Negeren med de hvite hænder/11

ut; — men se her, kjære ven, Fiarella, den store spanske danserinde, hende tænker jeg vi inviterer med os i aften. Hun skal være smuk og interessant.

Betjenten to.

— Her maa være merkelige ting igjære, sa han, siden dette skal kaldes at være i arbeide.

XI.
Danserinden.

Klokken var halv ti, da de to herrer møtte op i varieteen. Det var en av de aftener, da lokalet var ganske fuldproppet av mennesker. Nede paa gulvet sat det almindelige folk med sine portvinsglas og ølflasker, oppe i de reserverte loger gnistret det elektriske lys i de høistakede vinglas; her hadde de faa mennesker av byen git møte, som likte varieteen som variete, selv om de skulde søke ned til et avsidesliggende strøk fordi der ikke var nogen anden at finde.

Krag og hans ledsager viste frem sine logebilletter og blev av en uniformert funktionær ledsaget til sine pladser. Det var et lavloftet, trangt rum; deres bord var det andet i rækken og laa saa langt tilbake, at de derfor kun med besvær — ved at bøie sig fremover — kunde faa se, hvad der foregik paa den lille scene. Men det var jo ikke for at nyde varieteens forlystelser, de var kommet her; det var for at ta iagttagelser blandt en viss del av publikum.

I det lille logeavlukke var der fire borde og nøiagtig tredobbelt saa mange stoler. De to av bordene var optat, og nu optok Krag og hans ledsager det tredje. Det fjerde var endnu ledig; men stolene var av tjeneren sat op mot bordet for at markere, at man ventet nye gjester.

Krag og hans kollega tok plads, og efter at detektiven hadde kastet et blik paa de andre gjesters servering, bestilte han champagne. Krag vekslet øiekast med sin ledsager og nikket mot det ene av de to optatte borde. Han hadde gjenkjendt selskapet. De som sat der, var Theo Gibson, som kunstnerinden hadde omtalt og en ven av ham, en mand i trediveaarsalderen med lyst, krøllet helskjeg. Mens lille Theo var fuldkommen elegant, næsten overdreven sirlig i sin paaklædning, var den anden mere beskeden og borgerlig almindelig i sit antræk; man kunde anta ham for en underordnet kontormand. De drak champagne og sat og talte lavmælt sammen. Det lot ikke til, at emnet for deres passiar var synderlig interessant. Derimot saa den store eiendomsbesidders nevø nu og da nervøst paa programmet, som om han ventet paa, at noget skulde komme. Og det var ikke vanskelig for Asbjørn Krag at gjette, hvad han ventet paa for med undtagelse av en kjedelig revyakt, et par akrobater og en tryllekunstner bød den resterende del av programmet bare paa en flammedanserinde og den spanske stjerne. Hendes navn stod i bred, sort ramme. Hun var altsaa en attraktion.

— Du skal se, det er Fiorella han venter paa, sa Asbjørn Krag, saa blir vi formodentlig snytt for hendes selskap iaften.

— Det var da kjedelig, svarte opdageren idet han smilte, jeg hadde for en gangs skyld glædet mig til at være deltager i halløierne, istedenfor som sedvanlig at være den nysgjerrige iagttager.

Tiden gik; man var midt i revyakten med dens mange fuldkomment vidløse vittigheter. Gulvet i sterk bevægelse, mens logernes likegyldighet steg. Saa — midt i en revysang — blev Krags opmerksomhet vakt ved, at et nyt selskap traadte ind i logen. Krag gav sin kollega et venskabelig puf i siden. Opdageren saa op, og han gjenkjendte ogsaa straks de indtrædende. Det var Nicolay Bewer, alias Maxim, og hans tro følgesvend, Harvey, manden som hadde forsøkt at presse ham paa kontoret.

Asbjørn Krag vendte en stund med forsæt sit ansigt mot ham; han vilde prøve, om Maxim gjenkjendte ham paa trods av forklædningen, men det var ikke mulig paa den fete herres ansigt at opdage et eneste træk, som kunde tyde paa gjenkjendelse.

De to herrer tok saa ubemerket som mulig plads ved det for dem reserverte bord. Ogsaa Maxim forlangte champagne, en halv flaske, og den kom, men han nippet ikke engang til glasset. Han var tydeligvis ikke kommet her for at nyde noget. Men derimot lot det til, at ogsaa han med interesse ventet den spanske donnas optræden, for da han ved et blik paa programmet opdaget, at det var en stund til hun skulde frem, gryntet han paatagelig utaalmodig.

Men aftenen skulde byde paa overraskelser.

