Neapel
Den nordbo som nærmer sig Neapel første gang med toget fra Rom, med toget som naar frem mellem 11 og 12 om natten, – og luften er klar, men uden maane, han glemmer ikke synet av Vesuv høit deroppe tilvenstre, selv om han forinden har set sig blaseret paa alle malerierne, som fremstiller det. Og alle de illustrerte brevkort formaar ikke siden at slette indtrykket. Dette rosenrøde, fede flammegenskin, som slikker op fra kraterets bund, flakker urolig inde i hvirvlende røgskyer, som stiger mod himlen; stummende sort nat, og saa flammeskæret! – Og man synes i øieblikket det slet ikke er noget underligt, at der i svundne tiders teologi har været stemning oppe for at henlægge Styx og Acherusia her og nedgangen til underverdenen – her var jo hul paa jorden! Intet under heller, at «troldmanden» Vergil, som hadde plagieret Homer’s sang om de dødes rige, at han og hans grav har holdt sig i overleveringen hele middelalderen igennem og mættet fantasierne med mystik, saa stærkt at Dante ikke kom forbi hans grav. Her ved hans grav har Petrarca stanset op; her stod jo ogsaa købmandssønnen fra Florens, Boccaccio, og følte den «hellige dæmon», som vendte op ned paa hans indre og skabte syner. Her har de staat alle, som tilhørte den literære renæssance og har følt sammenhæng med folkets fortid, følt sig omsust. Thi renæssancen er jo i sin kærne og i sin udfoldelse intet andet end hvad man længer nord har kaldt «romantik». Og saa har dette hul i jorden med skæret fra baalet i riget dernede som rent ydre apparat hjulpet til at holde liv i den mystiske forestilling, i sammenhængsfølelsen. –
Men saa menneskerne fra idag, som vi træffer paa om natten herudenfor jernbanestationel! Ikke fnug naturmystik! ikke mer paavirket av hullet ned til underverdenen med dets helvedesflamme, end om de hadde et illustreret brevkort for sig!
En norditaliener hadde paa forhaand sagt mig, at man ved ankomsten aldrig undgik en uvedkommende person op paa bukken, som kusken kaldte « min bror». – Ved kuskerækken stod en høi konstabel og holdt opsigt og indskærped kuskene bestemmelsesstedet, før de tørned ud med sin reisende. Jeg saa ingen uvedkommende, da vor vogn løsned fra rækken; men ikke før var den forbi hestemulerne, saa klatred der lynsnart noget graat laset op paa bukken – det var som mennesket var kommet ud av hestens bug. Og kusken smeiste paa hvad han kunde og det randt avsted i rasende galop ud paa pladsen fra konstabelen. Jeg stak kusken i ryggen med paraplyen: hvad er den andre for en fyr? – Il mio fratello, signore! – han ber om at faa sidde paa, stakkar, han skal hjem. Og saa smeiste han paa igen, saa vi atter fór avsted i et nyt rasende skeid. – Jeg stak ham i ryggen. «Broren» snudde sig: hvor skal De hen? sa han. Jeg nævnte hotellet. Jeg kender ikke det hotel, svarte han; men hotel Londra? Og snudde sig braat om til kusken, som brugte svøben. – Et nyt paraplystød i ryggen. Vognen holdt. Den fyr skal ned! – Men hotel Londra? – Den fyr skal ned! Og paa fortauget stod en konstabel. Hurtigere end en draabe var det lasede utyske dryppet av bukken. Kusken vendte sig: Lazzaron! en af disse hotel-agenterne, tvi! Og han spytted av foragt efter sin «bror»; halte saa tømmerne ind og smeiste paa, saa det skar i rasende fart nedover en hovedgade. Han hadde en lappet bonjour, og de lasede skøder fløi energisk i lufttrækket. Det varte i to-tre minuter, saa slakked han paa tømmerne og hesten bare dilted, og tilslut bare gik den; han vendte sig om: Det hotel De nævnte, kender jeg ikke. Men hotel Londra? – Avanti! fik han lige op i ansigtet som svar. Og saa kasted han sig om paa bukken, rafsed tømmerne til sig i opblussende energi, og de forlorne bonjourskøder vibrede i vinden. Men det varte bare nogen minuter, saa faldt han sammen igen; han gjorde en krok av sin langfinger, som holdt tømmen, og resten av den løb efterhaanden frem, saa hesten som nu bare gik, holdt paa at traakke i løkkerne med forbenene. Han vendte sig om: Tja; saa maa Deres hotel ha skiftet navn netop. – Avanti! – Han kasted sig om, halte tømmerne ind, og det bar avsted som forrige gang. Men han faldt sammen endnu engang, før vi naadde ned paa en stor aaben plads. Her hvor saamange av hans kolleger holdt, vaagned rigtig skøieren op i ham. Med tømmen slapt hægtet ind i langfinger-kroken kørte han hen til en klynge kuske, ropte spørgende hotellets navn. Men hotel Londra? svarte de ogsaa. Han kørte sin vogn langsomt fremover bag vognrækken – hele kuske-flokken slog følge med, saa det var sort av folk om en, skraalende, skrattende, – og da de hadde faat væltet fra sig ind i vognen en hob av ukvemsord som det neapolitanske kuskesprog eier, gjorde han en sving om vognradens ytterste fløi, reiste sig pludselig paa bukken, halte tømmerne til sig, styrte tilbage i rasende fart tæt ind paa hestehoderne, saa hestemulerne skvat rædde i veiret hele rækken igennem. Et halvt minut efter holdt vognen udenfor det rette hotel.
