Min vens bok/Pierre
Steenske Forlag, (s. 155-161).
– Hvor gammel er Deres lille gut? Ved dette spørsmaal ser hun paa sin lille gut som man ser paa klokken for at vite tiden. Og hun svarer:
– Pierre! han er ni og tyve maaneder.
Hun kunde like godt ba sagt to og et halvt aar; men da den lille Pierre er meget opvakt og gjør tusen forbløffende ting for sin alder, er hun ræd for at gjøre de andre mødre litt mindre skinsyke, om hun utgir ham for litt ældre end han er, og følgelig litt mindre forunderlig. Der er endnu en anden grund hvorfor hun ikke vil at man skal gjøre hendes Pierre en eneste dag ældre end han er. Det er fordi hun vil bevare ham ganske liten, som et spædbarn! Hun føler godt at jo mere han vokser, jo mindre kommer han til at bli hendes barn. Hun føler at han litt efter litt glir fra hende. Ak! de søker jo bare at rive sig løs, disse smaa utaknemlige skapninger! Den første adskillelse er deres fødsel. Fra da av hjælper det ikke at man er deres mor, man har allikevel bare et skjød og to armer at holde dem tilbake med.
Alt dette gjør at Pierre er nøiagtig ni og tyve maaneder gammel. Det er forøvrig en smuk alder, som jeg for min del nærer megen agtelse for; jeg har flere venner paa den alder som har vist sig særdeles hyggelige overfor mig. Men ingen av disse unge venner har saa megen fantasi som Pierre. Pierre knytter forestilling til forestilling med stor lethet og med en smule lunefuldhet.
Han husker enkelte forestillinger fra lang tid tilbake. Han kjender igjen ansigter som har været borte i over en maaned. I de farvede billeder han faar, opdager han tusen smaa ting som fortryller ham og ængster ham. Naar han blader i den billedbok som han synes best om og hvori han bare har revet ut andenhver side, faar han røde roser i kinderne, og der kommer et litt for livlig glimt i hans øine.
Hans mor er ræd disse roser og disse øine; hun frygter at altfor meget arbeide skal trætte en saa liten og endnu myk hjerne; hun er ræd for feber, hun er ræd for alt. Hun er ræd for at bringe ulykke over sit barn som hun har hovmodet sig over. Hun er nær ved at ønske at hendes lille gut, som hun var saa stolt av, lignet bakerens lille som hun hver dag ser utenfor butiken, og som har et bredt, flatt ansigt, blaa, uttryksløse øine, en mund som forsvinder under kinderne og et uttryk av idiotisk velvære.
Han gir ingen grund til ængstelse! Pierre derimot skifter farve hvert øieblik; hans smaa hænder er brændende hete, og han sover urolig i sin vugge.
Lægen liker hellere ikke videre at vor lille ven ser saa meget paa billeder. Han anbefaler rolige indtryk.
Han sir:
– Opdrag ham som en liten hund. Det er da ikke vanskelig.
Heri tar han feil; det er tvertimot meget vanskelig. Doktoren har ingen anelse om sjælelivet hos en liten gut paa ni og tyve maaneder. Og er forresten doktoren viss paa at alle smaa hunder vokser op under rolige indtryk. Jeg har kjendt én som, da han var omtrent seks uker, laa og drømte hele natten og som i søvne gik over fra latter til graat med sørgelig hurtighet. Han fyldte mit værelse med alle uttryk for de mest usammenhængende stemninger. Er det ro?
Nei! Derfor gik det det lille dyr som det gik Pierre: det magret av. Det levet allikevel. Pierre har ogsaa i sig spiren til et rikt liv. Han er ikke angrepet i noget ædelt organ. Men man skulde ønske at han var mindre mager og mindre blek.
Paris passer daarlig for denne lille pariser. Ikke for det at han vantrives der. Tvertimot, han morer sig kun altfor godt; han fængsles der av altfor mange former og farver og bevægelser; han har altfor meget at føle og forstaa, og han blir træt.
I juli maaned tok hans mor ham med, tynd og blek som han var, til en liten avkrok i Schweiz, til en lun dal hvor man ikke saa andet end grantrærne paa bergsiden, og græsset og kjørne i dalbunden.
Denne deilige hvile ved den store, rolige ammes bryst varte i tre maaneder, tre maaneder fulde av venlige billeder og i hvilke meget rugbrød blev spist, Og i de første dage av oktober saa jeg en ny, gjenfødt liten Pierre komme tilbake; en brunstekt, solbrændt, næsten bollet liten Pierre med sorte hænder, grov stemme og klingende latter.
– Se paa min Pierre, han er rædsom, sa den glade mor; han har farver som en dukkemand til ni og tyve skilling!
Men disse farver varte ikke længe. Dukkemanden blev igjen blek, nervøs og skranten, og han fik noget altfor klokt og vekt over sig. Paris gjenvandt igjen sin indflydelse. Jeg mener det aandens Paris som er overalt og ingensteds, det Paris som skjænker smag og aandfuldhet, som uroer en, som bringer én til at lægge sit hode i bløt selv naar man er ganske liten.
Og der sitter Pierre igjen og blir rød og blek over sine billeder. Mot slutten av december fandt jeg ham nervøs, med nogen umaadelige øine og nogen hete smaa hænder. Han sov daarlig og vilde ingenting spise.
Lægen sa:
– Han feiler intet; faa ham til at spise. Men hvordan? Hans stakkars mor hadde prøvet alt, men ingenting hadde hjulpet. Hun graat, men Pierre spiste ikke.
Julenatten bragte Pierre sprællemænd, hester og soldater i mængdevis. Og julemorgen stod hans mor i morgenkjole med nedsunkne hænder foran kaminen og saa mistænksomt paa alle disse grinende leketøisfigurer.
– Det vil hidse ham endnu mere op, sa hun til sig selv. Der er for mange av dem!
Og sagte og forsigtig for ikke at vække Pierre, samlet hun op i fanget sprællemanden som saa hende ond ut, soldaterne som hun var ræd for, da hun ansaa dem istand til senere at lokke hendes søn ut i kamp og slag; hun tok endog den snille røde hest, og gik paa taaspissen hen og gjemte alle disse leker i sit klædesskap.
Da hun i kaminen ikke hadde levnet andet end en umalet trææske, rigtig en fattigmandsgave, en Noas ark til ni og tredive skilling, gik hun hen og satte sig ved den lille seng hvor hendes søn laa og sov. Hun var kvinde, og det lille anstrøk av bedrag som hendes gode gjerning hadde, fik hende til at smile. Men da hun saa barnets blaa øienlaag, tænkte hun paany:
– Det er forfærdelig at vi ikke kan faa ham til at spise!
Da lille Pierre saavidt var paaklædt, aapnet han æsken og fik se sauerne, kjørne, hestene, trærne, nogen friserte trær. Det var snarere en bondegaard end en Noas ark.
Han saa bondemanden og bondekonen. Bondenianden bar en ljaa og bondekonen en rive. De skulde paa jordet og slaa hø; men det saa ikke ut som de gik. Bondekonen var klædt i rød kjole og straahat. Pierre gav hende kys paa kys, og hun farvet av paa hans kind. Han saa huset: det var litet, og saa lavt at bondekonen ikke vilde ha kunnet staa opreist derinde; men dette hus hadde en dør, og det var paa den Pierre forstod at det var et hus.
Hvorledes avspeilet disse maiede figurer sig i en liten guts friske, vankundige øine? Det vet ingen, men det var som et trylleri. Han trykket dem i sine smaa næver som blev ganske sorte og klisne; han stillet dem op paa sit lille bord og kaldte dem med lidenskapens tone ved deres navne: dada! bøbø! mæmæ! Han løftet iveiret ett av de underlige grønne trær med glat, rank stamme og kegleformet løvverk av høvelspon og ropte: »Et grantræ!«
For hans mor var det som en aabenbaring. Hun vilde aldrig ha hittet paa dette. Og dog er et grønt, kegleformet træ paa en rank stamme utvilsomt et grantræ. Pierre maatte si hende det for at hun kunde opdage det:
– Min engel!
Og hun kysset ham saa heftig at hele bondegaarden holdt paa at ramle overende.
Imidlertid opdaget Pierre likheten mellem trærne i æsken og trær som han hadde set derborte i bergene hvor luften var saa mild.
Han saa endnu flere ting som hans mor ikke saa. Alle de smaa kolorerte træklosser fremkaldte i hans erindring rørende billeder. Han kjendte sig igjen omgit av fjeldnaturen; han var endnu en gang i dette Schweiz som hadde næret ham saa rikelig. Den ene forestilling trak den anden efter sig, han tænkte paa at spise og sa:
– Jeg vil ha brød og melk. Han spiste og drak. Matlysten vendte tilbake. Han spiste til aftens som han hadde spist til frokost.
Dagen efter kom sulten igjen da han saa arken og dyrene. Hvad kan ikke fantasien utrette! Fjorten dage senere var han en liten tyksak. Hans mor var henrykt. Hun sa:
– Se bare: for nogen kinder! en veritabel dukkemand til tretten skilling! Det er arken fra den stakkars hr. X... som har gjort det.