her ingen bättring sker;
Ty kan väl bättring göras,
Då ingen tid är mer?
O, du i synden döde!
Se denna evighet.
Der allt är mörkt och öde
Och ej af ändring vet!
Att synden hopplöst minnas:
O matk,[10] som ro ej ger!
Ack, kan väl hoppet finnas,
Då ingen tid är mer?
Vak upp! hör ropet skallar:
Nu är behaglig tid,
Nu gack dit Herren kallar
Med bön och bot och strid!
Vill du den nåd förnimma,
Som syndarn bjuds ännu,
Så tänk hvar dag, hvar timma,
Att nu är tid – blott nu!“
Og endelig vælger jeg følgende Salme af Åström:
„Store Gud, som handen räckte
Mig till räddning i min nöd
Och mig med din Anda väckte,
Då jag låg i synden död,
Värdes och min själ upplysa,
Att hon rätta vägen ser
Och ej vrångvis irrar mer!
Gif att jag må kunna skåda
Vidden af mitt öfverdåd,[11]
Djupet af min själavåda,
Höjden af din dyra nåd!
Låt den rätta morgonstjernan
Stråla klar, på det min själ
Må förstå sitt sanna väl!
Ack, med ånger, blygd och smärta
Mina synders mängd jag ser;
Men ifrån ditt fadershjerta
Flödar nåden mycket mer.
Lagens blixt[12] vid korset faller,
Släct uti det dyra blod,
Som indgifver frid och mod.
Skingra,[13] Gud, all tviflans dimma,[14]
Låt mig ljus i ljuset se,
Låt i trone[15] mig förnimma
Att blott du kan frälsning ge,
Att den väg, som Jesus banat,
Är den ända, jag kan gå,
För at lif och räddning få!
Var mitt ljus på lifvets bana,
Var mitt ljus i dödens dal!
LAt mig, fri från syndens vang,
Lagens hot[16] och ångrens qval,
Mer och mer det landet nalkas,[17]
Der allt mörker skingradt är;
Ty du sjelf är solen der!“
Vi kommer nu til den nyere Salmedigtning i vort eget Land; og omendskjønt vi, naar vi ikke vil være altfor selvgode, maa tilstaa, at vi i dette Stykke staar langt, langt tilbage for Granne-Rigerne, især for Danmark, saa kan det dog ikke nægtes, at ogsaa vi har frembragt en og anden Salme, der fortjener at tages med i en norsk Kirke-Salmebog.
Naar jeg nævner dem, der hos os har forsøgt sig som Salmedigtere, og regner dem op i Bogstavorden, da kommer jeg først til afdøde Skolelærer P. Andresen. Han har udgivet en liden Samling af „Morgen- og Aftenpsalmer“, en hel stor „Psalmebog“ for Sjømænd, samt „Bibelske Krønike-Rim“ eller historiske Sange over de vigtigste bibelske Fortællinger, omframt en Mængde Salmer hist og her i gudelige Tidsskrifter og Blade. Som Prøve vælger jeg følgende „Julepsalme“ for Sjømænd;:
„Lad Bølgen rulle kold og huul
Med Døden ved sit Hjerte,
Vi har en Gave faaet til Juul,
Der lindrer Dødens Smerte.
Lad Stormen true vred og vild,
Og Iis paa Dækket fryse,
Vor Julestjerne klar og mild
Os varme skal og lyse.
Lad Farer rundt om Skibet staa,
Vi aldrig meer fortvivle,
Guds spæde Søn i Krybbens Vraa
For os har Trøstens Smile.
Ham vil vi rede Seng og Skjul
Udi vort Hjertekammer,
Da blir vort Liv en stadig Juul,
Til Nytaarssolen flammer –
Den Nytaarssol, der ei naar ned,
Som ingen Sky fordunkler,
Men underskjøn i Evighed
Af himmelsk Glæde funkler.“
Provst L. Chr. Arup har leveret et „Bidrag til et nyt Psalmeværk for den norske Kirke“, hvor de fleste Psalmer (98 i Tallet) er Bearbejdelser af ældre, men hvor dog ogsaa et Par er aldeles af ham selv (originale). En af disse lyder saaledes:
Vær tro, min Sjæl mod ham, af hvem du kjøbtes,
Ja kjøbtes dyrt fra Syndens Trældom ud;
Tro mod den Herre, paa hvis Død du døbtes
Til Barneret og evigt Liv hos Gud!
Han bar din Sorg Og al din Skam:
O frelste Sjæl! vær tro, til Enden tro mod Ham!
Her er det Prøvens Tid; her maa du stride,
Om du vil hisset vinde evig Fred;
Al Kampens Møje, hvad du end skal lide,
Er Intet mod Guds Himmels Herlighed.
Did skal du, frelst ved Jesum, naae
Og, indtil Enden tro, der Livsens Krone faae.
Hist er dit Hjem; o lad det stadig minde
Dig om, at du er kun en Fremmed her;
Naar Verden vil dig lokke og forblinde,
Sku op til Glæden, som dig venter der:
Forspild ej den for Tidens Lyst,
Som dig ej følge kan til Evighedens Kyst!
Nej, Herre! nej, jeg vil med Troskab hige
Mod Lysets Hjem og gaae i Dine Spor;
Er Vejen trang, den gaaer til Himmerige,
Faar intet Sted jeg har paa denne Jord,
Naar her mig levnes i min Død
Ikkun et snævert Rum i Jordens dunkle Skjød.
Er jeg end svag, Du styrke vil mig Svage,
At mig Dit Aag, Din Byrde bliver let;
Dit Ord skal som et venligt Lys ledsage,
Din Aand mig støtte, naar jeg bliver træt:
Din Kraft fuldkommes skal i mig,
Din Naade en mig nok nu og evindelig!“
Sognepræst J. N. Franzen har udgivet „Christelige Psalmer til Huusandagt og Skolebrug“. – 108 i Tallet, alle digtede af ham selv. De ere vel ikke særdeles rige paa poetisk Begavelse, men desmere paa jævn kristelig Inderlighed, og gjør derfor et meget godt Indtryk. En af dem (en „Fædrelandssalme“) findes i, „Sange og Rim“ (No. 197). Her vil jeg desuden meddele følgende Prøver:
Med Kirken bar det ingen Nød,
Thi den skal evig stande,
Om Helved selv end mod den brød
Med sine dybe Vande.
Den staaer paa trofast Klippegrund,
Og hver en Storm befæster kun
Dens Muur og høie Tinde.
Thi frygt dig et, du lille Flot,
Som Ly i den har funden.
End skjærmer han dig sikkert nok,
Som er med dig forbunden,
Saalænge du hans Aand og Ord,
Hans rette Daab og Alterbord
Med trofast Sind bevarer.
O klag da ei saa høit i Sky,
At Kirkens Fiender stormet
Heel ofte skal du see paany,
At det er ikkun Orme,
Der rasle i det tørre Løv,
Og reise kun en Sky af Støv,
Som Herren let bortvejrer.
Der er en anden Kamp og Strid,
Som du bør mere frygte;
Den høres skal hver Dag og Tid,
Men uden Ry og Rygte,
Det er en Kamp paa Liv og Død
Mod Fienden i dit eget Kjød,
Som du skal stille kjæmpe.
Mend det betrængte Zions Seir
Din egen er ei vunden,
Naar Fienden i din egen Leir
Er end ei lænkebunden.
Mod Trods og Vantro i dit Bryst.
Mod Hævn og Hav og syndig Lyst,
Du først og sidst maa stride.
Og hvis du der befindes tro,
Da skal du Vaaben føre,
Naar Fienden ængster Kirkens Ro,
Og vil et Anløb gjøre.
Da skal du faae den Hæderspost,
I Dagens Hede, Nattens Frost,
At vogte Zions Mure.“
„En Hungersnød saa svær jeg kjender,
Som stilles ei ved jordisk Brød;
En Tørst saa dyb i Hjertet brænder,
Som Jorden ingen Lindring bød:
Det er den Længsel dyb og hed,
Som søger kun Retfærdighed.
Gud præged dybt sit eget Billed
Med Flammeskrift paa Sjælens Bund;
Paa Lovens Tavler han fremstilled
De samme Træk paa hellig Grund.
Jeg veed saa grant, hvad Herren vil
Men finder ingen Kraft dertil.
Jeg vilde, ak, saa gjerne ligne
Det Billed, han i Sjælen skrev;
Jeg veed, han kan ei den velsigne,
Som ved sin Synd besmittet blev.
Hvor skjuler jeg min store Skam,
Hvor skifter jeg min Syndeham?
Vær stille dog, mit arme Hjerte,
Vent stille paa din kjære Gud!
Han kjender jo din store Smerte,
Og sender vel et Trøstens Bud.
Din Tørst og Hunger stilles vist,
Det siger jo den Herre Christ.
„Thi salig den, som hungrer efter
En hellig, sand Retfærdighed,
Som tørster efter nye Kræfter,
At tjene Herren trolig med:
Han mættes skal med Livets Brød,
Og lædskes af dets Kilde sød.“
Det Ord vil jeg mig frit tilegne;
Min Jesu, du er Livsens Brød!