Hele den næste dag i Neapel vilde ikke det kuskeansigt ud av mit hode. Jeg syntes aldrig jeg hadde set en saadan skrabkage av et menneske – lurvet, degenereret: de runde barnebollekind, de grisne skægstranter, brynene som var vokset sammen over næsen, en uudsigelig mund – flød over av bare røde læber; men der sad en syrlig tænksomhed inderst i mundvigen, noget bortimod raffinement. Jeg tror hans erotiks væsen sad der. Et forvildet, linjeløst ansigt; viljeløst paa samme maade som et dyr. Og man kunde ikke bli fri for dette billede av hans energis art under kørselen, dette opblussende og straks igen sammensynkende; det er muligt, at han mangled mad og søvn, men det virked, dette umyndige, som det var hans væsen. Jeg saa en mængde ansigter paa gaden, som nok var ham ulige i træk, men som ligned ham i udtrykket; og dette kuskeansigt vedblev for mig at være typen paa neapolitaneren, naar han kommer ind i ordnede forhold eller staar under instruks – netop i denne hundesjælens herreløse svingen mellem opblussende pligt og sammensunken energiforladthed. – Da han dingled der foran mig paa bukken, sad jeg og veired efter noget, som var til at holde av ved ham, eller til at begeistres over – det individuelle kaotiske stof, som udgør et menneskes kærne, trods det ikke kan formuleres i ord, og som man omtrent altid finder en tæft av, saa man ligesom slaar sig til ro og siger med sig selv, at lignende menneskestof har man til syvende og sidst stødt paa før. Men mit instinkt fandt det ikke ved denne kusk. Det eneste maatte være dette lune foran hestemulerne; da sprang der frem noget umiddelbart fatteligt, selv for en nordbo, en gavtyvs trang til almengyldig latter, som kostelig bar udover smaalig labanagtighed. –
Man gaar i Neapels gader og læser ind i denne vrimmel av ansigter; man blir fælen om hjærtet ved at føle saa liden sammenhæng med dem. Folk siger flest, at det er fordi ansigterne er herjet af forvildede sæder. Det er muligt, det er lasten, som har sat sine merker. Neapel har været skueplads for ryggesløse hoffers liv, som ingen by i Italien, og ingen intelligens eller skabende kunstnerevne hos de svirende lægger her et forsonende skær over udskeielserne. Men det synes mig, at det er lige saameget en racens forvildelse, man læser ud av deres ansigter og deres væsen. Det latinske stof er saa grundig opblandet med græsk og orientalsk, at det oprindelige er vanskeligt at finde rent – opblandet netop med de folkeelementer altsaa, som i den klassiske tid maaske inderst inde blev den vigtigste grund til romernes fald. Og her i Neapel er denne opblanding fortsat siden gennem aarhundreder. Jeg tror saaledes ikke det er et tilfælde, at neapolitanerne i renæssancekunsten spiller en saa liden rolle; de maatte undvære den tilsætning av friskt folkestof nordfra, som i Norditalien var med at frembringe de store mestere.
Der er naturligvis her som ellers mange momenter, som er med at give Neapel fysiognomi og gøre det til, hvad det er. Og det vilde vistnok bli mere end livsværk for en etnograf med psykologi at udgranske alle dem.
