Aagerkarlen lo.

— Gamle spøkefugl, sa han gemytlig.

— Hvis De ikke tar imot dette rimelige tilbud, fortsatte Asbjørn Krag, faar De ingenting.

— Ha! Jeg har mine endossenter.

— Hvilke er det?

— Gibsons onkel staar paa de 25,000.

— Har De vekselen med Dem? spurte Krag.

— Kom med pengene, svarte aagerkarlen.

— Vekselen, sa Krag.

Aagerkarlen slog i bordet. Pengene først! ropte han.

Asbjørn Krag reiste sig pludselig, gik hen til døren, laaste den og stak nøklen i lommen. Saa strakte han haanden frem og like saa rolig, som om han skulde bestille noget i en butik sa han:

— Vekselen!

XVI.
Pelsen.

rediger

Asbjørn Krag puttet nøklen i lommen.

— Nu er vi sikre, sa han. Nu kan ialfald ingen forstyrre os længer. Er det ikke saa, at De fremfor alt ønsker at være uforstyrret, naar De skal avhandle den slags forretninger?

Nicolay Bewer reiste sig op fra stolen. Smilet var med et forsvundet fra hans ansigt.

— Naa, saaledes? sa han. Det var i alle fald klart spil.

Asbjørn Krag stillet sig like overfor ham.

— Jeg gir Dem et valg, sa han.

— Virkelig, svarte aagerkarlen. Det var elskværdig av Dem. Lad høre! — Døren er stængt, fortsatte Asbjørn Krag uanfegtet av den andens ironiske bemerkning. De kan ikke komme ut den vei. Nu gir jeg Dem valget mellem at flygte gjennem vinduet eller gi mig papirerne. Men jeg gjør Dem uttrykkelig opmerksom paa, at vi befinder os i sjette etage. Valget kan umulig falde Dem vanskelig.

Den anden mønstret detektiven fra top til taa.

— De er den frækkeste unge mand, jeg paa længe har truffet. Det glæder mig at se ungdommen utfolde mod. Og jeg kan forsikre Dem om, at De i dette øieblik virkelig er modig, for ikke at si dumdristig. Vet De, hvem jeg er?

— Ja, svarte Krag, det vet jeg. Skal jeg fortælle Dem det?

Den anden la armene overkors uten at svare.

Asbjørn Krag fortsatte som hittil i den samme halvt lette, halvt uintresserte tone:

— De er en utsøkt skurk, sa han, som for lumpen vindings skyld spekulerer i menneskers ulykke. Jeg har hørt at De skal være meget rik. Hvis De ikke øieblikkelig utleverer lpapirerne til mig, lover jeg Dem at De taper de fem og tyve tusen kroner, som De i virkeligheten har utbetalt Gibson, da De ved siden av at være rik ogsaa er gjerrig, har de bare godt av den ærgrelsen.

— Hvorlænge skal komedien vedvare, spurte aagerkarlen utaalmodig. Jeg er kommen for at faa mine penger, og hvis jeg ikke kan faa dem, saa gaar jeg min vei igjen.

— Gjennem vinduet? spurte Krag.

— Nei, ropte den anden høit og rasende. Gjennem døren og forbi Deres næse, De lille, vigtige græshoppe, og hvis De vaager at stanse mig, slaar jeg Dem ned.

Han knyttet haanden, en vældig, haaret slagternæve.

— Har De vaaben? spurte Krag.

Da lo aagerkarlen en haanende, gjennemtrængende latter. Hans øine søkte først hen til lille Gibson, som stod blek og tynd, og skalv mot skrivebordet, og dernæst til Asbjørn Krag, som syntes altfor spinkel til at kunne hamle op mot den grovlemmede kjæmpe.

— Ja, naturligvis har jeg vaaben, sa han. Men skytevaaben skal man være forsigtig med, naar der ikke er fare paa færde; de kan saa let gaa av.

— Altsaa, mine herrer, der er ingen penger i landskapet; det forstaar jeg nu godt. Med det liv, De fører, Gibson, har De ingen anledning at lægge noget op. Iaften har De jo igjen brukt en sum paa den griske lille danserinde. Men jeg forstaar Deres smak. Nuvel. Saa gaar jeg, men i morgen klokken tolv ringer jeg paa hos Deres onkel og presenterer ham vekselen. Hvis navnet er falsk — det kjender jeg altsaa ikke noget til —, men hvis det er falsk, maa det bli hans og Deres sak at klare den affære.

— De har visst hele tiden, at vekselen er falsk, sa Krag.

— Jeg diskuterer ikke yderligere med Dem, mine herrer, svarte aagerkarlen, idet han trak sit ur op av lommen. Det er sent. Jeg skal til ro. God nat.

Han bukket og vilde gaa mot døren, men Asbjørn Krag stillet sig iveien for ham.

— Jeg skal bevise Dem, sa detektiven, at stillingen er alvorligere for Dem, end De tror.

— Avveien, ropte aagerkarlen. Han vilde trænge sig frem forbi detektiven, men Asbjørn Krag rev med et raskt grep sin paryk og sit falske skjeg av:

— Kjender De mig, ropte han.

Nicolay Bewer for forskrækket et skridt tilbake og en graa skygge av blekhet fløi over hans ansigt.

— Guds død, mumlet han lavmelt, som om han var bange for, at nogen skulde høre ham. Manden fra Drammensveien!

Han grep hurtig i lommen, men Asbjørn Krag stanset ham ved at sætte Gibsons revolver for hans bryst.

— Altsaa, sa han. Nu er der ikke længre tid til spøk. De kjender mig. De vet, hvad jeg er istand til. Vil De gi Dem med det gode?

— Jeg skal engang hevne mig paa Dem, svarte aagerkarlen, nu har De to ganger krydset min vei; det skal ikke hænde Dem tredje gang.

— Vekselen, sa Asbjørn Krag.

— Jeg kan ikke gi Dem vekselen, svarte aagerkarlen.

— Saa tar jeg den fra Dem med magt, sa Asbjørn Krag.

— Godt, svarte aagerkarlen. Jeg ser nok, at det er Deres hensigt, og med den revolveren er De foreløpig den sterkeste. Men selv voldsomheter kan ikke nytte noget. Jeg kan ikke gi Dem vekselen av den simple grund, at jeg slet ikke har tat den med mig.

— De lyver, sa Krag.

— Jeg har ingen av Gibsons veksler paa mig, hverken de falske eller de egte, hvis der da er nogen egte.

— Hei, hvor De lyver!

— Tror De, jeg er nogen dumrian?

— En saa stor slyngel og løgnhals, svarte Krag, kan umulig være nogen dumrian.

— Jeg skal forklare Dem det hele, sa aagerkarlen. Disse papirer repræsenterer en meget stor værdi. Jeg gaar ikke med værdier paa sytti-otti tusen kroner til et natlig møte med en mand, som i fortvilelse og desperation gjerne kan finde paa det eventyrligste.

— Men hvis jeg nu hadde hat pengene, indvendte Gibson spakfærdig.

— Jeg har en automobil staaende utenfor. Saa vilde jeg ha invitert Dem hjem til mit kontor og der avgjort forretningen. Jeg har lært at være forsigtig — han nikket mot Krags revolver — det er ikke første gang i mit liv jeg har hat en saadan tingest for øinene.

— Jeg vil se Deres tegnebok, sa. Krag.

— De optrær som en røver, ropte aagerkarlen.

— Deres tegnebok, gjentok Krag.

Aagerkarlen nikket og førte haanden mot inderlommen. Men Krags truende gebærde stanset ham igjen.

— Hallo! ropte detektiven. Ta den haanden væk. Aa, Gibson, fortsatte han, mens han hele tiden holdt øie med aagerkarlen. Tag tegneboken hans. Jeg ser, den eri den høire inderlomme.

Gibson gik hen til aagerkarlen og stak nølende og ængstelig haanden ned i lommen. Og pludselig trak han haanden tilbake, som om han hadde stukket sig, og en stor blaafarget revolver faldt i gulvet.

Krag smilte.

— Det ante mig nok, sa han. Og vil De saa se i den venstre lomme?

Og i den venstre lomme fandt Gibson aagerkarlens tegnebok.

— Undersøk den, sa. Krag.

Gibson undersøkte tegneboken i lyset fra den grønne skrivebordslampe.

Aagerkarlen stod hele tiden taus og stille og fortrak ikke en mine.

— Finder De vekselen? spurte Krag.

Det varte en stund, før Gibson svarte. Papirerne raslet i hans febrilsk skjælvende hænder. Omsider sa han:

— Nei, her er ingen veksler.

— Saa til de andre lommer, kommanderte Krag.

Aagerkarlen lot sig villig ransake, men vekslerne fandtes ikke noget sted.

Krag tok aagerkarlens revolver op fra gulvet.

— Saa har De allikevel hat ret, sa han, og De kan benytte døren. Han laaste døren op og aapnet den paa vid gap.

— Tak, svarte aagerkarlen. Saa ses vi forhaapentlig hos Deres onkel imorgen klokken tolv.

— Paa gjensyn, sa Krag og nikket.

— Skal jeg igjen ha fornøielsen at se Dem? spurte aagerkarlen.

— Ja, svarte Krag smilende, for tredje gang.

Aagerkarlen tok sine galocher paa, rakte Asbjørn Krag sin pels og sa:

— Tør jeg bede Dem være saa elskværdig at hjælpe mig. Men skyd mig ikke gjennem ryggen.

Krag hjalp ham pelsen paa, og aagerkarlen takket igjen næsten overdrevent høflig.

— Gibson, sa Krag, vil De lyse den herre ut. Det er mørkt i trappen.

Gibson gik ut paa trappeavsatsen med den grønt lysende lampe og hævet den høit i veiret.

Nicolay BeWer gik tungt og langsomt ned over trappen. Han forsvandt i mørket.

Krag ropte ned:

— Finder De frem nu?

Litt efter kom svaret:

— Ja tak, nu finder jeg frem.

Saa hørtes larmen av porten, som blev aapnet og lukket.

Krag og Gibson gik ind i leiligheten. Gibson satte sig ved skrivebordet og begrov ansigtet i sine hænder.

— Imorgen, imorgen, hvisket han.

— Jeg vet, hvor han bor, svarte Asbjørn Krag. Nicolay Bewer skal ikke faa nogen rolig nat.

I det samme hørte de en stemme rope nede paa gaten.

Han gjenkjendte stemmen.

Det var Nicolay Bewer, som ropte:

— Hei, De deroppe. Kan De høre mig?

— Ja, svarte Krag.

Straks efter lød igjen aagerkarlens stemme:

— Vekslerne laa i pelsen.

Saa hørte de en haanlatter dernede og larmen av en automobil, som sattes igang.


XVII.
Det oplyste værelse.

rediger

— Han har narret os, sa Gibson. Manden hadde papirerne i pelsen. Og han er naturligvis rasende og uforsonlig. Jeg er fuldstændig i hans magt, og jeg kjender ham, jeg venter ingen medlidenhet.

Asbjørn Krag saa paa Gibson med misbilligelse.

— Vel, vi har foreløpig tapt. Hvis vi gaar ut fra, at han talte sandt, saa hadde han den falske veksel i pelslommen, men De maa ikke glemme, at vi ogsaa skal ha fat i de andre papirer. Nu kan De jo i alle fald være tryg til imorgen klokken tolv, og hvis De ikke har sovet i den nat, som gik, saa kan De sove rolig inat.

— Gir De mig virkelig haap? spurte Gibson.

— Ja, svarte Krag. Hent mit tøi. Jeg gir Dem haap.

— Jeg hadde ikke ventet, at politiet, naar det kom, kom som De i en frelsende engels skikkelse.