Din Retfærd Gud skal mig tilregne,
Dit Blod, som hist paa Korset flød,
Skal toe[18] mig af Synden ren,
Og hele al min Brøst og Meen.“
Pastor P. A. Jensen har nylig udgivet 100 ny Salmer under Tittel: „Freidighed i Herren.“. De er overhoved meget poetiske, og skjønt somme af dem vistnok synes at mangle noget af den ønskelige jævne Kjærnefuldhed, saa findes der dog ogsaa mange, hvem denne Mangel ikke kan tillægges. En af dem begynder meget liflig saaledes:
„Vorherre vandrer Landet rundt,
Skjønt Ingen lod ham kalde;
Der samles om ham Sygt og Sundt,
Hvorhelst hans Veie falde,
De staae i Flokke paa hver Sti,
Men han gaaer ingen Sjæl forbi!
Thi han har Nok til Alle.
Vorherre kommer et med Guld,
Med gyldne Ord desflere;
Vorherre har ei Laden fuld,
Men Hjertet destomere;
Med Ordets Guld og Hjertets Skat
Han vandrer om ved Dag og Nat,
Sit arme Folk at nære.“}}
En anden Salme i Bogen lyder i sin Helhed saaledes:
„Hvad Mange – ak saa slet forstaae,
Er, Christus heel at have;
De mene, det er nemt at faae
Hans Frelses Naadegave;
De tænke vel; „hver Ting sin Tid!
Tilsidst da ham! han venter blid
paa os ved vore Grave.“
De vil hans Seir, men ei hans Strid,
Nok Pladsen nær hans Throne,
Men ei hans Arbeids sure Slid
Og ei hans Tornekrone;
De vil hans Løn, men ei hans Lov,
De rive til sig, som et Rov,
At han vor Synd mon sone.
Omsonst! de har i ham ei Deel, –
De faae den ingensinde!
Kun den, som eier Christus heel,
Skal heelt hans Naade finde;
Kun den, der her har lidt som han,
Skal hist i Herlighedens Land
Hans Livsenskrone vinde.
Saa bryd med Verden! – gjør det brat,
Hvis Himlen du vil tjene!
Husk! Gud og Mammon, – Dag og Nat
Kan ingen Magt forene.
Mangt deles kan, men ei din Sjæl!
Hvo Halvten fik, han fik den heel,
Lad Gud den faae alene!
Til Gjengjæld – at, hvo nævner Alt,
Hvad Herren har i Eie!
Men viid: han giver aldrig halvt,
Han kan ei Naaden veie;
Saa giv ham Dit, og tag du Hans!
Tag Torne her, men hist den Krands,
Som Engle fik til Eie.“
Og endnu faar vi vælge en meget poetisk Salme af samme Bog:
„Nu throner Han da i høien Hal
I Himmelens hellige Sale,
Med aldrig, vi tro, hans Øie skal
Sig vende fra Jorderigs Dale;
Til Dagenes Ende han er med os
I al sin Gjerning og Tale.
Han siger endnu: „I høre mig til,
Saa Mange, som sørge og sukke;“
For hver en kjæmpende Sjæl han vil
En Hvile hos sig oplukke;
O, maatte de komme som Lam med Tørst!
Han skulde den saligt slukke.
Det mangler ham el paa grundig Magt,
Det skue vi vel bekjende;
Al Verden ham er tilfode lagt,
Hans Rige har ingen Ende;
Mend Faderen Eet, som Lys af Lys,
Al Naade han os vil sende.
Den seer ham ej, den kløgtige Flok,
Der raver omkring iblinde;
De ydmyge Smaa dog veed det nok,
vor Herren er helst at finde;
I Billede her, i Herlighed hist
Hos os han Skikkelse vinde!
Naar saa den kommer, den salige Stund,
At Alle herfra skal drage,
Da seer det med Psalmer og Sang i Mund,
Da komme de liflige Dage;
Da sidde vi tæt, Guds Kirkeflok,
Hos ham, som Bruden hos Mage.“
Vi kommer dernæst til Sognepræst M. B. Landstad, der vel maa siges at have lagt for Dagen den rigeste gudelige Digter-Evne af alle Salmedigtere hertillands. For mange Aar siden udgav han en Samling af „Hjertesuk til hver Dag i Ugen“, for en stor Del forfattede af ham selv. En Prøve deraf findes i „Sange og Rim“ (No. 189), og dertil vil jeg endnu føje følgende Morgensuk:
„Jeg gik til Sengs i Haab og Tro,
Her laae jeg nys i Søvnens Ro,
Ret som et Dødens Billed,
Foruden Samling og Forstand;
Men du, min kjære Frelsermand,
Din Vagt omkring mig stilled.
Jeg gik til Leiet tung og træt,
Af Dagens Byrde os Idræt,
Og længtes efter Hvile.
Hvor er det anderledes nu!
Jeg føler atter Lyst og Hu,
Hen til mit Kald at ile.
Nyt Velbehag er i hvert Lem,
Og Sjelens Tanker komme frem
Med Munterhed og Glæde.
Min Aftentræthed er en Drøm,
Jeg føler Livets friske Strøm
Paa ny til Hjertet træde.
Saa vækker Gud og skaber Liv;
Hver Morgenstund et mægtigt „Bliv!“
Al Verden gjennemtoner.
Og saa engang, naar jeg er død
Og sover tungt i Gravens Skjød.
Mig vækker min Forsoner.
Hvor Herrens Naade dog er stor!
En Himmel ny saavelsom Jord
Jeg da skal faae i Eie.
Men Dødens Broder er min Blund,
Opstandelsens hver Morgenstund,
Jeg vaagner paa mit Leie.
O, Gud skee Lov og evig Tak!
Nyt Liv igaar og nyt i Dag,
Og nyt i Evigheden!
Gid jeg nu dette bruger saa,
At jeg det evige kan faae
I Dødens Søvn herneden!
Bevar min Sjel, o Herre, reen!
Tag bort hver farlig Anstødssteen,
Som falder paa min Bane!
Bevar, o Gud, min Haand og Fod,
Bevar min Mund, opryk med Rod
Hver ond og syndig Vane!
Naar jeg da nu bestille faaer
Med Dagens Tarv og Tidens Kaar
Og mange Verdens Tanker,
O Gud, viig ikke fra mit Sind:
Følg med mig baade ud og ind,
Hvor jeg i Huset vanker!“
Ogsaa i nogle Blade og Tidsskrifter har Landstad ladet adskillige Salmer trykke. Han er, som bekjendt, af Regjeringen udvalgt til at bringe istand en ny Kirke-Salmebog, og under dette sit Arbejde har han nu oversat og udgivet alle Luthers „Aandelige Sange“. At fælde nogen ordentlig Dom over denne Oversættelse hører ikke hjemme paa dette Sted; jeg vil her alene gjøre opmærksom paa, at Oversætteren har optaget mange rent norske Ord, hvoraf idetmindste somme tar sig meget godt ud. Til Prøve vælger jeg her følgende Salme, der ogsaa findes i Kingos Salmebog, hvor den begynder lidt anderledes, nemlig: „Lovet være du, Jesu Christ“
„Du være lovet Jesus Krist,
At Menneske du vorden est,
Og kommer som vor Broder kjær,
glæder sig al Himlens Hær.
Halleluja!
Gud Faders Søn af Evighed
Er kommen fattig til os ned;
I vores arme Kjød Blod
Sig klæder Gud vor Herre god.
Halleluja!
Han, som al Verden er for trang,
Her ligger han paa Moders Fang
Som en af vore kjære Smaa,
Den Gud, af hvem vi Ophold faa.
Halleluja!
Nu rinder op med hellig Glands
Udover Verden Lyset hans,
Og skinner ind i Natten, saa
At Lysets Børn vi blive maa.
Halleluja!
Ja han, som var Guds Hjerte næst,
Til Jorden kom en fremmed Gjæst,
Og fører os fra Dødens Dal
Til Gud, til Gud i Himlens Sal.
Halleluja!
Han er paa Jorden kommen arm,
At du skal hvile ved hans Barm,
Og blive baade glad og riig,
Hans kjære, søde Engle liig.
Haleluja!
Det har han gjort. Vi kan derpaa
Hans store Kjærlighed forstaa.
Hver Kristen glæde sig derved
Og takke ham i Evighed.
Halleluja!“
Professor St. J. Stenersen har oversat og bearbejdet, tildels ogsaa selv digtet, adskillige Salmer, af hvilke sidste jeg vil anføre en Reformasjons-Salme:
„Sin Kirke havde Himlens Gud
Opbygget her paa Jorden;
Saa herligt var den styret ud,
Thi den Guds Brud var vorden;
I Hjertet boede Christi Tro,
Og Himlens Glæde, Himlens Ro
Dens Eiendom var bleven.
Men Satan ved Guds Kirke sig
En Synagoge satte:
For Hykleri og Løgn og Svig
Dens Døre var opladte.
Og Mange gik ad denne Vej,
Den syntes god, trang var den ei,
Men Herrens Ord det tugter.
Saa fast i Baand Guds Kirke laae,
Den monne Gud forgjette;
Til ham de længere ei gaae,
Til ham ei Lid de sætte.
