Morgenvandring

Jeg drømte om en frodig Egn
med lyse Sommerskyer,
jeg vandrer nu bag Markens Hegn,
hvor Drømmen sig fornyer.

En Luftning over Agren gaaer,
der nys stod jevn og stille,
og Lærken flagrer op og slaaer
til samme Tid sin Trille.

Forresten er saa dyb en Fred
bredt ud paa disse Engen,
hvor gjennem Hegn og Vangeled
kun Forsenklynger trænge.

Hvor yndigt blaaner denne Luft,
hve hvide Skyer blandet
saa let som om af Markens Duft
det fine Slør var dannet.

Hvor mild er Morgenlyse Gang
henover Egnens Grunde;
her streifer det en frodig Vang
og hist de tætte Lunde.

Og over Krattets grønne Net,
hvor Vidiegrenen skinner,
opstiger Taagen lys og let
og spredes og forsvinder.

Og nu er Alt i Klarhed lagt
og Dagens Færd begynder,
besjelet af den Livets Magt,
som Lærkens Røst forkynder.

Min stille Gang er snart forbi,
min Drømmetid forleden;
nu fører mig en knudret Sti
fra disse Sletters Eden.

Men i den lyse Birkelund,
hvor Kilden mildt sig slynger,
jeg standser end en stakket Stund
blandt unde Blomsterklynger.

Her staaer endnu i Duggens Bad
hver liden Urt forfrisket,

og her tilsidst med Blomst og Blad
har Morgenvinden hvisket.

Her dvæler jeg paa mosdækt Bred
og hører Kilden strømme,
og sænker i den Bølger ned
de søde Morgendrømme.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.