Negeren med de hvite hænder/31

— Knælte han i haven?

— Ja, han knælte i haven og strakte hænderne bønfaldende mot himlen. De skal se, Ryberg, at her ligger hele sakens kjerne: Hvorfor knælte han — Hvad er det? De sidste ord var rettet til Krags tjener, som nu kom ind med et visitkort. Paa kortet stod der:

C. P. Berger, generalkonsul.

XXXI.
Besøket.

De to politimænd saa paa hinanden.

— Livet er dog allikevel merkværdig fuldt av tilfældigheter, sa Ryberg; nu staar vi her og taler om denne mand og vi er begge enige om, at alt samler sig om at utpeke ham som morderen. — Og saa kommer dette kort ind. Krag gav besked til tjeneren om at den besøkende skulde føres ind i arbeidsværelset. Detektiven selv stillet sig saadan frem, at generalkonsul Berger straks ved sin indtræden maatte faa øie paa ham.

— Vent litt, hvisket Krag, saa skal De faa se et forbauset ansigt.

— Hvorfor? Mener De, at generalkonsulen vil bli forbauset ved at se Dem?

— Ja.

— De har maaske ikke truffet ham tidligere?

— Jo. En gang. Men tal ikke saa høit, advarte Krag, han kunde ellers høre os. Han er allerede i entreen.

— Naa har De set ham?

— For to dage siden.

— Saa kjender han Dem sikkert igjen, svarte Ryberg smilende.

— Det gjør han sikkert, sa Krag; men da jeg sidst talte med ham, indbildte jeg ham, at jeg var aagerkarlen Maxim.

— Den dræpte?

— Ja, som endnu levde da.

— Var De forklædt?

— Nei. For han kjendte heller ikke aagerkarlen. Men hvis han er morderen. — Tys, der kommer han.

Døren gik op, og den høie men litt duknakkede skikkelse traadte ind. Generalkonsul Berger hadde tat sit yttertøi av i entreen, han var iført en temmelig langskjødet redingote. Berger var en mand paa henved femti, med et skarptskaaret, haardt ansigt, hans haar var allerede temmelig sterk graanet. Han gik tungt og fast. Straks da han traadte ind, stanset han et øieblik og saa hurtig fra den ene ende til den anden, først paa Krag, saa paa Ryberg, og saa paa Krag igjen. Hans ansigt uttrykte kun en ganske svak forundring.

Saa rakte han Krag haanden.

— Goddag, sa han, De har ikke forandret Dem det allerringeste siden sidst.

Hans tynde læber fortrak sig til et umerkelig og fint smil.

— Og De er ikke synderlig forbauset over at se mig saa frisk og rask, sa Krag.

— Ikke det mindste, svarte generalkonsulen.

— Aajo, tilstaa bare, jeg kunde se det paa Dem. De var dog litt forbauset, da De traadte herind.

— Jeg var litt forundret muligens, svarte generalkonsulen, men det var over at træffe to istedetfor én.

Krag presenterte Ryberg og gjorde opmerksom paa, at denne herre netop stod ifærd med at gaa.

— Jeg mente, svarte Krag, at De muligens hadde interesse av at se ham, saa De kunde kjende ham igjen til en anden gang. Han hører til politiet . . . jeg mener, skyndte Krag sig at fortsætte, at De kunde støte paa en sak, hvori De kunde ha nytte av hans bistand.

— Min tid er ikke optat av denslags saker, svarte generalkonsulen.

— Saa-aa—, mumlet Asbjørn Krag, og sendte ham et blik.

I det samme tok Ryberg farvel og gik, og i døren sa han henvendt til Krag:

— Jeg skal huske paa alt hvad De har sagt.

— Godt, svarte Krag, glem fremforalt ikke kemikeren. Krag vendte sig likesom tilfældig mot vinduet og saa ut. Det kunde bety, at han ogsaa gjerne vilde ha rede paa noget, som foregik utenfor vinduerne. Rybergs øiekast overbeviste ham om, at den unge mand hadde forstaat ham.

Generalkonsul Berger tok ikke plads, før de to var blit alene. Men saasnart Ryberg var forsvundet ut av entredøren, satte han sig i lænestolen og strøk sig tankefuld med haanden over ansigtet, som om han forberedte sig paa en alvorlig samtale og vilde samle momenterne i hvad han hadde at fremføre. Krag tok plads likeoverfor ham og saa paa ham nysgjerrig, avventende.

— Forat alt skal være klart mellem os, begyndte generalkonsulen, vil jeg gjøre Dem opmerksom paa, at jeg allerede to timer, efterat jeg hadde hat min samtale med Dem, visste at jeg var blit bedraget: at De ikke var den, ,De utgav Dem for. Men at den mand, som jeg hadde talt med, og som jeg trodde var entreprenøren Bewer, at den mand var privatdetektiven Asbjørn Krag.