Paa Helgenskare, Afladsbod
De haabe meer, end paa hans Blod,
Som Verdens Synd udsoned.
Da Havde Gud i Klosterbuur
Optugtet sig en Kjæmpe.
End sad han taus bag Klostermuur,
Sin Hjertesorg at dæmpe;
Men, da Guds høie Time slog,
Han ham af Mørket naadig drog,
Og frit Guds Ord han taled.
Det Ord, han taled, Herrens var,
Og foer paa Aandens Vinge.
I Satans Hjerte vel det skar,
Men han det ei kan tvinge.
Saa høit det lød, saa vidt det gik,
Og hvor det kom, der Ende fik
Det onde Pavevæsen.
Til Nordens Lande kom det og,
Gud monne os det give:
For Lyset atter kom den Bog,
om Herrens Aand lod skrive:
Hver Mand fik see, hvad Herren bød,
Og glade Takkesange lød
Til Jesu Christi Fader.
End love vi dig, fromme Gud,
for Lyset, som du tændte,
Saa vi vor Frelser mild og prud
I Ordet klarlig kjendte!
O giv os, Fader, at vi maae
I Jesu tro til Enden staae,
Og fromt dit Ord bevare!“
Sognepræst E. U Sundt har nylig udgivet „Kirke-Psalmer over Søndags-Evangelierne.“ En stor Del Almuesfolk vil vist side Smag i disse, da de saa nøje slutter sig til Indholdet af ethvert Evangelium. En af de Salmer, der er mest skikket til Kirkebrug, er vel den for 2den Søndag efter Paaske:
„Vor Jesus er den gode Hyrde;
Det Navn hvert andet overgaaer.
Af Kjærlighed han lod sig myrde
For sine arme, tabte Faar.
Guds Lam den Hyrde ogsaa var:
Han Verdens Synd paa Korset bar.
Han er den allerbedste Hyrde,
Hvs Lige ei paa Jorden er.
Han bærer hele Hjordens Byrde;
Hvert Faar hans Hjerte ligger nær.
Han kalder sine Faar ved Navn,
Og lægger dem i Faderfavn.
Han kjender Sine ganske nøie;
Af Sine kjendes han igjen.
Hans klare, milde Naades Øie
Bevogter dem, hvor de gaae hen.
De elske, lyde Hyrdens Røst;
Den høre de med Liv og Lyst.
Han fører dem fra Ørkner vilde,
Hvor Tidsler kun i Sandet groer,
Til Livets evig klare Kilde
Paa grønne Eng i Blomsterflor.
Ved Livets Tro de leire sig,
Fortabes ej evindelig.
Men endnu andre Faar Han haver,
Som høre ei til denne Sti.
Dem skjænker Han de samme Gaver;
Og med sin Røst Han staar dem bi.
Een Hvrde er der med Guds Ord:
Saa bliver og tilsidst een Hjord!
Du store, gode Sjelehyrde
See, her er og en liden Hjord!
O, lad ei Ulven Faaret myrde!
Meddeel os Næring ved Dit Ord!
Du satte til for os Dit Liv:
Din Salighed os Alle giv!“
For endel Aar siden udgav Professor Welhaven et lidet Skrift: „Antydninger til et forbedret Psalmeværk for den norske Kirke,“ hvor endel ældre Salmer er bearbeidet, og desuden et Par digtet af han selv. En af de sidste er følgende Bearbejdelse af Davids 1ste Salme:
„O held den Mand, der følger Herrens Bud!
Han bliver langt fra Lastens frække Sønner;
I Dagens Glands han priser Lysets Gud,
Og Nattens Stjerner lytte til hans Bønner.
Han ligner Træet ved en Kildes Bugt,
Hvor friske Vande under Løvet vælde;
Dets grønne Krone hænger fuld af Frugt,
Og ingen Vinter mægter det at fælde.}}
Den Onde vandrer med et vildsomt Fjed;
Hans Frugt er Avner kun, som Vinden spreder;
Han har ei Ro paa noget Hvilested,
Som Fromheds Haand velsigner og bereder.
Gud selv vil følge paa den Frommes Sti,
Og give Vandreren sin Fred at eie;
Men han, der ile vil sin Gud forbi,
Maa hurtigt segne paa de øde Veie.“
Vi har dernæst at omtale den Mand, der før Landstad bar arbejdet mest for Salmesagen hertillands, nemlig Pastor W. A. Wexels. Allerede i 1840 udgav han en herlig Samling af „Christelige Psalmer“, der endog siden er oplagt paany og forøget (dette 2det Oplag indeholder ikke mindre end 747 Salmer). Den største Del bestaar af ældre (især tyske og danske) Salmer, hvoraf de fleste i mer eller mindre Grad er bearbejdet; dog indeholder Bogen ogsaa temmelig mange nyere Salmer (danske, svenske og norske). Bogen er ikke bestemt til Kirkebrug; dertil er den vel ogsaa for stor. Om Maaden, hvorpaa de ældre Salmer er læmpet, kan der vistnok være noget ulige Meninger; men saameget tør man vel sige frit, at vort Land (kanske heller ikke Sverige og Danmark) har nogen Salmesamling, der er saa indholdsrig, velvalgt og vel skikket til kristelig Opbyggelse hjemme. – Wexels har siden udgivet en mindre „Psalmebog“ bestemt til at kunne bruges i Kirken. Den indeholder 504 Salmer, og her er de gamle, hvad Tallet angaar, endmere overvejende over de nyere. Især i hans større Samling findes nogle Salmer af ham selv, hvoraf nedenfor meddeles et Par. Desuden har han digtet endel „Missions-Psalmer“, der siden ogsaa er optaget i Pastor A. Hauges Samling; og endelig har Wexels udgivet nogle vakre „Religøse Digte“, der ogsaa har oplevet to Udgaver, og af hvilke jeg har meddelt 3 Stykker i „Sange og Rim“ (No. 192–194).
„Herodes i sin Vrede grum
Vil lade Jesum myrde,
Og lægger saa en rædsom Sum
Alt til sin Syndebyrde.
Men Joseph faaer om Faren Bud
Af Engelen i Drømme;
Med Barnet han maa vandre ud
Og til Egypten rømme.
Der bliver han, som Englen bød,
Ned Barnet og sin Mage,
Indtil Herodes han er død:
Da vender han tilbage.
Men Betblehem er et den Plet,
Hvor han tør boe med Trygge,
I Galilæas Nazareth
Han søger Skjul og Skygge.
O Jesu, naar jeg kalder mig
Din Barndoms-Flugt i Minde,
Da mangen Tanke syndelig
Mig rinder udi Sinde.
Jeg tænker paa din Kjærlighed,
Som dig til Verden bragte,
Og at du dens Elendighed
Og Nød saa tidlig smagte.
Jeg tænker paa, at da du kom,
Alt frelse os af Møde,
Da fældte Verden strax din Dom
Og dømte dig til Døde.
Jeg tænker paa, at du for mig
Er en Udlænding bleven,
Og fra dit Hjem paa Jorderig
Til fremmed Land fordreven.
Jeg tænker paa, at selv jeg er
En fremmed Gjæst hernede,
Indtil du henter hjem mig der,
Hvor der er evig Glæde.“
Hvad kan veie og den Glæde, 1110
Naar mit Hjerte Naade faaer
Til med Bøn, for Gud at træde,
Og jeg for hans Ansigt staaer,
Breder ud min ganske Sjel,
Taler om dens Vee og Vel,
Skrifter ham dens Kamp o Trængsel,
Tolker ham dens Savn og Længsel!
O, naar Hjertet ret kan bede
Til sin Gud af dybest Grund,
Det er visselig hernede
Livets allerbedste Stund.
Intet lignes kan den Trøst,
Som nedlægges i mit Bryst,
Naar min Aand i Bøn kan stige
Op til Gud i Himmerige!
Da kan jeg det grant fornemme,
Gud han er mig ganske nær,
Hører faderlig min Stemme,
Og med Naade til mig seer,
Tager kjærlig mod min Bøn,
Fatter godt mit Suk i Løn,
Lægger til min svage Stammen
For min Frelsers Skyld sit Amen.
Hvorfor er du, o mit Hjerte,
Tit saa lunken da til Bøn,
Raaber, trods din Nød og Smerte,
Sjelden ret til Gud i Løn?
Hellig-Aand, o Herre sød!
Varm mig med din Naades Glød,
At min Bøn kan daglig stige
Op til Gud i Himmerige!“
Endelig maa jeg nævne Pastor J. F. Willgohs, der ogsaa har udgivet Psalmer til Høimessse- og Aftensangs-Texterne. De fleste af dem synes dog at være mere Rimværk end Poesi. En af de bedste er efter min Mening denne:
Guds Lov er præget i hvert Bryst,
Som og i Pagtens Stene,
Os byder jo dens Alvorsrøst,
At ham vi kun skal tjene;
Men ingen Dødelig paa Jord.
Kan heelt opfylde Lovens Ord,
Det kunde Christus ene.
