Negeren med de hvite hænder/10

— Det er mig, som skal takke, svarte han.

— De?

— Ja, jeg takker for den naade at kunne faa anledning til at uskadeliggjøre en skurk, en av de store og meget farlige.

X.
En fornøielig aften.

Hun saa paa ham med et par forbausede og beundrende øine.

— Det er vist en meget farlig mand, sa hun, og hvis det bare er Dem alene, saa bør De vogte Dem for ham. Han eier ikke barmhjertighet. Saadan som jeg har tigget ham paa mine knæ.

— Saa meget desto bedre, svarte Krag, saa behøver heller ikke jeg at vise den ringeste barmhjertighet.

Han gik hen til telefonen og ringte efter en vogn.

— Endnu et, sa han derpaa, taler Deres mand nogengang med Dem om forretninger?

— Aldrig. Heldigvis.

— Det er godt. Hvis han imidlertid skulde nævne denne skurks navn, saa maa De ta det med absolut ro, for det har intet at si.

Fru Maja for sammen.

— Har han da truffet ham? spurte hun.

— Ja.

— Naar?

— I eftermiddag. Til avtalt tid.

— Men Gud, saa har han kanske allikevel faat vite —

— Ingenlunde, svarte Krag, Deres navn er ikke blit nævnt. Jeg paahørte samtalen. Forøvrig tviler jeg paa, at Deres mand nogengang vil nævne skurkens navn for Dem. Dertil er han altfor overbevist om, at der klæber skiddenhet ved den fyr. Nu er vognen kommet, frue, nu maa De gaa.

Da hun skulde ta farvel med Asbjørn Krag, blev hendes hjerte igjen fyldt av taknemmelighet, og hun kunde knapt faa et ord frem.

— Muligens sees vi, sa Krag, og hvis hr. Maxim endnu en gang skulde vaage at krydse Deres vei, saa kald paa mig.

Dermed skiltes de. Asbjørn Krag blev staaende ved vinduet, indtil automobilen var kjørt bort. Saa gik han hen til kaminen og stirret tankefuldt ind i den røde varme, som nylig hadde slukt den første hemmelighet i denne sak.

Krag slog derefter op i sin adressekalender og fandt frem til navnet Gibson. Der var bare to av det navn. Det var onkel og nevø. Der stod:

Chas. Gibson, godseier. Det var onkelen. Han bodde paa Victoria terrasse. Under ham stod navnet Theo Gibson, det var lille Theo, nevøen, han bodde ved Majorstuen. I adressekalenderen stod han angit som grosserer. Krag smilte. Grosserer, tænkte han, en mand, som vistnok aldrig har bestilt noget hele sit liv utover at bruke penger. Krag visste, at lille Theo var onkelens arving og kjæledægge. Han noterte sig adressen i sin lommebok. I det samme hørte han, at det ringte paa entreklokken.

Det var detektivbetjenten, som kom.

— Har De nyheter? spurte Krag.

— Ikke andre end dem, som jeg lovte at skaffe, svarte betjenten.

— Lad høre.

— Konstabelen blev der i nøiagtig ti minutter, som han hadde faat ordre til.

— Hvordan forholdt de to mænd sig i denne tid.

— De var meget nysgjerrige.

— Ja, det finder jeg rimelig. Og konstabelen?

— Han svarte bare konsekvent paa alle spørsmaal: Hvem kjender ikke generalkonsul Berger, generalkonsulen er en rik og stor mand i byen osv. Konstabelen talte med den overbevisningens naivitet, som er ham egen, og som sikkerlig gjorde indtryk paa vore to venner.

— Saa er de formodentlig endnu en smule desorientert. Det er godt; det vinder jeg maaske et helt døgn paa. Og saa?

— Fem minutter efter at konstabelen hadde forlatt bygningen, kom de to mænd anstigende. De tok det med stor ro og gik ivrig samtalende indover Drammensveien. Jeg fulgte efter dem, men selvfølgelig i saa respektfuld avstand, at jeg ikke kunde opfatte, hvad de talte om.

— Og saa?

— Ved den nærmeste aviskiosk gik den høie med skjegget —

— Det er hovedmanden, indskjøt Krag.

— Javel, altsaa manden med skjegget gik ind i kiosken for at telefonere. Det var ikke nogen lang samtale, for efter et par minutters forløp kom han ut igjen. Derfra spaserte de som før ivrig samtalende videre indover Dremmensveien. Men da de gik saa langsomt, mente jeg, at jeg kunde spendere paa mig den lille tid, som det vilde ta at kjøpe den sidste aftenavis.

— Ah, saaledes, i den samme kiosk, som hr. Maxim netop hadde forlatt?

— Heter han saa? Javel, det var i den samme kiosk. Og damen hadde naturligvis hørt samtalen. Det var forøvrig en ganske almindelig telefonordre om at reservere to pladser til varieteen Dovrehallen, to logepladse tilhøire. Men . . .