— Saa gad jeg gerne vite, replicerte Krag hurtig, hvordan De kom til kundskap om bedrageriet og hvorfor De kalder Nicolay Bewer entreprenør.

— Begge spørsmaal er let at besvare, sa forretningsmanden, De maa vite, at jeg ogsaa har mine folk omkring mig; jeg gaar ikke til et saa merkelig møte uten at være gardert mot alle eventualiteter. Og jeg kalder Nicolay Bewer for entreprenør, fordi jeg kun har kjendt ham i den egenskap. Hvad kalder De ham?

— Nu er han jo død, sa Krag, saa en nærmere karakteristik kan næsten være likegyldig. Men man finder sikkerlig en nærmere forklaring paa hans død i den omstændighet, at han var et av de motbydeligste væsener, jeg imin lange praksis har truffet.

Generalkonsulen følte paa sin lomme.

— Tillater De, at jeg tænder en cigaret.

— Med fornøielse. Saa vil jeg selv røke en:

Krag kjendte disse tilsynelatende meningsløse avbrytelser. Medens man langsomt tænder en cigaret, kan man faa anledning til at tænke sig om. Saasnart generalkonsulen hadde faat tændt cigaretten, sa han:

— Jasaa, mener De det. Det er akkurat, hvad jeg ogsaa mener om den avdøde.

— Og endda tillot De Dem at ha forretninger med den dræpte, svarte Krag.

Forretningsmanden skjøt en røksky frem for sig.

— Det er med saadanne folk, man kan gjøre glimrende affærer, sa han; naar man er flinkere end dem. Man maa helst ikke være motbydeligere, tilla han med et smil, men man kan derfor godt være flinkere.

— Mener De at ha været flinkere end Nicolay Bewer?

— Jeg hadde bedre kort paa haanden, svarte Berger, men jeg fik ikke anledning til at spille dem ut. For netop da jeg stod rede, døde han. Har man fundet morderen?

— Nei.

— Har man nogen bestemt mistanke?

— Ja.

— Til hvem? Asbjørn Krag lo.

— Det er et merkelig spørsmaal, De der stiller mig, sa han; men siden De selv har foreslaat, at vi skal være fuldt ærlige mot hinanden, saa skal jeg svare Dem ærlig. Politiet har endnu ingen bestemt mistanke, saavidt jeg vet. Derimot har jeg veiet alle muligheter mot hinanden, jeg har ikke noget sikkert spor, men naar jeg regner op alle dem, som kunde ha dræpt Nicolay Bewer, saa peker alle sandsynligheter pludselig med avgjort tydelighet mot en bestemt mand.

— Og hvem er denne mand?

— Det er Dem, hr. generalkonsul.

Ikke med en mine forraadte generalkonsulen, at han følte sig pinlig berørt eller overrasket av denne forfærdelige anklage. Han saa bare granskende paa detektiven med sine skarpe og kloke øine, likesom han vilde værdsætte ham, maale ham. I sit stille sind tænkte Asbjørn Krag, at hvis denne mand følte sig truet, saa hadde han tat sit parti uten skrupler og vilde kjæmpe haardt for sin redning.

Om litt spurte generalkonsulen:

— Vil De nærme mig, hvad som tyder paa, at jeg skulde være forbryderen.

— Nei.

— Vil De saa si mig aapent og ærlig: Tror De, at jeg har dræpt aagerkarlen.

— Nei, svarte Krag.

— Tror De, at jeg har hat det mindste med denne forbrydelse at gjøre?

Asbjørn Krag svarte ikke straks.

— Jeg mener med selve mordet.

— De har neppe selv tat direkte del i mordet.

— Neppe?

— Ja, jeg sier neppe, fordi De kanske uten selv at vite om det har hat en finger med i spillet. i — Fordi jeg har været implicert i entreprenør. Nicolay Bewers forretninger?

— Ja.

Generalkonsulen trak paa skuldrene.

— Ja, hvad saa? spurte han.

— Saa følger derav, svarte Krag, at De maa si mig den hele sandhet, fordi jeg er overbevist om, at hvad De vet om Bewer og hans forretninger og hans hensigter, vil opklare alle de skjulte punkter ved denne merkelige sak.

— Men om jeg nu ikke vil bidrage til en saadan opklaring, spurte generalkonsulen.

— Naa, saa har det allikevel ikke nogen avgjørende betydning.

— Det gad jeg dog se paa!

— Fordi jeg vil, svarte Krag.

XXXII.
Skyggen.

Generalkonsul Berger lot ikke til at bli det ringeste forbauset over Asbjørn Krags selvsikre tone. Han var ikke engang støtt. Han snodde tankefuldt sin knebelsbart og sa om litt: