Negeren med de hvite hænder/6

De gik sammen hen til konditoriet. Krag saa paa sit ur igjen. Denne samtale hadde tat nøiagtig syv minutter. Detektiven tænkte ved sig selv: Der er aapenbart et svakt punkt i mit foretagende. Det bestaar deri, at slynglen Bewer, Maxim eller hvad hans navn nu var, sidder deroppe og venter. Bare han ikke blir utaalmodig eller mistænksom og foretager sig noget paa egen haand. Krag trøstet sig dog med, at nu hadde han isolert ham fra de to hovedpersoner. Fruen kunde han ikke finde. Og her i dette avsidesliggende konditori sad han selv med manden. Saa gjaldt det da at komme til forretningerne.

VI.
En affære.

Da de to mænd sad likeoverfor hinanden inde i en liten baas i konditoriet, la Asbjørn Krag merke til en interessant omstændighet.

Generalkonsulens likegyldighet var nu fuldstændig væk og istedet betragtet han Asbjørn Krag med vaaken interesse; nu og da saa han paa ham, opmerksomt, for siden, likesom han vilde værdsætte ham, veie hans evner eller hans motstandskraft.

— Hvem er De? spurte generalkonsulen og hvor kommer De fra. De er tydeligvis ikke Kristianiamand. Og dog er det likesom jeg mindes at ha set Deres ansigt en gang før.

Asbjørn Krag hadde altsaa atter engang anledning til at konstatere rigtigheten av det princip han nu i en aarrække hadde hat: at vise sit ansigt saa litet som mulig og derigjennem bli saa litet kjendt som mulig.

Han svarte undvigende:

— Lad os komme til forretningerne. Jeg har forøvrigt været allesteds. Og kanske mindst i Kristiania. Det er forøvrigt mindre end en bisak; det kan umulig interessere Dem.

— Rigtig, svarte generalkonsulen, idet han igjen saa paa ham med dette granskende og litt mistænksomme blik, jeg er lutter øre.

Vel; der sad Krag. Hvorledes skulde han begynde. Han forstod godt, at han kunde tale om Stokkegaarden, men al den stund han slet ikke visste, hvad det hele dreiet sig om, maatte han uttrykke sig med overordentlig forsigtighet. Han sad overfor en meget klok mand. Den mindste feil kunde ødelægge hele spillet. Og saa gjaldt det at skynde sig, for Maxim ventet.

— Jeg kan gi Dem nogen oplysninger om gaarden, sa Krag, det er en fortræffelig gaard.

— Virkelig?

— De har formodentlig aldrig set den?

— Kun en eneste gang og da ganske flygtig.

— Det kan bli et mønsterbruk av den gaarden, vaaget Asbjørn Krag igjen.

— Det kan man jo paastaa.

— Hør, tviler De virkelig paa det? Den anden kradset uvilkaarlig med en blyant ibordplaten.

— Det kan jo ikke nytte, sa han, at vi spiller i den grad komedie for hinanden. Saa kommer vi ingen vei.

Krag stødte langsomt cigarrøken ut i store ringe, forblev taus og saa mystisk ut.

— Er der noget nyt bud? spurte generalkonsulen pludselig.

— Nei, svarte Krag, men der er en ny liebhaber.

— Hvem er det?

— Der er mig selv.

Generalkonsulen smilte.

— Vil De da saa gjerne ha gaarden?

— Ja, for ellers blev jeg da vel ikke liebhaber til den.

— De agter muligens at nedsætte Dem som mønstergaardbruker.

Krag forstod, at dette var spøk, men han forstod ikke bare hvorfor.

— Nuja, mumlet han.

— Hvad vil De da gi?

— Hvad tror De, gaarden er værd? spurte Krag.

Men nu løp hidsigheten av med generalkonsulen. Han var ganske indædt, da han hvisket:

— Gaarden er ikke sytti tusen værd. Jeg har budt hundrede tusen; men det fæet vil jo ikke sælge.

— Naar De har budt hundredetusen for en gaard, som ikke er værd mere end sytti, sa Krag, som nu begyndte at faa en anelse om sammenhængen, saa kan De vel likesaa godt lægge 20,000 til.

Generalkonsulen saa paa ham igjen og plystret svakt.

— Paa kjøpesummen? spurte han, skal jeg lægge 20,000 paa kjøpesummen? Jeg tror ikke det nytter.

— Men jeg kjender godseieren. Han vil ikke sælge til andre. Men han er muligens villig til at sælge til mig.

— Ah, saaledes. Altsaa 20,000 til Dem?

— Hvor vil De hen? De byder 120,000 for gaarden, saa utsteder De en check til mig for 5000 og saa garanterer jeg Dem, at gaarden blir Deres.

— Det er 55,000 mere end den notorisk er værd.

— Men De glemmer, at den er et mønsterbruk.

— Vis vas, det er skidt jord, det er en latterlig mishandlet gaard. Men det er ikke for gaardens skyld, det forstaar De nok.

— Nei, det ved jeg, svarte Krag. Bestemmer De Dem?

— Ikke nu.

De maa først . . .

Den anden avbrød ham hvast.

— Det er Dem likegyldig, hvad jeg maa, sa han, men hvis De imorgen middag klokken 2 kan gi mig sikkerhet for, at jeg kan kjøpe gaarden for et hundrede og tyve tusen, saa er de 5000 Deres.

— Sikkerhet? Hvilken sikkerhet mener De?

— Godseierens eget tilsagn.

— Det skal jeg skaffe Dem. Men 120,000 plus 5000. Ellers ikke.

— Jeg fraviger ikke mit bud, svarte generalkonsulen avgjort, idet han reiste sig.

Nu hadde endnu mindre Asbjørn Krag nogen interesse av at gi sig. For ham hadde jo hele denne underhandling været den skjære komedie, og han sa derfor likesaa avgjørende:

— Som jeg har sagt. Ikke ellers. Og dette er mit sidste ord.

Generalkonsulen betænkte sig et øieblik.

— Vi kan jo underhandle, sa han, vi behøver ikke at staa og stampe paa hver vor side av en elv. Hvis De lover mig intet at foreta Dem før imorgen klokken 2, saa lover jeg Dem til gjengjeld, at De først da skal faa mit sidste ord.

— Det er en avtale, svarte Krag, er vi saa enige?

— Saa er vi enige.

Dette var blit avtalt ved to kopper chocolade, som stod fuldstændig urørte, da herrerne forlot konditoriet.

Generalkonsulen vinket paa sin bil. Et øieblik efter var han forsvundet i en støvsky henad gaten.

Hvad Asbjørn Krag angaar, da stod han en stund og smilte velfornøiet. Han hadde virkelig gjennemført sin rolle som smart forretningsmand ganske utmerket. Han kom her med den opgave at faa generalkonsulen av veien. Det var lykkedes ham. Men yderligere var det lykkedes ham at faa et indblik i handelsforetagende, som bar alle merker av ikke at være ganske rent. Og endelig var han ifærd med at faa opløsningen paa mysteriet omkring Stokkegaarden.

Men han hadde den sværeste del av sin opgave igjen i brevene. Klokken var nu blit halv seks, han hadde spildt en halv time, og han skyndte sig opover trapperne.

Hr. Bewer bodde i tredje etage. Da Krag ringte paa, hørte han tunge trin indenfor i entreen. Han saa, at gardinet foran den matte entrerute bevægedes, likesom mennesket indenfor ville forvisse sig om, hvem der ringte.

Saa aapnedes døren. Krag lettet paa hatten. Han stod overfor manden med silkeskjegget.

— Jeg er generalkonsul Berger, sa detektiven, idet han tok brevet, som han netop hadde faaet fra generalkonsulen, op av lommen, De har sendt mig et underligt brev.

Manden i døren blev med engang overordentlig imøtekommende. Hele hans mørke, frastødende ansigt vrængte sig ut i et motbydeligt smil.

— Træd indenfor, hr. generalkonsul, sa han, jeg har ventet Dem.

Krag svarte, idet han gik over tærskelen:

— Det er ikke bestandig, mine forretninger tillater mig at komme til et opgivet, bestemt klokkeslet.

— Naturligvis ikke, det kan jeg da saa utmerket forstaa, svarte den anden, idet han la en av sine fete hænder paa Krags skuldre, en mand som Dem, hr. generalkonsul, som sidder i saa store forretninger og tjener saa mange penger.

— Paa hvad? forsøkte Krag, idet han uvilkaarlig gyste ved at føle sig berørt av dette menneske.

— Naanaa, mumlet den anden fett smilende, ialfald tjener De saa meget, at ordningen av denne lille affære er en bagatel for Dem.

— Mener De Stokkegaarden? spurte Krag.

— Nei, min herre, svarte pengeavpresseren, nei, hr. generalkonsul, det mener jeg ikke. Men jeg har noget at vise Dem.

Saa skjønte Krag, at det gjaldt brevene.

VII.
Tyven.

Hr. Nicolay Bewer førte Asbjørn Krag ind i et litet værelse, som var yderst enkelt møblert. Foran vinduerne hang tykke folderike gardiner, som stængte det sterke sollys ute. Midt paa gulvet stod en kontorpult, hvorpaa nogen papirer var uordentlig henslængt. Ellers var der en sofa, et litet bord med en vandkaraffel paa og et par stole.

Asbjørn Krag tok ikke plads tiltrods for den andens indbydende haandbevægelser. Han blev staaende med hatten i haanden, som om det gjaldt en affære som hurtig kunde avgjøres. Men hr. Bewer var umaadelig elskværdig, næsten sledsk! men hans elskværdighet var av den art, som i visse øieblikke kan faa det til at løpe koldt nedad ryggen paa folk.

Krag heftet sig ved, at skrivebordet var meget lavt, og at slynglen sat bakom det, som bak en fæstning.

— Undskyld, at det her ser noget tarvelig ut, sa Bewer, men jeg har endnu ikke faat installert mig. Jeg er netop kommet til byen.