Negeren med de hvite hænder/20

Noget forunderlig var igjen hændt: Gatedøren, som Krag fandt aapen, da han kom, den var i mellemtiden blit stængt.

XX.
Løgn eller sandhet?

Hvad der var skedd i mellemtiden stod med en gang klart for Asbjørn Krag. Han husket, at han hadde hørt skridt nedover kjøkkentrappen, straks efter at han var kommet ind i værelset, endnu forinden han hadde opdaget, at der var begaat nogen forbrydelse.

Skridtene kunde ikke hitrøre fra nogen anden end morderen, som flygtet.

Og morderen maatte ha set, at Asbjørn Krag kom.

At han derefter hadde aandsnærværelse nok til at stænge hovedutgangen til gaten, viste, at han maatte være i besiddelse av meget stor koldblodighet. Disse refleksioner gjorde Asbjørn Krag, mens han ventet politimandens ankomst. Han kunde hele tiden høre Rybergs ilsomme skridt opover trappen. Litt efter ringte det hvast paa entreklokken.

— Hvem er det, som kommer? spurte danserinden.

— Det er en politimand, svarte Krag.

— Endnu en politimand, mener De?

— Som De vil. Nu gaar jeg for at lukke ham ind, men De maa ikke bevæge Dem fra Deres plads imens.

— Hvorfor ikke?

— Det er en befaling, sa Krag, glem ikke, at De befinder Dem midt i Centrum av en merkelig mordsak. De er vort vigtigste vidne. De maa være forsigtig. Hvis De begaar en ubetænksomhet, saa kan Deres stilling let bli anderledes og værre.

Den unge dame blev synlig nervøs.

— Jeg har ingenting at fortælle Dem, sa hun, jeg har ikke . . .

Men Krag vinket hende av og gik ut for at aapne døren for Ryberg.

Den unge politimand ruset ivrig og optat ind av døren.

— Hvad er det? spurte han. Han holdt den høire haand i lommen; han var endnu ny og forsigtig.

— Vær stille, svarte detektiven beroligende, idet han førte ham ind i kontoret, De befinder Dem i dødsværelset, som De vel kan se.

Han pekte paa aagerkarlen.

Ryberg blev staaende stille. Han var længe taus. Saa sa han:

— Den mand har jeg set.

— Hvor?

— I en variete, tror jeg.

— Det stemmer. Han er stendød. Han er skutt gjennem hjertet.

— Av hvem?

— Det vet jeg ikke. Ikke endnu ialfald.

— Men naar?

— Temmelig nøiagtig klokken fire.

— Men hvorledes har da De fundet frem hid? spurte Ryberg, idet han saa nysgjerrig paa detektikven.

— Det er en lang historie, svarte Krag, den hører ikke hit. Jeg kom. Men jeg kom desværre forsent. Det dreiet sig forøvrig kun om nogen minutter. Jeg hørte morderens trin i trappen. Det er ham, som har stængt gatedøren.

Den unge politimand rystet paa hodet.

— Jeg forstaar ingenting, sa han, hvorfor er han dræpt, hvem er han, og hvorledes er De kommet herop.

Krag svarte ikke, men førte ham ind i sideværelset. Ryberg stanset forundret, da han fik se danserinden. Den unge dame saa paa ham, men vendte saa øinene likegyldig en anden vei.

— Ogsaa hende har jeg set, mumlet detektiven.

— Det tænkte jeg nok, svarte Krag. De færdes jo saa mange steder. Men hvor? — Ogsaa i en variete, formodentlig.

Ryberg knipset med fingrene.

— Akkurat, utbrøt han, jeg har set hende sammen med ham derinde.

— Hvor?

— I Dovrehallen, anden etage, efter forestillingen. Jeg har set dem soupere sammen.

— Alene?

— Ja, alene.

— De har en god hukommelse, sa Krag, hvad sier De dertil, frøken?

— Intet, svarte danserinden, jeg har ikke benegtet, at jeg har kjendt Nicolay Bewer.

— De mener Léon.

— Det var ogsaa hans navn: kjendt Nicolay Bewer.

— Det er letvint fundet paa, svarte Krag; han hadde visst flere navne.

— — Meget mulig. Det vet jeg ikke noget om.

— Har De kjendt den dræpte længe?

— Ikke mere end et aars tid, hvis det kan interessere Dem, jeg traf ham første gang i Kjøbenhavn.

— Og De har daglig været sammen med ham her i byen?

Danserinden saa granskende, næsten nysgjerrig paa Asbjørn Krag.

— Det er en fælde, sa hun.

— Nei, svarte Krag, det er et spørsmaal.

— De vet godt, at jeg har en anden ven her i byen, en ung mand fra Kristiania.

— Gibson, jeg vet det. Jeg har talt med ham inat.

— I varieteen? spurte hun ivrig.

— Nei, efterat han forlot Dem.

— I hans bolig?

— Ja. Krag kastet med hodet mot den dødes værelse.

— Sammen med ham derinde, tilføiet han.

Danserinden brændte efter at komme med nye spørsmaal, men hun betvang sig. Det blev Krag mere og mere tydelig, at hun var ifærd med at ville skjule sandheten og ikke ønsket at røbe sig ved at komme med overilede spørsmaal.

— Nu maa De fortælle os, hvad De vet, sa Krag, det kan allikevel ikke nytte Dem at fortie noget. Forhørene vil begynde klokken 10, og De er hovedvidnet.

— Jeg vet ingenting. Jeg kom hit klokken 4 for at træffe Bewer.

— Hvorledes kom De ind i leiligheten?

— Alle dørene stod aapne.

— Saa Bewer Dem?

— Jeg tror ikke, han saa mig, for jeg var ikke kommet længere end til dette værelse, da det forfærdelige hændte.

— De saa altsaa mordet?

— Ja, jeg saa manden, som skjøt ham.

— Han sat ved den stolen likeoverfor?

— Ja, det er rigtig. Aa Gud, med en gang, jeg saa de to sammen., forstod jeg, at noget maatte hænde, og saa ropte jeg til Bewer: Vogt dig! Han vil dræpe dig! Men i det samme skjøt han.

— Og saa?

— Saa husker jeg ikke mere, for i det samme besvimte jeg.

— Kjendte De manden, som skjøt?

— Nei, nei, jeg har aldrig set ham før.

— Hvorledes saa han ut? Var det en gammel mand?

— Nei, han var ung, svarte danserinden; han kunde ikke være mere end fem og tyve aar.

— Velklædt?

— Ja, ganske velklædt.

— Skjegløs?

— Nei, han hadde et litet mørkt overskjeg. Men nærmere kan jeg ikke beskrive ham. Jeg var altfor bestyrtet til at kunne lægge merke til hans utseende.

Krag saa længe paa hende, og hun undvek hans blik. Løi hun?

Han førte derefter hurtig sin kollega ind i værelset ved siden av, idet han paala danserinden, at hun ikke maatte fjerne sig. Da de to mænd var blit alene, sa Asbjørn Krag:

— Jeg maa ha fat i unge Gibson. Kan vi stole paa chaufføren?

— Absolut. Jeg kjender ham.

— Godt.

Krag satte sig i morderens stol og skrev nogen ord paa sit visitkort.

— La chaufføren bringe dette ned til Gibson, sa han; sig til chaufføren, at han for enhver pris maa bringe den unge mand med sig.

Ryberg løp nedad trappene. Han kom hurtig tilbake igjen.

— Det er besørget, sa han.

Krag hørte, at automobilen dernede fjernet sig i rasende fart.

Ryberg spurte:

— Vet hun noget, hun derinde.

— Jeg tror det.

— Mon hun har kjendt morderen?

Det er ikke umulig.

Skulde hun være medskyldig?

Det er høist usandsynlig.

— Men hvorfor fortæller hun da os ikke, hvem morderen er?

— Naar man har til hensigt at skjule en hemmelighet, fortæller man ikke mere, end der er nødvendig.

— Men naar jeg sætter mig i morderens sted, indvendte Ryberg, og jeg vet, at en tilfældig tilstedekommen dame har gjenkjendt mig og set mig begaa forbrydelsen, da vilde jeg ikke ha betænkt mig paa at begaa en forbrydelse til for at lukke munden paa det eneste vidne.

— De glemmer, hvad jeg nys sa om hemmeligheten, svarte Krag; hvis hun har gjenkjendt morderen, saa har morderen ogsaa gjenkjendt hende. Og kanske har han gaat sorgløst forbi hende, fordi han visste, at hun ingenting vilde si.

— Saa kan vi gaa ut fra, at hun har løiet, sa Ryberg.

— Jeg vil haabe det, svarte Krag; hvis hun har løiet, staar vi nærmere gaadens løsning. Har hun talt sandhet, er vi kanske langt fra den.

Ryberg studset over Asbjørn Krags uttalelser, der forekom ham selvmotsigende.

XXI.
Konsertbilletten.

Mens politimændene ventet paa chaufførens tilbakekomst, tilendebragte Asbjørn Krag undersøkelsen av den myrdedes leilighet.