Negeren med de hvite hænder/3

— Meget smukt, sa godseieren.

— Men det er falskt, svarte hans ven. Godseieren smilte.

— Min kjære Asbjørn Krag, sa han, du ser bestandig, hvad ingen anden ser.

— Det gjør jeg, svarte privatdetektiven.

— Jeg la slet ikke merke til manden, fortsatte Jon Stokke, derimot saa jeg et smukt syn.

— Du mener fru Berger.

— Ja. Hør, min ven, du som vet alt. Lever hun godt sammen med sin mand?

— Det tror jeg.

— Saa maa der allikevel være kommet en liten kurre paa traaden iaften.

— Hvorledes?

— For da hun gik ind i bilen, skjulte hun en hulken. Jeg stod like ved siden av hende derhenne ved utgangsdøren, og jeg hørte, at hun hvisket for sig selv: Gud i himlen, Gud i himlen.

Krag tænkte paa møtet ved telefonen mellem den fremmede og den smukke frue og blev taus.

III.
Frels mig!

Det hændte ikke hver dag i Kristiania, at Asbjørn Krag tilfældigvis støtte paa en mand med falskt skjeg. Krag hadde fæstet sig særlig ved optrinet i marmorsalens vestibule; han hadde lagt merke til den fremmedes øine, som var stikkende og indholdsfulde, men endnu mere hadde han forundret sig over den unge frues forskrækkede, næsten forpinte ansigt. Den fremmede talte fuldkommen godt norsk.

Da Asbjørn Krag gik hjemover den aften, besluttet han sig til at ha et vaagent øie med manden med silkeskjegget. Han hadde tre grunder for dette. For det første vilde han gjerne vide, hvorfor manden gik forklædt omkring her i Kristiania, demæst vilde han vite, hvorfor hans pludselige tilsynekomst gjorde den unge kunstnerinde saa dødelig angst, og dernæst vilde han vite, hvilken forbindelse der var mellem den samme mystiske fremmede og hans ven godseieren.

Han erindret sig den tid, som var avtalt, klokken 2 skulde fru Berger og den fremmede møtes. Krag spekulerte paa, hvorledes han skulde faa anledning til at være i nærheten av dette møte.

Gjennem adressekalenderen fik han rede paa fruens adresse. Hun bodde i Oscarsgate i en herskabelig leilighet. Allerede klokken 1 finder vi Asbjørn Krag spaserende i nærheten. Han var da klædt som en jevn borger, en lagerkontorist eller lignende, med almindelig rundjakke og en engelsk sportslue paa hodet.

Han hadde halvt om halvt ventet, at møtet vilde finde sted utenfor den unge frues hjem. Derfor hadde han indfundet sig saa tidlig, for muligens at kunne følge efter hende, naar hun gik for at møte manden med silkeskjegget. Krag befattet sig ellers aldrig med spionering, men, hadde set et uttryk i den unge dames ansigt, og dette uttryk glemte han ikke saa let. Han hadde en anelse om, at der blev spundet merkelige begivenheter i nærheten, og nu vilde han se, om han ikke skulde faa anledning til at kaste sine masker i dette spind.

Netop som klokken var to og han under sin slentrende gang dreiet om hjørnet, støtte han paa den fremmede, som kom ret imot ham. Den fremmede kjendte ham ikke igjen, han la overhodet ikke merke til ham, og Krag gik videre som om han slet ikke var optat av hvad der foregik. Men i næste nu vendte han sig om. Den fremmede gik ind til konsulen.

Krag ventet nu et kvarter. Da ser han, at en bil, hvori der ikke var nogen passager, kom kjørende ned over gaten, bilen hadde skiltet »optat«; det var altsaa en bestilt bil. Krag stanset den, forinden den kom til hjørnet. Han hadde en anelse om, hvor den skulde hen.

— Hvilket nummer har De? spurte han chaufføren.

— 305.

