Naturens Tanke
Sig mig, o Fugl, hvad tænker du paa,
Naar mørke Skyer for Solen gaa,
Naar Høststormen river din Rede ned
Og tuder i Skogen og bringer dig Bud:
Afsted, afsted, her faar du ei Fred,
Fra Nordens Skoge du drage ud!
Sig mig, o Birk, hvad tænker du paa,
Naar bidende Vinde ufølsomt slaa
De gulnende Blade fra sukkende Gren
Og hvirvle dem bort i sin vilde Leg,
Naar nøgen og ensom du staar der igjen
Med sygnende Livskraft og mat og bleg.
Sig mig, o Blomst, hvad tænker du mon,
Naar Høsten lægger sin vaade Haand
Med knugende Vægt paa dit spæde Liv,
Naar Bladene visne, naar Stormen med Magt
Knækker din Stengels bævende Siv
Og røver dig al din Sommerpragt.
Sig mig, o Vove, hvad tænker du, naar
Naturen i hvidnende Vinterdragt staar,
Og ukjendte, isnende, jernfaste Haand
Dig griber med uimodstaaelig Vold
Og lægger dig fast i sit kuende Baand,
Og du synker i Dvale, saa stivnende, kold.
Sig mig, o sig mig, hvad tænker I paa;
Aner I maaske, Dødsenglen skal gaa
Saa gjennem hele Naturen engang
Og binde hver Bølge og meie hvert Straa
Og dræbe hver Stamme og tystne hver Sang! —
O! hvilken Rædsel maa da Eder naa!
Sig mig, o sig mig, aner I vel,
Der rødmer en Morgen bag Livets Kveld,
Da engang Naturen skal vækkes igjen
Og atter til Liv skal forklaret opstaa,
Fra herligste Dyr til den ringeste Sten!
O! hvilken Fryd maa da Eder naa! —
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |