J. W. Cappelen (s. 28-33).

Munch tok straks fat med forelæsninger over Europas historie i middelalderen — et emne han i aarevis maatte terske og terske om igjen for de nye kuld studenter; av og til valgte han, efterat han i 1841 var utnævnt til professor, ogsaa at skildre den store franske revolution. Keyser besørget den stadige undervisning saavel i gammelnorsk sprog («oldnorsk») som i Norges middelalders-historie.

Første gang Munch fik adgang til at holde forelæsninger over emner av Norges historie, var i vaarsemesteret 1845, da han efter opfordring gav den nye konges tre unge sønner — to av dem blev selv med tiden konger, Karl og Oscar — en utsigt over sagaliteraturen.

Som lærer og eksaminator ved universitetet var Munch vistnok ikke altid helt heldig. Hans store lærdom overvældet ham undertiden; ialfald beretter sagnet, at hans spørsmaal til andeneksamen kunde falde lovlig langt ute i utkanten av hvad man med rimelighet bør kræve at en student skal huske. Om hans forelæsninger kan man finde motstridende vidnesbyrd. Saaledes forsikrer en av hans fordums tilhørere, «at hans tilhørere var henrevne, ikke blot ved det flytende, formfuldendte foredrag og det milde og behagelige organ, men endnu mere ved hans aandfulde, levende skildringer, der aapnet os nye syner. Begivenheterne traadte frem i den klareste dag, og personene tegnedes med psykologisk finhet og dybden Vedkommende gjør imidlertid det forbehold at «Munch ikke hadde noget sterkt organ; festtaler var han derfor ikke». Derimot siger hans begeistrede biograf P. Botten-Hansen: «Uagtet sin store lethet i skriftligen at behandle et emne, manglet Munch evnen til mundtlig foredrag. Han var en gemytlig og lun fortæller, men paa katetret eller som taler var han litet hjemme. Han optraadte derfor ogsaa næsten aldrig offentlig og kom efterhaanden mere og mere til overbevisning om at katetret ikke var hans egentlige plads, og at derfor baade han og universitetet vilde være bedst tjent med at han anvistes en derfra avsondret uavhængig virkekreds.» Og professor Ernst Sars skriver i en omhyggelig kritisk karakteristik av sin beundrede forgjænger:

«Jeg besøkte i mit russeaar nogen ganger Munchs forelæsninger, og mindes at jeg blev høilig skuffet. Docentgjerningen var aabenbart noget han hverken hadde synderlig anlæg eller synderlig interesse for. Hans stemme var temmelig svak og klangløs, foredraget ensformig og hakkende. Han pleide at ha endel bøker med eller endel løse papirlapper med notater paa; han bladet i dem, læste op noget hist og her og gjorde sine bemerkninger derved — som det syntes, uten nogen videre sammenhæng og av blandet indhold — lingvistisk (sprogvidenskabelig) eller historisk-kritisk, eftersom det traf sig. Det var angelsaksisk historie han læste over. Uten tvil var der i hvad han kom frem med, mangt et guldkorn for den som hadde skjøn paa det, for specialisten eller fagmanden; for han var jo av dem som altid fandt noget, hvor han saa grov — noget værdifuldt eller ialfald noget rart. Men for det almindelige forelæsningspublikum passet det ikke. Der var ikke mange tilhørere, og jeg tænker at de fleste gjorde som jeg, nemlig uteblev efter at ha gaat der nogen ganger og faat sin nysgjerrighet tilfredsstillet. Og Munch brydde sig vist ikke det mindste om at hans auditorium blev tomt; han var vel snarere tilfreds med at kunne slutte, — jo før des heller — av mangel paa tilhørere; for han hadde saa meget andet nyttigere og vigtigere arbeide at ivareta end at haspe av det reglementerte antal forelæsninger.»

Sars dømmer vel her noget ensidig; han har selv som forelæser altid holdt sig den gyldne regel strengt efterrettelig at vise sig paa katetret aandelig talt i fuld puds, med nøiagtig utformet og sikkert pointert foredrag. Muligens har Munchs anden store eftermand, professor Sophus Bugge, rammet forholdet rigtigere, naar han i sit beaandede mindeforedrag — det blev hans avskedstale til sine lærlinger — uttaler om sine ungdomslærere Keyser og Munch:
P. A. MUNCH
modelleret i Rom av Fladager

Kunstmuseet i Kristiania.

«De blev medarbeidere, uagtet Keyser var en fra Munch vidt forskjellig natur, mindre omfattende, roligere og mindre fremadskridende. Keyser var det som først indførte studiet av vort gamle sprog og av den i dette skrevne islandske og norske literatur ved vort universitet. Han virket mere end Munch gjennem forelæsninger. De var omhyggelig utarbeidet og fremført i en sirlig form, mens Munchs forelæsninger tit hadde improvisationens formløshet, stundom dens friskhet med tindrende glimt indimellem.»

Efter at ha holdt sine prinse-forelæsninger gik Munch i 1846 over til at foredrage de nordiske sprogs ældre historie, belyst ved sammenligning med gotisk og angelsaksisk. Vi skal senere hen se at han paa dette omraade kom til resultater som fik grundlæggende betydning for germansk sproghistorie. Desuten foredrog han fra 1848 de nordiske folks oldhistorie og læste fra 1855 over de europæiske folkeslags oprindelse og indbyrdes slegtskap — emner som han aldrig blev træt av at utrede i videnskabelige avhandlinger.