Asbjørn Krag, som nu og da betragtet den fete slyngel skjult og granskende, la pludselig merke til, at noget uventet i særlig grad fanget hans interesse.

Dette uventede foregik i logen likeoverfor, paa den anden side.

Det var to herrer, som kom ind og tok plads ved et bord like ved ballustraden, som netop var blit ledig.

Krag kjendte straks den ene av de to herrer. Det var hans gode ven, godseieren Stokke, hvis eiendom baade generalkonsul Berger og Maxim saa paafaldende ivrig var ute efter.

Idet Maxim fik øie paa godseieren, dukket han uvilkaarlig hodet, og Krag hørte ham hviske paa engelsk til sin kammerat.

— Det var som pokker, den mand vilde jeg ikke skulde se mig her.

Han rykket stolen litt tilbake, saa han blev sittende i mørke.

Alle disse iagttagelser gjorde Asbjørn Krag, og de forundret ham endel; men han skulde ha git meget for at vite, hvorfor ikke Maxim ønsket at bli set av godseieren paa dette sted. Det var dog ingen dødssynd selv for en adstadig forretningsmand engang at sitte i en varieteloge.

Men nu fik Krag andre ting at tænke paa, for nu bruste pludselig bifaldet op paa scenen, Fiorella viste sig i det sedvanlige fesyn, i en bølge av hvitt elektrisk lys, der fik hendes gevandt til at flamme som silke omkring hendes vuggende krop. Asbjørn Krag bøide sig fremover. Det var en mørk skjønhet, høi, slank, hendes hals og bare armer syntes uendelig hvite i det drivende lys. Detektiven saa, at hendes blik gled søkende langs logerækken og tilslut stanset ved den loge, hvor han sat, saa fløi et gjenkjendende smil over det smukke ansigt. Og i det samme dalte en blomsterbuket fra logen ned paa scenen. Det var lille Gibson, som kastet den, men han klappet ikke, han vilde tydeligvis ikke stikke sig frem, han sat bare hele tiden og slukte hende med øinene og var taus. Krag hadde lagt merke til, at der fulgte noget hvitt med buketten, det var en billet, som var bundet til den. Saa vekslet lyset, farverne begyndte at spille og den skjønne danset gjennem alle regnbuens farver, mens bifaldet steg, tilslut kom selve flammedansen, gevandtet slikket i broncerøde tunger omkring paa scenen. Og saa var det hele forbi. Det hadde slet ikke været noget merkelig ved dansen, den laa snarere under end over det sedvanlige i den genre. Men danserindens merkelige, fremmedartede skjønhet hadde fuldstændig henrevet publikum.

Da dette nummer var forbi, brøt mange op; især fra logerne. Der var nu bare nogen almindelige akrobater tilbake av programmet og det kunde ikke paaregne synderlig interesse. Krag fæstet sig ved en besynderlig omstændighet. Da lille Gibson skulde avgjøre regningen, stak han i hemmelighet nogen penger til sin ven og bad denne betale. Saaledes saa det ut, som om det var kontoristen, som spenderte paa levemanden. Og kontoristen fandt sig i dette. Kanske var han ansat som hans »ven« paa de betingelser.

Saa vendte lille Gibson sig for at gaa. Han var i det øieblik oprømt, rødmende, glad, men hans ansigt skiftet hurtig og forfærdelig uttryk.

Det var, da han fik øie paa Nicolay Bewer.

Han blev dødblek med et og grep krampagtig omkring stolarmen, likesom han var bange for at falde omkuld.

XII.
Champagne først . . .

Den unge mand blev derefter staaende og stirre paa Bewer, stum av forfærdelse. Hans pludselige bleghet var saa forfærdelig, at selv Krag studset. Nu visste han, at der var alvorlige ting paafærde.

Og nu saa han igjen, at Maxim smilte, — et av disse smil, som synes at røbe baade triumferende ondskap og skadefryd. Krags kollega saa ned paa scenen, som om hele optrinnet ikke vedkom ham, Krag bladet i programmet. Tilsyneladende hadde altsaa ikke de to mænds møte vakt den ringeste opmerksomhet. Lille Gibson gik ind i mørket, ved garderoben, hvor hans blekhet ikke kunde ses. Maxim fulgte efter ham. Krag anstrengte sig til det yderste for at lukke sine øren for alle lyde utenfor, saa han kunde opfange, hvad de to talte om. De talte dæmpet, men samtidig ophidset, sammen, det vil si, Maxims stemme var mere rolig end den unge mands, som syntes hæs og skjælvende.