Medbestemmende til at skabe det store proletariat og gi det karakter, er ogsaa de økonomiske forhold i byen, saadan som de var for en tyve aar siden. Neapel var dengang et søgt opholdssted for rig adel og for rige udlændinge, især engelske, og disse strødde penge ud. Men den tid er forbi. Neapel er kommet i vanry blandt turisterne, – koleraen i 80-aarene, koppeepidemier, tiggerne. Og saa er isteden Nizza dukket op, den liguriske riviera, Cairo; adelen og de rige englændere har forladt Posilip og Camaldoli. De rige, som nu sidder igen, har anbragt sine penge i papirer, og smaarentenisterne driver aager. Resten er fattigfolk, og derav 200 000 virkeligt proletariat, som lever av tilfældig sjau eller tiggeri.
Og armoden blandt disse tiltager. Befolkningen formerer sig stærkt, og dog viser bytolden paa levnetsmidler – i modsætning f. eks. til Roms – en aarlig mindreindtægt paa ca. 3 millioner fra for 10 aar siden (bytolden indbragte 1889/90 ca. 17 millioner; i 1899/1900 ca. 13½). De tal taler for sig selv.
Men fattigdommen træffes ikke bare i proletariatet; den træffes i alle klasser. Der er en mængde saakaldte bedrestillede familjer, som vaagner om morgenen og ikke ved, om de faar middag den dag; det er bourgeoisiet, som har signore-tradition i blodet og mener, at arbeidet skæmmer. De har sønner, som det gælder at skaffe en «post», saa de ikke synker ned i arbeiderklassen, og det gælder at kravle forbi hverandre i stillingens anseelse, for de har ambition trods sin armod. Det er snyltedyrene i det neapolitanske samfund; det er oldtidens klienter, som antichambrerer, de antike umbrae, som gaar igen. Det var disse og deres velyndere, som Saredo rammed i sin første indberetning om Neapel.
Oprydningen er begyndt. Allerede i 1889 indviedes under de kongeliges nærvær den vældige gadeomregulering, lo sventramento della Sezione Mercato, hvor koleraen herjed styggest 1884. Der blev lagt virkelige gader gennem dette dueslag, for at lede golfens havbris ind i bulerne. Dette arbeide har hidtil kostet 151 millioner, og der vil, som ministerchefen oplyste i sin store banket-tale i Neapel i høst, bli anvendt endnu ca. 50 millioner frcs.
Saredo pegte paa botemidlerne for at reise byens moralske sundhed: Byen skulde bli en industriby for at sysselsætte proletariatet. Og en nationaløkonom – professor Nitti – har nylig udregnet, hvor byen dog ligger bekvemt til for at bli en fabrikby. Han har fæstet sin opmerksomhed ved vandkraften i Italien. Nu lægger landet ud i det hele ca. 200 millioner frcs. aarlig i kul for at skaffe sig en million hestekræfter; til at benytte vandet – har han regnet ud – trængtes der en milliard, det vil sige 40 millioner frcs. aarlig, for at skaffe den samme drivkraft. Og specielt stiller det sig gunstig for Neapel, som har 60 000 hestekræfter bare 50 kilometer borte, mens Milano, som alt er en industriby, har maattet ta dem 120 til 150 kilometer borte.
Det forekommer mig imidlertid utænkeligt, at initiativet til denne forvandling av byens liv nogensinde skulde udgaa fra Neapel selv; der maa fremmed energi ind, og kan den med tiden lære proletariatet til at møde op punktlig ved fabrikerne, saa har den udført et mesterværk.
Hidtil er reform-arbeidet lagt politisk an; man har rammet nogen mænd, og faat andre isteden. Det foregik for byens vedkommende under et ideelt samhold mellem socialister og anderledes troende, som vilde have udrensning. Men saa kom, ovenpaa Saredo’s anden indberetning, de nye amtsvalg; da bekæmped socialister, venstre og radikale allerede hverandre, og tabte, saa de av Saredo merkede mænd vendte tilbage til administrationen.
Det er neapolitaner-kuskens væsen som gaar igen – hans krappe svingen mellem opblussende vilje og energiforladtheden efterpaa; denne moralske renselsesfest – jeg kan ikke komme fra det – var bare et laset bonjourskøde, som vifted energisk i lufttrækket.
Neapel var alt i gammel tid en farlig by at komme til for den reisende. Hvem husker ikke den uskyldige historie hos Boccaccio, fortalt med eventyrets fortryllende ro, om Andreuccio («Vesle-Anders») fra Perugia! Dette gudsord fra landet, som hadde faat spurgt, at hesterne var billige i Neapel, og som saa tog did syd med 300 floriner i lommen. Men paa hestemarkedet vifted han kaksevigtig med pengepungen, og blev jagtvildt for storbyens bondefangere, som franarrer ham mynten. Men saa vaagner rigtignok ogsaa bondefulheden i ham, saa han holder sig skadesløs tilslut – en skikkelse som Smørbuk i eventyret.
