Morderen fra mørket/9

IX

KAPTEINENS MISTANKE

Da kapteinen nærmet sig apoteket saa han, at der var lys i alle vinduer. Fra den motsatte kant kom en vogn kjørende i sterk fart. Tiltrods for at den endnu var langt borte kunde kapteinen tydelig høre hjulenes hylen mot veien og hestehovenes kraftige trav.

Kapteinen og vognen kom omtrent samtidig til apoteket. Da manden som kom kjørende steg ut av vognen og kastet tømmerne til sin dreng, kjendte kapteinen ham.

Det var lensmanden.

Hvis ikke det alvorlige og sjeldne i hændelsen hittil hadde staat klart for kapteinen, da fik han iallefald nu ved det gufs av uhygge, som bestandig omsvæver politiets tilsynekomst, en tydelig forestilling om, at han pludselig var blit deltager i en tragedie.

Lensmanden kjendte ham igjen og hilste paa ham.

– Naa, er det Dem, sa han, det var godt at De kom.

Kapteinen stanset like ved ham. Trods kulden var han av det hurtige løp blit saa varm, at han maatte knappe pelsen op. Han hadde vanskelig for at aande.

– Hvorfor er det godt, at jeg er tilstede? spurte han. Jeg laa og sov. Jeg blev vækket op.

– Hvis det er sandt at apotekeren er myrdet, svarte lensmanden, saa maa det jo være baade sorg og forstyrrelse i huset. De er jo en god ven av familien. Ta Dem av fruen, er De snil. Jeg er her nu ene og alene som rettens mand. Jeg har ikke tid til at trøste.

Da de to mænd stod utenfor apotekets dør, sa kapteinen:

– Jeg hører stemmer derinde.

– Jeg formoder det er lægen, svarte lensmanden. Han bor jo her i nærheten.

– Naa, den unge læge, – doktor Flodins efterfølger; mener De ham?

– Ja, jeg mener ham.

Mændene stod fremdeles utenfor døren.

– Hvorfor gaar De ikke ind, sa lensmanden, De skjælver, menneske – fryser De? Knap pelsen igjen:

– Jeg fryser ikke, svarte kapteinen, jeg staar og ser paa vinduerne.

– Staar De og ser paa vinduerne, hvad er der for noget merkelig ved dem?

– Ingenting. Der er lemmer for alle vinduerne. Men se paa det lyset der ved vinduet tilvenstre, lensmand, lyset strømmer ut, lemmen slutter ikke til.

– Det er rigtig, sa lensmanden forundret, det ser ut som om vinduet er blit aapnet.

De to mænd traadte ind i apoteket. Lensmanden gik først. Efter ham kom kapteinen. Alle gaslamperne var tændt i apoteket. Døren til det lille sideværelse stod aapen. Derinde bevæget mennesker sig.

Ved den ene dørstok stod husets frue, en graatende kvinde. Og længere inde saaes skyggen av en mand som stod bøiet over en menneskelig skikkelse.

Mens lensmanden straks fortsatte ind mot det lille værelse, blev kapteinen staaende ved indgangsdøren, efterat han langsomt hadde lukket døren til.

Han saa sig omkring. Og der var i hans øine noget besynderlig ængstende, likesom om han var bange for alt det han efterhaanden saa, som om enhver kjendt ting opvakte en viss rædsel hos ham.

Hans blik søkte først hen til vinduet med den molesterte lem. Han saa at skruen som skulde holde lemmen fast til vinduet var faldt paa gulvet. Selve vinduet sat imidlertid fast ind til rammerne. Hvad tænkte han paa i dette øieblik? Det saa ut som om han fulgte et usynlig menneskes indtrængen gjennem vinduet. Hans blik hang længe fast i vinduskarmen, likesom han fulgte dette usynlige menneskes bevægelser, idet det forsigtig og snikende klatret ind over karmen. Saa gled hans blik langsomt videre hen mot det lille værelse, hvorfra han nu hørte menneskestemmer avbrutt av graat. Lægen bevæget sig derinde, den dræptes hustru og politimanden. Kapteinen saa dem alle tre eftersom de gled frem og tilbake i døraapningen og han hørte deres stemmer. Men det var allikevel likesom hans søkende øine fulgte et fjerde og usynlig menneske, han gjennemlevet noget i erindringen og dette minde syntes ham saa frygtelig og sælsomt, at han vilde være alene med det. Derfor blev han staaende. Hans øine hadde noget av det fjerne og fraværende liv som da han blev vækket av Maria.

Men slik som han stod der, meget blek og meget bevæget, kunde hans tilbakeholdenhet godt gjælde som begrundet av en viss skræk for at stikke sig frem og komme trampende ind blandt mennesker, hvor døden nys saa pludselig og saa brutalt hadde vist sig. Han hørte alt hvad de sa derinde i det lille værelse; men det var likesom ordene gled forbi ham og ikke fæstnet sig i hans bevissthet. Derimot fortsatte hans øine at søke omkring i apoteket. Og det var fremdeles som om der støtvis paakom ham en viss frygt ved at gjense alle de kjendte ting. Der var disken, der stod endnu igaaraftes apotekeren og ordnet med sine resepter. Der laa en stol veltet. Disse veltede stoler og graaten og de forskrækkede stemmer inde fra sideværelset og den sene nattetime skapte en stilfærdig og frygtelig stemning av et hus i opbrud, et hus i ulykke. En flaske var faldt ned fra en av reolerne og hadde paa gulvet utgydt en brun vædske som mindet om blod. Gasblussenes susen lød som en uophørlig og uforstaaelig hvisken. Lyset støtte mot vinduerne og blottet kvister og jernbeslag paa lemmerne. Men fra det ene vindu, hvor lemmen var gledet tilside, gapte mørket. Kapteinen saa atter og atter og stadig gysende mot den mørke aapning. Gjennem dette vindu maatte morderen være kommet og ut av det var han igjen forsvundet. Den mørke remse morderen hadde efterlatt i dette vindu fordypet sig ut mot det hemmelighetsfulde og uutgrundelige. Kapteinen skalv; det var likesom en blæst for gjennem denne aapning fra mørket og fyldte værelset med kulde.

Kapteinen hørte stemmer utenfor paa veien. Det var Maria som kom med Karin Persson. Og idet kapteinen hørte disse menneskelige røster som han kjendte, syntes han at bli roligere. Han aapnet døren og slap dem ind i apoteket. Kanske blev han beroliget fordi han visste, at nu behøvet han ikke at ta vare paa den ulykkelige hustru. Karin var kommet og Maria . . . Kapteinen hørte sit navn bli nævnt inde i sideværelset. Han gik derind. Underveis skottet han ængstelig til den istykkerslaatte flaske og den brune, klæbrige vædske, som hadde bredt sig omkring flaskeskaarene.

Den unge læge kom imot ham.

– Her er ingenting mere at gjøre, sa han, han er død forlængst.

Den døde var blit lagt op paa sofaen. Der var ikke noget blod at se. Kapteinen stod og betragtet hans ansigt. Han syntes ikke det bar spor av smerte, men derimot av en underlig forbauselse. Som om han like ind i døden hadde set noget, som han ikke kunde forstaa.

. . . En times tid efter sat kapteinen i den unge læges salon. Lægen hadde netop vasket sig og soignert sine hænder. Den unge mand hørte til de moderne medicinere, som i sit utseende mere minder om en sportsmand end om en læge. Han lot som om intet kunde gjøre indtryk paa ham og hvis man skulde dømme av hans ydre kunde man fristes til at tro, at det netop var fordi han var saa almindelig at intet usedvanlig og alvorlig kunde gjøre indtryk paa ham.

Han stak ikke saa dypt, at hans fantasi kunde bevæges av det overordentlige.

– Kjære kaptein, sa han, jeg forstaar godt, at De som hans nære ven er blit grepet av dette. Og siden det er mit første mord, synes jeg ogsaa det er meget interessant. Det er godt gjort.

– Hvad er godt gjort? spurte kapteinen og saa op.

