Mons Lie

Mons Lie av Carl Nærup

Fra Urd 7. desember 1907.

Der udkom i Vaares en Fortælling med Titelen «Digteren» af Simon Koch, — en Bog, jeg ofte har maattet tænke paa siden. Som Fortælling betragtet var den nu slet ikke saa særlig udmærket eller betydningsfuld. Men det Motiv, den danske Forfatter her havde behandlet, synes mig at høre til de interessanteste, som vore Dages Liv har at byde paa. Vistnok findes der i Tidens Literatur nok af Romaner og Skuespil, som har sat sig til Opgave at udrede, hvor stort eller hvor tungt, eller hvor opløftende eller nedtrykkende det er at forvalte Fantasiens Gave for en utaknemlig og uskjønsom Slægt. Men at stille frem for os Digteren, denne Gudernes Yndling, som han maa trælle under den strenge Virkeligheds Aag, det hører til de store og uopslidelig interessante Motiver.

 Om dette Motiv kredser igrunden hele Mons Lies Produktion. Hans første Bøger fra Begyndelsen af Nittiaarene: «Streif», «Remeni», «En Drømmers Bog», «En Forbryders Bekjendelser» gjør Indtryk af Blade og Brudstykker af en Digters journal intime. Det er aforistisk udformede Stemninger, Refleksioner, Indfald, Aandrigheder . . ikke altsamrnen netop saa personlig udpræget, men ofte pudsigt og fint, af en egen øieblikkets flygtige Charme. At denne Skribent var Digter, kunde der ingen Tvil være om, men han syntes at savne den skikkelse-dannende Evne, som er Kunstnerens sine qua non. Maaske havde han ogsaa selv en Følelse af, at hans gjærende, kaotiske Stemningsliv krævede en fastere, mere sluttet Form . . det uhaandgribeligste af alt, den rene Lyrik, udfolder sig jo friest i Versets strenge Rim og Rytme. Hvad enten Mons Lie har tænkt saa eller ikke, nok er det han udgav et Bind Vers . . en besynderlig forfeilet Bog, hvor næsten ethvert Digt er ude over Parodiens yderste Grænse, og hvor Digteren i vanmægtig Brynde jager efter de store Følelser.

 Langt lettere og naturligere faldt den dramatiske Form for Mons Lies Talent. Hans Skuespil: «Sebastiano di Ricardi», «Lombardo og Agrippina», «Don Juans Død» er allesammen Tragedier om Kjærlighed. Og disse Tragedier har liden Sammenhæng med Tidens dramatiske Kunst. I sin steile Trods, sin mørke Patos, sin vildt hastemte Diktion minder de om den tyske Romantiks Sturm und Drang-Dramaer. Digteren raser mod Verdensordenen i blaa og ubegrænset Almindelighed. Han slynger de vildeste Skjældsord og Forbandelser i Ansigtet paa den samlede Menneskehed . . altsammen ud fra en rent æstetisk eller artistisk Indignation. Han foragter Menneskene, fordi de bøier sig for de vedtægtsmæssige moralske Værdier, fordi de ikke forstaar, at Livets Maal og Mening ligger i de store sjælelige Oplevelser . . i den hensynsløse Udfoldelse af hver stærk Følelse, hver magtfuld Lidenskab.

 Disse Tragedier er ren Lyrik. Digteren har neppe nok gjort Forsøg paa at individualisere sine Personer. De taler alle det samme abstrakte, usikre og uartikulerede Sprog. Saavel «Sebastiano» som «Lombardo» og «Don Juan» er monodramatiske Digte, hvis Mening er at udfolde den store Passions eller den sjeldne Skjæbnes Livsløb, men hvis Resultat som oftest kun blir det lyriske Skrig.

 Med det i 1901 udkomne Livsbillede «Sjøfareren» vender Mons Lie tilbage til Novelleformen. Og denne Form har han siden holdt fast ved, og gjennem den skjænket os sine bedste Arbeider. Til disse regner jeg «Adam Ravn», «Mand overbord» og «Ved Hotellets dækkede Bord». Disse Bøger, som alle er skrevne i hans urolige aforistiske Stil og i et usikkert, halvnorskt Sprog, er saa sympatiske og interessante, netop fordi de giver os et Billede af en ægte Digter fra vore Dage. Disse smaa Romaner er Tragedier om Kunstnere. De skildrer Kunstnersindets Kamp for at holde sig oppe, for at leve sit Liv og udfolde sit Væsen paa Trods af Hverdagens tusen hindrende og hæmmende Indflydelser. I Fortællingerne om Adam Ravn og William Harpe er det et ulykkeligt Ægteskab, som fuldbyrder Hovedpersonens Undergang, i «Mand overbord» er det Fattigdom og ulykkelig Kjærlighed, — men her som hist, mener Digteren, er det selve Livets Lov, at den egenartede, fine og høitstræbende Sjæl skal slaaes ned.

 Renest og mest indtagende er Typen fremstillet i den sidste Bog. Tage Flygel er en Grubler og Dagdrømmer, en Tænker og Fantast, som tumler sig frit og overlegent i sin egen selvskabte Verden, men for hvem der knapt findes Plads hernede paa vor jordiske Myretue. Han er fra Fødselen af en af Tilværelsens Overflødige; en sky, forskræmt Særling, som tilbringer sit Liv paa et fattigt Tagkammer . . optaget med alskens vidtsvævende og ufrugtbare Spekulationer. Hos ham blir alt det fine og gode i hans Natur til Svaghed, og han lader sig modstandsløst skyve ud i Mørket.

 Dog — det særegne ved denne Historie ligger ikke i dens ydre Handling. Det er Sjæleskildringen, som giver den Værd . . og saa denne varme, inderlige Tone, stundom sløret af en let Ironi, som er holdt hele Bogen igjennem. Den store Følelse, som Mons Lie søgte i sine Tragedier, den har han fundet i denne simple dagligdagse Fortælling. Mellem Linjerne i Tage Flygels Historie har Digteren forstaat at meddele den Stemning af Undren og Forfærdelse, som fødes af Modsætningen mellem det flygtige Menneskevæsen og de evige Verdenskræfters Vælde. Her brister en Sjæl i stum Klage . . men der er i hans stille Undergang den samme Patos foran Tilintetgjørelsens Rædsel som den, Digteren fordum lagde Kong Lombardo i Munden. Og den kunde godt være udtrykt i disse Ord fra hans dystre Skjæbnetragedie: «Al Naturen mister sin Glans omkring ham, den mørkner, — blusser op som skrigfyldt af Vaande. Med ham dør Havets Vinde, Solen slukner stille, og Floder stanser i sit Løb, — det sidste visne Blad falder lydløst mod en udbrændt Jord. Han favner al Verdens Smerte med sine knoklede Hænder, med brudte Arme og som en Skygge svinder hans sidste Følelse. Kolossal strækker sig denne Skygge efter Dødens Angst. Men hans Væsen lever . . .

Tilbake til toppen av siden.