Men dette, at Neapel er en ubehagelig by for turisterne, maa ikke siges offentlig; da reiser neapolitanerne sig i moralsk harme, saaledes som det skedde i kommuneraadet her i fjor vaar, da den engelske konsul Rolfe’s reisebog for Neapel kom i nyt oplag. Den var skrevet for 15 aar siden, før han blev konsul i Neapel; men der blev et svare spektakel ved den nye udgave, og en deputeret retted til og med en forespørsel til udenrigsministeren for at faa vide, «om det var tilladt for en konsulær repræsentant for en venskabeligsindet regering at udbrede i en bog, for pekuniær vindings skyld, injurier og bagvaskelser, som gaar ud over den by, i hvilken han bestyrer sit embede, idet han altsaa udnytter sin stillings prestige til at sværte det land, som viser ham gjæstevenskab og traditionel høflighed». Konsulen sendte kommunen en skrivelse, hvori han erklærer sig for en stor beundrer av Neapel og ber dem ikke lægge for stor vegt paa en udtalelse, som ikke hadde til hensigt at saare. – Denne erklæring tog borgerne for god og lod, som den indeholdt tilbagekaldelser.
Naar man gaar i gaderne og ser paa al denne ungdom, som ligger paa fortauget op mod solvæggen og later sig i store klumper, saa tænker man hele tiden: hvor der dog sløses med menneskeliv her i denne by! De unge ligger i vegetativ selvhypnose, ligesom bamsen i hi, med avstumpet følelse for sult og for utøi. Ret som det er har aviserne smaa politinotiser fra neapolitansk liv, og det sandes saa tit: hvor der sløses! Netop nu læser vi følgende: En korøgter hadde en frille, og hun ønskede en søn, for at manden skulde bli uløseligere bundet til hende; men hun fik ikke barn. Saa var der i samme bydel en frøken av de høiere klasser, som i hemmelighed fødte en gut, og hendes barn skulde jordmoren bringe til en barnekrybbe. Jordmoren solgte isteden guttebarnet til frillen for femten francs, og hun slog da en plade i sin ven korøgteren om sin hemmelige nedkomst, saa manden for faderglæde ikke vidste hvad ben han skulde staa paa. Sagen blev meldt anonymt, som saa tit, til politiet, som saa arresterte de skyldige; – men saa staar der i notisen, at spædbarnet blev bragt paa politistationen, hvor det omsider døde paa grund av mangelfuld føde. – Denslags avis-notiser forekommer saa tit, som viser, hvor et menneskeliv fra eller til her har lidet at si.
Og de unge proletarer, som er naadd lykkelig over spædbarnsalderen, ligger i klump og døser i solvæggen, mimrer ud paa denne natur, golfen, Vesuv, – som i hver linje præker og priser det vigende, skønheden ved det, priser energi-forladtheden, toner ud i lange brusende satser sangen om dyrets og blomstens far niente.
Slaraffenlandet. Il paese di cuccagna. –
Men saa er der en dag specielt som pøbelen reiser sig fra fortauget og slaar sig løs i fest, saadan som en fest maa bli i denne slyngelagtige glædes by. Det er Piedigrotta-festen den 7de og 8de september. Hvad der er av spillopmagere, møder da op; og spillopmagerne fra Neapels gader er ikke harmløse.
Det er egentlig en kirkefest ude ved kirken nær «Vergils grav», der hvor den vældige tunnel skærer ind under Posilip-haugens ryg. Og som saadan er den da blit en folkefest, hvor bærmen samlet har sin aarlige opvisning i livsytring. Jernbanetogene er overfyldt de dage, og der gaar ekstratog lige fra Rom. Der er optog; – og her spiller avismændenes ridt hovedrollen – cavalcata dei giornalai – tilligemed «sangenes vogne» – carri delle canzoni. Der er dans, musik: fyrværkeri, kapløb og leke. Det er en friluftsfest, og der spises ude ved Posilip-haugens fod.
Og man tar natten til hjælp; da sværmer de karnevalsvildt gennem den svære tunnel. Man kaster sig ud i festens yre brus, bader sig i livsrus, som det var et av de hedenske mysterier. Folkefestens bakkanal og larm er steget med aarene, og de tøilesløse løier har udartet, saa de bra borgere nu holder sig unna, og tilslutningen i det hele vistnok er avtat; pøbelen raader grunden alene derude den nat.