Men under Loven Gud forvist
Har bøiet alle Sjele,
Paa det hvert Jordens Barn tilsidst
I Ydmyghed skal knæle,
Paa det hver Mund forstumme skal,
Og Hver erkjende maa sit Fald
Og ved Guds Naade dvæle.
Ja! hele Verden skyldig er
For Herrens Dommersæde,
For ham ved Lovens Gjerninger
Kan Ingen reen fremtræde;
Ei til Retfærdiggjørelse,
Men kun til Syndserkjendelse
Kan Lovens Bud os lede.
Men nu er den Retfærdighed,
Som gjælder for Guds Throne,
Fremtraadt i Christi Kjærlighed
Og kan hver Sjel forsone.
Til den vor Svaghed støtter sig
Ved den vi naae Guds Himmerig.
Og arve Retfærds Krone.
Ja! denne, hvorom vidnet har
Det gamle Testamente.
Blev uden Loven aabenbar,
Fra den al Trøst vi hente.
Var Christus ej vor faste Borg,
Blev aldrig endt vor Synd og Sorg,
Vi ingen Redning kjendte.
Men naar hin Retfærd her og hist
Skal vorde os til Baade,
Maa Troen paa vor Herre Christ
I Hjertet boe og raade.
Enhver, som har den sande Troe,
Skal vinde Hellighed og Roe
Og, Salighed af Naade.“
Hermed er første Afdeling af dette Stykke tilende. Jeg tror, det vil indsees, at Sverrig og Norge, ligesom Danmark, har endel nyere Salmer, der er værdige til Kirkebrug. Det var ialfald dette, jeg især tilsigtede med disse Salme-Prøver. Og dermed tar jeg fat paa andre Ting, som trænger til at oplyses med Hensyn til Salmesagen.
„Der er maaske dem, som vil sige, at skal man afskaffe den evangelisk kristelige Salmebog, saa kan man jo tage Kingos eller Guldbergs isteden“ Denne Indvending gjorde jeg for 2 Aar siden, og søgte da at vise, at Kingos Salmebog lider af mange udvortes Mangler saasom ujævnt Versemaal, daarlige Rim, en Mængde Ord, der staar saaledes, at de faar galt Tonetryk, samt ogsaa virkelige Sprogfejl og smagløse Talemaader. Jeg mente, at Guldbergs Salmebog har „omtrent de samme Mangler“ som Kingos, uden at jeg dog fremsatte noget udførligt Bevis derfor. Da nu mange Folk fremdeles synes at tro, at Guldbergs Salmebog er saa god, at ingen anden behøves, faar jeg denne Gang opholde mig lidt ved den. Derfor skal man dog slettes ikke tro, det er min Mening, at Bogens Salmer ialmindelighed er daarlige. Tværtimod, er det fuldkommen vist, at Guldbergs Bog ligesom Kingos indeholder en Mængde ypperlige Salmer; men disse vil vist ogsaa for en stor Del findes igjen i en ny Salmebog, og da endog renset fra de Sprogfejl, som nu tildels hænger ved dem. Paa den anden Side kan det ikke nægtes, at Guldbergs Bog ligesom Kingos har endel Salmer, der slet ikke er saa gode, at de fortjener at være med til Kirkebrug. Som Eksempler paa saadanne Salmer hos Guldberg vil jeg især nævne mange af dem, Madam Boye har digtet, og som tit indeholder mere høitravende Ordbram (Svulst) end kjærnefuld Salmepoesi, f. Eks. No. 62, 123, 179, 195, 259, 262, 276, 281, 306, 313, 324, 325 o fl. Mange af disse indeholder, kan man sige, bare astronomisk og fysisk Beundring over Klodernes Mængde, Storhed og Gang, Jordens og Havets Mærkeligheder osv. Dersom slige Salmer blev digtet i vore Dage, vilde vist ikke Mange tage dem for gode, og deri havde man Ret. Nu derimod taales de af Mængden – hvorfor? Jo, fordi de er „gamle.“ Naar bare noget Gudeligt er blevet til, førend vi kom til Verden, kalder man det „gammelt“ og „godt,“ om det saa ikke er over 90 Aar, og om det igrunden er langt fra at kunne maale sig med det Nyere.
En af Manglerne ved Guldbergs Bog ligesom ved Kingos er den, at mange Salmer ikke har skikkelige Rim. Vi behøver bare at se paa Salmen No. 2, hvor der findes Rim som følgende: Aand, Forstand – Skin, alen – blive, indlede – Hjærtet, elske – Ro, Christo – Nød, Usselhed – og i Salmen No. 5: Naade, Dage – Vold, forholde – sidder, forliger – Frelsermand, Lam – give, lide – Salighed, fanget – Trøstermand, Lærdom – eller i Salmen No. 18: Herren, giver – Navn, hannem – udslettet, husvaler – Saar, Forsvar – beskjærmer, trøster – gjør, her – tjent, vendt – hannem, dem – ringe, drage – Villie, tjene – vist, Røst. Disse Eksempler er saaledes bare taget af 2 Salmer, og de kunde let gjøres flere i det Uendelige. Den Nytte, som Rimet skal gjøre, nemlig at give Versene Kraft og Klang, saa de lettere mindes og kan gjøre dybere Indtryk, den Nytte kan ikke opnaaes, hvor Rimene er saa daarlige som Daad og Naade – knuser, oplyser – uskyldig, lydig – Helligaand, Miskund osv., endsige naar de er som mange af de ovenfor anførte, det vil sige, det samme som ingen.
En anden Fejl, som gjærne følges ad med slige Rim, er de urigtige Versemaal. Skal en Salme synges af en hel Kirke-Almue og ikke høres stygt ud, da maa den hele Forsamling følges nogenlunde ad; men dette er aldeles umuligt, naar man har Salmer med saa ujævnt Versemaal som mange hos Guldberg. Der er ofte i en Verslinje baade 2, 3 og 4 Stavelser mere eller mindre, end det efter Melodien skulde være. Og ikke dermed nok; der agtes desuden saa lidet paa tunge og lette Stavelser (Tonefald, Rytmus), at Salmen ogsaa af denne Grund hverken fæster sig saa let i Mindet og Sindet, eller Salmesangen kan blive saa behagelig og vakker som den burde. Naar der f. Eks. staar: „Giv du idag Os til god Mag Vort daglige Brød og Livsens Føde,“ da faar Ordet „til“ efter Versemaalet her en stærk Tone, som det ellers ikke skulde have; det blir ligesom med Vold og Magt gjort til en tung Stavelse, skjønt det skulde være en let. Paa samme Vis er det med Ordet „Mit,“ naar vi siger og synger: „Mit Barn, frygt den sande Gud;’ og naar den Linjet „O, Gud Fader i Evighed“ skal svare til Melodien „Gud Helligaand i Tro os lær,“ da faar Ordet „Fader“ aldeles bagvendt Tonefald, saa den tunge Stavelse blir let, og den lette tung. Slige Eksempler hentet fra Guldbergs Salmebog, kunde opregnes i Hundredetal; men jeg skal endnu kun tilføje et Vers; „Man kan i denne Verden her, Blandt mange, mange Mennesker, Faa sande Kristne finde, Som for Gud angrer sin Udyd, Ret troer paa sin Frelse blid Og lader af at synde.“ Her faar atter Ordene „for“ og „Udyd“ andet Tonefald end det naturlige; og Ordet „troer“ gjøres til 2 Stavelser tværtimod alle Sprogets Regler. (Aldeles modsat bruges i en anden Salme Ordet Aaer som om det var Enstavelses-Ord; „Som Hyrden driver sine Faar – – Og fører dem til rindende Aaer“).
Gaar vi videre, saa finder vi desuden rene Sprogfejl, samt forældede og fremmede Ord, som aldrig burde taales, f. Eks. gelinge (istedenfor lykkes), angenem (for behagelig), forgjette istedenfor glemme), forse (d. e. forsyne, give – f. Eks. „Forse os med en salig Afgang“ – Gud „vil os forse vor Næring, Liv og Sjæl udi hans Bevaring“), undfalde, omfangen, bejamre, erlange istedenfor faa), forloret (tabt – f. Eks: „Da have vi forloret, d. e. ere vi forlorne eller omkomne), berende, bestrikke, bemøde (d. e. umage), Vaaning (istedenfor Bolig), Nøje (istedenfor Fornøjelse – f. Eks.: „Min Jesus ene er mit Nøje“), teed, bete (bevise), indælte, Vild, forlindre, forgræmmed osv Talemaader som Bochims Dal, Belials Flod, Kyrieelejs osv. er naturligvis uforstaaelig for de Fleste og burde derfor hellere holdes borte – hvorfor kan f. Eks. det græske „Kyrie elejson“ ikke ombyttes med: Herre, forbarm dig? Saadanne Ord som kyser (d. e. skræmmer) eller svang (d. e. kjærneløs, tom, let, saaledes om svange Aks) er vistnok ikke rent fremmede; men nogen klar Forestilling om hvad de betyder (f. Eks. naar det heder: „Min Gjerning er for svang“), har dog rimeligvis ikke Folk ialmindelighed. Det samme gjælder om Ord som aarsage: („Vi kunde os ej aarsage“) d e. undskylde. At skrive Aare (istedenfor Aar), Plag (for Plage), det Tilkommelig (istedenfor det Tilkommende), Skar’, Glæd’, Thron’, End’ (istedenfor Skare, Glæde, Trone, Ende), det vover Ingen nutildags. Heller ikke vil Nogen nu sige: „Vi neje dig“, (men neje for dig) – eller; „en Urt, som Blomstret haver mist, naar Vejret der hart paafalder, da findes det ikke mer“ – eller: „Regjer mit Hjerte og Sind, At jeg paa Himmerigets Glæde Altid haver Tanker min’, At jeg ej nogen Tid Med (istedenfor Af) Gjerrighed betages Eller med Omhu istedenfor Sorg) plages. For dette Forfængelig“ – eller: „Han vilde og lægge dem Hænderne paa“ – eller: „Man ser din Skabning daglig paa“ eller: „Hvad Menneskens Kraft begynde kan, Skulle vi ej tage til Fare“ – eller at Djævelen gjør sin største Flid At komme mig til Haande“[19] – eller: Gud kjendte (istedenfor lærte) os sin Vilje osv. Temmelig uforstaaeligt for almindelig Mand tør det vel ogsaa være at læse saadanne Ordlag som; „Tit Naade-Gavers Herlighed Anfægtninger bevare“. Ensteds snakkes der højtravende om „Visdom, Dydens Selskabsbroder“ og om at „Trælle dø paa Tronens Grus;“ en andensteds endnu mere kjedeligt om „den forladte Dyd, Som man har understøttet“ – om Jødeslægten, som „i skammelig Forening Kun beskytter fælles Mening“ osv; ja der findes endog det Spørsmaal, som man mindst skulde vente i en Kirke-Salmebog: „Hvo er dig Gud blandt Guder lig?“ Urigtigt er det vel endelig ogsaa, naar Disiplenes Embede kaldes et „Sone-Embed (istedenfor Lære-Embede); kun En, nemlig Kristus, var Forsoneren med „Forligelsens Embede.“
Vi ser altsaa, at Guldbergs Salmebog ligesaa lidt som Kingos kan siges at svare til Nutidens Krav, og at hvorledes vi end vender Sagen, maa en ny og bedre Salmebog være højst ønskelig. Agtelsen for det Gamle er meget rosværdig, men der maa være Maade med Alting, og det vilde være Daarskab at holde fast ved det Gamle, saasnart der kommer noget Nyt, som bedre er. Havde vore Fædre været saa stivsindede, vilde heller ikke Guldbergs Salmebog være bleven indført; ti for 70 Aar siden var ogsaa den ny.
Ja – siger kanske En – jeg kunde ikke have noget imod at faa en ny Salmebog, som kun indeholdt de bedste Salmer fra ældre og nyere Tider, naar man bare vilde lade aldeles være at forandre de gamle Salmer; men Ulykken er den, at i vore Dage skal det Gamle omstøbes, om det er nok saa godt.
Hertil vil jeg for det Første svare, hvad jeg oftere har sagt, at efter min Mening bør Forandringen ikke være større end nødvendig; men nødvendig er den jo, hvor der findes slige Fejl og Mangler, som dem jeg har omtalt. Dernæst maa vi mindes, at denne „Forandringslyst,“ som man kalder det, slet ikke er noget Nyt; for baade Kingo og især Guldberg har gjort en Mængde Forandringer i de ældre Salmer. Og anderledes kan det ikke være. Sproget og Smagen forandres Tid for Tid hos ethvert Folkeslag; meget af det, som for 100 eller 200 Aar siden brugtes og forstodes, er nu baade aflagt og glemt, og skal ikke da Salmerne læmpes efter Sprogforandringen, saa vilde de efterhaanden blive mer og mer uforstaaelige. Havde vi stadig holdt fast ved det Sprog, som brugtes her for 500 Aar siden, saa vilde mange af os nu ikke have skjønnet et eneste Vers.
Jeg sagde, at ogsaa Guldberg bar gjort mange Forandringer i de ældre Salmer. Til Bevis herpaa skal jeg bare nævne Sankt Bernhards lange Nadversalme, der hos Kingo begynder saaledes: „Jesu søde Hukommelse,““ men hos Guldberg: „O, Jesu din Hukommelse.“
6te Vers af den lyder f. Eks. saa hos Kingo:
„Jesum i min Seng søger jeg
Inden tillukte Hjertens Væg,
Baade ene ogsaa hos andre med,
Ved stedsvarende Kjærlighed“
men hos Guldberg heder det:
„Dig søger jeg, hvor jeg end gaar,
Paa Lejet og naar jeg opstaar,
I Eenrum og i Samfund her
Kun du min Lyst og Længsel er.“
Ogsaa har Salmen et Vers mindre hos Guldberg. – I den Salme „I Døden Jesus blunded“ staar der hos Kingo: „Saa slet formørket var,“ men hos Guldberg; „Saa rent formørket var.“ I Salmen: „O kjære Sjæl, fald ydmyg ned“ har Kingo Ordene: „Som den, der Skarn og Aflægs er,“ men Guldberg: „Som den, der daglig syndig er.“ Og man kan ikke engang sige, at alle Guldbergs Forandringer har gjort Salmerne bedre heller. Saaledes er dette
meget tvilsomt, naar han taler om Døberen:„Han ej værdig kjender sig
For en Træl at tjene dig;
Og hvad er jeg usle Barn?
Skygge, Støv og Jord og Skarn“ osv.
Isteden derfor heder det hos Kingo:
„Han ej værdig kjender sig
Til din Sko at tjene dig.
Hvad er da jeg Adams Barn!
Skygge, Støv og Jord og Skarn“ osv.
Her synes jeg, at tredie Verslinje er vel saa kraftig hos Kingo. – Der kunde endnu opregnes en Mængde Beviser paa, at Guldberg har været temmelig fri og dristig i sine Salme-Omarbejdelser; men de her opregnede kan være nok. Saameget synes da klart, at de, der roser hans Salmebog, de kan heller ikke med Grund have noget imod at man nutildags gjør det samme som han, nemlig forandrer Salmerne, hvor der virkelig findes fornødent. – De, som har mest imod en saadan Forandring, er gjærne Folk, der ikke kjender saapas til Sproget, at de ved at gjøre Forskjel paa Mening og Ord. Saasnart et Par Ord er ombyttet, eller endog bare en Stavelse, saa tror de straks, at Meningen er forfalsket. De skjønner ikke, at den samme Menings kan siges paa mange Maader, men at ikke alle disse Maader er lige poetiske og passende paa ethvert Sted.[20] Netop fordi det er saaledes, og fordi vore Digtere nu har langt mere poetisk Skjøn eller „Smag“ – som man gjærne kalder det – end Digterne for 100 Aar siden, netop derfor kan vi nu rette paa det rent Upoetiske, som findes i de gamle Kvad, og derved gjøre dem tækkeligere og give dem mere Velklang og Kraft uden at berøve dem noget af deres vægtige Indhold - Hvorvidt det ellers kan gaa med Misnøjen over enhver Forandring, skal jeg oplyse ved et Eksempel. Jeg mindes at have hørt, at en Almuesmand ankede over, at Wexels har gjort en liden Forandring i følgende Salme;: „Jeg arme Synder træde maa Med højbedrøvet Hjærte Til Naadens Dør, at banke paa“ osv. Dette Ord „højbedrøvet“ er hverken synderlig godt eller brugeligt, og Wexels har derfor ombyttet det med „dybt bedrøvet.“ Det var dette, som hin Almuesmand ikke likte, naturligvis bare fordi det var en Forandring. Og ingen Forstandig kan dog nægte, at det Nye her er i alle Maader bedre; Ordene er vel bekjendte og velklingende, og Begrebet dybt passer meget bedre end højt, naar Talen er om den Bodfærdiges hjærtelige Bedrøvelse, om den Ydmyge og Sønderknuste i Aanden. Havde ellers Ordene „dybt bedrøvet“ hørt Salmen til fra gammel Tid, og En saa havde faldt paa at indsætte „højbedrøvet“ isteden, da havde hin Almuesmand ganske sikkert klaget ligesaa ivrig som nu; og han havde da haft ligesaa stor Ret som har nu har Uret.
Tilslutnings skal jeg endnu ved en liden Sammenligning vise, hvormeget der kan vindes i Velklang ved passende Forandringer. En Paaskesalme af Kingo begynder saaledes:
„O kjæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Jesu Død er alt forsvunden.
Og Sejeren evig er vunden.“
Enhver mærker, at 3die Linje klinger noget tungt og haardt. Guldberg har derfor gjort en Smule Forandring, idet han skriver.
„Ved Jesu Død alt er forsvunden“
Dette hjælper lidt men ikke meget. Derimod har Verset faat
en ganske anden Velklang hos Wexels, hvor det heder:„O kjæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Frelserens Død er forsvunden,
Og Sejeren evig er vunden.“
Kan nu Nogen sige, at en saadan Forandring skader Indholdet? Jeg mener Nej.
