Aaret 1845, Wergelands dødsaar, var et rikt aar i norsk literatur og aandsliv. Selv om vi ikke regner den omarbeidede utgave av hans hovedverk «Mennesket», maa dog Wergelands vidunderlige poesier fra dødsleiet og prosa-mesterverket «Hasselnødder» sammen med motstanderen Welhavens «Nyere Digte» med de første kraftige anslag av den nationale balladetone, samt fremkomsten av Asbjørnsens «Huldreeventyr og Folkesagn» betegne et kronaar og merkeaar i skjønliteraturen. Samtidig forelaa Schweigaards fortolkning til den nye straffelov, Gaarders og Dunkers motsatte fortolkninger til grundloven, Jacob Aalls Erindringer fra krigens og grundlovs-tilblivelsens tid, samt Munchs Norgeskart. Ved paasketid utgik indbydelsen til at stifte Foreningen til Fortidsmindesmerkers Bevaring. Ved sankthans drog de norske studenter for første gang paa studentertog, og ropte i Kjøbenhavn de første hurraer til Carl Plougs og Orla Lehmanns taler for «Nordens enhet». Allerede ved nytaar hadde de utvidet sin vanlige fest til fædrenes minde til et «oldnordisk lag», hvor der diskedes op med bjørneskinke og anden kraftig kost, som man spiste paa flatbrødleiver med tollekniv, mens man tømte mjødhorn og hardangerøl-kander for Odin, Njørd og Frey. «Fremtidens norne førte vore tanker uvilkaarlig hen paa Nordens enhet,» saa lyder festberetningen.

National-romantik og skandinavisme indviedes i samme stund.

I følge med dette aandelige opsving merkedes der ogsaa tilløp til en literær presse. Welhavens ven og forlægger, den danskfødte bokhandler Johan Dahl, begyndte fra paaske tidsskriftet «Literaturtidende». Her fandt P. A. Munch endelig et organ hvor han kunde komme til orde. Allerede i første nummer møter han op med en artikel saa lang at den maa fortsætte i fire uker. Ogsaa tonen i artikelen røber at trangen til at faa rykke ut med det han hadde paa hjerte, længe hadde været følt.

Artikelen var et opgjør med den danske «oldnordiske» videnskabelighet og et forslag til organisation av nationalforskningen i de nordiske land. Opgjøret begynder med at peke paa hvorledes man i Danmark, fordi omtrent alle norske og islandske kildeskrifter under fællesregjeringen var samlet der, forfaldt til den illusion at anse den gamle norrøne literatur som national for Danmark. Saa tar han fat paa det danske Oldskriftselskap for dets delvis upaalidelige utgaver av sagaernes tekst, og særlig for dets oversættelser av disse, hvor sprogtonen virket uegte. Denne sidste anke rammer den bekjendte sproghistoriker Nils Mathias Petersen.

Dernæst gaar han løs paa selskapets bekjendte tidsskrift «Annaler (aarbøker) for nordisk Oldkyndighed» samt dets publikationer «Grønlands historiske Mindesmerker» og «Antiquitates Americanæ». Anken gjælder her den aapenlyse tilbøielighet til at gjemme bort nordmændenes fortjenester, bl. a. av Islands, Grønlands og Amerikas opdagelse, og isteden at gi «skandinaver» eller «nordboer» æren for slikt. «Der aabenbarer sig nemlig kjendelig en tendens til ei alene at fremstille oldtidens begivenheter, fornemmelig nordboernes opdagelsesreiser, saaledes som om de danske deri tok like saa megen del som nordmændene, men endog tildels ved — vi vil ikke sige fordølgelser, men tvetydigheter og paa skruer satte uttryk at la de danske spille hovedrollen i alle disse foretagender. Man anse det ikke for utidig eller smaalig at vi her fremsætter en protest mot slik fremgangsmaate. Saalænge man ei har naadd den grad av absolut radikalisme at man anser det likegyldig for en nation hvad enten den besidder nogen historie eller ei, saalænge kan man ei kalde det smaalig forfængelighet naar den freder om sine historiske minder og vindicerer dem (hævder dem tilbake) mot enhver fremmed anmasselse …… Ingen eiendomsret bør derfor mellem nationerne indbyrdes mere respekteres end den enhver nation har til sine historiske minder. At berøve en nation disse er næsten like saa uretfærdig som at berøve den et stykke av dens territorium.»

I denne forbindelse paavises det hvorledes man hadde tolket beretningene om Islands opdagelse slik at en dansk mand fik æren derfor. Mesteren for denne tolkning, islændingen Finn Magnussen, som var den danske konges geheimearkivar, skal — dette nævner ikke Munch — være blit saa stolt over sit fund at han fluks trak i uniform og strøk op paa slottet for at glæde gamle Frederik den sjette med den «vigtige politiske opdagelse».

Endelig retter han den bebreidelse mot det danske Oldskriftselskap at det forsømmer den danske middelalderhistorie og ofrer sine bedste kræfter paa at gjøre de norske og islandske sagaer til dansk urhistorie, og «spille det ældre norsk-islandske sprog inden den eksklusive (utelukkende) danskhets enemerker». For at rette paa dette selvødelæggende forhold foreslaar han saa tilslut selskapet at omorganisere sig til et virkelig nordisk oldskriftselskap, hvis danske avdeling behandler danske kjæmpeviser, krøniker, diplomer, jordebøker o. l., mens den islandske,og norske avdeling besørger sagautgaver, og den norske alene oversætter disse sagaer og utgir de gamle ridderromaner, Kongespeilet, Edda-kvadene o. s. v. Det nystiftede svenske Fornskriftsällskap kunde som svensk avdeling fortsætte sin paabegyndte utgivervirksomhet. Dette vilde bli en nordisk oldforskning i aand og sandhet.