Nationalforskeren P. A. Munch/18
Til den store sproghistoriske avhandling av 1846 føiet Munch en note — netop i noterne fandt han ofte anledning til at fremføre merkelige oplysninger — som i knap form gjengir hans opfatning av forholdet mellem Norges gamle sprog og det i vor tidsalder brukelige skriftsprog paa den ene side og folkets talesprog paa den anden, samt av muligheten for et «virkelig norsk skriftsprog».
«Man vil herav maaske klarere end sedvanlig sker, indse at det i Norge brukelige skriftsprog i hele sin form og nationalitet er dansk og saaledes nærmest har sin rot i en tildels fremmed bund. Det blev indført som regjeringssprog ved dynastiske forhold, men mellem det og de fra oldnorsken umiddelbart utgaaende folkesprog er et dyp der ei vil kunne fyldes ved optagelsen av nok saamange norske talemaater, ti optagelsen kan dog ikke strække sig til andre end dem hvis form tillater en ordentlig indpodning paa sprogets hovedstamme; hvad der er mere heterogent (av anden rot) og derfor maaske i sin form mest egte, maa staa ubenyttet eller viser sig straks som fremmed, ved hvilket ikke engang en konsekvent retskrivning kan gjøres gjældende Man har ondt nok ved at enes med sig selv om ortografien for stedsnavne [det er karttegneren vi hører!], naar disse enten er oprindelige appellativer eller har en med appellativer analog form. Skriftsproget har saaledes uten Ager», «en Vig«; skal man nu sætte Akershuus eller Agershuus, Laurvik eller Laurvig? [paa sit kart valgte han at skrive med k]. Enten maa man synde mot uttalen eller mot den ortografiske konsekvents. Et virkelig norsk skriftsprog vilde hæve vanskeligheten; men et saadant kunde kun bli til ved at abstrahere de nationale norske og i oldsproget begrundede elementer der er fælles for alle provinsialdialekter, og ved indførelsen av en fornuftig etymologisk retskrivning hæve dette fælles fra provinsialismens platitude til et skriftsprogs værdighet og elegants. Saken er ei utænkelig, om der end vilde hengaa generationer indtil den saakaldte dannede mand vænnet sig til at benytte nationalsproget. Imidlertid er aabenbart det hollandske paa lignende maate fremstaat og hævet til et europæisk skriftsprog, ja det nyhøityske selv er neppe anderledes blit til.»
Denne Munchs note av 1846 viser helt tilbake til hans ungdoms-protest mot Wergelands «norske sprogreformation» (i «Vidar» 1832).
Samme syn paa muligheten av et norsk nationalsprog fremsatte Munch ogsaa i 1845 i «Den Constitutionelle»; ved en etymologisk skrivemaate, støttet paa den gammelnorske, vilde man «istedenfor at faa en dialekt saa godt som for hver bygd, tilveiebringe eller kalde til live et almindelig norsk folkesprog, der ikke skilte sig synderlig fra det gamle, undtagen i at de grammatiske bøininger for en stor del er bortfaldt; ti det hele ordforraad er endnu forhaanden …… Det er saa langt fra at en saadan skrivemaate vilde vanskeliggjøre læsningen for menigmand, at den tvertimot vilde gjøre den lettere, fordi den i bevisstheten liggende etymologi derved mere iøinefaldende vilde fremtræde. Et skriftsprog kan nu engang ikke lempe sig efter alle dialekt-forskjelligheter …… Man vil lettelig bemerke at en saadan fremgangsmaate derhos vilde bli den letteste vei til at gjøre vort oldsprog selv forstaaelig for folket.»
Man ser hvor principtro Peter Andreas Munch kjæmpet for den nationale sammenhæng mellem det gamle Norge og det nye Norge.
At disse lærde avhandlinger om norrøna-tungemaalet som det rent norske sprog, de levende bygdemaals mor, har inspirert den unge samler av disse, som nu stod utenfor hans dør, færdig til at banke paa for at te ham sin skat, det trænger man ikke til at gjette.
Og da han saa traadte indenfor, den vesle søndmøring, og drog skatten frem og synte den for sin mester, kjendtes denne straks ved ham. Det var jo denne lærling han hadde ropt saa længselsfuldt paa. Og professor Munch steg op og hilste bonden Ivar Aasen velkommen med uskrømtet jubel;
«Dette skrift som vi her anmelder (det var «Det norske Folkesprogs Grammatik»), er ikke alene en prydelse for vor literatur, men det er et nationalverk av hvilket det hele folk kan være stolt. Ti det lægger mere end noget skrift i lignende retning har formaadd, det norske folks egte og ublandede nordiske nationalitet for dagen; det viser at den ældgamle mere end tusenaarige norrønatunge endnu kraftigen lever og rører sig hos folket, og med en egte, oprindelig klang som man endog paa Island forgjæves søker …… Det rene sprogstof fremtræder saaledes klart og let overskuelig; og det er fastholdt saa længe at det ei længer kan gaa tapt, men vil, om endog sproget selv skulde ophøre at leve i vore bygder, dog alene av denne sproglære kunne studeres og kjendes av kommende slegter. Et bedre vidnesbyrd om at vort folkesprog er den gamle norrønatunge, og at denne hos os har bevart sin egte oprindelige klang og tilhører os alene som en synderlig ting, gjøres ikke fornødent. Om endog alle vore gamle haandskrifter var sporløst forsvundet, saa vilde man alene av det norske folkesprog kunne restituere sproget i sig selv, og av mundarten paa Island de grammatiske bøiningsformer … Paa den maate vil ogsaa efterhaanden al uklar forveksling av oldnordisk, oldnorsk eller norsk og islandsk bortfalde. Det vil bli enhver sproggransker klart at Eddaernes, sagaernes, Kongespeilets, diplomernes og de gamle homiliers (prækeners) sprog hverken er oldnordisk (ti da maatte det tillike være olddansk og oldsvensk) eller islandsk, men norsk, og hvis det skal nærmere betegnes, oldnorsk …»
Norrøna først og norrøna sidst! Munch krævde da ogsaa følgestrengt at i den bebudede ordbok over folkesproget «burde man helt og holdent indføre den rette oldnorske lydbetegning, f. eks. de akcentuerte bokstaver og det stungne ð, der nu, efter hvad forf. oplyser, i nogen bygder uttales, i de fleste ei høres … Men allerbedst vilde det vistnok være om ordene aldeles henførtes til deres oprindelige oldnorske form og indlemmedes, som forhen antydet, i et leksikon der omfatter baade det oldnorske og det nyere norske ordforraad …»