Jeg har allerede fortalt, at Landstad nylig bar oversat Luthers „Aandelige Sange.“ Der kunde vel være dem, som undres over dette, eftersom de fleste af Luthers Salmer allerede er oversat før og findes for en stor Del i Kingos Salmebog.[21] Men Sagen er den, at det er en meget vanskelig Sag at oversætte Sange. At oversætte almindelig Lesna (prosaiske Skrifter), det er en simpel Sag, naar En bare kan godt de to Sprog, hvorom det gjælder; men anderledes er det med Poesi, og derfor er det ikke at undres over, om Mange prøver paa den Ting. Spør man nu: „Men hvorfor er det da saa vanskeligt at oversætte Sange?“ saa er dette et Spørsmaal just som jeg vil have det, og derfor skal jeg straks give Svar. Vanskeligheden ligger i to Ting: 1) de Ord, som rimer sig paa et Sprog, rimer sig ikke altid paa et andet; 2) de Ord, som svarer til hinanden, har ikke altid lige mange Stavelser i begge Sprog. Jeg skal oplyse disse Ting ved Eksempler. Herlighed og Kjærlighed er gode Rim og har lige Stavelser paa Norsk; men naar vi oversætter dem paa Svensk, saa er det forbi med begge Dele (Härlighet, Kärlek), og oversættes de samme Ord paa Tysk (Herrlichkeit, Liebe), da ligner de ikke hinanden det mindste. Paa Tysk rimes Ordene: Licht, nicht, men paa Norsk er det ganske anderledes; Licht betyder nemlig Lys, og nicht betyder ikke. Endel Ord rimes vistnok lige godt i begge Sprog (f. Eks. Noth, Todt – Nød, Død); men dette hænder ikke ret tit. – Naar man nu skal oversætte tyske Salmer paa Norsk, saa er der to Hovedveje at gaa: enten oversætter man dem Ord for Ord uden at bry sig stort om Rim og Stavelse-Tal (og saaledes oversatte man stedse før Kingo og Brorson, som vi kan se paa Salmen: „Nu bede vi den Helligaand,“ „Min Sjæl nu lover Herren,“ „Vi tro allesammen paa een Gud“ osv. i Kingos og Guldbergs Salmebøger); eller ogsaa gjengiver man Indholdet saa godt man kan, men søger dog stedse for at bringe godt Versemaal og gode Rim tilveje. Denne Oversættelses-Maade har stadig været brugt i de sidste 150 Aar, men den er følgelig vanskeligere; derfor er der intet Under, at Flere har søgt at kappes med hverandre heri. Den bedste Oversætter er naturligvis den, som, omframt godt Versemaal og gode Rim, bedst gjengiver Salmedigterens Tanker.
For at det Hele saameget bedre kan forstaaes, er det kanske bedst, at vi tar for os en hel Salme; og jeg ved da ingen, som er mere passende, end Luthers heltemodige Sejerssang: „Vor Gud han er saa fast en Borg.“ Jeg skal først meddele den paa Tysk, saaledes som Luther digtede den; den lyder saa:
„Ein feste Burg ist unser Gott.
Ein gute Wehr und Waffen:
Er hilft uns frei aus aller Noth,
Die uns jetzt hat betroffen.
Der alt böse Feind,
Mit Ernst ers jetzt meint;
Groß Macht und viel List
Sein grausam Rüstung ist:
Auf Erd ist nicht seins Gleichen.
Mit unsrer Macht ist nichts gethan,
Wir sind gar bald verloren:
Es streit für uns der rechte Mann,
Den Gott hat selbst erkoren.
Fragst du, wer er ist?
Er heißt Jesus Christ,
Der Herre Zebaoth,
Und ist kein ander Gott;
Das Feld muß er behalten.
Und wenn die Welt voll Teufel wär,
Und wollt uns gar verschlingen:
So fürchten wir uns nicht so sehr,
Es soll uns noch gelingen.
Der Fürst dieser Welt,
Wi saur er sich stellt:
Thut er uns doch nicht:
Das macht, er ist gericht,
Ein Wörtlein kann ihn fällen.
Das Wort sie sollen lässen stahn,
Un kein Dank darzu huben;
Er ist bei uns wohl auf dem Plan
Mit seinem Geist und Gaben.
Nehmen sie den Leib,
Gut, Ehr, Kind und Weib:
Laß fahren dahin,
Sie habens kein Gevinn;
Das Reich Gotts muß uns bleiben.“
Dersom denne Salme skulde oversættes aldeles ordlydende, uden mindste Hensyn til Versemaal og Rim, maatte det blive saa omtrent:
Vor Gud er en fast Borg, Et godt Værge og Vaaben: Han hjælper os ud af al Nød, Som os nu har rammet. Den gamle onde Fjende, Med Alvor mener han det nu; Stor Magt og megen List Er hans gruelige Rustning; Paa Jord er ikke hans Lige.
Med vor Magt er Intet udrettet; Vi er saa snart forlorne. Der strider for os den rette Mand, Som Gud bar selv udkaaret. Spør du, hvem han er? Han heder Jesus Krist, Den Herre Zebaot, Og (der) er ingen anden Gud; Han Marken skal beholde.
Og om end Verden var fuld af Djævle, Som vilde os rent opsluge, Saa frygter vi ikke ret meget, Det skal dog gaa lykkeligt med os. Denne Verdens Fyrste – Hvor barsk han (end) viser sig, Gjør han os dog Intet; Det kommer af: han er dømt. Et lidet Ord kan fælde ham.
Ordet skal de lade staa Og Utak dertil have; Han er nok hos os paa Vejen Med sin Aand og Gave. Tager de (end) Livet, Gods, Ære, Børn og Viv – Lod dette kun fare! De har ingen Vinding (deraf); Guds Rige skal forblive vort.
Kingos Oversættelse lyder saaledes:
„Vor Gud han er saa fast en Borg, Han er vor Skjold og Værge, Han hjælper os af Nød og Sorg, Der os vil her besnære. Djævelen, vor gamle Fiende, Vil os overvinde, Stor Magt og Argelist Bruger han imod os vist. Paa Jorden er ej hans Lige.
Vor egen Magt er intet værd, Vi ere snart overvundne, Der strider for os en vældig Herre, Alting maa for hannem bugne, Spørg du, hvo han er? Christus han heder, En Herre over alle Herrer, Og ej er Frelsere flere, Marken vil han beholde.
Der al Verden fuld af Djævle var, Og vilde os slet opsluge, Dem frygte vi ikke ved et Haar; Thi Gud kan dem det forbyde; Er Verdens Fyrste vred, Vil os sænke ned, Han kan dog intet, Christus haver hannem fanget, Et Guds-Ord kan hannem binde.
Det samme Ord de lade vel staae, Og dertil Utak have, Thi Gud vil selver hos os gaae Alt med sin Aand og Naade, Tage de bort vort Liv, Gods, Ære, Børn og Viv, Vi passe der intet paa, De kunde ej mere faae, Guds Rige vi dog beholde.“
I Guldbergs Salmebog er denne Oversættelse for Størstedelen beholdt; dog findes der nogle Forandringer. 3die Linje af første Vers heder nemlig: „Og ved os vel at berge;“ istedenfor „Argelist“ staar „Ondskabs List;“ istedenfor „slet opsluge“ staar: „rent opsluge;“ og de sidste 5 Linjer af Salmen er aldeles omgjort; de lyder nemlig saaledes: „Vil Satan rejse sig Med Grumhed eller Svig, Han Intet skal formaa Mod dem, i Troen staa; Guds Rige de dog beholde.“
Professor Stenersen har siden oversat den samme Salme paa følgende Vis:
„Vor Gud han er saa fast en Borg, Han er vort Skjold og Værge, Han hjælper os i al den Sorg, Som Hjertet mon herberge. Den gamle Slange nu Er os saa gram i Hu, Hans Sværd er Argelist, Paa Jorderige vist Hans Lige ikke findes.
Vor egen Kraft er Intet værd, Vi skulde snarlig segne, Men om os værger Herrens Sværd, For det maa Satan blegne. Spør du, hvo det vel bær? Det Jesus Christus er, Hærskarers store Gud, Vor Frelser mild og prud: Han Sejren skal beholde.}}
Var Verden end af Djævle fuld, Som vilde os opsluge, Vi frygte ej, vor Frelser huld Dem snarlig skal nedknuge. Ja, Verdens Fyrstes Hær, Hvor grum den end sig teer, Os meer ej skade kan, Thi dømt er den og han: Et Ord dem nu kan fælde!
Og Ordet skal de lade staae, Og Utak dertil have, Thi frem med os Gud Selv vil gaae, Alt med sin Aand og Gave. Og tog de end vort Liv, Gods, Ære, Børn og Viv, Da lad det fare hen, Det intet gavner dem, Men vi skal Riget arve!“
Denne ypperlige Oversættelse var allerede kjendt og yndet af Mange i Landet, endnu førend Wexels optog den i sin Salmesamling. Nu har imidlertid Landstad oversat den paany, og hans Oversættelse lyder saa:
„Vor Gud han er saa fast en Borg,
Han er vort Skjold og Værge,
Han hjælper os af al den Sorg
Og Nød, som os vil herje.
Den gamle Fjende nu
Sig reiser harm i Hug;
Hans Rustning først og sidst
Er Ondskab, Løgn og List.
Paa Jord er ej hans Lige.
Vor Magt ej hjælper os et Grand,
Vi Dødsens var og daaret;
Men for os gaar den rette Mand,
Som Gud har selv udkaaret;
Den Rette sandt og vist,
Han heder Jesus Krist;
Han er den sande Gud,
Han holder Kampen ud,
Sin Vold han veed at værge.
Var Verden end af Djævle fuld,
Som vilde os opsluge,
Vi frygte ej, skjønt Støv og Muld,
Den Magt og List, de bruge.
Den lede Satans Værk,
{{liten|Om arg han er og stærk,
Ej skader os et Haar,
Han dømt og bunden gaar,
Et Gudsord kan ham fælde.
Og Ordet skal de lade staa
Og dertil Utak have,
Thi Gud vil selv frem med os gaa
Alt med sin Aand og Gave.
Og tog de end vort Liv,
Gods, Ære, Børn og Viv –
Lad fare hen, lad gaa!
De ingen Vinding faa,
Guds Rige vi beholde.“
Denne Landstads Oversættelse er nok vel saa poetisk som Stenersens, men synes ellers ikke at gjengive Luthers Ord allesteds fuldt saa nøjagtigt, f. Eks. i 2det Vers.
Ved disse Eksempler vil jeg haabe, de Fleste kan lære at forstaa, hvilken vanskelig Ting det er at oversætte en fremmed Salme godt, og at det er ganske naturligt at naar Flere prøver hver for sig at oversætte en og samme Salme, da blir ikke Oversættelserne saa ens, som de vilde blive, dersom en (prosaisk) Læse-Bog skulde oversættes. Men dette skal ogsaa lære os, at det gjælder mere om Meningen idethele end om de enkelte Ord. Naar Folket faar lidt større Oplysning end de nu mindelighed har, vil de ogsaa snart skjønne, at det slettesikke er nogen farlig Sag, om den ene Udgave af en Bog (f. Eks. Katekismen) tildels har lidt andre Ord end en anden Udgave, saafremt bare Meningen er den samme. Det samme kan jo siges paa flere Maader – lad os ikke glemme det!
Siden jeg nu har vist „Folkevennens“ Læsere saa mange Oversættelser, faar jeg endnu tage en til af samme Salme, og det skal da være en, som Ivar Aasen har gjort paa „Landsmaalet“ i Norge.
Vaar Gud er oss so fast ei Borg,
So god til Vaapn og Verja;
Han ver oss i vaar Naud og Sorg
Mot alt, som her vil herja.
Vaar gamle Fiendsmann
Væl freistar alt, han kann.
Stor List og myki Magt
Han heve mot oss lagt.
Hans Jamning finst her ingen.
Med eigi Magt me inkje vann,
Me vat snart underlagde;
Men med oss er dan rette Mann,
Som Gud oss sjølv tilsagde.
Og spyrr du, kven han er:
D’er Krist, som fyr oss ver;
D’er Himmels Kongen prud,
Dan rette, sanne Gud.
Sitt Rom han væl maa verja.
Um Verdi full av Djevlar var,
Som vilde reint oss glupa:
Me liti Rædsla i oss bar;
Me skulde inkje stupa.
Kor arg i all si Ferd
Dan Myrkheims Høvding er,
Han fær dan inkje fram;
Han alt er dømd til Skam;
Ett Ord kann honom driva.
Dat Ordet skal dei lata staa
Og burt med Vantakk venda.
Vaar Herre sjølv vil vera hjaa[22]
Og Magt og Mod oss senda.
Og taka dei vaart Liv,
Gods, Æra, Born og Viv:
Dat vil me vyrda knapt;
Dei hava endaa tapt,
Og vaart skal Riket vera.
Det er just ikke min Mening, at en saadan Salme paa „Landsmaalet“ bør tages med i en Kirke-Salmebog. Her vilde jeg bare vise, at det kunde gaa an at oversætte Salmer paa det norske Bondemaal. Skulde nogen synes, at Sligt er upassende, og at vore Landsord er for grove og vanhellige til gudeligt Brug, saa vil jeg svare omtrent saaledes: Det er dog ingen anden end Gud, som har skabt Tungemaalene, og han har lært det norske Folk et eget Modersmaal ligesaavel som andre Folkeslag; han foragter altsaa ikke Folkemaalet, og var Jesus Kristus fød i Norge, saa havde han naturligvis snakket Norsk, ligesaavel som han i Jødeland talte jødisk. Dernæst skal vi mærke os, at i gamle Dage var man slet ikke ræd for at bruge Folkemaalet hertillands (Oldnorsk) baade til Salmer og Evangelier og anden gudelig Læsning, saaledes som man endnu gjør paa Island. Heller ikke gjør Svenskerne sig skyldig i nogen Gudsbespottelse eller Letsindighed, fordi de ligesom vor Almue skriver Skog (istedenfor det danske Ord Skov), eller ropa (istedenfor raabe), eller sakna (istedenfor savne) osv. Ja, vi kan gaa videre, f. Eks. til Tyskere og Engelskmænd; hos dem finder vi ogsaa mange Ord, som stemmer med det norske Folkemaal. Naar Mænd som Luther, Spener og Francke skrev gudelige Bøger, da brugte ogsaa de Ord som ein, Bein, Stejn, rejn (istedenfor en, Ben, Sten, ren), og Traum (ligesom vor Almue siger Draum) istedenfor Drøm; og det faldt dem aldrig ind, at saadanne Ord skulde være grove eller vanhellige: Men er de gode nok i Tyskland, saa kan de vel være ligesaa i Norge.
Skal vi faa en Salmesang, der kan klinge med Kraft og Liv, gribe Folkets Hjærte og fylde Kirkens Hvælvinger, da er det vel ogsaa værdt at tænke lidt paa Tonerne. Denne Sag er vistnok langt fra saa vigtig som selve Salmeværket; den lifligste Melodi til en mat, aandløs Salme vilde kun være at ligne med „en lydende Malm og en klingende Bjelde.“ Men paa den anden Side er det dog ligesaa vist, at en god Salme gjør et langt bedre Indtryk, naar den ledsages af en let og vakker Melodi end af en tung og styg. Ingen har vel med mere Varme udtalt sig herom end Luther. I Fortalen til sin første Salmebog siger han blandt andet: „De ere derhos ogsaa udsatte til fire Stemmer, ikke af anden Grund end den, at jeg gjærne vilde, at Ungdommen – – – skal og maa blive oplært i Musik og andre rette Kunster. – – Ikke saaledes at forstaa, at jeg er af den Mening, at alle Kunster skulle ved Evangelium være slagne til Jorden og forgaa, som nogle overspændte Aandelige foregive; jeg vil tværtimod gjærne se alle Kunster, og fornemmelig Musikken i Hans Tjeneste, som har givet og skabt den. Han henviser ofte til, at Profeter og Konger i det gamle Testamente „har lovet Gud med Sang og Klang, med Digt og allehaande Strængeleg. Og til en tungsindig Organist skrev han blandt andet: „Skriften lærer mig, at Gud hører gjærne Strængeleg. Grib kun frisk til Klaveret, og syng dertil, indtil de mørke Tanker forsvinde, ligesom David og Elisæus gjorde.“[23] Djævelen, siger han ensteds, „kan ikke taale at høre Musik;“ og atter en andensteds: „Jeg holder aldeles for, og skammer mig ikke ved at bekræfte det, at næst efter Teologien er der ingen Kunst, som kan lignes med Musikken.“
Man vil kanske spørge: Men hvortil skal nu alt dette tjene? Vi har jo en stor Samling af Salme-Toner, som alle er meget ordentlige; hvad der mangler, er dog vel ikke Melodier, men Evne og Lyst hos Folket til at lære dem, vi allerede har!
Ja, svarer jeg, vore Salmetoner er mange i Tal, men Ulykken er den at de fleste af dem er altfor ordentlige, saa de klinger stivt og koldt og dødt. En vis Orden er en god Ting ja nødvendig, i Sangen saavel som i alt Andet; endog Herrens egne Gjærninger bær Vidnesbyrd om den. Men den fornødne Orden i Salmesangen kan findes ligefuldt, om ikke enhver Stavelse maales ud med samme Maal – om altsaa Melodien fik et livligere, friskere Sving (mere rytmisk Afveksling) istedenfor det lange, ensformige Fodslag, som nu sædvanlig høres, Stavelse for Stavelse, hele Melodien igjennem – Salme-Tonerne var i den Henseende ganske anderledes i gamle Dage; de havde ikke – idetmindste ikke alle – denne stive afmaalte Koral-Form. Vi kan tage for os Melodierne fra Luthers Tid og nærmest derefter (f. Eks. Melodien til Vor Gud han er saa fast en Borg, Af Højheden oprunden er osv.), og da ser vi, at Stavelserne alsomtiest blev sungne med meget ulige Længde; med andre Ord: Fjerdedels-, halve og hele Toner brugtes idelig om hinanden. Melodien fik derved en Friskhed, en Kraft og et folkeligt Præg, som vor nymodens Salmesang aldeles mangler.[24] Reformatorernes Salmesang kan derfor allerede af denne Grund kaldes en virkelig Folkesang. Endog her, mellem vore norske Fjælde, har Almuen likt disse livfulde Toner og bevaret og udviklet dem paa sin Vis, saaat Salmer og Kjæmpeviser endnu synges omtrent paa en og samme Maade.
Hvad er det da, som maa ønskes gjort? – Jo, min Mening er den, at mange af de Salmemelodier, vi har, bør gjengives sin rette gamle Skikkelse;[25] og dernæst, at gode Folke-Melodier kan indføres til Kirkebrug.
Dette sidste vil vistnok forekomme Mange noget underligt, kanske endog upassende og letsindigt; men det er dog ikke saa, naar vi betragter Sagen nøjere. At optage Folkemelodier til Brug i Kirken, er nemlig intet Nyt. Luther selv gjerde netop det samme;[26] somme af dem tog han uforandret, og somme lempede han lidt.“[27] Det samme vedblev Tyskerne at gjøre en god Stund efter hans Død; og Biskop Kingo i Danmark gik ligeledes denne Vej. Han vilde, siger han, vælge velklingende og behagelige Melodier for at gjøre disse „endnu mere himmelske, at om Nogen for en Melodies Artigheds Skyld gjærne vilde høre paa en Sang om Sodoma, han saameget mere skulde lade sig behage under samme Melodi at høre en Sang om Sion.“[28] Kort sagt, Kristenhedens største Salmedigtere har netop gjort det, som jeg ønsker vi fremdeles skal gjøre, nemlig tage gode Folke Melodier og gjøre Salmetoner af dem.
For ikke at misforstaaes altfor meget, vil jeg endnu tilføje, at Folke-Melodier ikke bør tages iflæng; saa er ikke min Mening. Nej, lad os bare faa de bedste af dem! – Jeg har engang i Vartou Kirke i Kjøbenhavn hørt en Salmesang, som jeg aldrig glemmer;[29] det var Grundtvigs Indgangs-Salme;: „Guds Menighed, syng for vor Skaber iløn“ (som jeg har meddelt i „Folkevennens“ 2den Aargang Side 329); Melodien dertil er den samme, som findes i „Sange og Rim“ No. 70. Denne vakre Kjæmpevise-Melodi tror jeg vist, de Fleste vilde finde særdeles Smag i; og nogenlunde det samme kunde vel siges om flere Visetoner i „Sange og Rim,“ f. Eks. No. 29, 55a, 89, 111 og 261, samt andre livlige Melodier, der allerede tildels bruges til gudelige Sange, f. Eks. No. 155, 176 194 og 206.
Saaledes har jeg da angaaende Salmesagen omhandlet nogle af de vigtigste Punkter, hvorom almindelig Mand maaske har manglet fuld Oplysning og derfor tildels dømt iblinde. Jeg slutter med Ønsket om, at det med Guds Hjælp maa lykkes os ret snart at faa høre en Salmesang med fyldig og levende Klang i den norske Kirke.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Herde d. e. Hyrde.
- ↑ vårdar, vogter, beskjærmer.
- ↑ Sköld d. e. Skjold.
- ↑ spana, spejde, stirre.
- ↑ höljer, indhyller.
- ↑ bebrejdes af min Samvittighed.
- ↑ hunnit, naaet.
- ↑ Andas flägt, Aandepust.
- ↑ Bäckten, Kaldet, Røsten.
- ↑ Matk, Orm.
- ↑ Öfverdåd, Misgjærning.
- ↑ Lagens blixt, Lovene Lyn.
- ↑ skingra, adspred.
- ↑ Dimma, Taage.
- ↑ Trone, Troen.
- ↑ Lagens hot, Lovens Trusel.
- ↑ nalkas, nærmes, aabenbares.
- ↑ Burde vel være: tvætte.
O. V.
- ↑ Meningen er at komme mig til Livs. Gaa En „til Haande“ betyder derimod nu at hjælpe En.
- ↑ Den Mening, som f. Eks ligger i de 2 Ord; „Indtil Døden,“ kan udtrykkes paa mange Maader. Vi kan f. Eks. sige: Indtil Livets Ende, til Graven, til jeg dør til mine Dages Ende, til min Dødsstund, til der sidste Aandedræt, saalænge Hjærtet slaar, saalænge jeg aander, til jeg skilles herfra, hele Livet igjennem, til mit Endeligt, saalænge Gud under mig Livet osv. Den samme Tanke er altsaa her udtrykt paa 13 Maader, men alle disse er ikke lige bekvemme i Poesi eller lige passende i enhver Sammenhæng; dette kommer alt an paa Omstændighederne.
- ↑ Ogsaa det er vist en Mangel ved Guldbergs Salmebog, at den har for faa Salmer af Luther. Vi vil ikke ære og dyrke ham saaledes, som Katolikkerne gjør med sine Helgener; men det kan vi dog trygt sige, at efter Apostlernes Dage har der næppe været en saa stor Kristen som Luther; og derfor er det ikke mer end ret og billigt, at vi i Kirken vedblir at synge de fleste af hans Salmer. Af disse skal jeg her nævne de allervigtigste: „Af Dybsens Nød raaber jeg til dig,“ „Behold os, Herre, ved dit Ord.“ „Fra Himlen højt vi komme her,“ „Fra Himlen kom den Engleskar,“ „Fader vor i Himmerig,“ „Hvo, som vil salig udi Verden leve,“ „Gud Fader og Søn og Helligaand,“ „Jesus Kristus, vor Frelsermand,“ „Kom, Hedningernes Frelser sand,“ „Kom, Helligaand, o Herre Gud,“ „Med Glæde og Fred far jeg nu hen,“ „Lovet være du Jesus Krist,“ „Nu bede vi den Helligaand,“ „Nu er os Gud miskundelig,“ „Kristus kom selv til Jordans Flod,“ „Saa taler den uvise Mund,“ „Var Gud ej med os denne Tid,“ „Ti tro allesammen paa een Gud,“ „Vor Gud han er saa fast en Borg.“
- ↑ hjaa (eller sjaa) d. e. hos.
- ↑ Det kan bemærkes for dem, som ikke allerede ved det, at Davids Musik-Kor ved Templet bestod af 4000 Sangere og Musikanter, inddelte i 24 Klasser.
- ↑ Endnu værre føles denne afmaalte Ensformighed, naar man synger Salmerne saa ynkelig langsomt, som i den senere Tid er Skik og Brug paa mange Steder. Det kan endda gaa an med en Bodssalme, en Passionssalme osv. (for de bør vistnok have en noget langsom Bevægelse); men det passer ikke til en Julesalme, en Paaskesalme eller overhoved til en Lovsang at slæbes afsted.
- ↑ Det ensformige Koral-Præg bør dog rimeligvis beholdes i enkelte Melodier, som ret synes ligesom skabt dertil (f. Eks. „Hjærtelig mig nu længes“). – Dog, alt Sligt vil en kyndig og dygtig Tonemester bedst kunne afgjøre; og jeg tror, jeg tør fortælle alle Venner af folkelig Kirkesang, at vi om nogen Tid kan vente en hel Samling af gode Salme-Melodier af den Komponist, som vel i de 3 nordiske Lande er mest fortrolig baade med Luthers Toner og med Folkesangen her hos os, jeg mener Organist L. M. Lindeman.
- ↑ Ja, han fulgte endog samme Fremgangsmaade med Salmedigtningen. Naar han hørte et og andet Vers i Folkemunde, om det var nok saa papistisk, naar det bare vidnede om en vis from Inderlighed, saa tog han det, rettede det Skjæve og satte stundom flere Vers til. Paa denne Maade fremkom f. Eks. Salmen: „Nu bede vi den Helligaand.“
- ↑ Omframt disse har Luther selv digtet (komponeret) henimod 20 Melodier, hvoraf Melodierne til „Vor Gud han er saa fast en Borg“ og „Fra Himlen højt vi komme her“ vel maa kaldes sande Mesterværker.
- ↑ Kingos store Kjærlighed til alt, hvad der er folkeligt og fædrelandsk, viste sig ogsaa paa flere Maader. I en Bog til Dronningen taler han skarpt om dem, der ikke lagde „tilbørlig Værd paa vort kjære og ældgamle Moders-Sprog;“ han mener, at der fandtes somme, som „maaske i 30 Aar havde ædt Fædrelandets Brød, og har dog ej villet lært 30 danske Ord“ – – fordi de indbildte sig, at Dansk var „et Vadmels-Sprog,“ som de ej gad tage „paa deres Silke-Tunger.“ – Det er Ord, som ogsaa vi i vore Dage har Ret til at anvende paa dem, som hertillands væmmes ved Alt, hvad der er ægte Norsk.
- ↑ Det vældige Indtryk af denne Salmesang (som ogsaa den navnkundige svenske Skribentinde Fredrikke Bremer omtaler i sin Bog: „Lif i Norden“) kom kanske for Endel deraf, at Orgelet gik saavidt svagt, at det ikke overdøvede Menigheden. Jeg tror, det er ikke som det bør, naar Orgelspillet mangesteds ligesom opsluger og kvæler de levende Toner og Ordene selv fra Menighedens Mund.