Morderen fra mørket/14

XIV.

FORHØRET

– De skrev i Deres brev til mig, sa detektiv X, at De frygtet for, at uskyldige skulde komme til at lide og at De derfor paakalde min bistand. Med de uskyldige mener De de to polakker, ikke sandt.

– Jo.

– Da maa De har vægtige grunde for at tro paa deres uskyldighet, eftersom den ene allerede har tilstaat.

– Det har jeg ogsaa.

– Hvorfor har De ikke saa fremlagt disse vægtige grunde for de rigtige myndigheter, for politiet?

– Jeg har ventet dette spørsmaal, svarte kapteinen, og det er kanske vanskelig at gi Dem en tilfredsstillende forklaring. Men De vil kanske lettere forstaa det naar De hører mine grunde. Jeg har forsøkt at gjøre den unge læge, som har været opnævnt som sakkyndig, til min fortrolige. Men jeg har opgit det igjen. Mine anskuelser er ikke almindelige og da jeg opdaget et eiendommelig forundret blink i hans øine holdt jeg inde.

– Han trodde formodentlig De var gal, sa X.

– Ja, svarte kapteinen og sukket, og jeg har ogsaa selv været nærved at tro, at jeg stod paa grænsen av min forstand og bare hadde det bundløse mørke foran mig.

– Da skal De ikke bry Dem om, hvad jeg tror eller ikke tror om Dem, sa X. i en tone, som skulde være beroligende. Det er ofte, at de vanvittige rent visionært ser sandheten, hvor den normale ganske savner evnen til at opdage den, – fordi hans fornuft, hans logiske sans hindrer ham fra det. Hvad denne sak angaar, sa X, da har jeg studert den litt, – men i al hemmelighet, saadan som jeg bestandig har for vane. Affæren er fra første øieblik meget gaadefuld. Der findes ikke noget paatagelig motiv for mordet. Det kan ikke være noget hevnmord, det kan ikke være noget rovmord. Heller ikke noget selvmord. Passionsmord synes ogsaa at være udelukket. Man steiler overfor denne gaade. Saa arresteres disse to ensomme vandrere. Og den ene tilstaar. Dermed synes den officielle retfærdighet at være tilfredsstillet. Men naar han skal ha forklaret det hvorfor? som atter igjen reiser sig, da har man i virkeligheten ingensomhelst forklaring. Det eneste bevis som foreligger er tilstaaelsen. Og det er intet bevis.

– Er De opmerksom paa, spurte kapteinen, at denne tilstaaelse støttes av noget vidneprov. Blandt andet har to mænd forklaret, at de om morgenen den anden december saa polakkerne komme gaaende ind til byen (her nævnte kapteinen navnet paa byen med de to kirkespir). Det er en slagter og en handelsmand, som har set dem. Og de har fiksert datoen saa nøiagtig, fordi de begge husker, at de nævnte denne dato. De talte om veiret og syntes det var underlig, at vi endda saa sent som anden december ikke hadde faat sne. I det samme kom de to vandrende polakker forbi.

– Det er heller intet bevis, sa X, folk tar ofte feil av datoen, især naar det bare gjælder en dag. Og i reiseboken paa det hotel, hvor de tok ind staar angit første december. Dette forklares paa den maate, at hotelkaren ved en ren misfortaaelse har skrevet første december istedenfor anden. Man kan imidlertid med likesaa stor berettigelse paastaa, at hotelkaren har skrevet rigtig, og at det er de to borgere, som hin dag har tat feil av datoen. Hvis man først tviler paa tilstaaelsen, da falder de vidneprov, som støtter den, meget hurtig til jorden.

– Og man maa tvile paa tilstaaelsen, svarte kapteinen, jeg vet, at den maa være gal.

X. rakte sin høire knyttede haand ut i luften likesom for at fastholde et moment.

– Hvis De er sikker paa dette, sa han, da har vi straks et utgangspunkt. Men hvorfor er De sikker paa det?

– Fordi jeg selv med mine egne øine har set polakkerne den tredivte november om aftenen.

– Her?

– Ja, her paa dette sted og i nærheten av apoteket.

Jeg kom netop fra en samtale med apotekeren og jeg antar, at klokken kunde være omkring tolv. Jeg la merke til de to vandrere baade paa grund av deres underlige fremmedartede utseende og fordi det var de eneste mennesker, som jeg møtte. De gik mot øst, og der var intet i deres fremtræden, som kunde tyde paa, at de agtet at gjøre noget længer ophold underveis. Det er ogsaa bragt paa det rene, at ingen har set dem her i omegnen om dagen den første december Hvis man regner med veiens længde, saa passer det akkurat ind, at de to vandrere skulde være naadd ind til byen den første om morgenen. Og saa ut paa dagen ha vandret videre østover. Men isaafald kan det umulig være dem som har begaat mordet paa apoteker Frykman den første december sent om aftenen.

– Alt dette er utvilsomt rigtig, sa X, men det blir nødvendig for at vi skal bli kvit disse to polakkere, som bare forstyrrer os, at vi bringer paa det rene, hvorfor den ene av de to polakkere har tilstaat. Den forklaring, som gives, at polakken er en imbecil, en halvidiotisk fyr, tilfredsstiller mig ikke. Jeg har allerede læst protokollen over forhøret. Jeg læser mere av dette tørre referat end ordene fortæller. Jeg ser gjennem referatet som et tyndt vævet klæde. Bak dette klæde bevæger menneskene sig i en uklar taake. Det som jeg først funderer over, idet jeg tar referatet i min haand er dette:

Hvorledes har politiet oprindelig gjort polakken forklarlig, hvad man mente. Det var ikke nok at si til ham: Har du den første december været der og der. Og saa nævne navnet. Et navn betyr intet for ham. Han kjender ikke navnene paa alle de steder, som han under sin lange vandring passerer igjennem. Jeg ser da av det første forhør, at man har søkt at gjenkalde i polakkens erindring visse træk, som gjør dette sted karakteristisk og gjenkjendelig. Og polakkens svar tyder med bestemthet paa at han har været der. Først og fremst er det nu broen. Den store nye jernbanebro. Den maa alle huske, som har set den. Man har spurt polakken: Husker du ikke det sted med den store jernbanebroen, som ser saadan og saadan ut. Og saa har han nikket og sagt: Ja, ja. Og dernæst kommer vi til apoteket. I sig selv er apotekets store og gamle hus ganske karakteristisk. Det kan godt tænkes, at et par vandrere særlig har bidt sig merke idet og husker det, naar de senere faar det beskrevet. Og desuten staar der skrevet Apotek tversover bygningen. Hvis da ikke polakkerne er rene analfabeter er dette et av de faa ord, som de har kunnet lære sig til at forstaa. Det har altsaa ikke været vanskelig for forhørsdommeren at orientere dem.

Men naar vi nu tænker litt paa, hvordan forhøret er blit fremmet da maa vi ikke glemme, at hver eneste uttalelse er gaat gjennem flere led, om jeg saa maa si gjennem flere støpninger, før den har faat sin endelige form i protokollen. Den politimand som har ledet forhøret har først rettet spørsmaalet til translatøren, som saa har lat det gaa videre oversat til polakken. Dennes kanske i sig selv usikre og famlende svar er saa git til translatøren, som har oversat det for administrator, som igjen har git det sin endelige form idiktatet til protokollen. Uten at de angjældende har villet det, kan for det første spørsmaalet let bli forvansket, forinden det naar sin endelige adresse: Polakkens hjerne. Allerede et saadant uklart spørsmaal er egnet til at forvirre polakken og gjøre hans svar anderledes end de skulde ha været. Det svar, som avpresses ham, har han sikkert rent instinktmæssig, fordi han skjønte, at der var fare paafærde, git en svævende form. Det har kanske bare været en utflugt, en omgaaelse av det stillede spørsmaal avgit i hans eget sprog, som han nota bene mestrer i alle avskygninger, i alle de dobbeltbundede uttryk, som ofte gir den uttalte sætning en anden, en dypere, en tvedelt betydning. Men allerede i det øieblik svaret fæstner sig i translatørens hjerne og av denne hjerne omformes til et helt andet sprog har det passert et filter, er blit forenklet, tydeliggjort og sikkert tydeliggjort i den retning som vedkommende translatør ubevisst ønsker, at det skal gaar I polakkens disfavør. Iallefald er alle de nyanser, som kunde bety noget andet eller noget mere blit borte. Naar derefter translatøren skal gi sin opfatning av svaret en form, saa det kan opfattes av forhørets administrator, foregaar der atter en forenkling. Nu uttrykker translatøren sig paa sit sprog og svaret gis til fuldkommenhet den mening, som translatøren synes, at det har. Men endnu har ikke svaret faat sin endelige form. For nu kommer den juridiske forenkling, som svaret maa ha for at kunne protokolleres. Her spiller det ind, at forhørets administrator, uten at han derfor behøver at være eller tænke partisk, allikevel ubevisst i sin stræben efter at gi svaret et klart juridisk uttryk, yderligere forenkler det, det vil si tilspidser det henimot det resultat, som han har ønsket, at hans spørsmaal skulde faa. I knappe, juridisk uangripelige sætninger indføres saa svaret i protokollen. Og alene saadan som det staar her, har det betydning. Vi ser nu tydelig utviklingen: Truet av faren, skulende og mistænksom gav polakken fra sig et svar, som kanske var ingen ting, noget undfaldende, et slør av ubestemte ord og jargon, noget svævende og taaket. Men gjennem den ubøielige juridiske rotation har det efterhaanden faat form og ligger nu paa rettens bord som ubønhørlige kjendsgjerninger. Skjønt det er en paradoks, kan man for at tydeliggjøre det sammenligne utviklingen med den bekjende selskapslek, som gaar ut paa, at man sender et hurtig fremhvisket ord fra sidemand til sidemand. Ordet kan for eksempel være »kirkespir« – og komme ut i den andre rækken som »krigserklæring«.

