Nationalforskeren P. A. Munch/24
Det er i denne tid Munchs avhandlinger trykkes i Rafns «Antiquités russes». Desuten er han stadig paafærde baade i «Annalerne» (bl. a. «Om Kilderne til Sveriges Historie i den førkristelige Tid»), likesom i Langes tidsskrift og i «Morgenbladet».
Fra 1851 begyndte den unge literat Paul Botten Hansen sit udmerkede «Illustreret Nyhedsblad», hvor Munch blev en kjær og flittig bidragsyder. I første aargang skrev han en række stykker om Trondhjems domkirke, som han et par aar i forveien hadde trykt i det folkelige maanedsskrift «Almenlæsning», som han selv utgav. Desuten leverte han aarligaars populære bidrag til «Norsk Folkekalender», bl. a. «Om vore Forfædres ældste Tidsregning», om at holde de nationale døpenavn i agt og ære, samt reiseminder fra Orknøerne, Hjaltland og Suderøerne.
Endelig kan det i denne forbindelse nævnes at han fra 1855 selv satte et populært «Norsk Maanedsskrift» igang, hvor han foruten oversættelser bl. a. skrev om Finlands nationalitet, om adelens oprindelse, om skandinavismen igjen, samt den fortræffelige og uttømmende omstændelige avhandling «Om Betydningen af vore nationale Navne», og en række artikler om sit syn paa Danmarks forhold til den norsk-svenske union (1856 og 57). Det var her Munch gik haardt i rette med den danske skandinavismes baktanke om Danmarks forrang i Norden. Av hensyn til Ruslands politik (det var i Novembertraktatens første eftertid) fremstillet han det som «Danmarks egentlige mission» at «danne det forbindende led mellem den nordiske og den tyske nationalitet» istedenfor at opelske nationalhat til Tyskland. «Danmark danner slutstenen i den store germanske hvælving som skal bevare Europas frihet og selvstændighet mot mongolernes fordums slaver og nu deres moderne efterfølgere.»
Naar vi ser denne ustanselige produktivitet ogsaa utenfor selve nationalforskningens strengt videnskabelige omraade, maa vi forbauses. Forklaringen er at Munch helt fra sine første professor-aar hadde indviklet sig i yderst pinagtige økonomiske omstændigheter. Baade han selv og hans hustru fattedes sansen for at stelle med penger; de kom i gjæld, og han maatte anspænde alle sine kræfter for at holde sig nogenlunde oven vande. Der var tider da den alment agtede lærde led virkelig nød for sit klossede pengestels skyld. Sandsynligvis var der en sammenhæng mellem denne svake side og den utprægede barnlighet som vi har set tæt forbundet med hans genialitet ellers. Og hans høit avholdte hustru maa til gjengjæld for sin fine musikalske begavelse og sit eiendommelige kunstnertemperament ha følt sig utenfor i det praktiske liv. Desuten kan vistnok ogsaa følgende meddelelse fra en av hans yngste medarbeidere — nu avdøde riksarkivar Huitfeldt-Kaas — tjene til forklaring paa dette forhold:
«Munch har engang i sit tidsskrift («Norsk Maanedsskrift») uttalt sine tanker om aristokrati og adel, hvilke ganske stemmer med dem han engang uttalte for mig. Han ansaa et historisk fødselsaristokrati for et nyttig element i en stat, blandt andet som en hensigtsmæssig hindring mot parvenyernes ubeskedne fremtrængen før de hadde naadd et tilstrækkelig socialt dannelsestrin, for hvis mangler han hadde et skarpt øie, og hvorpaa han oftere anførte karakteristiske eksempler. Men ved siden av fødselsaristokratiet hævdet han sterkt begavelsens og intelligensens repræsentanters berettigelse til at gjøre sig gjældende og at indta den dem tilkommende plads. Hermed stod jo vel hans sans for et mere forfinet liv i forbindelse, hvilket atter førte til en viss leven over evne — ikke netop for hans eget vedkommende; ti han kunde for sin egen person være utrolig nøisom — men han ønsket gjerne at hans kjære skulde indta den stilling han fandt dem at ha fordring paa efter deres indre og ydre begavelse. Og hertil strakte en norsk professors gage ikke, selv om den efter norske forhold kunde synes nogenlunde anstændig. Nogen pris tror jeg dog han satte paa at være smukt klædt, hvilket jo var meget begripelig hos den der kunde ta sig saa godt ut i en smuk dragt. Jeg har nævnt hans fine, lyse sommerdress, uten tvil den samme som fru Colban omtaler. Til Stockholmsreisen om høsten (1861) anskaffed han en saakaldt «velstandstullup» med skind om halsen og ærmene, der likeledes klædte ham utmerket og som han siden brukte om vinteren.»
Under sin omtale av Munchs slette økonomi beretter professor Sars bl. a.: «I aarene nærmest efter 1850, mens han deltok i redaktionen av «Morgenbladet» og samtidig var paa det sterkeste optat av andet literært eller videnskabelig arbeide, la han an paa at bli statsrevisor. Han blev ogsaa opført paa listen over kandidaterne og fik stemmer i stortinget; heldigvis fik han ikke stemmer nok. Welhaven spaadde at han vilde melde sig til stempletpapir-forvalterposten, naar den blev ledig; heldigvis blev den ikke ledig mens han levte.» Sars overfører i denne forbindelse paa Munch det berømte ord av Welhaven om Schweigaard, at han var som en ædel araberhest som lot sig spænde for arbeidskjærren.
Blandt de større arbeider Munch i disse aar vistnok ogsaa for fortjenestens skyld har bebyrdet sig med, var hans oversættelse av Snorres kongesagaer som utkom i 1859; det bebudede andet bind, indeholdende Sverres og Haakon Haakonssons sagaer, faldt det likesom andet efterliggende arbeide i hans eftermand Oluf Ryghs lod at fuldføre.
Det bør ogsaa nævnes at Munch forfattet de norske artikler i første bind av det store «Nordisk Konversations-Leksikon» som i 1858 paabegyndtes paa dansk forlag, samt at han avbrøt dette arbeide, fordi redaktionen mot hans protest lot det «oldnordiske» stof, bl. a. mytologiske emner, forfatte i den av ham bekjæmpede særdanske og tilmed grundtvigianske aand.