— Men? . . . spurte Krag.

— Hr. Maxim anmodet uttrykkelig om at faa to pladser, som var litt tilbaketrukne. Med andre ord, han kommer der ikke for at se paa forestillingen.

— Var det tilhøire? spurte Krag.

Betjenten nikket.

Krag ringte øieblikkelig op til varieteens kontor og anmodet om at bli reservert to logepladser tilhøire. Det fik han. Men det var de sidste, blev der sagt.

— Videre, bad Krag, henvendt til betjenten. At erholde disse oplysninger tok altsaa ikke mere end et minut eller to, og mændene var vel fremdeles i farvandet?

— Jeg indhentet dem inden de kom ned til Arbins gate, og de var saa optat av sin egen samtale, at de ikke en eneste gang vendte sig omkring for at se, om der var forfølgere i landskapet.

— Hvilket ogsaa tyder paa, at de fremdeles er desorientert, mente Krag; hvor gik de saa hen?

— Til Continental.

— Ind i kafeen? spurte Krag hurtig.

— Ja. Der bestilte de hver en kop kaffe, og da de hadde faat kaffen — de var fremdeles i ivrig samtale — sendte de et bud op i hotellet.

Krag blev pludselig urolig.

— Til nummer 43? spurte han.

— Ja, svarte betjenten forbauset, hvordan kunde De nu vite det?

— Traf de ham? spurte Krag.

— Nei, svarte betjenten, herren paa nummer 43 var ikke hjemme, og der blev meddelt, at han knapt var at træffe iaften. Han var i selskap. Dette lot til at berøre de to herrer fortrædelig.

— Hvor længe blev de sittende i kafeen?

— Til klokken halv otte. Saa tok de over i speilsalen Grand og bestilte sig et bord til iaften, fra klokken halv tolv og utover. Det lot rigtig til, at herrerne var fornøiet med dagen og vilde feire den med fest.

— De tar feil, svarte Krag, det er fyrens arbeidsmetode.

— At gaa paa varieteer og kafeer?

— Ja, svarte Krag.

Betjenten lo.

— Meget vel, sa han, saa meget kjender jeg endnu ikke til saken, at jeg kan uttale mig derom. Men jeg synes, det er et forunderlig arbeide.

— Hvor længe blev de to sittende i Grand?

— Til nu. Fra Grand tok de en drosche ned til variteen, og der befinder de sig formodentlig i øieblikket.

— Kjære ven, sa Krag, vi maa ogsaa feste iaften. Gaar De med?

— Sammen med Dem, gjerne.

Krag undersøkte sin tegnebok.

— Et hundrede kroner, mumlet han, det maa være nok for iaften.

— Du store alverden, hvad har De isinde?

— Vi maa drikke champagne, sa Krag, i embeds medfør.

Han saa granskende paa betjenten.

— Det skjegget maa De ta av Dem.

— Jeg forstaar at det blir nødvendig.

— Og saa vil det klæde Dem bedre at ha et venlig og rødlig haar istedenfor der ravnsorte, De nu bærer.

— Meget vel.

— Og saa møtes vi om en halv time i Continental. Det er sandt, De kjøpte den sidste aftenavis. La mig se den.

Krag brettet avisen ut. Han rotet gjennem annoncerne.

— Ah, se her er det, mumlet han, her er programmet for varieteen. Brothers Lee, knockabouts. Det høres godt ut; — men se her, kjære ven, Fiarella, den store spanske danserinde, hende tænker jeg vi inviterer med os i aften. Hun skal være smuk og interessant.

Betjenten to.

— Her maa være merkelige ting igjære, sa han, siden dette skal kaldes at være i arbeide.

XI.
Danserinden.

Klokken var halv ti, da de to herrer møtte op i varieteen. Det var en av de aftener, da lokalet var ganske fuldproppet av mennesker. Nede paa gulvet sat det almindelige folk med sine portvinsglas og ølflasker, oppe i de reserverte loger gnistret det elektriske lys i de høistakede vinglas; her hadde de faa mennesker av byen git møte, som likte varieteen som variete, selv om de skulde søke ned til et avsidesliggende strøk fordi der ikke var nogen anden at finde.

Krag og hans ledsager viste frem sine logebilletter og blev av en uniformert funktionær ledsaget til sine pladser. Det var et lavloftet, trangt rum; deres bord var det andet i rækken og laa saa langt tilbake, at de derfor kun med besvær — ved at bøie sig fremover — kunde faa se, hvad der foregik paa den lille scene. Men det var jo ikke for at nyde varieteens forlystelser, de var kommet her; det var for at ta iagttagelser blandt en viss del av publikum.

I det lille logeavlukke var der fire borde og nøiagtig tredobbelt saa mange stoler. De to av bordene var optat, og nu optok Krag og hans ledsager det tredje. Det fjerde var endnu ledig; men stolene var av tjeneren sat op mot bordet for at markere, at man ventet nye gjester.