Men der er en side ved denne folkefest, som hele landets opmerksomhed fremdeles er fæstet ved. Det er konkurrencen om de bedste sange (gadeviser) i neapolitansk dialekt. Og her konkurrerer hele folket, jenter, advokater, kirurger, politifuldmægtige, retstjenere o. s. v. o. s. v. – alle som kan rime. Der er til den fest en visetilvirkning saa vældig, at man har spøgefuldt sagt, at kunde regeringen sørge for handelstraktater, som muliggjorde eksport i denne branche, var Neapels økonomiske fremtid sikret.
Der er dog en forlægger, som hvert aar boltrer sig med liv og lyst i alle disse visemanuskripter; det er Peppino Santojanni, med opnavnet «Mecenate Sebezio». Han har samlet hos sig dem, som anses for de dygtigste blandt komponisterne og visedigterne. Han lar sine sager den dag udføre for den store folkemasse paa Plebiscito-pladsen av Gambrinus-hallens orkester og sangere.
Stundom sætter aviserne op præmier for de bedste viser. Det gjorde saaledes Scarfoglio’s avis Mattino for et aar siden. Det aar udgav ogsaa den mest kendte dialekt-digter, Salvatore di Giacomo, en samling canzoner – Piedigrotta for ever – med musik av Giordano, Costa, Tosti og De Leva; og den samling gjorde umaadelig lykke.
De handler vistnok udelukkende om kærlighed; det er ialfald tilfældet med alle dem, jeg har anledning til at se. – Nogle tolker længslen, som især vise-firmaet digteren Capurro, musikeren Chiara. De hadde saaledes en paa festen for to aar siden, som gjorde megen lykke; det var historien om to, som elsked hverandre saare, men de mangled udkommet for at kunne gifte sig. De sad og elsked og drømte om penge, og vented paa en begivenhed, sendt av skæbnen, som bragte dem sølv i pungen. Saa heder det: det første sølv hun saa, var i sit eget haar. – For iaar var der ogsaa en av det firma, som handled om kærlighedens venten hos en pige; hendes elskede er soldat og er reist; hun sidder og minnes: «nu faar du huske mig,» sa han, «og saa skal jeg aldrig glemme dig.» Hver aften sidder hun nu med armene i vinduet og ser og venter – ensom, ensom; og husker da hun sad her før og talte minuterne; «og hvorofte med haand i haand, med knæ mod knæ, vi læste i vort elskovsfyldte øie den store kærlighed og sad saa længe uden mæle!» – Omkvædet er anlagt efter hvert av disse minner, og det skildrer militærmusiken, som netop passerer derudenfor paa gaden.
Og der er serenade-motiver: «Fuldmaane – du som gør golfen skøn, – naar Nina ser ud paa dig, saa fortæl hende om mig.» Og i den klangfulde ritornel heder det: «Maane hist, sig hende du, at paa dette vis dræber hun mig, – at nu ved jeg ikke mer at gøre for at vække hendes medynk!»
Der er viser, som med forloren galgenhumor synges om kvindens ubestandighed eller er fulde av den flygtige gade-elskovs skelmeri: «Ninetta er en pige skøn og frisk; som en fersken, som en rose; hun er rent ud som en ædelsten. For hende har en bergsaglier-sergeant tabt sin hjærtefred; dog naar han er i kvarter, lar Ninetta sig geleide av vennen Pasqualino. Sergeanten er en smule kort for hodet, Pasqualino han har blod og sener, og Ninetta lar dem aldrig træffes» o. s. v. Der er tro saadanne smaahistorier i visen, som vittig fortæller om kvindens ubestandighed, skilt ved et omkvæd, som italienerne selv anser for et virkeligt fund, ikke paa grund av sin mening – for det indeholder ingen mening, bare nogen lyd, men de er valgt saa, at de udelukkende i klangen gir det flygtige spil, de ligesæles omslag.
