Når Lars fryser om vintermorgenen

Månen skinner såmænd endnu,
står og kikker op bag heien.
Svært så rart og morgenstille
tågetotter henad veien,
huttetu!
frosten skriger under meien!

Der er mørkt hos Ketil skrædder,
ja, han snorker vel derinde –

han, som skjændte slig forleden,
da jeg glemte kalveskindet.

Joda! Han kan sagtens snorke.
Slig en tosk! Så ærkedoven!
Slig en skrædderstilk vil komme
her og være stor og hoven.

Går han ikke rundt og sprader
med cigar og stok, den styggen!
Vigtig som en fanejunker,
strag som en kaftein i ryggen.

Så! Nu får du ikke søvne,
Gråenfar! Hypsan, din gamle!
Verden er nu slig beskaffen,
en får gå, til en må ramle. – –

– – Månen skinner ikke mere
den er dukket ned bag heien.
Og nu kommer vinden iskold
indfra myren over veien,
huttetuI
frosten hviner under meien.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.