Miniatur-ballade
Langs alle vaade veier
der er forglemmigeier,
som jomfrublaae løfter
sit slæb fra regnets rest;
smaa spæde speil af søle
er efterglemt paa veien,
og solnedgang i grøfter
saa langt en sér mod vest!
Og se, paa engens plæner,
der myldrer leirliv broget
i tusen opbrudsscener
paa eventyrets tun!
Og indmod graastensvarder
staar straa og stængler støttet,
smaa fine hellebarder
omvirrede af dun.
Og yndig spredt paa engen
er blaa og grønne klynger,
som pludrende sig gynger
i aftnens lade sol — —
Ja, det er gnom og kobold
og drabelige dværge,
forglemmigei og korsblom,
linnea og viol!
De furer, bonden harver
med vældig krop mod solen,
er krigssti mod de larver,
de frygtelige dyr,
som slimede bag løvet
er farlig rullet sammen
og pludselig af hammen
som gyldne drager flyr!
Ja, skrækkelige drager
med lange neb, som lepjer
af alle blomsters elskov,
— skjønt blomster ofte byr —;
en glitterhær af lanser
skal risle langsomt over,
saa saare solen sover
og nattens bauner gryr!
* * *
Men ved en lønlig vei
staar der en gnom i tale
med en forglemmigei,
den blaaeste i dale.
Hun gav ham silkeskjorten
og sydde ind i dén
de tre af sine stjerner,
og hun har syv igjen.
Se, saadan sødt belæsset
i panser og i blade
staar gnomen der i græsset
og bøier ydmygt knæ —;
han tar hjelm af haaret
og fører blødt, beleven
til sine læber sneven
fra pigens fine knæ:
Gnom:
„Jeg har som ridderløn
jo bønnen i dit navn;
men denne blaae bøn
behøver du ei bede;
du bær’ i bønnens savn
opfyldelsen tilstede, —
hvi heder du et navn
du ei behøver hede?“
Og pigeblomsten glitrer
i alle sine stjerner;
hun staar i fryd og sitrer,
den blaaeste af tærner —;
hun er af skogens adel,
og grodd af tuer fjerne —
saa fører hun med ynde
sin haand mod hjertets stjerne:
Forglemmigei:
„Mit navn, det vil jeg glemme
og være navnløs, bly; —
men hører jeg din stemme,
det blaaner frem paany!
Men ikke vil jeg kaldes
„Det længselssyge savn“ —
jeg gir dig jo mit legem,
gi mig igjen et navn!“
Han tar et skridt tilbage
og slaar med haanden ud
med pigens trende stjerner
paa brystets silkeskrud:
„Du er blandt blomsters vrimmel
syvstjernen nu, min engel —
et lidet stykke himmel
sænkt ned paa duftig stengel!
Men aa, jeg har slig vaande —
Jeg kan ei tro, at Gud,
mens jeg er væk, vil aande
min lille himmel ud!
Dog hørte jeg om høsten
et ord forleden kveld,
af en, der kjender livet,
den gamle eternel!“
Forglemmigei:
„Aa, hun som sidder over
mens alle andre danser?!
Det gamle Dros, hun sover,
hun har da ingen sanser!
Nei, jeg kan livet kjende
i mine stjerners ild —
Jeg lover dig at brænde,
saa længe som du vil!“
— — — —
* * *
Saa sank da sol tilbage
i skyers søileslot
og tog i sølvslør med sig
vort landskab lige godt. — —
Men snart strøg toner lave —:
— da steg paa høiens skraanen
al verdens lansehave
i glittermarsch mod maanen!