Min vens bok/Til Fru D***
Steenske Forlag, (s. 166-172).
Paris, den 15. december 188*.
Nu nærmer nytaarsdag sig. Siden den dag er presenternes og lykønskningernes dag, kommer den først og fremst barnene tilgode. Og det er ganske naturlig. De trænger saa saart at man holder av dem. Og desuten er der det yndige ved dem at de er fattige. Selv de av dem som er født i rigdom, har intet andet end det man gir dem. Og sluttelig gir de aldrig igjen. Det er derfor det er en fornøielse at gi dem presenter.
Intet er mere fængslende end at vælge ut leketøi og bøker som passer for dem. Jeg vil engang skrive en filosofisk avhandling om leketøi. Det er et emne som frister mig, men jeg vover ikke at begi mig ind paa det uten lange og alvorlige forstudier.
Idag vil jeg holde mig til de bøker som er bestemt til barns adspredelse, og siden De har været saa elskværdig, kjære frue, at be mig om det, vil jeg i dette brev sende Dem nogen bemerkninger desangaaende.
Et spørsmaal melder sig med en gang. Skal man fortrinsvis gi barn bøker som er skrevet særlig for dem?
For at besvare dette spørsmaal behøver man kun at ta erfaringen tilraads. Det er bemerkelsesværdig at barn som regel viser en avgjort uvilje mot at læse de bøker som er skrevet for dem. Denne uvilje er kun altfor let forklarlig. De føler, allerede fra de første sider av, at forfatteren har lagt an paa at stige ned til deres idkreds istedenfor at løfte dem op til sin egen og at de følgelig ikke under hans førerskap vil finde det nye og det ukjendte som menneskesjælen i enhver alder tørster efter. Disse smaa er allerede besat av den nysgjerrighet som skaper digtere og forskere. De vil at man skal aabenbare verden, den gaadefulde verden for dem. Den forfatter som fører dem tilbake til dem selv og fastholder dem i beskuelsen av deres egen barnslighet kjeder dem til døde.
Og det er dog det man ulykkeligvis beflitter sig paa naar man skriver for den unge slegt, som det heter. Man vil gjøre sig lik de smaa. Man blir barn, men man savner barnets ynde og uskyld. Jeg husker en bok, Den brændende skole, som man gav mig i den beste hensigt av verden. Jeg var bare syv aar, men jeg forstod at det var noget vaas. En saadan bok til vilde ha git mig avsmak paa bøker, og jeg elsket bøker.
– Man maa dog, vil De indvende, ta hensyn til de unges fatteevne.
Javisst, men det lykkes en kun daarlig om man gaar tilverks som det vanligvis sker, det vil si ved at iklæde sig enfoldighetens gevandt, ved at anslaa en gudnaadslig tone, ved at si uten ynde ting uten saft, kort at gi avkald paa alt det som i en voksen forstand tiltaler eller overbeviser.
For at bli forstaat av barn er det aller best at eie en stor begavelse. De verker som mest tiltaler smaagutter og smaapiker er de høisindede bøker som er fyldt av store tanker, hvori alt er klart og vel avveiet og som er skrevet i en fyndig, letfattelig stil.
Jeg har ofte latt meget unge barn læse nogen sanger av Odysséen, i en god oversættelse. Barnene var henrevne. Don Quixote er, naar den rikelig beskjæres, den mest underholdende læsning en sjæl paa tolv aar kan fordype sig i. Hvad mig selv angaar, har jeg fra jeg kunde læse, læst Cervantes' herlige bok, og jeg har holdt saa meget av den og jeg har følt den saa godt at det er denne læsning jeg skylder en stor del av det gode humør som jeg endnu har bevaret i sindet.
Selv Robinson Crusoe, som i et aarhundrede har været ungdommens klassiske bok, blev i sin tid skrevet for alvorlige mænd, for kjøbmændene i Londons by og for Hans Majestæts sjøfolk. Forfatteren la i den al sin kunst, hele sin sjæls redelighet, sin erfaring og sin umaadelige viden. Og det viste sig at være kun hvad der skulde til for at more smaa skolegutter.
De mesterverker jeg her har nævnt indeholder en handling og handlende personer. Den skjønneste bok av verden har for et barn ingen mening, hvis tankerne i den er uttrykt paa abstrakt vis. Evnen til at abstrahere og til at forstaa abstrakte ideer utvikles sent og overordentlig ujevnt hos menneskene. Min lærer i sjette klasse som, det være sagt uten bebreidelse, hverken var nogen Rollin eller nogen Lhomond, bad os læse Massillon's Fasteprækener i ferierne til vor egen forlystelse. Min lærer sa det for at faa os til at tro at han selv forlystet sig ved denne læsning og paa det vis forbause os. Et barn som fandt fornøielse i Massillon's Fasteprækener vilde være et monstrum. Jeg tror forøvrig at der ikke findes nogen alder som kan finde fornøielse i denslags arbeider.
Naar I skriver for barn, læg Eder da ikke til nogen særlig manér. Tænk godt, skriv godt. La alting leve, la alt være stolt, vidt, mægtig i Eders fortælling. Det er den eneste hemmelighet hvis I vil behage Eders læsere.
Hermed vilde jeg ha sagt alt som behøver at sies, om vi ikke her i Frankrige og, saavidt jeg vet, i den ganske verden, i de siste aar hadde hat den forestilling at man til barn ikke maa gi andet end bøker om naturvidenskaperne for ikke at fordærve deres aand med poesi.
Denne forestilling er saa rotfæstet i det almene omdømme at naar man nufortiden trykker op Perrault's eventyr, er det kun for kunstnere og bokelskere. Se for eksempel de utgaver som er utkommet hos Perrin og Lemerre. De havner i skuespillerinders og børsmægleres biblioteker, og bindes ind i hel saffian og prydes med guldarabesker til femten hundrede frank.
Derimot frembyr de illustrerte kataloger over barnebøker til nytaarsgaver krabber, edderkopper, ormereder og gasapparater til øiets forlystelse. Det er til at skræmme en fra at være barn. Ved hvert aarsskifte oversvømmes vi og vore familier av en syndflod av populærvidenskabelige verker der er utallige som oceanets bølger. Vi blændes av dem, vi drukner i dem. Ingen vakre former længere, ingen ædle tanker, ingen kunst, ingen smag, intet menneskelig. Ene og alene kemiske reaktioner og fysiologiske tilstande.
Igaar blev jeg vist en barnebok som het Industriens vidundere.
Om ti aar er vi alle elektrikere.
Hr. Louis Figuier, som dog er en brav mand, gaar ut av sit gode skind bare ved tanken paa at de franske smaagutter og smaapiker endnu kan kjende til Askepot. Han har skrevet et forord utelukkende for at be forældre om at ta fra sine barn Perrault's Eventyr og gi dem hans ven doktor Ludovicus Ficus' verker i stedet. – Luk den bok, frøken Jeanne værsaagod og glem »den blaa fugl som har himmelens lét«, som du fandt saa elskelig og som fik dig til at graate, og sæt dig hurtig ind i æterisationen, Det vilde være smukt om du endnu ikke syv aar gammel hadde opgjort dig en mening om kvælstofoksydulets anæstesiske virkninger! – Hr. Louis Figuier har opdaget at feerne er opdigtede væsener. Derfor kan han ikke fordrage at man snakker til barn om dem. Han snakker med dem om guano, som intet opdigtet har ved sig. – Nuvel, kjære doktor, féerne er netop til fordi de er opdigtede. De lever i de friske, barnlige indbildninger som er naturlig mottagelige for de folkelige sagns evig unge poesi.
Den mindste lille bok som vækker en poetisk tanke, som fremkalder en vakker stemning, som, med ett ord, griper sjælen, er for barndommen og ungdommen uendelig kosteligere end alle Eders bøker om maskiner og apparater. Baade store og smaa barn har trang til eventyr, til vakre eventyr paa vers og prosa, til bøker som kan skjænke os latter eller taarer og som kan hensætte os i henrykkelse.
Jeg har netop idag med stor fornøielse mottat en bok som heter Den fortryllede verden og som indeholder en ti-tolv féeventyr.
Den elskelige og lærde mand som har samlet dem, hr. de Lescure, viser i sit forord til hvilken stedsevarende sjælelig trang sagnverdenen svarer.
»Trangen, sir han, til at glemme jorden og virkeligheten, alle skuffelser og alle forurettelser, som kjendes saa haarde for stolte sjæle, alle de brutale støt som er saa smertelige for følsomme gemytter, er en almenmenneskelig trang. Drømmen skiller endnu mere end latteren mennesket fra dyrene og fastslaar dets høiere rang«.
Denne trang til at drømme har barnet. Det føler sin indbildning arbeide, og det er derfor det vil ha eventyr.
Eventyrfortællerne gjenskaper verden paa sit vis, og de gir de svake, de enfoldige, de smaa leilighet til at gjenskape den paa deres vis. Derfor utøver de ogsaa den mest tiltalende indflydelse. De hjælper én til at drømme, til at føle, til at elske.
Og vær ikke ræd for at de skal narre barnet ved at befolke dets tankeverden med dverger og féer. Barnet vet godt at der i livet ikke findes denslags elskelige aabenbaringer. Det er Eders underholdende videnskap som narrer det; det er den som saar vildfarelsernes sæd, som siden er saa vanskelig at utrydde. Smaagutter som ingen mistro har, indbilder sig paa Jules Verne's ord at man kan reise til maanen paa en granat og at et levende væsen uten skade kan unddra sig tyngdens love.
Disse vrængebilleder av den ædle videnskap om himmelrummet, av den gamle, ærværdige astronomi, er uten sandhet og uten skjønhet.
Hvilket gavn kan barn ha av en planløs videnskap, av en foregit praktisk litteratur som hverken taler til forstanden eller til følelsen?
Man maa vende tilbake til de skjønne legender, til digternes og folkenes poesi, til alt det som skjænker os skjønhetens skjælven.
Men, ak og ve! vort samfund er fuldt av apotekere som er ræd fantasien. De gjør den uret. Det er den som ved sine løgne faar al skjønhet og al dyd til at spire paa jorden. Det er kun ved den at man er stor. O mødre! nær ingen frygt for at den skal fordærve Eders barn: den vil tvertimot bevare dem mot plumpe feiltrin og letfærdige vildfarelser.