– Stikket, svarte doktoren, det er ført med overordentlig sikker haand. Rent anatomisk set var det ganske fortræffelig. Mellem fjerde og femte ribben. Det kunde ikke være bedre. Hjertet er berørt og saaret er absolut dødelig. Den ulykkelige har ikke levet mere end høist et minut efterat morderen rammet ham.

– De ser helt lægevidenskabelig paa det, svarte kapteinen, har De da slet ikke tænkt noget paa motivet.

– Nei, foreløbig ikke. Det vil jeg overlate til lensmanden. Det ser ut til at bli en vanskelig affære for ham. Hadde apotekeren fiender?

– Ingen, svarte kapteinen.

– Da er det hele jo ganske uforklarlig. Noget rovmord foreligger ikke. Alle hans værdisaker var i behold. I hans tegnebok var der fire hundrede kroner i kontanter. Uret laa i hans lomme. Der var ikke gjort noget forsøk paa at aapne pengeskapet.

Kapteinen viste den unge læge et stykke papir, hvorpaa han hadde skrevet nogen tal og sætninger.

– Her har jeg nu skrevet op, sa han, hvad vi hittil vet om mordet. Jeg indrømmer at det er indhyllet i mørke. Men der er dog forskjellige omstændigheter som er værd at lægge merke til.

Han saa paa sit ur.

– Det er allerede sent, sa han, men siden jeg allikevel ikke faar sove mere inat ovenpaa denne hændelse, er jeg egoistisk nok til at beslaglægge Deres tid.

Lægen satte sig likeoverfor ham.

– Jeg hører, svarte han, De var jo hans nære ven. Og hvad De har at si vil faa betydning.

– Da maa jeg først fortælle Dem, sa kapteinen, at jeg har set mordet foregaa.

Nu saa ogsaa lægen paa sit ur.

– De har ret, svarte han, det er meget sent. Og det er menneskelig at bli træt. Klokken er over tre.

– I drømme, fortsatte kapteinen uanfegtet, har jeg set mordet foregaa. Jeg var midt inde i drømmen, da jeg blev vækket av Karin Persson, som kom for at hente mig. Da man fandt den myrdede laa han nede paa gulvet med benene over terskelen, ikke sandt?

– Jo.

– Og hans hode var faldt ned paa kaminristen, saa dens skarpe kant skar sig ind i hans tinding.

– Jo, saaledes fandt hans hustru ham.

– Hun kom til ved hans rop, ikke sandt?

– Jo.

– Og han ropte: Der er en gal mand i apoteket! Mennesket er vanvittig, eller lignende.

– Det er ogsaa rigtig. Men alt dette har De jo hørt fruen selv fortælle.

– Nei, jeg har hørt det tidligere, svarte kapteinen, jeg hørte det i drømmen.

Den unge læge smilte vagt.

– De har jo ogsaa set morderen i drømmen, sa han, er det tillatt at spørre: Hvem er morderen?

– Jeg drømte, svarte kapteinen, at apoteker Frykman blev dræpt av doktor Flodin.

Lægen smilte mere.

– Av den døde? spurte han.

– Ja, svarte kapteinen.

– Saadan er drømme bestandig, sa lægen, usammenhængende og forvirret.

Kapteinen saa paa ham – og det var samtidig noget hjælpeløst og fortvilet i hans blik, som om han anropte den andre om bistand.

– Apotekeren hadde ingen fiender, sa han.

– Nei, det paastaar man jo.

– Det vet jeg. Ingen fiende har dræpt ham. Og heller ingen rovmorder.

– Men iallefald, svarte lægen og smilte mere end nogensinde, iallefald kan det ikke være nogen død mand som har dræpt ham. Døde folk kan ikke dræpe.

– Nei, naturligvis, svarte kapteinen, men i alt dette er der allikevel noget jeg ikke kan faa til at stemme.

– Hvad er det?

– Han har talt med morderen umiddelbart før han blev dræpt, svarte kapteinen, – og kanske har han talt længe med ham. Og man taler ikke længe med en vanvittig.