Og nogen viser besynger kvindelig skønhed – lyder gerne lidt abstrakt, skønt det er knyttet til bestemte navne. Eller de synger over det udtraadte motiv: gift dig ikke, for saa mister du din frihed! – –
Jeg har hat liggende for mig de poetiske perler fra de tre sidste Piedigrotta-fester – det som slog mest an av viserne. De slaar en ikke ved sin originalitet. Det siger sig imidlertid selv, at det er uretfærdigt at gengi indholdet av en vise, som er bestemt til at synges; man har ikke lov til at dømme paa det. Det er dog vendingen, som gir visen dens værd, det særegent neapolitanske i den, som ogsaa tillige sikrer den sukces som gadevise; – og det er umuligt at gengi i et kort resumé. Man faar jo ogsaa huske paa, at visen staar og falder med musiken, specielt med omkvædets. Naar jeg derfor har forsøgt at oversætte nedenstaaende vise saa tæt opunder den neapolitanske original som muligt, saa gir heller ikke det udtømmende besked om digtningens værd. Teksten er av den før nævnte Giacomo og bærer som overskrift: «Imorgen, hvem kan sige? Den gjorde ifjor mer lykke end alle de andre.
Og mit hjærte spør jeg dag og silde:
sig mig, sig mig, er det ei saa,
Lina nok mig like vilde?
eller kanske bare later saa?
Og mit hjærte, det mig svarer:
«Kære dig, hvad skal jeg si?
Kender du ei bølgen, hvor den farer?
Saadan er og de pigers sti.
Bølger gaa og komme,
storme frem og vige:
Og idag til dag er omme,
kan din pige
dig lige.
Men imorgen … Imorgen?
Hvem kan sige!»
Aa hvor svar og ord er haarde,
som du gir mig, pinte hjærte!
du vil si jeg rettest gjorde
at la seile alle haab?
Du vil sige øine bløde
pønser paa kun løgn og tant?
du vil si, hendes ord de søde
ikke eier fnug av sandt?
Bølger gaa og komme,
storme frem, og vige.
Idag forvist til dag er omme,
kan min pige
mig lige …
men imorgen? – Imorgen?
Hvem kan sige!
Vel! saa er jeg nøidd, og tar dig!
Og hvad raker mig saa mer!
Naar jeg ser dig, naar jeg har dig,
intet mer paa jord har værd!
Kom! sid ned og skænk mig fryden!
– selv flygtigst stund er dog en gang.
Og hvad gør, om hjærtet siden
synger op hvad nys det sang:
«Bølger gaa og komme,
storme frem, og vige …
Ja, ikveld til dag er omme,
kan din pige dig lige!
Men imorgen? Imorgen …
Hvem kan sige!»
Som man ser, der er intet nyt udtryk for følelsen, ingen før ukendt nuance; den er som saadanne viser er flest, – om det end ikke er udelukket, at en eiendommelighed ved den neapolitanske dialekt– eller en finesse i vendingen kan være gaat mig forbi under oversættelsen.
Det er intet under: disse viser render op i tusenvis, som sop i september. Det maa bli gentagelse. Og derved har de faat det stivnede ved sig, det schablonmæssige, dette udtraadte i motivets behandling.
Naar man hjemme i Norge den sidste tid har sat sig ned til at «stevjas» for at rette paa visse ting udi litteris, saa er det et forsøg naa at grave op igen en skik, som er blit til i en bundforskellig sjælsatmosfære; det er forstandige nutidsmennesker, som sætter sig ned for at eftergøre det naive fra ordkunstens barndom i Norge-, – og der er ingen anden air av barn over dem end den, at de ikke selv aner, hvor uægte de er. – Der er ingen affektation over visetilvirkningen i Neapel. Selv om den er paa vei til at stivne i schablon, selv om den sjelden mer bringer bud fra en enkelts hjærte. – Disse viser er sprunget op av gaderne; og de springer fremdeles op av gaderne. De har ikke skiftet jordbund; det er ingen «national» opvisning i, hvad huset formaar.
Og selv om de ikke rager høit hverken musikalsk eller poetisk, saa tror jeg nok, man ikke skal undervurdere betydningen av denne side ved Piedigrotta-festen for Neapels vedkommende – kanske for Italiens med. Disse viser har sin betydning for gadens liv; gadeungdommen griber melodierne og sætter gennem dem ud av sig al sin lumre følsomhed. Specielt har ritornellen med sin iørefaldende musik let for at fæste sig paa andres læber og bli bud, om ikke fra hjærtet som det føler, saa dog fra hjærtet som det vilde følt, om Neapel hadde været som det kunde været, om menneskernes kaar der hadde hat noget av den blændende, solmættede luft over sig og glansen fra det grønblaa hav, og om drømmene hadde været saapas virkelige som øerne derude i den fjerne dis.
Og derigennem gennemlever proletarsindet en stakket stunds løftelse.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |