Negeren med de hvite hænder/29

fordi jeg grundet frem og tilbake paa, hvad der var hændt om aftenen, det, som jeg endnu ikke har fortalt Dem om, men som jeg er kommet hit for at fortælle. Kirkeklokkerne slog tre, halv fire, fire og halv fem — saa kom han.

— Kom han gaaende eller kjørende? spurte Krag videre.

— Gaaende. tid iforveien.

Vognen hadde han sendt hjem en times Han liker at gaa en lang tur, naar han kommer fra festligheter.

— Var han klædt i pels eller ulster? spurte detektiven videre, i pels maaske? tilføiet han let.

— Nei, svarte hun, i en lang, gulbrun ulster.

XXIX.
Manden gjennem vinduet.

Asbjørn Krag sat et øieblik taus og ganske bevæget over de merkværdige oplysninger, som nu kom dryssende utover ham. Fru Jeanette skjønte ikke, hvor han vilde hen med sine spørsmaal, hun tok det hele spøkefuldt.

— Er det noget mere, De ønsker at vite? spurte hun, det er unødvendig at spørge mig ut om min mands tilstand forøvrig, for selv om han ofte kan bli ganske længe oppe. saa drikker han dog aldrig et glas formeget, som De kanske tror. Men hvorfor har De forresten bruk for alle disse likegyldige ting?

— Ikke for noget særlig, sa Krag, det er en liten sak, jeg holder paa med.

— Som min mand er implisert i. Du store Gud, skal nu ogsaa han i politiet; det vil bli interessant. Si mig, har han gjort noget galt?

— Slet ikke, avbrøt Krag smilende, men hvis De tænker

Dem til, at der paa gaten i en eller anden bydel kan være hændt noget, idet en mand i gulbrun ulster gik forbi, saa maa De indrømme, at jeg kan ha interesse av at faa fat i denne mand.

— Det er indrømmet.

— Forøvrig vil jeg be Dem indtrængende huske paa, hvad De nu har fortalt mig. Klokkeslettet, halv fem, da han kom hjem, og den gulbrune ulster, som han var klædt i.

— Det skal jeg nok huske paa. Men nu har De næsten faat mig til at glemme mit eget erende. De har en pragtfuld maate at berolige folk paa, De taler løst og fast om en mængde ting, likegyldige saker. Jo, nu skal De høre —

— Det var nat til igaar, det hændte, ikke sandt? spurte Krag.

— Jo, svarte fru Jeanette, det var klokken 12, nat til igaar. De hører, jeg har klokkeslettene iorden. Jeg kom hjem fra teatret klokken halv tolv og hadde netop drukket en kop te og sendt piken tilsengs, da jeg hører en paafaldende larm i huset.

— Var De den eneste, som var oppe paa det tidspunkt?

— Ja, den eneste. Ogsaa barnepiken var gaat tilsengs. Da jeg hører larmen første gang, lytter jeg, idet jeg tror, at det er vinden, som raser i det gamle hus, men saa kommer lyden igjen, og nu er jeg ikke i tvil om, hvad det er. Det er et vindu, som blir aapnet. Vi har disse dobbelte vintervinduer, hvis øverste del kan sættes op, naar der skal luftes i værelserne, men hvis nederste del kun om sommeren kan aapnes. Og nu hørte jeg ganske tydelig, at nogen forsøkte at aapne de nederste felter i et av vinduerne. Jeg kunde høre det paa skrapningen med hængslerne og paa glassets klirren. De forstaar, hvor uhyggelig saadant kan virke paa folk flest, og jeg blev virkelig ganske fælen i øieblikket og maatte holde mig for brystet. Jeg tænkte straks paa indbmdstyver, og min næste tanke var, hvorledes skal du kunne faa tilkaldt hjælp. Lyden av de rystende ruter kom fra min mands arbeidsværelse, og jeg maatte absolut gjennem det for at naa ut til korridoren, som førte til pikernes rum. Jeg var saaledes ganske avsperret, og da jeg opdaget det, blev jeg mere og mere forskrækket. Støien fortsattes, men den var ganske svak, saa jeg kunde alene høre den, naar jeg intenst lyttet efter den. Omsider hørte jeg, at vinduet med en sterk dirren blev aapnet. Det gik traat, for de ytterste rammer var frosset til i vinterkulden. Nu, tænkte jeg, der jeg stod skjælvende ved døren og lyttet, nu er forbryderen ifærd med at klatre ind gjennem vinduet. Jeg ventet i henved to minutter, og da det fremdeles var stilt derinde, besluttet jeg mig til at avansere fremover. Men idetsamme jeg skulde aapne døren, blev jeg skræmt av en ny lyd, jeg syntes, det var en revolverhane, som spændtes, straks efter hørte jeg tassende skridt, og saa blev en skuffe langsomt og forsigtig trukket ut derinde.

— Saa var vel tyven kommet ind gjennem vinduet? spurte Krag.