Vi behøver altsaa ikke, fortsatte X, hefte os synderlig ved de forklaringer som polakken har indhyllet sin tilstaaelse i. I det øieblik man tviler paa selve tilstaaelsen er disse forklaringers værdi uvæsentlige. Det eneste vi altsaa maa befatte os med er selve tilstaaelsen og grunden til at denne er avgit. Vi kan da gaa over til den taktik, som selve den officielle retfærdighet i dette tilfælde har benyttet sig av: Vi fremdrar bare de omstændigheter, som støtter vor antagelse og siden vor antagelse er den, at polakkerne ikke har begaat mordet, maa vi altsaa søke at konstatere, hvilke grunde polakken har hat for at tilstaa en forbrydelse, som han ikke har begaat.

I virkeligheten ligger forklaringen snublende nær, sa detektiv X, idet han saa sig omkring.

– Hvad ser De efter, spurte kapteinen.

– En cigar, sa X.

Da X hadde faat sin cigar, røkte han en stund paa den, før han gik videre. Han hadde under sin fremstilling slet ikke set paa kapteinen. Han hadde sittet med halvt lukkede øine og hele tiden hat sit ansigt vendt mot vinduerne. Eftersom tiden skred frem, blev vinduerne stadig mer dunkle. Skumringen begyndte at komme. Som han sat der i halvmørke med sit rolige og skarpe og uttryksløse ansigt kunde han gjælde for at være selve logiken, som var kommen for at bringe alt tilrette.

Hans stemme var tør, men hadde dog en særegen og indtrængende tone. Hans maate at tale paa hvorunder han ganske oversaa, at der var en tilhører nærværende, røbet, at han ikke avliret en forut lært lekse, men at hans slutninger skaptes av de tankerækker, som forut og efterhaanden dannet sig i han hjerne. Eftersom han skred fremover blev han mere og mere interessert. Det var som om han var begyndt nogenlunde likegyldig og som om selve fremstillingen av saken, den logiske ordning han gav begivenheterne, ustanselig vækket hans fantasi, ildnet hans interesse og som et straalespind lyste fremover mot nye tankeforbindelser, nye slutninger.

– Og kjender jeg Dem igjen, sa kapteinen, jeg vet ingen mere ubarmhjertig forfølger end Dem. De har allerede faat tæften av sporet og De veirer – –

– Det er rigtig, svarte X med sin tørre og uttryksløse stemme. Men før jeg trænger videre ind i denne gaade, maa jeg orientere mig. Jeg maa vite, hvorfor polakkerne har tilstaat. Der har hændt noget i apoteket natten til den første december. Det fremgaar tydelig av Deres brev.

—§ Av mit brev? spurte kapteinen forbauset, jeg skrev kun til Dem og bad Dem om at komme.

– Javel, svarte X, men De har skrevet to breve, et til mig og et til ministeren.