Morgen
Mit kammer er nærmest morgnen
af alle de rum, jeg ved —
der spiller saa tidlige sole
paa væggenes blaa tapét;
hér er det, de første sjøer
af sol over østens strand
sætter et stænk paa væggen
med glødende, gyldent vand — —!
Og taget over mit hode
vaier paa vinger baaret,
og rundtom en kartlagt klode
ser jeg figurer af aaret —
aarstider øiner jeg vandre
med duer og stolt fasan —;
dér bider af bly guirlandre
den ømme pelikan!
Men nu blir det liv paa puden,
for du stikker ud en taa —
vil bare ta syn fra ruden,
hvor syden vel er blaa!
Jeg ved jo, hvor godt det smager
at træ med de bare ben
hen over solrøde flaker
paa gulvets tætte sten!
Saa hopper du ud i solen
i nattens silkeskrud,
solgul i englekjolen
som lige foran Gud — —
Du svam som en engel i natten
op til en morgen sval,
et skinnende himmerig, hegnet
af glødende hanegal!
Og snart staar jeg stille indvéd
din blændende skulders rund;
vi sér gjennem solens vindve
og ind imot himmelens bund!
Aa hør, hvor de sølverblaa byer
vasker mod himmelens lande
ind mod forgyldte byer
paa kimingens æter-strande!
Men elskede, denne morgen,
som lyser i trærnes vaar,
den er — ja den er som taaren,
der hænger i øiets haar!
Og førend du sødt kan spørre,
hvad graad vel natten har, —
er morgenens øine tørre
og dagen nær og klar!
Min elskte, en anden morgen
som hæver sit lys i det fjerne —
en morgen, som bruser og lyser
himmerigshøit og trær'ne!
Duerne venter og trodser
fortryllede tidernes gang —
sagn-pelikanerne fraader
i evighetsløvets hang!