Negeren med de hvite hænder/37

XXXVII.
Tyven, som graater.

Begge de to mænd stod en stund fuldkommen stille i mørket og lyttet.

De hørte at der var nogen, som famlet ved ytterdøren. nede i trappen.

— Han maa ha en falsk nøkkel, hvisket Krag, jeg har set ham ta maal av laasen.

Litt efter hørte de ogsaa, at det gav et knæk i døren dernede, og at den blev aapnet. Saa lød der listende trin i trappen.

— Han vet, hvad han gaar til, mumlet Krag, han er ikke ræd for at møte nogen.

— Da vilde jeg bare ønske, svarte kemikeren, at ingen forvilder sig ind i trappen. Der kunde let ske et ulykkestilfælde.

— Eller et nyt mord. Tys, nu er han ved døren.

Der lød en skrapen ved dørlaasen, og straks efter klangen av metal.

— Brækjem, hvisket Krag, hold Deres revolver i beredskap, men fremforalt, skyt ikke.

— Ikke under nogen omstændighet, er det meningen?

— Ikke før jeg roper.

— Men om De nu ikke er istand til at rope?

— Hvis De forstaar det, svarte Krag, saa maa De skyte. Men saa maa De ogsaa træffe. Det er bare et godt raad jeg gir Dem.

Det gav et høilydt knæk i døren. Saa blev alt stille. Det var tydelig nok, at indbrudstyven stod urørlig utenfor for at høre efter om han skulde ha vakt opmerksomhet hos en eller anden.

Men der hørtes ingen anden støi, end dump vognlann nede fra gaten. Saa aapnet den natlige gjest døren. De to mænd, som stod og lyttet, kunne høre, at den skurret paa sine hængsler. Indbrudstyven traadte ind i forværelset. Døren mellem dette og kontoret stod aapen, Krag og kemikeren befandt sig i det tredje værelse, men døren mellem dette og kontoret var lukket. Gjennem en spræk ved laasen kunde Krag overskue begge de to yttre værelser; men da de var mørke, kunde han ikke se noget andet end en lang, kulsort og fantastisk skygge, som bevæget sig i mørket og nu og da traadte frem i graalyset, som randt ind gjennem vinduet.

Indbrudstyven optraadte med den største forsigtighet. Han ventet først, for at høre efter støi, og da alt fremdeles var stille — de to lyttere forholdt sig fuldkommen rolige — tændte han pludselig sin blendlykte; men han sørget for, at dens skin faldt ned paa gulvet, saa lyset ikke skulde vække opmerksomhet fra gaten. Lyset som strømmet ut, dannet et skinnende sølvteppe henover gulvet, og i dette sølvteppe kunde Krag fra sit skjiulested se indbrudstyvens sorte støvler vade omkring.

Den mystiske indbrudstyv undersøkte først alt i forværelset. Her stod etpar pulter. Han aapnet skufferne, som alle var ulaaste, og gramset omkring i papirerne, som laa her. Men det syntes, som om han pludselig var blit klar over. at i dette værelse kunde han umulig finde, hvad han søkte, for pludselig traadte han ind i det næste værelse i kontoret. Det var nu bare den tynde dør, som skilte ham fra de to lyttere. Krag som forutsaa, at indbrudstyven vilde trænge dypere ind i laboratoriet om litt, bad kemikeren hviskende, om at trække sig indad. Kemikeren gled paa lydløse fjed ind i dypet og Asbjørn Krag blev alene ved døren.

Indbrudstyven satte lykten fra sig paa bordet og begyndte at aapne skufferne i kontormøblerne. Etpar av dem var laaste, men tyven brøt dem op med en øvet forbryders kunstfærdighet. Over et kvarter gik, og gulvet flommet over av papirer og dokumenter, som indbrudstyven kastet fra sig efterat ha kastet et blik paa dem. Han fandt ikke hvad han søkte, og blev stadig mere og mere utaalmodig og hurtig i sine bevægelser. Asbjørn Krag hadde hittil i lyset nu og da faat et glimt av hans hænder. De var hvite. Derimot hadde han endnu ikke set hans ansigt.

Men nu bøiet forbryderen sig ned mot de nederste skuffer i et av kontorets store skape og derved kom ogsaa hans ansigt indenfor lysomraadet. Ansigtet var sort. Det var en negers ansigt. Det gav et sæt i Krag, og han skalv av tilfredsstillelse. Saa hadde han altsaa allikevel regnet rigtig, og manden som nu ledte som rasende efter nogen papirer, som forlængst var brændt, denne mand var Nicolay Bewers morder, manden med løveansigtet, negeren med de hvite hænder —

Men hvem var egentlig denne mand? Det var ikke generalkonsulen, ikke forvalteren, ikke lille Gibson, men hvem? Pludselig blev Asbjørn Krag vidne til en forunderlig scene. rIndbrudstyven ligger paa knæ paa gulvet foran en av de store skuffer. Han har begge sine armer begravet i en haug av papirer. Med en gang stanser han sine undersøkelser. Hans sorte hode synker ned i armene. Hans overkrop bevæger sig i rykninger: Han graater. Indbrudstyven ligger der paa knæ og graater i den dypeste fortvilelse. Krag hører ham mumle — et enkelt ord nogen ganger, det er et fransk ord: Ingenting, ingenting! Saa utstøter han pludselig en ed og farer op.

Og nu gaar han fuldstændig berserkergang i værelset. Han har ikke længer nogen bekymring for, at nogen skal høre ham, han vælter stoler, skubber til møblerne, tømmer alle skufferne, alt mens han i den dypeste fortvilelse roper: Ingenting, ingenting.

Pludselig er det likesom han kommer til sig selv igjen og han blir rolig. Han har opdaget døren, som fører ind til de to laboratorieværelser, og muligens tænker han, at han derinde endelig kan finde, hvad han søker. Han holder sin lykte med den ene haand og skyver døren op med den anden. I det samme øieblik er Asbjørn Krag gledet tilside, lysbundten træffer ham ikke, og indbrudstyven gaar forbi ham uten at ane, at et menneske er ham saa nær. Det forunderlige utstyr i dette værelse og de mange merkelige apparater forvirrer ham straks; han blir staaende en stund uviss.

Dette øieblik benytter Asbjørn Krag sig av. Han staar like ved døren. Han famler efter den elektriske knap, og negeren vender sig mot ham, og netop som han skal springe derhen for at se, hvad som er paafærde, skruer Krag lyset paa.

Asbjørn Krag ser nu, at negeren har maske for ansigtet, forklædningen er yderst plump, han kan tydelig se malingen over læberne; men indenfor masken lyser etpar vilde og forunderlige øine. De stirrer ret frem for sig; det er likesom de aldrig slukkes.

Krag gaar et skridt hen imot ham og rækker haanden frem; men den sorte fjerner sig, tøvende, likesom et bange barn. Han fjerner sig mot den aapenstaaende dør, som fører ind til det andet laboratorium, hvor kemikeren selv venter. Men kemikeren holder sig i ro; den sorte aner ikke hans tilstedeværelse.

Krag tiltaler indbrudstyven baa engelsk, det sprog, som han kan bedst.

— Stans, siger han, jeg vil gjerne tale med Dem.

Men indbrudstyven later som om han ingenting forstaar og sniker sig stadig længere tilbake. Saa tiltaler Krag ham paa fransk.

— De maa staa stille. Jeg har noget at tale med Dem om.

Den sorte ikke engang ryster paa hodet, og i hans vildt stirrende øine er der intet som tyder paa, at han har forstaat Krags ord. Saa trækker Krag sin revolver op av lommen.

— Dette er alvor, siger han, Deres liv er i fare, De maa staa stille. Men indbrudstyven gaar videre.

— Ikke et skridt til, befaler Krag og sigter med revolveren. Indbrudstyven er nu kommet i nærheten av den elektriske lampe, som oplyser værelset. Og pludselig hæver han haanden og knuser lampen med et voldsomt slag. Alt blir mørkt, men gjennem larmen av det splintrede glas hører man nu ogsaa kemikerens stemme:

— Skal jeg stanse ham? Han kommer denne vei.

— Stans ham! roper Krag.

Umiddelbart efter hører han et tungt fald mot gulvet og en norsk ed. Saa lyder der igjen knusning av glas. Det er det inderste vindu mot gaarden, som splintres. Krag trænger sig frem i mørket. Han hører, at nogen tumler omkring mellem kolber og apparater. Det er kemikeren, som er blit slaat tilside av den fremtrængende indbrudstyv.

— Er De saaret? lyder Krags stemme i mørket.

— Nei.

— Hvor er den sorte?

— Vinduet, vinduet! roper kemikeren.

Krag styrtet hen mot den graa lysning. Hans haand famler i glassplinterne op i noget fugtig, som han forstaar er blod. Saa hører han lyden av løpende skridt nede paa gaardspladsen.

— Find lampen, befalte han, tænd lyset.

Kemikeren karrer sig frem til den elektriske knap og tænder lyset.

Man kan nu se, hvad der er skedd. Blodspor fører hen til vinduet, som er slaat istykker, fuldstændig splintret.

Krag ser ut. Der er ingen nede paa gaardspladsen.

— Undsluppet, siger han.

Kemikeren gisper frem en mængde skjældsord.

— Naar De næste gang, roper han, agter at invitere denslags folk, saa bør de sørge for at møte op med mandsterkt politi. Eller ogsaa henlægge komedien til et andet sted. Mit kostbare laboratorium kan ikke tjene til flere av denslags eventyr. Det var jo et fuldkomment vilddyr.

Krag stod rolig midt mellem alle de knuste apparater.

— De har ret, sa han jeg frygter for, at han er blit gal. Og dog vilde jeg ham intet ondt. Jeg vilde bare tale med ham.

— Ja, se nu til, at De kan finde ham igjen, sa kemikeren ærgerlig.

— Ja, svarte Krag, nu gaar jeg for at finde ham; jeg maa ha hvisket et litet ord i hans øre.

XXXVIII.
Dagen efter.

Politikemikeren forstod godt paa Asbjørn Krag, at detektiven hadde sin egen mening om den mystiske fyr, negeren med de hvite hænder, som hadde optraadt paa en saa besynderlig maate i laboratoriet, og han spurte ham ogsaa ut om, hvordan saken egentlig hang sammen, men Krag forlot ham uten at gi ham noget tilfredsstillende svar.

Den næste dag var Asbjørn Krag optat fra tidlig om morgenen. De som saa ham blev hurtig klar over, at han nu ikke længer tvilte paa, hvordan han skulde løse saken, men at han arbeidet paa at lægge alt tilrettte for den endelige avsløring. Han hadde lange konferanser med opdagelseschefen. Kl. 1 kjørte han bort fra politistationen i en automobil, og i de følgende to timer saaes han ikke, hverken i sit hjem eller andetsteds. Kl. 3 derimot kom han ind paa Teaterkafeen, hvor man saa ham i selskap med en smuk dame: den kjendte kunstnerinde fru Jeanette Berger. De talte tilsynelatende sammen om likegyldige ting, de var begge like flinke skuespillere og visste, at de var iagttaget, men hvis nogen hadde hørt slutningen av deres samtale, vilde vedkommende ha opfanget følgende:

— Jeg kan ikke tro, hvad De fortæller, sa skuespillerinden, mit hjerte staar stille av angst.

— Jeg er overbevist om, at det er ham. Vil De saa hjælpe mig?

— Jeg har lovet Dem det. Og jeg skal ogsaa holde det. Jeg skal være i Cirkus i aften, i den 3dje loge tilvenstre.

— Godt, saa stoler jeg derpaa.

— Men hvis det nu er ham, du store Gud, hvisket hun,