— Og hvor skal De hen?

— Til konsul Bergers hus. Jeg skal hente.

— Det er udmerket. Kjender De mig?

— Nei.

Da tok Krag frem av lommen et litet merke av metal, et merke, som alle vognmænd og chauffører kjender, og som betyr, at indehaveren av det er politimand og har arrestationsmyndighet.

— Vel, sa chaufføren, idet han tok til luen, hvad ønsker De av mig?

— Jeg ønsker, svarte Krag, at De skal utrette Deres erende og vende tilbake til holdepladsen ved Bygdø Allé.

— Ikke noget andet?

— Nei, ikke noget andet foreløpig; men naar De kommer tilbake til holdepladsen, saa træffer De mig der, og saa skal De fortælle mig, hvor De kjører det herskap hen, som De nu skal hente.

— Javel.

— Jeg ser, De er gift, fortsatte Krag rolig, har De været chauffør længe?

— I tre maaneder.

— Saa kan jeg forstaa, at De nødig vil miste Deres plads. Men De mister uvægerlig Deres plads, hvis De vaager at

2 — Negeren med de hvite hænder.

holde mig for nar eller hvis De fortæller til en eneste levende sjæl, hvad vi nu har forhandlet om.

— De skal ikke faa nogen grund til at beklage Dem, svarte chaufføren, er der ellers noget?

— Nei, kjør.

Nogen minutter efter for bilen forbi ham for nedgaaende. Chaufføren gav ham et blink med øiet, idet han passerte forbi. I vognen sat manden med silkeskjegget og ingen anden.

Sammenkomsten var altsaa nu forbi og Asbjørn Krag hadde ikke noget andet at gjøre, end at vente paa bilens tilbakekomst, saa han kunde faa vite, hvor manden bodde eller var kjørt hen.

Tyve minutter efter var chaufføren paa holdepladsen.

— Hvor kjørte De hen? spurte Krag.

— Til Drammensveien 115 B, svarte chaufføren, der gik passageren av, det var i et privat hus, og det lot til, at han hørte hjemme der.

Krag noterte adressen, gav chaufføren en drikkeskilling og sa, at han var tilfreds.

Foreløpig hadde han intet andet at gjøre end at avvente begivenheternes gang. Hvis der skedde noget, visste han allerede saa meget, at han kunde gripe ind. Han hadde faat en bestemt fomemmelse av, at han tilfældigvis var kommet i periferien av en av storbyens sedvanlige tragedier. Nu gjaldt det bare om tragedien utspiltes i stilhet eller om bølgeringene gik utover.

Han gik ind i Parkkafeen og satte sig ved en plads, hvorfra han hadde utsigt til gaten. Han hadde endnu ikke gjennemstudert aviserne, som han hadde for vane hver dag, og han vilde derfor benytte anledningen til at faa det gjøremaal avveien.

Mens hans øine for gjennem annoncespalterne — han læste bestandig først annoncerne — heftedes hans opmerksomhet ved følgende lille annonce:

»Nogen flinke arbeidsfolk faar plads paa Stokke gaard«.

Der var jo slet ikke noget underlig ved den annonce, men han husket paa, at Stokke var den gaard, som hans ven Jon Stokke hadde bortforpagtet, og han klippet derfor annoncen ut og la den i sin tegnebok.

Saavidt han erindret, forestod der ikke noget egentlig større arbeide paa Stokke, saadan som annoncen kunde tyde paa. Han tænkte igjen paa den nye forpagters eksperimenter, paa forpagtningen av gaarden og paa de gamle postiller, og saa husket han det blik, som manden med silkeskjegget hadde sendt mot godseieren, et blik, som formelig lyste av nysgjerrighet og ondskap. Foreløpig badde han altsaa to forbindelsespunkter med den fremmede, fru konsul Berger og saa hans ven godseieren.

Krag besluttet sig til at dra hjem for at spise middag; efterpaa vilde han saa opsøke sin ven. Han ønsket at faa endnu nogen oplysninger om gaarden, og muligens skulde det vise sig nødvendig allerede idag at reise ut til gaarden. De gamle tryksaker spøkte i detektivens hjerne. Han hadde lyst til at se paa dem litt.

Han gjør sig altsaa færdig med aviserne, betaler og gaar ut paa Drammensveien. Men han hadde ikke gaat mange skridt, før han hører at et automobilhorn tuter like i hans øre og en automobil stanser med rystende bremser i nærheten av ham.

Han vender sig om.

Det er igjen chauffør nr. 305.

— Hvad nu? spurte Krag.

— Det var godt, jeg traf Dem, sa chaufføren, jeg har kikket efter Dem paa gaten, for nu har jeg kjørt igjen.

— Hvad skal det bety?

— Jeg blev ringt op igjen fra konsulen. Denne gang var det en dame, som skulde kjøre.

— Det var vel fruen? spurte Krag.

— Ja, det var sikkert fruen, sa chaufføren.

— Og hvor har De saa kjørt hende?

— Til Schwensens gate 30.

Asbjørn Krag saa forundret paa chaufføren.

— Er De sikker paa det?

— Ja, det maa jeg da vel være. Schwensens gate 30, det gir jeg mit hode paa.

— Godt, svarte Krag, idet han steg op i bilen, saa kan De kjøre mig sammesteds hen.

Chaufføren dreiet øieblikkelig vognen og rullet nedover Drammesveien.

Asbjørn Krag var blit underlig bevæget med ett. Han pleiet ikke at bli forbauset over noget, men dennegang kunde han virkelig ikke undlate at forundres.

Schwensens gate 30, det var jo hans egen adresse, det var den gaard hvori han selv bodde. Da han kom hjem og husholdersken lukket op, spurte han:

— Venter en dame paa mig?

Husholdersken nikket og viste ham ind i salonen.

En tæt tilsløret dame reiste sig.

— Er De Asbjørn Krag? spurte hun.

— Ja, svarte han, det er mig.

Hun slog sløret hurtig tilside. Krag kjendte hende. Det var Maja Berger.

— Frels mig, sa hun.

IV.
Brevene.

Asbjørn Krag saa et øieblik granskende paa damen.

Den unge frue var noget ophidset. Hun hadde tydeligvis graat, hendes øine var forvaakne og rødkantede.

— Er de forfulgt? spurte Krag.

— Ja, svarte hun, idet hun knuget sine hænder. Jeg er forfulgt, og forfulgt av en skjændig skurk, som jeg ikke har gjort det allerringeste ondt, en samvittighetsløs slyngel, som ikke eier barmhjertighet i sit hjerte.

Krag la haanden mildt beroligende paa hendes arm.

— Vær ikke saa ophidset, sa han, forsøk at ta det mere med ro, saa vil alt gaa lettere. Fremfor alt maa De ikke nu glemme, at De har henvendt Dem til mig for at faa hjælp, og at de trygt kan stole paa mig i enhver henseende. Men saa maa De heller ikke skjule noget for mig, ikke det minste. Si mig straks: Haster det?

— Ja, det kommer an paa. Hvor mange er klokken? spurte hun forskræmt.

— Den mangler 10 minutter paa fire, svarte detektiven.

— Aa Gud, saa er der ikke mere end en time igjen.

— Altsaa klokken fem, spurte Krag, er det rigtig?

— Ja, svarte hun hviskende, klokken fem er det hele forbi.

Hun var for ophidset til at lægge merke til den forunderlige omstændighet, at Krags spørsmaal røpet et vist bekjendtskap til saken allerede. Derimot følte hun sig beroliget av detektivens sikre og trygge optræden.

Asbjørn Krag skjøv hende blidt ned i en stor, makelig lænestol. Selv tok han plads ved skrivebordet likeoverfor hende.