Naar Sol gaar ned
Lette Bølger glide hen paa Stranden,
Solnedgangen strør sit Guld paa dem,
Hav og Himmel smelte i hinanden,
svagt af Taagen glimter Maanen frem.
Atter sidder jeg i Aftenstunden,
mildt beaandet, under Granelunden;
atter Syner staa paa Gyldengrunden
som Legender fra mit Fædrehjem.
Hist, hvor Dagen for mit Blik er dalet,
fandt min Sjel sin Morgenrødes Egn,
og der har den i sin Vaardrøm malet
lyse Billeder og Runetegn.
Over Alt, hvad jeg fik danne siden,
og beskjermede mod Tvivl og Viden,
skinne disse Syner gjennem Tiden,
vinke mig fra deres Tryllehegn.
Ja, de vinke mig, naar Dagen helder,
mens min Pilgrimsvei vil nedad gaa;
og min Tankestrøm tilbagevælder
til sit Udspring, hvor mit Eden laa,
til en Havn, hvor Haab kan fæste Anker,
hvor formildet Hjertebølgen banker,
til et Dyb af barnlig-fromme Tanker,
hvoraf Livet skal igjen opstaa.