— Nei, svarte fru Jeanette, nu skal De høre videre. Som De vel kan tænke Dem, blev min angst nu værre end før. Jeg var en enlig kvinde, og jeg kunde ikke naa frem til de andre mennesker i huset, uten at jeg gik gjennem det værelse, hvor forbryderen arbeidet. Jeg hadde lyst til at skrike høit, men jeg hadde dog saamegen aandsnærværelse tilbake, at jeg saavidt ialfald bekjæmpet min skræk. Jeg staar da ved døren og lytter og hører, at flere og flere skuffer blir aapnet. Og i det samme kommer jeg til at huske paa, at min mand hadde liggende en temmelig stor kontant pengesum i sit skrivebord. Du maa ialfald gjøre et forsøk paa at redde den, tænkte jeg, og med fare for at bli hørt av forbryderen og overfaldt, gaar jeg hen til et vindu og aapner det. Jeg skal netop skrike om hjælp utover den mennesketomme have og gate, da jeg ser, at forbryderen klatrer ned fra vinduet ned i haven. Som De husker, bor vi i en enebolig i to etager. Min mands arbeidsværelse ligger i anden etage, og det var herfra, han klatret ned. Jeg har aldrig set›noget saa vidunderlig, det var, likesom han gled stille nedover bare væggen som en mørk skygge; jeg blev ganske forstenet av forundring ved at se det, og istedetfor at rope høit, som jeg hadde isinde, blev jeg staaende taus og betragtet ham. Da han kom ned paa jorden, stod han en stund og betænkte sig, saa la han sig pludselig ned paa knæ. Ja, vil De tænke Dem til, han la sig ned paa knæ. Jeg trodde, at han vilde lete efter noget, som han hadde tapt, men nei, han saa ikke ned mot jorden, han saa op mot himlen og strakte begge sine hænder foldede fremover og opad. Han bad til den almægtige. Er det ikke forunderlig? Han laa der i haven og bad, efterat han hadde gjort indbrud i min mands værelse.

— Hvorlænge laa han slik? spurte Krag.

— Jeg vet ikke, jeg talte ikke sekunderne, jeg var altfor betat. Kanske han laa slik i et minut, kanske i to, det var ialfald ikke længe; men saa pludselig reiste han sig og ilte med lette skridt over den frosne havejord, kvasset knaste under hans føtter; da han kom hen til havegjerdet, kastet han sig raskt og behændig over det og forsvandt i gaten, som var ganske mennesketom. Jeg blev længe staaende der i vinduet og lyttet efter hans skridt, og jeg blev endog staaende der, efterat de var døet bort. Det var likesom jeg var halvt bevisstløs av rædsel og forundring, og jeg vaktes først til bevissthet igjen, da en iskold vind stødte mot mit bryst.

Fru Jeanette var ganske bevæget av sin egen beretning og maatte tilkjæmpe sig fatning for at kunne fortsætte. Asbjørn Krag hadde hørt paa hende uten at bevæge en mine; men nu hævet han haanden iveiret, han vilde spørge.

— Saa De ingengang hans ansigt, fru Jeanette?

— Nei, slet ikke. Han var middels høi og klædt i en tynd frak og et mørkt jakkesæt; da maaneskinnet var temmelig sterkt, kunde jeg godt se det. Og da han utviklet en fænomenal behændighet, maatte han jo være temmelig ung; men hans ansigt saa jeg som sagt ikke.

— De ropte ikke om hjælp?

— Nei, jeg ropte ikke om hjælp, svarte hun langsomt, tænk, jeg syntes, han optraadte saa besynderlig. Jeg fik pludselig den tanke, at han ikke kunde være nogen virkelig forbryder. Og det viste sig ogsaa snart, at det var rigtig. Jeg gik ind i min mands arbeidsværelse, som var mørkt, og tændte det elektriske lys. Jeg saa straks vinduet, som var aapent, og det lukket jeg hurtig. Nu tænkte jeg ikke et øieblik paa at tilkalde pikerne; jeg vilde se, hvad han hadde stjaalet først. Skufferne i min mands skrivepult stod alle aapne. Det er en amerikansk skrivepult, som er saaledes indrettet, at alle skufferne aapnes samtidig, idet laaket trækkes op. Jeg visste, hvor min mand hadde pengene, naar han tilfældigvis av en eller anden grund opbevarte dem hjemme, nemlig i den midterste skuffe, like under laaket. Der undersøkte jeg først. Der laa pengene. Hører De, Krag, der laa alle pengene i en bunke; men der var rotet rundt omkring i hans papirer. Jeg gjennemsaa i en fart de andre skuffer, og saavidt jeg kunde se, manglet intet; men det later til, at forbryderen hadde søkt noget, et enkelt papir eller dokument; — saavidt jeg nu vet, har han slet ikke fundet, hvad han søkte. Men nu, Krag, nu kommer det besynderligste. Nu kommer egentlig det, hvorfor jeg har søkt Dem.

Krag hævet igjen haanden advarende iveiret.

— Jeg vet, hvad der kommer, sa han, forbryderen hadde efterlatt sig noget.

— Ja, ja, nikket hun ivrig. O i det samme famlet hun frem nogen papirer.

— Et hemmelighetsfuldt tegn, maaske, spurte Krag, nogen gaatefulde kryds paa et stykke papir, en blodplettet

— Nei, nei, intet av dette. Nede ved vinduet fandt jeg knivdisse papirer. Det er aldeles tydelig, at forbryderen ikke har efterglemt dem med vilje. Han har mistet dem, i det samme han klatret ut av vinduet.

Fru Jeanette rakte ham papirene.

Neppe hadde Krag kastet et blik paa dem, før han reiste sig heftig.

Det var lille Gibsons falske veksler.

XXX.
Hvorfor knælte han.

Fru Jeanette saa, at Asbjørn Krag var blit sterkt bevæget ved at se disse papirer mellem sine fingre.

— Hvad er det, ropte hun, synlig forskrækket over, at en eller anden ulykke skulde være indtruffet.

Men Krag hadde i et øieblik ganske glemt hendes tilstedeværelse, saa optat var han blit av papirerne. Han talte dem, et, to, tre, fem, jo ganske rigtig, de var der alle fem. Han sa det ogsaa halvhøit.

— De er der alle fem, mumlet han.

— Hvad, saa kjender De jo papirerne.